24.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 399/106

—

der henviser til resolution 46/182 fra FN's Generalforsamling af 19. december 1991 om styrkelse af koordineringen af humanitær katastrofebistand (1),

—

der henviser til forandringsdagsordenen fra de humanitære FN-organisationers Fælles Stående Komité (IASC) (2),

—

der henviser til principperne for partnerskab (som Global Humanitarian Platform har tilsluttet sig) af 12. juli 2007 (3),

—

der henviser til resolution 64/290 fra FN's Generalforsamling af 9. juli 2010 om retten til uddannelse i nødsituationer (4) og de relevante retningslinjer, herunder dem fra UNICEF og UNESCO,

—

der henviser til retningslinjerne fra IASC om integrering af foranstaltninger til bekæmpelse af kønsbaseret vold i humanitære indsatser (5),

—

der henviser til Sendairammen for katastrofeforebyggelse 2015-2030, som blev vedtaget på FN's tredje verdenskonference om reduktion af katastroferisici, der blev afholdt fra den 14. til den 18. marts 2015 i Sendai, Japan (6),

—

der henviser til resolution 69/313 fra FN's Generalforsamling af 27. juli 2015 om indførelse af Addis Abeba-handlingsplanen fra den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering (7),

—

der henviser til drøftelserne i forbindelse med forberedelsen af den 32. internationale konference for Røde Kors og Røde Halvmåne den 8.-10. december 2015 i Genève,

—

der henviser til »Global Humanitarian Assistance Report 2015« (8),

—

der henviser til »Global Humanitarian Overview« fra juni 2015 (9),

—

der henviser til principperne for god humanitær donoradfærd (GHD) (10),

—

der henviser til FN's højniveaupanel om finansiering af humanitær bistand,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/96 af 20. juni 1996 om humanitær bistand (11),

—

der henviser til den europæiske konsensus om humanitær bistand fra 2007 (i det følgende benævnt »den europæiske konsensus«) — en fælles erklæring undertegnet af Kommissionen, Rådet, Europa-Parlamentet og medlemsstaterne (12) og handlingsplanen dertil, som skal fornys,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 375/2014 af 3. april 2014 om oprettelse af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand (initiativet »EU-bistandsfrivillige«) (13) og til den årlige rapport om gennemførelsen af initiativet EU-bistandsfrivillige i 2014 (14),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1313/2013/EU af 17. december 2013 om en EU-civilbeskyttelsesmekanisme (15),

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene med titlen »Gender in Humanitarian Aid: Different Needs, Adapted Assistance« (SWD(2013)0290) (16),

—

der henviser til Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet og Rådet »Årsrapport om Den Europæiske Unions politik for humanitær bistand og civilbeskyttelse og gennemførelsen heraf i 2014« (COM(2015)0406) (17),

—

der henviser til den årlige aktivitetsrapport for 2014 fra Kommissionens GD for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse (ECHO) (18),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 22. juni 2015 om fælles principper for kontantbaseret bistand til flere formål som reaktion på de humanitære behov (19),

—

der henviser til FN-konventionen om barnets rettigheder af 20. november 1989 (UNRC), og den valgfri protokol dertil vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter af 25. maj 2000; der henviser til EU’s retningslinjer om børn og væbnede konflikter (opdateret i 2008),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 26. maj 2015 om et nyt globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015 (20),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 28. maj 2013 om EU's strategi til styrkelse af resiliens (21),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 5. juni 2014 om Hyogohandlingsplanen for perioden efter 2015: risikostyring med henblik på modstandsdygtighed (22),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 16. december 2014 om en forandringsdagsorden for perioden efter 2015 (23),

—

der henviser til den fælles meddelelse af 9. september 2015»Håndtering af flygtningekrisen i Europa: EU-Udenrigstjenestens rolle« (JOIN(2015)0040) (24),

—

der henviser til de regionale, tematiske og globale høringer som forberedelse til det globale humanitære topmøde (25),

—

der henviser til sin beslutning af 19. maj 2015 om udviklingsfinansiering (26),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2014 om EU og den globale udviklingsramme for perioden efter 2015 (27),

—

der henviser til sin beslutning af 9. juli 2015 om situationen i Yemen (28), til sin beslutning af 11. juni 2015 om situationen i Nepal efter jordskælvene (29), til sin beslutning af 30. april 2015 om situationen i Yarmoukflygtningelejren i Syrien (30), til sin beslutning af 12. marts 2015 om Sydsudan, herunder de seneste børnebortførelser (31), til sin beslutning af 12. februar 2015 om den humanitære krise i Irak og Syrien, særlig i forbindelse med IS (32) og til sin beslutning af 15. januar 2015 om situationen i Libyen (33),

—

der henviser til sine beslutninger af 10. september 2015 om migration og flygtninge i Europa (34), og af 29. april 2015 om de seneste tragedier i Middelhavet og EU's migrations- og asylpolitikker (35),

—

der henviser til artikel 7 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvori det på ny bekræftes, at EU skal »sikre sammenhæng mellem sine politikker og aktiviteter, samtidig med at der tages højde for alle Unionens mål«,

—

der henviser til artikel 208 i TEUF, hvori det fastsættes, at »Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene«,

—

der henviser til artikel 214 i TEUF om Unionens aktiviteter på området humanitær bistand,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. september 2015»Frem mod det humanitære verdenstopmøde: Et globalt partnerskab, der kan sikre en principbaseret og effektiv humanitær indsats« (COM(2015)0419) (36) og det tilhørende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2015)0166) (37),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og til udtalelser fra Udenrigsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0332/2015),

A.

der henviser til, at vi i en meget skrøbelig verden står over for en stigning i mangfoldigheden, hyppigheden og intensiteten af natur- og sultkatastrofer og en hidtil uset optrapning af konflikternes antal og kompleksitet;

B.

der henviser til, at voksende udfordringer, såsom urbanisering, hurtig befolkningstilvækst, demografiske ændringer, hyppigere og større naturkatastrofer, miljøforringelse, ørkendannelse, klimaændringer, mange langvarige og samtidige konflikter med regionale konsekvenser og ressourceknaphed i tilslutning til følgerne af fattigdom, ulighed, migration, fordrivelse og sårbarhed, har medført en dramatisk stigning i behovet for humanitær bistand i hele verden;

C.

der henviser til, at antallet af mennesker i nød er mere end fordoblet siden 2004 til over 100 mio. i 2015; der henviser til, at 250 mio. mennesker er berørt af humanitære kriser; der henviser til, at antallet af tvangsfordrevne mennesker har nået sit højdepunkt siden Anden Verdenskrig med næsten 60 mio., herunder næsten 40 mio., som er fordrevne i deres hjemlande; der henviser til, at over halvdelen af verdens flygtninge er børn;

D.

der henviser til, at en milliard mennesker risikerer at blive fordrevet på grund af klimaændringer i 2050, og at mere end 40 % af verdens befolkning lever i områder med alvorlig vandmangel; der henviser til, at de økonomiske tab som følge af naturkatastrofer sandsynligvis vil stige drastisk i forhold til de nuværende årlige tab på 300 mia. USD;

E.

der henviser til, at de voksende behov og udfordringer, fraværet af vedvarende tilsagn og de stigende udgifter til humanitær bistand i løbet af de seneste otte år har bidraget til, at det nuværende humanitære system har nået sin kapacitetsmæssige grænse og har tvunget en række organisationer til midlertidigt at suspendere fødevarebistand, midlertidig indkvartering og andre livreddende humanitære operationer;

F.

der henviser til, at humanitære nødhjælpsorganisationers hospitaler ofte er genstand for angreb med masseødelæggelsesvåben; der henviser til, at der stadigt oftere er trusler mod og angreb på humanitære hjælpearbejdere; der henviser til, at de humanitære hjælpearbejderes og de tilskadekomnes sikkerhed meget ofte er truet; der henviser til, at disse angreb udgør en krænkelse af den humanitære folkeret og en alvorlig fare for den humanitære bistands fremtid;

G.

der henviser til, at de humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed og de grundlæggende regler inden for den humanitære folkeret og menneskerettighederne som fastlagt i Genèvekonventionerne og tillægsprotokollerne hertil bør udgøre en central del af alle humanitære aktioner; der henviser til, at beskyttelsen af fordrevne personer bør garanteres ubetinget; der henviser til, at bistandsuafhængighed, dvs. bistand, der er uafhængig af politiske, økonomiske eller sikkerhedsmæssige betragtninger eller nogen anden form for forskelsbehandling, bør prioriteres;

H.

der henviser til, at alle parter i en konflikt, herunder statslige og ikkestatslige væbnede parter, skal give humanitære aktører den fornødne adgang til at tage sig af udsatte, konfliktramte civilbefolkninger;

I.

der henviser til, at kvinder og børn ikke blot er særligt sårbare og uforholdsmæssigt udsatte i katastroferamte områder, både under og efter den umiddelbare nødsituation, de risikerer også udnyttelse, marginalisering, infektioner og seksuel og kønsbaseret vold brugt som våben; der henviser til, at kvinder og børn udsættes for øgede risici som følge af fordrivelse og sammenbrud inden for de normale beskyttelses- og støttestrukturer; der henviser til, at ifølge den humanitære folkeret skal al nødvendige lægebehandling ydes uden forskelsbehandling til piger og kvinder voldtaget i krig; der henviser til, at Verdenssundhedsorganisationen har angivet usikker abort som en af de tre førende årsager til dødeligheden blandt mødre; der henviser til, at mødres sundhed, rådgivning af kvinder, der er ofre for voldtægt, og uddannelse og skolegang til fordrevne børn udgør store udfordringer i flygtningelejrene;

J.

der henviser til, at den samlede appel om humanitær bistand for 2015 er nået op på et rekordhøjt niveau i FN's historie, tæt på 19 mia. EUR; der henviser til, at der på trods af rekordhøje bidrag fra donorer, blev kun en fjerdedel af den samlede appel finansieret, og at EU har kæmpet for at yde finansiering til globale humanitære appeller og ECHO-operationer; der henviser til, at dette forstærker behovet for globalt koordineret, rettidig, forudsigelig og fleksibel finansiering, som er skræddersyet til forskellige sammenhænge og opretholdes ved hjælp af et nyt offentlig-privat partnerskab for innovativt beredskab og ved hjælp af leveringsmetoderne; der henviser til, at EU har tilstræbt at yde finansiering til globale humanitære appeller og ECHO-operationer; der henviser til, at den fornyede bekræftelse af støttemålet på 0,7 % og rettidig indfrielse af tilsagn er af endnu større betydning i denne sammenhæng;

K.

der henviser til, at de fleste humanitære kriser har menneskerelaterede årsager; der henviser til, at 80 % af EU's internationale humanitære bistand er koncentreret om menneskeskabte kriser, som i bund og grund kræver politiske og ikke bare humanitære løsninger; der henviser til, at fattigdom og sårbarhed over for kriser reelt er forbundne, hvilket understreger nødvendigheden af, at man tager fat på krisernes underliggende årsager, opbygger modstandsdygtighed, styrker kapaciteten til tilpasning til naturkatastrofer og klimaændringer samt opfylder de berørte menneskers langsigtede behov; der henviser til, at konsekvenserne af humanitære kriser, såsom med migration og flygtninge, vil blive endnu større, hvis ikke de underliggende årsager tackles, og der sikres en bedre sammenkobling mellem humanitær bistand og udviklingsbistand;

L.

der henviser til, at humanitær bistand og udvikling er indbyrdes forbundne, navnlig i relation til behovet for at styrke modstandsdygtigheden over for katastrofer ved at begrænse de forskellige risici og beskytte mod chok som et afgørende middel til at mindske behovet for humanitær bistand og forhindre mangelfuld uddannelse, sundhed, hygiejne og ernæring såvel som mangelfuld dækning af det basale behov for husly;

M.

der henviser til, at international, lokal og regional koordination, informationsudveksling og fælles programmering, dataindsamling og evalueringer vil bidrage til at forbedre beslutningstagningen, effektiviteten og ansvarliggørelsen i forbindelse med leveringen af bistand;

N.

der henviser til, at der er behov for at udvikle større tillid og yderligere samarbejde mellem aktører i den private sektor, ngo’er, lokale myndigheder, internationale organisationer og regeringer; der henviser til, at virksomheders ressourcer, ekspertise, forsyningskæder, forsknings- og udviklingskapacitet og logistik kan tjene til at sikre mere effektive beredskabs- og nødhjælpsaktioner;

O.

der henviser til, at EU's humanitære bistand på 909 mio. EUR i 2015 udgør mindre end 1 % af EU’s samlede budget; der henviser til, at en bedre sammenkoblingen af nødhjælp og langsigtet bistand er et middel til at mindske den nuværende forskel mellem de ekstraordinære behov for humanitær nødhjælp og de midler, der er til rådighed;

P.

der henviser til, at ngo’er og internationale organisationer som Røde Kors og FN’s organer i øjeblikket er de vigtigste aktører i forbindelse med gennemførelsen af humanitær bistand og yder livreddende bistand og beskyttelse til ca. 120 millioner mennesker om året;

Q.

der henviser til, at forebyggelse, national respons og national kapacitet er afgørende, for at behovene kan opfyldes bedst muligt, og for at mindske behovet for international støtte; der henviser til, at i 2015 gik kun 2 % af den samlede internationale humanitære bistand direkte til de lokale og nationale ngo’er i de berørte stater, selv om deres reaktivitet, viden om behovene og mulighed for at nå ud til de berørte mennesker normalt er bedre end andre aktørers; der henviser til, at der er et stigende behov for at sikre ansvarlighed over for kriseramte mennesker og samfund;

R.

der henviser til, at humanitær bistand fortsat bør baseres på de humanitære aktørers vurdering af behovene; der henviser til, at bidragyderne bør afholde sig fra at anvende bistand som et krisestyringsredskab;

S.

der henviser til, at den humanitære indsats og de redskaber, der anvendes, bør tilpasses de behov, der er påvist gennem en fælles vurdering, og bør afhænge af de forskellige kontekster; der henviser til, at det er vigtigt, at alle bestræbelser sættes ind på at sikre, at respekten for menneskerettighederne og for de specifikke behov hos kvinder, børn, ældre, handicappede, minoriteter og indfødte befolkninger og andre udsatte grupper integreres i den humanitære indsats;

T.

der henviser til, at de globale aktører opfordres til at integrere den humanitære indsats i deres mekanismer til overvågning og rapportering om menneskerettighederne;

U.

der henviser til, at det første humanitære verdenstopmøde, som skal holdes i Istanbul den 23.-24. maj 2016, bør resultere i en omformning af den humanitære struktur, så den bliver mere inkluderende, effektiv, gennemsigtig og reelt global, således at den kan reagere på forventede stigninger i de humanitære behov, der er knyttet til nuværende og fremtidige udfordringer, såsom fødevaresikkerhed, befolkningstilvækst, klimaforandringer, skrøbelighed, nødhjælpsarbejdernes sikkerhed, tvangsfordrivelser og socioøkonomisk udvikling;

V.

der henviser til, at det første humanitære verdenstopmøde vil finde sted efter en række mellemstatslige forhandlinger — om nedbringelse af katastroferisici, udviklingsfinansiering, udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015, dagsordenen om bæredygtig udvikling og klimaforandringer — som vil få afgørende indflydelse på udviklings- og nødhjælpsmiljøet i de næste mange år, og derfor vil give en unik, afgørende og konkret mulighed for sikre overensstemmelse mellem mål, principper og aktiviteter og internationale drøftelser om de mest udsatte menneskers behov og opbyggelse af deres modstandsdygtighed på en mere sammenhængende måde;

W.

der henviser til, at EU som den førende donor har ansvaret for og den nødvendige indflydelse til at påtage sig en ledende rolle i bestræbelserne på at finde bedre og mere innovative måder, hvorpå man kan opfylde behovene for de millioner af mennesker, der er berørt af konflikter og katastrofer, og tilvejebringe langsigtede løsninger for dem;

X.

der henviser til, at de seneste stigende, globalt akutte fejlernæringsrater og de regionale og internationale afsmittende virkninger af politisk ustabilitet i lande, der er klassificeret på niveau 3, har bragt nye påmindelser om behovet for, at det humanitære verdenstopmøde fremskynder omstillingen af det humanitære system og yder bedre hjælp til mennesker i nød;

1.

bifalder FN's generalsekretærs beslutning om at indkalde til det første humanitære verdenstopmøde for et stort antal interessenter og Tyrkiets vilje til at være vært for dette møde; opfordrer EU's medlemsstater til at støtte det humanitære verdenstopmøde og nå til konkrete konklusioner i Rådet med specifikke tilsagn og prioriterede indsatsområder og samtidig tilstræbe operationel effektivitet, fælles kvalitetsstandarder, bedre koordinering og partnerskaber med nye donorer baseret på upartisk bistand såvel som på en fælles forståelse og anvendelse af de humanitære principper om humanitet, neutralitet, upartiskhed, uafhængighed og respekt for forpligtelserne i medfør af den humanitære folkeret;

2.

glæder sig over, at FN har taget initiativ til at indsamle efterretninger fra hele verden for at registrere naturkatastrofer og konflikter og klarlægge, hvordan man redde flere mennesker og beskytte flere mennesker mod virkningerne af sådanne kriser; bifalder desuden afholdelsen af otte regionale høringer, der også omfattede tematiske møder og en global høring — med repræsentanter fra myndigheder, civilsamfund, ngo’er, netværk af frivillige, virksomheder og netværk af religiøse organisationer — såvel som initiativet med onlinehøringer og oprettelse af et højtniveaupanel om finansiering af humanitær bistand, med EU som medformand;

3.

understreger, at de aktuelle store humanitære udfordringer kræver et mere inklusivt, forskelligartet og virkeligt globalt humanitært system, som bør styrkes på det humanitære verdenstopmøde, og som samtidig anerkender diversiteten i det aktuelle humanitære beredskabssystem og den komplementære rolle, som alle aktører spiller; opfordrer EU til at fremme en global konsensus om humanitær aktion, der bekræfter principperne for humanitær bistand og forpligtelserne og rettighederne i henhold til den humanitære folkeret og samtidig sikrer menneskecentrerede og menneskerettighedsbaserede beskyttelsesreaktioner og holder regeringerne ansvarlige for deres rolle og ansvar i forbindelse med beskyttelse af befolkningen; gør opmærksom på de negative virkninger af en politisering af den humanitære bistand og minder om, at et forsvar af og fortsat tilslutning til de grundlæggende humanitære principper er afgørende for at sikre et humanitært rum i områder med konflikter og naturkatastrofer;

4.

understreger, at hvis det skal give mening, bør verdenstopmødets slutdokument omfatte en femårig køreplan for udviklingen og operationaliseringen af de konkrete politiske tilsagn, herunder en mellemstatslig overvågnings- og ansvarlighedsramme, en vurdering af hjælpeorganisationernes praksis og en konsekvensanalyse, som omfatter relevante interessenters deltagelse;

5.

opfordrer det humanitære verdenstopmøde til at sikre sammenhæng mellem udviklingsdagsordenen for tiden efter 2015, Sendairammen for katastrofeforebyggelse og De Forenede Nationers konference om klimaændringer (COP 21) i 2015 for at sikre større kohærens på tværs af politikområder og institutioner, hvad angår opbygning af modstandsdygtighed over for katastrofer, og til at kræve, at udviklingsaktørerne spiller en mere aktiv rolle med hensyn til opbygning af modstandskraft; opfordrer donorlandene til i forhold til deres egne nationale politikker at opstille fælles mål, prioriteter og indikatorer, der forbinder disse rammer;

6.

opfordrer EU og dets medlemsstater til som de største donorer og centrale operationelle aktører at gå foran med et godt eksempel; understreger, at alle EU’s humanitære aktioner bør bygge på principperne om solidaritet, ansvar og ansvarlighed og bør have til formål at sikre, at sårbare personer beskyttes både fysisk og psykisk; opfordrer til en samlet, omfattende og langsigtet løsning for de folkemasser, der flygter fra konfliktramte regioner; bemærker, at Europas rolle og troværdighed på den globale humanitære scene også er på spil i forbindelse med reaktionen i EU på den aktuelle krise;

7.

henstiller, at det humanitære verdenstopmøde forpligter sig til en systematisk, resultatbaseret og participatorisk tilgang ved at fastsætte specifikke indikatorer og en arbejdsmetode, der kan styrkes og deles af donorer og gennemførende organer, således at de berørte personer kan deltage i hele cyklussen i forbindelse med den humanitære indsats; opfordrer det humanitære verdenstopmøde til at arbejde hen imod en institutionalisering, bedre overvågning og evaluering af FN’s ramme for ansvarlighed over for de berørte befolkningsgrupper;

8.

understreger, at alle aktører i forbindelse med det humanitære verdenstopmøde kan reflektere over det afgørende behov for en FN-reform i retning af en inklusiv, gennemsigtig og effektiv koordinering med en mere inklusiv og operativ IASC, med bedre samarbejde med partnere for at forbedre komplementariteten og med fuld gennemførelse af forandringsdagsordenen og styrkelse af de multilaterale humanitære strukturer for alle kriser ved at etablere et pålideligt system af behovsvurderinger, der tjener som grundlag for fælles appeller (sikring af omfattende finansiel sporing), en ordning med sammenligning af omkostninger mellem instanser og en mekanisme til kontrol og evaluering;

9.

fastholder, at uden omfattende og betydelige midler vil et sådant globalt tiltag ikke lykkes; understreger, at behandling af nye og vedvarende katastrofer og sårbarheder forudsætter, at man undgår parallelle systemer og sikrer et bredere finansieringsgrundlag, langsigtede forudsigelige investeringer og overholdelse af den nye dagsorden for bæredygtig udvikling, især gennem fremme af fælles risiko- og behovsvurdering, planlægning og finansiering blandt aktører inden for humanitær udvikling og klimaændringer; understreger, at en øget komplementaritet mellem humanitær bistand og udviklingsbistand er nødvendig for at sikre større effektivitet og mindske det humanitære finansieringsgab, og bør gå hånd i hånd med øget udviklingsbistand og humanitær bistand; minder i denne forbindelse om det mangeårige internationale tilsagn om at nå målet på 0,7 % af BNP;

10.

opfordrer indtrængende EU — som verdens største donor af humanitær bistand — til at udvise lederskab ved det humanitære verdenstopmøde ved at opfordre til mere fleksible metoder til levering af humanitær bistand samt til proaktive og sammenhængende foranstaltninger og effektive redskaber til kriseforebyggelse; opfordrer indtrængende EU og andre donorer til fortsat at leve op til deres finansielle forpligtelser og udvikle metoder til at nedbringe den tid, det tager at omsætte de finansielle forpligtelser til handling på stedet; påpeger desuden betydningen af rapportering om menneskerettighedssituationen som en mekanisme til tidlig varsling af kriser og tilskynder det humanitære verdenstopmøde til at tage hensyn hertil i forbindelse med overgangen fra en kultur baseret på efterfølgende indsats til en kultur baseret på forebyggelse;

11.

opfordrer EU til at sætte beskyttelse i centrum for humanitære behovsbaserede indsatser ved at udvikle en efterlevelsesordning og integrere den overalt i programmeringen; understreger, at det er nødvendigt at institutionalisere den rolle, som beskyttelsesmedarbejdere (protection officers) skal spille, og at udvikle strategiske og integrerede tilgange med tilstrækkelige midler til beskyttelsesaktiviteter også i katastrofesituationernes første faser; opfordrer indtrængende EU til i højere grad at forpligte sig til en menneskerettighedsbaseret tilgang i den humanitære indsats for at sikre respekt for den menneskelige værdighed og behov og rettigheder i særligt sårbare grupper, især kvinder, unge, migranter, hiv-smittede, LGBTI-personer og personer med handicap;

12.

opfordrer EU til på verdenstopmødet at fremme en omfattende aftale om praktiske metoder til at øge respekten for og overholdelsen af humanitær folkeret, international menneskerettighedslovgivning og flygtningelovgivning, f.eks. gennem formidling af oplysninger om humanitær folkeret til regionale og nationale forvaltninger, sikkerhedsstyrker, lokale myndigheder og lokale ledere, og til at støtte Den Internationale Straffedomstols rolle for at forhindre straffriheden for krænkelser af den humanitære folkeret og den internationale menneskerettighedslovgivning;

13.

understreger behovet for at udvide flygtningekonventionen og Kampalakonventionen for at beskytte og bistå fordrevne mennesker over hele verden, samt personer, der er berørt af klimaændringerne, og også for at beskytte dem mod forskellige former for vold, såsom menneskehandel, kønsbaseret vold, og bymæssig og økonomisk vold, da de kan have en velbegrundet frygt for forfølgelse eller risikere at lide alvorlig skade; understreger, at migranter skal tilbydes samme beskyttelse af deres rettigheder som alle andre grupper i krisetider; opfordrer til at være specielt opmærksom på særligt sårbare grupper, f.eks. indvandrere, statsløse og flygtninge, der ofte overses i den humanitære debat; henstiller, at der udvikles en ny generation af menneskerettighedsbeskyttelsesredskaber, der kan bidrage til at beskytte disse personer;

14.

understreger behovet for en grundlæggende ændring af den støtte, der tilbydes flygtningene og værtslandene og -samfundene; støtter den sammenfattende rapport med henblik på den globale høring, hvori verdenstopmødet opfordres til at behandle en omfattende aftale om modtagelse af flygtninge, som anerkender værtslandenes bidrag, imødeser mere langsigtede, forudsigelige og bæredygtige finansielle pakkeløsninger, der tager sigte på at hjælpe dem, gøre flygtningene selvforsørgende ved at give dem indkomstmuligheder og skabe mere retfærdige vilkår for deres genhusning i tredjelande;

15.

opfordrer EU og EU's medlemsstater til at arbejde hen imod en fælles global forståelse og operationalisering af de humanitære principper under forberedelsen af verdenstopmødet og til i fællesskab at udvikle en bred, participatorisk adfærdskodeks for nuværende og nye donorer med henblik på at udveksle bedste praksis, lette adgangen til mennesker i nød og styrke de eksisterende forpligtelser vedrørende god donorpraksis, som i GHD-principperne;

16.

opfordrer EU til at fremme indføjelsen af gennemsigtighed og ansvarlighed som retningsgivende principper i verdenstopmødets erklæring ved at anvende særlige markører og opsplittede data (f.eks. efter køn og alder med specifikke variabler for børn) som grundlag for programudformningen og evalueringen, og ved at fremme et internationalt initiativ om en gennemsigtighedsstandard for humanitær bistand med henblik på at sikre en global ansvarlighedsresultatramme til måling af fremskridt;

17.

understreger, at det er nødvendigt at sørge for ernæring, vand, husly, sanitet og lægebehandling, eftersom disse er grundlæggende rettigheder for ethvert menneske; er yderst bekymret over risikoen for epidemier som følge af frygtelige sanitære forhold og begrænset adgang til sikkert drikkevand og over den manglende adgang til livsvigtige lægemidler under humanitære kriser; opfordrer EU til at påtage sig en ledende rolle med hensyn til at sikre en passende levering af livsvigtige lægemidler og rent drikkevand i forbindelse med humanitære kriser;

18.

opfordrer EU og alle internationale aktører til at forbedre teknikkerne til levering af humanitær bistand i flygtningelejre, navnlig ved at levere mobile laboratorier til bekæmpelse af smitsomme sygdomme, epidemier, forbedring af metoderne til fordeling af nødhjælp — under hensyntagen til de mest udsatte grupper — og forbedring af hygiejne og sanitære infrastrukturer;

19.

understreger behovet for at medtage beskyttelse af børn som en integreret del af de humanitære tiltag og således forebygge og reagere på misbrug, vanrøgt og udnyttelse af børn samt vold mod børn; understreger, at eftersom børn er de væsentligste drivkræfter til forandring, er det vigtigt at skabe børnevenlige områder som led i den humanitære indsats;

20.

fremhæver den centrale rolle, som kvinder spiller i konflikt- og postkonfliktsituationer, eftersom de udgør det første beredskab i kriser, hvor de holder sammen på deres familier og lokalsamfund; opfordrer donorerne og regeringerne til at integrere kønsligestillingsaspektet i planlægningen af det humanitære arbejde og til at støtte en styrkelse af kvinders og pigers status;

21.

opfordrer indtrængende til, at leveringen af humanitær bistand følger den internationale humanitære folkeret, og at EU’s humanitære bistand ikke gøres til genstand for restriktioner, der pålægges af andre partnerdonorer; udtrykker sin bekymring over og fordømmer den fortsatte anvendelse af voldtægt og andre former for seksuel og kønsbaseret vold mod piger og kvinder som krigsvåben i humanitære nødsituationer; understreger, at denne vold, samt dens fysiske og psykologiske konsekvenser, bør gøres til genstand for drøftelser; henstiller, at man samlet forpligter sig til at sikre, at kvinder og piger er i sikkerhed fra hver enkelt katastrofes eller krises start ved i forbindelse med humanitære kriser at adressere risikoen for seksuel og kønsbaseret vold, ved at skabe større opmærksomhed, ved at sikre retsforfølgelse af gerningsmændene og ved at sikre, at kvinder og piger har adgang til alle ydelser vedrørende seksuel og reproduktiv sundhed, herunder sikker abort, snarere end at gentage en reelt umenneskelig behandling, i overensstemmelse med den humanitære folkeret og som foreskrevet i Genèvekonventionerne og tillægsprotokollerne hertil;

22.

mener, at alt personale, der er involveret i ydelsen af humanitær bistand, herunder politifolk og militære styrker, bør modtage passende kønssensitiv undervisning, og at der bør indføres en streng adfærdskodeks, der kan forhindre disse aktører i at misbruge deres position, og som kan sikre ligestilling mellem kønnene;

23.

opfordrer de humanitære aktører til at integrere strategier til forebyggelse og afbødning af kønsbaseret vold i alle deres sektorspecifikke indsatser og samtidig fremme identificering af nye EU-finansieringsinstrumenter og til med henblik herpå at tage bestik af de reviderede retningslinjer for integrering af foranstaltninger mod kønsbaseret vold i den humanitære indsats, som er udarbejdet af Global Protection Cluster; mener også, at humanitære aktører (herunder EU) bør høre piger og drenge (især unge piger) i alle faser af katastrofeberedskab og katastrofeindsatser;

24.

opfordrer de respektive humanitære organisationer til at styrke deres koordinering med henblik på at identificere og beskytte ofre og potentielle ofre for seksuel udnyttelse og misbrug;

25.

anerkender værdien af EU's samlede strategi i forbindelse med samordningen af og sammenhængen i EU's brede vifte af udenrigspolitiske instrumenter til investering i holdbare politiske løsninger; henleder opmærksomheden på de særlige forhold, der kendetegner humanitær bistand, og understreger, at det er absolut nødvendigt at adskille den humanitære indsats fra udenrigspolitiske, sikkerhedsmæssige og terrorbekæmpelsesrelaterede betragtninger gennem indførelse af beskyttelsesmekanismer; beklager dybt alle former for misbrug eller manglende respekt for principperne for humanitær indsats, da et sådant misbrug i betydelig grad undergraver bistandsformidlingen og sikkerheden for det humanitære personale; understreger, at foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme hverken bør underminere eller vanskeliggøre den humanitære indsats, og opfordrer verdenstopmødet til at behandle dette spørgsmål på passende vis;

26.

fordømmer den konsekvente modarbejdelse af forsøg på at levere humanitær bistand og enhver handling, der krænker principperne om beskyttelse mod »undladelse af at yde hjælp eller bistand« og princippet om »non-refoulement«, som alle aktører, uanset om de er medlemmer af EU eller ej, skal overholde i forhold til fordrevne befolkningsgrupper; opfordrer regeringerne til at leve op til deres primære ansvar for at beskytte og hjælpe civilbefolkningen og indføre retlige og politiske rammer der kan lette den humanitære adgang og leveringen af bistand i overensstemmelse med den humanitære folkeret; foreslår, at disse rammer indeholder humanitære skattefritagelser, nedskæringer i transaktionsomkostningerne ved pengeoverførsler og forenklede toldprocedurer; opfordrer donorerne, værtslandenes regeringer og de aktører, der varetager gennemførelsen, til at respektere ydelsen af humanitær bistand og støtte gennem alle mulige kanaler, og til at leve op til deres ansvar for at sikre, at professionel, rettidig, koordineret og passende bistand af høj kvalitet når ud til alle befolkningsgrupper i nød, også i fjerntliggende områder;

27.

er, for så vidt angår bestræbelserne på at sikre en bedre beskyttelse af de humanitære aktører, dybt bekymret over de gentagne angreb på både humanitære hjælpearbejdere og infrastrukturer, herunder hospitaler; understreger, at det er nødvendigt at gøre en større indsats for at forbedre deres sikkerhed, tryghed og fri bevægelighed i overensstemmelse med folkeretten; tilslutter sig, at man systematisk indføjer specifikke klausuler om øget ansvar for beskyttelse af humanitære hjælpearbejdere i lovgivningen og donorernes handlingsplaner for alle lande, såvel som systematisk overvågning og rapportering af angreb mod alle nødhjælpsarbejdere;

28.

støtter Kommissionens anbefalinger om en omfattende oversigt over effektivitet;

29.

understreger behovet for en fortsat dialog om komplementære roller og mandater for de forskellige humanitære aktører; mener, at der bør være en klar sondring mellem civile humanitære aktører og militære aktører; mener, at den civile humanitære indsats bør prioriteres; opfordrer verdenstopmødet til at udforske nye rammer for bedre koordinering af aktørerne som et centralt element i bestræbelserne på at sikre en mere effektiv og passende humanitær indsats; understreger behovet for en bedre analyse af den lokale operationelle kapacitet og for en bedre fælles vurdering af behov og ansvarlighed i den humanitære indsats;

30.

henstiller, at man seriøst tilstræber effektivt at sikre retten til uddannelse under langvarige humanitære kriser ved at stille de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer til rådighed, eftersom manglende uddannelse udgør en trussel mod børnenes fremtid og ethvert samfunds videre udvikling; fremhæver betydningen af løbende uddannelse med hensyn til at beskytte og fremme fælles og universelle værdier som menneskelig værdighed, lighed, demokrati og menneskerettigheder;

31.

glæder sig i lyset af det alarmerende antal børn, som nægtes uddannelse, og det enorme potentiale, uddannelse udgør i forhold til at øge befolkningens modstandskraft, over Kommissionens tilsagn om at øge finansieringen af uddannelse af børn i humanitære nødsituationer; opfordrer Rådet til at godkende Kommissionens forslag om at afsætte 4 % af EU's budget til humanitær bistand til dette formål; mener, at denne forhøjelse ikke bør resultere i, at der lægges mindre vægt på andre primære behov;

32.

udtrykker sin bekymring over den uddannelse og skolegang, der tilbydes børn i flygtningelejre, og opfordrer EU og alle internationale aktører til at øge kapaciteten til at sikre skoleundervisning i flygtningelejrene;

33.

anerkender, at forudsigelighed, operationel fleksibilitet og flerårige bidrag er centrale forudsætninger for at kunne yde effektiv bistand; opfordrer EU og dets medlemsstater til at bekræfte principperne for god humanitær donoradfærd i erklæringen fra det humanitære verdenstopmøde;

34.

understreger, at der er behov for global handling for at tackle finansieringsunderskuddet; opfordrer til, at der oprettes en global fond for humanitær bistand, som fremmer deltagelse og inddragelse af donorer uden for DAC og samler alle eksisterende internationale finansieringsmekanismer, nationale ressourcer og sammenlagte midler (FN's katastrofeberedskabsmidler, midlerne fra FN's Humanitære Fond (CERF), trustfonde etc.), og at denne suppleres med frivillige finansielle betalinger fra stater, den private sektor og regionale organisationer; foreslår, at betalinger kan anvendes til at udfylde hullerne i tilsagnene om humanitær bistand til niveau 3-kriser, støtte beredskabet, sikre sociale beskyttelsespakker til langtidsflygtninge eller håndtere uforudsete katastrofesituationer, såsom ebola;

35.

understreger behovet for, at de internationale finansielle institutioner engagerer sig fuldt ud og omlægger deres fokus i forhold til bløde lån, hovedsagelig ved at omdefinere deres kriterier for berettigelse til finansiering på lempelige betingelser, for at muliggøre en mere fleksibel institutionel reaktion på usikre situationer og bedre afspejle de nationale kapaciteter til at mobilisere indenlandske ressourcer;

36.

opfordrer indtrængende regeringer, donorer og formidlere til at forenkle de administrative krav til deres samarbejdspartnere i forbindelse med gennemførelsen ved at strømline procedurerne og kortlægge bedste praksis inden for administration, kontraktindgåelse og rapportering og samtidig sikre ansvarlighed, og til at støtte initiativer, der har til formål at levere løbende hjælp ved at styrke de lokale aktørers kapacitet og overvågningen heraf og styrke de nationale koordineringsstrukturer;

37.

understreger, at de lokale ngo’er bør have adgang til direkte finansiering for at bevare og på en bedre måde sikre de berørte befolkningers liv og værdighed; opfordrer indtrængende medlemsstater og donorer til at gennemføre en betydelig forhøjelse af den direkte finansiering til lokale humanitære aktører, der har kapacitet, ekspertise og evne til at agere på stedet, og samtidig sikre ansvarlighed;

38.

opfordrer verdenstopmødet til at etablere en ny aftale om tiltag i forhold til skrøbelige stater og langvarige kriser med bæredygtige programmer, gennemførelsesplaner og forudsigelig udviklingsfinansiering; understreger, at Addis Abeba-handlingsplanen understreger behovet for investeringer i sociale beskyttelsessystemer og sikkerhedsnet således at indsatsen i skrøbelige sammenhænge kan udvides hurtigere og mere effektivt;

39.

understreger behovet for at tilpasse den humanitære reaktion til lokale, regionale og nationale krav, og for at aktivere og engagere konstant berørte befolkningsgrupper, herunder kvinder i alle aldre, børn, handicappede, minoriteter og oprindelige folk, idet man anerkender deres rolle som formidlere af forandring ved at sikre, når det er muligt, feedback fra og forudgående høring af disse populationer i programmeringen og gennemførelsen af humanitære aktioner;

40.

understreger, at en sådan indsats bør bygge på eksisterende lokale eller nationale initiativer og partnerskaber snarere end nye parallelle tiltag; insisterer på, at det er vigtigt at styrke den lokale og regionale kapacitet til at levere humanitær bistand og om muligt at sørge for inkluderende processer, hvor de lokale myndigheder, civilsamfundet, den private sektor og de berørte befolkningsgrupper inddrages i planlægningsprocessen;

41.

understreger behovet for en ny global model for komplementaritet som grundlag for samarbejdet mellem humanitære og udviklingsmæssige aktører — der giver dem mulighed for gradvist at opbygge mere modstandsdygtige og selvstændige samfund — i første række med fælles analyser og programmering; understreger, at en sådan model bør omfatte, for det første indfasningsstrategier for udviklingsaktører, som giver dem mulighed for at bygge broer på området, for det andet en krisemodifikatorer i udviklingsprogrammer og for det tredje, exitstrategier for humanitære foranstaltninger, der giver mulighed for en mere fleksibel tilgang og desuden bør omfatte en ansvarlig og fleksibel flerårig finansiel mekanisme i tilfælde af langvarige kriser; understreger betydningen af at samarbejde med lokale ngo’er og civilsamfundets ledere om etablering af permanente strukturer i konfliktfølsomme områder;

42.

opfordrer Kommissionen til at forelægge et initiativ, der sammenkobler humanitær bistand, udviklingssamarbejde og modstandsdygtighed på en mere systematisk måde, således at EU kan reagere mere fleksibelt og effektivt på de stigende behov, og til at fremme overvejelser om en bedre forbindelse til verdenstopmødet; opfordrer EU til i forbindelse med midtvejsrevisionen af den nuværende flerårige finansielle ramme at forbedre den humanitære/udviklingsmæssige sammenkobling yderligere;

43.

understreger betydningen af at nedbringe katastroferisici og bedre modstandsdygtigheden på fire prioriterede områder: 1) forståelse af katastroferisici, 2) styrkelse af risikostyringen med henblik på forvaltning af katastroferisici, 3) investering i nedbringelse af katastroferisici og fremme af modstandsdygtighed, beredskabsplaner og tidlig varsling og 4) styrkelse af katastrofeberedskabet med henblik på en effektiv indsats og »build back better« ved genopretning, rehabilitering og genopbygning;

44.

opfordrer medlemsstaterne og andre donorer til at styrke og udvikle nationale retlige rammer for humanitær indsats og nedbringelse af katastroferisici og katastroferisikostyring, baseret på retsakter, regler og principper om international katastrofeindsats; understreger, at katastrofeberedskab, risikobegrænsning og modstandsdygtighed systematisk bør indarbejdes i de beredskabsplaner, der skal leveres af lokale, regionale og nationale myndigheder, industrien og civilsamfundet, og samtidig bør støttes med tilstrækkelig finansiering og øget innovation med hensyn til prognoser og risikostyringsmodeller;

45.

opfordrer verdenstopmødet til at lægge stor vægt på spørgsmålet om klimaændringer og humanitær indsats; mener, at dette bør omfatte planlægning og opbygning af modstandsdygtighed over for konsekvenserne af klimaændringer, herunder klimaforanlediget fordrivelse og migration, i alle relevante politikker på regionalt og globalt plan; opfordrer EU og EU's medlemsstater til i denne henseende fortsat at træffe modige politiske afgørelser til bekæmpelse af klimaændringer;

46.

understreger, at innovationen bør trække på flere kilder til viden, navnlig de berørte personer, civilsamfundet og lokalsamfundene i forreste indsatslinje; understreger betydningen af humanitære mindstestandarder til fremme af grundlæggende offentlige tjenester såsom uddannelse, ernæring, sundhed, husly, vand og sanitet i forbindelse med alle former for humanitær indsats; mener, at offentligt-private og tværsektorielle partnerskaber — hvor både den offentlige og den private sektor er fælles om værdier og prioriteter, der tilpasser forretningsmæssige mål til EU’s udviklingsmål og overholder internationale standarder om udviklingseffektivitet — kan være et middel til at supplere den offentlige reaktion på voksende humanitære behov; bemærker, at kontantbaseret bistand, når den ydes korrekt i overensstemmelse med principperne for bistandseffektivitet, er et effektivt eksempel på innovation inden for humanitær bistand;

47.

glæder sig over Rådets konklusioner om fælles principper for multifunktionel, kontantbaseret bistand som reaktion på humanitære behov; erkender, at selv om kun en lille del af den humanitær bistand i øjeblikket er kontantbaseret, har anvendelse af kontantbaseret bistand har et betydeligt potentiale som en innovativ, værdig, sikker, kønsopmærksom, fleksibel og omkostningseffektiv metode til at dække de mest sårbare gruppers basale behov; opfordrer EU og EU's medlemsstater til at fremme de fælles principper og anvendelsen af ubetinget kontantbaseret bistand på grundlag af kontekst- og beredskabsanalyser og samtidig støtte en overvågningsmekanisme i tiden op til verdenstopmødet;

48.

opfordrer EU til at fremme og støtte en global humanitær innovationsalliance med det formål i overensstemmelse med de humanitære principper og FN’s principper at udvikle fælles globale etiske tilgange til innovation og teknologi inden for udvikling og således sikre, at alle investeringer i humanitær innovation er udformet med henblik på at opnå bedre resultater for de berørte befolkninger; opfordrer til, at der etableres fonde til humanitær innovation på regionalt og nationalt plan;

49.

erkender, at innovation kan spille en vigtig rolle med hensyn til at reagere på nye udfordringer eller forbedre eksisterende programmer ved at integrere ny udvikling inden for andre sektorer og udarbejde, opskalere og udvikle modeller, der muliggør gennembrud i forhold til humanitære udfordringer;

50.

understreger den rolle, som nye teknologier og innovative digitale redskaber spiller inden for organisering og levering af humanitær bistand, især med hensyn til levering af bistand og sporing, overvågning, informationsudveksling, donorkoordinering og fremme af forbindelserne mellem hjælpeorganisationer og lokale regeringer, navnlig i fjerntliggende områder og katastrofeområder; understreger, at Afrika, og navnlig Afrika syd for Sahara, i øjeblikket gennemgår en mobil digital revolution med en kraftig stigning i antallet af mobilabonnementer (og brugen af mobilt internet), hvilket gør sådanne apparater og tjenesteydelser afgørende for etablering af systemer til tidlig varsling og hurtig information om sundhedsspørgsmål, farlige områder og bistandskontakter;

51.

henstiller, at Kommissionen og medlemsstaterne under overholdelse af de humanitære principper og etiske standarder inddrager virksomheder, især SMV’er, ved at udvikle en vejviser for erhvervsvirksomheders indsats og fremmer lokale og regionale partnerskabsplatforme med henblik på at sikre en struktureret, koordineret og vedvarende inddragelse af virksomheder i nødsituationer; tilskynder medlemsstaterne til at integrere virksomheder i deres respektive nationale beredskabsplaner og ansvarlighedsmekanismer på en bedre måde;

52.

opfordrer EU til at udforske og fremme partnerskaber med virksomheder og med forsikrings- og teknologivirksomheder, bl.a. med henblik på at udvikle værktøjer til beredskab og indsats i nødsituationer; understreger behovet for at støtte og videreudvikle den globale kortlægning, som FN’s Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender har foretaget af de tilgængelige private aktiver og kapaciteter for at fremme teknisk samarbejde om katastrofeberedskab;

53.

opfordrer EU og EU's humanitære partnere til i forbindelse med verdenstopmødet at opfordre til en bedre inddragelse af unge i det humanitære beredskab og genopbygningsprocessen og til fremme af ordninger for frivillige;

54.

understreger den vigtige rolle, som Det Frivillige Europæiske Korps for Humanitær Bistand kan spille for at gennemføre de beslutninger, der træffes på det kommende humanitære verdenstopmøde og i forbindelse med en revideret europæisk konsensus om humanitær bistand; understreger, at frivilliges erfaring sammen med andre humanitære aktivisters, kan spille en afgørende rolle ved fastlæggelsen af bedste praksis og gennemførelsesredskaber;

55.

opfordrer EU og EU's medlemsstater til på verdenstopmødet at fremhæve betydningen af at forsvare den humanitære indsats, eftersom det kan være en effektiv måde at styrke beskyttelse og innovation;

56.

understreger, at forpligtelser indgået i Istanbul skal gennemføres på EU-plan og i medlemsstaterne; opfordrer derfor EU og medlemsstaterne til sammen med andre humanitære aktører at udforme en dagsorden for den praktiske anvendelse af resultaterne efter topmødet i Istanbul; understreger behovet for at sikre en forudsigelig og rettidig finansiering af humanitær bistand over EU’s budget ved at sikre, at EU’s humanitære forpligtelsesbevillinger systematisk bliver finansieret fuldt ud gennem et tilsvarende beløb i betalingsbevillinger;

57.

opfordrer til en sammenhængende og solid ny handlingsplan for den europæiske konsensus om humanitær bistand, som sikrer en upartisk og effektiv humanitær reaktion, der er tilpasset de lokale forhold, og samtidig er alders- og kønsbestemt og gennemføres uden forskelsbehandling og i forhold til de berørtes behov;

58.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt til FN's generalsekretær.