EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52015BP0930(39)

Europa-Parlamentets beslutning af 29. april 2015 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Eurojust for regnskabsåret 2013

EUT L 255 af 30.9.2015, p. 337–339 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2015/930(39)/oj

30.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/337


EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

af 29. april 2015

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Eurojust for regnskabsåret 2013

EUROPA-PARLAMENTET,

der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for Eurojust for regnskabsåret 2013,

der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0091/2015),

A.

der henviser til, at endelige budget for Eurojust for regnskabsåret 2013 ifølge dets årsregnskab var på 33 828 256 EUR;

B.

der henviser til, at Unionens bidrag til Eurojusts budget for 2013 var på 32 358 660 EUR, hvilket er et fald på 1,85 % i forhold til 2012;

C.

der henviser til, at Revisionsretten i sin beretning om årsregnskabet for Eurojust for regnskabsåret 2013 (»Revisionsrettens beretning«) har fastslået, at den har fået rimelig sikkerhed for, at Eurojusts årsregnskab er rigtigt, og at de underliggende transaktioner er lovlige og formelt rigtige;

D.

der henviser til, at Eurojust blev oprettet for at styrke bekæmpelsen af grov organiseret kriminalitet og med det mål at forbedre koordineringen af den grænseoverskridende efterforskning og retsforfølgelse mellem medlemsstaterne samt mellem medlemsstater og tredjelande;

Opfølgning på decharge for 2012

1.

bemærker ud fra Revisionsrettens beretning, at der er truffet korrigerende foranstaltninger for så vidt angår de to bemærkninger, der blev fremsat i Revisionsrettens beretning for 2011 og markeret som »i gang« eller »ikke igangsat« i Revisionsrettens beretning for 2012, og at en bemærkning i Revisionsrettens beretning for 2013 nu er markeret som »afsluttet«, mens den anden er markeret som »i gang«; bemærker endvidere, at der også er truffet korrigerende foranstaltninger for så vidt angår de to bemærkninger, der blev fremsat i Revisionsrettens beretning for 2012, og en bemærkning er nu markeret som »afsluttet« og den anden som »ikke relevant«;

2.

erfarer fra Eurojust, at det har indført en række foranstaltninger med henblik på at reducere de automatiske fremførsler af forpligtelsesbevillinger, herunder en ny prognose og obligatorisk undervisning i udgiftscyklussen for alle de aktører, der er beskæftiget med budgetgennemførelse;

Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

3.

bemærker ud fra Revisionsrettens beretning, at niveauet af forpligtede bevillinger under de forskellige afsnit svingede mellem 99 % og 98 % af de samlede bevillinger, hvilket viser, at de retlige forpligtelser blev indgået rettidigt;

4.

noterer sig Revisionsrettens bemærkninger om nødvendige forbedringer med hensyn til budgetplanlægningen og -gennemførelsen; påpeger samtidig, at tidspunktet for Eurojusts indgivelse af krav om godtgørelse af omkostningerne forbundet med det fælles efterforskningshold i de fleste tilfælde er direkte afhængig af den omstændighed, at efterforskningsarbejde ikke altid kan planlægges på forhånd og ofte fortsætter indtil udgangen af året;

5.

bemærker imidlertid i denne forbindelse de årsager, som blev identificeret af Revisionsretten, og den indsats, som Eurojust allerede har gjort i denne henseende, i og med at det allerede har reageret på Revisionsrettens vejledning og reduceret antallet af budgetposter, der skal anvendes i regnskabsåret 2014, med 26,4 %;

6.

mener generelt, at Eurojust bør udvise større opmærksomhed over for princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning i overensstemmelse med princippet om budgettets etårighed, dvs. sparsommelighed, produktivitet og effektivitet i anvendelsen af agenturets bevillinger i forbindelse med varetagelsen af dets arbejdsopgaver;

Forpligtelser og fremførsler

7.

noterer sig med bekymring, at niveauet af forpligtede bevillinger under afsnit III (aktionsudgifter), der blev fremført, var højt nemlig 2 341 825 EUR eller 32 %; anerkender, at dette høje niveau hovedsageligt skyldtes overdragelsen af den interne softwarestyring til en ny tjenesteyder ved udgangen af året;

Overførsler

8.

udtrykker sin alvorlige bekymring over, at Eurojust i 2013 foretog 49 budgetoverførsler vedrørende 101 budgetposter, hvilket viser svagheder i budgetplanlægningen og -gennemførelsen og dårlig forvaltning; opfordrer Eurojust til at opfylde sit mål om at reducere antallet af budgetposter og underrette dechargemyndigheden om fremskridt i denne henseende;

Indkøbs- og ansættelsesprocedurer

9.

erfarer fra Eurojust, at dettes ansættelsesprocedurer er blevet ændret og følger Revisionsrettens anbefalinger; bemærker, at procedurerne nu sikrer, at spørgsmålene til prøver og samtaler udarbejdes før udvælgelseskomitéens gennemgang af ansøgningerne, og at vægtningen af skriftlige prøver og samtaler fastsættes før screeningen af ansøgningerne;

Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter samt gennemsigtighed

10.

tager Eurojusts klare hensigt om at gennemgå sine ordninger til forebyggelse og håndtering af interessekonflikter på grundlag af Kommissionens retningslinjer for forebyggelse og håndtering af interessekonflikter i EU's decentrale agenturer, til efterretning;

11.

beklager dog, at gennemgangen ikke var afsluttet og tvivler på Eurojusts engagement i at gennemføre en stærk politik for forebyggelse og håndtering af interessekonflikter; mener at den manglende vedtagelse af en politik til bekæmpelse af interessekonflikter forhindrer konkrete resultater på dette område;

12.

opfordrer Eurojust til hurtigst muligt at vedtage sine reviderede ordninger til forebyggelse og håndtering af interessekonflikter, til at underrette dechargemyndigheden og til at offentliggøre konkrete resultater senest ved udgangen af oktober 2015;

13.

erfarer fra Eurojust, at CV'er for Eurojusts bestyrelsesmedlemmer og den administrerende direktør er offentligt tilgængelige på Eurojusts websted; bemærker, at Eurojusts bestyrelse endnu ikke har godkendt skabelonen til interesseerklæringerne; opfordrer Eurojust til snarest muligt at underrette dechargemyndigheden om fremskridt på dette område; beklager, at godkendelsen endnu ikke har fundet sted og opfordrer til, at modellerne vedtages inden udgangen af juli 2015; opfordrer indtrængende Eurojust til at offentliggøre interesseerklæringer udfyldt af medarbejdere og eksperter inden udgangen af oktober 2015;

14.

konkluderer med beklagelse, at Eurojust undlod at tage de relevante skridt til at forebygge og håndtere interessekonflikter og til at sikre gennemsigtigheden;

Intern revision

15.

bemærker, at Kommissionens Interne Revisionstjeneste (IAS) i 2013 gennemførte en revision i Eurojust med henblik på at give sikkerhed for, at dets kontrolsystemer er tilstrækkelige til at håndtere materielle risici;

16.

bemærker med bekymring, at IAS i forbindelse med risikovurderingen identificerede visse procedurer med høj indbygget risiko, som ikke kunne revideres i henhold til revisionsplanen, da de vurderede kontroller var ikke-eksisterende eller utilstrækkelige; bemærker, at Eurojust forelagde en handlingsplan med henblik på at håndtere disse svagheder, hvilket betragtes som passende, og IAS vil følge op på denne i forbindelse med sin næste dybdegående risikovurdering;

17.

anerkender, at IAS i 2013 ligeledes gennemførte en skrivebordskontrol for at følge op på gennemførelsen af sine tidligere anbefalinger; bemærker, at af de to anbefalinger, der var klassificeret som »meget vigtig«, var gennemførelsen af en af dem blev forsinket i forhold til den oprindelige plan, mens den anden blev betragtet som afsluttet, og at der ikke var nogen udestående kritiske anbefalinger ved årets udgang;

Øvrige bemærkninger

18.

bemærker, at Revisionsretten i 2011 påpegede et spørgsmål vedrørende overlapning af ansvarsområderne mellem den administrerende direktør og Eurojusts kollegium; bemærker, at dette spørgsmål fortsat er uløst, da kollegiet ikke traf korrigerende foranstaltninger til at genoverveje definitionen af de respektive roller og ansvarsområder med henblik på at undgå dette overlap; opfordrer Eurojust til at underrette dechargemyndigheden om løsningen på dette spørgsmål hurtigst muligt;

19.

henviser med hensyn til de øvrige bemærkninger, der ledsager dechargeafgørelsen, og som er af horisontal karakter, til sin beslutning af 29. april 2015 (1) om agenturernes resultater, økonomiske forvaltning og kontrol.

(1)  Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0130 (se side 431 i denne EUT).


Top