Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52013AP0505

P7_TA(2013)0505 Europæiske statistikker ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 21. november 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 223/2009 om europæiske statistikker (COM(2012)0167 — C7-0101/2012 — 2012/0084(COD)) P7_TC1-COD(2012)0084 Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 21. november 2013 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2013 om ændring af forordning (EF) nr. 223/2009 om europæiske statistikker (Tekst af relevans for EØS og for Schweiz)

EUT C 436 af 24.11.2016, p. 380–389 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

24.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 436/380


P7_TA(2013)0505

Europæiske statistikker ***I

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 21. november 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 223/2009 om europæiske statistikker (COM(2012)0167 — C7-0101/2012 — 2012/0084(COD))

(Almindelig lovgivningsprocedure: Førstebehandling)

(2016/C 436/59)

Europa-Parlamentet,

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2012)0167),

der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 338, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt Parlamentet forslaget (C7–0101/2012),

der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

der henviser til de begrundede udtalelser, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af det det spanske Deputeretkammer og det spanske Senat og det østrigske Forbundsråd, om at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

der henviser til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank af 6. november 2012 (1),

der henviser til forretningsordenens artikel 55,

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0436/2012),

1.

vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.

anmoder om fornyet forelæggelse for Parlamentet, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag væsentligt eller erstatte det med en anden tekst;

3.

pålægger sin formand om at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.


(1)  EUT C 374 af 4.12.2012, s. 2.


P7_TC1-COD(2012)0084

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 21. november 2013 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2013 om ændring af forordning (EF) nr. 223/2009 om europæiske statistikker

(Tekst af relevans for EØS og for Schweiz)

[Ændringsforslag 43]

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 338, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det europæiske statistiske system (EES) har som partnerskab generelt haft succes med at konsolidere sine aktiviteter for at sikre udviklingen, udarbejdelsen og formidlingen af regulerede og pålidelige europæiske statistikker af en høj kvalitet, blandt andet ved at forbedre styringen af systemet.

(2)

Der er dog konstateret ▌ svagheder, navnlig med hensyn til det statistiske kvalitetsstyringssystem. Disse svagheder har medvirket til at fremhæve behovet for at sikre, at statistiske myndigheder er uafhængige af et eventuelt politisk pres på nationalt plan og på EU-plan.

(3)

I sin meddelelse »Effektiv kvalitetsstyring inden for europæiske statistikker« af 15. april 2011 foreslog Kommissionen en række tiltag til at afhjælpe disse svagheder og til at styrke styringen af ESS . Kommissionen foreslog navnlig en målrettet ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 (3).

(4)

Rådet hilste i sine konklusioner af 20. juni 2011 Kommissionens initiativ velkommen og understregede vigtigheden af en løbende forbedring af ESS' styring og effektivitet.

(5)

Der bør desuden tages hensyn til, hvilken virkning den seneste udvikling i forbindelse med rammerne for Unionens økonomiske styring har på det statistiske område, navnlig aspekter vedrørende statistisk uafhængighed som f.eks. gennemsigtige procedurer for ansættelse og afskedigelse, budgetbevillinger og offentliggørelseskalendere, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1175/2011 (4), samt aspekter vedrørende kravet om, at organer, som har til opgave at overvåge gennemførelsen af nationale finanspolitiske regler, har funktionel autonomi, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 473/2013 (5).

(6)

Disse aspekter , der vedrører faglig uafhængighed, såsom gennemsigtige procedurer for ansættelse og afskedigelse, budgetbevillinger og offentliggørelseskalendere, bør ikke begrænses til statistikker, der er udarbejdet med henblik på budgetovervågningssystemet og proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, men bør gælde for alle europæiske statistikker, der udvikles, udarbejdes og formidles af ESS.

(6a)

Kvaliteten af de europæiske statistikker og deres relevans for en evidensbaseret beslutningstagning bør løbende revideres, bl.a. gennem en vurdering af deres merværdi i forhold til at nå målene i Europa 2020-strategien, som anført i Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010»Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst«, herunder målene vedrørende vækst og beskæftigelse samt socialøkonomi. Hvor dette er relevant, bør det område, de europæiske statistikker dækker, tilpasses.

(7)

Endvidere er det en nødvendig betingelse for sikringen af de statistiske myndigheders faglige uafhængighed samt af statistiske data af høj kvalitet , at der på årsbasis eller over en flerårig periode afsættes tilstrækkelige ressourcer til at opfylde de statistiske behov.

(8)

Med henblik herpå bør de statistiske myndigheders faglige uafhængighed styrkes, og der bør sikres minimumsstandarder , der gælder for hele Unionen, og der bør udarbejdes særlige garantier til lederne af de nationale statistiske kontorer, ▌ når det gælder udførelse af statistiske opgaver, organisationsledelse og ressourcetildeling. Procedurerne for ansættelse af ledere af de nationale statistiske kontorer bør være gennemsigtige og udelukkende baseret på faglige kriterier under behørig hensyntagen til lige muligheder og navnlig til balance mellem kønnene. I den forbindelse bør de nationale parlamenter også deltage fuldt ud og bør, hvor det er relevant og i overensstemmelse med deres nationale lovgivning, fremme statistikernes uafhængighed og øge den demokratiske ansvarlighed af politikken på det statistiske område.

(8a)

Mens troværdige europæiske statistikker kræver streng faglig uafhængighed hos statistikerne, bør europæiske statistikker reagere på politiske behov og yde statistisk støtte til nye politiske initiativer på nationalt plan og EU-plan.

(8b)

Det er nødvendigt, at Eurostats uafhængighed konsolideres og garanteres gennem effektiv parlamentarisk tilsyn og kontrol.

(9)

Endvidere bør omfanget af den koordinerende rolle, som de nationale statistiske kontorer allerede har fået tildelt i forbindelse med europæiske statistikker, der udarbejdes gennem ESS, præciseres, således at der opnås en mere effektiv koordinering på nationalt plan af statistiske opgaver inden for ESS , herunder kvalitetsstyring , mens der samtidig tages behørigt hensyn til de statistiske opgaver, der udføres af Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) . Den igangværende koordinering og samarbejdet mellem de nationale statistiske kontorer og Eurostat er ligeledes en vigtig del af en effektiv koordinering af statistiske aktiviteter inden for ESS. Den institutionelle adskillelse af ESCB og centralbankernes uafhængighed bør respekteres inden for rammerne af udvikling, udarbejdelse og formidling af europæiske statistikker under den respektive ledelsesstruktur og de statistiske arbejdsprogrammer for ESS og ESCB.

(10)

For at lette byrden for statistikmyndighederne og respondenterne bør de nationale statistiske kontorer og andre nationale myndigheder hurtigt og gratis kunne få adgang til og anvende administrative registre, herunder registre, som føres elektronisk, samt integrere disse registre i statistikker.

(10a)

Europæiske statistikker bør være lette at sammenligne og få adgang til, og de bør ajourføres prompte og med regelmæssige mellemrum for at sikre, at Unionens politikker og finansieringsinitiativer fuldt ud tager hensyn til udviklingen i Unionen, især hvad angår følgerne af den økonomiske krise.

(11)

De nationale statistiske kontorer bør endvidere på et tidligt stadium høres om udformningen af nye administrative registre, som vil kunne levere data til statistiske formål, og om planlagte ændringer af, eller nedlæggelse af, eksisterende administrative kilder. De bør også modtage relevante metadata fra ejerne af administrative data og koordinere standardiseringsaktiviteterne i forbindelse med administrative registre, der er relevante for produktionen af statistiske data.

(12)

Fortrolig behandling af data fra administrative registre bør sikres i henhold til de fælles principper og retningslinjer, der gælder for alle fortrolige data, der anvendes til udarbejdelse af europæiske statistikker. Der bør også indføres og offentliggøres systemer for vurdering af kvaliteten og gennemsigtigheden af disse data.

(12a)

Alle brugere bør have adgang til samme data på samme tid, og embargoer bør strengt overholdes. Nationale statistiske kontorer bør udarbejde kalendere for offentliggørelsen af periodiske data.

(13)

Europæiske statistikkers kvalitet kan forbedres og brugernes tillid styrkes ved at inddrage de nationale regeringer i ansvaret for stringent anvendelse af den europæiske adfærdskodeks for europæiske statistikker (adfærdskodeksen). Derfor bør ▌en »forpligtende indsats for tillid til statistik« (forpligtelser) fastsat i hver enkelt medlemsstat, som tager hensyn til de nationale særtræk, omfatte særlige tilsagn fra regeringen om at implementere de statistiske principper, der er indeholdt i adfærdskodeksen. Denne indsats kunne omfatte nationale systemer til sikring af høj kvalitet, herunder selvevalueringer og forbedringstiltag samt tilsynsmekanismer .

(13a)

Der bør på Kommissionens (Eurostats) websted være let adgang til komplette, brugervenlige dataserier. Om muligt bør periodiske ajourføringer indeholde oplysninger om hver enkelt medlemsstat fra år til år og fra måned til måned.

(14)

Da produktionen af europæiske statistikker skal bygge på langsigtet operationel og finansiel planlægning for at sikre en høj grad af uafhængighed, bør det europæiske statistiske program dække samme periode som den flerårige finansielle ramme.

(15)

Forordning (EF) nr. 223/2009 tillægger Kommissionen beføjelser til at gennemføre nogle af nævnte forordnings bestemmelser i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF  (6). Som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011  (7) , som ophæver afgørelse 1999/468/EF , bør de beføjelser, der tildeles Kommissionen ▌, tilpasses til denne nye lovgivningsmæssige ramme, og disse beføjelser bør derfor udøves i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011. Kommissionen bør sikre, at gennemførelsesretsakter ikke pålægger medlemsstaterne eller respondenterne en væsentlig yderligere administrativ byrde.

(19)

Målet for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af sit indhold og omfang bedre gennemføres på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(20)

Udvalget for det Europæiske Statistiske System er blevet hørt.

(20a)

Forordning (EF) nr. 223/2009 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed ––

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændringer til forordning (EF) nr. 223/2009

I forordning (EF) nr. 223/2009 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2, stk. 1, litra a), affattes således:

»a)

»faglig uafhængighed«: statistikker skal udvikles, udarbejdes og formidles på et uafhængigt grundlag, særligt i forbindelse med fastlæggelsen af, hvilke teknikker, definitioner, metodologier og kilder der skal anvendes, samt af tidspunkterne for og indholdet af alle former for formidling, og udførelsen af disse opgaver skal ske uden at der modtages instrukser fra politisk hold, interessegrupper, EU-myndigheder eller nationale myndigheder«

2)

Artikel 5, stk. 1, affattes således:

»1.   Den nationale statistiske myndighed, der udpeges af den enkelte medlemsstat som det organ, der er ansvarligt for koordinering af alle ▌aktiviteter til udvikling, udarbejdelse og formidling af europæiske statistikker på nationalt plan i henhold til denne forordning (det nationale statistiske kontor), fungerer i denne henseende som det eneste kontaktpunkt for Kommissionen (Eurostat) i statistiske spørgsmål.

De nationale statistiske kontorers ansvar for koordinering omfatter alle andre nationale myndigheder, der er ansvarlige for udvikling, udarbejdelse og formidling af europæiske statistikker , der er udarbejdet under denne forordning af alle andre nationale myndigheder, der deltager i ESS . De nationale statistiske kontorer er navnlig ansvarlige for på nationalt plan at koordinere den statistiske programmering og rapportering, kvalitetsovervågning, klar metodologi, fremsendelse af data og kommunikation vedrørende ESS' statistiske aktioner. De nationale statistiske kontorer og den relevante nationale centralbank (NCB) i sin egenskab af ESCB-medlem, der gennemfører statistiske ESCB-arbejdsprogrammer, samarbejder om emner, der vedrører europæiske statistikker, som er fælles for ESS og ESCB, med henblik på at sikre udarbejdelse af komplette og sammenhængende europæiske statistikker gennem de nationale statistiske kontorer og ESCB inden for deres respektive kompetenceområder. «

3)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 5a

Ledere af de nationale statistiske kontorer og ledere af andre nationale myndigheder med ansvar for statistik

1.    Medlemsstaterne sikrer faglig uafhængighed inden for deres nationale statistiske system for de embedsmænd, der har ansvaret for de opgaver, der er fastsat i denne forordning .

2.    I denne forbindelse skal lederne af de nationale statistiske kontorer:

a)

alene have ansvaret for at fastlægge processer, statistiske metoder, standarder og procedurer samt indholdet af og tidspunkterne for statistiske udgivelser og offentliggørelser af europæiske statistikker udviklet, udarbejdet og formidlet af de nationale statistiske kontorer

b)

tillægges beføjelse til at træffe afgørelse om alle spørgsmål vedrørende den interne forvaltning af de nationale statistiske kontorer

c)

handle uafhængigt under udførelsen af deres statistiske opgaver, hverken søge eller modtage instrukser fra nogen regering eller anden institution, noget andet organ eller kontor eller nogen anden enhed

d)

være ansvarlige for de nationale statistiske kontorers statistiske aktiviteter og budgetgennemførelse

e)

offentliggøre en årlig rapport og om nødvendigt fremsætte bemærkninger om bevillingsspørgsmål, der vedrører de nationale statistiske kontorers statistiske aktiviteter

f)

koordinere de statistiske aktiviteter, som gennemføres af alle nationale myndigheder, som bidrager til at udvikle, udarbejde og formidle europæiske statistikker som omhandlet i artikel 5

g)

udarbejde nationale retningslinjer, hvor dette er nødvendigt, for at sikre kvalitet i udvikling, udarbejdelse og formidling af alle europæiske statistikker inden for deres nationale statistiske systemer og være ansvarlige for at sikre overholdelsen af disse retningslinjer inden for de nationale statistiske kontorer, samt

h)

repræsentere deres nationale statistiske system i ESS.

3.    Medlemsstaterne sikrer, at andre nationale myndigheder med ansvar for udvikling, udarbejdelse og formidling af europæiske statistikker udfører sådanne opgaver i overensstemmelse med de nationale retningslinjer, der udarbejdes af lederen af det nationale statistiske kontor.

4.    Procedurerne for ansættelse, forflyttelse og afskedigelse af ledere af nationale statistiske kontorer og, hvor dette er relevant, statistiske ledere af andre nationale myndigheder, der udarbejder europæiske statistikker, skal være gennemsigtige, udelukkende baseret på faglige kriterier og ikke være politisk motiverede. De skal sikre, at princippet om lige muligheder, navnlig hvad angår køn, respekteres. Der skal gives en detaljeret begrundelse for afskedigelse af en leder af et nationalt statistisk kontor. Disse procedurer offentliggøres.

4a.     Medlemsstater kan oprette et nationalt organ til sikring af den faglige uafhængighed af de personer, der udarbejder europæiske statistikker i den pågældende medlemsstat. Lederne af nationale statistiske kontorer og, hvor dette er relevant, de statistiske ledere af andre nationale myndigheder, der udarbejder europæiske statistikker, kan modtage rådgivning fra sådanne organer. Procedurerne for ansættelse, forflyttelse og afskedigelse af medlemmerne af sådanne organer skal være gennemsigtig og udelukkende baseret på faglige kriterier og ikke politisk motiveret. «

4)

Artikel 6, stk. 2 og 3 , affattes således:

»2.   På EU-plan skal Kommissionen (Eurostat) handle uafhængigt ved sikringen af, at udarbejdelsen af europæiske statistikker sker efter de fastsatte regler og principper for statistikker gennem samarbejde og koordination med nationale statistiske kontorer .

3.     Uden at dette berører artikel 5 i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (ESCB-statutten), koordinerer Kommissionen (Eurostat) EU-institutionernes og -organernes statistiske aktiviteter især for at sikre dataenes kontinuitet og kvalitet og begrænse indberetningsbyrden til et minimum. Med henblik herpå kan Kommissionen (Eurostat) anmode EU-institutionerne eller -organerne om inden for deres respektive kompetenceområder at rådføre sig eller samarbejde med den i forbindelse med udvikling af metoder og systemer til statistiske formål. En institution eller et organ, som agter at udarbejde statistikker, skal rådføre sig med Kommissionen (Eurostat) og tage hensyn til dens eventuelle anbefalinger i denne sammenhæng. «

4a)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 6a

Generaldirektør i Kommissionen (Eurostat)

1.     Kommissionens statistiske kontor (Eurostat) ledes af en generaldirektør. Generaldirektøren udpeges af Kommissionen for en periode på syv år uden mulighed for genvalg i overensstemmelse med den procedure, som er anført i stk. 2.

2.     Kommissionen offentliggør en indkaldelse af ansøgninger i Den Europæiske Unions Tidende, senest seks måneder inden den siddende generaldirektørs mandat udløber. Proceduren for ansættelse, forflyttelse og afskedigelse af generaldirektøren skal sikre, at princippet om lige muligheder, navnlig hvad angår køn, respekteres, skal være gennemsigtig og skal udelukkende være baseret på faglige kriterier og ikke være politisk motiveret. Kommissionen udnævner generaldirektøren efter høring af Europa-Parlamentet og Rådet.

3.     Generaldirektøren har alene ansvaret for at fastlægge processer, statistiske metoder, standarder og procedurer samt indholdet af og tidspunkterne for statistiske offentliggørelser for så vidt angår alle statistikker udarbejdet af Kommissionen (Eurostat). Generaldirektøren tillægges beføjelse til at træffe afgørelse om alle spørgsmål vedrørende den interne forvaltning af Kommissionen (Eurostat). Ved udførelsen af disse opgaver skal generaldirektøren handle i fuld uafhængighed og må hverken søge eller modtage instrukser fra nogen regering eller institution eller noget organ, kontor eller agentur. Såfremt generaldirektøren mener, at en foranstaltning fra Kommissionens side drager hans eller hendes uafhængighed i tvivl, skal vedkommende straks underrette Europa-Parlamentet.

4.     Generaldirektøren er ansvarlig for Kommissionens (Eurostats) statistiske aktiviteter og budgetgennemførelse. Han eller hun giver hvert år som led i den statistiske dialog møde for Europa-Parlamentets relevante udvalg for at drøfte forhold vedrørende statistisk styring, metodologi og statistisk innovation og fremsætter bemærkninger om bevillingsspørgsmål, der vedrører Kommissionens (Eurostats) statistiske aktiviteter.

5.     Kommissionen hører Europa-Parlamentet, inden den pålægger generaldirektøren disciplinære sanktioner. Disciplinære sanktioner mod generaldirektøren skal træffes i form af en begrundet afgørelse, som sendes til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Rådgivende Organ for Statistisk Styring til orientering.«

5)

I artikel 11 indsættes følgende stykker :

»3.   Medlemsstaterne og Kommissionen træffer alle de nødvendige foranstaltninger til implementering af de statistiske principper som omhandlet i artikel 2, stk. 1, for at bevare tilliden til europæiske statistikker. Detaljerne i disse principper skal fastlægges i adfærdskodeksen.

3a.     En »forpligtende indsats for tillid til statistik« (forpligtelser) skal have til formål at sikre offentlig tillid til europæiske statistikker og fremskridt inden for gennemførelsen af de statistiske principper i adfærdskodeksen ved at inddrage medlemsstater og Kommissionen på passende vis i udarbejdelsen og offentliggørelsen på dennes websted af specifikke politikforpligtelser, der går i retning af generel tillid til statistikker, herunder et EU-resumé.

3b.    Forpligtelserne overvåges regelmæssigt af Kommissionen på grundlag af årlige rapporter, som medlemsstaterne indsender.

Såfremt der ikke foreligger en offentliggørelse af en forpligtende indsats for tillid til statistik senest den …  (*1) tilsender den pågældende medlemsstat Kommissionen en statusrapport om gennemførelsen af adfærdskodeksen og, hvor dette er relevant, om den indsats, der er gjort for at etablere en sådan forpligtende indsats for tillid til statistik, og offentliggør denne.

Kommissionen rapporterer til Europa-Parlamentet og Rådet om den offentliggjorte forpligtelse og om eventuelle statusrapporter senest den …  (*2).

3c.     Forpligtelserne for Kommissionen (Eurostat) kontrolleres regelmæssigt af Det Rådgivende Organ for Statistisk Styring på Europæisk Plan (ESGAB) på grundlag af en årlig rapport, der fremsendes af Kommissionen. Kommissionen rapporterer til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af disse forpligtelser senest den …  (*3)«.

(*1)  tre år efter datoen for ikrafttræden af forordning (2012/0084(COD))."

(*2)   tre år og seks måneder efter datoen for ikrafttræden af forordning (2012/0084(COD)). "

(*3)   tre år efter datoen for ikrafttræden af forordning (2012/0084(COD)). "

6)

I artikel 12 foretages hermed følgende ændringer:

a)

Stk. 2 og 3 affattes således:

»2.   Bestemte kvalitetskrav som f.eks. målværdier og minimumsstandarder for statistikproduktionen kan også fastlægges i den sektorspecifikke lovgivning.

Med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af kvalitetskriterierne i denne artikels stk. 1 på de data, der er omfattet af sektorlovgivningen inden for bestemte statistiske områder, vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der fastsætter de nærmere regler for samt strukturen og hyppigheden af de kvalitetsrapporter, der kræves i henhold til den sektorspecifikke lovgivning. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 27, stk. 2.

3.     Medlemsstaterne forsyner Kommissionen (Eurostat) med rapporter om kvaliteten af de fremsendte data, herunder eventuelle bekymringer vedrørende disses nøjagtighed. Kommissionen vurderer kvaliteten af de fremsendte data på grundlag af en hensigtsmæssig analyse og udarbejder og offentliggør rapporter og meddelelser om kvaliteten af europæiske statistikker. «

b)

Følgende stykker tilføjes:

» 3a.     Af hensyn til gennemsigtigheden offentliggør Kommissionen (Eurostat), hvor dette er hensigtsmæssigt, sin vurdering af kvaliteten af nationale bidrag til europæiske statistikker.

3b.     Hvis den sektorspecifikke lovgivning giver mulighed for at pålægge medlemsstaterne bøder, i tilfælde hvor medlemsstaterne forvansker statistiske data, kan Kommissionen i overensstemmelse med traktaterne og sådan sektorspecifik lovgivning indlede og gennemføre undersøgelser i fornødent omfang, herunder eventuelt inspektioner på stedet med henblik på at fastslå, om en sådan forvanskning var alvorlig og forsætlig eller groft uagtsom. Kommissionen kan anmode om, at medlemsstaten fremsender relevante oplysninger under undersøgelsen.

3c.     Hvis Kommissionen mener, at en medlemsstat har forsømt at opfylde sine forpligtelser i henhold til denne forordning eller i henhold til gældende sektorlovgivning for så vidt angår fremlæggelse af statistiske oplysninger, skal den handle i overensstemmelse med traktatens artikel 258.«

7)

Artikel 13, stk. 1, affattes således:

»1.   I det europæiske statistiske program fastlægges rammerne for udvikling, udarbejdelse og formidling af europæiske statistikker, hovedområderne og målsætningerne for de planlagte aktioner for en periode svarende til perioden for den flerårige finansielle ramme. Europa-Parlamentet og Rådet vedtager en beslutning herom. Programmets indvirkning og omkostningseffektivitet evalueres under medvirken af uafhængige eksperter.«

7a)

Artikel 14, stk. 2, affattes således:

»2.     Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter vedtage en midlertidig direkte statistisk aktion, såfremt:

a)

aktionen ikke omfatter dataindsamling, der dækker mere end tre referenceår

b)

dataene allerede foreligger eller er tilgængelige på de nationale statistiske kontorer og hos andre ansvarlige nationale myndigheder eller kan tilvejebringes direkte gennem passende stikprøver til observation af den statistiske population på EU-plan med passende koordination med de nationale statistiske kontorer og andre nationale myndigheder, og

c)

Unionen yder finansielle bidrag til de nationale statistiske kontorer og andre nationale myndigheder til at dække de meromkostninger, der måtte opstå i overensstemmelse med Europa-Parlamentets of Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012  (8).

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 27, stk. 2.«

(8)   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1). "

7b)

Artikel 17 affattes således:

»Artikel 17

Årligt arbejdsprogram

Kommissionen forelægger sit arbejdsprogram for det følgende år for ESS-Udvalget inden den 30. april.

Ved udarbejdelsen af arbejdsprogrammet skal Kommissionen sikre effektiv opstilling af prioriteter, herunder revidering, rapportering om statistiske prioriteter og tildeling af finansielle midler. Kommissionen tager i videst muligt omfang hensyn til ESS-Udvalgets bemærkninger. Dens arbejdsprogrammer baseres på det europæiske statistiske program og omfatter i særdeleshed:

a)

de aktioner, som Kommissionen anser for at være højest prioriteret under hensyntagen til Unionens politikbehov og såvel de finansielle begrænsninger på nationalt plan og på EU-plan som responsbyrden

b)

initiativer vedrørende revidering af prioriteter, herunder negative prioriteter, og reduktion af responsbyrden for såvel dataleverandører som producenter af statistikker, og

c)

de procedurer og eventuelle retlige instrumenter, som Kommissionen overvejer med henblik på arbejdsprogrammets gennemførelse.«

8)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 17a

Adgang til samt anvendelse og integrering af administrative registre

1.   For at lette byrden for respondenterne har de nationale statistiske kontorer, andre nationale myndigheder, jf. artikel 4, og Kommissionen (Eurostat) ret til hurtig og gratis adgang til alle administrative registre og til at anvende disse registre og integrere dem i statistikker i det omfang, det er nødvendigt for at udvikle, udarbejde og formidle europæiske statistikker , der udarbejdes i henhold til denne forordning .

2.   De nationale statistiske kontorer og Kommissionen (Eurostat) høres om og deltager i den oprindelige udformning, den efterfølgende udvikling og nedlæggelsen af administrative registre, som er opbygget og vedligeholdt af andre organer, således at yderligere anvendelse af disse registre til udarbejdelse af europæiske statistikker fremmes. De opfordres til at deltage i standardiseringsaktiviteter i forbindelse med administrative registre, der er relevante for produktionen af europæiske statistikker .

3.    Uden at dette berører ESCB-statutten og centrale bankers uafhængighed, begrænses de nationale statistiske kontorers, andre nationale myndigheders og Kommissionens (Eurostats) adgang og inddragelse i henhold til stk. 1 og 2 ▌ til administrative registre inden for deres respektive offentlige administrative system.

4.    Administrative registre, der gøres tilgængelige for de nationale statistiske kontorer , andre nationale myndigheder og Kommissionen (Eurostat) af deres ejere med henblik på at anvendes til udarbejdelse af europæiske statistikker skal være ledsaget af relevante metadata .

5.   De nationale statistiske kontorer og ejerne af administrative registre fastlægger de nødvendige samarbejdsmekanismer.«

8a)

Artikel 20, stk. 4, andet afsnit, affattes således:

»De nationale statistiske kontorer, andre nationale myndigheder og Kommissionen (Eurostat) gennemfører alle nødvendige foranstaltninger for at sikre harmonisering af principper og retningslinjer angående fysisk og logisk beskyttelse af fortrolige data. Kommissionen sikrer sådan harmonisering ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 27, stk. 2.«

9)

Artikel 23, andet afsnit, affattes således:

»De nærmere ordninger, regler og betingelser for adgang på EU-plan fastlægges efter undersøgelsesproceduren i artikel 27, stk. 2.«

10)

Artikel 24 udgår.

10a)

Artikel 26 affattes således:

»Artikel 26

Misligholdelse af princippet om statistisk fortrolighed

Medlemsstaterne og Kommissionen træffer passende foranstaltninger til at forhindre og straffe krænkelser af princippet om statistisk fortrolighed. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.«

12)

Artikel 27 affattes således:

»Artikel 27

Udvalg

1.   Kommissionen bistås af Udvalget for det Europæiske Statistiske System. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (*4).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

(*4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser.«"

Artikel 2

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i …

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand


(1)  EUT C 374 af 4.12.2012, s. 2.

(2)  Europa-Parlamentets holdning af 21.11.2013.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 af 11. marts 2009 om europæiske statistikker og om ophævelse af forordning (EF, Euratom) nr. 1101/2008 om fremsendelse af fortrolige statistiske oplysninger til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor, Rådets forordning (EF) nr. 322/97 om EF-statistikker og Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom om nedsættelse af et udvalg for De Europæiske Fællesskabers statistiske program (EUT L 87 af 31.3.2009, s. 164).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1175/2011 af 16. november 2011 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 12).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 473/2013 af 21. maj 2013 om fælles bestemmelser om overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne i euroområdet (EUT L 140 af 27.5.2013, s. 11).

(6)   Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23).

(7)   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).


Top