22.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 316/246

—

der henviser til den 30. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten (2012) (COM(2013)0726),

—

der henviser til den 31. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten (2013) (COM(2014)0612),

—

der henviser til Kommissionens rapport med titlen »Evalueringsrapport for EU Pilot« (COM(2010)0070),

—

der henviser til Kommissionens beretning med titlen »Den anden evalueringsrapport om EU Pilot« (COM(2011)0930),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. marts 2002 om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (COM(2002)0141),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. april 2012 om ajourføring af meddelelsen om forbindelserne med klagere i sager om anvendelsen af EU-retten (COM(2012)0154),

—

der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen (1),

—

der henviser til sin beslutning af 4. februar 2014 om 29. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten (2011) (2),

—

der henviser til undersøgelsen: ‘The impact of the crisis on fundamental rights across Member States of the EU — Comparative analysis’ (3),

—

der henviser til pakken om bedre lovgivning, som Kommissionen vedtog den 19. maj 2015,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52 og artikel 132, stk. 2,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og Udvalget for Andragender (A8-0242/2015),

A.

der henviser til, at artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) definerer Kommissionens grundlæggende rolle som »traktaternes vogter«;

B.

der henviser til, at charteret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder (CFREU) i henhold til EU-traktatens artikel 6, stk. 1, har samme retlige status som traktaterne, og er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten (artikel 51, stk. 1, i CFREU);

C.

der henviser til, at, Kommissionen i henhold til artikel 258, stk. 1 og 2, i TEUF afgiver en begrundet udtalelse over for en medlemsstat, når den finder, at denne har tilsidesat en forpligtelse, som påhviler den i henhold til traktaterne, og kan indbringe sagen for Domstolen, såfremt den pågældende medlemsstat ikke efterkommer udtalelsen inden for en frist, der fastsættes af Kommissionen;

D.

der henviser til, at rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen indeholder bestemmelser om udveksling af oplysninger om alle traktatbrudsprocedurer fra åbningsskrivelsen, men ikke omfatter den uformelle EU-pilotprocedure forud for indledningen af formelle traktatbrudsprocedurer;

E.

der henviser til, at artikel 41 EU’s charter om grundlæggende rettigheder definerer retten til god forvaltning som retten for enhver til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, mens artikel 298 TEUF bestemmer, at institutioner, organer, kontorer og agenturer i Unionen under udførelsen af deres opgaver kan støtte sig på en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning;

F.

der henviser til, at artikel 51 EU’s charter om grundlæggende rettigheder begrænser medlemsstaternes forpligtelse til at overholde chartret til situationer, hvor de gennemfører EU-retten, mens den ikke indeholder en sådan begrænsning af de forpligtelser, der følger af charteret, for så vidt angår EU’s institutioner, organer, kontorer eller agenturer;

G.

der henviser til, at medlemsstaterne under den aktuelle økonomiske krise har været nødt til at træffe foranstaltninger, som truer EU's primærlovgivning, og navnlig bestemmelserne om beskyttelse af sociale og økonomiske rettigheder;

1.

bemærker, at Kommissionen i overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 27. oktober 2011 fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om forklarende dokumenter har aflagt rapport til de to sideordnede lovgivere om gennemførelsen af erklæringen;

2.

glæder sig over Kommissionens 30. og 31. årsberetning om gennemførelsen af EU-retten, og bemærker, at de fire områder, hvor medlemsstater hovedsageligt blev gjort til genstand for klager over manglende gennemførelse i national ret i 2012, i henhold til disse beretninger var transport, sundheds- og forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse og spørgsmål vedrørende det indre marked og tjenesteydelser, mens de mest problematiske områder i 2013 var miljøbeskyttelse, sundheds- og forbrugerbeskyttelse, det indre marked og tjenesteydelser samt transport; minder imidlertid om, at denne efterfølgende vurdering ikke erstatter Kommissionens pligt til at føre effektivt og løbende tilsyn med anvendelsen og håndhævelsen af EU-retten, og konstaterer, at Parlamentet kunne deltage i tilsynsføringen med lovgivningen gennem kontrollen med Kommissionen;

3.

påpeger, at de europæiske borgere i en Europæisk Union, der bygger på retsstatsprincippet, retssikkerhed og lovenes forudsigelighed, ipso jure på en klar, gennemsigtig og hurtig måde (via internettet og andre midler) bør kunne få at vide, om der er vedtaget nationale bestemmelser — og i givet fald hvilke — til omsætning af EU-retten, og hvilke nationale myndigheder der er ansvarlige for, at de gennemføres korrekt;

4.

bemærker, at borgere og erhvervsliv forventer et regelsæt, der er enkelt, forudsigeligt og pålideligt;

5.

opfordrer Kommissionen til, når den udarbejder og vurderer lovgivning, at være mere opmærksom på de byrder, den kan medføre for små og mellemstore virksomheder;

6.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samordne deres indsats på et tidligere stadium af lovgivningsprocessen for at sikre, at slutresultatet kan gennemføres mere effektivt;

7.

bemærker, at forsinket omsætning, ukorrekt omsætning og dårlig gennemførelse af EU-lovgivning kan resultere i forskelle mellem medlemsstaterne og føre til ulige konkurrencevilkår i EU;

8.

opfordrer Kommissionen til at behandle medlemsstater lige, uanset størrelse og tiltrædelsestidspunkt;

9.

henviser til, at omsætningen af EU-lovgivningen fortsat er uensartet i medlemsstaterne,; påpeger, at borgere, der ønsker at leve, arbejde eller drive forretning i en anden medlemsstat, i deres dagligdag støder på problemer, der skyldes den uensartede gennemførelse af EU-retten i de forskellige medlemsstaters retssystemer;

10.

minder om, at Kommissionen i henhold til EU-traktatens artikel 17 er ansvarlig for at føre tilsyn med gennemførelsen af EU-retten, herunder chartret om grundlæggende rettigheder (EU-traktatens artikel 6, stk. 1), hvis bestemmelser er rettet Unionens institutioner, organer, agenturer og kontorer og til medlemsstaterne, når de gennemfører Unionsretten (artikel 51, stk. 1, i CFREU); minder om, at Kommissionen har beføjelse til at indlede traktatbrudsprocedurer i medfør af artikel 258 og 260 i TEUF for at sikre overholdelse af EU-lovgivningen; opfordrer imidlertid Kommissionen til at lette Parlamentets udøvelse af sin rolle som sideordnet lovgiver ved at give det tilstrækkelige oplysninger og fortsat være ansvarlig over for det;

11.

bemærker, at i alt 731 traktatbrudssager blev afsluttet, fordi medlemsstaten påviste, at dens lovgivning var i overensstemmelse med EU-retten; påpeger, at Domstolen i 2013 afsagde 52 domme efter artikel 258 i TEUF, hvoraf 31 (59,6 %) gik imod medlemsstaterne; minder for at sætte disse statistikker i perspektiv om, at 3274 (87,3 %) af de domme, som Domstolen afsagde i traktatbrudssager, faldt ud til fordel for Kommissionen; annmoder Kommissionen om at følge den konkrete håndhævelse af alle disse domme med særlig opmærksomhed;

12.

glæder sig over, at Kommissionen i stigende grad benytter sig af gennemførelsesplaner for nye EU-retsakter, der er rettet til medlemsstaterne, da det giver mindre risiko for, at der ikke sker en rettidig og korrekt gennemførelse, og foregriber problemer i forbindelse med gennemførelsen og anvendelsen, og derfor har følger for på antallet af relevante andragender;

13.

gentager, at det er nødvendigt, at Kommissionen koncentrerer sig om effektiv problemløsning, effektiv forvaltning og forebyggende foranstaltninger, men foreslår nytænkning i Kommissionen, således at der i stedet for formelle traktatbrudsprocedurer sigtes på at forbedre omsætningen og gennemførelsen af EU-retten;

14.

fastholder, at EU-lovgivning skal omsættes korrekt og hurtigt i hver enkelt medlemsstats retsorden; opfordrer medlemsstaternes myndigheder til at undgå overregulering, da dette ofte fører til betydelige forskelle i gennemførelsesprocessen på medlemsstatsplan, hvilket på sin side svækker respekten for EU-lovgivningen, når borgerne bliver klar over, at der er væsentlige variationer i EU; påpeger behovet for yderligere at intensivere samarbejdet mellem Europa-Parlamentets medlemmer og de nationale og regionale parlamenters udvalg for europæiske anliggender; ser med stor tilfredshed på den nyskabelse i Lissabontraktaten, som gør det muligt for Domstolen efter anmodning fra Kommissionen at pålægge medlemsstater sanktioner, hvis de overskrider fristen for gennemførelse, uden at skulle vente på en yderligere afgørelse; opfordrer EU-institutionerne (Rådet, Kommissionen, ECB) til at respektere den primære EU-ret (traktaterne og chartret om grundlæggende rettigheder), når de vedtager afledte bestemmelser eller fastlægger politikker om økonomiske og sociale spørgsmål, som berører menneskerettighederne og almenhedens interesser;

15.

noterer sig Kommissionens brug af ordet »overregulering«, dvs. forpligtelser, der rækker ud over EU-kravene: en ophobning af standarder, retningslinjer og procedurer på nationalt, regionalt og lokalt plan, der griber forstyrrende ind i de tilsigtede politiske mål; opfordrer Kommissionen til klart at definere begrebet; understreger, at denne definition skal gøre det klart, at medlemsstaterne har ret til om nødvendigt at vedtage strengere standarder, men henviser samtidig til, at det er vigtigt i højere grad at harmonisere gennemførelsen af EU-miljølovgivningen, for at det indre marked kan fungere;

16.

bemærker, at faldet i antallet af forsinkede gennemførelser i 2012 i forhold til det foregående år hovedsageligt skyldtes, at der skulle gennemføres færre direktiver i 2012 end i de foregående år; erkender imidlertid, at statistikkerne for 2013 viser et reelt fald i antallet af forsinkede gennemførelser, og at antallet af sådanne overtrædelser nåede det laveste niveau i 5 år ved udgangen af året, hvilket kan ses som et positivt resultat af indførelsen i artikel 260, stk. 3, i TEUF af hasteproceduren for sanktioner i forbindelse med manglende gennemførelse;

17.

konstaterer, at faldet i antallet af forsinkede gennemførelser i 2013, 2012 og de seneste fem år kan forklares med anvendelsen af EU Pilot og andre mekanismer herunder SOLVIT 2) og af indførelsen i artikel 260, stk. 3, i TEUF af hasteproceduren for sanktioner i forbindelse med manglende gennemførelse; understreger, at den rettidige gennemførelse af direktiverne fortsat bør være én af Kommissionens topprioriteter, og at gennemførelsesfristerne skal håndhæves;

18.

påpeger, at stigningen i antallet af nye EU Pilot-sager, navnlig vedrørende miljø, skatter og afgifter, retlige anliggender og told i den periode, der er under behandling, samt faldet i antallet af ikke-afsluttede traktatbrudssager er udtryk for en positiv tendens i medlemsstaterne for så vidt angår gennemførelsen af EU-retten, hvilket er bevis på, at EU Pilot har vist sig som et effektivt middel til at opnå en hurtig løsning på mulige tilfælde af traktatovertrædelser; mener imidlertid, at der bør gøres en større indsats for at håndhæve EU-retten for at styrke gennemskueligheden af den og tilsynet med den fra klageres og interesserede parter side, og beklager, at Parlamentet på trods af talrige opfordringer stadig ikke har tilstrækkelig adgang til oplysninger om EU Pilot-proceduren og uafsluttede sager; konstaterer, at det er nødvendigt at styrke EU Pilots juridiske status og legitimitet, og mener, at dette kan opnås gennem mere åbenhed og større medvirken fra klagere og Europa-Parlamentet;

19.

opfordrer derfor endnu en gang Kommissionen til at foreslå bindende regler i form af en forordning i henhold til det nye retsgrundlag i artikel 298 i TEUF for at sikre fuld respekt for borgernes ret til god forvaltning, som er forankret i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder;

20.

erkender, at medlemsstaterne har hovedansvaret for den korrekte gennemførelse og anvendelse af EU-retten, og understreger, at EU-institutionerne har pligt til at respektere EU’s primære ret, når de udarbejder afledt EU-ret, eller vedtager, gennemfører og pålægge medlemsstaterne sociale, økonomiske eller andre politikker, ligesom det understreger deres pligt til at bistå medlemsstaterne med alle til rådighed stående midler i deres bestræbelser på at respektere de demokratiske og samfundsmæssige værdier og på at omsætte EU-lovgivningen i en tid med en stram finanspolitik og økonomiske begrænsninger; minder om, at EU-institutionerne er bundet af nærhedsprincippet og medlemsstaterne prærogativer;

21.

giver udtryk for bekymring over, at den stramme finanspolitik, som er blevet pålagt dybt forgældede EU-medlemsstater i den periode, som de to foreliggende årsberetninger omhandler, og som efterfølgende er blevet indarbejdet i afledte EU-retsakter for derefter at blive omsat i national lovgivning, herunder navnlig de drastiske nedskæringer i de offentlige udgifter, har bidraget til en kraftig forringelse af de nationale forvaltningers og domstoles evne til at udføre deres opgaver med at sikre en korrekt gennemførelse EU-retten;

22.

mener, at medlemsstater, som er underlagt økonomiske tilpasningsprogrammer, stadig bør være i stand til at opfylde deres pligt til at respektere sociale og økonomiske rettigheder;

23.

minder om, at EU-institutionerne, selv når de optræder som medlemmer af en international långivergruppe (trojka), er bundet af traktaterne og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

24.

understreger, at det er af allerstørste betydning, at EU-institutionerne overholder traktaterne; henviser til, at Kommissionen skal hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre EU-lovgivningen korrekt for at styrke opbakningen bag EU og tilliden til dens legitimitet; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre de indvendinger, som medlemsstaterne har rejst under gennemførelsesprocessen; understreger, at de nationale parlamenters støtte i forbindelse med omsætningen af EU-lovgivningen er af afgørende betydning for at forbedre gennemførelsen af EU-lovgivningen og opfordrer derfor til, at dialogen med de nationale parlamenter styrkes, bl.a. i tilfælde hvor der er rejst tvivl om overholdelse af nærhedsprincippet; henviser til, at den efterfølgende vurdering og indhentningen af de nationale parlamenters synspunkter er af afgørende betydning for at kunne løse problemer eller komplikationer, som man ikke tidligere var klar over;

25.

henviser til, at retten til at indgive andragender til Parlamentet er en af de søjler, som unionsborgerskabet bygger på, jf. artikel 44 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 227 i TEUF; påpeger, at denne ret er et nødvendigt, men utilstrækkeligt, værktøj til at øge offentlighedens medvirken i Den Europæiske Unions beslutningsproces og spiller en vigtig rolle med hensyn til at identificere og vurdere potentielle smuthuller og overtrædelser i forbindelse med gennemførelsen af EU-lovgivningen i medlemsstaterne og underrette EU-institutionerne herom; understreger på den baggrund Udvalget for Andragenders afgørende rolle som bindeled mellem EU-borgerne, Parlamentet, Kommissionen og de nationale parlamenter;

26.

glæder sig over, at Kommissionen anerkender den vigtige rolle, klagere spiller, når det drejer sig om at indkredse overtrædelser af EU-retten;

27.

minder om, at EU-institutionerne og navnlig Kommissionen og Rådet fuldt ud skal gennemføre og overholde EU-retten og EU's retspraksis, for så vidt angår gennemsigtighed og aktindsigt; opfordrer i denne forbindelse til en effektiv anvendelse af forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (4) og af de dermed forbundne domme, der er afsagt af Den Europæiske Unions Domstol;

28.

understreger, at EU blev oprettet som en union, der bygger på retsstaten og respekt for menneskerettighederne (artikel 2 i EU-traktaten); bekræfter, at det er af allerstørste betydning omhyggelig at overvåge medlemsstaternes og EU-institutionernes handlinger og undladelser, og understreger, at antallet af andragender til Europa-Parlamentet og klager til Kommissionen om problemer, der angiveligt skulle være løst af Kommissionen, viser, at borgerne i stigende grad er opmærksomme på nødvendigheden af en bedre gennemførelse af EU-lovgivningen; opfordrer Kommissionen til at reagere hurtigere og mere klart på indberetninger fra borgerne om overtrædelser af EU-retten;

29.

noterer sig det store antal traktatbrudssager, der blev afsluttet i 2013, før de nåede Domstolen, idet kun ca. 6,6 % af alle sager endte med en afgørelse fra Domstolen; mener derfor, at det er vigtigt at fortsætte med at kontrollere medlemsstaternes handlinger omhyggeligt og i den forbindelse tage i betragtning, at nogle andragender fortsat gør opmærksom på problemer, der varer ved, selv efter at en sag er afsluttet;

30.

glæder sig over, at Kommissionen tillægger andragender stadig større betydning som en kilde til oplysninger om borgernes klager over offentlige myndigheder, herunder EU selv, og potentielle overtrædelser af EU-retten i den konkrete gennemførelse af den, hvilket bekræftes af, at der i de to årsrapporter blev givet særlig opmærksomhed til andragender; bemærker, at dette har været ledsaget af en tilsvarende stigning i antallet af andragender, som Udvalget for Andragender har fremsendt til Kommissionen med anmodninger om oplysninger; beklager imidlertid, at Kommissionen i forbindelse med en lang række andragender har reageret sent på anmodningerne om en udtalelse;

31.

noterer sig også, at der er behov for en konstruktiv dialog med medlemsstaterne i Udvalget for Andragender, og anmoder de medlemsstater, der er berørt af de enkelte andragender, om at sende repræsentanter, der kan udtale sig på udvalgets møder;

32.

påpeger, at der i de andragender, der indgives af EU-borgere eller personer med bopæl i en medlemsstat, henvises til overtrædelser af EU-retten, navnlig på områderne grundlæggende rettigheder, indre anliggender, retlige anliggender, det indre marked, sundhed, forbrugeranliggender, transport, skatter og afgifter, landbrug og udvikling af landdistrikter og miljø; mener, at andragenderne viser, at der stadig findes hyppige og udbredte tilfælde af ufuldstændig omsætning eller mangelfuld håndhævelse, der i praksis fører til forkert anvendelse af EU-lovgivningen; understreger, at en sådan situation kræver en øget indsats fra medlemsstaternes side og vedvarende kontrol fra Kommissionens side; henleder navnlig opmærksomheden på de mange andragender, der omhandler forskelsbehandling af personer med handicap og de forhindringer, de møder;

33.

påpeger, at der stadig er problemer med dialogen med nogle medlemsstater og regioner, som er utilbøjelige til at levere de dokumenter eller redegørelser, der er anmodet om;

34.

glæder sig over, at Kommissionens tjenestegrene har givet tilsagn om at styrke udvekslingen af oplysninger med Udvalget for Andragender, og vil gerne gentage sine anmodninger om:

35.

beklager, at Europa-Parlamentet, der repræsenterer de europæiske borgere direkte, og som nu er en fuldgyldig medlovgiver, som i stigende grad er tæt involveret i klageprocedurer, især via parlamentariske spørgsmål og gennem Udvalget for Andragenders virksomhed, stadig ikke automatisk modtager gennemskuelige og rettidige oplysninger om gennemførelsen af EU-love, selv om sådanne oplysninger ellers er afgørende ikke kun for at kunne øge forståeligheden og retssikkerheden for de europæiske borgere, men også for at kunne vedtage ændringsforslag, der kan forbedre disse love; mener, at bedre kommunikation mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter kunne være et nyttigt skridt i denne retning; opfordrer til et mere effektivt samarbejde mellem EU-institutionerne og forventer, at Kommissionen loyalt følger bestemmelsen i den reviderede rammeaftale om forbindelserne med Parlamentet, hvor den forpligter sig til at stille »oversigter over alle traktatbrudsprocedurer fra tidspunktet for åbningsskrivelsen til rådighed for Parlamentet, herunder — efter anmodning […] — oplysninger om de spørgsmål, der er omfattet af traktatbrudsproceduren«;

36.

foreslår, at der under de kompetente generaldirektorater i Europa-Parlamentet (IPOL, EXPO og Forskning) indføres en autonom ordning til efterfølgende vurdering af indvirkningen af de vigtigste europæiske bestemmelser, der er vedtaget af Europa-Parlamentet efter den fælles beslutningsprocedure og den almindelige lovgivningsprocedure, eventuelt i samarbejde med de nationale parlamenter;

37.

henviser til Domstolens bemærkning om, at hvis der er tale om »tab, som forårsages af nationale organer, kan kun disse drages til ansvar, og de nationale domstole er enekompetente til at tilkende erstatning herfor« (5); understreger derfor vigtigheden af at styrke de retsmidler, der er tilgængelige på nationalt plan, og som sætter klagere i stand til at mere direkte og personligt at udøve deres rettigheder;

38.

bemærker, at de fleste klager fra borgerne vedrørende retlige anliggender omhandler fri bevægelighed og databeskyttelse; gentager, at retten til fri bevægelighed er en af EU's fire grundlæggende frihedsrettigheder, der er knæsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og som er garanteret alle unionsborgere; mider om, at EU-borgernes ret til frit at bevæge og bosætte sig og arbejde i andre medlemsstaterne som en af Den Europæiske Unions grundlæggende frihedsrettigheder skal garanteres og beskyttes;

39.

understreger, at en fuldstændig og effektiv gennemførelse i national ret af det fælles europæiske asylsystem er en absolut prioritet; opfordrer medlemsstaterne til at gøre alt for at gennemføre den nye asylpakke korrekt, rettidigt og fuldt ud;

40.

bemærker, at der på området for indre anliggender var 22 verserende traktatbrudssager i 2012 og 44 i 2013; beklager, at de fleste af traktatbrudssagerne i 2013 blev indledt som følge af den forsinkede gennemførelse af direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel; bemærker, at asyl fortsat er et område, hvor der indgives et stort antal klager;

41.

bemærker, at der på området for retlige anliggender var der 61 verserende traktatbrudssager i 2012 og 67 i 2013; påpeger, at de fleste af disse sager vedrørte unionsborgerskab og fri bevægelighed for personer; beklager, at de fleste af traktatbrudssagerne vedrørende forsinket gennemførelse blev indledt som følge af den forsinkede gennemførelse af direktiv 2010/64/EU om retten til tolke-og oversætterbistand i straffesager; udtrykker bekymring over den betydelige stigning i antallet af klager på det retlige område i 2013;

42.

glæder sigt over de betydelige fremskridt, der er gjort i de seneste år for at styrke mistænktes eller tiltaltes ret til et forsvar i EU; understreger den afgørende betydning af en rettidig, fuldstændig og korrekt gennemførelse af alle de foranstaltninger, der er anført i Rådets køreplan med henblik på at styrke mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager; påpeger, at disse foranstaltninger er afgørende for, at EU’s retlige samarbejde i straffesager fungerer korrekt;

43.

understreger, at menneskehandel er en alvorlig forbrydelse og udtryk for en overtrædelse af menneskerettighederne og af den menneskelige værdighed, hvilket Unionen ikke kan acceptere; beklager, at antallet af mennesker, der bliver handlet til og fra EU, er stigende; påpeger, at selv om de retlige rammer er tilstrækkelige, er den konkrete gennemførelse i medlemsstaterne stadig mangelfuld; understreger, at den nuværende situation i Middelhavet har øget sandsynligheden for menneskehandel, og opfordrer medlemsstaterne til at gå yderst strengt til værks over for gerningsmænd til sådanne forbrydelser og til at beskytte ofrene så effektivt som muligt;

44.

minder om, at den overgangsperiode, der er fastsat i protokol nr. 36 til Lissabontraktaten udløb den 1. december 2014; understreger, at udløbet af denne overgangsperiode skal efterfølges af en grundig evaluering af foranstaltninger iværksat under den tidligere tredje søjle samt deres gennemførelse i medlemsstaternes nationale lovgivning; påpeger, at Parlamentet siden april 2015 ikke er blevet orienteret om den aktuelle situation for retlige instrumenter — der ligger forud for Lissabontraktatens ikrafttrædelse — inden for politisamarbejde og retligt samarbejde, i hver enkelt medlemsstat; opfordrer Kommissionen til at efterleve princippet om loyalt samarbejde og stille disse oplysninger til rådighed for Parlamentet hurtigst muligt;

45.

minder om, at Det Europæiske Råds konklusioner fra juni 2014 identificerede en konsekvent og effektiv gennemførelse og konsolidering af de nuværende retlige instrumenter og politiske foranstaltninger som den overordnede prioritet inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed for de næste fem år; anmoder Kommissionen om at lægge større vægt på overvågningen og sikringen af medlemsstaternes konkrete gennemførelse af EU-retten; finder, at dette skal være en politisk prioritet i betragtning af det betydelige svælg, der ofte ses mellem politikker vedtaget på EU-plan og gennemførelse heraf på nationalt plan; tilskynder de nationale parlamenter til i højere grad at deltage i den europæiske debat og kontrollen med anvendelsen af EU-retten, navnlig på området for indre anliggender;

46.

understreger, at Parlamentet i sin beslutning af 11. september 2013 om udryddelsestruede europæiske sprog og sproglig mangfoldighed i Den Europæiske Union (6), mindede om, at Kommissionen bør være opmærksom på, at nogle medlemsstater og regioner med deres politik bringer visse sprog inden for deres grænser i fare, selv om disse sprogs overlevelse ikke trues i europæisk sammenhæng, og opfordrer ligeledes Kommissionen til at tage hensyn til de administrative og lovgivningsmæssige hindringer, der lægges i vejen for projekter vedrørende udryddelsestruede sprog på grund af de pågældende sprogsamfunds ringe størrelse; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at tage hensyn til de rettigheder, der gælder for personer tilhørende mindretal, når den evaluerer gennemførelsen af EU-retten;

47.

understreger, at der ikke blot på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, men også på andre politikområder er behov for at forbedre borgernes adgang til oplysninger og dokumenter vedrørende gennemførelsen af EU-lovgivningen; opfordrer Kommissionen til at finde frem til de bedste måder at opnå dette, til at gøre brug af eksisterende kommunikationsværktøjer for at øge gennemsigtigheden og til at sikre passende adgang til oplysninger og dokumenter om gennemførelsen af EU-retten; opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om et retligt bindende instrument om den administrative procedure for behandling af borgerklager;

48.

minder om, at det er af afgørende betydning for EU at have et ægte, velfungerende europæisk retsområde med respekt for medlemsstaternes forskellige retssystemer og retstraditioner, og at en fuldstændig, korrekt og rettidig gennemførelse af EU-lovgivningen er en forudsætning for at nå dette mål;

49.

understreger, at forbedring af gennemførelsen er en af prioriteringerne i det syvende miljøhandlingsprogram;

50.

beklager, at EU’s miljø- og sundhedslovgivning fortsat lider under mange tilfælde af forsinket omsætning, ukorrekt omsætning og mangelful gennemførelse fra medlemsstaternes side; bemærker, at Kommissionens 31. årsberetning om kontrol med gennemførelsen af EU-retten viser, at langt hovedparten af overtrædelsesprocedurerne i 2013 var miljørelaterede; minder om, at omkostningerne ved manglende gennemførelse af miljøpolitikken — inklusive omkostningerne ved overtrædelsesprocedurer — er høje og anslås til omkring 50 mia. EUR om året (COWI et al. 2011); understreger endvidere, at gennemførelsen af miljøpolitikken gives mange samfundsøkonomiske fordele, som ikke altid fremgår af lønsomhedsvurderinger;

51.

opfordrer Kommissionen til at være mere stringent i forbindelse med gennemførelsen af EU-miljølovgivningen og til hurtigere og mere effektivt at efterforske overtrædelser, der indebærer miljøforurening;

52.

opfordrer Kommissionen til at sætte hårdere ind over for forsinket gennemførelse af miljødirektiver og til at pålægge bøder i større omfang;

53.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte et nyt forslag om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet og et forslag om miljøinspektioner, om muligt uden at øge bureaukratiet og administrationsomkostningerne;

54.

understreger nødvendigheden af at opretholde et højt miljøbeskyttelsesniveau og advarer mod at konkludere, at et stort antal overtrædelser betyder, at der er behov for at mindske ambitionsniveauet for miljølovgivningen;

55.

udtrykker bekymring over, at Kommissionens kommunikationspolitik angående programmet for målrettet og effektiv regulering (Refit) overvurderer vanskelighederne ved at gennemføre miljø- og sundhedslovgivning; understreger, at de miljø-, fødevaresikkerheds- og sundhedsmæssige standarder ikke bør undermineres i forbindelse med Refit-programmet; anerkender behovet for bedre lovgivning og er af den opfattelse, at en lovgivningsmæssig forenkling bl.a. bør tackle de problemer, der opstår under gennemførelsen; mener, at Refit bør skabe resultater for borgerne og virksomhederne på den mindst byrdefulde måde;

56.

glæder sig over Kommissionens nye praksis med i visse begrundede tilfælde at anmode medlemsstaterne om at vedlægge forklarende dokumenter, når de underretter Kommissionen om deres gennemførelsesforanstaltninger; gentager imidlertid sin opfordring til at indføre obligatoriske sammenligningstabeller over gennemførelsen af direktiver, som bør offentliggøres på alle EU-sprog, og beklager, at Refit er resultatet af en ensidig beslutning, som Kommissionen traf uden nogen reel dialog med arbejdsmarkedets parter eller Parlamentet;

57.

påpeger, at Kommissionen for så vidt angår REFIT bør fremme dialogen om målrettet regulering med borgerne, medlemsstaterne, virksomhederne og civilsamfundet som helhed for at sikre, at kvaliteten og de sociale aspekter af EU-lovgivningen bevares, og at opfyldelsen af et mål ikke sker på bekostning af et andet;

58.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.