Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52016SC0167

    ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE RESUME AF KONSEKVENSANALYSEN Ledsagedokument til Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om grænseoverskridende pakkeleveringstjenester

    SWD/2016/0167 final - 2016/0149 (COD)

    Bruxelles, den 25.5.2016

    SWD(2016) 167 final

    ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE

    RESUME AF KONSEKVENSANALYSEN

    Ledsagedokument til

    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

    om grænseoverskridende pakkeleveringstjenester

    {COM(2016) 285 final}
    {SWD(2016) 166 final}


    Konsekvensanalyse vedrørende grænseoverskridende pakkelevering

    A. Behov for handling

    Hvorfor? Hvad er problemstillingen?

    Høje priser på grænseoverskridende leverancer for e-detailhandlere og forbrugere, navnlig i fjerntliggende områder, og for SMV'er er en hindring for grænseoverskridende e-handel. De høje priser skyldes forholdsvis store hindringer for markedsadgangen, der kan hæmme konkurrenceudviklingen geografisk, samt de begrænsede forsendelsesmængder fra mindre afsendere, som svækker deres forhandlingsposition, med det resultat at mindre e-detailhandlere og privatkunder må betale højere priser og har færre leveringsmuligheder. Derudover har mange nationale forvaltningsmyndigheder begrænsede muligheder for at overvåge det grænseoverskridende pakkemarked, hvilket resulterer i manglende oplysninger med henblik på at identificere mulige markedssvigt eller andre reguleringsmæssige problemområder. Detailhandlere og forbrugere mangler også oplysninger om de forskellige leveringsmuligheder, de har til rådighed. Det befordringspligtige område er ikke ens i alle medlemsstater, hvilket betyder, at direktivet om posttjenester (97/67/EF) 1 ikke alene er tilstrækkeligt til at sikre overkommelige priser for tjenester, der anvendes til e-handel.

    Hvad kan der forventes af initiativet?

    Målet er at gøre tilsynet mere effektivt, at skabe større gennemsigtighed, når det gælder tilgængelighed og priser for forskellige grænseoverskridende leveringstjenester, og at fremme konkurrencen. Dette bør reducere priserne for grænseoverskridende pakkelevering, som betales af individuelle forbrugere og mindre e-detailhandlere, især i fjerntliggende områder. Der tages særskilt fat på spørgsmålet om kvaliteten af de grænseoverskridende leveringstjenester.

    Hvad er merværdien ved handling på EU-plan? 

    I mangel af en samordnet tilgang på EU-plan er det usandsynligt, at nationale foranstaltninger alene vil kunne tackle de grænseoverskridende problemer, der er identificeret ovenfor. De forskellige tilgange eller fortolkninger i forbindelse med den nuværende lovramme (især direktivet om posttjenester) har ført til ulige konkurrencevilkår for leveringsvirksomheder, der er aktive i forskellige medlemsstater, og en uensartet beskyttelse af SMV'er og borgere, der ønsker at drage fordel af det (digitale) indre marked. De enkelte medlemsstater kan ikke effektivt tackle hindringerne for det indre marked, eftersom de transeuropæiske leveringsnetværk hører under flere jurisdiktioner.

    B. Løsninger

    Hvilke lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige løsninger er overvejet? Er der en fortrukken løsning? Hvorfor?

    For så vidt angår prisgennemsigtighed og lovgivningsmæssige beføjelser er forskellige muligheder blevet undersøgt. Den foretrukne løsningsmodel er:

    1) Øget gennemsigtighed ved at offentliggøre priserne på udvalgte produkter fra forskellige grænseoverskridende leveringsvirksomheder i et særligt afsnit på Kommissionens EUROPA-websted og kræve, at forvaltningsmyndighederne vurderer prisoverkommeligheden.

    2) Forbedring af myndighedstilsynet ved at gøre det klart, at alle pakkeleveringsvirksomheder (over en vis størrelse) er forpligtet til at fremlægge basisstatistikker for de nationale forvaltningsmyndigheder.

    3) Tilskynde til konkurrence ved at kræve tredjepartsadgang til de grænseoverskridende netværk og multilaterale prisaftaler for de nationale postvæsener.

    Blandt de muligheder, som blev overvejet og afvist, var øget gennemsigtighed i forbindelse med individuelt forhandlede priser og/eller priser, som betales af e-detailhandlere til leveringsvirksomheden, og forudgående underretning (af tilsynsmyndighederne) om prisændringer.

    En særskilt forordning giver mulighed for en hurtig gennemførelse af målrettede og umiddelbart gældende bestemmelser, som skal mindske fragmenteringen. Ensartede regler vil give retssikkerhed for alle deltagere på markedet. De ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger, f.eks. køreplanen for gennemførsel af det indre marked for pakkelevering fra 2013 2 , har til dato ikke forbedret prisoverkommeligheden eller myndighedstilsynet. I betragtning af de hurtige ændringer på dele af markedet samt et begrænset kendskab til markedet foreslås der ingen prisregulering.

    Hvem støtter hvilken løsning?

    Detailhandlere og forbrugere støtter foranstaltninger, der sænker priserne. De nationale postvirksomheder er imod reguleringsmæssige indgreb, da de mener, at markederne er konkurrencebaserede. Eksprestjenesterne ønsker en harmonisering af de lovgivningsmæssige rammer, men er dog kritiske over for en forøgelse af de nationale forvaltningsmyndigheders tilsyn. De nationale forvaltningsmyndigheder anerkender, at der på nuværende tidspunkt mangler markedsdata, men advarer mod nye forhåndsbeføjelser. Europa-Parlamentet har opfordret til en afbalanceret og målrettet foranstaltning. Medlemsstaterne ønsker ikke nogen prisregulering.

    C. Den foretrukne løsnings indvirkninger

    Hvad er fordelene ved den foretrukne løsning (om nogen, eller de vigtigste)?

    Ved at give de nationale forvaltningsmyndigheder et bedre markedskendskab vil de bedre kunne overvåge markedet og følge med i markedsudviklingen. Priswebstedet og de nationale forvaltningsmyndigheders vurdering af den prismæssige overkommelighed vil fremhæve (for) høje priser og øge presset for at få tilbudt mere rimelige priser. Dette vil navnlig gavne de små e-detailhandlere og forbrugerne. Leveringsvirksomhederne vil få fordel af en øget efterspørgsel efter grænseoverskridende leveringstjenester. Adgangen til multilaterale aftaler vil hjælpe leveringsvirksomheder med at komme ind på markedet og mindske de nationale postvæseners omkostninger.

    Hvilke omkostninger er forbundet med den foretrukne løsning (om nogen, eller de vigtigste)?

    Omkostningerne er beregnet til under 500 000 EUR (221 000 EUR til tilsynsmyndighederne, 20 000 EUR til de nationale postvæsener og 170 000 EUR til de øvrige leveringsvirksomheder), baseret på EU's standardmodel for omkostninger og Kommissionens statistiske erfaring.

    Hvordan vil virksomheder, SMV'er og mikrovirksomheder blive påvirket?

    Forslaget vil reducere leveringspriserne, således at mindre e-detailhandlere kan sælge mere. Leveringsvirksomheder med under 50 ansatte, og som kun er etableret i én medlemsstat, vil være undtaget fra kravet om at sende oplysninger til de nationale forvaltningsmyndigheder.

    Vil det have stor indvirkning på de nationale budgettter og myndigheder? 

    Medlemsstaterne kan få yderligere omkostninger, hvis de nationale forvaltningsmyndigheder finansieres over nationale budgetter og kræver yderligere ressourcer.

    Vil der være andre væsentlige virkninger? 

    Nej. Leveringsvirksomheder fra tredjelande, der ønsker at tilbyde tjenester i EU, vil skulle overholde de samme regler.

    D. Opfølgning

    Hvornår vil politikken blive revideret?

    I en rapport to år efter vedtagelsen vil forordningen blive revideret med oplysning om fremskridt med andre initiativer med henblik på at fuldføre det indre marked for pakkeleveringstjenester.

    (1) Som ændret ved direktiv 2002/39/EF og 2008/6/EF.
    (2) COM(2013) 886 final.
    Top