EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014XC0626(03)

Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan

EUT C 196 af 26.6.2014, p. 9–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

26.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 196/9


Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan

(2014/C 196/07)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) har modtaget en klage i henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (»grundforordningen«) (1), hvori det hævdes, importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan importeres til dumpingpriser og derved forvolder EU-erhvervsgrenen væsentlig skade.

1.   Klagen

Klagen blev indgivet den 13. maj 2014 af EUROFER (»klageren«) på vegne af producenter, der tegner sig for mere end 25 % af den samlede EU-produktion af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål.

2.   Den undersøgte vare

Den vare, der er genstand for denne undersøgelse, er fladvalsede produkter af rustfrit stål, kun koldvalsede (»den undersøgte vare«).

3.   Påstand om dumping

Den vare, der påstås dumpet, er den undersøgte vare, med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan (»de pågældende lande«), og som i øjeblikket tariferes under følgende KN-koder 7219 31 00, 7219 32 10, 7219 32 90, 7219 33 10, 7219 33 90, 7219 34 10, 7219 34 90, 7219 35 10, 7219 35 90, 7220 20 21, 7220 20 29, 7220 20 41, 7220 20 49, 7220 20 81 og 7220 20 89. KN-koderne angives kun til orientering.

Da Folkerepublikken Kina betragtes som et land uden markedsøkonomi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, fastsatte klageren en normal værdi for importen fra Folkerepublikken Kina på grundlag af prisen i et tredjeland med markedsøkonomi, nemlig USA. Påstanden om dumping er baseret på en sammenligning af den således fastsatte normale værdi og eksportprisen ab fabrik på den undersøgte vare ved salg til eksport til Unionen.

I mangel af pålidelige oplysninger om priserne på Taiwans hjemmemarked er dumpingpåstanden baseret på en sammenligning mellem en beregnet normal værdi (produktionsomkostninger, salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (SA&G) samt fortjeneste) og eksportprisen (ab fabrik) på den undersøgte vare, når den sælges til eksport til Unionen.

På dette grundlag er de beregnede dumpingmargener betydelige for begge de pågældende lande.

4.   Påstand om skade og årsagssammenhæng

Klageren har fremlagt bevis for, at importen af den undersøgte vare fra de pågældende lande er vokset både i absolutte tal og i markedsandele.

De umiddelbare beviser, som klageren har fremlagt, godtgør, at mængden af og priserne på importen af den undersøgte vare bl.a. har haft negative virkninger for EU-erhvervsgrenens salgsmængder, prisniveau og markedsandel, hvilket har haft betydelige negative følger for EU-erhvervsgrenens samlede resultater, finansielle situation og beskæftigelse.

5.   Procedure

Kommissionen har efter at have underrettet medlemsstaterne fastslået, at klagen er indgivet af eller på vegne af EU-erhvervsgrenen, og at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en procedure, og indleder hermed en undersøgelse, jf. grundforordningens artikel 5.

Med undersøgelsen fastslås det, om den undersøgte vare med oprindelse i de pågældende lande sælges til dumpingpriser, og om dumpingimporten har påført EU-erhvervsgrenen skade. Hvis konklusionerne bekræfter dette, vil det blive undersøgt, om indførelsen af foranstaltninger vil være i strid med Unionens interesser.

5.1.    Procedure for konstatering af dumping

Eksporterende producenter (2) af den undersøgte vare fra de pågældende lande opfordres til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

5.1.1.   Undersøgelse af de eksporterende producenter

5.1.1.1.   Procedure for udvælgelse af de eksporterende producenter, der skal indgå i undersøgelsen i de pågældende lande

a)   Stikprøveudtagning

I betragtning af det potentielt store antal eksporterende producenter i de pågældende lande, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af eksporterende producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagning vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

For at Kommissionen kan afgøre, om stikprøveudtagning er nødvendig, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle eksporterende producenter eller deres repræsentanter hermed om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette de oplysninger om deres virksomheder til Kommissionen, som der anmodes om i bilag I til denne meddelelse.

Kommissionen vil desuden kontakte myndighederne i de pågældende lande og vil kunne kontakte alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter for at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af eksporterende producenter.

Alle interesserede parter, der ønsker at indgive andre oplysninger, som er relevante for udtagelsen af stikprøven, med undtagelse af de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan de eksporterende producenter udtages ud fra den største repræsentative eksportmængde til Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Alle kendte eksporterende producenter, myndighederne i det pågældende land og sammenslutninger af eksporterende producenter vil blive orienteret af Kommissionen, i givet fald gennem myndighederne i det pågældende land, om, hvilke virksomheder der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse af de eksporterende producenter, fremsender den spørgeskemaer til de eksporterende producenter, der er udtaget til stikprøven, til alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter samt til myndighederne i de pågældende lande.

Alle de eksporterende producenter, der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven, skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter meddelelsen om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.

Virksomheder, der var indforstået med eventuelt at indgå i stikprøven, men som ikke blev udtaget til at indgå heri, vil blive betragtet som samarbejdsvillige (»samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven«), jf. dog grundforordningens artikel 18. Den antidumpingtold, der kan finde anvendelse på importen fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, vil ikke overstige den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, der er fastsat for de eksporterende producenter i stikprøven, jf. dog litra b) nedenfor (3).

b)   Individuel dumpingmargen for virksomheder, der ikke indgår i stikprøven

Samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, kan i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, anmode om, at Kommissionen fastsætter en individuel dumpingmargen for dem (»individuel dumpingmargen«). De eksporterende producenter, som ønsker at anmode om en individuel dumpingmargen, skal anmode om et spørgeskema og indsende dette behørigt udfyldt senest 37 dage efter meddelelsen om udvælgelsen af stikprøven, medmindre andet er angivet. Kommissionen vil også undersøge, om de kan blive indrømmet en individuel told i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 5. Eksporterende producenter i lande uden markedsøkonomi, som er af den opfattelse, at markedsøkonomiske vilkår gælder for dem i forbindelse med fremstilling og salg af den undersøgte vare, kan indgive en behørigt begrundet anmodning herom (»anmodning om markedsøkonomisk behandling«) og returnere den behørigt udfyldt inden for fristen i afsnit 5.1.1.2, litra b), nedenfor.

Eksporterende producenter, der anmoder om en individuel dumpingmargen, bør imidlertid være opmærksomme på, at Kommissionen alligevel kan beslutte ikke at fastsætte en individuel dumpingmargen for dem, hvis f.eks. antallet af eksporterende producenter er så stort, at en sådan fastsættelse ville være urimeligt byrdefuld og hindre rettidig afslutning af undersøgelsen.

5.1.1.2.   Supplerende procedure i forbindelse med eksporterende producenter i det pågældende land uden markedsøkonomi

a)   Valg af tredjeland med markedsøkonomi

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), skal den normale værdi i tilfælde af import fra Folkerepublikken Kina fastsættes på grundlag af prisen eller den beregnede værdi i et tredjeland med markedsøkonomi, jf. dog bestemmelserne i afsnit 5.1.2.2., litra b), nedenfor. Kommissionen skal til det formål udvælge et passende tredjeland med markedsøkonomi. Kommissionen har foreløbigt valgt USA. Interesserede parter opfordres hermed til at fremsætte bemærkninger om, hvorvidt dette valg er velegnet, senest 10 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Ifølge de oplysninger, som Kommissionen råder over, kan andre lande med markedsøkonomi levere til Unionen, bl.a. Indien, Sydafrika, Sydkorea og Taiwan. Med henblik på den endelige udvælgelse af et tredjeland med markedsøkonomi vil Kommissionen undersøge, om der er produktion og salg af den undersøgte vare i de tredjelande med markedsøkonomier, for hvilke der er tegn på, at produktion af den undersøgte vare finder sted.

b)   Behandling af eksporterende producenter i det pågældende land uden markedsøkonomi

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), kan individuelle eksporterende producenter i det pågældende land, som er af den opfattelse, at markedsøkonomiske vilkår gælder for dem i forbindelse med fremstilling og salg af den undersøgte vare, indgive en behørigt begrundet anmodning om markedsøkonomisk behandling (»anmodning om markedsøkonomisk behandling«). Der vil blive indrømmet markedsøkonomisk behandling, hvis vurderingen af anmodningen om markedsøkonomisk behandling viser, at kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c) (4), er opfyldt. Dumpingmargenen for de eksporterende producenter, der indrømmes markedsøkonomisk behandling, vil i det omfang, det er muligt, blive beregnet ud fra deres egen normale værdi og eksportpriser, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), jf. dog brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 18.

Kommissionen sender ansøgningsskemaer vedrørende markedsøkonomisk behandling til alle de eksporterende producenter i Folkerepublikken Kina, som er blevet udvalgt til at indgå i stikprøven, til samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, og som ønsker at anmode om en individuel dumpingmargen, til alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter og til myndighederne i Folkerepublikken Kina. Kommissionen undersøger kun anmodninger om markedsøkonomisk behandling fra eksporterende producenter i Folkerepublikken Kina, som er udtaget til at indgå i stikprøven, og fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, hvis anmodninger om en individuel dumpingmargen er blevet imødekommet.

Alle eksporterende producenter, der anmoder om markedsøkonomisk behandling, skal indsende et udfyldt ansøgningsskema senest 21 dage efter datoen for meddelelsen om, at de er udvalgt til at indgå i stikprøven, eller efter afgørelsen om ikke at udtage en stikprøve, medmindre andet er angivet.

5.1.2.   Undersøgelse af ikke forretningsmæssigt forbundne importører  (5)  (6)

Ikke forretningsmæssigt forbundne importører af den undersøgte vare fra de pågældende lande til Unionen opfordres til at deltage i denne undersøgelse.

I betragtning af det potentielt store antal ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle ikke forretningsmæssigt forbundne importører eller deres repræsentanter om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette de oplysninger om deres virksomhed til Kommissionen, som der anmodes om i bilag II til denne meddelelse.

Kommissionen kan desuden kontakte alle kendte sammenslutninger af importører for at indhente de oplysninger, den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af ikke-forretningsmæssigt forbundne importører.

Alle interesserede parter, der ønsker at indgive andre oplysninger, som er relevante for udtagelsen af stikprøven, med undtagelse af de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan importørerne udvælges ud fra den største repræsentative salgsmængde af den undersøgte vare i Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen vil oplyse alle kendte ikke forretningsmæssigt forbundne importører og importørsammenslutninger om, hvilke virksomheder der er blevet udvalgt til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige i forbindelse med sin undersøgelse, vil Kommissionen sende spørgeskemaer til de ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som indgår i stikprøven, og til alle kendte sammenslutninger af importører. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om stikprøveudtagningen, medmindre andet er angivet.

5.2.    Procedure for konstatering af skade og undersøgelse af EU-producenter

Konstatering af skade sker på grundlag af positivt bevismateriale og indebærer en objektiv undersøgelse af mængden af dumpingimporten, dennes indvirkning på priserne på EU-markedet og den deraf følgende indvirkning af denne import på EU-erhvervsgrenen. For at fastslå, om EU-erhvervsgrenen er blevet forvoldt skade, opfordres EU-producenterne af den undersøgte vare til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

I betragtning af det store antal EU-producenter, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist har Kommissionen besluttet at begrænse antallet af EU-producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagning vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

Kommissionen har foreløbigt udtaget en stikprøve af EU-producenter. Yderligere oplysninger findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Interesserede parter opfordres til at konsultere dossieret (ved at kontakte Kommissionen ved hjælp af kontaktoplysningerne i afsnit 5.6 nedenfor). Andre EU-producenter eller repræsentanter, der handler på disses vegne, som mener, at der er særlige grunde til, at de bør indgå i stikprøven, skal kontakte Kommissionen senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Alle interesserede parter, der ønsker at afgive andre oplysninger, som er relevante for udtagelsen af stikprøven, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Kommissionen underretter alle kendte EU-producenter og/eller EU-producentsammenslutninger om, hvilke virksomheder der er endeligt udvalgt til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den sende spørgeskemaer til de EU-producenter, som indgår i stikprøven, og til alle kendte sammenslutninger af EU-producenter. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om stikprøveudtagningen, medmindre andet er angivet.

5.3.    Procedure for vurdering af Unionens interesser

Hvis det kan godtgøres, at der forekommer dumping med deraf følgende skade, vil der i henhold til grundforordningens artikel 21 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det vil være i strid med Unionens interesser at vedtage antidumpingforanstaltninger. EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger samt repræsentative forbrugerorganisationer opfordres til at give sig til kende senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. For at deltage i undersøgelsen skal de repræsentative forbrugerorganisationer inden for den samme tidsfrist godtgøre, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Parter, der giver sig til kende inden for ovenstående tidsfrist, kan indgive oplysninger til Kommissionen om Unionens interesser senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. Oplysningerne kan indgives uformelt eller ved at udfylde et spørgeskema, der er udarbejdet af Kommissionen. I alle tilfælde vil oplysninger indgivet i henhold til artikel 21 kun blive taget i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet.

5.4.    Andre skriftlige bemærkninger

I henhold til bestemmelserne i denne meddelelse opfordres alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation herfor. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

5.5.    Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester

Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester. Enhver anmodning om at blive hørt skal indgives skriftligt og begrundes. For så vidt angår høringer om spørgsmål, der vedrører den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

5.6.    Vejledning om indgivelse af skriftlige bemærkninger og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance

Alle skriftlige bemærkninger, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne meddelelse, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Limited« (7).

Interesserede parter, der indgiver oplysninger forsynet med påtegningen »Limited«, anmodes om at indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«, jf. grundforordningens artikel 19, stk. 2. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en interesseret part indgiver fortrolige oplysninger uden at indgive et ikke-fortroligt sammendrag, der med hensyn til form og indhold opfylder kravene, kan der ses bort fra sådanne fortrolige oplysninger.

De interesserede parter opfordres til at indsende deres bemærkninger og anmodninger pr. e-mail, herunder scannede fuldmagter og certifikater, dog med undtagelse af omfattende besvarelser, der afleveres på en CD-rom eller DVD personligt eller pr. anbefalet brev. Ved brug af e-mail udtrykker de interesserede parter accept af de regler, der gælder for elektronisk kommunikation, og som findes i dokumentet »CORRESPONDENCE WITH THE EUROPEAN COMMISSION IN TRADE DEFENCE CASES«, der er tilgængeligt på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2011/june/tradoc_148003.pdf. Interesserede parter skal anføre deres navn, adresse, telefonnummer og en gyldig e-mailadresse og sikre, at den anførte e-mailadresse er en fungerende officiel virksomhedse-mail, som kontrolleres dagligt. Når Kommissionen har modtaget disse oplysninger, vil den udelukkende kommunikere med de interesserede parter pr. e-mail, medmindre de udtrykkeligt har ønsket at modtage alle dokumenter fra Kommissionen gennem en anden kommunikationsform, eller medmindre dokumenternes art forudsætter brug af anbefalet post. Interesserede parter kan konsultere ovenstående retningslinjer for kommunikation med interesserede parter, hvis de ønsker supplerende regler og oplysninger om korrespondance med Kommissionen, herunder de principper der gælder for indsendelse af bemærkninger pr. e-mail.

Kommissionens adresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: N105 08/020

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIEN

E-mail:

a)

TRADE-AD607-SSCR-DUMPING@ec.europa.eu skal anvendes af eksporterende producenter, forretningsmæssigt forbundne importører, deres sammenslutninger og af repræsentanter for de pågældende lande.

b)

TRADE-AD607-SSCR-INJURY@ec.europa.eu skal anvendes af EU-producenter, forretningsmæssigt ikke forbundne importører, leverandører, brugere, forbrugere, og deres sammenslutninger inden for Unionen.

6.   Manglende samarbejdsvilje

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

Konstateres det, at en interesseret part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

Hvis en interesseret part helt eller delvis undlader at samarbejde, og konklusionerne af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.

Hvis der ikke indgives svar elektronisk, anses dette ikke for manglende samarbejdsvilje, forudsat at den interesserede part påviser, at indgivelse af svar på den ønskede måde vil indebære en urimelig ekstra byrde eller urimelige ekstra omkostninger. Den interesserede part bør omgående kontakte Kommissionen.

7.   Høringskonsulent

Interesserede parter kan anmode om, at høringskonsulenten fra Generaldirektoratet for Handel griber ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens undersøgelsestjenester. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til oplysningernes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af frister og anmodninger fra tredjeparter om at blive hørt. Høringskonsulenten kan arrangere en høring med en individuel interesseret part og mægle for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud.

En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. For så vidt angår høringer om spørgsmål, der vedrører den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen opstiller i sin kommunikation med parterne.

Høringskonsulenten vil også sørge for en høring med parterne, hvor der bliver lejlighed til at fremsætte andre synspunkter og fremføre modargumenter i spørgsmål vedrørende bl.a. dumping, skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser. En sådan høring vil som regel finde sted senest i slutningen af den fjerde uge efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner.

Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/degucht/contact/hearing-officer/.

8.   Tidsplan for undersøgelsen

Undersøgelsen afsluttes senest 15 måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, jf. grundforordningens artikel 6, stk. 9. I henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 1, kan der ikke træffes midlertidige foranstaltninger senere end ni måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

9.   Behandling af personoplysninger

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (8).


(1)  EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

(2)  En eksporterende producent er en virksomhed i de pågældende lande, som producerer og eksporterer den undersøgte vare til EU-markedet enten direkte eller gennem en tredjepart, herunder alle dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der er beskæftiget med produktion, hjemmemarkedssalg eller eksport af den undersøgte vare.

(3)  I henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 6, ses der bort fra enhver nulmargen eller minimalmargen samt margener, der fastsættes under de omstændigheder, som er omhandlet i grundforordningens artikel 18.

(4)  De eksporterende producenter skal navnlig påvise. at: i) virksomhedens beslutninger og omkostninger bestemmes som reaktion på markedssignaler og uden nogen omfattende statslig indgriben; ii) virksomhederne har et klart sæt regnskaber, der revideres uafhængigt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder og anvendes til alle formål; iii) der må ikke være nogen væsentlige fordrejninger, som er overført fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system; iv) love om konkurs og ejerforhold giver retlig sikkerhed og stabilitet, og v) valutaomregninger finder sted til markedskurs.

(5)  Kun importører, der ikke er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, kan indgå i stikprøven. Importører, som er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, skal udfylde bilag 1 til spørgeskemaet for disse eksporterende producenter. I henhold til artikel 143 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til EF-toldkodeksen kan personer kun anses for at være indbyrdes afhængige: a) hvis den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed og omvendt, b) hvis de juridisk set anses for interessenter eller kompagnoner, c) hvis de er arbejdsgiver og arbejdstager; d) hvis en person direkte eller indirekte besidder, kontrollerer eller råder over 5 % eller derover af begges aktier eller anparter med stemmeret; e) hvis den ene af dem direkte eller indirekte kontrollerer den anden; f) hvis de begge direkte eller indirekte kontrolleres af en tredjemand; g) hvis de tilsammen direkte eller indirekte kontrollerer en tredjemand; eller h) hvis de er medlemmer af samme familie. Personer anses kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de står i et af følgende forhold til hinanden: i) mand og hustru, ii) forældre og børn, iii) brødre og søstre (hel- eller halvsøskende), iv) bedsteforældre og børnebørn, v) onkel eller tante og nevø eller niece, vi) svigerforældre og svigersøn eller svigerdatter, vii) svoger og svigerinde (EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1). I denne sammenhæng betyder »person« enhver fysisk eller juridisk person.

(6)  De oplysninger, som ikke forretningsmæssigt forbundne importører fremkommer med, kan også bruges i forbindelse med andre aspekter af denne undersøgelse end konstatering af dumping.

(7)  Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51) og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen). Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(8)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


BILAG I

Image Image

BILAG II

Image Image

Top