Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014TA1210(30)

    Beretning om årsregnskabet for Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut for regnskabsåret 2013 med instituttets svar

    EUT C 442 af 10.12.2014, p. 260–266 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    10.12.2014   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 442/260


    BERETNING

    om årsregnskabet for Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut for regnskabsåret 2013 med instituttets svar

    (2014/C 442/30)

    INDLEDNING

    1.

    Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (herefter »instituttet« eller »ETF«), som ligger i Torino, blev oprettet ved Rådets forordning (EØF) nr. 1360/90 (1) (omarbejdet som Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1339/2008 (2)). Instituttets opgave er at støtte erhvervsuddannelsesreformen i Den Europæiske Unions partnerlande. Det bistår i den forbindelse Kommissionen ved implementeringen af forskellige programmer (f.eks. IPA, FRAME, GEMM) (3).

    OPLYSNINGER TIL UNDERBYGNING AF REVISIONSERKLÆRINGEN

    2.

    Retten har valgt en revisionsmetode, der omfatter analytiske revisionshandlinger, direkte test af transaktioner og en vurdering af centrale kontroller i instituttets overvågnings- og kontrolsystemer. Dette suppleres med bevis opnået fra arbejde udført af andre revisorer (hvis relevant) og en analyse af ledelsens udtalelser.

    REVISIONSERKLÆRING

    3.

    I overensstemmelse med artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har Retten:

    a)

    revideret instituttets årsregnskab, som omfatter årsopgørelsen (4) og beretningen om budgetgennemførelsen (5) for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2013, og

    b)

    efterprøvet lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet.

    Ledelsens ansvar

    4.

    Ledelsen er ansvarlig for at udarbejde et årsregnskab for instituttet, som giver et retvisende billede, og for, at de transaktioner, som ligger til grund for regnskabet, er lovlige og formelt rigtige (6):

    a)

    Ledelsens ansvar med hensyn til instituttets årsregnskab omfatter udformning, gennemførelse og opretholdelse af et internt kontrolsystem, som sikrer, at der udarbejdes en årsopgørelse, som giver et retvisende billede uden væsentlig fejlinformation, uanset om denne skyldes besvigelser eller fejl, udvælgelse og anvendelse af passende regnskabspraksis på grundlag af de regnskabsregler, som Kommissionens regnskabsfører har fastlagt (7), og udøvelse af regnskabsmæssige skøn, som er rimelige efter omstændighederne. Direktøren godkender instituttets årsregnskab, når instituttets regnskabsfører har udarbejdet det på grundlag af alle tilgængelige oplysninger og skrevet en note, som vedlægges regnskabet, og hvori han bl.a. erklærer, at han har rimelig sikkerhed for, at regnskabet i alt væsentligt giver et retvisende billede af instituttets finansielle stilling.

    b)

    Ledelsens ansvar med hensyn til de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed og overholdelse af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning omfatter udformning, gennemførelse og opretholdelse af et effektivt og produktivt internt kontrolsystem, hvori indgår tilstrækkelig overvågning og passende foranstaltninger, som kan forhindre uregelmæssigheder og besvigelser samt, hvis det er nødvendigt, sikre, at der iværksættes retlige procedurer med henblik på at inddrive uberettiget udbetalte eller anvendte midler.

    Revisors ansvar

    5.

    Det er Rettens ansvar på grundlag af sin revision at afgive en erklæring til Europa-Parlamentet og Rådet (8) om årsregnskabets rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. Retten udfører sin revision i overensstemmelse med IFAC's Internationale Standarder om Revision og etiske regler og INTOSAI's internationale standarder for overordnede revisionsorganer (International Standards of Supreme Audit Institutions). Ifølge disse standarder skal Retten planlægge og udføre revisionen med henblik på at opnå høj grad af sikkerhed for, om instituttets årsregnskab er uden væsentlig fejlinformation, og om de transaktioner, der ligger til grund for det, er lovlige og formelt rigtige.

    6.

    Revisionen omfatter udførelse af handlinger med henblik på at opnå revisionsbevis vedrørende beløbene og oplysningerne i regnskabet og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. De valgte handlinger afhænger af revisors vurdering, herunder vurderingen af risiciene for væsentlig fejlinformation i regnskabet og for, at de underliggende transaktioner i væsentligt omfang ikke opfylder kravene i Den Europæiske Unions retlige ramme, uanset om det skyldes besvigelser eller fejl. Ved vurderingen af disse risici tager revisor både hensyn til den interne kontrol, som skal sikre, at der udarbejdes et retvisende årsregnskab, og til de overvågnings- og kontrolsystemer, der er indført for at sikre de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, og udformer revisionshandlinger, der er passende efter omstændighederne. Revisionen omfatter også en vurdering af, om den anvendte regnskabspraksis er passende, og om de regnskabsmæssige skøn er rimelige, samt en vurdering af den samlede præsentation af regnskabet.

    7.

    Retten mener, at det tilvejebragte revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for denne revisionserklæring.

    Erklæring om regnskabernes rigtighed

    8.

    Det er Rettens opfattelse, at instituttets årsregnskab i alt væsentligt giver et retvisende billede af dets finansielle stilling pr. 31. december 2013 samt af resultaterne af dets transaktioner og pengestrømme i det afsluttede regnskabsår, i overensstemmelse med bestemmelserne i dets finansforordning og de regnskabsregler, som Kommissionens regnskabsfører har fastlagt.

    Erklæring om lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet

    9.

    Det er Rettens opfattelse, at de transaktioner, der ligger til grund for instituttets årsregnskab for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2013, i alt væsentligt er lovlige og formelt rigtige.

    10.

    Kommentarerne i det følgende drager ikke Rettens erklæringer i tvivl.

    ANDRE BEMÆRKNINGER

    11.

    Ved udgangen af 2013 havde instituttet 7,5 millioner euro stående på konti i en enkelt bank med en lav kreditvurdering (F3, BBB).

    OPFØLGNING PÅ SIDSTE ÅRS BEMÆRKNINGER

    12.

    En oversigt over de korrigerende foranstaltninger, der er truffet som reaktion på Rettens bemærkninger sidste år, vises i bilag I.

    Vedtaget af Afdeling IV, der ledes af Milan Martin CVIKL, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 8. juli 2014.

    På Revisionsrettens vegne

    Vítor Manuel da SILVA CALDEIRA

    Formand


    (1)  EFT L 131 af 23.5.1990, s. 1.

    (2)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 82

    (3)  En oversigt over instituttets beføjelser og aktiviteter vises i bilag II til orientering.

    (4)  Denne omfatter balancen og resultatopgørelsen, pengestrømsopgørelsen, opgørelsen over bevægelser i nettoaktiver samt en oversigt over væsentlige regnskabspraksis og andre forklarende bemærkninger.

    (5)  Denne omfatter regnskabet over resultatet af budgetgennemførelsen og bilaget til regnskabet over resultatet af budgetgennemførelsen.

    (6)  Artikel 39 og 50 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1271/2013 (EUT L 328 af 7.12.2013, s. 42).

    (7)  De regnskabsregler, som Kommissionens regnskabsfører har fastlagt, er baseret på de internationale regnskabsstandarder for den offentlige sektor (International Public Sector Accounting Standards, IPSAS), som er udgivet af International Federation of Accountants, og, når det er relevant, på International Accounting Standards (IAS)/International Financial Reporting Standards (IFRS) udgivet af International Accounting Standards Board.

    (8)  Artikel 107 i forordning (EU) nr. 1271/2013.


    BILAG I

    Opfølgning på sidste års bemærkninger

    År

    Rettens bemærkninger

    Korrigerende foranstaltning

    (Afsluttet/I gang/Ikke igangsat/ikke relevant)

    2012

    I 2012 var der samlet set indgået forpligtelser for 99,9 % af bevillingerne, hvilket tyder på, at forpligtelserne blev indgået rettidigt. En stor del af de forpligtede bevillinger for afsnit II (administrationsudgifter) blev dog fremført til 2013, nemlig 0,6 millioner euro (36,8 %). Det skyldtes fortrinsvis, at fakturaer vedrørende bygningsrelaterede tjenesteydelser leveret i 2012 (0,3 millioner euro) blev modtaget sent, og at en række indkøb af IT-hardware og -software, som blev bestilt som planlagt i de sidste måneder af 2012 (0,3 millioner euro), først blev leveret i 2013.

    Ikke relevant


    BILAG II

    Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (Torino)

    Beføjelser og aktiviteter

    Unionens kompetenceområder i henhold til traktaten

    (Artikel 166, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde)

    »Unionen og medlemsstaterne fremmer samarbejdet med tredjelande og med de internationale organisationer, der beskæftiger sig med erhvervsuddannelsesforhold.«

    Instituttets beføjelser

    (Rådets forordning (EØF) nr. 1360/90)

    Mål

    Inden for rammerne af EU's politik for forbindelser med tredjelande at bidrage til at fremme udvikling af menneskelig kapital i følgende lande: de lande, som er støtteberettigede i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1085/2006 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1638/2006 og senere relevante retsakter; andre lande, der udpeges ved bestyrelsens beslutning på grundlag af et forslag, der støttes af to tredjedele af medlemmerne, og en udtalelse fra Kommissionen, og som er omfattet af et unionsinstrument eller en international aftale, der indeholder et element af udvikling af menneskelig kapital, og i det omfang de midler, der er til rådighed, gør det muligt

    I denne forordning forstås ved »udvikling af menneskelig kapital« arbejde, der bidrager til livslang udvikling af de enkeltes færdigheder og kompetencer gennem en forbedring af erhvervsuddannelsessystemerne.

    Opgaver

    Med henblik på at opfylde målsætningen har instituttet under hensyntagen til den kompetence, der er tillagt bestyrelsen, og i overensstemmelse med de generelle retningslinjer, der er opstillet på unionsplan, følgende opgaver:

    at formidle informationer, politikanalyser og rådgivning i relation til spørgsmål om udvikling af menneskelig kapital i partnerlande

    at fremme viden om og analyse af kvalifikationsbehov på nationale og lokale arbejdsmarkeder

    at bistå relevante interessenter i partnerlande med at opbygge kapacitet inden for udvikling af menneskelig kapital

    at lette udveksling af informationer og erfaringer mellem bidragydere, som arbejder med reformer af udviklingen af menneskelig kapital i partnerlande

    at støtte formidling af unionsbistand til partnerlande inden for udvikling af menneskelig kapital

    at formidle informationer og fremme oprettelse af netværk og udveksling af erfaringer og god praksis mellem EU og partnerlande og mellem partnerlande indbyrdes om spørgsmål i relation til udvikling af menneskelig kapital

    på Kommissionens anmodning at bidrage til analysen af den samlede effektivitet af erhvervsuddannelsesbistanden til partnerlandene

    at varetage sådanne andre opgaver, som måtte blive aftalt mellem instituttets bestyrelse og Kommissionen, inden for denne forordnings generelle rammer.

    Ledelse

    Bestyrelsen

    En repræsentant pr. medlemsstat

    Tre repræsentanter for Kommissionen

    Tre eksperter uden stemmeret, der er udpeget af Europa-Parlamentet

    Desuden kan tre repræsentanter for partnerlandene deltage i bestyrelsens møder som observatører.

    Direktøren

    Udpeges af bestyrelsen på forslag af Kommissionen.

    Ekstern revision

    Den Europæiske Revisionsret.

    Intern revision

    Europa-Kommissionens Interne Revisionstjeneste (IAS).

    Dechargemyndighed

    Europa-Parlamentet efter henstilling fra Rådet.

    Instituttets disponible ressourcer i 2013 (2012)

    Budget

    22,0(20,1) millioner euro til forpligtelser og 22,0(20,1) millioner euro til betalinger, hvoraf 19,9 millioner euro blev finansieret af et tilskud fra Kommissionen.

    Ansatte pr. 31. december 2013

    96 (96) midlertidige stillinger i henhold til stillingsfortegnelsen, hvoraf de 92 (1) (93) var besat.

    40 (37) andre ansatte (lokalt ansatte, kontraktansatte og udstationerede nationale eksperter).

    Ansatte i alt: 132 (130), der varetog følgende opgaver:

    operationelle opgaver: 76,5(73)

    administrative opgaver: 28 (28) + to ETF-medarbejderpuljer til brug efter behov

    koordinerings- og kommunikationsopgaver: 25,5(29).

    Produkter og tjenesteydelser i regnskabsåret 2013 (2012)

    Aktiviteter

    Inden for rammerne af EU's politik for forbindelser med tredjelande bidrager instituttet til at fremme udvikling af menneskelig kapital i 30 partnerlande, som udpeges af oprettelsesforordningen og af bestyrelsen. De væsentligste aktiviteter er støtte til EU's politikker og projekter, udarbejdelse af politikanalyser, formidling og udveksling af oplysninger og erfaringer samt støtte til kapacitetsopbygning i partnerlande.

    Instituttet tilfører merværdi i kraft af sin neutrale, ikke-kommercielle og unikke videnbase bestående af ekspertise i udvikling af menneskelig kapital og sine forbindelser til arbejdsgivere. Dette omfatter ekspertise i at tilpasse tilgange til udvikling af menneskelig kapital i EU og EU's medlemsstater til partnerlandenes kontekst.

    Torinoprocessen, der er implementeret i 27 ETF-partnerlande som en deltagelses- og evidensbaseret analyse af erhvervsuddannelsespolitikker og -systemer, blev i maj 2013 valideret ved en erhvervskonference med titlen »Torino Process: Moving Skills Forward«.

    Instituttet varetog også sine hovedopgaver som fastsat i Rådets forordning:

     

    Output i

    2013

    2012

    Støtte til Unionens politikker og til projektcyklussen vedrørende instrumenterne for eksterne forbindelser til partnerlandene:

    40

    36

    Kapacitetsopbygning i partnerlande

    63

    66

    Politikanalyse

    20

    31

    Formidling og networking

    21

    28

    I alt

    144

    161

    Output måler opnåelsen af et projekts resultater og viser forbindelsen mellem budgettet og instituttets opgaver og resultater.

    Ud over disse opgaver, som instituttet varetog inden for rammerne af sit arbejdsprogram, behandlede det også direkte anmodninger fra Europa-Kommissionen i løbet af året.

     

    2013

    2012

    Løbende anmodninger fra Kommissionen

    78

    107

    Anmodninger til lande i Sydøsteuropa og Tyrkiet

    38 %

    42 %

    Anmodninger til landene i det sydlige og østlige Middelhavsområde

    28 %

    32 %

    Anmodninger til østeuropæiske lande

    18 %

    12 %

    Anmodninger til centralasiatiske lande

    15 %

    14 %


    (1)  Inklusive et accepteret tilbud om ansættelse med start 1.3.2014.

    Kilde: Instituttet.


    INSTITUTTETS SVAR

    11.

    ETF er enig i Rettens konstatering og bekræfter sin hensigt om i 2014 at deltage i en fælles indkøbsprocedure for banktjenester, som Kommissionen iværksætter. Hvis indkøbsproceduren ikke gennemføres, iværksætter ETF sin egen for at indgå kontrakt med en bank med en højere kreditvurdering.

    Det store indestående pr. 31. december 2013 skyldes forudbetalingen af den første tranche af 2014-tilskuddet samt de modtagne midler til de nye projekter GEMM og FRAME.


    Top