15.2.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 58/9

—

der henviser til Genèvekonventionen fra 1951 og tillægsprotokollen dertil, navnlig retten til non-refoulement,

—

der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

—

der henviser til konventionen om barnets rettigheder fra 1989 og til Europa-Parlamentets beslutning af 27. november 2014 i anledning af 25-årsdagen for FN's konvention om barnets rettigheder (1),

—

der henviser til FN's havretskonvention fra 1982, den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen fra 1974 og den internationale konvention om maritim eftersøgning og redning fra 1979 som ændret,

—

der henviser til den internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder fra 1990,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Handlingsplan om uledsagede mindreårige (2010-2014)« (COM(2010)0213), og Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2013 om situationen for uledsagede mindreårige i EU (2),

—

der henviser til sin beslutning af 29. april 2015 om de seneste tragedier i Middelhavet og EU's migrations- og asylpolitikker (3),

—

der henviser til sin beslutning af 10. september 2015 om migration og flygtninge i Europa (4),

—

der henviser til drøftelserne i Europa-Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender i 2015: den 14. april med deltagelse af kommissær Avramopoulos, den 6. maj om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling, herunder med hensyn til eftersøgnings- og redningsforpligtelser, den 26. maj om strategien for samarbejde med tredjelande, den 4. juni om etablering af sikre og lovlige ruter for asylansøgere og flygtninge til EU og om gennemførelsen af det fælles europæiske asylsystem, den 25. juni om bekæmpelse af kriminel smugling af, handel med og udnyttelse af irregulære migranter, udvikling af hensigtsmæssige og lovlige kanaler for økonomisk migration og grænseforvaltning og visumpolitik, den 2. juli om, hvordan midler til indre anliggender anvendes i forbindelse med migration og udvikling, den 6. juli om den første pakke af forslag fra Kommissionen i forlængelse af dagsordenen for migration og om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling, herunder med hensyn til eftersøgnings- og redningsforpligtelser, og etablering af sikre og lovlige ruter for asylansøgere og flygtninge til EU, den 16. juli under tilstedeværelse af eksperter om EU-midler til migrationspolitikker, om politikker, praksis og data om uledsagede mindreårige i EU-medlemsstaterne og Norge, om EU’s samarbejde med tredjelande på migrationsområdet og om undersøgelse af nye muligheder for lovgivning om økonomisk migration, den 22. september om den anden pakke af forslag fra Kommissionen i forlængelse af dagsordenen for migration, den 23. september med de nationale parlamenter om hotspotstilgangen og om håndtering af migration på nationalt og lokalt niveau, den 19. oktober om bekæmpelse af smugling af, handel med og udnyttelse af irregulære migranter, den 10. november om Kommissionens meddelelse med titlen »Håndtering af flygtningekrisen: status over gennemførelsen af de prioriterede foranstaltninger i den europæiske dagsorden for migration« (COM(2015)0510), den 19. november om EU's interne og eksterne finansiering i forbindelse med migrations- og asylpolitikken, den 10. december om EU's samarbejde med tredjelande på migrationsområdet og den 21. december om grænseforvaltning og visumpolitik, om en effektiv gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem og om udvikling af hensigtsmæssige og lovlige kanaler for økonomisk migration,

—

der henviser til drøftelserne på det fælles møde i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udviklingsudvalget den 1. april 2015 om forbindelsen mellem migration og udvikling og på det fælles møde i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, Udenrigsudvalget og Underudvalget om Menneskerettigheder den 15. september 2015 om respekt for menneskerettighederne i forbindelse med migrationsstrømmen over Middelhavet,

—

der henviser til rapporterne fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om dets delegationsbesøg til Lampedusa om eftersøgnings- og redningsaktioner i september 2015 og til Tunesien om samarbejde med tredjelande inden for migration, asyl og grænsekontrol i oktober 2015 og til rapporten fra Budgetudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om deres fælles delegations besøg på Sicilien om, hvordan migrationspresset i regionen kan håndteres, herunder navnlig ud fra et budgetmæssigt synspunkt, i juli 2015,

—

der henviser til Kommissionens 10-punktshandlingsplan om migration, som blev præsenteret på den fælles samling i Udenrigsrådet og Rådet (indre anliggender) i Luxembourg den 20. april 2015,

—

der henviser til Kommissionen meddelelse med titlen »En europæisk dagsorden for migration« (COM(2015)0240),

—

der henviser til Rådets afgørelse (FUSP) 2015/778 af 18. maj 2015 om Den Europæiske Unions militæroperation i det sydlige centrale Middelhavsområde,

—

der henviser til beslutningen om at indlede den anden fase af operationen EUNAVFOR MED, omdøbt til operation Sophia, som blev truffet af EU-ambassadørerne i Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (5), og til de NATO-ledede operationer i Det Ægæiske Hav,

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2240 (2015) af 9. oktober 2015,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »EU-handlingsplan for bekæmpelse af smugling af migranter (2015-2020)« (COM(2015)0285),

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om gennemførelse af Eurodacforordningen for så vidt angår forpligtelsen til at optage fingeraftryk (SWD(2015)0150),

—

der henviser til Kommissionens henstilling om et europæisk genbosættelsesprogram (C(2015)3560) og til konklusionerne vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om genbosætning gennem multilaterale og nationale ordninger af 20 000 personer, der har et klart behov for international beskyttelse, som blev fremlagt på samlingen i Rådet (retlige og indre anliggender) den 20. juli 2015,

—

der henviser til Kommissionens forklarende note om »hotspot«-tilgangen og statusrapporterne om Grækenland og Italien af 10. februar 2016 samt statusrapporten om Grækenland af 4. marts 2016,

—

der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2015/1523 af 14. september 2015 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og for Grækenland på området international beskyttelse,

—

der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 af 22. september 2015 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland på området international beskyttelse,

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en kriseflytningsmekanisme og ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (COM(2015)0450),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om etablering af en fælles EU-liste over sikre oprindelseslande med henblik på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse og om ændring af direktiv 2013/32/EU (COM(2015)0452),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »EU-handlingsplan for tilbagesendelse af ulovlige migranter« (COM(2015)0453),

—

der henviser til Kommissionens henstilling om udarbejdelse af en fælles vejledning om tilbagesendelse, der skal anvendes af medlemsstaternes kompetente myndigheder, når de udfører opgaver i forbindelse med tilbagesendelse (C(2015)6250), og bilaget hertil,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Regler for offentlige udbud i forbindelse med den aktuelle asylkrise« (COM(2015)0454),

—

der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant med titlen »Håndtering af flygtningekrisen i Europa: EU-Udenrigstjenestens rolle« (JOIN(2015)0040),

—

der henviser til Kommissionens afgørelse om oprettelse af Den Europæiske Unions Nødtrustfond for Stabilitet og Håndtering af de Grundlæggende Årsager til Irregulær Migration og til Fordrivelse af Personer i Afrika (C(2015)7293),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Håndtering af flygtningekrisen: øjeblikkelige operationelle, budgetmæssige og retlige foranstaltninger som led i den europæiske dagsorden for migration« (COM(2015)0490) og bilagene hertil,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Håndtering af flygtningekrisen: status over gennemførelsen af de prioriterede foranstaltninger i den europæiske dagsorden for migration« (COM(2015)0510) og bilagene hertil,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »En europæisk grænse- og kystvagt og effektiv forvaltning af Europas ydre grænser« (COM(2015)0673) og til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den europæiske grænse- og kystvagt og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004, forordning (EF) nr. 863/2007 og Rådets beslutning 2005/267/EF (COM(2015)0671), til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et europæisk rejsedokument for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (COM(2015)0668), til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 562/2006 for så vidt angår en styrkelse af kontrollen i relevante databaser ved de ydre grænser (COM(2015)0670), til Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om indførelse af midlertidige foranstaltninger til fordel for Sverige på området international beskyttelse i henhold til artikel 9 i Rådets afgørelse (EU) 2015/1523 og artikel 9 i Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og for Grækenland på området international beskyttelse (COM(2015)0677) og til Kommissionens henstilling om en frivillig humanitær indrejseordning med Tyrkiet (C(2015)9490),

—

der henviser til meddelelsen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om status over gennemførelsen af de prioriterede foranstaltninger i den europæiske dagsorden for migration (COM(2016)0085),

—

der henviser til Kommissionens henstilling rettet til Den Hellenske Republik om hastende foranstaltninger, som Grækenland skal træffe med henblik på genoptagelse af overførslerne i henhold til forordning (EU) nr. 604/2013 (C(2016)0871),

—

der henviser til forslaget til Rådets gennemførelsesafgørelse om midlertidig suspension af omfordelingen af 30 % af de ansøgere, som er fordelt til Østrig i henhold til Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland på området international beskyttelse (COM(2016)0080),

—

der henviser til meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og Rådet med titlen »Tilbage til Schengen — En køreplan« (COM(2016)0120),

—

der henviser til rapporten fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen »Second Report on progress by Turkey in fulfilling the requirements of its visa liberalisation roadmap« (COM(2016)0140) og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2016)0097),

—

der henviser til forslaget til Rådets forordning om ydelse af nødhjælp i Unionen (COM(2016)0115) og det kommende ændringsbudget nr. 1/2016 med henblik på at oprette en budgetpost for dette instrument,

—

der henviser til de konklusioner, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd på det ekstraordinære møde den 23. april 2015, på mødet den 25. og 26. juni 2015, på det uformelle møde mellem EU’s stats- og regeringschefer om migration den 23. september 2015, på mødet den 15. oktober 2015, på mødet den 17. og 18. december 2015 og på mødet den 18. og 19. februar 2016,

—

der henviser til de konklusioner, der blev vedtaget af Rådet om sikre oprindelseslande på mødet den 20. juli 2015, om migration på mødet den 20. juli 2015, om tilbagesendelsespolitikkens fremtid på mødet den 8. oktober 2015, om migration på mødet den 12. oktober 2015, om foranstaltninger til at håndtere flygtninge- og migrationskrisen på mødet den 9. november 2015 og om statsløshed på mødet den 4. december 2015 samt om smugling af migranter på mødet den 10. marts 2016,

—

der henviser til formandskabets konklusioner vedtaget den 14. september 2015,

—

der henviser til de konklusioner, der blev vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om genbosætning gennem multilaterale og nationale ordninger af 20 000 fordrevne personer, der har et klart behov for international beskyttelse, på mødet den 20. juli 2015,

—

der henviser til EU’s og Tyrkiets fælles handlingsplan af 15. oktober 2015 og gennemførelsesrapporterne hertil af 10. februar og 4. marts 2016,

—

der henviser til EU’s stats- og regeringschefers erklæring af 7. marts 2016,

—

der henviser til erklæringen fra højniveaukonferencen om ruten over det østlige Middelhavsområde og det vestlige Balkan, der blev vedtaget den 8. oktober 2015, og til ledernes erklæring om flygtningestrømmene ad Vestbalkanruten vedtaget på mødet den 25. oktober 2015 samt til statusrapporten hertil af 10. februar 2016,

—

der henviser til den handlingsplan og den politiske erklæring, der blev vedtaget på EU-Afrika-topmødet om migration i Valletta den 11. og 12. november 2015,

—

der henviser til Det Europæiske Asylstøttekontors (EASO) arbejde og rapporter, navnlig til dets årsrapport om situationen på asylområdet i EU i 2014 og de månedlige redegørelser for asyltendenserne,

—

der henviser til Frontex' arbejde og rapporter, navnlig til dets årlige risikoanalyse for 2015 og dets risikoanalysenetværks kvartalsrapporter,

—

der henviser til Europols arbejde og rapporter, navnlig til det fælles operationelle hold MARE, og det nyligt oprettede europæiske center for migrantsmugling (EMSC) under Europol,

—

der henviser til Eurojusts arbejde og rapporter, navnlig til rapporterne om menneskehandel,

—

der henviser til Agenturet for Grundlæggende Rettigheders (FRA) arbejde, årsrapporter og undersøgelser, navnlig dets undersøgelser om alvorlige former for udnyttelse af arbejdskraft og om kriminalisering af migranter i en irregulær situation og personer, der beskæftiger sig med dem,

—

der henviser til Temaafdeling C's studier om gennemførelsen af artikel 80 i TEUF, om nye strategier, alternative løsninger og veje til adgang til asylprocedurer for personer, der søger international beskyttelse, om undersøgelse af nye muligheder for lovgivning om arbejdskraftmigration til EU, om forbedring af det fælles europæiske asylsystem og alternativer til Dublin, om EU’s samarbejde med tredjelande på migrationsområdet og om modtagelse af kvindelige flygtninge og asylansøgere i EU, til Temaafdeling D's studie om EU-midler til migrationspolitikker: analyse af effektivitet og bedste praksis for fremtiden, og til Temaafdeling EXPO's studie om migranter i Middelhavet: beskyttelse af menneskerettighederne,

—

der henviser til de undersøgelser, der er foretaget af Det Europæiske Migrationsnetværk (EMN), navnlig dets undersøgelse om politikker, praksis og data om uledsagede mindreårige,

—

der henviser til FN’s højkommissær for flygtninges arbejde og rapporter,

—

der henviser til FN’s særlige rapportør om migranters menneskerettigheders arbejde og rapporter,

—

der henviser til Europarådets arbejde, rapporter og beslutninger,

—

der henviser til Den Internationale Organisation for Migrations arbejde og rapporter,

—

der henviser til FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelses arbejde og rapporter,

—

der henviser til Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — En europæisk dagsorden for migration, som blev vedtaget på den 115. plenarforsamling den 3.- 4. december 2015,

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelser om den europæiske dagsorden for migration og om EU-handlingsplanen for bekæmpelse af smugling af migranter,

—

der henviser til sin beslutning af 17. december 2014 om situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration (6),

—

der henviser til arbejdsdokumentet om artikel 80 — solidaritet og rimelig ansvarsfordeling, herunder eftersøgnings- og redningsforpligtelser,

—

der henviser til arbejdsdokumentet om bekæmpelse af kriminel smugling af, handel med og udnyttelse af irregulære migranter,

—

der henviser til arbejdsdokumentet om grænseforvaltning og visumpolitik, herunder Frontex' og andre relevante organers rolle,

—

der henviser til arbejdsdokumentet om etablering af sikre og lovlige ruter for asylansøgere og flygtninge til EU, herunder EU’s genbosættelsespolitik og tilsvarende integrationspolitikker,

—

der henviser til arbejdsdokumentet om udvikling af hensigtsmæssige og lovlige kanaler for økonomisk migration,

—

der henviser til arbejdsdokumentet om EU's interne og eksterne finansiering i forbindelse med migrations- og asylpolitikken,

—

der henviser til arbejdsdokumentet om en effektiv gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem, herunder EASO's rolle,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelser fra Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget, Budgetudvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Transport- og Turismeudvalget, Regionaludviklingsudvalget, Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og Udvalget for Andragender (A8-0066/2016),

A.

der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 17. december 2014 pålagde Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender at foretage en vurdering af de forskellige relevante politikker, udforme en række anbefalinger og afgive en strategisk initiativbetænkning til plenarforsamlingen;

B.

der henviser til, at 1,83 mio. mennesker ifølge data fra Frontex (7) i 2015 blev pågrebet i forsøg på at krydse EU’s ydre grænser irregulært, hvilket er en markant rekord og skal ses i forhold til de 282 500 migranter, der kom til EU i løbet af hele 2014, og at ca. 20 % af alle migranter, der ankommer ad søvejen, ifølge data fra IOM og UNICEF er børn (8);

C.

der henviser til, at der ifølge data fra EASO (9) i 2015 blev indgivet over 1,4 mio. ansøgninger om international beskyttelse i EU+ (10), med en støt stigning i antallet siden april, mens andelen af gentagne ansøgninger har været faldende, og at omkring 6 % af ansøgerne hævder at være uledsagede mindreårige; i februar 2016 var 22 % af dem, der ankom til Grækenland ad søvejen, kvinder og 40 % børn (11);

D.

der henviser til, at der i FN's konvention om barnets rettigheder ved et barn forstås ethvert menneske under 18 år;

E.

der henviser til, at over 3 771 mennesker i 2015 blev meldt døde eller savnede i Middelhavet ifølge Den Internationale Organisation for Migration (12), og at der indtil den 8. marts 2016 var meldt 444 personer druknede i Middelhavet; i de første ni uger af 2016 døde 77 børn — et gennemsnit på over et om dagen; ifølge de seneste tal fra Europol er mindst 10 000 uledsagede børn forsvundet, efter de er ankommet til Europa;

F.

der henviser til, at den 3. oktober bør anerkendes som en mindedag for alle de mænd, kvinder og børn, som dør under deres forsøg på at flygte fra deres land på grund af forfølgelse, konflikter og krig, samt alle de mænd og kvinder, som sætter livet på spil hver dag for at redde dem;

G.

der henviser til, at nogle dele af verden er ramt af krig og vold og lider under de kombinerede virkninger af ekstrem fattigdom, ødelæggelse af miljøet og en mangel på muligheder for unge, hvilket kan skabe mere vold og usikkerhed og føre til yderligere befolkningsbevægelser;

H.

der henviser til, at artikel 80 i TEUF nævner princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling som kernen i hele EU-systemet og giver et retsgrundlag for gennemførelsen af disse principper i Unionens politikker for asyl, migration og grænsekontrol;

I.

der henviser til, at solidaritet kan være både intern og ekstern solidaritet, og at omfordeling, gensidig anerkendelse af asylafgørelser, operationelle støtteforanstaltninger, en proaktiv fortolkning af den nuværende Dublinforordning og direktivet om midlertidig beskyttelse alt sammen er redskaber til intern solidaritet, mens genbosætning, humanitær opholdstilladelse og eftersøgning og redning til søs fremmer ekstern solidaritet, og civilbeskyttelsesmekanismen kan tage sigte på begge dele;

J.

der henviser til, at kun 338 af de 39 600 asylansøgere, som pr. 3. marts 2016 befandt sig i italienske modtagelsesfaciliteter, og som skulle fordeles i de øvrige medlemsstater, rent faktisk blev omfordelt, og at der i Grækenland blev gennemført 322 omfordelinger ud af de planlagte 66 400;

K.

der henviser til, at smugling af, handel med og udnyttelse af migranter er særskilte retlige fænomener, der varetages af specifikke juridiske rammer på EU-plan og internationalt plan, og som kræver ordentligt målrettede tiltag, selv om de ofte overlapper hinanden i praksis, og at de kriminelle smugler- og menneskehandlernetværk meget hurtigt kan ændre deres fremgangsmåde, hvorfor der kræves hurtigt tilpassede løsninger baseret på de seneste og mest nøjagtige data; tiltag til bekæmpelse af kriminel smugling af migranter bør ikke påvirke dem, der yder humanitær hjælp til irregulære migranter;

L.

der henviser til, at bekæmpelsen af smugling af, handel med og udnyttelse af migranter kræver løsninger på kort, mellemlang og lang sigt, herunder foranstaltninger til at optrevle kriminelle netværk og bringe de kriminelle for en domstol, indsamling og analyse af data, foranstaltninger til beskyttelse af ofrene og til tilbagesendelse af migranter med irregulært ophold såvel som samarbejde med tredjelande og mere langsigtede strategier til at tackle efterspørgslen efter ulovligt handlede og smuglede mennesker og de grundlæggende årsager til migration, som tvinger folk i hænderne på kriminelle menneskesmuglere;

M.

der henviser til, at den almindelige lovgivningsprocedure er i gang angående en lang række forslag fra Kommissionen inden for grænse- og visumpolitikken, navnlig forslaget til forordning om en EU-kodeks for visa (omarbejdning) (2014/0094(COD), forslaget til forordning om indførelse af et rundrejsevisum (2014/0095(COD) og forslaget til en forordning om ensartet udformning af visum: sikkerhed (2015/0134(COD), og at Kommissionen for nylig har fremsat nye forslag på dette område, som vil blive behandlet efter den almindelige lovgivningsprocedure;

N.

der henviser til, at afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser skal gå hånd i hånd med en effektiv forvaltning af de ydre grænser med fælles høje standarder, en effektiv udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og fuld respekt for alle borgeres grundlæggende rettigheder;

O.

der henviser til, at Europa-Parlamentet har opfordret EU's grænseagentur til at styrke sin kapacitet til at håndtere eventuelle krænkelser af de grundlæggende rettigheder, herunder inden for rammerne af de arbejdsaftaler, der er indgået med de kompetente myndigheder i tredjelande, og at Kommissionens forslag til et nyt EU-grænseagentur indeholder en klagemekanisme;

P.

der henviser til, at den nuværende visumkodeks giver medlemsstaterne mulighed for at fravige de normale kriterier for en visumansøgning, »af humanitære grunde/hensyn« (artikel 19 og 25);

Q.

der henviser til, at 86 % af verdens flygtninge befinder sig i ikke-industrialiserede lande, og at kriminelle netværk og smuglere udnytter desperationen hos de mennesker, som forsøger at komme til EU på flugt fra forfølgelse eller krig;

R.

der henviser til, at de sikre og lovlige ruter til EU for flygtninge er begrænsede, og at mange fortsat løber risikoen og begiver sig ud på farlige ruter; etablering af nye sikre og lovlige ruter for asylansøgere og flygtninge til EU baseret på eksisterende lovgivning og praksis vil gøre det muligt for EU og medlemsstaterne at få et bedre overblik over behovene for beskyttelse og tilstrømningen til EU og at underminere smuglernes forretningsmodel;

S.

der henviser til, at EU's samarbejde med tredjelande udvikles ved hjælp af politiske instrumenter såsom regionale dialoger, bilaterale dialoger, fælles dagsordener for migration og mobilitet og mobilitetspartnerskaber, ved hjælp af retlige instrumenter såsom bestemmelser om migration i »globale aftaler«, tilbagetagelsesaftaler, visumlempelsesaftaler og visumfritagelsesaftaler og ved hjælp af operationelle instrumenter såsom regionale beskyttelsesprogrammer, regionale udviklings- og beskyttelsesprogrammer, Frontex' samarbejdsordninger og EASO's samarbejde med tredjelande;

T.

der henviser til, at de enkelte medlemsstater fortsat udvikler intense eksterne foranstaltninger vedrørende migration på bilateralt plan;

U.

der henviser til, at EU har intensiveret sit eksterne samarbejde med tredjelande om migration og asyl for at reagere på den aktuelle flygtningekrise på en passende måde og har iværksat nye samarbejdsinitiativer som f.eks. EU's og Tyrkiets fælles handlingsplan, de forpligtelser, der er indgået angående ruterne over det vestlige Balkan, og den handlingsplan, der blev vedtaget på topmødet i Valetta;

V.

der henviser til, at befolkningen i den erhvervsaktive alder i EU forventes at falde med 7,5 millioner frem til 2020, og at prognoserne for udviklingen i arbejdsmarkedets behov i EU peger på en ny og kommende mangel på arbejdskraft på specifikke områder, samtidig med at tredjelandsstatsborgere har mange vanskeligheder med at få anerkendt deres udenlandske kvalifikationer og derfor ofte er overkvalificerede til deres job;

W.

der henviser til, at den nuværende EU-tilgang til arbejdskraftmigration er fragmenteret, med en lang række direktiver, der fokuserer på specifikke kategorier af arbejdstagere og tredjelandsstatsborgere, der under visse betingelser har ret til at arbejde, og at denne tilgang kun kan bruges til at dække de kortsigtede, specifikke behov;

X.

der henviser til, at der findes adskillige EU-finansieringsinstrumenter til at finansiere medlemsstaters og tredjelandes foranstaltninger på området migration, asyl og grænseforvaltning; midlerne til medlemsstater tildeles primært gennem Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Fonden for Intern Sikkerhed, men der er en lang række andre programmer og fonde, der kan anvendes til aktiviteter vedrørende migration, og midlerne til tredjelande, der primært tildeles gennem instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, administreres af en lang række generaldirektorater i Kommissionen og af Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil;

Y.

der henviser til, at den eksisterende fragmentering af budgetposter og ansvar kan gøre det vanskeligt at give et samlet overblik over, hvordan midlerne anvendes, og endog at sætte nøjagtige tal på, hvor meget EU bruger på migration;

Z.

der henviser til, at det fælles europæiske asylsystem omfatter et sæt fælles regler for en fælles asylpolitik, en ensartet asylstatus og fælles asylprocedurer, der gælder i hele Unionen; mange meldinger, herunder de af Kommissionen vedtagne afgørelser om overtrædelser, viser imidlertid, at det fælles europæiske asylsystem ikke er blevet gennemført fuldt ud i mange medlemsstater; gennemførelsen er afgørende med henblik på at harmonisere de nationale lovgivninger og fremme solidariteten mellem medlemsstaterne, og medlemsstaterne kan ansøge om bistand fra EASO til at opfylde de standarder, der kræves i det fælles europæiske asylsystem; en harmonisering af modtagelsesforholdene og asylprocedurerne kan forhindre et pres på de lande, der tilbyder bedre forhold, og er nøglen til en fordeling af ansvaret;

AA.

der henviser til, at de nuværende mekanismer i Dublinsystemet ikke har været objektive, ikke har fastlagt retfærdige kriterier for fordelingen af ansvaret for ansøgninger om international beskyttelse og ikke har givet hurtig adgang til beskyttelse; systemet bliver ikke anvendt i praksis, og der er blevet vedtaget udtrykkelige undtagelser med to rådsafgørelser om midlertidig omfordeling; Kommissionen har varslet et forslag til en egentlig revision af Dublin III-forordningen inden marts 2016;

AB.

der henviser til, at medlemsstaterne i henhold til artikel 3 i Genève-konventionen af 1951 ikke må forskelsbehandle flygtninge på grundlag af deres race, religion eller oprindelsesland;

1.

påpeger, at EU’s indsats på migrationsområdet skal være baseret på princippet om solidaritet; bemærker, at princippet om solidaritet, som fastlagt i artikel 80 i TEUF, omfatter politikkerne for asyl, indvandring og grænsekontrol; er af den opfattelse, at artikel 80 i TEUF »sammen med« artikel 77-79 i TEUF giver et retsgrundlag for at gennemføre princippet om solidaritet på disse områder;

2.

tager udgangspunkt i, at det at redde liv må være den højeste prioritet, og at en passende finansiering — både på EU-niveau og på medlemsstatsniveau — af eftersøgnings- og redningsoperationer er af afgørende betydning; bemærker, at der er sket en stigning i den irregulære indvandring ad søvejen og en foruroligende stigning i antallet af dødsfald på havet, og at der stadig er behov for en bedre reaktion fra EU’s side;

3.

minder om, at det at redde liv er et udtryk for solidaritet med dem, der er i fare, men at der også er en juridisk forpligtelse hertil i henhold til folkeretten, idet artikel 98 i FN’s havretskonvention — der er ratificeret af alle medlemsstaterne og af Unionen — kræver, at der ydes hjælp til enhver person, der er i havsnød;

4.

er af den opfattelse, at en permanent, solid og effektiv EU-indsats i eftersøgnings- og redningsoperationer til søs er afgørende for at dæmme op for et stigende dødstal for migranter, der forsøger at krydse Middelhavet;

5.

mener i denne forbindelse, at eftersøgnings- og redningskapaciteten skal styrkes, og at medlemsstaternes regeringer må bruge flere ressourcer — i form af finansiel bistand og aktiver — inden for rammerne af en EU-dækkende humanitær aktion med det formål at finde, redde og hjælpe migranter, der er i fare, og bringe dem til det nærmeste sikre sted;

6.

påpeger, at private skibsførere eller ikke-statslige organisationer (NGO’er), som virkelig hjælper personer, der er i havsnød, ikke bør risikere at blive straffet for at yde en sådan hjælp; mener, at det ikke bør være muligt at overlade det til handelsskibsfarten at opfylde medlemsstaternes og EU's forpligtelser med hensyn til eftersøgning og redning;

7.

opfordrer til, at der foretages en klar sondring mellem de personer, der bliver smuglet ind i EU, og dem, der kommer ind i EU ved menneskehandel, idet de politiske løsninger ganske vist skal være tilpas integrerede, men også skal være tilpas målrettede; anfører, at kriminel smugling af migranter generelt går ud på at yde hjælp til en persons irregulære indrejse til en medlemsstat, mens menneskehandel indebærer rekruttering, transport eller modtagelse af personer ved hjælp af tvang, bedrag eller misbrug med henblik på udnyttelse;

8.

mener, at en holistisk tilgang til migration nødvendigvis skal indeholde foranstaltninger, der sigter mod at standse aktiviteterne i de kriminelle netværk, der er involveret i menneskehandel og -smugling;

9.

glæder sig over den positive rolle, som flådefartøjer hidtil har spillet med hensyn til at redde liv på havet og optrevle kriminelle netværk; støtter målene med flådeoperationer som operation Sophia og understreger nødvendigheden af at beskytte liv, og at alle aspekter af operationen skal sikre, at migranters liv beskyttes;

10.

understreger, at militære operationer ikke bør være det fremherskende element i en holistisk tilgang til migration, og gentager, at operation Sophia ikke må svække den indsats for at redde liv på havet, der gøres af de aktiver, der allerede er indsat i Middelhavet;

11.

påpeger, at eftersom de kriminelle kan ændre deres fremgangsmåde meget hurtigt og også gør det, skal de politiske løsninger tilpasses til de seneste og mest nøjagtige data; noterer sig som et skridt i den rigtige retning, at Kommissionen vedtog en EU-handlingsplan for bekæmpelse af smugling af migranter den 27. maj 2015 (»handlingsplanen vedrørende menneskesmugling«), hvorefter der skal nedsættes en kontaktgruppe om smugling af migranter bestående af repræsentanter for EU-agenturer for at styrke deres operationelle samarbejde og udveksling af oplysninger;

12.

understreger, at der bør gøres fuld brug af de eksisterende instrumenter, som f.eks. agenturernes risikoanalyser; bemærker, at EU-agenturerne bør samarbejde fuldt ud, men at de også er nødt til at optrappe samarbejdet med medlemsstaterne; påpeger, at der gennem en bedre koordinering af indsatsen bør gives mulighed for indsamling af data på nationalt plan og videregivelse heraf til agenturerne;

13.

minder om, at processen med omfordeling — dvs. overførsel af en ansøger om international beskyttelse eller en person, der nyder international beskyttelse, fra én medlemsstat til en anden — er et praktisk eksempel på solidaritet inden for Unionen; minder desuden om, at Parlamentet siden 2009 har krævet en bindende mekanisme til fordeling af asylansøgere mellem alle medlemsstaterne;

14.

konstaterer, at Rådet inden for det seneste år har vedtaget to afgørelser om midlertidig omfordeling i Unionen (»afgørelserne om omfordeling«) (13), og at de indebærer overførsel af ansøgere om international beskyttelse fra Grækenland og Italien til andre medlemsstater; bemærker, at afgørelserne om omfordeling ganske vist ikke bringer de nuværende Dublinregler om ansvarsfordeling til ophør, men at de udgør en »midlertidig undtagelse« fra Dublinreglerne;

15.

er af den opfattelse, at etableringen af hasteforanstaltninger til omfordeling er et skridt i den rigtige retning, og opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser med hensyn til disse foranstaltninger så hurtigt som muligt;

16.

minder om, at omfordelingen i henhold til afgørelserne om omfordeling kun vil omfatte de nationaliteter, for hvilke andelen af positive afgørelser om tildeling af international beskyttelse i EU har været 75 % eller derover inden for de seneste tre måneder baseret på data fra Eurostat; konstaterer, at afgørelserne om omfordeling vil berøre forholdsvis få mennesker og ikke vil omfatte de mange ansøgere fra andre tredjelande, der ikke kan omfordeles i henhold til de pågældende afgørelser;

17.

er bekymret over, at de medlemsstater, hvor migranterne først ankommer, i henhold til de nuværende afgørelser om omfordeling stadig skal behandle de mere komplicerede asylansøgninger (og appelsager), skal organisere længere modtagelsesperioder og vil skulle organisere og koordinere tilbagesendelsen af dem, der i sidste ende ikke har ret til international beskyttelse; gentager, at et eventuelt nyt system til forvaltning af det fælles europæiske asylsystem skal bygge på solidaritet og en rimelig ansvarsfordeling;

18.

er af den opfattelse, at der ud over kriterierne i afgørelserne om omfordeling, nemlig medlemsstatens BNP, medlemsstatens befolkning, arbejdsløshedsprocenten i medlemsstaten og det tidligere antal asylansøgere i medlemsstaten, bør tages hensyn til to andre kriterier, nemlig størrelsen af medlemsstatens område og befolkningstætheden i medlemsstaten;

19.

mener, at der, så vidt det er praktisk muligt, bør tages hensyn til ansøgerens præferencer i forbindelse med omfordeling; anerkender, at dette er en af metoderne til at undgå sekundære migrationsstrømme og tilskynde ansøgerne til selv at acceptere afgørelserne om omfordeling, men at det ikke bør standse omfordelingsprocessen;

20.

er af den opfattelse, at genbosættelse er en af de foretrukne muligheder for at give lovlig adgang til EU for flygtninge og personer med behov for international beskyttelse, når flygtningene hverken kan vende tilbage til deres hjemland eller opnå effektiv beskyttelse eller integreres i værtslandet;

21.

bemærker endvidere, at genbosættelse i FN's Højkommissariat for Flygtninges (UNHCR) regi er et veletableret humanitært program og er et nyttigt redskab til at håndtere ankomsten af personer, der har behov for international beskyttelse, til medlemsstaternes områder på en ordentlig måde;

22.

påpeger, at EU i betragtning af det hidtil usete antal migranter, der er kommet og fortsat kommer til EU's ydre grænser, og den stadige stigning i antallet af personer, der anmoder om international beskyttelse, har brug for en bindende lovgivningsmæssig tilgang til genbosættelse som beskrevet i Kommissionens dagsorden for migration; anbefaler, at en sådan tilgang med henblik på at få en effekt skal give genbosættelse til et meningsfyldt antal flygtninge under hensyn til det samlede antal flygtninge, der søger international beskyttelse i EU, og i betragtning af behovene for genbosættelse, der offentliggøres årligt af UNHCR;

23.

understreger, at der er behov for et permanent EU-genbosættelsesprogram med obligatorisk deltagelse af medlemsstaterne, der giver genbosættelse for et meningsfyldt antal flygtninge under hensyn til det samlede antal flygtninge, der søger beskyttelse i EU.

24.

påpeger, at humanitær opholdstilladelse kan bruges som supplement til genbosættelse for at give øjeblikkelig beskyttelse til de mest sårbare, ofte på midlertidigt grundlag, når der er behov for det, f.eks. til uledsagede mindreårige eller handicappede flygtninge eller flygtninge med akut behov for medicinsk evakuering;

25.

understreger, at alle medlemsstater bør tilskyndes til at etablere og gennemføre programmer for humanitær opholdstilladelse, i det omfang der fortsat ikke er mulighed for genbosættelse af tredjelandsstatsborgere;

26.

påpeger, at humanitære visa giver personer, der har behov for international beskyttelse, mulighed for at få adgang til et tredjeland for at ansøge om asyl; opfordrer medlemsstaterne til at udnytte alle de eksisterende muligheder for at give humanitære visa på EU-ambassader og -konsulater i oprindelseslande eller transitlande, navnlig til sårbare personer;

27.

mener, at personer, som søger international beskyttelse, bør kunne søge om et europæisk humanitært visum direkte på ethvert konsulat eller enhver ambassade i medlemsstaterne, og at et sådant humanitært visum, når det er udstedt efter en konkret vurdering, vil give indehaveren mulighed for at rejse ind i den medlemsstat, der har udstedt visummet, med det ene formål at indgive en ansøgning om international beskyttelse dér mener derfor, at det er nødvendigt at ændre EU-visumkodeksen ved at indføje mere specifikke bestemmelser om humanitære visa;

28.

påpeger, at der er behov for yderligere foranstaltninger for at sikre, at det fælles europæiske asylsystem bliver et virkelig ensartet system;

29.

minder om, at det med henblik på at forbedre harmoniseringen er absolut nødvendigt med en omfattende vurdering (i form af Kommissionens evalueringsrapporter) af gennemførelsen af denne pakke, efterfulgt af en hurtig opfølgning, hvis gennemførelsen er utilfredsstillende i visse medlemsstater;

30.

bemærker f.eks., at ansøgninger, der kan afvises, fornyede ansøgninger, fremskyndede procedurer og grænseprocedurer alt sammen er specifikke tilfælde, hvor man i omarbejdningen af direktivet om asylprocedurer forsøgte at finde en hårfin balance mellem systemets effektivitet og ansøgernes rettigheder, navnlig sårbare personers rettigheder; understreger, at der kun kan opnås en sådan balance, hvis lovgivningen gennemføres fuldstændigt og korrekt;

31.

understreger betydningen af retlig kontrol med alle former for frihedsberøvelse i henhold til love om indvandring og asyl; minder om, at såvel international lovgivning som EU's charter om grundlæggende rettigheder kræver, at medlemsstaterne skal undersøge alternativer til frihedsberøvelse; opfordrer medlemsstaterne til at anvende direktiverne om asylprocedurer og modtagelsesforhold korrekt, navnlig hvad angår adgang til centre for frihedsberøvelse;

32.

minder om, at det er vigtigt at nedbringe antallet af statsløse personer, og opfordrer medlemsstaterne til at indføre procedurer for konstatering af statsløshed og dele god praksis med hinanden vedrørende indsamling af pålidelige oplysninger om statsløse personer samt om procedurerne for konstatering af statsløshed;

33.

bemærker, at anvendelsen af Dublin III-forordningen (14) har rejst mange spørgsmål om retfærdighed og solidaritet ved afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse; konstaterer, at det nuværende system ikke tager tilstrækkeligt hensyn til det særlige migrationspres, som flere medlemsstater ved EU’s ydre grænser står overfor; mener, at medlemsstaterne er nødt til at acceptere de aktuelle vanskeligheder med Dublinforordningens logik og at Unionen bør udvikle muligheder for solidaritet, både mellem medlemsstaterne og de pågældende migranter;

34.

bemærker, at presset på systemet — som fastlagt ved Dublinforordningen — fra det stigende antal migranter, der ankommer til Unionen, har vist, at systemet, således som det er blevet gennemført, i det store og hele ikke har opfyldt sine to hovedmålsætninger om at fastsætte objektive og retfærdige kriterier for fordelingen af ansvaret og give hurtig adgang til international beskyttelse; gentager sine forbehold over for kriteriet, ifølge hvilket det i øjeblikket er den medlemsstat, hvor den første indrejse sker, som skal være ansvarlig for undersøgelsen af en ansøgning om international beskyttelse, og mener, at dette kriterium bør revideres;

35.

påpeger endvidere, at der samtidig fortsat er betydelige sekundære migrationsstrømme i EU; mener, at det er indlysende, at Dublinsystemet fra begyndelsen ikke blev udformet med henblik på at dele ansvaret mellem medlemsstaterne, men at dets hovedformål var hurtigt at tildele en enkelt medlemsstat ansvaret for behandlingen af en asylansøgning;

36.

anbefaler, at de kriterier, der ligger til grund for afgørelserne om omfordeling, bliver indarbejdet direkte i EU’s standardregler for fordelingen af ansvaret for at håndtere ansøgninger om international beskyttelse; understreger, at det i forbindelse med revisionen af Dublinforordningen er nødvendigt at revidere begrebet »ansøgere med et klart behov for international beskyttelse«, da de migranter og flygtninge, der ikke falder ind under denne kategori, stadig vil skulle håndteres af den medlemsstat, hvor de først ankommer;

37.

er af den opfattelse, at EU bør støtte de medlemsstater, der modtager flest asylansøgninger, med en forholdsmæssig og tilstrækkelig finansiel og teknisk bistand; mener, at formålet med at anvende solidaritets- og ansvarsfordelingsforanstaltninger er at forbedre kvaliteten af det fælles europæiske asylsystem og få det til at fungere bedre;

38.

påpeger, at en af mulighederne for en grundlæggende revision af Dublinsystemet vil være at etablere en central indsamling af ansøgninger på EU-plan — idet alle asylansøgere anses for at søge asyl i EU som helhed og ikke i en enkelt medlemsstat — og at oprette et centralt system for tildeling af ansvaret for personer, der søger asyl i EU; mener, at man i et sådant system kunne fastsætte nogle tærskler pr. medlemsstat for antallet af ankomster, hvilket formentlig vil være med til at begrænse de sekundære migrationsstrømme, da alle medlemsstater vil være involveret fuldt ud i det centrale system og ikke længere vil have et individuelt ansvar for tildeling af ansøgere til andre medlemsstater; mener, at et sådant system kan fungere på grundlag af en række EU-»hotspots«, hvorfra fordelingen i EU bør finde sted; understreger, at de centrale begreber familiens enhed og barnets tarv skal indgå i ethvert nyt system til fordeling af ansvaret;

39.

konstaterer, at medlemsstaterne i øjeblikket kun anerkender asylafgørelser fra andre medlemsstater, hvis de er negative; gentager, at gensidig anerkendelse fra medlemsstaternes side af positive asylafgørelser er et logisk skridt i retning af en korrekt gennemførelse af artikel 78, stk. 2, litra a), i TEUF, hvorefter der skal indføres »en ensartet asylstatus, der gælder i hele Unionen«;

40.

påpeger, at Kommissionen i tilfælde af massetilstrømning på eget initiativ eller efter behandling af en anmodning fra en medlemsstat kan foreslå at udløse Rådets direktiv 2001/55/EF om midlertidig beskyttelse (»direktivet om midlertidig beskyttelse«) (15); bemærker, at der kræves en afgørelse fra Rådet med kvalificeret flertal, for at direktivet faktisk kan udløses; påpeger, at direktivet bør udløses, når der er en risiko for, at EU ikke vil være i stand til at håndtere en massetilstrømning eller en forestående massetilstrømning af fordrevne personer; understreger imidlertid, at direktivet om midlertidig beskyttelse aldrig er blevet udløst, siden det blev vedtaget i 2001;

41.

bemærker, at direktivet om midlertidig beskyttelse også giver mulighed for evakuering af fordrevne personer fra tredjelande, og at en sådan evakuering vil gøre det muligt at anvende humanitære korridorer, i samarbejde med UNHCR, med en forpligtelse for medlemsstaterne til, om nødvendigt, at yde bistand til at opnå visum;

42.

mener, at asylsystemerne i nogle medlemsstater i frontlinjen allerede er klart overbelastede, og at direktivet om midlertidig beskyttelse — i henhold til sin egen logik — burde have været udløst; opfordrer under alle omstændigheder til en klar definition af »massetilstrømning« efter en revision af dette direktiv; forstår, at en sådan revision af direktivet om midlertidig beskyttelse kan indgå i revisionen af Dublinsystemet;

43.

bemærker, at deltagelse af alle de aktører, som er involveret i samfundet, er afgørende, og foreslår derfor at styrke udvekslingen af bedste praksis på integrationsområdet, samtidig med at medlemsstaternes kompetence hvad angår integrationsforanstaltninger respekteres; understreger, at integrationsforanstaltninger for alle tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold, bør fremme inklusion snarere end isolation; bemærker, at lokale og regionale myndigheder, herunder byer, spiller en central rolle i integrationsprocessen;

44.

understreger, at værtsmedlemsstaterne skal tilbyde flygtninge støtte og muligheder for at integrere sig og opbygge et liv i deres nye samfund; bemærker, at dette nødvendigvis bør omfatte indkvartering, læsefærdigheder og sprogkurser, interkulturel dialog, almen og erhvervsfaglig uddannelse og endvidere adgang til demokratiske strukturer i samfundet– som foreskrevet i kvalifikationsdirektivet (16); bemærker, at flygtninge — ligesom EU-borgere — har både rettigheder og pligter i værtsmedlemsstaterne; understreger, at integration er en tovejsproces, og at respekt for de værdier, som EU bygger på, skal være en integreret del af integrationsprocessen ligesom respekt for flygtningenes grundlæggende rettigheder;

45.

minder om, at medlemsstaterne i henhold til artikel 15 i direktivet om modtagelsesforhold skal fastsætte betingelserne for at give ansøgere om international beskyttelse adgang til deres arbejdsmarkeder, forudsat at en sådan adgang er effektiv og i overensstemmelse med den tidsramme, der er fastsat i stk. 1 i nævnte artikel; forstår, at medlemsstaterne i medfør af artikel 15, stk. 2, af arbejdsmarkedspolitiske hensyn kan give forrang til EU-borgere og statsborgere fra stater, der er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold;

46.

er af den opfattelse, at når personer, der har fået tildelt international beskyttelse i EU, får et tilbud om beskæftigelse i en anden medlemsstat end den, hvor de har fået tildelt international beskyttelse, bør de kunne benytte sig af et sådant tilbud;

47.

bekræfter på ny, at bedre anerkendelse af udenlandske kvalifikationer er et praktisk middel til at sikre, at tredjelandsstatsborgere, der allerede befinder sig i EU, kan integreres bedre, og opfordrer Kommissionen til at fremsætte hensigtsmæssige forslag i denne henseende;

48.

tilskynder til private og lokale integrationsprogrammer for personer, der er godkendt til genbosættelse, i samarbejde med og baseret på bedste praksis i medlemsstaterne og de lokale myndigheder;

49.

tilskynder medlemsstaterne til at sigte mod at holde familier sammen, hvilket vil forbedre udsigterne til integration på længere sigt, da de kan fokusere på at skabe et nyt liv i stedet for at bekymre sig over familiemedlemmer, der stadig er i en usikker situation;

50.

understreger, at medlemsstaterne bør fjerne eventuelle juridiske og praktiske hindringer for at nå frem til hurtigere afgørelser om familiesammenføring;

51.

mener, at det, indtil der er foretaget en grundlæggende revision af Dublinforordningen, er vigtigt, at medlemsstaterne gør bedre brug af skønsklausulerne for at respektere princippet om familiens enhed;

52.

fremhæver den sårbare situation for børn, der ankommer til Unionen, og gentager, at ethvert barn har ret til at blive behandlet som et barn først og fremmest; opfordrer medlemsstaterne til i fuldt omfang at anvende det fælles europæiske asylsystem om uledsagede mindreårige, herunder adgang til juridisk bistand, værgemål, adgang til sundhedspleje, indkvartering og uddannelse, retten til at blive talt til i et sprog, som de forstår, og til at blive interviewet af korrekt uddannede tjenestemænd; gentager, at medlemsstaterne ikke bør frihedsberøve børn på grund af, at de er migranter;

53.

minder om, at støtte, information og beskyttelse bør udvides til at omfatte uledsagede børn og børn, som er blevet adskilt fra deres familie, i overensstemmelse med deres bedste interesser, og at behandlingen af ansøgninger om familiesammenføring indgivet af uledsagede børn og af børn, som er blevet adskilt fra deres familie, bør fremskyndes;

54.

bemærker, at et effektivt værgemål og børnevenligt beskyttelsessystem er centrale elementer for at forhindre misbrug, omsorgssvigt og udnyttelse af børn, som mangler forældreomsorg; understreger vigtigheden af at udarbejde EU-retningslinjer for en værgemålsordning rettet mod at yde passende støtte og beskyttelse og mod at sikre, at udenlandske og nationale børn behandles ens;

55.

mener, at aldersvurderingen bør udføres på en mindst mulig invasiv måde, som er tværfaglig og sikker og respekterer børns fysiske integritet og menneskelige værdighed, med særlig vægt på piger, og derfor bør udføres af uafhængige, kvalificerede behandlere og eksperter;

56.

opfordrer medlemsstaterne til at indsamle disaggregerede data om flygtninge- og migrantbørns situation med henblik på at forbedre systemernes evne til at integrere flygtninge- og migrantbørn;

57.

er klar over, at en sikker tilbagesendelse af de mennesker, om hvem det efter en individuel vurdering af deres asylansøgning fastslås, at de ikke er berettiget til beskyttelse i EU, er noget, der skal udføres som led i en korrekt gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem;

58.

anerkender, at der er behov for at gøre Unionens tilbagesendelsessystem mere effektivt, i lyset af at det i 2014 kun var 36 % af de tredjelandsstatsborgere, som fik påbud om at forlade EU, der rent faktisk blev sendt tilbage;

59.

mener, at det med henblik på at øge effektiviteten af tilbagetagelser og for at sikre sammenhæng i tilbagesendelser på europæisk plan vil være nødvendigt at vedtage EU-tilbagetagelsesaftaler, som bør have forrang for bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande;

60.

mener, at tilbagesendelse af migranter kun bør udføres på en sikker måde, i fuld overensstemmelse med de pågældende migranters grundlæggende og proceduremæssige rettigheder, og når det land, de sendes tilbage til, er sikkert for dem; gentager i den forbindelse, at frivillig tilbagevenden bør foretrækkes frem for tvangstilbagesendelse;

61.

mener, at ethvert forsøg fra medlemsstaternes side på at »afvise« migranter, der ikke har haft mulighed for at fremsætte anmodninger om asyl, er i strid med EU-retten og folkeretten, og at Kommissionen bør træffe passende foranstaltninger over for enhver medlemsstat, der forsøger sådanne »afvisninger«;

62.

anerkender Kommissionens nylige forslag om en EU-liste over sikre oprindelseslande ved ændring af direktivet om asylprocedurer (17); bemærker, at hvis en sådan en EU-liste ville blive obligatorisk for medlemsstaterne, kunne det i princippet være et vigtigt redskab til at lette asylprocessen, herunder tilbagesendelse;

63.

beklager den aktuelle situation, hvor medlemsstaterne anvender forskellige lister, der indeholder forskellige sikre lande, hvilket hindrer en ensartet anvendelse og giver incitamenter til sekundære migrationsstrømme;

64.

understreger under alle omstændigheder, at enhver liste over sikre oprindelseslande ikke bør ændre ved princippet om, at enhver person skal modtage en passende individuel behandling af sin ansøgning om international beskyttelse;

65.

bemærker, at Kommissionen i september 2015 måtte vedtage 40 afgørelser om overtrædelser i forbindelse med gennemførelsen af det fælles europæiske asylsystem mod 19 medlemsstater, ud over 34 allerede verserende sager; gentager, at Parlamentet bør holdes fuldt orienteret om procedurer, som Kommissionen har indledt over for medlemsstater, der ikke har gennemført EU-lovgivning på dette område, eller ikke har gennemført lovgivningen korrekt;

66.

understreger på ny, hvor vigtigt det er, at medlemsstaterne, når der er opnået enighed om og vedtaget EU-lovgivning, overholder deres del af aftalen og gennemfører den pågældende lovgivning;

67.

konstaterer endvidere, at det er umuligt at vurdere fordelene og ulemperne ved visse elementer i det fælles europæiske asylsystem, fordi mange medlemsstater endnu ikke har gennemført lovgivningen fuldt ud;

68.

Anbefaler, at EASO, på længere sigt, udvikles til at blive en ledende koordinator for det fælles europæiske asylsystem med henblik på at sikre fælles anvendelse af reglerne i dette system; gentager, at eftersom det fælles europæiske asylsystem bliver reelt europæisk orienteret, skal EASO udvikle sig fra en samling af eksperter fra medlemsstaterne til et fuldgyldigt EU-agentur, der yder operationel støtte til medlemsstaterne og ved de ydre grænser; understreger i den forbindelse, at det skal forsynes med de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer på kort, mellemlang og lang sigt;

69.

bemærker, at EASO's budget for 2015 til omfordeling, genbosættelse og den eksterne dimension blot var 30 000 EUR; gentager, at dette meget lave budget ikke kan tages alvorligt i lyset af de aktuelle begivenheder i Middelhavsområdet og i lyset af de mange henvisninger til EASO i afgørelser om omfordeling; minder om, at der vil være behov for betydelige stigninger i budgettet til EASO, i dets menneskelige ressourcer og i de beløb, det tildeler til omfordeling og genbosættelse på kort, mellemlang og lang sigt;

70.

noterer sig den rolle, Frontex i den seneste tid har spillet i indsatsen for at yde hjælp til ethvert fartøj og enhver person, der er i havsnød, og anerkender, at det gennem de fælles operationer Triton og Poseidon har været med til at redde mange liv i Middelhavet;

71.

forstår, at den nyligt foreslåede europæiske grænse- og kystvagt skal erstatte Frontex og har til formål at sikre en europæisk integreret grænseforvaltning ved de ydre grænser med henblik på at forvalte migrationen effektivt og sikre en høj grad af indre sikkerhed i EU, samtidig med at den fri bevægelighed for personer i EU beskyttes; bemærker i overensstemmelse med traktaterne og protokollerne hertil, at medlemsstater, som er parter i Schengenaftalerne, men endnu ikke er en del af Schengenområdet, uden intern grænsekontrol kan deltage i og/eller få gavn af alle foranstaltningerne under det nye forslag;

72.

ser frem til forhandlingerne om forslaget hos de to lovgivere og mellem disse i forbindelse med den almindelige lovgivningsprocedure i overensstemmelse med artikel 294 i TEUF;

73.

minder om, at EU siden oprettelsen af Schengenområdet har været et område uden indre grænser, at Schengenmedlemsstaterne har udviklet en trinvis fælles politik i forhold til Schengenområdets ydre grænser, og at den indre logik i et sådant system altid har været, at ophævelsen af kontrollen ved de indre grænser skal gå hånd i hånd med kompenserende foranstaltninger til styrkelse af Schengenområdets ydre grænser og udveksling af oplysninger via Schengeninformationssystemet (»SIS«);

74.

anerkender, at Schengenområdets integritet og afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser forudsætter en effektiv forvaltning af de ydre grænser, med høje fælles standarder, der anvendes af alle medlemsstaterne ved de ydre grænser, og en effektiv udveksling af oplysninger mellem dem;

75.

erkender, at EU er nødt til at styrke beskyttelsen af sine ydre grænser og videreudvikle det fælles europæiske asylsystem, og at der skal træffes foranstaltninger for at øge kapaciteten i Schengenområdet til at imødegå de nye udfordringer, som Europa står over for, og opretholde de grundlæggende principper om sikkerhed og fri bevægelighed for personer;

76.

påpeger, at adgangen til Schengenområdet generelt kontrolleres ved de ydre grænser i henhold til Schengengrænsekodeksen, og at mange tredjelandes statsborgere desuden skal have et visum for at rejse ind i Schengenområdet;

77.

gentager UNHCR’s bemærkning om, at der kun kan sikres respekt for de grundlæggende rettigheder og internationale forpligtelser, hvis de operationelle procedurer og planer afspejler disse forpligtelser i konkrete, klare retningslinjer for grænsekontrolpersonalet, herunder personalet ved land-, sø- og luftgrænserne; påpeger behovet for yderligere at styrke EU's civilbeskyttelsesmekanisme for at kunne reagere på hændelser med vidtrækkende konsekvenser, der påvirker et betydeligt antal medlemsstater;

78.

understreger igen, at, ligesom det er tilfældet med lovgivning særligt på området asyl og migration, er det helt afgørende for, at lovgivning vedrørende de indre og ydre grænser kan være effektiv, at de foranstaltninger, der vedtages på EU-plan, gennemføres korrekt af medlemsstaterne; understreger, at en bedre gennemførelse af foranstaltninger fra medlemsstaternes side ved de ydre grænser efter øget pres er af afgørende betydning og i et vist omfang vil kunne fjerne borgernes sikkerhedsmæssige bekymringer;

79.

noterer sig, at Kommissionen den 15. december 2015 fremsatte et forslag til en målrettet revision af Schengengrænsekodeksen, hvori det foreslås at indføre systematisk kontrol af alle EU-statsborgere (ikke kun af tredjelandsstatsborgere) på grundlag af de relevante databaser ved Schengenområdets ydre grænser;

80.

mener, at Schengenområdet er en af de vigtigste opnåelser for Europæisk integration; bemærker, at konflikten i Syrien og andre konflikter andre steder i regionen har udløst et rekordhøjt antal flygtninge og migranter, der er ankommet til Unionen, hvilket til gengæld har afsløret mangler ved dele af Unionens ydre grænser; er bekymret over det forhold, at nogle medlemsstater på deres side har følt behov for at lukke deres interne grænser eller indføre midlertidig grænsekontrol og dermed sat spørgsmålstegn ved Schengenområdets funktionsdygtighed;

81.

minder om, at grænseagenturet, EASO, Europol og Eurojust i den »hotspottilgang«, som Kommissionen har foreslået i den europæiske dagsorden for migration, skal yde operativ bistand til medlemsstaterne i overensstemmelse med deres respektive mandater;

82.

påpeger i denne forbindelse, at EU-agenturerne skal have de ressourcer, der er nødvendige, for at de kan udføre deres opgaver; insisterer på, at EU-agenturerne og medlemsstaterne holder Parlamentet fuldt orienteret om arbejdet ved hotspottene;

83.

konstaterer, at der i henhold til begge afgørelser om omfordeling skal ydes operationel støtte ved hotspottene til Italien og Grækenland til screening af migranterne og optagelse af deres fingeraftryk ved ankomsten, registrering af deres ansøgning om international beskyttelse, levering af oplysninger til ansøgerne om omfordeling, tilrettelæggelse af tilbagesendelsesoperationer for dem, der ikke har ansøgt om international beskyttelse, og som ikke har ret til at blive på andet grundlag, eller dem, som har ansøgt uden held, og lettelse af alle de forskellige foranstaltninger i selve omfordelingsproceduren;

84.

opfordrer til, at hotspottene bliver oprettet hurtigst muligt for at give konkret operationel bistand til de pågældende medlemsstater; opfordrer til at tildele tekniske og finansielle ressourcer og støtte til medlemslande, der er første ankomstland, såsom Italien og Grækenland, med henblik på at muliggøre hurtig og effektiv registrering og henvisning til de kompetente myndigheder af alle migranter, der ankommer til Unionen, med fuld respekt for deres grundlæggende rettigheder; mener, at hurtig og effektiv støtte fra Unionen til medlemsstaterne og accept af en sådan støtte er vigtig for gensidig tillid;

85.

anerkender, at et af hovedformålene med hotspottene er at gøre det muligt for EU at yde beskyttelse og humanitær bistand til personer i nød på en hurtig måde; understreger, at man skal være meget opmærksom på at sikre, at kategoriseringen af migranter på hotspottene gennemføres med fuld respekt for alle migranters rettigheder; erkender dog, at en korrekt identifikation af ansøgere om international beskyttelse på det sted, hvor de først ankommer i Unionen, formentlig vil bidrage til at få et revideret fælles europæisk asylsystem til at fungere overordnet set;

86.

noterer sig, at Kommissionen i sin handlingsplan om smugling anfører, at den overvejer en revision af Rådets direktiv 2004/81/EF om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder;

87.

mener, at der er behov for en sådan revision, og at det herved bør overvejes at indføre systemer, der gør det muligt for ofre for menneskehandel og kriminel smugling at stå frem og støtte en effektiv retsforfølgning af en menneskehandler eller en kriminel smugler uden frygt for selv at blive retsforfulgt;

88.

bemærker, at Kommissionen overvejer en revision af Rådets direktiv 2002/90/EF om definition af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold; er af den opfattelse, at enhver, der yder forskellige former for humanitær bistand til de nødstedte, ikke bør kriminaliseres, og at EU-lovgivningen bør afspejle dette princip;

89.

understreger, at et andet meget vigtigt skridt med henblik på at optrevle kriminelle smugler- og menneskehandlernetværk er at prioritere økonomisk efterforskning, da det er afgørende for bestræbelserne på at svække og i sidste ende optrevle disse kriminelle netværk, at man sporer og konfiskerer deres udbytte; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at gennemføre det fjerde direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge hurtigt og effektivt;

90.

minder om, at det for at sikre, at den strafferetlige efterforskning udføres effektivt, er vigtigt at uddanne de forskellige aktører, således at de fuldt ud forstår det fænomen, de forsøger at tackle, og ved, hvordan man genkender det på et tidligt stadium;

91.

påpeger, at søjlen vedrørende asyl og international beskyttelse i den samlede strategi for migration og mobilitet (»SSMM«) bør videreudvikles, med større inddragelse af tredjelande; konstaterer, at de nuværende foranstaltninger på dette område, under regionale beskyttelsesprogrammer eller regionale udviklings- og beskyttelsesprogrammer, fokuserer på kapacitetsopbygning med henblik på at bekæmpe de kriminelle smugler- og menneskehandlernetværk i tredjelande, som er oprindelses- og transitlande; konstaterer samtidig, at genbosættelseselementet i disse programmer fortsat er svagt; mener, at kapacitetsopbygningsindsatsen og genbosættelsesaktiviteterne bør intensiveres og gennemføres i samarbejde med tredjelande, som har et stort antal flygtninge;

92.

anerkender, at SSMM er det grundlæggende instrument, der fastlægger målene for Unionens eksterne politikker for migration, asyl og grænser; noterer sig, at der findes forskellige instrumenter inden for disse rammer, herunder regionale dialoger, bilaterale dialoger, mobilitetspartnerskaber, fælles dagsordener for migration og mobilitet, tilbagetagelsesaftaler, visumlempelsesaftaler, visumfritagelsesaftaler, regionale beskyttelsesprogrammer og regionale udviklings- og beskyttelsesprogrammer;

93.

forstår, at den eksterne dimension bør fokusere på samarbejde med tredjelande om at tackle de grundlæggende årsager til og håndtere de irregulære migrationsstrømme til Europa; forstår, at partnerskaber og samarbejde med de vigtigste oprindelses-, transit- og bestemmelseslande fortsat bør være i fokus, f.eks. gennem Khartoumprocessen og Rabatprocessen, migrations- og mobilitetsdialogen mellem EU og Afrika, Budapestprocessen og Pragprocessen;

94.

påpeger, at EU og dets medlemsstater skal være selektive i deres støtte til tredjelandes retshåndhævende myndigheder under hensyntagen til de pågældende organers tradition for overtrædelser af migranters menneskerettigheder;

95.

henstiller til, at der ved samarbejde med tredjelande bl.a. tages stilling til de pågældende landes asylsystemer, deres støtte til flygtninge og deres evne og vilje til at bekæmpe menneskehandel og kriminel smugling ind i og gennem disse lande;

96.

opfordrer EU til at hjælpe tredjelande med at opbygge deres asylsystemer og integrationsstrategier med henblik på at gøre det muligt for tredjelandsstatsborgere, der har behov for international beskyttelse, at søge beskyttelse der; mener, at EU bør anlægge en win-win-tilgang til samarbejdet med tredjelande, dvs. en tilgang, der er til gavn for EU, det pågældende tredjeland og flygtningene og migranterne i det pågældende tredjeland;

97.

minder om, at EU har intensiveret sit eksterne samarbejde med tredjelande om migration og asyl for at reagere på den aktuelle flygtningekrise på en passende måde og har iværksat nye samarbejdsinitiativer som f.eks. EU's og Tyrkiets fælles handlingsplan; understreger i denne forbindelse, at det er nødvendigt, at alle parter lever op til de tilsagn, der er givet i forbindelse med den fælles handlingsplan, herunder om tage fat på de grundlæggende årsager til den massive tilstrømning af syrere og om at intensivere samarbejdet for at støtte syrere, der er under midlertidig beskyttelse, og deres værtssamfund i Tyrkiet, og at Tyrkiet lever op til sine tilsagn om at forhindre irregulære migrationsstrømme fra dets område til EU;

98.

påpeger, at mange smuglede personer til en vis grad er bevidste om de risici, de vil stå over for på en potentielt farlig rejse til Europa, men vælger at begive sig ud på rejsen alligevel, da de vurderer, at disse risici er lavere end dem, der ville være forbundet med ikke at migrere;

99.

glæder sig over, at man i handlingsplanen om smugling kæder iværksættelsen af nye oplysningskampagner sammen med en evaluering af de eksisterende kampagner; anbefaler, at alle sådanne kampagner indeholder oplysninger om, hvilke kriterier der skal anvendes til at afgøre spørgsmålet om beskyttelsesstatus i EU, da sådanne oplysninger kan overbevise nogle migranter — der risikerer at begive sig ud på en farlig rejse blot for at blive sendt tilbage, hvis de ikke får beskyttelse — om, at de ikke bør foretage rejsen;

100.

bekræfter på ny, at EU må vedtage en langsigtet strategi for at hjælpe med at imødegå de »pushfaktorer« i tredjelande (konflikt, forfølgelse, etnisk udrensning, udbredt vold eller andre faktorer såsom ekstrem fattigdom, klimaændringer eller naturkatastrofer), som tvinger folk i hænderne på kriminelle smuglernetværk, som de ser som deres eneste mulighed for at komme til Unionen;

101.

minder om, at FN’s særlige rapportør om migranters menneskerettigheder også har opfordret EU til at åbne op for regulære migrationskanaler, så migranterne kan benytte de formelle ind- og udrejsekanaler i stedet for at ty til kriminelle smuglernetværk;

102.

fremhæver, at den seneste stigning i tilstrømningen af flygtninge til EU har vist, at forebyggende foranstaltninger ikke i sig selv er tilstrækkelige til at håndtere de aktuelle migrationsfænomener;

103.

forstår, at man på længere sigt er nødt til at satse mere på at løse de geopolitiske spørgsmål, der påvirker de grundlæggende årsager til migration, da krig, fattigdom, korruption, hungersnød og mangel på muligheder betyder, at folk stadig vil føle sig tvunget til at flygte til Unionen, medmindre Europa ser på, hvordan man kan hjælpe med til at genopbygge de pågældende lande; påpeger, at det betyder, at Kommissionen og medlemsstaterne må komme med pengene til at hjælpe med at opbygge kapacitet i tredjelandene, f.eks. ved at lette investeringer og uddannelse, styrke og håndhæve asylsystemerne, yde støtte til en bedre forvaltning af grænserne og styrke rets- og domstolssystemerne i de pågældende lande;

104.

bemærker, at det vigtigste finansieringsinstrument til bistand til tredjelande er instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, der omfatter EU's eneste globale tematiske finansiering til migration under programmet for globale offentlige goder og udfordringer, som forvaltes af Generaldirektoratet (GD) for Internationalt Samarbejde og Udvikling (DEVCO); bemærker endvidere, at som det er tilfældet med midler, der er afsat direkte til medlemsstaterne, er andre af Kommissionens GD’er og andre EU-organer involveret i forvaltningen af instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, således at EU’s bistand til nabolande leveres af GD for Naboskabspolitik og Udvidelsesforhandlinger via instrumentet til førtiltrædelsesbistand; humanitær bistand leveres af GD for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse (»ECHO«), og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (»EU-Udenrigstjenesten«) forvalter instrumentet, der bidrager til stabilitet og fred; minder om, at eftersom de to fonde, der forvaltes af GD for Indre Anliggender og Migration (HOME) — Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Fonden for Intern Sikkerhed — også har en ekstern dimension, giver dette en ny aktør hvad angår den eksterne finansiering;

105.

glæder sig over den nyligt oprettede nødtrustfond for Afrika og de 1,8 mia. EUR, der er givet tilsagn om til fonden, som har tilføjet et yderligere element til finansieringen til tredjelande; opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte med at bidrage til fonden;

106.

anbefaler, at man i overensstemmelse med SSMM tillægger de fire tematiske søjler om i) lovlig migration og mobilitet, ii) irregulær migration og menneskehandel, iii) international beskyttelse og iv) de udviklingsmæssige virkninger af migration lige stor betydning i EU’s udenrigspolitik og finansiering;

107.

bemærker, at EU’s migrationspolitik bliver gennemført ved hjælp af forskellige politiske instrumenter, som hver har deres egne målsætninger, der ikke nødvendigvis er indbyrdes forbundne, og at der ikke sker en tilstrækkelig koordinering af finansieringen mellem de mange involverede aktører; påpeger, at fragmenteringen af budgetposter og ansvar skaber en forvaltningsstruktur, der kan gøre det vanskeligt at give et samlet overblik over, hvordan de forskellige midler, der er til rådighed, tildeles og i sidste ende anvendes; påpeger endvidere, at denne fragmentering også gør det vanskeligt at sætte tal på, hvor meget EU samlet bruger på migrationspolitikken;

108.

er af den opfattelse, at der skal gives et sådant samlet overblik over EU-finansieringen i relation til migration, både i og uden for EU, da manglen på et sådant overblik er en klar hindring for gennemsigtighed og fornuftige politiske beslutninger; bemærker i den forbindelse, at en mulighed kunne være et websted med en database over alle EU-finansierede projekter i relation til migrationspolitikken; understreger, at behovet for gennemsigtighed også gælder budgetposter med henblik på at sikre tilstrækkelig finansiering af alle mål for EU’s migrationspolitik;

109.

minder om, at de positive virkninger af EU’s migrationsfonde er baseret på processer på nationalt plan og EU-plan, der kan sikre gennemsigtighed, effektiv overvågning og ansvarlighed; mener, at det bør overvejes, hvordan man kan overvåge og evaluere igangværende processer og ikke blot efterfølgende processer, og at Revisionsrettens rolle bør styrkes i denne henseende; mener, at der bør etableres sammenlignelige kvalitative og kvantitative indikatorer for at måle virkningen af EU-fondene og bidrage til at vurdere, hvorvidt disse fonde har nået deres mål;

110.

glæder sig over de yderligere midler på EU’s budget for 2016 til at tage fat på de aktuelle migrationsfænomener; påpeger, at de fleste af disse nye midler er fremrykkede midler fra den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2014-2020, hvilket betyder, at EU kommer til at bruge nogle penge nu, der efter hensigten skulle bruges en gang i fremtiden;

111.

er enig i, at de seneste budgetforslag og de yderligere midler på EU’s budget for 2016, herunder anvendelsen af fleksibilitetsinstrumentet, ganske vist bør hilses velkommen, men at den mellem- og langsigtede finansiering fortsat er en kilde til bekymring; er bekymret over, at stigningen i de foreslåede beløb for budgetposterne under Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden for 2016 ikke er blevet ledsaget af et forslag til revision af de samlede midler, der er til rådighed under denne fond for finansieringsperioden 2014-2020; forstår, at hvis det forbliver sådan, bliver resultatet, at midlerne under Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden vil være brugt op længe før 2020;

112.

opfordrer medlemsstaterne til at drage fuld fordel af de muligheder, der ligger i midler, som ikke er direkte knyttet til migrationspolitikken, men som kan anvendes til at finansiere aktiviteter på dette område (f.eks. integrationstiltag), såsom dem, der er til rådighed under Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede, Horisont 2020, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og programmet for rettigheder og unionsborgerskab;

113.

anbefaler, at der under revisionen af FFR, der er planlagt til slutningen af 2016, afsættes betydelige ekstra ressourcer på EU-budgettet, udgiftsområde 3, Unionsborgerskab, frihed, sikkerhed og retfærdighed, således at der stilles tilstrækkelige midler til rådighed på grundlag af migrationstendenserne og de hermed forbundne finansielle krav i relation til EU’s og medlemsstaternes asyl-, migrations- og integrationspolitikker;

114.

påpeger, at tilvejebringelse af operationel finansiering er en central udfordring for NGO'erne, da de fleste midler er projektrelaterede; anfører, at frivillige initiativer og civilsamfundsinitiativer, der har til formål at yde bistand til migranter, bør fremmes og, når det er hensigtsmæssigt, finansieres af Kommissionen og medlemsstaterne; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til, hvor det er relevant og muligt, at forsøge at finansiere projekter, der forvaltes af civilsamfundsorganisationer, der beskæftiger sig med migration, integration og asyl;

115.

gentager, at det skal sikres, at civilsamfundet inddrages i udviklingen af EU-tiltag og nationale programmer, i overensstemmelse med partnerskabsprincippet som fastlagt i forordningen om Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden; foreslår, at man på EU-plan overvejer regelmæssige konsultationer mellem Kommissionen og de relevante civilsamfundsorganisationer, der arbejder med migrations-, asyl- og integrationsspørgsmål;

116.

bemærker, at det før de stigende migrationsstrømme til EU i 2015 ifølge en undersøgelse fra OECD og Kommissionen fra 2014 blev antaget, at befolkningen i den erhvervsaktive alder (15-64 år) i EU vil falde med 7,5 mio. mellem 2013 og 2020, og at faldet ville være endnu større, hvis nettomigrationen blev holdt uden for prognoserne, idet der så ville blive tale om et fald i befolkningen i den erhvervsaktive alder på 11,7 mio.;

117.

påpeger imidlertid, at ungdomsarbejdsløsheden i alle medlemsstaterne i november 2015 lå på 20 %;

118.

bemærker endvidere, at forholdet mellem personer på 65 år eller derover og personer på 15-64 år ifølge Eurostats seneste prognoser vil stige fra 27,5 % i begyndelsen af 2013 til næsten 50 % i 2050; konstaterer, at dette vil indebære en ændring fra det nuværende forhold på fire personer i den erhvervsaktive alder for hver person på 65 år eller derover til to personer i den erhvervsaktive alder for hver person på 65 år eller derover;

119.

fastslår, at retsgrundlaget for forvaltningen af lovlig migration på EU-plan er fastsat i artikel 79 i TEUF;

120.

forstår, at artikel 79, stk. 5, udtrykkeligt fastslår, at medlemsstaterne bevarer retten til at fastlægge antallet af tredjelandsstatsborgere, der kan indrejse fra tredjelande på deres område for at søge arbejde;

121.

fremhæver, at der i EU 2020-strategien peges på, at der er behov for en omfattende politik for arbejdskraftmigration og for bedre integration af migranter med henblik på at opfylde Unionens mål om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst;

122.

konstaterer, at den eksisterende EU-lovgivning om tredjelandsstatsborgeres adgang til at arbejde i EU er temmelig fragmenteret, da den snarere fokuserer på specifikke kategorier af arbejdstagere end på at fastlægge generelle regler for alle vandrende arbejdstagere;

123.

mener, at EU på lang sigt vil være nødt til at fastlægge flere generelle regler for indrejse og ophold for tredjelandsstatsborgere, der søger beskæftigelse i EU for at udfylde hullerne på EU’s arbejdsmarked;

124.

opfordrer til, at man betragter arbejdsmarkedet i EU som en helhed, som en nødvendig forudsætning for udviklingen af arbejdsmarkedspolitikker; påpeger, at det er nødvendigt at udvikle redskaber til at identificere og forudsige de nuværende og fremtidige behov på arbejdsmarkedet i EU på en bedre måde; foreslår i denne forbindelse, at de eksisterende værktøjer — som f.eks. dem, der er udviklet af Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop) eller OECD — kan forbedres, og endda slås sammen, med internationale statistikker om det potentielle udbud af arbejdskraft fra tredjelande for at give et mere præcist billede af situationen;

125.

tror på, at bedre data og bedre værktøjer til at analysere disse data kun kan hjælpe beslutningstagerne med at fastlægge arbejdskraftmigrationspolitikkerne for fremtiden, og at EU og medlemsstaterne bør identificere huller på deres arbejdsmarkeder, der kunne hjælpe dem med at besætte job, som ellers ville forblive ledige;

126.

bemærker, at udnyttelse af arbejdskraft kan finde sted som følge af menneskehandel eller -smugling eller selv uden nogen af delene, med det resultat at der er straffrihed for dem, som udnytter irregulære migranter i de medlemsstater, hvor udnyttelsen ikke er kriminaliseret som sådan;

127.

beklager, at den lave risiko for at blive opdaget og/eller retsforfulgt som en arbejdsgiver, der udnytter irregulære migranters arbejdskraft, har vist sig at være en vigtig faktor for udnyttelse af arbejdskraft, navnlig i de mest udsatte sektorer (landbrug, byggeri, hoteller og restauranter, husligt arbejde og pleje); mener, at det med henblik på at bekæmpe denne situation med straffrihed er nødvendigt for det første at sikre, at alle tilfælde af grov udnyttelse af arbejdskraft bliver kriminaliseret og behørigt straffet i henhold til national ret, og for det andet at øge arbejdstilsynet i de udsatte sektorer;

128.

noterer sig, at mange medlemsstater i dag kun kriminaliserer udnyttelse af arbejdskraft, når det finder sted som en form for menneskehandel, hvilket efterlader et stort hul i alle tilfælde, hvor de, der udnytter arbejdskraft, ikke har været involveret i menneskehandel, eller hvor dette ikke kan bevises;

129.

gentager, at de særlige procedurer i direktiv 2009/52/EF om minimumsstandarder for sanktioner og foranstaltninger over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (»direktivet om sanktioner over for arbejdsgivere«), der skal sikre lettere klageadgang, bør gennemføres fuldt ud og anvendes korrekt i praksis; mener, at der er behov for øget beskyttelse af de personer, der er ofre for menneskehandel eller bliver smuglet ind i EU, og som samarbejder og gør det lettere at retsforfølge menneskehandlerne og/eller de kriminelle menneskesmuglere; foreslår, at der herudover ydes støtte til etablering af en europæisk virksomhedskoalition til bekæmpelse af menneskehandel (som drøftet i strategien for bekæmpelse af menneskehandel fra 2014) med det formål at udvikle forsyningskæder, som ikke involverer menneskehandel;

130.

mener, at enhver indsats for at udrydde udnyttelse af arbejdskraft i sidste ende skal bygge på den dobbelte tilgang at retsforfølge de pågældende arbejdsgivere effektivt og samtidig beskytte ofrene for en sådan udnyttelse;

131.

minder om, at Kommissionen i dagsordenen for migration bekendtgjorde sin hensigt om at revidere direktivet om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse (direktivet om det blå kort), med særlig fokus på spørgsmålene om anvendelsesområdet (som eventuelt kunne omfatte iværksættere, der er villige til at investere i Europa) og forbedring af bestemmelserne om mobilitet inden for EU;

132.

gentager, at Kommissionens rapport om gennemførelsen af det nuværende direktiv om det blå kort understreger dets mangler, herunder den meget begrænsede harmonisering som følge af det vide skøn, der overlades medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen, navnlig retten for medlemsstaterne til at opretholde parallelle nationale ordninger;

133.

mener endvidere, at direktivet helt klart ikke kun bør fokusere på de højtkvalificerede, men også på særligt udvalgte erhverv, der kræver høje kvalifikationer, og hvor der er konstateret mangel på arbejdskraft; mener desuden, at revisionen af det blå kort bør være både ambitiøs og målrettet og bør sigte mod at fjerne uoverensstemmelserne i det eksisterende direktiv, navnlig for så vidt angår parallelle nationale ordninger; anbefaler, at det overvejes at revidere anvendelsesområdet, så det kommer til at omfatte tredjelandsstatsborgere, der kan bidrage til at fylde hullerne på Unionens arbejdsmarked;

134.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, til medlemsstaternes parlamenter og regeringer og til EASO, Frontex, Europol, Eurojust, FRA, eu-LISA, Europarådet, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.