5.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 356/60

—

påskønner den af Kommissionen foreslåede strategiske tilgang, som går ud på via den sociale investeringspakke at vie mere opmærksomhed til at styrke befolkningens evner og støtte deres deltagelse i samfundet og på arbejdsmarkedet med henblik på at øge den enkeltes velstand, sætte skub i økonomien og bidrage til et stærkere, mere sammenhængende og konkurrencedygtigt EU efter krisen;

—

beklager, at Kommissionens sociale investeringspakke forbigår de lokale og regionale myndigheders rolle. Lokale og regionale myndigheder har et direkte kendskab til sociale problemer og spiller en afgørende rolle i koordineringen og gennemførelsen af tiltag til håndtering af disse problemer;

—

bemærker, at mange lokale og regionale myndigheder allerede udformer og gennemfører vellykkede programmer til håndtering af de udfordringer, der nævnes i den sociale investeringspakke. Derfor bør man fremme den indbyrdes udveksling af bedste praksis mellem lokale og regionale myndigheder;

—

opfordrer EU til i enighed med medlemsstaterne at overveje muligheden af at etablere en europæisk ramme for sociale boliger, eftersom sociale boliger spiller en afgørende rolle for bekæmpelsen af hjemløshed, da de er et resultat af de boligforholds- og forebyggende strategier rettet mod hjemløse, som Kommissionen har opfordret til;

—

påpeger, at ESF derfor i højere grad bør tage hånd om borgernes egentlige behov ved at give lokale og regionale myndigheder større fleksibilitet til at fastlægge målsætninger på lokalt niveau;

—

anmoder Kommissionen om at udarbejde en konkret gennemførelsesplan for den sociale investeringspakke. Planen bør omfatte ordninger til overvågning, koordinering, tværnational udveksling og gensidig læring om tematiske prioriteter såsom ungdomsarbejdsløshed, uddannelse, hjemløshed, børnefattigdom og omsorg for handicappede og plejekrævende personer.

Ordfører

Ahmed ABOUTALEB (NL/PSE), borgmester i Rotterdam

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Sociale investeringer i vækst og samhørighed, herunder gennem anvendelse af Den Europæiske Socialfond 2014-2020

COM(2013) 83 final

1.

Regionsudvalget påskønner den af Kommissionen foreslåede strategiske tilgang, som går ud på via den sociale investeringspakke at vie mere opmærksomhed til at styrke befolkningens evner og støtte deres deltagelse i samfundet og på arbejdsmarkedet med henblik på at øge den enkeltes velstand, sætte skub i økonomien og bidrage til et stærkere, mere sammenhængende og konkurrencedygtigt EU efter krisen;

2.

henleder opmærksomheden på sin udtalelse om aktiv inddragelse (2008/C 257/01), som understreger lokale og regionale myndigheders betydning som vigtige aktører i en aktiv integrationspolitik;

3.

mener, at det kun er muligt at opnå bæredygtig vækst, afbalancerede budgetter og social samhørighed gennem yderligere bestræbelser på at skabe nye arbejdspladser og forbedre den sociale beskyttelse og den sociale inklusion. Dette bør fuldt ud manifestere sig i det europæiske semester ved, at man sikrer indarbejdelsen af målsætninger, der navnlig vedrører ordentlig beskæftigelse og mindskelse af uligheder, i overvågnings- og samordningsmekanismerne og dermed en balance mellem økonomiske og sociale målsætninger og fortsætter indsatsen for at fremme økonomisk, social og territorial samhørighed med det formål at reducere de økonomiske og sociale forskelle mellem regionerne;

4.

påpeger, at udfordringer i forbindelse med fattigdom og social udstødelse er særligt alvorlige i absolutte tal i byområder, som udgør 80 % af EU's befolkning og 85 % af EU's BNP, mens landdistrikter på grund af lavere indtægter og lavere befolkningskoncentration står over for større sociale problemer relativt set. I byområder har disse sociale problemer tendens til at samle sig i visse kvarterer, som omdannes til fattigdomslommer uanset velstanden i byen.

5.

Regionsudvalget understreger, at det i bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse er afgørende at sikre, som det er nedfældet i EU's charter om grundlæggende rettigheder, alle borgere lige adgang til almennyttige basistjenester, såsom bolig, uddannelse, sundhedsvæsen, beskæftigelse og adgang til sociale tjenester. En af forudsætningerne for at opnå dette er solidaritet mellem borgere fra alle samfundslag. Fordelingen af disse basistjenester kræver en sammenhængende strategi med både et langsigtet og et kortsigtet fokus, der sætter borgerne i centrum for problemløsningsprocessen;

6.

opfordrer til, at alle EU's institutioner afgiver et klart tilsagn om at inddrage borgerne i alle faser af politikudviklingen, fra overvejelse til gennemførelse. Det er af altafgørende betydning, at vi nu genfinder tilliden til vores demokratiske institutioner ved at vise, at vi er 100 pct. lydhøre over for borgernes behov og ambitioner. Derudover vil vi ved at søge løsninger på lokalt niveau og drage nytte af borgernes energi, vilje til forandring og viden om de reelle behov ude i virkeligheden være bedre rustet til at finde realistiske og effektive løsninger på sociale udfordringer. Ved at investere i lokale fællesskaber skaber man stabile kvarterer, hvilket har en positiv effekt på opfattelsen af sikkerheden;

7.

bifalder, at Kommissionen respekterer nærhedsprincippet, i og med den anerkender, at beskæftigelse og socialpolitik primært er medlemsstaternes og de lokale og regionale myndigheders ansvar;

8.

er enigt med Kommissionen i, at det i kampen mod arbejdsløshed er afgørende at lægge større vægt på tiltag, der skaber nye jobs, mindsker arbejdsløsheden og fremmer livslang læring, og initiativer, der sigter mod at øge konkurrenceevnen på arbejdsmarkedet, styrke uddannelsessystemet, og sikre lige muligheder på flere områder samt andre tiltag, der kan forbedre borgernes færdigheder og muligheder. Blandt disse tiltag bør man sikre arbejdstagernes mobilitet og yde mikrolån til dem, der ønsker at etablere eller udvide virksomhed;

9.

beklager, at Kommissionens sociale investeringspakke forbigår de lokale og regionale myndigheders rolle. Lokalområder og regioner har som hjem, arbejdspladser og uddannelsessteder, og fordi de drager omsorg for handicappede og plejekrævende personer, stor indvirkning på størstedelen af Europas borgeres liv. Lokale og regionale myndigheder leverer de fleste sociale tjenesteydelser og finansierer en stor del af de sociale ydelser;

10.

mener, at den integrerede gennemførelse af strategier for aktiv inklusion, som Europa-Parlamentet og Kommissionen har opfordret til, vil gavnes af, at de lokale og regionale myndigheder tildeles en stærkere rolle i beslutningsprocessen. Lokale og regionale myndigheder har et direkte kendskab til sociale problemer og spiller en afgørende rolle i koordineringen og gennemførelsen af tiltag til håndtering af disse problemer. Erfaring i forbindelse med håndteringen af sociale udfordringer er altafgørende for indfrielsen af Europa 2020-strategiens mål. Derfor er der behov for at tildele lokale og regionale myndigheder en vigtig rolle i det europæiske semester og i forhandlingerne om de nationale reformprogrammer og deres gennemførelse;

11.

understreger, at det skal kunne betale sig at arbejde. Dette indebærer, at der bør garanteres en passende mindsteløn og kvalitetsbeskæftigelse. Hvis en person midlertidigt ikke (eller endnu ikke) er i stand til at arbejde, bør han sikres et passende livsgrundlag med lige adgang til grundlæggende forebyggende, kompetencefremmende og aktiverende tjenester. Regionsudvalget opfordrer derfor Kommissionen til at se på behovet for en implementering af Rådets henstilling fra 1992 om minimumsindkomst;

12.

bemærker, at lokale myndigheder er nødt til at udnytte energien fra alle enkeltpersoner, civilsamfundet og virksomheder, der strømmer til byområderne. Man bør fremme innovationsånden blandt sociale iværksættere, som kan bidrage med nye løsninger på efterspørgslen efter tjenesteydelser og infrastruktur. Regioner og byer bør tilstræbe en medskabelsesproces ved at etablere produktive partnerskaber med den private sektor og civilsamfundsgrupper og samtidig fremme reel og omfattende inddragelse af borgere i alle faser af den sociale innovation (ideer, tilrettelæggelse, forvaltning, udvikling og gennemførelse);

13.

mener, at deltagelse af alle borgere i de lokale og regionale politikker vedrørende social inklusion og integration er af afgørende betydning, og at der ikke bør skelnes mellem tredjelandsstatsborgere og EU-borgere. Udvalget henleder opmærksomheden på, at tilstrømningen af nye borgere som følge af mobiliteten i Unionen skaber udfordringer i forbindelse med tilpasning af offentlige tjenesteydelser til borgere, f.eks. bolig, arbejde og uddannelse. De grundlæggende integrationsbehov for EU-borgere er ofte ikke anderledes end behovene for andre tilflyttere. De skal vænne sig til et nyt sprog, et nyt system og til tider også nye sociale normer;

14.

beklager, at Kommissionen kun delvist har inddraget Europa-Parlamentets initiativbetænkning om en social investeringspagt (2012/2003 INI af 25. juli 2012), der opfordrer til bedre styring med henblik på virkeliggørelsen af målene for beskæftigelse og de sociale mål i Europa 2020-strategien, og ikke foreslår yderligere ressourcer. Den sociale investeringspakke bør gå længere end blot politiske henstillinger til medlemsstaterne og offentliggørelse af en række lovgivningsinitiativer. Særlig i en krisetid bør EU's budget og de nationale budgetter sigte mod at indeholde beskæftigelsesprogrammer og sociale investeringsprogrammer;

15.

bemærker, at den sociale investeringspakke indeholder omfattende oplysninger om sociale tendenser i EU. Dataene og oplysningerne herom bygger på nationale eller regionale tendenser og statistikker. Sådanne aggregerede oplysninger giver ikke et tilstrækkeligt billede af udfordringerne på lokalt niveau eller de forskellige sociale behov og mangler mellem det lokale, regionale og nationale niveau. Indhentning af beviser for, hvad der virker, og hvad der ikke virker på lokalt niveau, er afgørende for at sikre, at de gennemførte tiltag er både virkningsfulde og effektive i forhold til indfrielsen af de socialpolitiske målsætninger. Regionsudvalget opfordrer EU-institutionerne til at indsamle data og oplysninger om sociale tendenser på lokalt og regionalt niveau samt at vurdere og evaluere politikker om social inklusion fra lokale og regionale myndigheder, navnlig fra større byer;

16.

henviser til den vedvarende kønsbaserede forskelsbehandling, som i endnu højere grad rammer grupper, der forskelsbehandles på flere måder (f.eks. kvinder, der også er enlige mødre), og hilser velkommen, at Kommissionen er bevidst om denne særlige udfordring og vil give den behørig opmærksomhed;

17.

anerkender ikke desto mindre, at meddelelsen kan vise sig at være et vendepunkt, da den definerer socialpolitik som en investering i samfundet snarere end som en omkostning som følge af markedssvigt. Ved at beskrive socialpolitik således kan man måske medvirke til, at man går fra korrigerende foranstaltninger til forebyggende foranstaltninger og dermed håndterer problemer som social udstødelse, inden de opstår, og udsætter afhængigheden af pleje ved at fremme selvhjulpenhed og aktiv aldring;

18.

hilser velkommen, at Det Europæiske Råd den 27.-28. juni 2013 erkendte behovet for at styrke ØMU'ens sociale dimension. Udfordringen ligger i at udstyre EU med de relevante instrumenter for at underbygge potentialet for egentlig økonomisk konvergens og socialt fremskridt for alle medlemsstater i stedet for at forlade sig på interne devalueringsmekanismer over for asymmetriske chok. Udvalget ser derfor frem til Kommissionens meddelelse om ØMU'ens sociale dimension, der forventes først i oktober 2013;

19.

mener, at ØMU'ens sociale dimension som foreslået af Europa-Parlamentet (1) kunne bygge på en »social investeringspagt«, som er baseret på europluspagt-modellen. En sådan pagt vil indeholde en række mål for medlemsstaternes sociale investeringer rettet mod at indfri Europa 2020-strategiens beskæftigelsesmæssige, sociale og uddannelsesmæssige målsætninger. Den sociale investeringspagt burde tillige suppleres af en »resultattavle«, som kunne etableres på grundlag af artikel 148 TEUF og under EPSCO-rådets ansvar, med henblik på at identificere beskæftigelsesmæssige og sociale ubalancer, der risikerer at true Den Økonomiske og Monetære Unions stabilitet;

20.

opfordrer Kommissionen til videre at undersøge muligheden af at indføre en EU-ordning for arbejdsløshedsunderstøttelse, der ville kunne fungere som en automatisk stabilisator på ØMU-plan;

21.

bifalder, at det i Rådets konklusioner (2) understreges, at »de muligheder, som EU's eksisterende finanspolitiske rammer giver for at finde balancen mellem behovene for produktive offentlige investeringer og målene vedrørende finanspolitisk disciplin«, bør udnyttes i den præventive del af stabilitets- og vækstpagten. Udvalget forventer derfor, at Kommissionen ser nærmere på kvaliteten af de offentlige udgifter, f.eks. ved at overveje en adskillelse af nuværende udgifter og investeringer i budgetunderskudsberegningerne, således at man undgår at sætte en kæp i hjulet for offentlige investeringer med langsigtede nettofordele.

22.

Regionsudvalget insisterer på, at uddannelse (hvad enten formel eller uformel) bør være hjørnestenen i den sociale investeringspakke. Ulige adgang til uddannelse — navnlig uddannelse af høj kvalitet, der forbereder unge til beskæftigelsesmuligheder i et inklusivt informationssamfund og til at blive aktive borgere i komplekse, demokratiske samfund — er afgørende barrierer for bekæmpelse af fattigdom og fremme af økonomisk vækst. Medlemsstaterne bør vise engagement og investere i uddannelse og livslang læring for alle ved især at fokusere på førskoleundervisning og adgang til videregående uddannelser, samarbejde mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner, uddannelse på jobbet og særlig erhvervsuddannelse for sektorer med mangel på arbejdskraft (f.eks. medicinalindustrien, ren teknologi, IKT) samt en reduktion af frafaldsprocenten;

23.

glæder sig over Kommissionens fokus på uddannelse og mener, at man i denne sammenhæng i højere grad bør fokusere på erhvervsuddannelse og kvaliteten af denne med konkrete foranstaltninger både i forbindelse med vejledningen og under uddannelsen. For at kunne konkurrere i en globaliseret verden har EU's økonomi brug for flere håndværkere, ingeniører og teknikere. Desværre er færre og færre mennesker i EU interesserede i erhvervsuddannelse, selv om den giver glimrende muligheder for at bekæmpe arbejdsløshed og skabe en bæredygtig økonomisk udvikling;

24.

insisterer på, at efter- og videreuddannelse skal værdsættes. EU bør tilvejebringe tilstrækkelige langsigtede tiltag og afsætte tilstrækkelig finansiering fra Den Europæiske Socialfond (ESF) til at forbedre niveauet for erhvervsuddannelse;

25.

understreger, at der ud over det intense fokus på udbuddet af arbejdsdygtige arbejdstagere er behov for mere fokus på arbejdsmarkedets efterspørgsel. Det er et faktum, at arbejdsløse primært er lavtuddannede, og at de ledige jobs kræver høje kvalifikationer, og i disse krisetider er vi nødt til at supplere tiltag vedrørende efterspørgslen med instrumenter på udbudssiden, som går videre end blot dereguleringen af arbejdsmarkederne, sænkning af prisen på arbejdskraft og incitamenter til de arbejdsløse til at tage dårligt betalte jobs. Vi bør højne de lavtuddannede og arbejdsløses kompetencer ved at give dem den nødvendige kapacitet til indlæring;

26.

anmoder indtrængende Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder om at tilskynde til en bedre foregribelse af fremtidige kompetencebehov, arbejde på et bedre samspil mellem kompetencer og arbejdsmarkedets behov og bygge bro mellem uddannelsesverdenen og arbejdslivet. Dette gør sig især gældende for arbejdsmarkedets nederste segmenter, hvor det er nødvendigt at fremme arbejdsmarkedsdeltagelsen på en fleksibel og ikke-bureaukratisk måde. I eksempelvis Nederlandene har regeringen, virksomheder og uddannelsesinstitutioner skrevet under på en teknologipagt, som har til formål at forbedre forbindelserne mellem uddannelsesverdenen og arbejdsmarkedet i teknologisektoren og dermed mindske manglen på teknisk personale. Teknologipagten er blevet indgået på nationalt niveau, men består primært af tiltag, der skal gennemføres på regionalt eller sektorielt niveau ved hjælp af allerede eksisterende strukturer, f.eks. de enkelte lokale centre for ekspertviden (»kenniswerkplaatsen«), der beskæftiger sig med talentudvikling, byer, hvor det er godt at bo, og folkesundhed i Rotterdam;

27.

påpeger, at det er vigtigt at udnytte al potentiel arbejdskraft til fulde. For personer i udkanten af arbejdsmarkedet kan der indføres støtteforanstaltninger, som henhører under de nationale og/eller lokale og regionale myndigheder;

28.

anbefaler, at (social) inddragelse føjes til de tre eksisterende søjler i den af Kommissionen foreslåede tilgang med henblik på at styrke aktiv integration af dem, der befinder sig længst fra arbejdsmarkedet: tilstrækkelig indkomststøtte, aktiv integration og tjenesteydelser af høj kvalitet. Social inddragelse og inklusion bør være nøglen til at indfri vores sociale ambitioner og udbygge samt bevare vores stærke velfærdsstater. Borgerne skal have mulighed for at virkeliggøre deres fulde potentiale og fuldt ud udnytte og videreudvikle deres kompetencer med økonomisk uafhængighed som mål;

29.

ønsker en præcisering af konditionalitet i adgangen til velfærd. Konditionaliteter kan ses som acceptable i forbindelse med sociale overførsler, der både skal støtte borgere og tilskynde dem til at vende tilbage til arbejdsmarkedet eller til et uddannelsesforløb;

30.

i betragtning af, at det vurderes, at omkring 56 mio. personer i EU over 15 år ikke har en bankkonto, bifalder Regionsudvalget Kommissionens forslag om at give hver enkeltperson i EU ret til en basiskonto;

31.

bifalder Kommissionens intentioner om at undersøge anvendelsen af de nye finansielle instrumenter og navnlig det sociale udbytte af investeringer og sociale obligationer, der skal øge løftestangseffekten af offentlige sociale investeringer, og anmoder Kommissionen om at præsentere mere detaljerede forslag på dette område ved at sikre, at EU's udbudsregler indeholder bestemmelser om socialt udbytte. Udvalget støtter i denne sammenhæng den foreslåede indførelse af en EU-opsparingskonto, der kan give yderligere midler til EU til at bidrage til Europa 2020-målsætningerne om beskæftigelse og vækst på lokalt og regionalt niveau;

32.

understreger, at medlemsstater, regioner og lokale myndigheder bør udnytte mangfoldigheden blandt deres borgere. En inklusiv kultur, hvor man trygt kan være unik og skabe kontakt til andre gennem mangfoldighed, er en forudsætning for innovation;

33.

bemærker, at mange lokale og regionale myndigheder allerede udformer og gennemfører vellykkede programmer til håndtering af de udfordringer, der nævnes i den sociale investeringspakke, herunder kvikskranker (ungeskranker), regionale unge- og familiecentre, boligforholds- og forebyggende strategier for hjemløse, et socialt udbytte af investeringer, sociale obligationer, talentfabrikker, børnevenlige kvarterer og fuld inddragelse. Derfor bør man fremme den indbyrdes udveksling af bedste praksis mellem lokale og regionale myndigheder. Partnerskaber og samarbejde mellem lokale myndigheder giver dem mulighed for at drage nytte af flere ressourcer og mere erfaring, samtidig med at man fremmer en bred deltagelse i udviklingsprocessen med deres partnere fra forskellige sektorer. Man bør i høj grad tage disse erfaringer i betragtning i udviklingen af den vidensbank, som foreslås i den sociale investeringspakke, og i fremme af disse udvekslinger inden for EU's program for social udvikling og innovation;

34.

påpeger, at både Den Europæiske Fond for Integration af Tredjelandsstatsborgere (INTI) og ESF har finansieret integrationsprogrammer. Dog har finansieringskilden i for mange tilfælde begrænset, hvilke tjenesteydelser der er blevet leveret. Med den stigende EU-mobilitet for øje bør det understreges, at den næste budgetperiode bør målrette finansiering til støtte for mobile EU-borgere ved at sammenlægge prioriteter fra begge fonde og skabe et finansieringsprogram for alle statsborgere, uanset hjemland. Disse nye finansieringsbudgetter kan anvendes til at give EU-borgere adgang til sprog- og oplysningsprogrammer i tæt samarbejde med andre aktører, såsom ngo'er og navnlig den private sektor. Kommissionen bør bruge sin indflydelse til at opfordre lokale og regionale myndigheder i afsenderlande til at bruge ESF og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) til at investere kraftigt i den sociale og økonomiske udvikling af deres befolkninger;

35.

bemærker, at selv om migration inden for og mellem medlemsstater har givet personer mulighed for at reagere på den økonomiske nedgang, kan mere omfattende og langsigtede sociale investeringer i regioner og kommuner (som har de bedste forudsætninger for at forstå deres områdes og lokalsamfunds forhold) håndtere krisen på en mere bæredygtig måde ved at lette presset på personer, der i deres jagt på arbejde forlader deres hjem, familier og lokalsamfund. Desuden kan borgernes muligheder for at migrere til andre medlemsstater med henblik på arbejde eller uddannelse etc. blive hindret af utilstrækkelige sprogfærdigheder. Der kan være brug for nye tiltag til at styrke sprogundervisning til støtte for kortvarig migration, indtil man finder mere langsigtede løsninger. Dette vil ligeledes yderligere fremme social inklusion;

36.

er enig i Kommissionens holdning til de lokale konsekvenser af demografiske ændringer og en aldrende befolkning, som skaber ny efterspørgsel efter social infrastruktur og adgang til offentlige områder. Det stigende problem med fattigdom blandt ældre har skabt et behov for bæredygtige sociale sikringssystemer og -tjenester, som skal være tilgængelige og økonomisk overkommelige for alle. Forsorgsmodellen bør skrottes til fordel for en forebyggende model, som gør det muligt at sikre, at befolkningen kan forblive selvhjulpne og integrerede i samfundet. Man bør vie særlig opmærksomhed til fremme af aktiv og sund aldring blandt EU-borgere og skifte fra et institutionelt fokus til en strategi, der tager udgangspunkt i lokalsamfundet;

37.

beklager, at arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene »Long-Term Care in Ageing Societies« ikke beskæftiger sig med fattigdom, social udstødelse og en anstændig indtægt for ældre mennesker, hvilket på den anden side kan føre til øget behov for langvarig pleje. Udvalget savner også en mere tilbundsgående analyse af, hvordan strukturfondene kan støtte investeringer i langvarig pleje;

38.

mener, at den sociale investeringspakke bør ledsages af en større anerkendelse af socialøkonomiens rolle i betragtning af, at socialøkonomien på EU-plan udgøres af 2 mio. virksomheder (dvs. 10 % af alle europæiske virksomheder) og beskæftiger mere end 11 mio. lønnede arbejdstagere (svarende til 6 % af arbejdsstyrken i EU). Opfordrer derfor igen til indførelsen af en statut for europæiske gensidige selskaber, hvilket også blev godkendt af Europa-Parlamentet i marts;

39.

påpeger betydningen af tværfagligt samarbejde mellem social- og sundhedsområdet og mellem lokalsamfundenes formelle og uformelle netværk. Der er behov for viden om forskellige former for nabohjælp og den supplerende støtte, som ydes af frivillige, fagfolk og naboer. Fagfolk bør i højere grad identificere sig med lokalsamfundet, hvor en samarbejdsorienteret og formidlende rolle kan styrke og bidrage til nabohjælp og frivilligt arbejde. Denne nye forvaltningstilgang, som har været en succes i visse europæiske byer, bør støttes med instrumenter på europæisk niveau med henblik på at udbrede bedste praksis i hele EU. Det forekommer hensigtsmæssigt at indføre systemer, som kombinerer oplysninger om borgeren (social og sundhedsmæssig baggrund) og adgangen til oplysninger om tilgængelige ressourcer og ydelser (katalog eller portefølje over ydelser og ressourcer, anvendelige innovative teknologier, f.eks. avancerede teleplejesystemer, fjernovervågning osv.);

40.

opfordrer EU til i enighed med medlemsstaterne at overveje muligheden af at etablere en europæisk ramme for sociale boliger, hvilket udvalget anmodede om i sin udtalelse fra oktober 2011 og Europa-Parlamentet i sin resolution af 11. juni 2013. Selv om sociale boliger ikke hører under EU's formelle kompetencer, har mange EU-politikker (konkurrencepolitik, det indre marked, strukturfondene, energieffektivitetspolitik, miljønormer etc.) en direkte indvirkning på sociale boliger. Derfor er der behov for en koordinerende ramme, der kan sikre, at de grundlæggende rettigheder respekteres, og at der er sammenhæng mellem EU-politikker med relevans for boligområdet. I denne sammenhæng minder udvalget om, at offentlige myndigheder ifølge EU-traktaten selv kan beslutte, hvordan sociale boliger skal forvaltes, og hvilke husholdninger der er berettigede til disse. Det mener desuden, at sociale boliger er nøglen til samhørighed, og at de ikke udelukkende bør begrænses til dårligt stillede for at fremme en social blanding;

41.

minder medlemsstaterne og Kommissionen om, at udgifter til sociale boliger bidrager til at opfylde presserende sociale behov som basis for strategiske sociale investeringer. Desuden kan de bidrage til at skabe bæredygtige lokale jobs, som ikke kan udliciteres, stabilisere økonomien ved at forhindre boligbobler, modvirke klimaændringer og bekæmpe energifattigdom. Regionsudvalget understreger derudover, at sociale boliger spiller en afgørende rolle bekæmpelsen af hjemløshed, da de er et resultat af de boligforholds- og forebyggende strategier rettet mod hjemløse, som Kommissionen har opfordret til;

42.

bifalder, at man har tilføjet hjemløshed som en tematisk prioritet i den sociale investeringspakke, og at man opfordrer medlemsstater til at »bekæmpe hjemløshed ved hjælp af omfattende strategier, der er baseret på forebyggelses- og boligforholdstiltag og en gennemgang af regler og praksis for udsættelse, idet der tages højde for denne pakkes vigtigste konklusioner vedrørende bekæmpelse af hjemløshed«. I denne sammenhæng tilskynder Regionsudvalget Kommissionen til at udvikle en konkret EU-ramme til støtte for interesserede parter, og navnlig de relevante nationale, regionale og lokale myndigheder til at gøre fremskridt i kampen mod hjemløshed under hensyntagen til Regionsudvalgets initiativudtalelse om emnet;

43.

betoner, at vi for at indfri vores sociale mål er nødt til at ændre vores tilgange med henblik på at forbedre kvaliteten af resultaterne for modtagerne og opnå en højere virkningsgrad og effektivitet. Der er behov for social innovation til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, som ikke alene bør omfattes af forordningerne om strukturfondene, men også tildeles en fremtrædende rolle i Horisont 2020 og bakkes effektivt op af EU-programmet for social udvikling og innovation. Med henblik derpå bør Europa 2020-flagskibsinitiativerne og navnlig den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse være referencerammen for opfyldelsen af de fastlagte mål;

44.

påpeger, at det moderne samfund sætter sin lid til videnskab og teknologi, ikke blot i forbindelse med økonomisk vækst, men også for så vidt angår social velfærd og udvikling. Samspillet mellem videnskab/forskning og samfund/borgere er imidlertid ofte utilstrækkelig og, i visse tilfælde, ikkeeksisterende. Fremtidig europæisk finansiering af forskning bør derfor ikke blot tage teknologisk videnskab i betragtning, men også socialvidenskab og humaniora med henblik på at udvinde praktisk relevant viden og forskning om problemer og boligforhold i bykvarterer og tyndt befolkede områder og udbrede denne viden til dem, der ansvaret for politikkerne for by- og fysisk planlægning. Det anbefales især at anvende avanceret evaluerende forskningsdesign til at opbygge systematisk viden om virkningen af politiske tiltag, om hvorfor de »virker«, for hvilke sociale grupper og under hvilke omstændigheder. Udvalget bifalder Kommissionens tiltag til støtte for social innovation og bestræbelser på at dele oplysninger om erfaringer med innovation;

45.

henleder opmærksomheden på, at EU's regionalpolitik har fremmet bæredygtig byudvikling siden 1989. Igennem strukturfondene investerer regionalpolitikken i projekter, der fremmer god lokal forvaltning, sikrer bæredygtig byudvikling, fremmer social integration og lighed, fornyer byområder og sætter skub i væksten og jobskabelsen. Set i lyset af, at de lokale og regionale myndigheder er tæt på deres borgere og har ekspertise i at kortlægge lokale behov og ønsker, bør det understreges, at den nuværende finansieringsstruktur i højere grad bør tilpasses til lokale behov og give byer og byområder mulighed for at påtage sig et større ansvar og lederskab i forbindelse med koordinering af integrerede strategier på by- eller storbyniveau. Desuden bør ESF- og EFRU-koordineringen forbedres med henblik på at støtte territorial samhørighed og integrerede områdebaserede strategier;

46.

bifalder forslaget om at øremærke mindst 20 % af ESF-midlerne i hver medlemsstat til fremme af social inklusion og fattigdomsbekæmpelse. Regionsudvalget ser gerne flere tilsagn på dette område for at sikre, at midlerne forvaltes korrekt og hjælper dem, der har mest brug for det. Dette kan betyde, at der i de enkelte medlemsstater på regionalt, snarere end centralt niveau, skal øremærkes midler ud fra en kombination af faktorer, som tilsammen afgør, hvor behovet for støtte er størst (fattigdomsindikatorer, BNP pr. indbygger, beskæftigelse, uddannelsesniveau, indvandring osv.);

47.

opfordrer til, at ungdomsbeskæftigelsesinitiativet implementeres omgående, og at der i initiativet indgår ungdomsgarantiordninger for unge under 30 år. Udvalget støtter Kommissionens henstilling om en ungdomsgaranti, som sigter mod tidlig indgriben over for unge, der risikerer at havne uden for såvel arbejde som uddannelse og erhvervsuddannelse. Udvalget understreger den centrale rolle, de lokale og regionale myndigheder spiller for, at ungdomsgarantien kan virkeliggøres. Udvalget er stærkt bekymret over manglen på tilstrækkelig finansiering for ungdomsgarantien for den kommende programperiode (6 mia. euro for hele perioden) og opfordrer indtrængende til, at der sker en betydelig fremrykning af ungdomsgarantimidler i de første år af den flerårige finansielle ramme. Udvælgelseskriterierne for NUTS II bør ikke blot tage udgangspunkt i kriteriet om en ungdomsarbejdsløshed på 25 %, men bør også tage højde for betragtelige regionale afvigelser fra den gennemsnitlige ungdomsarbejdsløshed på nationalt niveau;

48.

påpeger, at ESF derfor i højere grad bør tage hånd om borgernes egentlige behov ved at give lokale og regionale myndigheder større fleksibilitet til at fastlægge målsætninger på lokalt niveau. Lokale og regionale myndigheder bør deltage i udformningen af ESF-prioriteter og forvaltningen af ESF-midler. Hvad lovgivningen angår, bør forordningen om den fremtidige ESF tildele lokale og regionale myndigheder en større rolle i den strategiske forvaltning af fonden. Regionsudvalget anmoder desuden om, at der indføres en forpligtelse for de myndigheder, der forvalter ESF, til at dokumentere, at lokale og regionale myndigheder har deltaget i fastlæggelsen af de operationelle programmers prioriteter og i den efterfølgende strategiske forvaltning af ESF;

49.

Med henvisning til dets tidligere udtalelser om EU's dagsorden for byer og topmødet i 2012 i København mener udvalget, at der er en række muligheder, der vil styrke den praktiske inddragelse af byer: operationelle programmer med et klart fokus på byer, deres deltagelse som formidlende organer og i udvalg, forvaltningsudvalg og rådgivningsgrupper vedrørende ESF samt et samarbejde mellem ESF's forvaltende myndigheder og byer om udformning og gennemførelse af programmerne. Det kunne være hensigtsmæssigt for nogle byer at have deres egne operationelle programmer;

50.

ser gerne, at ESF fremmer innovative tjenestemodeller, og at den nye juridiske ramme letter og finansierer udviklingen af lokale tjenester; til støtte for arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger;

51.

bemærker, at budgettet for EU's fælles landbrugspolitik er fem gange større end ESF-budgettet. Dette hænger naturligvis sammen med, at den fælles landbrugspolitik udelukkende er en fælles EU-politik, mens finansiering af socialpolitikken i høj grad finder sted via nationale og subnationale budgetter. Denne ubalance kan imidlertid også tolkes af befolkningen som en manglende prioritering af EU's socialpolitik. Derfor insisterer udvalget på, at det fornyede fokus på EU's sociale politikker ledsages af en stigning i ESF's ressourcer;

52.

bifalder Kommissionens strategi med integrerede territoriale investeringer i den nye strukturfondsperiode til konsolidering af den sociale, økonomiske og fysiske udvikling. Set i lyset af byernes afgørende betydning for den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed bør EU-støtten udgøre langt mere end det hidtil foreslåede mindstemål på 5 %;

53.

bemærker, at den strenge EU-lovgivning om offentlige indkøb og statsstøtte bør afstemmes bedre med de sociale politikker, så disse kan udformes og gennemføres på en mere virkningsfuld måde. Med henblik på udformningen af denne tilpasning anmoder Regionsudvalget Kommissionen om at fremsætte et forslag til forbedring af kvaliteten og tilgængeligheden af sociale tjenesteydelser af almen interesse på grundlag af artikel 14 i TEUF;

54.

anbefaler, at pakken gennemføres i tæt synergi med de andre arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene, som ledsager meddelelsen, for at sikre en mere ensartet og effektiv gennemførelse. Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at anvende en helhedsorienteret tilgang samt til at samarbejde direkte med lokale og regionale myndigheder i denne proces;

55.

anmoder Kommissionen om at udarbejde en konkret gennemførelsesplan for den sociale investeringspakke. Planen bør omfatte ordninger til overvågning, koordinering, tværnational udveksling og gensidig læring om tematiske prioriteter såsom ungdomsarbejdsløshed, uddannelse, hjemløshed, børnefattigdom og omsorg for handicappede og plejekrævende personer. Inden for rammerne af det europæiske semester bør man gennemføre høringer af lokale og regionale myndigheder vedrørende udarbejdelsen af årlige vækstundersøgelser, og disse myndigheder bør også spille en større rolle i overvågningen. Medlemsstater bør tilskyndes til i højere grad at konsultere lokale og regionale myndigheder, til at informere disse og inddrage dem i beslutningstagningen, da mange sociale investeringer er rettet mod de lokale og regionale myndigheders kerneområder.