27.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 212/5

(1)

Afgørelsen gør de tilsagn retligt bindende, som Société Air France (i det følgende benævnt »AF«), Koninklijke Luchtvaart Maatschappij NV (i det følgende benævnt »KLM«), Alitalia Società Aerea Italiana SpA (i det følgende benævnt »AZ«) og Delta Air Lines, Inc. (i det følgende benævnt »Delta«) (i det følgende under ét benævnt »parterne«) har afgivet i henhold til artikel 9 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (i det følgende benævnt »forordning 1/2003«) som led i en procedure efter artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende benævnt »traktaten«). Denne afgørelse vedrører de aftaler, der er indgået mellem parterne i forbindelse med oprettelsen af et joint venture om overskuds- og tabsdeling efter den såkaldte transatlantiske joint venture-aftale (»i det følgende benævnt TAJV-aftalen«), der blandt andet omfatter alle passagerflyvninger, som parterne driver på ruter mellem Europa og Nordamerika (i det følgende benævnt »de transatlantiske ruter«).

(2)

Den 23. januar 2012 indledte Kommissionen en kartelsag med henblik på at træffe afgørelse efter kapitel III i forordning 1/2003. Den 26. september 2014 vedtog Kommissionen en foreløbig vurdering (i det følgende benævnt »den foreløbige vurdering«), hvori der redegøres for Kommissionens konkurrencemæssige betænkeligheder vedrørende premium-markedet for ruten Paris-New York samt premium-markedet og non-premium-markedet for ruterne Amsterdam-New York og Rom-New York (i det følgende nævnt »de berørte ruter«) (2).

(3)

Den 3. oktober 2014 afgav parterne en række tilsagn for at imødekomme de betænkeligheder, som Kommissionen i første omgang havde givet udtryk for. Den 23. oktober 2014 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende efter artikel 27, stk. 4, i forordning 1/2003, hvori sagen og de afgivne tilsagn blev beskrevet i korte træk, og hvori interesserede tredjeparter blev opfordret til at fremsætte bemærkninger (i det følgende benævnt »meddelelsen om markedstesten«). Efter tredjeparternes fremsættelse af bemærkninger indgav parterne den 4. maj 2015 det undertegnede eksemplar af de endelige tilsagn.

(4)

Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål blev hørt den 28. april 2015 og afgav en positiv udtalelse. Høringskonsulenten offentliggjorde sin endelige rapport den 30. april 2015.

(5)

Det fremgår af den foreløbige vurdering af 26. september 2014, som indeholder Kommissionens foreløbige betænkeligheder, at parterne kan have begrænset konkurrencen på ruten Paris-New York for så vidt angår premium-passagerer og på ruterne Amsterdam-New York og Rom-New York for så vidt angår premium-passagerer og non-premium-passagerer i kraft af deres samarbejde i henhold til TAJV-aftalen, både hvad angår aftalens formål og aftalens virkning.

(6)

I sin foreløbige vurdering konkluderede Kommissionen i første omgang, at TAJV-aftalen har et konkurrencebegrænsende formål, da den giver mulighed for et vidtgående samarbejde mellem parterne inden for alle centrale konkurrenceparametre på luftfartsområdet, herunder pris, kapacitet, ruteplanlægning og servicekvalitet. I joint venturet om overskuds- og tabsdeling, hvor selskaberne også deler fly (såkaldt »metal neutrality«), er parternes individuelle incitamenter til at operere de transatlantiske ruter blevet erstattet af joint venturets og parternes fælles interesser og fordele.

(7)

Kommissionen vurderede i første omgang også, at TAJV-aftalen har den virkning, at den mærkbart begrænser konkurrencen for i) premium-passagerer på ruten Paris-New York og ii) premium-passagerer og non-premium-passagerer på ruterne Amsterdam-New York og Rom-New York. Kommissionen konkluderede i første omgang, at den konkurrence, der eksisterede mellem de respektive parter på de berørte ruter, inden de indledte deres samarbejde, er væk og sandsynligvis ikke vil blive erstattet af konkurrence fra andre luftfartsselskaber på grund af væsentlige hindringer for markedsadgang og ekspansion.

(8)

Det er således Kommissionens foreløbige holdning, at samarbejdet mellem parterne i henhold til TAJV-aftalen udgør en overtrædelse af traktatens artikel 101, stk. 1, på ruten Paris-New York for så vidt angår premium-passagerer og på ruterne Amsterdam-New York og Rom-New York for så vidt angår premium-passagerer og non-premium-passagerer.

(9)

Parterne argumenterede ikke for muligheden for at opnå effektivitetsgevinster i forbindelse med de berørte ruter. Kommissionen konkluderede derfor foreløbigt, at der ikke er nogen effektivitetsgevinster, som kan opveje den betydelige begrænsning af konkurrencen, der er en sandsynlig følge af TAJV-aftalen på de berørte ruter.

(10)

Den 3. oktober 2014 afgav parterne tilsagn for at imødekomme de konkurrencemæssige betænkeligheder, som er beskrevet i den foreløbige vurdering. Parterne afgav tilsagn om at ville:

(11)

Parterne tilbyder at udpege en administrator til at føre tilsyn med, at tilsagnene overholdes. I tilfælde af uenighed om tilsagnene mellem et ansøgende luftfartsselskab og parterne foreslår parterne en tvistbilæggelsesmekanisme, i henhold til hvilken en voldgiftsret i sidste ende afgør spørgsmålet.

(12)

Som reaktion på de bemærkninger, som Kommissionen modtog efter offentliggørelsen af meddelelsen om markedstesten, forelagde parterne den 4. maj 2015 det undertegnede eksemplar af de endelige tilsagn. Bortset fra visse præciseringer afviger de reviderede tilsagn fra de oprindeligt afgivne tilsagn alene med hensyn til rækkevidden af tilsagnet vedrørende de særlige pro rata-aftaler. Tilsagnets geografiske rækkevidde blev udvidet til ud over flyvninger med afrejse-/bestemmelsessted i Europa eller Nordamerika/Vestindien/Centralamerika også at omfatte flyvninger med afrejse-/bestemmelsessted i Libanon og Israel. Desuden blev det præciseret, at tilsagnet vedrørende de særlige pro rate-aftaler, som bl.a. giver konkurrenter ret til at vælge op til tyve (20) tilknyttede ruter, der drives af parterne, også omfatter tilknyttede ruter, der markedsføres af parterne, men drives af visse af parternes datterselskaber (dvs. flyvninger, der drives af KLM Cityhopper, Alitalia CityLiner og HOP, men »wet-leases« af AF, samt transitflyvninger, der markedsføres under navnet Delta Connection).

(13)

De endelige tilsagn er tilstrækkelige til at imødekomme de betænkeligheder, som Kommissionen gav udtryk for i sin foreløbige vurdering, og står samtidig i et rimeligt forhold hertil. De gør det muligt for konkurrenter at få adgang til eller ekspandere på de berørte ruter, idet hindringerne for markedsadgang og ekspansion mindskes, og konkurrenternes tjenester styrkes ved at give dem adgang til transitflyvninger og mulighed for at indgå billetkombinationsaftaler og samarbejdsaftaler om bonusprogrammer.

(14)

For så vidt angår ruterne Amsterdam-New York og Rom-New York finder Kommissionen, at kombinationen af tilsagnene om slots på den ene side og tilsagnene om billetkombinationsaftaler, særlige pro rata-aftaler og bonusprogrammer på den anden side er passende og tilstrækkelige til at imødekomme de konkurrencemæssige betænkeligheder, som blev påpeget i den foreløbige vurdering. Navnlig gør de betingelser, der er knyttet til tilsagnene om slots, dem tilstrækkeligt virkningsfulde og attraktive til at tilskynde konkurrenterne til faktisk at overtage dem, samtidig med at de øvrige tilsagn forventes at sætte konkurrenterne bedre i stand til at fastholde deres nye flyvninger. Hvad angår ruten Paris-New York bemærker Kommissionen, at konkurrenterne har flere afgange pr. dag end parterne tilsammen, og at konkurrenterne for nylig har haft mulighed for at få nye afgange på ruten. Kommissionen finder således, at de tilsagn om billetkombinationsaftaler, særlige pro rata-aftaler og bonusprogrammer, som parterne har afgivet til fordel for såvel eksisterende som nye konkurrenter, er passende og tilstrækkelige til at imødekomme Kommissionens betænkeligheder for så vidt angår denne rute.

(15)

Med denne afgørelse bliver de tilsagn, som de pågældende selskaber har afgivet, juridisk bindende for dem.

(16)

I lyset af de endelige tilsagn, som parterne har afgivet, finder Kommissionen ikke, at der længere er grund til, at den griber ind. Denne afgørelse er bindende i ti år fra vedtagelsen.