EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014IR1319

Regionsudvalgets udtalelse — En EU-kvalitetsramme for foregribelse af forandringer og omstruktureringer

EUT C 19 af 21.1.2015, p. 50–53 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

21.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 19/50


Regionsudvalgets udtalelse — En EU-kvalitetsramme for foregribelse af forandringer og omstruktureringer

(2015/C 019/11)

Ordfører

Pavel Branda (CZ/ECR), Viceborgmester i Rádlo

Basisdokument

Meddelelse om en EU-kvalitetsramme for foregribelse af forandringer og omstruktureringer

COM(2013) 882 final

I.   GENERELLE BEMÆRKNINGER

Relevans for det regionale og lokale niveau

1.

Regionsudvalget minder om, at man generelt opfatter omstruktureringer og strukturelle omlægninger som en naturlig udvikling i økonomien;

2.

henleder opmærksomheden på, at følgerne af omstruktureringer giver sig tydeligt til kende på regionalt niveau. De kan influere på regionernes strukturelle udvikling og på deres kortsigtede eller langsigtede konkurrenceevne. Derfor er det nødvendigt med en regional tilgang (decentraliserede politikker tilpasset de lokale behov og gennemført med inddragelse af de vigtigste partnere) (1);

3.

minder om, at omstruktureringerne går særligt hårdt ud over de mindre udviklede regioner, der som regel har en mindre konkurrencedygtig og innovativ industristruktur med høj arbejdsløshed. Det er derfor nødvendigt at tage særligt hensyn til denne type regioner.

En fremgangsmåde med inddragelse af alle de vigtigste partnere

4.

Regionsudvalget glæder sig således over, at kvalitetsrammen anerkender alle interessenters fælles ansvar, herunder de regionale myndigheders, og påpeger, at tematikken ligeledes berører de lokale myndigheder, navnlig de store byer, da det er dér, koncentrationen af arbejdsgivere befinder sig, og de store byer spiller en afgørende rolle for den økonomiske konjunktur i de mindre byområder i oplandet;

5.

påpeger, at fælles styring er en vigtig forudsætning for, at de foreslåede tilgange bliver vellykkede. EU bør også anspore til styrkelsen af partnerskaber mellem samtlige hovedaktører. Statens og de regionale og lokale myndigheders koordinerende rolle er også væsentlig, idet arbejdstagere og arbejdsgivere ofte har et forskelligt syn på omstruktureringsprocesser.

Forbindelse med Europa 2020-strategiens målsætninger

6.

Regionsudvalget mener, at der i det aktuelle socioøkonomiske klima først og fremmest bør fokuseres på øget beskæftigelse (skabelse og opretholdelse af job), hvis Europa 2020-strategien skal blive en succes.

Målrettet foregribelse af forandringer og omstruktureringer (det indre marked/nødvendige kvalifikationer)

7.

Regionsudvalget lægger stor vægt på en målrettet foregribelse af forandringer og på alle interessenters evne til at tilpasse sig. Dette aspekt har tre facetter:

at gennemføre EU's indre marked og fremme beskæftigelsen i EU;

at hjælpe lønmodtagerne, de arbejdssøgende og i mere bred forstand alle de økonomiske aktører med at tilegne sig og opkvalificere de kvalifikationer, hele arbejdslivet kræver (evnen til at foregribe forandringer, selvevaluering og kreativitet såvel som selvstændighed og iværksætterånd);

forbedre arbejdsforholdene, idet jobusikkerhed og omstruktureringer kan hæmme konkurrenceevnen.

EU's rolle

8.

Regionsudvalget glæder sig over Kommissionens initiativer som f.eks. det europæiske observationscenter for forandring (»European Monitoring Centre on Change« — EMCC) og overvågningsværktøjet vedrørende virksomhedsomstruktureringer (»European Restructuring Monitor« — ERM) (2) og foreslår at styrke dem yderligere f.eks. via skræddersyede råd til de lokale og regionale myndigheder i specifikke situationer;

9.

værdsætter ligeledes, at Eurofound fokuserer sine forskningsaktiviteter på de regionale følger af omstruktureringer og således de seneste år har reageret effektivt på de manglende oplysninger på dette område;

10.

bifalder, at Kommissionen i sin meddelelse opstiller de eksempler på god praksis, som den foreslår vedtaget på frivillig basis; anbefaler derudover Kommissionen at behandle Europa-Parlamentets og Regionsudvalgets anmodning (3) om at revidere lovgivningsrammen om information og høring af arbejdstagerne inden for rammerne af foregribelse og forvaltning af omstruktureringer, som Kommissionen selv opfatter som utilstrækkelig i den foreliggende meddelelse;

11.

foreslår, at Kommissionen samarbejder med alle interessenter ved evalueringen af gennemførelsen af kvalitetsrammen og at den i forbindelse ligeledes tager hensyn til de eksisterende procedurer eller aftaler mellem partnere i medlemsstaterne.

Nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet

12.

Regionsudvalget påpeger, at den af Kommissionen foreslåede kvalitetsramme, som består af en række anbefalinger og eksempler på god praksis, som Kommissionen anbefaler, at man følger på frivillig basis, ikke henviser til et specifikt retsgrundlag i traktaterne og udgør et sui generis-retsinstrument, som heller ikke er udtrykkelig fastlagt i traktaterne. Kommissionens fremgangsmåde gør det umuligt for Europa-Parlamentet at tage stilling på et relevant grundlag. Men eftersom Kommissionens forslag ligger inden for rammerne af den delte kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne på social- og arbejdsmarkedspolitikkens område som fastlagt i EUF-traktatens artikel 151 og 153, og da erfaringsudveksling og eksempler på bedste praksis på EU-plan har en helt klar merværdi, må Kommissionens forslag anses for at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

II.   POLITISKE ANBEFALINGER

De lokale og regionale myndigheders rolle i forbindelse med foregribelse af forandringer

Evaluering af behovene for arbejdspladser og kvalifikationer

13.

Regionsudvalget understreger den rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller med hensyn til at foregribe kvalifikationsbehovet og matche kvalifikationerne med arbejdsmarkedets behov (4), navnlig via tiltag på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet samt inden for støtte til unge iværksættere. Medlemsstaterne bør være opmærksomme på denne rolle og give de lokale og regionale myndigheder tilstrækkelige ressourcer til at lette velkvalificerede unge arbejdstageres overgang fra uddannelse til job, idet de lokale myndigheder spiller en stor rolle som tjenesteudbydere inden for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelse (5).

Fremme af mobilitet

14.

Regionsudvalget minder om, at spørgsmål som erhvervsmæssig mobilitet og balance mellem udbud og efterspørgsel på det lokale arbejdsmarked har afgørende betydning for omstruktureringens effektivitet. Arbejdstagermobiliteten bør fremmes via jobsøgningstjenester, som er tilpasset den enkelte person, samt via arbejdserfaring og uddannelseskurser med henblik på at tilpasse deres kvalifikationer til arbejdsmarkedets krav (6). Dette berører først og fremmest specifikke grupper, der oplever langtidsarbejdsløshed (unge, personer med ringe kvalifikationer, ældre, indvandrere og handicappede);

15.

med hensyn til grænseregionerne understreger Regionsudvalget vigtigheden af at fremme reel arbejdskraftmobilitet på tværs af grænserne ved at ophæve hindringer i relation til arbejdsretten og socialsikring (såsom at fjerne skattemæssige hindringer, eksportere arbejdsløshedsunderstøttelse og overføre pensionsrettigheder) (7). De lokale og regionale myndigheder kan også spille en vigtig rolle med hensyn til at rådgive pendlere, der anvender EURES-tjenesterne eller de eksisterende grænseoverskridende strukturer (8);

16.

opfordrer de lokale myndigheder til at arbejde tættere sammen om udveksling af oplysninger om jobmuligheder på et bestemt lokalt eller regionalt arbejdsmarked. Fælles aktioner til fremme af individuel mobilitet og udveksling af arbejdsmarkedsinformationer kan sætte skub i beskæftigelsen i sektorer, hvor der er høj efterspørgsel og manglende uddannelse på lokalt eller regionalt niveau.

Fremme af regional økonomisk tilpasning

17.

Regionsudvalget bifalder Kommissionens meddelelse om »En industriel renæssance i Europa« (COM(2014) 14), som blev fremlagt i januar 2014, og opfordrer Kommissionen til at inkorporere foregribelse af forandringer og styring af omstrukturering som et aktivt tiltag til støtte af den bredere europæiske industripolitik. Strukturelle ændringer indvirker på industrien i regioner og byer. Regionsudvalget mener derfor, at debatten om strukturelle forandringer også skal berøre den rolle, som industri- og regionalpolitikken spiller i forbindelse foregribelsen af disse forandringer;

18.

fremhæver de lokale og regionale myndigheders rolle med hensyn til anvendelse af EU's strukturfonde som f.eks. ESF og EFRU samt Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i de relevante regioner med henblik på jobskabelse og inklusiv overgang. Det bør sikres, at finansieringen af foranstaltninger knyttet til foregribelsen af forandringer og omstruktureringer kommer fra flere kilder for at sikre dem på lang sigt;

19.

understreger betydningen af forsknings- og innovationsstrategier, der bygger på intelligent specialisering (RIS3) med henblik på at opnå de forandringer, der prioriteres af regionerne. RIS3 er i sagens natur en proces, der frem for alt skal give forandringer på det økonomiske område, og som er med til at give regionerne adgang til de bedst mulige innovationskompetencer og de bedst mulige partnere. Det europæiske samarbejde, som fremhæves i RIS3-processen, tilfører stor merværdi til gennemførelsen af de strukturelle omlægninger.

De lokale og regionale myndigheders rolle i forbindelse med styring af omstruktureringsprocesser

Forenkling af partnerskaber

20.

Regionsudvalget mener, at de lokale og regionale myndigheders vigtigste rolle i forbindelse med omstrukturering er at sikre koordineringen mellem alle interessenter. I praksis har permanente koordinationsstrukturer vist sig afgørende for, at der kunne reageres hurtigt og effektivt på regionalt niveau;

21.

bifalder EØSU's anbefaling om en tættere koordinering og samarbejde på EU-niveau mellem Kommissionens politikker og tjenester, agenturer og de mange observationscentre for entydigt og konsekvent at understøtte de beslutninger, der træffes i virksomheder under omstrukturering. Særligt bør der for SMV'er og mikrovirksomheder være ordninger, som yder passende og specifik støtte og vejledning, så de kan foregribe omstruktureringer (9).

Bruxelles, den 3. december 2014

Michel LEBRUN

Formand for Regionsudvalget


(1)  Jf. forslaget til sammenfatning af Eurofounds forskningsprojekt om omstruktureringernes virkninger på regionalt niveau og tilgange til følgerne, som blev præsenteret i forbindelse med ordførerens høring af nøglepartnerne den 30. juni i Bruxelles.

(2)  Jf. f.eks. databasen hos Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) vedrørende støtteinstrumenter til omstruktureringer, der indeholder oplysninger om vedtagne foranstaltninger i EU-medlemsstaterne og Norge.

(3)  Se punkt 12 i Regionsudvalgets resolution om dets politiske prioriteter for 2014 på grundlag af Kommissionens arbejdsprogram (RESOL-V-009 af 29.11.2013) og punkt 29 i Regionsudvalgets udtalelse om CARS 2020 (ECOS-V-038, ordfører: Buchmann (PPE/AT) af 8. oktober 2013).

(4)  I forbindelse med rundspørgen fra overvågningsplatformen for Europa 2020-strategien vedrørende evalueringen af flagskibsinitiativet »En dagsorden for nye kvalifikationer og jobs«, gav størsteparten af de lokale og regionale myndigheder udtryk for, at den økonomiske krise har fremskyndet de strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet, at den har øget arbejdsløsheden og ført til et dårligere match mellem arbejdstagernes kvalifikationer og arbejdsgivernes krav.

(5)  COR-2014-00111 — Udtalelse om en kvalitetsramme for praktikophold.

(6)  CdR 340/2006 fin — Regionsudvalgets perspektivudtalelse Succesfaktorer til at foregribe og ledsage omstrukturering i byer og regioner.

(7)  CDR1186-2012_00_00_TRA_AC — De regionale og lokale myndigheders rolle i forbindelse med fremme af vækst og jobskabelse.

(8)  87 % af svarene på rundspørgen »Midtvejsevaluering af EU 2020-strategien set fra byernes og regionernes perspektiv« anførte, at der bør tages hensyn til de grænseoverskridende forbindelser, og at strategierne (herunder fastsættelsen af mål) bør binde regionerne sammen på basis af deres geografiske nærhed og deres indbyrdes forbindelser.

(9)  CCMI/102 — CESE 1591/2012: Omstruktureringer og foregribelse af forandringer: Hvilken lære kan vi drage af den økonomiske krise?


Top