5.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 356/30

—

henstiller til Kommissionen, at der vedtages et forbud mod deponering af plastic og stærkt brændbart affald senest i 2020, og at der indføres specifikke og ambitiøse mål for forebyggelse og forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse, som er harmoniserede i alle de relevante direktiver og afspejler materialernes miljøbelastning. Mellemliggende mål og overgangsperioder kunne overvejes og forhandles med medlemsstaterne;

—

beder Kommissionen om at overveje at finansiere fremtidig infrastruktur til effektiv genanvendelse af plastic og stoppe finansieringen til deponering og forbrænding. Der bør kun gives EU-midler til energiudvindingsanlæg, som er en del af en sammenhængende strategi for affaldsforvaltning omfattende tilstrækkelige infrastrukturer til de tidligere stadier i affaldshierarkiet;

—

opfordrer til fuld gennemførelse af »forureneren betaler«-princippet og Kommissionen til at undersøge, hvordan det udvidede producentansvar kan håndhæves bedre i EU. Betaling af pant og returordninger er områder, der bør arbejdes videre med på EU-niveau. Ordninger med volumen- eller vægtbaserede afgifter (pay-as-you-throw) bør fremmes med indsamlingsmetoder fastlagt af de lokale og regionale myndigheder. Ud over at give incitamenter til genanvendelse bør et forbud mod at stille plasticbæreposer gratis til rådighed overvejes;

—

mener, at det ved design af produkter er vigtigt at anvende ganske få ensartede plastictyper, der ikke er kombineret med andre materialer, og tydeligt at angive typen af plastic på emballage og produkter for at gøre genbrug og genanvendelse lettere. Det anbefaler krav om et mindsteindhold af genanvendt materiale i fremtidigt design;

—

efterlyser en international aftale om forbud mod brugen af svært nedbrydelige mikropartikler af plastic i kosmetiske produkter og andre produkter til personlig pleje for at hindre, at denne forholdsvis nye kilde til forurening trænger ind i fødekæden. Det mener, at der en stor mængde dokumentation, der berettiger et forbud mod oxo-nedbrydeligt plastic, indtil yderligere forskning påviser, at det har en merværdi.

Ordfører

Linda GILLHAM, medlem af Runnymede byråd (UK/AE)

Basisdokument

Grønbog om en europæisk strategi for plasticaffald i miljøet

COM(2013) 123 final

1.

hilser grønbogen om plasticaffald i miljøet velkommen. Optimal affaldshåndtering er i dag en af de største udfordringer for lokale og regionale myndigheder, både for at mindske miljøbelastningen fra den stigende affaldsproduktion ved at skabe og finansiere infrastrukturer til affaldsbehandling og -bortskaffelse og for at bevare naturressourcerne;

2.

gør opmærksom på, at det imidlertid er affaldsforebyggelsen, som må prioriteres højest. Udover en optimering af affaldshåndteringen er en omfattende og ambitiøs affaldsforebyggelse de største udfordringer;

3.

opfordrer i den forbindelse til fuld gennemførelse af »forureneren betaler«-princippet, som er en af de mest effektive metoder til affaldsforebyggelse og vil kunne hjælpe de lokale og regionale myndigheder med at opfylde deres mål på affaldsområdet og samtidig begrænse de finansielle og organisatoriske byrder, som de pålægges;

4.

erkender, at det ikke er muligt at nå målene om øget forebyggelse, indsamling og genanvendelse uden husstandenes medvirken. De lokale og regionale myndigheder kan stille information og anlæg til rådighed for borgerne, dels for at få dem til at ændre forbrugsvaner, dels for at få indsamlet flere forskellige typer materiale af bedre kvalitet. Dette forudsætter, at der er vilje til at se plasticaffald som en potentielt værdifuld ressource;

5.

gør opmærksom på, at det ikke kun er private husholdninger, der producerer plasticaffald. Der må også i langt højere grad fokuseres på industrien (f.eks. bilindustrien), byggesektoren og andre erhvervsgrene, idet disse sektorer har et meget stort forbrug af plastic;

6.

anerkender, at der er forskelle i medlemsstaternes affaldshåndtering. Af mange årsager, herunder modstand i befolkningen, er det i mange medlemsstater gået langsomt med at få investeret i affaldsbehandlingsanlæg, og det har derfor taget lang tid at få bygget infrastrukturen;

7.

beklager den manglende eller langsommelige strategiske planlægning i affaldshåndteringskæden: indsatsen for at forebygge og forberedelsen med henblik på genbrug og genanvendelse, indsamlingssystemer, behandlingsanlæg og markedsinitiativer. Sikre markeder udvikler sig først, når der er tilstrækkelige mængder genanvendeligt plasticmateriale;

8.

henstiller til Kommissionen, at den sikrer, at den eksisterende EU-miljølovgivning gennemføres og håndhæves fuldt ud i alle 28 medlemsstater. Udvalget mener, at der aktuelt mangler ressourcer til håndhævelse og kontrol;

9.

bifalder planerne om at revidere affaldsdeponeringsdirektivet i 2014. Det mener, at denne revision bør føre til et forbud mod deponering af plastic og stærkt brændbart affald senest i 2020. Regionsudvalget er klar over, at affaldsbehandlingsindustrien og de lokale og regionale myndigheder har brug for tid, investeringer og vished for at kunne afsætte ressourcer til den rigtige infrastruktur til indsamling, sortering, genanvendelse og effektiv endelig forarbejdning. Selvom de medlemsstater, der halter bagefter, måske har behov for en periode til indfasning af forbuddet, skal al plasticaffald behandles som en ressource i overensstemmelse med planerne i køreplanen til et ressourceeffektivt Europa, hvis 2020-målene skal nås;

10.

gør opmærksom på, at nok deponerer syv medlemsstater allerede mindre end 10 % af affaldet, men 11 deponerer stadig mere end 60 %. I affaldshåndteringen må plastics særlige værdi anerkendes med bedre og mere effektive indsamlingssystemer, der begrænser forureningen mest muligt;

11.

opfordrer Kommissionen til ved fremtidige revisioner at anlægge en integreret tilgang omfattende alle former for plastic, herunder elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), udtjente køretøjer og emballage. Målene i affaldsrammedirektivet er sat for lavt og vedrører ikke specifikt plasticaffald.

12.

gør gældende, at nye mål for plastic bør tage højde for, at ton ikke er en hensigtsmæssig måleenhed, især ikke for meget let plastfolie. Målene bør afspejle materialernes miljøbelastning for at øge værdien af plastic, som modsat tungere genanvendelige materialer ofte ikke værdisættes;

13.

bemærker, at alle medlemsstater er positive over for udvinding af energi fra affald som et rimeligt alternativ til deponering af det affald, der bliver tilbage efter genbrug og genanvendelse, og opfordrer i den forbindelse til, at EU-finansiering kun bør gå til energiudvindingsanlæg, hvis disse indgår i en sammenhængende strategi for affaldsforvaltning, der omfatter tilstrækkelige infrastrukturer i et tidligere led til sortering, rensning og genanvendelse af det indsamlede affald. Udvalget mener endvidere, at da der af plastic kan udvindes brændsel med høj brændværdi, er det vigtigt, at der for plastic fastsættes materialespecifikke genanvendelsesmål baseret på forarbejdningskapacitet for at undgå, at efterspørgslen efter brændsel fører til forbrænding af værdifulde ressourcer;

14.

mener, at de eksisterende mål bør håndhæves bedre. Derudover støtter det indførelse af bindende, specifikke og ambitiøse, men dog opnåelige mål for forebyggelse, forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse af plasticaffald i tillæg til målsætningen om at undgå deponering, da førstnævnte mål kan måles mere nøjagtigt. Disse mål bør harmoniseres i alle de relevante direktiver. Mellemliggende mål og overgangsperioder kunne overvejes og forhandles med de medlemsstater og lokale og regionale myndigheder, som ikke har gjort tilfredsstillende fremskridt med opfyldelsen af mål på affaldsområdet;

15.

henstiller, at disse mål fastsættes i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, nærhedsprincippet og forsigtighedsprincippet;

16.

mener, at disse foranstaltninger vil flytte plasticaffald højere op i affaldshierarkiet, og tilslutter sig Europa-Parlamentets ønske om et forbud mod deponering af alle former for genanvendeligt affald og bioaffald senest i 2020, men advarer om, at der er en fare for, at eksporten af plasticaffald til lande uden for Europa vil blive øget, hvis genanvendelsen af plastic ikke videreudvikles i EU;

17.

opfordrer til, at der arbejdes mere for at genanvende plastic i alle faser for at fremme industriel symbiose. Helt fra den første designfase bør der ikke blot tænkes på genanvendelse af produktet, når det er udtjent, men også på at rationalisere de polymerer, der anvendes ved fremstillingen og anvende ganske få ensartede plastictyper, der ikke er kombineret med andre materialer, så sorteringen med henblik på genanvendelse bliver lettere;

18.

opfordrer Kommissionen til at fremme grønne offentlige indkøb med større incitamenter til at forebygge, forberede med henblik på genbrug, genanvende og øge mængden af genbrugt plastic i nye produkter;

19.

beder Kommissionen om at overveje at finansiere fremtidig infrastruktur til effektiv genanvendelse af plastic og stoppe finansieringen til deponering og forbrænding og samtidig understøtte markedet for genanvendt plastic og dermed skabe arbejdspladser;

20.

erkender, at materialegenanvendelse gør, at EU kan blive mere selvforsynende med råvarer til sine egne produktionsfaciliteter, og at energiudvinding bør forblive en subsidiær mulighed i overensstemmelse med affaldshierarkiet, for at det fulde potentiale ved det ikke-deponerede affald kan udnyttes, og der ikke udløses en støvsugereffekt i retning mod energiudvinding som anbefalet i grønbogen;

21.

er af den klare overbevisning, at der bør være krav om husstandsindsamling af affald, men at den bør tilrettelægges således, at den tilskynder til sortering og nyttiggørelse af mest muligt genanvendeligt højkvalitetsmateriale. Dette vedrører nærhedsprincippet, og trods det at blandet indsamling af tørt materiale fungerer vældig godt i nogle medlemsstater, må det erkendes, at indsamlingsmetoderne er forskellige i land og by og fra land til land. Det er ikke muligt at fastlægge en ensartet politik for alle, men der er dog gode grunde til frivilligt at rationalisere og standardisere indsamlingsmetoderne;

22.

gentager, at der kan være områder, hvor det er muligt for regionale myndigheder at samarbejde på tværs af grænserne om håndtering og behandling af affald fra samme typer ejendomme, f.eks. etageejendomme, for at sikre effektiv styring af affaldsstrømme og optimal brug af den infrastruktur og de ressourcer, der findes i sektoren;

23.

mener, at genanvendelse af høj kvalitet bør fremmes med aktiv støtte til et marked for genanvendt plastic, og at miljøvenlige materialer bør fremmes med henblik på at reducere mængden af plasticaffald i miljøet;

24.

beklager, at den nuværende indberetning af nyttiggørelsesmål i henhold til affaldsrammedirektivet er baseret på indsamling og ikke den faktiske genanvendelse eller energiudvinding. Det haster voldsomt med at præcisere definitioner og finde frem til én metode til beregning af genanvendelsesprocenter;

25.

er klar over, at Kommissionen allerede har indført et støtteprogram for de 10 medlemsstater, som målt på affaldspolitik klarer sig dårligst. Det beklager, at 18 medlemsstater stadig er langt fra at opfylde kravene i affaldsrammedirektivet;

26.

mener, at der er behov for en række forskellige foranstaltninger, da der ikke er ét politikinstrument, som vil sikre, at affald genanvendes og ikke deponeres. Genanvendelse er imidlertid ikke altid en mulig løsning, da det kan være teknisk vanskeligt at genanvende plastic og heller ikke altid økonomisk forsvarligt, ikke engang af de allermest miljørigtige årsager;

27.

mener, at EU har gode forudsætninger for at vise resten af verden, hvordan man får udryddet deponering af plastic, og at man på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt niveau bør udveksle bedste praksis inden for affaldshåndtering. EU bør fremme bæredygtige initiativer og sikre, at genanvendelsesvirksomheder kun sender til genanvendelsesanlæg, der er underlagt samme krav til håndteringen som anlæg i EU. Mæglere er ikke genanvendelsesvirksomheder, og Regionsudvalget efterlyser strammere overvågning af, at reglerne om overførsel af affald anvendes i europæiske havne;

28.

gentager i den forbindelse sin støtte til oprettelsen af en europæisk informationsplatform, der vil gøre det muligt for lokale og regionale myndigheder at udveksle oplysninger om forebyggelse og håndtering af affald inden for og uden for EU;

29.

er klar over, at plastic bruges i hele verden, hvorfor god designpraksis med henblik på genbrug, reparation og genanvendelighed vil være nyttig også uden for EU og bidrage til at hindre, at plasticprodukter senere ender som affald i havet;

30.

bemærker, at mange forbrugsvarer, navnlig elektrisk og elektronisk udstyr, produceres uden for EU og som følge af de høje lønomkostninger i EU efterfølgende videreeksporteres med henblik på adskillelse, genanvendelse eller bortskaffelse. I overensstemmelse med nærhedsprincippet anbefaler Regionsudvalget, at der udvikles genanvendelses- og genbrugsinfrastruktur inden for en EU-ramme, så medlemsstaterne kan anvende den affaldshåndteringsinfrastruktur, der findes i EU, effektivt, og dermed undgå unødvendige dobbeltinvesteringer. Plasticaffald ville således kunne behandles i nabolande uden behov for at bygge mange nye typer genanvendelsesanlæg i hver enkelt medlemsstat, og samtidig kunne der udformes planer for særlig infrastruktur til specialiseret behandling af bestemte typer af affald i EU som helhed for at undgå at bygge for mange anlæg af samme type. Regionsudvalget erkender, at der skal være ordentlig og effektiv kontrol af den grænseoverskridende transport af affald;

31.

mener, at en frivillig indsats bestemt kan supplere lovgivningen, men at en vis regulering er nødvendig for at skabe en velfungerende, effektiv, sikker og bæredygtig affaldsramme. Regionsudvalget er dog af den opfattelse, at Kommissionen først bør se nærmere på at iværksætte oplysende foranstaltninger, som kan få forbrugere og husstande til at ændre adfærd, inden man vælger at pålægge afgifter eller forbud;

32.

beder Kommissionen om at undersøge, hvordan det udvidede producent- og importøransvar kan håndhæves bedre i EU, især i forhold til plasticaffald, som det alt for ofte er de lokale og regionale myndigheders ansvar at håndtere. Bedre håndhævelse af dette ansvar burde sikre, at de produkter, der markedsføres, producerer mindre plasticaffald, og at plasticaffaldet bliver lettere at genanvende. Betaling af pant for bestemte plasticprodukter og produkter indeholdende plastic og krav om, at udtjente produkter skal tages retur, er områder, der skal ses på på EU-niveau for at lette den tunge byrde på de lokale og regionale myndigheder. Derudover vil det give mening at markedsføre returordninger over for detailhandlende, skoler og arbejdspladser, hvor der kan indsamles så store mængder af sorterede værdifulde ressourcer, at genanvendelsen bliver mere rentabel. Dette sker allerede med for eksempel mobiltelefoner og printerpatroner;

33.

mener, at ordninger med volumen- eller vægtbaserede afgifter (pay-as-you-throw) bør fremmes med indsamlingsmetoder fastlagt af de lokale og regionale myndigheder kombineret med bevidstgørelsesaktiviteter og en øget kontrol med affaldsstrømmene for at forhindre, at (plastic)affald stadig oftere brændes eller efterlades andre steder end i anlæg med det rigtige tekniske udstyr;

34.

erkender, at pant- og returordninger bør udvikles afhængig af de givne omstændigheder. I nogle medlemsstater har indsamling af tomme flasker og dåser været en succes og udgør genanvendeligt kvalitetsmateriale. Det kan være en god løsning i landdistrikter, hvor særskilt indsamling ikke er økonomisk rentabel. Lokale og regionale myndigheder kan endvidere gøre mere for at fremme indsamling af PET-plastic (polyethylenterephthalat) med miljøbæredygtighedsplaner for større offentlige arrangementer, med mindre der findes miljøvenlige alternativer til PET-flasker.

35.

Regionsudvalget opfatter produktdesignet som helt afgørende for at minimere affaldsmængden. Direktivet om miljøvenligt design er rettet mod vand- og energiforbruget, men i forbindelse med en revision kunne anvendelsesområdet udvides til også at omfatte andre plasticprodukter og inkludere krav om forberedelse med henblik på genbrug, tiltag imod forældelse, reparationsmuligheder og genanvendelse med råd til forbrugerne om et givet produkts holdbarhed (for eksempel kunne produktet vedlægges et »produktpas«). Designet er vigtigt for forbrugerne, men også for de myndigheder, som har ansvaret for håndteringen af udtjente produkter. Et godt designet produkt, dets emballage og den måde, det skilles ad på, tager højde for og øger genanvendeligheden;

36.

peger på tendensen til at gøre varer lettere og til at anvende poser som emballage (udvikling fra glas eller metal til plastic), hvilket reducerer transportudgifterne og dermed CO2-udledningen, men anerkender, at selv om disse resultater gavner alle, er det muligt, at den store fortjeneste, som tendensen kan give producenterne, vil blive på bekostning de lokale og regionale myndigheder, som vil få øgede udgifter til indsamling og behandling;

37.

anser det i den sammenhæng for nødvendigt at reducere omfanget af plastictyper (plasticblandinger), således at det bliver muligt at nedsmelte sorteret kompatibelt plastic. Hertil hører også en tydelig angivelse af plastictype på emballage og produkter for at lette sorteringen. Endvidere bør plastic ikke indeholde persistente organiske miljøgifte (Persistent Organic Pollutants — POP) eller kemikalier, som er forbudt i henhold til REACH-forordningen;

38.

er af den opfattelse, at vejledning om bæredygtigheden af et produktdesign i hele produktets levetid, herunder behandlingen når produktet er udtjent, vil hjælpe brugeren med at forstå produktets reelle værdi og forhindre, at nogle værdifulde ressourcer unødigt går til spilde;

39.

anbefaler, at der indføres krav om et mindsteindhold af genanvendt materiale ved fremtidige designændringer, idet det dog er klar over, at materiale, der bruges til visse produkter, der anvendes til fødevarer og personlig pleje, skal opfylde bestemte standarder;

40.

henstiller til, at brugen af farlige stoffer i plastic gradvist udfases, såvel i nye som i genbrugte produkter, for at mindske risiciene i forbindelse med brug og forøge mulighederne for genanvendelse. Udvalget støtter forslaget i køreplanen til et ressourceeffektivt Europa om, at alle særligt problematiske stoffer i 2020 skal være blevet placeret på REACH's kandidatliste, således at det bliver muligt at gribe ind over for de relevante plasticadditiver. Det henstiller i den forbindelse til, at der især fokuseres på mikroplastic og nanopartikler, der udgør nye problemer, som der ikke nødvendigvis er taget højde for i REACH-forordningen;

41.

opfordrer til, at der inden for miljøvenligt design især er fokus på 3D printere, idet udviklingen af disse printere kan have stor betydning for mængden og kvaliteten af plasticaffald.

42.

Regionsudvalget mener, at der må sættes ind med en kombination af foranstaltninger over for plasticprodukter til engangsbrug med kort levetid, bl.a. bestemmelser for at reducere brugen og fremme produkter, der kan bruges flere gange. Plasticposer og tomme plasticflasker, der tankeløst smides væk, er indbegrebet af vores smid-væk samfund og ødelægger vores omgivelser. Ud over at give incitamenter til genanvendelse viser et forbud mod at stille plasticbæreposer gratis til rådighed positive resultater i et antal regioner og bør derfor overvejes;

43.

mener, at frivillige initiativer på nationalt plan, herunder en forpligtelse for detailhandlende til at tage produkter retur, kunne medvirke til, at udgifterne til håndtering af en del af plasticaffaldet flyttes fra affalds- og miljømyndighederne og fordeles på hele værdikæden. Disse foranstaltninger må ledsages af et forbrugeroplysningsprogram;

44.

mener, at returordninger kunne udvides til og fremmes andre steder, hvor der kommer mange mennesker (mange arbejdspladser og skoler har indført den slags ordninger i lille målestok, hvilket gør, at de kan indsamle en mængde, der gør, at genanvendelse bliver rentabel).

45.

Regionsudvalget er bange for, at forbrugerne muligvis vildledes af udtrykket »bionedbrydeligt«, da der er tale om plastic, som i mange tilfælde kun bionedbrydes i industrielle komposteringsanlæg ved meget høje temperaturer;

46.

understreger, at det er vigtigt at skelne mellem nedbrydelig, bionedbrydelig og komposterbar. Disse udtryk bruges ofte forkert i flæng. Plastic kan være nedbrydeligt eller blot komposterbart, men det kan ikke være bionedbrydeligt;

47.

ser harmonisering og forenkling af mærkningen som helt afgørende for forbrugerne. Det finder det dog bekymrende, at nogle oplysninger er forvirrende eller vildledende, og de bør nok fjernes. Information om, hvordan man genbruger rigtigt, og om indholdet af genbrugt materiale bør være let at forstå;

48.

er ligeledes bange for, at udtrykket »biobaseret plastic« giver anledning til at tro, at det er miljøvenligt, trods det at den biomasse, der bruges til produktionen, ikke nødvendigvis er bæredygtig eller kan konkurrere med brugen af jord til fødevareproduktion. Udvalget går ind for at fremme og støtte forskning i og udvikling af biobaseret plastic. I den forbindelse skal der først og fremmest satses på et miljøvenligt design med hensyn til råmaterialer (helst baseret på affald), additiver, (miljø- og sundhedsvenlige), reparationsmuligheder (nemme at reparere), genanvendelighed, nedbrydelighed m.m.;

49.

opfordrer derfor til, at eksisterende europæiske standarder for komposterbarhed (både i industrianlæg og derhjemme), bionedbrydelighed og nedbrydelighed, f.eks. EN 13432, EN 14995, bringes i fuld anvendelse, men at deres hensigtsmæssighed i relevante miljøer, herunder jord, hav, ferskvand, vandrensningsanlæg og ved anaerob behandling tillige efterprøves med henblik på at tilvejebringe et mærkningssystem for hele EU, hvor der meget klart skelnes mellem disse påstande;

50.

efterlyser en international aftale om forbud mod brugen af svært nedbrydelige mikropartikler af plastic i kosmetiske produkter som eksfolierende ansigtscremer, tandpasta og andre produkter til personlig pleje for at hindre, at denne forholdsvis nye kilde til forurening trænger ind i fødekæden;

51.

finder det bekymrende, at plastic mærket »oxo-nedbrydeligt« kun er oxo-fragmenterbart, og ikke bionedbrydeligt, og at der under fragmenteringen er risiko for, at mikropartikler af plastic forbliver i miljøet. Når det oxo-fragmenterbare plastic integreres i genanvendelsesprocessen, har man konstateret, at det kontaminerer og forringer kvaliteten af det genanvendte materiale. Også her er der en stor mængde dokumentation, der berettiger et forbud mod oxo-nedbrydeligt plastic, indtil yderligere forskning påviser, at disse produkter tilfører en merværdi.

52.

Regionsudvalget er som anført i grønbogen enig i, »at størstedelen af affaldet i vores have og oceaner er plastic«, og at dette er et alvorligt globalt problem. Det mener, at en mindskelse af mængden af plastic, der ender i havmiljøet, må være en prioritet for alle, som er i berøring med plastic i løbet af dets livscyklus;

53.

erkender, at der er behov for yderligere undersøgelser af kilderne, transportvejene og forekomsten af både makro- og mikroplasticaffald i miljøet. Endvidere er det nødvendigt med en forståelse af, hvordan disse mikroskopiske partikler påvirker livet i havene;

54.

henstiller, at overvågningen og dataindsamlingen optrappes for at vurdere, hvorvidt specifikke foranstaltninger har været en succes eller ej, og bruges til at udvikle mulige løsninger. Det mener kun, at det vil være muligt at fastlægge et specifikt mål for nedbringelse af affaldet i havene, hvis der findes nøjagtige oplysninger om de eksisterende mængder affald i havene;

55.

anbefaler en tostrenget strategi:

Den land-/kystbaserede strategi bygger på ovennævnte foranstaltninger, mens grundlaget for den havbaserede strategi er bedre håndhævelse af Marpol (International konvention om forebyggelse af forurening fra skibe) og andre konventioner;

56.

henstiller, at EU og Den Internationale Søfartsorganisation (De Forenede Nationers agentur med ansvar for skibsfartssikkerheden og forebyggelse af forurening fra skibe) i højere grad koordinerer og håndhæver politikkerne;

57.

anerkender, at EU's havstrategirammedirektiv indeholder mål for affald i havene, og at nye mål bør være i overensstemmelse med de eksisterende mål på affaldsområdet. Specifikke mål for plastic er en mulighed, men alle mål bør være INTELLIGENTE og ikke blot sigte mod en nedbringelse af mængden. Tiden er inde til at håndhæve den eksisterende lovgivning om affald og ressourcer under Marpol mere effektivt;

58.

anerkender, at de lokale og regionale myndigheder og deres partnere har en rolle i at skabe bevidsthed om problemet. Viden om plasticaffalds indtrængen i flod- og havmiljøet er en forudsætning for at afhjælpe og mindske dets omfang. Der kunne bl.a. fremmes oplysningsprogrammer i skoler, turisterhvervet kunne tilskyndes til at udvise ansvarlig adfærd, og initiativer iværksættes inden for plastindustrien. Indførelse af »europæiske oprydningsuger« eller lignende initiativer og tilstrækkelig omtale heraf ville synliggøre problemet;

59.

opfordrer til samarbejde mellem lokale og regionale myndigheder, deres partnere og frivillige organisationer, så nyttige »oprydningsinitiativer« bliver mere synlige. Selvom der kun indsamles en lille del af affaldet i løbet af oprydningsdage langs kyster og på strande og i affaldsspande på strandene, er de med til at skabe opmærksomhed i lokalsamfundene. Fiskerisektoren kunne iværksætte kampagner for at fiske efter affald på dage, hvor der ikke fiskes, og for muligheden for at komme af med affaldet i den nærmeste havn i stedet for hjemhavnen. I denne forbindelse støtter Regionsudvalget Kommissionens planer om i 2014 at lancere en »oprydningsdag« og tilbyder at se nærmere på mulighederne for et samarbejde om dette initiativ;

60.

mener ikke, at de lokale og regionale myndigheder alene vil kunne bære omkostningerne forbundet med affald i havet, og opfordrer til, at der i medlemsstaterne samarbejdes tættere på alle myndighedsniveauer og mellem de ansvarlige institutioner, vandmyndigheder, havnemyndigheder og affaldsbehandlingsindustrien om at finde omkostningseffektive metoder til at hindre, at plasticaffald trænger ind i havmiljøet;

61.

ser gerne, at videnbasen forøges ved hjælp af programmer, der støttes af EU, såsom LIFE+, eller med EFRU-midler, så indvirkningen af plasticaffald i såvel jorden som havmiljøet kan undersøges.

62.

Regionsudvalget opfordrer alle aktører i affaldsbehandlingsindustrien til at samarbejde om at mindske forekomsten og indvirkningen af plastic på miljøet og brugen af råmaterialer og anerkende, at plastic indeholder muligheder for at blive en værdifuld ressource. Dette er en udfordring, eftersom plastic er billigt og alsidigt og anvendes mere og mere, men fordi det er så holdbart, opstår der et varigt problem. Den stadig større ophobning af plasticaffald i havene på verdensplan har sat alarmklokkerne i gang, men det må erkendes, at den største del af denne ukontrollerede smiden væk stammer fra land. Plasticaffald er uacceptabelt i et hvilket som helst miljø!