19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/17

Ordfører:

Emmanuelle BUTAUD-STUBBS

1.1.

Ordentligt arbejde i globale forsyningskæder som f.eks. beklædningstekstiler og fodtøj, elektronik, mineraler og inden for agroindustrien er et grundlæggende spørgsmål for alle offentlige og private aktører, der er involveret på nationalt og internationalt plan i forvaltningen af forsyningskæder.

1.2.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har tilpasset sin interne arbejdsgang for at kunne afgive sin udtalelse inden den 105. Internationale Arbejdskonference i Genève om spørgsmålet om ordentligt arbejde i de globale forsyningskæder.

EØSU anbefaler

1.3.

At Kommissionen vedtager en omfattende og ambitiøs strategi for med alle sine interne (adgang til EU-udbud, mærkning osv.) og eksterne politikker (handel, udvikling, naboskabspolitik mv.) at befordre ordentligt arbejde i de globale forsyningskæder.

1.4.

At vedtage et fælles sprog, fastlægge fælles definitioner og foretage en vurdering af de statistiske data fra de forskellige interessenter: OECD, ILO, Kommissionen, Verdensbanken og IMF (1) for at undgå forvirring og fejlfortolkninger og for at kunne udarbejde en sammenhængende politik for de offentlige organer, der er involveret i kraft af deres respektive kompetenceområder.

1.5.

Under hensyntagen til FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne er vi nødt til at anerkende og fremme den bedste praksis og de initiativer, der ligger i den eksisterende »værktøjskasse«: OECD's retningslinjer for multinationale selskaber, OECD's due diligence-retningslinjer for de forskellige sektorer (tekstil og beklædning, mineraler, landbrug og finans), handelsbistand, finansielle skadeserstatningsordninger, adfærdskodekser, mærker, standarder og selvevalueringsredskaber. Målet er gradvist at indføre en konsekvent og bæredygtig politik for ansvarlig forvaltning af globale forsyningskæder.

1.6.

At fremme praktiske og hensigtsmæssige, risikobaserede tilgange, som tager højde for den globale værdikædes og de globale forsyningskæders særlige karakter (lineær eller modulær, enkel eller kompleks, kort eller lang organisationsstruktur).

1.7.

Med udgangspunkt i eksisterende praksis at fremme flerpartsmodeller, der inddrager offentlige og private aktører, arbejdsmarkedets parter, NGO'er, eksperter o.a. for at udvikle den bedste kombination af foranstaltninger inspireret af OECD’s retningslinjer med henblik på at kortlægge, forebygge og mindske risici samt at formidle og rapportere om handlingsplanen. Handlingsplanernes foranstaltninger kan omfatte både lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger, bedste praksis, finansielle incitamenter, adgang til videreuddannelse og kapacitetsopbygning for den sociale dialog og fagforeningerne.

1.8.

At presse på for gennemførelse af konkrete overvejelser om, hvilke gennemsigtighedsværktøjer der kan anvendes til at informere de endelige forbrugere om de produktionsrelaterede sociale omstændigheder.

1.9.

At ILO's muligheder for at spille en aktiv rolle i at sikre ordentligt arbejde i hele den globale forsyningskæde behandles på den forestående ILO-konference, og at der i den forbindelse ses nærmere på mulighederne for at udvikle og på sigt indføre passende og relevante instrumenter, der med alle interessenters aktive engagement vil bidrage til en effektiv forbedring af arbejdsvilkårene.

2.1.1.

Global værdikæde: Dette begreb dukkede op i midten af 90’erne og betegner »samtlige de aktiviteter, der er nødvendige for at bringe et produkt fra udformning, design, indkøb af råmaterialer og mellemprodukter, markedsføring, distribution og produktservice til den endelige forbruger« (2).

Det er meningen, at globale værdikæder skal sikre »procesforbedring« (producenten indfører mere avanceret teknologi for at øge effektiviteten) og »funktionel forbedring« (producentens evne til at udvikle færdigheder inden for design, branding og markedsføring). En række eksempler viser imidlertid, at dette ikke er tilfældet.

Eftersom den stigende handel og de øgede investeringer, der foregår på verdensplan, finder sted gennem globale værdikæder, og eftersom outsourcing og ledende virksomheders grænseoverskridende koordinering af den globale produktion har betydelige sociale virkninger, befinder spørgsmålet om at sikre en bæredygtig og ansvarlig forvaltning af de globale forsyningskæder sig øverst på den internationale dagsorden (OECD, ILO, G7, G20, EU og FN). Nogle af virkningerne er positive, f.eks. bedre betalte job, flere kvinder i arbejde, skabelse af nye arbejdspladser, kompetenceudvikling og spredning af viden og teknologi. Andre giver anledning til bekymring, f.eks. usikre ansættelsesforhold, dårlige arbejdsvilkår (også hvad angår sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen), manglende sociale rettigheder (herunder manglende socialsikringsdækning) og krænkelse af menneskerettigheder og grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

Dette fører til udvikling og gennemførelse af forskellige instrumenter på nationalt og internationalt plan, som f.eks. ILO’s konventioner, OECD’s retningslinjer og FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne (se også punkt 2.3.3), til politikrammer, herunder 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (3) og Addis Abeba-handlingsplanen for Udviklingsfinansiering (4), der skal befordre respekten for arbejdsstandarder og fremme ordentligt arbejde, og til videreudvikling af handel, investeringer, den private sektor og forsyningskæder.

2.1.2.

Global forsyningskæde: en global forsyningskæde består af indbyrdes forbundne organisationer, ressourcer og processer, som skaber og leverer produkter og tjenesteydelser til slutkunder. Den omfatter som sådan den del af en global værdikæde, der vedrører indkøb, men ikke udformning eller distribution af en vare eller en tjenesteydelse.

2.1.3.

Ordentligt arbejde: et begreb, som er fastlagt af ILO’s medlemmer og vedtaget af ILC i erklæringen om social retfærdighed som led i en retfærdig globalisering (5) — dækker nationale og lokale programmer, som er iværksat for at opnå fire strategiske mål:

Som internationalt organ, der fastsætter standarder, har ILO vedtaget en række konventioner, der er relevante for globale forsyningskæder. Blandt disse er grundlæggende arbejdsstandarder (dvs. fremme af foreningsfrihed og retten til kollektive overenskomstforhandlinger, fremme af ikkeforskelsbehandling på arbejdspladsen og forbud mod tvangsarbejde og børnearbejde) samt konventioner inden for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdstilsyn m.m. De lande, der ratificerer konventionerne, er forpligtede til at bringe deres lovgivning og praksis i overensstemmelse med konventionerne. Endvidere er alle ILO-medlemsstater i kraft af ILO-erklæringen fra 1998 om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen (6) forpligtede til at respektere og til i deres lovgivning og praksis at gennemføre de grundlæggende arbejdsstandarder, selv om de ikke har ratificeret de pågældende konventioner.

2.2.1.

De globale værdikæders vægt i verdenshandelen er øget hurtigt og udgør ifølge WTO, OECD, ILO og UNCTAD 2013 (7) mellem 60 % og 80 % af den internationale handel, og tegner sig på globalt plan for over 20 % af arbejdspladserne (8). De sektorer, som er berørt af den indbyrdes forbindelse mellem organisatoriske komponenter såsom udformning, produktion, distribution og forbrug, der er styret af multinationale selskaber, omfatter landbrug, industri (bl.a. bilindustrien, luftfart, beklædningstekstiler, legetøj, elektronik) og serviceydelser (bl.a. callcentre og informationsteknologi).

2.2.2.

Disse globale værdikæder har endvidere forskellig form og struktur: nogle er ret korte (kun få aktiviteter), mens andre er længere og indebærer økonomiske, sociale og finansielle forbindelser mellem virksomheder, der er etableret i en lang række forskellige og fjerntliggende lande (USA, EU-lande og asiatiske lande). Ifølge Gary Gereffi (9) er der tre dominerende forvaltningsformer inden for globale værdikæder: køberstyrede, omkostningsstyrede (den mest almindelige form — forekommer i globale værdikæder inden for beklædning og fodtøj) og producentstyrede (hvor leverandørerne i udviklingslandene har visse teknologiske kompetencer, herunder design og innovation (elektronik)).

2.2.3.

De globale forsyningskæder, som er en bestanddel af de globale værdikæder, tager udgangspunkt i forbindelsen mellem købere og leverandører og potentielle underleverandører. Denne »kæde« kan antage forskellige former: vertikalt integreret bunden kæde, modulbaseret kædeforvaltning (hovedleverandørerne kan handle uafhængigt af den ledende virksomhed) eller markedskæde for råvaremarkederne.

2.3.1.

EU definerer virksomhedernes sociale ansvar som »virksomhedernes ansvar for deres indflydelse på samfundet« (10).

2.3.2.

I lyset af en række problemer, der er opstået i de sidste tyve år, især inden for sektorer som elektronik, sportsartikler og beklædning, er følgende faktorer blevet udpeget, især af OECD, som værende af central betydning for, at et multinationalt selskab som ledende virksomhed kan sikre en bæredygtig forvaltning af sin globale værdikæde eller globale forsyningskæde:

2.3.3.

En lang række forskellige aktører, herunder offentlige og private, europæiske og internationale organisationer og organer, beskæftiger sig i øjeblikket med disse spørgsmål, navnlig i lyset af Rana Plaza-dramaet i Bangladesh, som dræbte over 1 100 ansatte i 2013:

Forskellige private initiativer er blevet iværksat på enten permanent eller midlertidig basis, f.eks. til forbedring af sundhed og sikkerhed i beklædningsfabrikker i Bangladesh efter Rana Plaza-katastrofen (Bangladesh-aftalen om brand- og bygningssikkerhed) (20).

2.3.4.

Alle disse offentlige og private aktører beskæftiger sig med udvikling og gennemførelse af forskellige værktøjer og instrumenter, der skal forbedre arbejdsvilkårene og rettighederne på arbejdspladsen:

3.1.1.

Globale forsyningskæder inden for beklædnings- og fodtøjsindustrien omfatter en række forskellige aktører og produktionsprocesser. Asien-Stillehavsregionen tegnede sig for 601 mia. USD i global eksport af beklædningsgenstande, tekstiler og fodtøj, hvilket repræsenterer 60 % af den samlede verdenshandel, og Kina har den største andel. Lande som Bangladesh og Cambodja øgede deres specialisering i fremstilling og eksport af beklædningsgenstande og fodtøj med henholdsvis 89,2 % og 77,4 % af den samlede vareeksport i 2014 (22). Dette skyldes hovedsagelig den kraftige stigning i lønningerne i den kinesiske beklædnings- og tekstilindustri, som fik internationale købere til at søge nye leverandører i Asien.

Ifølge ILO (23) var den gennemsnitlige indtjening i 2014 mindre end 200 USD om måneden i de fleste lande. Der er en månedlig mindsteløn for ufaglærte tekstilarbejdere i Kina (op til 297 USD), Filippinerne, Malaysia, Indonesien (247 USD), Thailand, Vietnam (145 USD), Indien (136 USD), Cambodja (128 USD), Pakistan (119 USD), Bangladesh (71 USD) og Sri Lanka (66 USD).

De største risici er manglen på en eksistenssikrende løn, tvangs- og børnearbejde, dårlige arbejdsmarkedsrelationer på grund af ringe beskyttelse af foreningsfriheden og begrænsede kollektive overenskomstforhandlinger, dårlig sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, utilstrækkelige arbejdstilsyn, underudviklede arbejdsskadeordninger, vandforurening, eksponering for kemiske stoffer, og udnyttelse af den kvindelige arbejdsstyrke.

3.1.2.

Den 24. april 2013 kostede sammenstyrtningen af Rana Plaza-bygningen i Bangladesh, der blev brugt af tekstilfabrikker, 1 136 arbejdstagere, hovedsagelig kvinder, livet. Ulykkens omfang, som skyldtes meget ringe vedligeholdelse af bygningen og manglen på brandudgange, har ført til en usædvanlig høj grad af mobilisering af regeringer (EU og dets medlemsstater, USA, Canada, Norge), internationale organisationer (ILO, OECD og Verdensbanken), internationale og lokale aktører med en ambitiøs pakke af foranstaltninger, der skal tilskynde til nationale kortsigtede foranstaltninger (erstatning til ofrenes familier, inspektion af beklædningsfabrikker og afhjælpende foranstaltninger, nye revisionsmetoder, revision af arbejdsmarkedslovgivningen), nationale mellemsigtede foranstaltninger (f.eks. udvikling af uafhængige fagforeninger og styrkede arbejdstilsyn) og systematiske foranstaltninger for at fremme ansvarlig forvaltning af de globale forsyningskæder.

3.1.3.

OECD er i færd med at udarbejde due diligence-retningslinjer for ansvarlige forsyningskæder i beklædnings- og fodtøjssektoren.

3.1.4.

ILO gennemfører i samarbejde med internationale donorer, regeringer, arbejdstagere og arbejdsgivere projekter i beklædningssektoren (bl.a. i Asien), som har til formål at øge adgangen til oplysninger om løn, arbejdsforhold og arbejdsmarkedsrelationer for at forbedre kvaliteten af den sociale dialog om arbejdsstandarder, styrkelse af arbejdsmarkedsparternes kapacitet og mekanismerne for kollektive overenskomstforhandlinger samt sikring af arbejdstagerrettigheder på fabrikkerne (25).

3.1.5.

Kommissionen arbejder på et flagskibsinitiativ om en bæredygtig beklædningsforsyningskæde, herunder fælles planlægning, koordineret finansiering, fælles gennemførelse af programmer, bevidstgørelse af forbrugerne m.m.

3.1.6.

EU's arbejdsmarkedsparter i tekstil- og beklædningssektoren har udviklet et fælles initiativ, der støttes af Europa-Kommissionen og omfatter et VSA-risikovurderingsværktøj, der er relevant for globale forsyningskæder. De er i øjeblikket i gang med at færdiggøre det med henblik på formidling til SMV'er og andre interessenter.

3.1.7.

Det nederlandske EU-formandskab agter at undersøge, hvordan der kan opnås øget synergi mellem EU's udviklings- og handelspolitik med henblik på at fremme de globale forsyningskæders bæredygtighed.

3.1.8.

Den tyske forbundsminister for økonomi, samarbejde og udvikling, Gerd Müller, har oprettet en særlig alliance for »bæredygtige tekstiler« med deltagelse af de vigtigste partnere. På det seneste G7-møde gav han en meget konkret opsummering af situationen: »Det ville koste en euro at tage et ansvar, en enkelt euro pr. kjole, jakke eller bukser for at sikre, at hårdt arbejde i Bangladesh, Cambodja eller Afrika lønner sig, og at børn og syersker sikres livsmuligheder« (26).

3.1.9.

Med hensyn til udveksling af bedste praksis er der indhentet hjælp og erfaring fra et stigende antal private initiativer. Blandt disse er ICS (Initiative Clause Sociale) med 22 større detailvirksomheder, herunder Monoprix, Carrefour og Casino, hvis omsætning er på over 243 mia. EUR, og som bruger de samme metoder i deres sociale revisioner, og BSCI (Business Social Compliance Initiative), der blev lanceret i 2003 af FTA (Foreign Trade Association) med hovedkontor i Bruxelles og over 1 700 deltagende detailhandlere og importører fra 36 lande, som har forretningsforbindelser med 30 000 fabrikker.

3.2.1.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Sturgeon og Kawakami (27) forekommer værdien af mellemprodukter i beklædningsindustrien at være langt mindre end værdien af sådanne produkter i elektronik- og bilindustrien.

3.2.2.

Elektronikbranchens globale værdikæde er en af de vigtigste i varesektoren og tegnede sig i 2006 for over 17 % af alle producerede mellemprodukter sammenlignet med 2,7 % for kemikalier og plast og 1,9 % for flydele. De to førende lande i eksport af delprodukter inden for elektronik er Kina/Hongkong og De Forenede Stater.

3.2.3.

De tre faste aktører, der styrer »værdikædernes modularitet« er følgende:

Denne specifikke værdikædes modularitet ligger i kodificeringen og standardiseringen af centrale driftsprocesser som f.eks. computer-aided design, produktionsplanlægning og lager- og logistikkontrol.

3.2.4.

Forbrugerelektronik er kendetegnet ved korte produktlevetider, fra 3 til 18 måneder, og produkterne når hurtigt enden på deres livscyklus. Som følge heraf må leverandører af disse produkter kunne præstere en stadig hurtigere markedsføring. Da Apple iPhone f.eks. blev indført i 2007 var markedsføringstiden seks måneder. I 2012 var den skrumpet ind til mindre end to uger (28). For producenter og arbejdstagere er dette en udfordring, og der er behov for at udvikle og gennemføre løsninger herpå.

Mens der i nogle virksomheder er indgået aftaler om overtidsarbejde eller skifteholdsarbejde i højsæsonen og om at kompensere herfor i løbet af resten af året, er der i andre tale om en væsentlig stigning i midlertidige kontrakter og ansættelse af vikarer og migranter (f.eks. var 60 % af arbejdsstyrken i den mexicanske elektronikindustri i 2009 midlertidigt ansatte vikarer, og denne andel steg til 90 % i højsæsonen) (29). Dette fører ofte til begrænsede arbejdstagerrettigheder, f.eks. lavere lønninger, manglende socialsikringsdækning eller forbud mod at melde sig ind i en fagforening. Løsninger kunne ud over national lovgivning findes i aftaler på virksomhedsniveau samt en bedre koordinering og udveksling af oplysninger mellem købere og leverandører for at muliggøre en bedre produktionsplanlægning og benyttelse af fastansatte arbejdstagere snarere end midlertidigt ansatte.

3.2.5.

Spørgsmålene om respekt for menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder hænger i elektronikbranchen også sammen med problemet med udvinding af mineraler fra konfliktramte områder og højrisikoområder såsom Afrikas store søer (30). Som opfølgning på vedtagelsen af en amerikansk lov (Dodd-Frank-loven) forelagde Kommissionen i 2014 et forslag til forordning om en selvcertificeringsordning for importører af tin, tantal, wolfram og guld til EU's marked med henblik på at sikre, at provenuet fra udvinding af og handel med disse mineraler ikke støtter lokale væbnede konflikter. Behørig omhu, ledsaget af andre foranstaltninger, bør imidlertid kunne bidrage til gennemsigtighed i forsyningskæden og have en positiv indvirkning på jobskabelse og arbejdsbetingelser i miner, f.eks. sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen samt indkomstniveau, og kunne medvirke til formalisering af ansættelsesforholdene. Dette ville også muliggøre fortsat indkøb i Afrika fremfor andre regioner i verden, som ikke er berørt af den pågældende konflikt (31).

3.2.6.

OECD har udviklet due diligence-retningslinjer for ansvarlige forsyningskæder for mineraler fra konfliktramte områder og højrisikoområder (32).

3.3.1.

EØSU vil også gerne understrege, at globale værdikæder og forsyningskæder i andre sektorer såsom tjenesteydelser og agroindustrien vil stå over for problemer med arbejdsvilkår, navnlig sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

3.3.2.

ILO's støtte af ordentligt arbejde i landdistriktsøkonomien (33) sætter fokus på 3 prioriterede indsatsområder: ordentligt arbejde til dårligt stillede, marginaliserede og sårbare landbefolkninger, ordentligt arbejde til landarbejdere i forsyningskæder, ordentligt arbejde til plantagearbejdere.

—

Regeringer har ansvaret for at udarbejde, gennemføre og håndhæve den nationale arbejds- og sociallovgivning, for at ratificere og sikre effektiv gennemførelse af ILO's konventioner, og er, i EU-landenes tilfælde, også ansvarlige for at omsætte og gennemføre EU-direktiver. Det er endvidere deres pligt at stille samtlige administrative og finansielle ressourcer til rådighed, herunder arbejdstilsyn, for at sikre overholdelse af lovgivningsrammen.

—

Internationale organisationer sætter standarder og udvikler globale initiativer med henblik på at fremme internationale arbejdsstandarder og en ansvarlig virksomhedsadfærd. I den sammenhæng giver dokumenter som f.eks. FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne (FN's ramme for »beskyttelse, overholdelse og afhjælpning«) retningslinjer for de centrale aktørers roller og ansvar.

—

Arbejdsmarkedets parter opfordres til at indgå i og fremme en social dialog om arbejdsstandarder og arbejdsvilkår, både på sektorniveau og i en grænseoverskridende sammenhæng, og regeringerne bør fremme og effektivt beskytte foreningsfriheden og de kollektive overenskomstforhandlinger.

—

Multinationale selskaber bør overholde de love, der gælder i de lande, hvor de driver virksomhed. De opfordres endvidere til at forpligte sig til en VSA- og due diligence-tilgang.

—

NGO'er supplerer andre aktørers indsats og spiller en nøglerolle i bevidstgørelsen om arbejdstagerrettigheder og i anmeldelsen af misbrug.

I betragtning af den kompleksitet og de kolossale risici, der klart er forbundet med disse centrale aktørers virksomhed, slår EØSU til lyd for strukturerede, gennemsigtige og inklusive interessentplatforme til løsning af komplekse spørgsmål.