Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012XG1219(04)

    Rådets konklusioner af 26. november 2012 om den europæiske strategi for et bedre internet for børn

    EUT C 393 af 19.12.2012, p. 11–14 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    19.12.2012   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 393/11


    Rådets konklusioner af 26. november 2012 om den europæiske strategi for et bedre internet for børn

    2012/C 393/04

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION —

    SER MED INTERESSE PÅ:

    Kommissionens vedtagelse den 2. maj 2012 af »Europæisk strategi for et bedre internet for børn« (1) og STØTTER strategiens fokus på fire indsatsområder: 1) fremme af onlineindhold af høj kvalitet for børn, 2) øget bevidstgørelse og myndiggørelse, 3) et sikkert onlinemiljø for børn og 4) bekæmpelse af materiale, der viser seksuelt misbrug af børn,

    MINDER OM:

    EU-dagsordenen for børns rettigheder (2), der har et højt beskyttelsesniveau af børn i den digitale verden som et af sine mål, samtidig med at den fuldt ud værner om børns ret til netadgang, så de kan udvikle sig socialt og kulturelt

    vigtigheden af Safer Internet-programmerne, via hvilke EU siden 1999 har koordineret og støttet bestræbelserne på at gøre internettet til et sikkert sted for børn, såvel som Safer Internet-centrenes afgørende rolle

    den digitale dagsorden for Europa (3), hvis foranstaltninger bl.a. tager sigte på at øge mediekendskabet (4), navnlig den digitale kompetence (5), inddragelsen i informationssamfundet samt tilskynde til teknologisk innovation og jobskabelse, og som således bidrager til det digitale indre marked,

    UNDERSTREGER:

    1.

    at Rådets konklusioner fra 2011 om beskyttelse af børn i den digitale verden (6), hvori det opfordrede medlemsstaterne, Kommissionen og industrien til at tage skridt til at skabe et sikkert onlinemiljø for børn og til at træffe de fornødne foranstaltninger til at bekæmpe ulovligt indhold, f.eks. billeder af seksuelt misbrug af børn, fortsat er relevante

    2.

    vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA (7), som medlemsstaterne skal gennemføre

    3.

    at eftersom Rådets konklusioner fra 2011 og direktiv 2011/93/EU i vid udstrækning dækker foranstaltninger inden for tredje og fjerde indsatsområde i den europæiske strategi for et bedre internet for børn, vil de foreliggende konklusioner overvejende koncentrere sig om de spørgsmål, der rejses inden for første og anden søjle i den europæiske strategi

    4.

    at disse konklusioner og konklusionerne fra 2011 supplerer hinanden og udgør Rådets samlede svar på den europæiske strategi, som Kommissionen har foreslået,

    NOTERER SIG:

    1.

    dannelsen på Kommissionens foranledning af en koalition, der skal gøre internettet til et bedre sted for børn, og koalitionens arbejdsplan for at opnå fremskridt og resultater på fem indsatsområder (indberetningsværktøjer, alderssvarende standardindstillinger for beskyttelse af personoplysninger, indholdsklassificering, forældrekontrol og fjernelse af materiale, som viser misbrug af børn) (8).

    2.

    Kommissionens forslag til en forordning om oprettelse af Connecting Europe-faciliteten (9) og en forordning om transeuropæiske telenet (10), som indeholder bestemmelser om finansiering af infrastrukturen for Safer Internet-tjenester, både på europæisk og nationalt niveau

    3.

    Kommissionens forslag til en forordning om »Horisont 2020« (11), som indeholder bestemmelser om finansiering af forskning, bl.a. på områder forbundet med børns interaktion med internettet, og en forordning om oprettelse af »Erasmus for alle« (12), som indeholder bestemmelser om finansiering af initiativer vedrørende mediekendskab og digital kompetence på uddannelsesområdet

    4.

    Kommissionens opfordring til medlemsstaterne om at udpege en national digital mester, hvis arbejde skal promovere fordelene ved et inklusivt digitalt samfund (13)

    5.

    Europarådets arbejde inden for rammerne af dets strategi for forvaltning af internettet (2012-2015) med henblik på at beskytte og myndiggøre børn online

    6.

    de meget positive resultater fra og praksis i eksisterende projekter på nationalt niveau, som støtter tilsvarende mål, f.eks. skabelse af onlineindhold af høj kvalitet for børn eller beskyttelse af mindreårige ved hjælp af eksempelvis værktøjer til kontrol, bevidstgørelse og myndiggørelse,

    FREMHÆVER, AT:

    1.

    internettets interaktive og allestedsnærværende karakter giver mange muligheder for udvikling af mediekendskab, navnlig digitale kompetencer, som støtter kritisk tænkning, analytiske færdigheder, innovation og kreativitet. Udvikling af mediekendskab, navnlig digitale kompetencer, er vigtig, så børn trygt kan tilpasse sig til de nye teknologier, der løbende udvikler sig, og mere generelt til at forme deres verden på en sikker og kreativ måde

    2.

    det kan have alvorlige langsigtede virkninger på vore samfund ikke at investere tilstrækkeligt i politikker, som berører børn (14), hvilket understreger, at det er nødvendigt at tage højde for, at børn har specifikke behov og er særligt sårbare på internettet, og gøre internettet til et sted, der byder på muligheder for alle børn i Europa, uanset etnisk, kulturel og social baggrund, herunder for børn med handicap og særlige behov, så de digitale kløfter, der fortsat findes, kan udjævnes

    3.

    det er vigtigt at koordinere gennemførelsen af de aktiviteter, der er iværksat under den europæiske strategi, både på nationalt og europæisk niveau, og samtidig fremme en tilgang, der omfatter mange aktører og navnlig inddrager børn, offentlige instanser, kompetente institutioner, ngo'er og industrien; et styrket samarbejde på EU-niveau består f.eks. i at sikre en fortsat og mere intensiv koordinering af det arbejde, som udføres i det EU-finansierede netværk af Safer Internet-centre i medlemsstaterne

    4.

    det er vigtigt med selvregulering, fordi internettet er et miljø under hastig forandring, hvor der kræves fleksibilitet for at forhindre, at dets vækstpotentiale og tilpasningskapacitet begrænses; imidlertid forudsætter effektiv selvregulering, at den overvåges og evalueres uafhængigt, og at den nøje kombineres med bevidstgørelses- og myndiggørelsesinitiativer,

    HENSTILLER, AT DER TRÆFFES FORANSTALTNINGER PÅ FØLGENDE OMRÅDER:

    OMRÅDE 1: Mere onlineindhold af høj kvalitet for børn

    SOM TAGER FØLGENDE I BETRAGTNING:

    1.

    børn bliver udsat for internettet via flere og flere apparater og i en stadig yngre alder, men de finder ikke materiale af tilstrækkelig høj kvalitet på internettet for deres aldersgruppe

    2.

    begrebet »onlineindhold af høj kvalitet for børn« bør forstås som indhold, der gavner børn på en eller anden måde - f.eks. ved at øge deres viden, færdigheder og kompetencer med særlig vægt på kreativitet - ud over at være attraktivt og brugbart for dem, pålideligt og sikkert, og eventuelt indhold, der gør det let at genkende reklamer eller kommerciel kommunikation som sådan (15)

    3.

    tilgængeligheden af onlineindhold af høj kvalitet for børn kan medføre, at børn i stigende grad anvender internettet på en bedre måde, og kan betydeligt fremme udbredelsen og den aktive brug af bredbåndsbaseret internet i EU-husstande (16) og omvendt

    4.

    øget bevidsthed om, tillid og tiltro blandt forbrugerne (børn, forældre og pædagoger) til brug af indhold på tværs af lande og apparater kan muligvis mindske opsplitningen på det digitale indre marked med respekt for hver medlemsstats sproglige og kulturelle særtræk

    5.

    fremme, produktion og udbredelse af onlineindhold af høj kvalitet forudsætter et dynamisk og tæt samarbejde mellem offentlige og private producenter af indhold, eksperter i internetsikkerhed for børn (f.eks. ngo'er og centre for internetsikkerhed), internetleverandører og personer, som spiller en rolle i forbindelse med uddannelsen af børn (f.eks. forældre og lærere) samt børnene selv,

    OPFORDRER MEDLEMSSTATERNE, KOMMISSIONEN OG INDUSTRIEN TIL INDEN FOR DERES RESPEKTIVE KOMPETENCEOMRÅDER:

    1.

    at anspore innovation gennem brug af open source software og åbne standarder til produktion af indhold af høj kvalitet af og for børn ved at støtte projekter og initiativer, herunder udvikling af interoperable platforme, som giver adgang til sådant indhold

    2.

    at bedømme kvantitative og kvalitative aspekter af onlineindhold gennem udvikling af aldersmærkninger og systemer til indholdskvalificering (herunder klassificering baseret på brugertilfredshed og ekspertundersøgelser), som er sammenlignelige og pålidelige mellem forskellige lande og apparater under hensyntagen til kulturelt baserede forskelle medlemsstaterne imellem

    3.

    at undersøge, hvordan sprogbarrieren kan tackles i forbindelse med skabelsen af onlineindhold af høj kvalitet, f.eks. gennem forbedrede maskinoversættelser, og derved bidrage til skabelsen af det digitale indre marked,

    OMRÅDE 2: Øget bevidstgørelse og myndiggørelse

    SOM TAGER FØLGENDE I BETRAGTNING:

    for at børn kan bruge internettet sikkert, er det på den ene side nødvendigt at forholde sig til spørgsmålet om tekniske værktøjer, der gør det muligt at navigere sikkert på internettet, og på den anden side skal børn udrustes med passende viden, færdigheder og kompetencer, så de på effektiv og ansvarlig vis kan håndtere onlinemiljøet

    uddannelsessektoren såvel som forældrene spiller en vigtig rolle, når det gælder om at hjælpe børn med på en gavnlig og kreativ måde at udnytte de muligheder, som internettet tilbyder, samt identificere og håndtere de risici, de møder på internettet. Det anerkendes imidlertid også, at lærere og forældre selv har brug for støtte til at holde trit med ikke blot de hurtige og uforudsigelige ændringer i børnenes virtuelle liv, men også de nye teknologier, der er i konstant udvikling,

    OPFORDRER MEDLEMSSTATERNE TIL:

    1.

    at optrappe gennemførelsen af strategier med henblik på at inkludere undervisning i internetsikkerhed og digitale kompetencer i skolerne og tilskynde til, at internettet anvendes på tværs af skolefag, og i den forbindelse støtte, at lærere får tilstrækkelig uddannelse

    2.

    at styrke forældres og børns tilegnelse af digitale færdigheder i forbindelse med uformel og ikkeformel læring, herunder i ungdomsorganisationer via særligt uddannede ungdomsledere,

    OPFORDRER MEDLEMSSTATERNE OG KOMMISSIONEN TIL:

    3.

    aktivt at støtte inddragelsen af børn i udviklingen af nationale og fælleseuropæiske oplysningskampagner, lovgivning eller andre foranstaltninger og aktiviteter, der har indflydelse på børns onlineaktiviteter, f.eks. ved at vedblive med at støtte de nationale ungdomspaneler, som Safer Internet-centrene står i spidsen for

    4.

    at videreudvikle digitalt mediekendskab, navnlig digitale kompetencer. og fremme bevidstgørelse på nationalt og fælleseuropæisk plan,

    OPFORDRER MEDLEMSSTATERNE, KOMMISSIONEN OG INDUSTRIEN TIL INDEN FOR DERES RESPEKTIVE KOMPETENCEOMRÅDER:

    5.

    at støtte offentlig-private partnerskaber for at øge bevidstgørelsen og myndiggørelsen med vægt på de muligheder, som internettet tilbyder, på nationalt plan og på EU-plan og nå ud til forældre og børn på tværs af alle sociale og etniske baggrunde, herunder børn fra socioøkonomisk ugunstige kår og børn med særlige behov

    6.

    at vedblive med at dokumentere og øge forståelsen af børns adfærd på internettet og tjenesters og teknologiers indvirkning på børns brug af internettet

    7.

    at forbedre forældrekontrolværktøjerne, så de er effektive på alle apparater og interoperable og tilgængelige på så mange sprog som muligt samt udvikle strategier til at bevidstgøre forældre om, at der findes forældrekontrolværktøjer under hensyntagen til børns ret til privatlivets fred, ytrings- og informationsfrihed

    8.

    at koordinere en fælles minimumsstandard for indberetning af kategorier af skadeligt indhold samt resultatkriterier for indberetningsprocedurer med henblik på at gøre dem sammenlignelige, gennemsigtige og brugbare mellem forskellige lande og apparater

    9.

    at yde den fornødne støtte til etablering, anvendelse og overvågning af effektive mekanismer til indberetning af skadeligt indhold og opfølgning, styrke samarbejdet inden for industrien og med offentlige myndigheder, ngo'er og hotlines og sikre brug af mekanismer og relevante platforme og udstyr, som er forudsætningen for det internationale samarbejde

    10.

    at iværksætte og gennemføre eksisterende selvreguleringsinitiativer om internetreklamer og ajourføre dem om nye former for reklamer,

    OPFORDRER INDUSTRIEN TIL:

    11.

    at indføre standardindstillinger for beskyttelse af personoplysninger og udvikle og gennemføre effektive metoder til at informere børn og forældre om deres onlineindstillinger for beskyttelse af personoplysninger

    12.

    at videreudvikle selvreguleringsintiativer om internetreklamer,

    For at sikre en effektiv opfølgning af disse konklusioner opfordrer RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION

    1.

    CEO-koalitionen til at forelægge Rådet sin endelige rapport, berammet til januar 2013

    2.

    Kommissionen til at give hyppig feedback og information om fremskridtene med de foranstaltninger, som indgår i den europæiske strategi for et bedre internet for børn, navnlig med hensyn til de benchmarksammenligninger og evalueringsprocedurer, der skal udføres for at evaluere gennemførelsen af den europæiske strategi

    3.

    Kommissionen og medlemsstaterne til med forbehold af forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme for 2014-2020 at gøre passende brug af eksisterende og fremtidige EU-støtteprogrammer med henblik på at nå de mål, der er opstillet for den europæiske strategi for et bedre internet for børn på alle fire indsatsområder og i disse konklusioner.


    (1)  COM(2012) 196 final — 9486/12.

    (2)  KOM(2011) 60 endelig — 7226/11.

    (3)  9981/10 REV 1 - (KOM(2010) 245 endelig/2).

    (4)  Mediekendskab: »evnen til at skaffe sig adgang til og forstå, kritisk evaluere, skabe og formidle medieindhold« (Rådets konklusioner af 27. november 2009 om mediekendskab i det digitale miljø (EUT C 301, 11.12.2009, s. 12)).

    (5)  »(...) Den digitale kompetence kræver grundig forståelse af og viden om arten af og mulighederne ved IST i dagligdagen og (...) forståelse af mulighederne samt potentielle risici ved internet og elektronisk kommunikation (e-mail, netværktøjer) (...). Af færdigheder kræves bl.a. evne til at søge, indsamle og bearbejde oplysninger og bruge dem kritisk og systematisk (...). Et individ bør også kunne anvende IST til at understøtte kritisk tænkning, kreativitet og innovation (...).« (Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 18. december 2006 om nøglekompetencer for livslang læring (2006/962/EF) (EUT L 394 af 30.12.2006, s. 10)).

    (6)  EUT C 372 af 20.12.2011, s. 15.

    (7)  EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1 og berigtigelsen til direktivet (EUT L 18, 21.1.2012, s. 7).

    (8)  Koalitionen er et brancheinitiativ, hvis medlemmer er europæiske og globale ikt- og medievirksomheder (http://ec.europa.eu/information_society/activities/sip/docs/ceo_coalition/ceo_coalition_statement.pdf).

    (9)  16176/11.

    (10)  16006/11.

    (11)  17933/11.

    (12)  17188/11.

    (13)  Til orientering: https://ec.europa.eu/digital-agenda/en/digital-champions/

    https://ec.europa.eu/digital-agenda/en/about-0/

    (14)  En EU-dagsorden for børns rettigheder.

    (15)  Baseret på: »Producing and providing online content for children and young people - An inventory« (et sæt retningslinjer for produktion af onlineindhold for børn og unge mennesker), http://ec.europa.eu/information_society/activities/sip/docs/competition/final_draft.pdf/

    (16)  Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 23. marts 2012 om gennemførelsen af nationale bredbåndsplaner (SWD(2012) 68 final), s. 17.


    Top