Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52016XC0218(01)

    Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af visse typer letvægtstermopapir med oprindelse i Sydkorea

    C/2016/0956

    EUT C 62 af 18.2.2016, p. 7–13 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    18.2.2016   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 62/7


    Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af visse typer letvægtstermopapir med oprindelse i Sydkorea

    (2016/C 62/07)

    Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) har modtaget en klage i henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«), med påstand om, at visse typer letvægtstermopapir med oprindelse i Sydkorea importeres til dumpingpriser, hvorved EU-erhvervsgrenen forvoldes væsentlig skade.

    1.   Klagen

    Klagen blev indgivet den 4. januar 2016 af European Thermal Paper Association (ETPA) (»klageren«) på vegne af producenter, der tegner sig for over 25 % af Unionens samlede produktion af visse typer letvægtstermopapir.

    2.   Den undersøgte vare

    Den vare, der er genstand for denne undersøgelse, er letvægtstermopapir af vægt 65 g og derunder pr. m2, i ruller af en bredde på 20 cm eller derover med en vægt (inklusive papiret) på 50 kg eller derover og en diameter (inklusive papiret) på 40 cm eller derover (»jumboruller«), med eller uden basecoat på den ene eller begge sider, overtrukket med en varmefølsom belægning (som er en blanding af farven og fremkalderen, som reagerer og danner et billede ved varmepåvirkning) på den ene eller begge sider, med eller uden dæklag (»den undersøgte vare«).

    3.   Påstand om dumping

    Den vare, som påstås indført til dumpingpriser, er den undersøgte vare med oprindelse i Sydkorea (»det pågældende land«), der i øjeblikket tariferes under KN-kode ex 4811 90 00, ex 4809 90 00, ex 4816 90 00 og ex 4823 90 85. KN-koderne angives kun til orientering.

    Påstanden om dumping fra Sydkorea er baseret på en sammenligning af hjemmemarkedsprisen med eksportprisen (ab fabrik) på den undersøgte vare, når den sælges til eksport til Unionen.

    4.   Påstand om skade og årsagssammenhæng

    Klageren har fremlagt bevis for, at importen af den undersøgte vare fra det pågældende land er vokset både i absolutte tal og i markedsandele.

    De umiddelbare beviser, som er fremlagt af klageren, viser, at mængden af og priserne på den undersøgte importerede vare bl.a. har haft negative virkninger for EU-erhvervsgrenens salgsmængder, prisniveau og markedsandel, hvilket har haft betydelige negative følger for EU-erhvervsgrenens samlede resultater, finansielle situation og beskæftigelse.

    5.   Fremgangsmåde

    Efter at have informeret medlemsstaterne har Kommissionen fastslået, at klagen er indgivet af eller på vegne af EU-erhvervsgrenen, og at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en procedure, og Kommissionen indleder hermed en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 5.

    Med undersøgelsen fastslås det, om den undersøgte vare med oprindelse i det pågældende land sælges til dumpingpriser, og om dumpingimporten har forvoldt EU-erhvervsgrenen skade. Hvis konklusionerne bekræfter dette, vil det blive undersøgt, om indførelsen af foranstaltninger ikke strider mod Unionens interesser.

    5.1.    Undersøgelsesperioden og den betragtede periode

    Undersøgelsen af dumping og skade omfatter perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2015 (»undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfatter perioden fra den 1. januar 2012 til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

    5.2.    Procedure for konstatering af dumping

    Eksporterende producenter (2) af den undersøgte vare fra det pågældende land opfordres til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

    5.2.1.   Undersøgelse af eksporterende producenter

    5.2.1.1.   Procedure for udvælgelse af eksporterende producenter, der skal undersøges i Sydkorea

    Alle eksporterende producenter og sammenslutninger af eksporterende producenter i Sydkorea opfordres til straks at kontakte Kommissionen, fortrinsvis via e-mail, og ikke senere end 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, med henblik på at give sig selv til kende og anmode om et spørgeskema. For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse af de eksporterende producenter, vil den sende spørgeskemaer til kendte eksporterende producenter i Sydkorea, til alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter samt til myndighederne i det pågældende land.

    De eksporterende producenter og evt. sammenslutninger af eksporterende producenter skal indsende det udfyldte spørgeskema senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

    5.2.2.   Undersøgelse af ikke forretningsmæssigt forbundne importører  (3)  (4)

    Ikke forretningsmæssigt forbundne importører af den undersøgte vare fra Sydkorea til Unionen opfordres til at deltage i denne undersøgelse.

    I betragtning af det potentielt store antal ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

    For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle ikke forretningsmæssigt forbundne importører eller deres repræsentanter hermed om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette de oplysninger om deres virksomhed(er), som der anmodes om i bilag I til denne meddelelse, til Kommissionen.

    Kommissionen kan desuden kontakte alle kendte importørsammenslutninger for at indhente de oplysninger, den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af ikke forretningsmæssigt forbundne importører.

    Alle interesserede parter, der ønsker at indgive andre oplysninger, som er relevante for udtagelsen af stikprøven, med undtagelse af de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

    Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan importørerne udvælges ud fra den største repræsentative salgsmængde af den undersøgte vare i Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen orienterer alle kendte ikke forretningsmæssigt forbundne importører og importørsammenslutninger om, hvilke virksomheder der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

    For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den sende spørgeskemaer til de ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som er blevet udvalgt til at indgå i stikprøven, og til alle kendte importørsammenslutninger. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om stikprøveudtagningen, medmindre andet er angivet.

    5.3.    Procedure for konstatering af skade og undersøgelse af EU-producenter

    Konstatering af skade sker på grundlag af positivt bevismateriale og indebærer en objektiv undersøgelse af mængden af dumpingimporten, dennes indvirkning på priserne på EU-markedet og den deraf følgende indvirkning af denne import på EU-erhvervsgrenen. For at fastslå, om EU-erhvervsgrenen er blevet forvoldt skade, opfordres EU-producenterne af den undersøgte vare til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

    I betragtning af det store antal EU-producenter, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist, har Kommissionen besluttet at begrænse antallet af EU-producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

    Kommissionen har foreløbigt udtaget en stikprøve af EU-producenter. Yderligere oplysninger findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Interesserede parter opfordres til at konsultere dossieret (ved at kontakte Kommissionen ved hjælp af kontaktoplysningerne i afsnit 5.7.) Andre EU-producenter eller deres repræsentanter, som mener, at der er særlige grunde til, at de bør indgå i stikprøven, skal kontakte Kommissionen senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    Interesserede parter, der ønsker at indgive andre oplysninger, som er relevante for stikprøveudtagningen, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

    Kommissionen underretter alle kendte EU-producenter og/eller EU-producentsammenslutninger om, hvilke virksomheder der er endeligt udtaget til at indgå i stikprøven.

    For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den sende spørgeskemaer til de EU-producenter, som indgår i stikprøven, og til alle kendte sammenslutninger af EU-producenter. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om stikprøveudtagningen, medmindre andet er angivet.

    5.4.    Procedure for vurdering af Unionens interesser

    Hvis det bekræftes, at der forekommer dumping med deraf følgende skade, vil der i henhold til grundforordningens artikel 21 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det strider mod Unionens interesser at vedtage antidumpingforanstaltninger. EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger samt repræsentative forbrugerorganisationer opfordres til at give sig til kende senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. For at deltage i undersøgelsen skal de repræsentative forbrugerorganisationer inden for den samme tidsfrist godtgøre, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

    Parter, der giver sig til kende inden for ovenstående tidsfrist, kan indgive oplysninger til Kommissionen om Unionens interesser senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. Disse oplysninger kan enten indgives uformelt eller ved at udfylde et spørgeskema, der er udarbejdet af Kommissionen. I alle tilfælde vil oplysninger indgivet i henhold til artikel 21 kun blive taget i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet.

    5.5.    Andre skriftlige bemærkninger

    I henhold til bestemmelserne i denne meddelelse opfordres alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation herfor. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    5.6.    Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester

    Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester. Enhver anmodning om at blive hørt skal fremsættes skriftligt med angivelse af årsagerne til anmodningen. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen fremsættes senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

    5.7.    Vejledning om indgivelse af skriftlige bemærkninger og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance

    Oplysninger, der indsendes til Kommissionen som led i handelsbeskyttelsesundersøgelser, må ikke være omfattet af ophavsret. Interesserede parter skal, før de forelægger Kommissionen oplysninger og data, der er omfattet af tredjemands ophavsret, anmode indehaveren af ophavsrettighederne om en særlig tilladelse, som udtrykkeligt tillader Kommissionen a) at anvende oplysningerne og dataene i forbindelse med denne handelsbeskyttelsesprocedure og b) at forelægge interesserede parter, der er berørt af undersøgelsen, oplysningerne og dataene i en form, der gør det muligt for dem at udøve deres ret til forsvar.

    Alle skriftlige bemærkninger, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne meddelelse, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Limited« (5).

    Interesserede parter, der indgiver oplysninger, der er forsynet med påtegningen »Limited«, anmodes om at indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«, jf. grundforordningens artikel 19, stk. 2. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en interesseret part forelægger fortrolige oplysninger uden at indsende et ikke-fortroligt sammendrag, der opfylder kravene til form og indhold, kan der ses bort fra disse fortrolige oplysninger.

    Interesserede parter opfordres til at fremsætte deres bemærkninger og anmodninger pr. e-mail, herunder scannede fuldmagter og erklæringer, dog med undtagelse af omfattende besvarelser, der skal afleveres personligt eller sendes anbefalet på en CD-ROM eller DVD. Ved brug af e-mail udtrykker de interesserede parter accept af de regler, der gælder for elektronisk kommunikation, og som findes i dokumentet »Korrespondance med Europa-Kommissionen i handelsbeskyttelsessager«, der er tilgængeligt på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2014/june/tradoc_152565.pdf. Interesserede parter skal anføre deres navn, adresse, telefonnummer og en gyldig e-mailadresse og sikre, at denne e-mailadresse er en fungerende officiel virksomhedspostkasse, som tjekkes dagligt. Når Kommissionen har modtaget disse kontaktoplysninger, vil den udelukkende kommunikere med de interesserede parter pr. e-mail, medmindre de udtrykkeligt har ønsket at modtage alle dokumenter fra Kommissionen på anden vis, eller medmindre dokumenternes art forudsætter brug af anbefalet post. Interesserede parter kan i ovenstående retningslinjer for kommunikation med interesserede parter finde supplerende regler og oplysninger om korrespondance med Kommissionen, herunder de principper, der gælder for indsendelse af bemærkninger pr. e-mail.

    Kommissionens postadresse:

    Europa-Kommissionen

    Generaldirektoratet for Handel

    Direktorat H

    Kontor: CHAR 04/039

    1049 Bruxelles/Brussel

    BELGIEN

    E-mail:

    a)

    TRADE-LWTP-DUMPING@ec.europa.eu skal anvendes af de eksporterende producenter, de forretningsmæssigt forbundne importører, deres sammenslutninger og repræsentanterne for det pågældende land,

    b)

    TRADE-LWTP-INJURY@ec.europa.eu skal anvendes ved indsendelse af det udfyldte bilag og ved spørgsmål vedrørende konstatering af skade og vurdering af Unionens interesser.

    6.   Manglende samarbejdsvilje

    Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

    Konstateres det, at en interesseret part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

    Hvis en interesseret part ikke samarbejder eller kun samarbejder delvis, og afgørelserne derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger i overensstemmelse med artikel 18 i grundforordningen, kan resultatet blive mindre gunstigt for den pågældende part, end hvis denne part havde udvist samarbejdsvilje.

    Indgives svar ikke elektronisk, anses dette ikke for manglende samarbejdsvilje, forudsat at den interesserede part påviser, at indgivelse af svar på den ønskede måde ville indebære en urimelig ekstra byrde eller urimelige ekstra omkostninger. I givet fald skal den interesserede part omgående kontakte Kommissionen.

    7.   Høringskonsulent

    Interesserede parter kan anmode om, at høringskonsulenten i handelsprocedurer griber ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens undersøgelsestjenester. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til oplysningernes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af frister og anmodninger fra tredjeparter om at blive hørt. Høringskonsulenten kan arrangere en høring med en individuel interesseret part og mægle for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud.

    En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen fremsættes senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

    Høringskonsulenten vil også sørge for en høring med parterne, hvor der bliver lejlighed til at fremsætte andre synspunkter og fremføre modargumenter i spørgsmål vedrørende bl.a. dumping, skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser. En sådan høring vil som regel finde sted senest i slutningen af den fjerde uge efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner.

    Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/trade-policy-and-you/contacts/hearing-officer.

    8.   Tidsplan for undersøgelsen

    Undersøgelsen afsluttes senest 15 måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, jf. grundforordningens artikel 6, stk. 9. I henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 1, kan der ikke træffes midlertidige foranstaltninger senere end ni måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    9.   Behandling af personoplysninger

    Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (6).


    (1)  EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

    (2)  En eksporterende producent er en virksomhed i det pågældende land, som producerer og eksporterer den undersøgte vare til EU-markedet, enten direkte eller gennem en tredjepart, herunder alle dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der er beskæftiget med produktion, hjemmemarkedssalg eller eksport af den undersøgte vare.

    (3)  Kun importører, der ikke er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, kan indgå i stikprøven. Importører, som er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, skal udfylde bilag I til spørgeskemaet for disse eksporterende producenter. I henhold til artikel 143 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til EF-toldkodeksen kan personer kun anses for at være indbyrdes afhængige: a) hvis den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed og omvendt, b) hvis de juridisk set anses for interessenter eller kompagnoner, c) hvis de er arbejdsgiver og arbejdstager, d) hvis en person direkte eller indirekte besidder, kontrollerer eller råder over 5 % eller derover af begges aktier eller anparter med stemmeret, e) hvis den ene af dem direkte eller indirekte kontrollerer den anden, f) hvis de begge direkte eller indirekte kontrolleres af en tredjemand, g) hvis de tilsammen direkte eller indirekte kontrollerer en tredjemand, eller h) hvis de er medlemmer af samme familie. Personer anses kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de står i et af følgende forhold til hinanden: i) mand og hustru, ii) forældre og børn, iii) brødre og søstre (hel- eller halvsøskende), iv) bedsteforældre og børnebørn, v) onkel eller tante og nevø eller niece, vi) svigerforælder og svigersøn eller svigerdatter, vii) svoger og svigerinde. (EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1). I denne sammenhæng betyder »person« en fysisk eller juridisk person.

    (4)  De oplysninger, som ikke forretningsmæssigt forbundne importører indgiver, kan også bruges i forbindelse med andre aspekter af denne undersøgelse end konstatering af dumping.

    (5)  Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51) og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (»antidumpingaftalen«). Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

    (6)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


    BILAG

    Image

    Image


    Top