Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012XC0224(02)

Meddelelse om indledning af en udløbsundersøgelse af udligningsforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien

EUT C 55 af 24.2.2012, p. 14–22 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

24.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 55/14


Meddelelse om indledning af en udløbsundersøgelse af udligningsforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien

2012/C 55/05

Efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb (1) af de gældende udligningsforanstaltninger over for visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien (»det pågældende land«) har Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) modtaget en anmodning om en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 af 11. juni 2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (2) (»grundforordningen«).

1.   Anmodning om fornyet undersøgelse

Anmodningen blev indgivet den 25. november 2011 af Polyethylene Terephthalate Committee of Plastics Europe (»ansøgeren«) på vegne af EU-producenter, der tegner sig for en betydelig del, i dette tilfælde over 50 %, af Unionens produktion af visse typer polyethylenterephthalat.

2.   Den undersøgte vare

Den vare, der er genstand for undersøgelsen, er polyethylenterephthalat med et viskositetsindeks på 78 ml/g og derover ifølge ISO-standard 1628-5, i øjeblikket henhørende under KN-kode 3907 60 20, med oprindelse i Indien (»den undersøgte vare«).

3.   Gældende foranstaltninger

De foranstaltninger, der i øjeblikket er i kraft, er en endelig udligningstold indført ved Rådets forordning (EF) nr. 193/2007 (3).

4.   Begrundelse for udløbsundersøgelsen

Ansøgeren har fremlagt tilstrækkelige beviser for, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil blive ydet subsidier med deraf følgende skade.

For det første hævder ansøgeren, at regeringen i Indien har ydet og fortsat vil yde en række subsidier til producenterne af den undersøgte vare i Indien. De påståede subsidier tager form af ordninger med fordele for virksomheder beliggende i Export Processing Zones (eksportforarbejdningszoner) eller Export Oriented Units (eksportorienterede enheder); Advance Authorisation Scheme; Duty Entitlement Passbook Scheme; Export Promotion Capital Goods Scheme; Export Credit Scheme; Focus Market Scheme; Focus Product Scheme; delstaten Gujarats Capital Investment Incentive Scheme; Gujarats Sales Tax Incentive Scheme; Gujarats Electricity Duty Exemption Scheme og West Bengal Incentive Scheme. Det anslåede samlede subsidiebeløb er betydeligt.

Ansøgeren hævder, at ovennævnte ordninger er subsidier, eftersom de omfatter et finansielt bidrag fra den indiske regering eller regionalregeringerne, hvorved modtagerne, dvs. de eksporterende producenter af visse typer polyethylenterephthalat, opnår en fordel. De hævdes at være betingede af eksportresultater og derfor at være specifikke og udligningsberettigede eller på anden måde specifikke og udligningsberettigede.

Ansøgeren har desuden fremlagt bevis for, at importen af den undersøgte vare fra Indien er vokset både i absolutte tal og i markedsandele.

For det andet er anmodningen begrundet med, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre fornyet skade for EU-erhvervsgrenen, fordi der fortsat vil blive ydet subsidier til importen af den undersøgte vare fra Indien. De umiddelbare beviser, som er blevet fremlagt af ansøgeren, viser, at mængden af og priserne på den undersøgte importerede vare kan forventes bl.a. at få negative virkninger for EU-erhvervsgrenens prisniveau, hvilket får betydelige negative følger for EU-erhvervsgrenens samlede resultater.

Endelig hævder ansøgeren, at skaden primært er blevet imødegået på grund af foranstaltningerne, og at EU-erhvervsgrenen sandsynligvis vil lide fornyet skade som følge af fortsat subsidieret import af betydeligt omfang fra det pågældende land, hvis foranstaltningerne udløber.

5.   Procedure

Kommissionen har efter høring af det rådgivende udvalg fastslået, at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en udløbsundersøgelse, og indleder hermed en undersøgelse, jf. grundforordningens artikel 18.

Undersøgelsen vil fastslå, hvorvidt det er er sandsynligt eller ej, at udløbet af foranstaltningerne vil medføre, at der fortsat vil blive ydet subsidier med deraf følgende skade.

5.1.    Procedure for konstatering af sandsynligheden for fortsat subsidiering

5.1.1.   Undersøgelse af eksporterende producenter

Eksporterende producenter (4) af den undersøgte vare fra det pågældende land opfordres til at deltage i denne fornyede undersøgelse.

I betragtning af det potentielt store antal eksporterende producenter i Indien, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af eksporterende producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udvælge en stikprøve (denne proces benævnes også »anvendelse af stikprøver«). Anvendelse af stikprøver vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 27.

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald udvælge en stikprøve, anmodes alle eksporterende producenter eller deres repræsentanter om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette de oplysninger om deres virksomhed eller virksomheder, der anmodes om i bilag A til denne meddelelse, til Kommissionen.

Kommissionen vil desuden kontakte myndighederne i Indien og vil kunne kontakte alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter for at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige for at udvælge stikprøven af eksporterende producenter.

Alle interesserede parter, der ønsker at indgive oplysninger, som er relevante for stikprøveudvælgelsen, med undtagelse af de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Hvis det er nødvendigt at udvælge en stikprøve, kan de eksporterende producenter udvælges ud fra den største repræsentative eksportmængde af den undersøgte vare til Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Alle kendte eksporterende producenter, myndighederne i det pågældende land og sammenslutninger af eksporterende producenter vil blive orienteret af Kommissionen, i givet fald gennem myndighederne i det pågældende land, om, hvilke virksomheder der er blevet udvalgt til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse af de eksporterende producenter, vil den sende spørgeskemaer til de eksporterende producenter, der er udvalgt til stikprøven, til alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter samt til myndighederne i det pågældende land.

Alle de eksporterende producenter, der er blevet udvalgt til at indgå i stikprøven, skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter, at de har fået meddelelse om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.

Spørgeskemaet skal bl.a. indeholde oplysninger om den eksporterende producents virksomheds/virksomheders struktur, virksomhedens/virksomhedernes aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare, produktionsomkostninger, salg af den undersøgte vare på det pågældende lands hjemmemarked og salg af den undersøgte vare til Unionen.

Virksomheder, der var indforstået med at indgå i stikprøven, men som ikke blev udvalgt til at indgå heri, vil blive betragtet som samarbejdsvillige (»samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven«).

5.1.2.   Undersøgelse af ikke-forretningsmæssigt forbundne importører  (5)  (6)

Ikke-forretningsmæssigt forbundne importører af den undersøgte vare fra Indien til Unionen opfordres til at deltage i denne fornyede undersøgelse.

I betragtning af det potentielt store antal ikke-forretningsmæssigt forbundne importører, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af ikke-forretningsmæssigt forbundne importører, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udvælge en stikprøve (denne proces benævnes også »anvendelse af stikprøver«). Anvendelse af stikprøver vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 27.

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald udvælge en stikprøve, anmodes alle ikke-forretningsmæssigt forbundne importører eller deres repræsentanter om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette de oplysninger om deres virksomhed eller virksomheder, der anmodes om i bilag B til denne meddelelse, til Kommissionen.

Kommissionen kan desuden kontakte alle kendte importørsammenslutninger for at indhente de oplysninger, den anser for nødvendige for at udvælge stikprøven af ikke-forretningsmæssigt forbundne importører.

Alle interesserede parter, der ønsker at indgive oplysninger, som er relevante for stikprøveudvælgelsen, med undtagelse af de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Hvis det er nødvendigt at udvælge en stikprøve, kan importørerne udvælges ud fra den største repræsentative salgsmængde af den undersøgte vare i Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen vil oplyse alle kendte ikke-forretningsmæssigt forbundne importører og importørsammenslutninger om, hvilke virksomheder der er blevet udvalgt til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige i forbindelse med sin undersøgelse, vil den sende spørgeskemaer til de ikke-forretningsmæssigt forbundne importører, som indgår i stikprøven, og til alle kendte importørsammenslutninger. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om, at der vil blive anvendt stikprøver, medmindre andet er angivet.

Spørgeskemaet skal bl.a. indeholde oplysninger om deres virksomheds/virksomheders struktur, virksomhedens/virksomhedernes aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare og om salget af den undersøgte vare.

5.2.    Procedure for konstatering af sandsynligheden for fornyet skade og undersøgelse af EU-producenter

For at fastslå, om det er sandsynligt, at EU-erhvervsgrenen vil blive forvoldt fornyet skade, opfordres EU-producenterne af den undersøgte vare til at deltage i den fornyede undersøgelse.

I betragtning af det store antal EU-producenter, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist har Kommissionen besluttet at begrænse antallet af EU-producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udvælge en stikprøve (denne proces benævnes også »anvendelse af stikprøver«). Anvendelse af stikprøver vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 27.

Kommissionen har foreløbigt udvalgt en stikprøve af EU-producenter. Yderligere oplysninger findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Interesserede parter opfordres til at konsultere dossieret (ved at kontakte Kommissionen ved hjælp af kontaktoplysningerne i afsnit 5.6 nedenfor). Andre EU-producenter eller deres repræsentanter, som er af den opfattelse, at der er særlige grunde til, at de bør indgå i stikprøven, skal kontakte Kommissionen senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Alle interesserede parter, der ønsker at indgive andre oplysninger, som er relevante for stikprøveudvælgelsen, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Kommissionen vil oplyse alle kendte EU-producenter og/eller EU-producentsammenslutninger om, hvilke virksomheder der er endeligt udvalgt til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige i forbindelse med sin fornyede undersøgelse, fremsender den spørgeskemaer til de EU-producenter, der indgår i stikprøven, og til alle kendte EU-producentsammenslutninger. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om, at der vil blive anvendt stikprøver, medmindre andet er angivet.

Spørgeskemaet skal bl.a. indeholde oplysninger om deres virksomheds/virksomheders struktur, virksomhedens/virksomhedernes finansielle situation, virksomhedens/virksomhedernes aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare samt om produktionsomkostninger for og salg af den undersøgte vare.

5.3.    Procedure for vurdering af Unionens interesser

Hvis det bekræftes, at der er sandsynlighed for fortsat subsidiering med deraf følgende skade, vil der i henhold til grundforordningens artikel 31 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det vil være i strid med Unionens interesser at opretholde antisubsidieforanstaltningerne. EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger og repræsentative forbrugerorganisationer opfordres til at give sig til kende senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. For at deltage i undersøgelsen skal de repræsentative forbrugerorganisationer inden for den samme tidsfrist godtgøre, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Parter, der giver sig til kende inden for ovenstående tidsfrist, kan indgive oplysninger til Kommissionen om Unionens interesser senest 37 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. Disse oplysninger kan indgives uformelt eller ved at udfylde et spørgeskema, som er udfærdiget af Kommissionen. I alle tilfælde vil oplysninger indgivet i henhold til artikel 31 kun blive taget i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet.

5.4.    Andre skriftlige bemærkninger

I henhold til bestemmelserne i denne meddelelse opfordres alle interesserede parter hermed til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation herfor. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

5.5.    Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester

Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester. Enhver anmodning om at blive hørt skal indgives skriftligt og begrundes. For høringer angående emner, der vedrører den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

5.6.    Vejledning om indgivelse af skriftlige bemærkninger og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance

Alle skriftlige bemærkninger, herunder de oplysninger, der anmodes om i denne meddelelse, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Limited” (7).

Interesserede parter, der indgiver oplysninger forsynet med påtegningen »Limited«, anmodes om at indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«, jf. grundforordningens artikel 29, stk. 2. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en interesseret part indgiver fortrolige oplysninger uden at indgive et ikke-fortroligt sammendrag, der med hensyn til form og indhold opfylder kravene, kan der ses bort fra sådanne fortrolige oplysninger.

Interesserede parter anmodes om at indgive alle deres bemærkninger og anmodninger i elektronisk form (ikke-fortrolige bemærkninger via e-mail, fortrolige bemærkninger på cd-r/dvd) med angivelse af den pågældendes navn, adresse, e-mail-adresse, telefon- og faxnummer. Fuldmagter, underskrevne certifikater og eventuelle opdateringer heraf, der ledsager besvarelser af spørgeskemaer, skal imidlertid indgives på papir, dvs. pr. post eller ved aflevering på nedenstående adresse. Hvis en interesseret part ikke kan indgive sine bemærkninger og anmodninger i elektronisk form, skal den pågældende omgående kontakte Kommissionen, jf. grundforordningens artikel 28, stk. 2. Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger om korrespondance med Kommissionen på de relevante sider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/tackling-unfair-trade/trade-defence

Kommissionens postadresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: N105 04/092

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIQUE/BELGIË

Fax +32 22985353

E-mail: TRADE-R550-PET-A@ec.europa.eu

(til brug for eksporterende producenter, forretningsmæssigt forbundne importører, sammenslutninger og repræsentanter for Indien: både centralregeringen og regionale regeringer)

TRADE-R550-PET-B@ec.europa.eu

(til brug for EU-producenter, ikke-forretningsmæssigt forbundne importører, brugere, forbrugere og sammenslutninger i Unionen).

6.   Manglende samarbejdsvilje

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28.

Konstateres det, at en interesseret part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

Hvis en interesseret part helt eller delvis undlader at samarbejde, og resultatet af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.

7.   Høringskonsulent

Interesserede parter kan anmode om, at høringskonsulenten fra Generaldirektoratet for Handel griber ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens undersøgelsestjenester. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister om fortrolige oplysninger, anmodninger om forlængelse af frister og anmodninger fra tredjeparter om at blive hørt. Høringskonsulenten kan arrangere en høring med en individuel interesseret part og mægle for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud.

En anmodning om høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. For høringer angående emner, der vedrører den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

Høringskonsulenten vil også skabe mulighed for en høring med parterne, hvor der bliver lejlighed til at fremsætte andre synspunkter og fremføre modargumenter i spørgsmål vedrørende bl.a. sandsynligheden for fortsat subsidiering med deraf følgende skade og Unionens interesser.

Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens sider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/tackling-unfair-trade/hearing-officer/index_en.htm

8.   Mulighed for anmodning om en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 19 i grundforordningen

Da denne udløbsundersøgelse indledes i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18, vil konklusionerne ikke medføre, at omfanget af de gældende foranstaltninger ændres, men at foranstaltningerne ophæves eller opretholdes i overensstemmelse med grundforordningens artikel 22, stk. 3.

Hvis en af parterne mener, at det er berettiget at foretage en fornyet undersøgelse af foranstaltningernes omfang med henblik på at muliggøre en ændring (dvs. en forøgelse eller en reduktion) af foranstaltningernes omfang, kan den pågældende part anmode om en fornyet undersøgelse i medfør af grundforordningens artikel 19.

Parter, der ønsker at anmode om en sådan fornyet undersøgelse, som i givet fald vil blive foretaget uafhængigt af den udløbsundersøgelse, der er omhandlet i denne meddelelse, kan henvende sig til Kommissionen på ovennævnte adresse.

9.   Tidsplan for undersøgelsen

Undersøgelsen afsluttes senest 15 måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, jf. grundforordningens artikel 22, stk. 1.

10.   Behandling af personoplysninger

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (8).


(1)  EUT C 116 af 14.4.2011, s. 10.

(2)  EUT L 188 af 18.7.2009, s. 93.

(3)  EUT L 59 af 27.2.2007, s. 34.

(4)  En eksporterende producent er en virksomhed i det pågældende land, som producerer og eksporterer den undersøgte vare til EU-markedet enten direkte eller gennem en tredjepart, herunder alle dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der er beskæftiget med produktion, hjemmemarkedssalg eller eksport af den pågældende vare.

(5)  Kun importører, der ikke er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, kan indgå i stikprøven. Importører, som er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, skal udfylde bilag 1 til spørgeskemaet for disse eksporterende producenter. I henhold til artikel 143 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til EF-toldkodeksen kan personer kun anses for at være indbyrdes afhængige: a) hvis den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed og omvendt, b) hvis de juridisk set anses for interessenter eller kompagnoner, c) hvis de er arbejdsgiver og arbejdstager, d) hvis en person direkte eller indirekte besidder, kontrollerer eller råder over 5 % eller derover af den andens aktier eller anparter med stemmeret, e) hvis den ene af dem direkte eller indirekte kontrollerer den anden, f) hvis de begge direkte eller indirekte kontrolleres af en tredjemand, g) hvis de tilsammen direkte eller indirekte kontrollerer en tredjemand, eller h) hvis de er medlemmer af samme familie. Personer anses kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de står i et af følgende forhold til hinanden: i) mand og hustru, ii) forældre og børn, iii) brødre og søstre (hel- eller halvsøskende), iv) bedsteforældre og børnebørn, v) onkel eller tante og nevø eller niece, vi) svigerforældre og svigersøn eller svigerdatter, vii) svoger og svigerinde (EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1). I denne sammenhæng betyder »person« enhver fysisk eller juridisk person.

(6)  De oplysninger, som ikke-forretningsmæssigt forbundne importører fremkommer med, kan også bruges i forbindelse med andre aspekter af denne undersøgelse end konstatering af dumping.

(7)  Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51) og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen). Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(8)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


BILAG A

Image

Image


BILAG B

Image

Image


Top