EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52016XC0513(05)

Meddelelse om indledning af en antisubsidieprocedure vedrørende importen af visse varmvalsede flade produkter af jern, ulegeret stål eller andre former for stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina

C/2016/2802

EUT C 172 af 13.5.2016, p. 29–39 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

13.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 172/29


Meddelelse om indledning af en antisubsidieprocedure vedrørende importen af visse varmvalsede flade produkter af jern, ulegeret stål eller andre former for stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina

(2016/C 172/08)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) har modtaget en klage i henhold til artikel 10 i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 af 11. juni 2009 om beskyttelse mod subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«), hvori det hævdes, at visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina importeres til subsidierede priser og derved forvolder EU-erhvervsgrenen væsentlig skade (2).

1.   Klagen

Klagen blev indgivet den 31. marts 2016 af European Steel Association (EUROFER) (»klageren«) på vegne af producenter, der tegner sig for over 25 % af den samlede produktion i Unionen af visse varmvalsede flade produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål.

2.   Den undersøgte vare

Den undersøgte vare er visse fladvalsede produkter af jern og ulegeret stål eller andre former for legeret stål (ikke rustfrit stål), også i oprullet stand (herunder afkortede produkter og »smalt båndjern«), kun varmvalsede (varmvalsede flade produkter), ikke pletterede, belagte eller overtrukne, undtagen kornorienteret silicium-elektrisk stål (»den undersøgte vare«).

3.   Påstand om subsidiering

Den vare, der angiveligt importeres til subsidierede priser, er den undersøgte vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»det pågældende land«), i øjeblikket henhørende under KN-kode 7208 10 00, 7208 25 00, 7208 26 00, 7208 27 00, 7208 36 00, 7208 37 00, 7208 38 00, 7208 39 00, 7208 40 00, 7208 52 99, 7208 53 90, 7208 54 00, 7211 14 00, 7211 19 00, 7225 19 10, 7225 30 10, 7225 30 30, 7225 30 90, 7225 40 12, 7225 40 15, ex 7225 40 60, 7225 40 90, 7226 19 10, ex 7226 20 00, 7226 91 20, 7226 91 91 og 7226 91 99. KN-koderne angives kun til orientering.

De umiddelbare beviser, som blev fremlagt af klageren, viser, at producenterne af den undersøgte vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina har nydt godt af en række subsidier fra regeringen i Folkerepublikken Kina.

Subsidierne består bl.a. af direkte og potentielle direkte overførsler af midler eller forpligtelser, indtægter, som staten giver afkald på, som ellers er forfaldne, og statslig levering af varer eller tjenesteydelser mod utilstrækkeligt vederlag. Klageren har f.eks. forelagt dokumentation for subsidiering gennem etablering af programmerne »Foreign Trade Transformation and Upgrading Demonstration Bases« og »Common Service Platforms«, præferencelån og garantifaciliteter og levering af energi på gunstige vilkår til stålsektoren.

Kommissionen forbeholder sig retten til at undersøge andre relevante subsidier, som afdækkes i løbet af undersøgelsen.

Det hævdes, at ovennævnte ordninger er subsidier, idet de omfatter et finansielt bidrag fra den kinesiske regering eller andre regionale regeringer (herunder offentlige organer), hvorved der opnås en fordel. Det hævdes, at de er begrænset til kun visse virksomheder og derfor er specifikke og udligningsberettigede.

4.   Påstand om skade og årsagssammenhæng

Klageren fremlagde bevis for, at importen af den undersøgte vare fra det pågældende område er vokset betydeligt både i absolutte tal og i markedsandele, hvilket viser sandsynligheden for en betydelig stigning i importen.

Det påstås desuden, at varer indføres i Unionen til priser, som bl.a. allerede har haft negative virkninger for EU-erhvervsgrenens salgspriser, salgsmængder, markedsandel og fortjeneste.

Endvidere fremlagde klageren umiddelbare beviser for, at der er tilstrækkelig fri kapacitet til rådighed i Folkerepublikken Kina, og at der endvidere er en umiddelbart forestående betydelig forøgelse heraf, som indebærer en sandsynlighed for en væsentlig stigning i importen.

Det hævdes desuden, at strømmen af subsidierede importvarer formodentlig vil stige betydeligt på grund af faldende forbrug på det pågældende lands hjemmemarked, på grund af de senest indførte handelsbeskyttelsesforanstaltninger og på grund af undersøgelser, der for nylig er blevet indledt over for importen af lignende varer på traditionelle markeder uden for EU, f.eks. USA, Canada, Sydafrika, Thailand, Indien, Malaysia, Mexico og Tyrkiet. Dette indebærer en sandsynlighed for, at eksporten fra disse markeder omdirigeres til Unionen, hvilket medfører en betydelig stigning i den subsidierede import.

Klageren anfører, at selv om lagerbeholdningerne ikke synes at være vokset, er dette resultatet af konstant faldende eksportpriser og den faldende indenlandske efterspørgsel, som tilskynder de eksporterende producenter fra det pågældende land til straks at afsætte både deres produktion og endda også de eksisterende lagre af frygt for devaluering af lagerbeholdningerne.

Det hævdes, at ændringen i omstændighederne, som er beskrevet ovenfor, tydeligvis er forudset og umiddelbart forestående, og den umiddelbart forestående, yderligere subsidierede import vil resultere i væsentlig skade.

5.   Sagsforløb

Efter at have informeret medlemsstaterne har Kommissionen fastslået, at klagen er indgivet af eller på vegne af EU-erhvervsgrenen, og at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en procedure, og Kommissionen indleder hermed en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 10.

Med undersøgelsen fastslås det, om der ydes subsidier i forbindelse med den undersøgte vare med oprindelse i det pågældende land, og om den subsidierede import har forvoldt eller truer med at forvolde EU-erhvervsgrenen skade. Hvis konklusionerne bekræfter dette, vil det blive undersøgt, om indførelsen af foranstaltninger vil være i strid med Unionens interesser.

Regeringen i Folkerepublikken Kina er blevet inviteret til høringer.

5.1.    Undersøgelsesperioden og den betragtede periode

Undersøgelsen af subsidiering og skade omfatter perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2015 (»undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfatter perioden fra den 1. januar 2012 til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

5.2.    Procedure for konstatering af subsidiering

Eksporterende producenter (3) af den undersøgte vare fra det pågældende land og myndighederne i det pågældende land opfordres til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

5.2.1.   Undersøgelse af eksporterende producenter

Procedure for udvælgelse af de eksporterende producenter, der skal indgå i undersøgelsen i det pågældende land

a)   Stikprøveudtagning

I betragtning af det potentielt store antal eksporterende producenter i det pågældende land, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af eksporterende producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 27.

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle eksporterende producenter eller deres repræsentanter hermed om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette de oplysninger om deres virksomhed(er) til Kommissionen, som der anmodes om i bilag I til denne meddelelse.

Kommissionen vil desuden kontakte myndighederne i det pågældende land og vil kunne kontakte alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter for at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af eksporterende producenter.

Alle interesserede parter, der ønsker at indgive andre oplysninger, som er relevante for udtagelsen af stikprøven, med undtagelse af de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan de eksporterende producenter udvælges ud fra den største repræsentative eksportmængde til Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen orienterer alle kendte eksporterende producenter, myndighederne i det pågældende land og sammenslutninger af eksporterende producenter, om nødvendigt gennem myndighederne i det pågældende land, om, hvilke virksomheder der er blevet udvalgt til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse af de eksporterende producenter, vil den sende spørgeskemaer til de eksporterende producenter, der er udtaget til stikprøven, til alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter samt til myndighederne i det pågældende land.

Alle de eksporterende producenter, der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven, og myndighederne i det pågældende land skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter meddelelsen om stikprøveudtagningen, medmindre andet er angivet.

Virksomheder, der var indforstået med eventuelt at indgå i stikprøven, men som ikke blev udtaget til at indgå heri, vil blive betragtet som samarbejdsvillige (»samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven«), jf. dog grundforordningens artikel 28. Den udligningstold, der kan finde anvendelse på importen fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter, som ikke indgår i stikprøven, overstiger ikke den vejede gennemsnitlige subsidiemargen, der er fastsat for de eksporterende producenter i stikprøven, jf. dog litra b) nedenfor (4).

b)   Individuel subsidiemargen for virksomheder, der ikke indgår i stikprøven

Samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, kan i henhold til grundforordningens artikel 27, stk. 3, anmode om, at Kommissionen fastsætter en individuel subsidiemargen for dem. De eksporterende producenter, som ønsker at anmode om en individuel subsidiemargen, skal anmode om et spørgeskema og indsende dette behørigt udfyldt senest 37 dage efter meddelelsen om, at der vil blive anvendt stikprøver, medmindre andet er angivet.

Eksporterende producenter, der anmoder om en individuel subsidiemargen, bør imidlertid være opmærksomme på, at Kommissionen alligevel kan beslutte ikke at fastsætte en individuel subsidiemargen for dem, hvis f.eks. antallet af eksporterende producenter er så stort, at en sådan fastsættelse ville være urimeligt byrdefuld og hindre den rettidige afslutning af undersøgelsen.

5.2.2.   Undersøgelse af ikke forretningsmæssigt forbundne importører  (5)  (6)

Ikke forretningsmæssigt forbundne importører af den undersøgte vare fra det pågældende land til Unionen opfordres til at deltage i denne undersøgelse.

I betragtning af det potentielt store antal ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal, der vil blive undersøgt gennem udtagelse af en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 27.

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle ikke forretningsmæssigt forbundne importører eller deres repræsentanter hermed om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette de oplysninger om deres virksomhed(er) til Kommissionen, som der anmodes om i bilag II til denne meddelelse.

Kommissionen kan desuden kontakte alle kendte importørsammenslutninger for at indhente de oplysninger, den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af ikke forretningsmæssigt forbundne importører.

Alle interesserede parter, der ønsker at indgive andre oplysninger, som er relevante for udtagelsen af stikprøven, med undtagelse af de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan importørerne udvælges ud fra den største repræsentative salgsmængde i Unionen af den undersøgte vare med oprindelse i det pågældende land, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen orienterer alle kendte ikke forretningsmæssigt forbundne importører og importørsammenslutninger om, hvilke virksomheder der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige i forbindelse med sin undersøgelse, vil den sende spørgeskemaer til de ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som indgår i stikprøven, og til alle kendte importørsammenslutninger. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om stikprøveudtagningen, medmindre andet er angivet.

5.3.    Procedure for konstatering af skade og undersøgelse af EU-producenter

Konstatering af skade sker på grundlag af positivt bevismateriale og omfatter en objektiv undersøgelse af mængden af subsidieret import, dennes indvirkning på priserne på EU-markedet og den deraf følgende indvirkning af denne import på EU-erhvervsgrenen. For at klarlægge EU-erhvervsgrenens situation opfordres EU-producenterne af den undersøgte vare til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

Undersøgelse af EU-producenter

I betragtning af det store antal EU-producenter, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist, har Kommissionen besluttet at begrænse antallet af EU-producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 27.

Kommissionen har foreløbigt udtaget en stikprøve af EU-producenter. Yderligere oplysninger findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Interesserede parter opfordres til at konsultere dossieret (ved at kontakte Kommissionen ved hjælp af kontaktoplysningerne i punkt 5.7 nedenfor). Andre EU-producenter eller deres repræsentanter, som mener, at der er særlige grunde til, at de bør indgå i stikprøven, skal kontakte Kommissionen senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Alle interesserede parter, der ønsker at indgive andre oplysninger, som er relevante for stikprøveudtagningen, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Kommissionen underretter alle kendte EU-producenter og/eller EU-producentsammenslutninger om, hvilke virksomheder der er endeligt udtaget til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den sende spørgeskemaer til de EU-producenter, som indgår i stikprøven, og til alle kendte sammenslutninger af EU-producenter. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om stikprøveudtagningen, medmindre andet er angivet.

5.4.    Procedure for vurdering af Unionens interesser

Hvis det kan godtgøres, at der forekommer subsidiering med deraf følgende skade, vil der i henhold til grundforordningens artikel 31 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det vil være i strid med Unionens interesser at vedtage antisubsidieforanstaltninger. EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger samt repræsentative forbrugerorganisationer opfordres til at give sig til kende senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. For at deltage i undersøgelsen skal de repræsentative forbrugerorganisationer inden for den samme tidsfrist godtgøre, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Parter, der giver sig til kende inden for ovenstående tidsfrist, kan indgive oplysninger til Kommissionen om Unionens interesser senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. Disse oplysninger kan enten indgives uformelt eller ved at udfylde et spørgeskema, der er udarbejdet af Kommissionen. I alle tilfælde vil oplysninger indgivet i henhold til artikel 31 kun blive taget i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet.

5.5.    Andre skriftlige bemærkninger

I henhold til bestemmelserne i denne meddelelse opfordres alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation herfor. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

5.6.    Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester

Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester. Enhver anmodning om at blive hørt skal fremsættes skriftligt med angivelse af årsagerne til anmodningen. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen fremsættes senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

5.7.    Vejledning om indgivelse af skriftlige bemærkninger og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance

Oplysninger, der forelægges Kommissionen som led i handelsbeskyttelsesundersøgelser, må ikke være omfattet af ophavsret. Interesserede parter skal, inden de forelægger Kommissionen oplysninger og data, der er omfattet af tredjemands ophavsret, anmode indehaveren af ophavsrettighederne om en særlig tilladelse, som udtrykkeligt tillader Kommissionen a) at anvende oplysningerne og dataene i forbindelse med denne handelsbeskyttelsesprocedure og b) at forelægge interesserede parter, der er berørt af denne undersøgelse, oplysningerne og dataene i en form, der gør det muligt for dem at udøve deres ret til forsvar.

Alle skriftlige bemærkninger, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne meddelelse, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Limited« (7).

Interesserede parter, der indgiver oplysninger, der er forsynet med påtegningen »Limited«, anmodes om at indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«, jf. grundforordningens artikel 29, stk. 2. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en interesseret part indgiver fortrolige oplysninger uden at indgive et ikkefortroligt sammendrag, der med hensyn til form og indhold opfylder kravene, kan der ses bort fra sådanne fortrolige oplysninger.

Interesserede parter opfordres til at fremsætte deres bemærkninger og anmodninger pr. e-mail, herunder scannede fuldmagter og erklæringer, dog med undtagelse af omfattende besvarelser, der skal indleveres på en CD-rom eller DVD, der enten afleveres personligt eller sendes anbefalet. Ved brug af e-mail udtrykker de interesserede parter accept af de regler, der gælder for elektronisk kommunikation, og som findes i dokumentet »KORRESPONDANCE MED EUROPA-KOMMISSIONEN I HANDELSBESKYTTELSESSAGER«, der er tilgængeligt på Generaldirektoratet for Handels hjemmeside: http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2011/june/tradoc_148003.pdf. Interesserede parter skal anføre deres navn, adresse, telefonnummer og en gyldig e-mailadresse og sikre, at denne e-mailadresse er en fungerende officiel virksomhedspostkasse, som tjekkes dagligt. Når Kommissionen har modtaget disse kontaktoplysninger, vil den udelukkende kommunikere med de interesserede parter pr. e-mail, medmindre de udtrykkeligt har ønsket at modtage alle dokumenter fra Kommissionen på anden vis, eller medmindre dokumenternes art forudsætter brug af anbefalet post. Interesserede parter kan i ovenstående retningslinjer for kommunikation med interesserede parter finde supplerende regler og oplysninger om korrespondance med Kommissionen, herunder de principper, der gælder for indsendelse af bemærkninger pr. e-mail.

Kommissionens postadresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: CHAR 04/039

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIEN

E-mail

:

TRADE-HRF-SUBSIDY@ec.europa.eu

TRADE-HRF-INJURY@ec.europa.eu

6.   Manglende samarbejdsvilje

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28.

Konstateres det, at en interesseret part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

Hvis en interesseret part helt eller delvist undlader at samarbejde, og konklusionerne af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde samarbejdet.

Indgives svar ikke elektronisk, anses dette ikke for manglende samarbejde, forudsat at den interesserede part påviser, at indgivelse af svar på den ønskede måde ville indebære en urimelig ekstra byrde eller urimelige ekstra omkostninger. Den interesserede part bør omgående kontakte Kommissionen.

7.   Høringskonsulent

Interesserede parter kan anmode om, at høringskonsulenten i handelsprocedurer griber ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens undersøgelsestjenester. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til oplysningernes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af frister og anmodninger fra tredjeparter om at blive hørt. Høringskonsulenten kan arrangere en høring med en individuel interesseret part og mægle for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud.

En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen fremsættes senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

Høringskonsulenten vil også skabe mulighed for en høring med parterne, hvor der bliver lejlighed til at fremsætte andre synspunkter og fremføre modargumenter i spørgsmål vedrørende bl.a. subsidiering, skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser. En sådan høring vil som regel finde sted senest i slutningen af den fjerde uge efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner.

Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/trade-policy-and-you/contacts/hearing-officer/.

8.   Tidsplan for undersøgelsen

Undersøgelsen afsluttes senest 13 måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 9. I henhold til grundforordningens artikel 12, stk. 1, kan der ikke træffes midlertidige foranstaltninger senere end ni måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

9.   Behandling af personoplysninger

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (8).


(1)  EUT L 188 af 18.7.2009, s. 93.

(2)  Det generelle udtryk »skade« henviser både til væsentlig skade samt truslen om væsentlig skade eller til væsentlig forsinkelse, jf. grundforordningens artikel 2, litra d).

(3)  En eksporterende producent er en virksomhed i det pågældende land, som producerer og eksporterer den undersøgte vare til EU-markedet, enten direkte eller gennem en tredjepart, herunder alle dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der er beskæftiget med produktion, hjemmemarkedssalg eller eksport af den undersøgte vare.

(4)  I henhold til grundforordningens artikel 15, stk. 3, ses der bort fra ethvert udligningsberettiget subsidiebeløb på nul og af minimal størrelse og fra udligningsberettigede subsidier, der fastsættes under de omstændigheder, som er omhandlet i grundforordningens artikel 28.

(5)  Kun importører, der ikke er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, kan indgå i stikprøven. Importører, som er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, skal udfylde bilag I til spørgeskemaet for disse eksporterende producenter. I henhold til artikel 127 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558), anses to personer for at være indbyrdes afhængige: a) hvis den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed og omvendt b) hvis de juridisk set anses for interessenter eller kompagnoner c) hvis de er arbejdsgiver og arbejdstager d) hvis en person direkte eller indirekte besidder, kontrollerer eller råder over 5 % eller derover af begges aktier eller anparter med stemmeret e) hvis den ene af dem direkte eller indirekte kontrollerer den anden f) hvis de begge direkte eller indirekte kontrolleres af en tredjemand g) hvis de tilsammen direkte eller indirekte kontrollerer en tredjemand eller h) hvis de er medlemmer af samme familie. Personer anses kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de står i et af følgende forhold til hinanden: i) mand og hustru, ii) forældre og børn, iii) brødre og søstre (hel- eller halvsøskende), iv) bedsteforældre og børnebørn, v) onkel eller tante og nevø eller niece, vi) svigerforældre og svigersøn eller svigerdatter, vii) svoger og svigerinde (EFT L 253 af 11.10.1993, s 1). I denne sammenhæng betyder »person« enhver fysisk eller juridisk person.

(6)  De oplysninger, som ikke forretningsmæssigt forbundne importører fremkommer med, kan også bruges i forbindelse med andre aspekter af denne undersøgelse end konstatering af subsidiering.

(7)  Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til artikel 29 i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 (EUT L 188 af 18.7.2009, s. 93) og artikel 12 i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger. Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(8)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


BILAG I

Image

Tekst af billedet

Image

Tekst af billedet

Image

Tekst af billedet

BILAG II

Image

Tekst af billedet

Image

Tekst af billedet

Top