EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014DC0425

Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Sloveniens nationale reformprogram for 2014 og med Rådets udtalelse om Sloveniens stabilitetsprogram for 2014_x000b_

/* COM/2014/0425 final */

52014DC0425

Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Sloveniens nationale reformprogram for 2014_x000b__x000b_og med Rådets udtalelse om Sloveniens stabilitetsprogram for 2014_x000b_ /* COM/2014/0425 final - 2014/ () */


Henstilling med henblik på

RÅDETS HENSTILLING

om Sloveniens nationale reformprogram for 2014 og med Rådets udtalelse om Sloveniens stabilitetsprogram for 2014

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker[1], særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer[2], særlig artikel 6, stk. 1,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen[3],

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet[4],

som henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som henviser til udtalelse fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Social Beskyttelse,

som henviser til udtalelse fra Udvalget for Økonomisk Politik, og

som tager følgende i betragtning:

(1) Den 26. marts 2010 godkendte Det Europæiske Råd Kommissionens forslag til en ny strategi for beskæftigelse og vækst, Europa 2020, baseret på en øget samordning af de økonomiske politikker, som fokuserer på de nøgleområder, hvor der skal gøres en særlig indsats for at øge Europas potentiale for bæredygtig vækst og konkurrenceevne.

(2) På grundlag af Kommissionens forslag vedtog Rådet den 13. juli 2010 en henstilling om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker (2010-2014) og den 21. oktober 2010 en afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker, som tilsammen udgør de "integrerede retningslinjer". Medlemsstaterne blev opfordret til at tage de integrerede retningslinjer i betragtning i deres nationale økonomiske politik og beskæftigelsespolitik.

(3) Den 29. juni 2012 vedtog stats- og regeringscheferne en vækst- og beskæftigelsespagt, som udgør en sammenhængende ramme for indsatsen på nationalt plan og på EU-plan samt i euroområdet under anvendelse af alle tilgængelige løftestænger, instrumenter og politikker. De traf beslutning om tiltag, der skal iværksættes af medlemsstaterne, og forpligtede sig navnlig fuldt ud til at nå målene i Europa 2020-strategien og gennemføre de landespecifikke henstillinger.

(4) Den 9. juli 2013 vedtog Rådet en henstilling om Sloveniens nationale reformprogram for 2013 og afgav sin udtalelse om Sloveniens opdaterede stabilitetsprogram for 2012-2016. I overensstemmelse med forordning (EU) nr. 473/2013[5] afgav Kommissionen den 15. november 2013 sin udtalelse om Sloveniens udkast til budgetplan for 2014[6].

(5) Den 13. november 2013 vedtog Kommissionen den årlige vækstundersøgelse[7], som markerede starten på det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker i 2014. Samme dag vedtog Kommissionen på grundlag af forordning (EU) nr. 1176/2011 rapporten om varslingsmekanismen[8], hvori Slovenien blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der ville blive gennemført en dybdegående undersøgelse.

(6) Den 20. december 2013 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne med henblik på sikring af finansiel stabilitet, finanspolitisk konsolidering og tiltag til fremme af vækst. Det understregede behovet for at fortsætte en differentieret og vækstfremmende finanspolitisk konsolidering, genetablere normale lånemuligheder i økonomien, fremme vækst og konkurrenceevne, håndtere arbejdsløsheden og de sociale konsekvenser af krisen og modernisere den offentlige forvaltning.

(7) Den 5. marts 2014 offentliggjorde Kommissionen resultaterne af sin dybdegående undersøgelse for Slovenien[9], jf. artikel 5 i forordning (EU) nr. 1176/2011. Kommissionens analyse førte til den konklusion, at Slovenien fortsat oplever uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer, som kræver overvågning og fortsatte markante politiske tiltag. Selvom ubalancerne er blevet mindre i 2013 takket være den makroøkonomiske tilpasning og politiske tiltag i Slovenien, betyder omfanget af de nødvendige korrektioner, at der stadig er betydelige risici. Det er især de risici, der skyldes en økonomisk struktur, der er karakteriseret ved svag virksomhedsledelse, en høj grad af statslig intervention i økonomien, tab af omkostningskonkurrenceevne, en gældsbyrde i virksomhederne og en stigende offentlig gæld, som kræver en særlig høj grad af opmærksomhed. Selvom der er sket betydelige fremskridt med hensyn til genoprettelsen af bankernes balance, er der stadig brug for en målrettet indsats for at sikre fuld gennemførelse af en omfattende strategi for banksektoren, som bl.a. skal omfatte omstrukturering, privatisering og øget kontrol.

(8) Den 15. april 2014 afleverede Slovenien sit nationale reformprogram for 2014 og den 24. april 2014 sit stabilitetsprogram for 2014. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(9) Formålet med budgetstrategien i stabilitetsprogrammet for 2014 er at korrigere det uforholdsmæssigt store underskud senest i 2015 og at nå den mellemfristede målsætning senest i 2017. Programmet bekræfter den foregående mellemfristede målsætning om budgetbalance, hvilket er i overensstemmelse med kravene i stabilitets- og vækstpagten. Den (genberegnede) strukturelle saldo forventes imidlertid ikke at nå den mellemfristede målsætning senest i 2017. I programmet planlægges det at bringe underskuddet ned under 3 % af BNP i 2015 i overensstemmelse med målsætningen i henstillingen om det uforholdsmæssigt store underskud. Efter 2015 forudses der i programmet et støt fald i underskuddet, indtil dette forvandles til et overskud på 0,3 % af BNP i 2018. I Programmet forventes det, at den offentlige gæld vil nå sit højeste niveau med 81,1 % af BNP i 2015, hvorefter den vil falde til 76 % i 2016. Generelt er den budgetstrategi, der skitseres i programmet, i overensstemmelse med kravene i vækst- og stabilitetspagten. Det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for programmets budgetfremskrivninger, og som er udarbejdet af et uafhængigt organ (Institute for Marcroeconomic Analysis and Development), er karakteriseret ved forsigtighed. Den 5. marts 2014 blev en uafhængig henstilling rettet til Slovenien. I stabilitetsprogrammet udpeges en række yderligere foranstaltninger, der bidrager til begrænse efterslæbet i forhold til den påkrævede finanspolitiske indsats. På denne baggrund anses stabilitetsprogrammet for delvist at have svaret på Kommissionens uafhængige henstilling. Der er imidlertid stadig risiko for et negativt resultat, eftersom de foranstaltninger, der danner grundlag for programmet, ikke er tilstrækkeligt detaljerede, og mange af dem er endnu ikke vedtaget. Alle yderligere rekapitaliseringsbehov i bankerne, som følge af den revision af kvaliteten af aktiver og den stresstest, der blev foretaget i Slovenien i 2013, vil øge underskuddet og gældskvoterne, mens indtægterne fra den vellykkede privatisering af statsejede enheder eller banker, der ikke er blevet indarbejdet i programmets fremskrivninger, vil reducere gældsbyrden. I henhold til Kommissionens prognose ligger den finanspolitiske indsats i perioden 2013-2014 1,4 % af BNP for lavt med hensyn til den (korrigerede) ændring af den strukturelle saldo og 0,5 % af BNP for lavt med hensyn til det de foranstaltninger, der ansås for nødvendige, da henstillingen om det uforholdsmæssigt store underskud blev fremsat. For 2015 forventes der i programmet et underskud, der er i overensstemmelse med henstillingen om det uforholdsmæssigt store underskud, hvorimod der i Kommissionens forårsprognose fra 2014 forventes et underskud på 3,1 % af BNP. Derudover forventes det på grundlag af prognosen, at den finanspolitiske indsats ikke vil kunne leve op til det niveau, som Rådet henstiller til for 2015, både set i forhold til ændringerne i den (korrigerede) strukturelle saldo og mængden af diskretionære foranstaltninger, der skal gennemføres. Baseret på dets vurdering af programmet i henhold til forordning (EF) nr. 1466/97 og Kommissionens prognose er Rådet af den opfattelse, at der er behov for en forstærket indsats i 2014 og derefter med henblik på at sikre, at henstillingen om det uforholdsmæssigt store underskud overholdes fuldt ud, herunder at der gøres den nødvendige strukturelle indsats.

(10) Med hensyn til de finanspolitiske regler vedtog parlamentet i 2013 et konstitutionelt grundlag for at etablere en regel om balance/overskud i strukturelle termer for det offentlige budget. Den nødvendige gennemførelseslovgivning, dvs. loven om budgetreglen, som skulle have været på plads i november 2013, er imidlertid endnu ikke vedtaget. Især mangler der at blive fastlagt det nødvendige retlige grundlag med henblik på at fastlægge et fungerende finansråds rolle, ansvarsområde og uafhængighed. Den rettidige gennemførelse af en omfattende revision af alle budgetbrugernes udgifter inden for nøgleudgiftsområdet sundhed vil kunne indkredse foranstaltninger, der kan understøtte den finanspolitiske konsolidering, og muligheder for at øge produktivitet og omkostningseffektivitet.

(11) I 2013 modtog Slovenien en henstilling om at styrke pensionssystemets langsigtede holdbarhed og sikre produktiviteten, omkostningseffektiviteten og kvaliteten i sektoren for langtidspleje. Slovenien har gjort begrænsede fremskridt med hensyn til at træffe foranstaltninger som svar på denne henstilling. En evaluering af pensionsreformen fra 2012 blev gennemført i april 2014, og de første resultater er positive. Selvom der er opnået visse finanspolitiske besparelser, er pensionsstørrelserne fortsat uændrede. Slovenien står over for store finanspolitiske risici på mellemlangt og langt sigt, hvilket hovedsageligt kan tilskrives aldersrelaterede udgifter som følge af de demografiske ændringer i landet. Derfor er der behov for mellemfristede reformer af pensions- og plejesystemerne, hvis de samlede udgifter skal kunne stabilisere sig på mellemlangt og langt sigt, og pensionernes tilstrækkelighed og adgangen til langtidspleje skal kunne sikres. Myndighederne planlægger at udarbejde en hvidbog til en kommende stor pensionsreform. En plan for en langsigtet plejereform blev vedtaget i slutningen af 2013, og den nødvendige lovgivning forventes i slutningen af 2014. Der er imidlertid risiko for, at den bliver forsinket, fordi den igangværende omstrukturering af sundhedsforsikringen halter bagefter.

(12) Situationen på arbejdsmarkedet er forværret. Arbejdsløsheden nåede op på 10,3 % i 2013, og ungdomsarbejdsløsheden steg til 21,6 % samme år, mens andelen af unge, der hverken var i arbejde eller uddannelse, steg med 2,1 procentpoint fra 2011 til 2013. Evalueringen af den arbejdsmarkedsreform, der blev vedtaget i 2013, peger på en faldende opdeling mellem fastansættelse og tidsbegrænsede kontrakter, hvilket dog også skyldes øget anvendelse af andre former for ikke-permanente kontrakter, mens effekten af incitamenter til ansættelse af ældre og unge fortsat er uklar. Fastlæggelsen af bedre regler for studenterarbejde skal også bidrage til at begrænse opdelingen af arbejdsmarkedet. En ny lov venter på at blive vedtaget, men der er bekymringer om, hvorvidt den i tilstrækkelig grad kan rette op på manglerne i de tidligere regler. Regeringen har gjort begrænsede fremskridt med hensyn til at gennemføre sidste års henstilling om mindstelønnen, som fortsat indeksreguleres efter inflationen, selvom loven om mindsteløn tillader en indeksregulering efter andre økonomiske forhold. Der er blevet gjort begrænsede fremskridt med hensyn til at udvikle effektive og skræddersyede arbejdsmarkedspolitiske tiltag og løse problemer med manglende overensstemmelse mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer.

(13) Regeringen har gjort betydelige fremskridt med hensyn til henstillingen om stabilitet i banksektoren, idet der er foretaget en revision af kvaliteten af aktiver og en stresstest, der er blevet gennemført hurtige rekapitaliseringer, og misligholdte lån er blevet overført til bankaktivselskabet (Bank Asset Management Company). Arbejdet er imidlertid langt fra færdigt, og der er behov for en målrettet indsats for at gennemføre den omfattende strategi for banksektoren, som blev annonceret i december 2013, herunder omstrukturering, privatisering og øget overvågning. Mængden af misligholdte lån i banksystemet er fortsat højt. Det er derfor vigtigt for bankerne at opbygge intern kapacitet til afvikling af misligholdte lån, herunder at styrke den interne håndtering af aktiver og omstrukturere enheder, således at håndteringen af misligholdte lån fremskyndes med henblik på at maksimere realiseringsværdien og bevare levedygtige virksomheder. Enhver yderligere overførsel af misligholdte lån til bankaktivselskabet bør være omhyggeligt udformet med henblik på en hurtig og effektiv omstrukturering af virksomhedskreditter, især hvor der er tale om komplekse, indbyrdes forbundne koncernlån. Der afventes en omfattende ledelsesstrategi og forretningsplan, som kan underbygge indfrielsesmålene for bankaktivselskabet. På baggrund af erfaringerne fra revisionen af kvaliteten af aktiver og stresstesten er det nødvendigt med yderligere omfattende foranstaltninger til forbedring af ledelse og overvågning for alle banker, især for dem, der fortsat er statsejede, ved at styrke risikostyringen, udvide kreditbevillingsprocedurerne og forbedre datakvalitet og datatilgængelighed med henblik på at reducere mængden af misligholdte lån og inddæmme fremtidige risici.

(14) Regeringen har gjort begrænsede fremskridt med hensyn til at gennemføre henstillingerne om ledelsen i de statsejede virksomheder, som står for en sjettedel af den samlede værditilvækst i økonomien og indgår i komplekse forbindelser af indenlandske banker, forsikringsselskaber og ikke-finansielle virksomheder med en betydelig grad af krydsejerskab. Niveauet af statslig indflydelse skaber betydelige risici for de offentlige finanser, både direkte og indirekte, via forpligtelser som følge af garantistillelse. En sammenhængende strategi for forvaltningen af statsejede virksomheder vil sammen med en bedre virksomhedsledelse kunne skabe et mere gunstigt miljø for at tiltrække direkte udenlandske investeringer. Selvom der i maj 2013 blev taget de første skridt ved at udarbejde en liste over 15 virksomheder, der skal privatiseres inden for en kortere periode, har resultaterne været blandede, og der er en betydelig risiko for, at fristerne ikke vil blive overholdt. Den nye lovgivning vedrørende Slovenian Sovereign Holding, der er et instrument til konsolidere forvaltningen af statsejerskab, er med forsinkelse blevet indført i april 2014. Der afventes en omfattende strategi og en præcis klassificering af, hvad der er og ikke kerneaktiver, herunder dem, der er øremærket til privatisering. Der er behov for at identificere og gennemføre foranstaltninger, der kan sikre omstruktureringsprocessen og opnåelse af dennes mål, herunder bl.a. at maksimere realiseringsværdien for kreditorer og opstille en liste over de mest hastende sager med henblik på at løse dem hurtigt.

(15) Den lovgivningsmæssige ramme for insolvens blev ændret i 2013 med henblik på at fremme en rettidig afvikling af misligholdte lån, men den nye ramme har endnu ikke for alvor stået sin prøve. Et højt gældsniveau og finansiel nød har begrænset erhvervssektorens evne til at investere i fremtidige projekter. Det presserende behov for finansiel og operationel omstrukturering af erhvervssektoren har endnu ikke fundet sted i stor skala. Der er behov for en konsolideret oversigt over krediteksponeringen i banksystemet i alle dens former med henblik på at fremskynde afviklingen af misligholdte lån og muliggøre omstruktureringsforhandlinger, især i tilfælde af komplekse og indbyrdes forbundne koncernlån. En centraliseret taskforce bestående af erfarne repræsentanter for alle interessenter kunne tage initiativet og understøtte og fremskynde denne proces. I mellemtiden er det afgørende, at flere igangværende hastesager under bankaktivselskabet lukkes hurtigt og effektiv.

(16) På trods af landets potentiale har Slovenien en af de laveste beholdninger af udenlandske direkte investeringer i EU (34,1 % af BNP over for 47,1 % af BNP som gennemsnit i EU i 2012). Selvom privatisering og omstrukturering af virksomheder giver private investorer mange nye muligheder, er der tegn på, at det utilstrækkeligt udviklede erhvervsklima og den utilstrækkeligt udviklede erhvervskultur forhindrer Slovenien i at udnytte disse muligheder fuldt ud. I 2012 påbegyndtes en deregulering af lovregulerede erhverv, og indtil videre er antallet blevet reduceret fra 323 til 262. En yderligere deregulering af de lovregulerede erhverv ville bidrage til at øge antallet af indenlandske og udenlandske tjenesteudbydere og derved være med til at styrke konkurrenceevnen. Der er potentiale for at øge sammenhængen mellem de foranstaltninger, hvis formål det er at styrke erhvervsklimaet og iværksætterånden. I denne sammenhæng vil den kommende intelligente specialiseringsstrategi under de europæiske struktur- og investeringsfonde for 2014-20 gøre det muligt at fokusere på centrale foranstaltninger som f.eks. at skabe omsættelige innovative produkter.

(17) Slovenien er i en tidlig fase af forberedelsen af omfattende forslag til reformer af den offentlige sektor (som senest skal vedtages i januar 2015). I denne sammenhæng er Slovenien nødt til at genetablere kvaliteten og troværdigheden i den offentlige forvaltning. Slovenien har gjort visse fremskridt med hensyn til at forbedre retssystemets kvalitet og har reduceret antallet af udestående sager. En reform af sagshåndteringen i handels- og civilretten har forbedret domstolssystemets funktion. Den positive tendens inden for civil- og handelsretlige sager er fortsat.

(18) Som led i Det Europæiske Semester har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Sloveniens økonomiske politik. Den har vurderet stabilitetsprogrammet og det nationale reformprogram. Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar finanspolitik og socioøkonomisk politik i Slovenien, men også til, i hvor høj grad de er i overensstemmelse med EU-regler og -retningslinjer, da der er behov for at styrke Unionens samlede økonomiske styring, ved at der fra EU-plan gives input til kommende nationale beslutninger. Dens henstillinger som led i det europæiske semester er afspejlet i henstilling 1 til 8 nedenfor.

(19) På baggrund af denne vurdering har Rådet gennemgået Sloveniens stabilitetsprogram, og Rådets udtalelse[10] afspejles især i henstilling 1 nedenfor,

(20) På baggrund af Kommissionens dybdegående undersøgelse og denne vurdering har Rådet gennemgået det nationale reformprogram og stabilitetsprogrammet. Rådets henstillinger i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 1176/2011 afspejles især i henstilling 1 til 8 nedenfor.

(21) Inden for rammerne af det europæiske semester har Kommissionen også foretaget en analyse af den økonomiske politik i euroområdet som helhed. På dette grundlag har Rådet udstedt specifikke henstillinger rettet til medlemsstater, der har euroen som valuta. Slovenien bør også sikre fuld og rettidig gennemførelse af disse henstillinger,

HENSTILLER, at Slovenien i perioden 2014-2015 træffer følgende foranstaltninger med henblik på at:

1.           Styrke budgetstrategien med tilstrækkeligt specificerede strukturelle foranstaltninger for 2014 og videre frem med henblik på at sikre en holdbar korrektion af det uforholdsmæssigt store underskud senest i 2015 ved at gennemføre den strukturelle tilpasning, der er beskrevet i Rådets henstilling som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. En holdbar korrektion af de finanspolitiske ubalancer kræver en troværdig gennemførelse af ambitiøse strukturelle reformer for at øge tilpasningsevnen og sætte skub i væksten og beskæftigelsen. Søge en strukturel justering på mindst 0,5 % af BNP hvert år efter korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud og forsøge at opnå mere under gode økonomiske betingelser eller forsøge at sikre, at gældsreglen overholdes med henblik på at bringe den høje offentlige gældskvote ind på en holdbar, nedadgående kurs. Øge troværdigheden i finanspolitikken ved endeligt at vedtage en regel for balance/overskud i strukturelle termer, gøre den mellemfristede budgetmæssige ramme bindende, mere omfattende og gennemsigtig, etablere det nødvendige lovgrundlag for et velfungerende finansråd, der fastlægger dets ansvarsområde i budgetproceduren, og indføre klare proceduremæssige bestemmelser for overvågningen af budgetresultaterne så hurtigt som muligt. Igangsætte en omfattende revision, som dækker udgifter på statsligt og lokalt niveau, direkte og indirekte budgetbrugere og kommunalt ejede udbydere af tjenester og udstyr på sundhedsområdet inden udgangen af 2014 med henblik på at opnå besparelser på budgettet i 2015 og videre frem.

2.           Vedtage foranstaltninger til sikring af pensionssystemets holdbarhed efter 2020 på grundlag af den offentlige høring, herunder at justere nøgleparametre, f.eks. ved at knytte den lovbestemte pensionsalder til den forventede levealder og opfordre til private bidrag til pensionssystemets anden søjle. Begrænse aldersrelaterede udgifter på langt sigt ved at målrette ydelser mod dem, der har de største behov, og ændre fokus fra institutionel pleje til pleje i hjemmet.

3.           Lave en social aftale efter at have konsulteret arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med den nationale praksis inden udgangen af 2014, således at lønudviklingen, herunder mindstelønnen, kommer til at bidrage til konkurrenceevnen, den hjemlige efterspørgsel og jobskabelsen. Redefinere mindstelønnens sammensætning og revidere det dertilhørende indekseringssystem. Træffe foranstaltninger med henblik på at begrænse opdelingen af arbejdsmarkedet, navnlig vedrørende effektiviteten af incitamenterne til at ansætte unge og ældre og brugen civilretlige kontrakter. Vedtage loven om studenterarbejde. Prioritere at hjælpe unge, der ikke er registreret hos arbejdsformidlingen, ved at sikre denne tilstrækkelig kapacitet. Øge beskæftigelsen blandt lavt kvalificerede og ældre arbejdstagere ved at tilpasse arbejdsmiljøet til et længere arbejdsliv og fokusere ressourcerne på skræddersyede arbejdsmarkedsforanstaltninger og samtidig øge deres effektivitet. Rette opmærksomheden mod den manglende overensstemmelse mellem udbudte og efterspurgte kompetencer ved at gøre erhvervsuddannelsesprogrammer mere attraktive og ved at udvikle samarbejdet med relevante interessenter om at vurdere behov på arbejdsmarkedet.

4.           Gennemføre privatiseringen af NKBM i 2014 som planlagt, forberede privatisering af Abanka i 2015 og fortsætte den hurtige gennemførelse af omstruktureringsplaner for de banker, der modtager statsstøtte, og den nødvendige konsolidering af banksektoren. Færdiggøre den omfattende handlingsplan for bankerne i august 2014 på baggrund af revisionen af aktiver og stresstesten, herunder træffe specifikke foranstaltninger til at forbedre ledelse, overvågning, risikostyring, kreditbevillingsprocedure og datakvalitet og datatilgængelighed. Øge bankernes evne til at afvikle misligholdte lån ved at styrke den interne håndtering af aktiver og ved at omstrukturere enheder. Præcisere bankaktivselskabets mandat ved senest i september 2014 at offentliggøre en omfattende ledelsesstrategi og forretningsplan, der detaljeret beskriver dets rolle i omstruktureringen af dets aktiver, indfrielsesmål, budgetter, planer for håndtering af aktiver og forventede afkast, samtidig med at tilstrækkelige ressourcer sikres.

5.           Fortsætte med at gennemføre de i 2013 annoncerede privatiseringer inden for de fastsatte frister. Vedtage en strategi for Slovenian Sovereign Holding med en klar klassificering af aktiver i overensstemmelse med fristen og de definitioner, der er fastlagt i loven om Slovenian Sovereign Holding af 2014. Forpligte sig til en kortsigtet (et- til toårig) plan for afhændelse af en række nøje udvalgte aktiver med klare frister senest i november 2014. Gøre denne plan fuldt operationel som instrument til håndtering af de aktiver, der fortsat er i statseje, og afhændelse af de aktiver, der er øremærket til privatisering, i overensstemmelse med de fastlagte planer og inden for de ved lov fastlagte frister. Vedtage og gennemføre en kodeks for virksomhedsledelse for statsejede virksomheder senest i september 2014 med henblik på at sikre professionel, gennemsigtig og uafhængig ledelse.

6.           Færdiggøre en plan for omstrukturering af virksomheder i slutningen 2014 med klare prioriteter og en effektiv gennemførelsesprocedure. Oprette en central taskforce for omstrukturering af virksomheder, der overvåger og koordinerer omstruktureringsprocessen som helhed og stiller den nødvendige ekspertise, vejledning og rådgivning til rådighed, og som letter forhandlingsprocessen mellem alle de involverede interessenter. Opstille en liste over de mest hastende omstruktureringssager og samtidig maksimere realiseringsværdien for kreditorerne. Fremme anvendelse af de tilgængelige juridiske mekanismer og den bedste internationale praksis blandt alle interessenter i omstruktureringsprocessen. Evaluere de seneste ændringer i insolvenslovgivningen senest i september 2014 og være klar til at gennemføre eventuelle yderligere foranstaltninger. Reducere varigheden af retssager i første instans for tvister i civil- og handelsretlige sager yderligere, herunder sager under insolvenslovgivningen og antallet af udestående sager, især sager som omhandler retshåndhævelse og insolvens.

7.           Mindske hindringerne for at gøre forretning i Slovenien inden for områder, som er vigtige for den økonomiske udvikling, således at landet bliver mere attraktivt for direkte udenlandske investeringer, især gennem en hurtigere liberalisering af de lovregulerede erhverv og begrænsning af administrative byrder, herunder mere strømlinede godkendelsesprocedurer. Sikre konkurrenceagenturet tilstrækkelig autonomi og øge dets institutionelle uafhængighed. Samordne prioriteringerne og sikre sammenhæng mellem strategien for forskning og innovation fra 2011 og strategien for industripolitikken fra 2013 med de kommende strategier om intelligent specialisering og transport samt sikre at de hurtigt gennemføres, og at deres effektivitet vurderes.

8.           Træffe effektive foranstaltninger til at bekæmpe korruption, øge gennemsigtighed og ansvarlighed samt indføre ekstern evaluering af resultater og procedurer for kvalitetskontrol.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

[2]               EUT L 306 af 23.11.2011, s. 25.

[3]               COM(2014) 425 final.

[4]               P7_TA(2014)0128 og P7_TA(2014)0129.

[5]               EUT L 140 af 27.5.2013, s. 11.

[6]               COM(2013) 8010 final.

[7]               COM(2013) 800 final.

[8]               COM(2013) 790 final.

[9]               SWD(2014) 88 final.

[10]             I henhold til artikel 5, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1466/97.

Top