This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52012PC0763
Proposal for a COUNCIL REGULATION amending Implementing Regulation (EU) No 282/2011 as regards the place of supply of services
Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU) nr. 282/2011 for så vidt angår leveringsstedet for tjenesteydelser
Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU) nr. 282/2011 for så vidt angår leveringsstedet for tjenesteydelser
/* COM/2012/0763 final - 2012/0354 (NLE) */
Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU) nr. 282/2011 for så vidt angår leveringsstedet for tjenesteydelser /* COM/2012/0763 final - 2012/0354 (NLE) */
BEGRUNDELSE 1. BAGGRUND FOR FORSLAGET Begrundelse og formål Artikel 397 i Rådets direktiv 2006/112/EF om
det fælles merværdiafgiftssystem[1]
("momsdirektivet") fastsætter, at "Rådet træffer med
enstemmighed på forslag af Kommissionen de foranstaltninger, der er nødvendige
til gennemførelsen af dette direktiv”. På dette grundlag vedtog Rådet
gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011[2] ("momsgennemførelsesforordningen”), der
fastlægger regler for, hvordan visse bestemmelser i momsdirektivet skal
anvendes, og også fastlægger en række retningslinjer, der siden 1977 er
vedtaget af Momsudvalget, som forskrifter. Store dele af momsgennemførelsesforordningen
vedrører ændringer af de regler om leveringsstedet for tjenesteydelser, som
blev indført i 2008 (ved "momspakken"[3]). Nogle af disse ændringer kræver en
yderligere præcisering, navnlig ændringerne vedrørende teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser til
ikke-afgiftspligtige personer, der fra 2015 bliver afgiftspligtige i den
medlemsstat, hvor kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige
opholdssted. Leverandørerne af sådanne ydelser vil skulle identificeres og
betale moms i den pågældende medlemsstat. Der er allerede truffet foranstaltninger til
at gennemføre særordningerne for de leverandører, som ikke er etableret i
beskatningsmedlemsstaten[4].
Der er behov for yderligere foranstaltninger for at sikre, at de regler, der
gælder for leveringsstedet for disse tjenesteydelser, anvendes ensartet. Det er
vigtigt at ændre momsgennemførelsesforordningen for at fastsætte regler om,
hvordan de relevante bestemmelser i momsdirektivet skal anvendes. Disse foranstaltninger bør vedtages af Rådet
snarest muligt og senest ved udgangen af 2013, således at erhvervslivet og
medlemsstaterne får tilstrækkelig tid at forberede sig på ændringerne. Dette forslag og de definitioner, det
indeholder, foregriber ikke resultaterne af de igangværende drøftelser om at
anvende nedsatte momssatser for online-produkter og ‑tjenester. Generel baggrund Teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester
og elektroniske tjenesteydelser beskattes generelt på det sted, hvor kunden er
etableret eller har sin bopæl[5].
Hvis leverandøren er etableret i EU, og kunden er en ikke-afgiftspligtig
person, forholder det sig imidlertid i øjeblikket sådan, at leveringen
beskattes det sted, hvor leverandøren er etableret. Fra den 1. januar 2015 vil alle teleydelser,
radio- og tv-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser være
afgiftspligtige det sted, hvor kunden hører hjemme (medmindre reglen om faktisk
benyttelse eller udnyttelse finder anvendelse), også selv om kunden er en
ikke-afgiftspligtig person. I forbindelse med ikke-afgiftspligtige personer vil
EU-leverandører og ikke-EU-leverandører skulle fastlægge det sted, hvor kunden
er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted. Når kunden
ikke har et momsregistreringsnummer (som normalt er forbeholdt afgiftspligtige
personer), vil leverandøren til en vis grad skulle fæste lid til kundens oplysninger. Af hensyn til retssikkerheden og for at undgå
dobbeltbeskatning eller ikke-beskatning er det nødvendigt at give
leverandørerne klare og bindende regler om, hvordan dette skal gøres. 2. RESULTATER AF HØRINGER AF INTERESSEREDE
PARTER OG KONSEKVENSANALYSER Høring af interesserede parter Medlemsstaterne og erhvervslivet blev i vid
udstrækning hørt under et Fiscalis-seminar med henblik på at indkredse de
områder, hvor det er nødvendigt med gennemførelsesforanstaltninger for at sikre
en ensartet anvendelse af bestemmelserne i momsdirektivet. Der blev også
udvekslet synspunkter på et møde i en ekspertgruppe bestående af repræsentanter
for medlemsstaterne, kaldet arbejdsgruppe nr. 1[6], og med erhvervslivet under et ad
hoc-ekspertmøde. Ekspertbistand Der har ikke været behov for ekstern
ekspertbistand. Konsekvensanalyse De pågældende foranstaltninger er af ren
teknisk art og fastlægger blot, hvordan de forskrifter, Rådet allerede har
vedtaget, skal anvendes. Der er derfor ikke behov for en konsekvensanalyse. 3. JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET Nærhedsprincippet Nærhedsprincippet finder anvendelse, da
forslaget ikke hører ind under EU's enekompetence. Målene med forslaget kan
ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne. Selv om medlemsstaterne er ansvarlige for
gennemførelsen af EU-lovgivning i national ret, er det af afgørende betydning,
at reglerne om beskatningsstedet for levering af teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser anvendes på en ensartet
måde for at undgå divergerende anvendelsesregler, der fører til
dobbeltbeskatning eller ikke-beskatning. Af disse årsager er det kun en indsats på
EU-plan, der kan sikre ligebehandling af virksomhederne og borgerne i EU.
Forslaget er derfor i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Proportionalitetsprincippet Disse ændringer er nødvendige for at tilpasse
Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 til de relevante bestemmelser
i momsdirektivet, som vil finde anvendelse fra den 1. januar 2015. De nye bestemmelser vedrører direktiv
2008/8/EF om ændring af direktiv 2006/112/EF med hensyn til leveringsstedet for
tjenesteydelser, særlig artikel 5. Forslaget er derfor i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet. 4. YDERLIGERE OPLYSNINGER Nærmere redegørelse for forslaget De foreslåede gennemførelsesforanstaltninger
vedrørende følgende typer tjenesteydelser: ·
teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester og
elektroniske tjenesteydelser ·
tjenesteydelser i forbindelse med fast ejendom ·
distribution af billetter til arrangementer inden
for kultur, kunst, sport, videnskab, undervisning, underholdning og lignende. Forslagene for hver type tjenester er som
følger. Teleydelser,
radio- og tv-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser Fra den 1. januar 2015 vil EU-virksomheder (og
ikke-EU-virksomheder) skulle fastslå, hvor deres kunde (ikke-afgiftspligtig
person) hører hjemme, for at sikre en korrekt beskatning af disse ydelser. For
at sikre, at overgangen sker gnidningsløst og koordineres på EU-plan, foreslår
Kommissionen foranstaltninger til gennemførelse af de nye regler. Dette sker på
baggrund af en grundig høring af erhvervslivet og medlemsstaterne. Disse
foranstaltninger vil ikke ændre de regler for teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser, der er fastsat i
momsdirektivet, men vil præcisere, hvordan reglerne bør anvendes i praksis. Formålet med artikel 6a og 6b, sammen
med de foreslåede ændringer af artikel 7 og bilag II, er at præcisere
arten af teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester og elektroniske
tjenesteydelser. Hver af disse ydelser bør defineres, således at grænserne for
de nye regler fastlægges. Derfor indføres der en definition af radio- og
tv-spredningstjenester ledsaget af eksempler til at illustrere, hvilke ydelser
der er omfattet, og hvilke der ikke er. For at skabe retssikkerhed foretrækkes
det at foretage en positiv indkredsning af tjenesteydelserne. Den nuværende
liste med eksempler på elektroniske tjenesteydelser er blevet tilpasset, og der
er udarbejdet lignende lister for teleydelser og radio- og
tv-spredningstjenester. Listerne er hverken definitive eller udtømmende. I artikel 9a præciseres det, hvordan
radio- og tv-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser skal
behandles, når de leveres via telenet eller via en grænseflade eller en portal,
som f.eks. en markedsplads for applikationer, der tilhører en formidler (eller
en tredjepart, der medvirker i leveringen). Der bygges på den formodning, at
formidleren ved leveringen af disse tjenesteydelser handler på leverandørens
vegne, men i eget navn. Medmindre andet er anført, anses formidleren for at
have modtaget og leveret de pågældende tjenesteydelser. Hvis leveringen sker
til en ikke-afgiftspligtig person, skal formidleren svare moms i kundens
medlemsstat. I artikel 13a fastsættes det, at en
ikke-afgiftspligtig juridisk person i lighed med en afgiftspligtig person er
etableret i det land, hvor hans virksomhed er etableret, eller hvor han har et
fast forretningssted. Artikel 18
omhandler kundens momsmæssige status. Den giver en leverandør mulighed for at
behandle en kunde, som ikke meddeler sit momsregistreringsnummer, som en
ikke-afgiftspligtig person, medmindre leverandøren besidder oplysninger, der
tyder på andet. Når beskatningsstedet afhænger af, om kunden er en
afgiftspligtig eller en ikke-afgiftspligtig person, er den risiko, der er
forbundet med, at der udelukkende tages udgangspunkt i
momsregistreringsnummeret, at leveringsstedet vil kunne være et andet, hvis en
afgiftspligtig kunde vælger ikke at meddele nummeret. Der findes ikke en sådan
risiko i forbindelse med teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester og
elektroniske tjenesteydelser, som under alle omstændigheder vil være
afgiftspligtige det sted, hvor kunden befinder sig. I det nye stk. 2 præciseres
det, at leverandøren i forbindelse med sådanne ydelser kan betragte enhver
kunde, som ikke opgiver et momsregistreringsnummer, som en ikke-afgiftspligtig
person. Dette vil gøre det muligt for leverandøren straks og med sikkerhed at
afgøre, om det påhviler leverandøren at betale moms (som det er tilfældet ved
levering til en ikke-afgiftspligtig person eller til en afgiftspligtig person i
samme medlemsstat), eller om kunden skal betale momsen (fordi leveringen sker
til en afgiftspligtig person i en anden medlemsstat). Denne indledende
vurdering vil dog skulle revideres og korrigeres, hvis kunden derefter meddeler
sit momsregistreringsnummer. Artikel 24
omhandler de situationer, hvor kunden er etableret eller har bopæl i mere end
ét land. Målet er at undgå konflikter om jurisdiktion mellem medlemsstaterne. I
det nye stk. 3 præciseres det, hvad der skal tages i betragtning for at
afgøre, på hvilket sted der bedst sikres beskatning på det faktiske
forbrugssted. Underafdeling 3a
indeholder bestemmelser om uafviselige formodninger, hvor det er umuligt eller
næsten umuligt for leverandøren at fastslå kundens egenskab eller vide, hvor
kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted. Artikel 24a
omhandler de tilfælde, hvor en leverandør af teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser leverer de pågældende
ydelser til en kunde på visse steder. I tilfælde som f.eks. en telefonboks
eller et besøg på en internetcafé vil han ikke vide, hvem kunden er, eller det
kan være næsten umuligt for ham at kontrollere, hvor kunden rent faktisk hører
hjemme. Da det er nødvendigt, at den person, der modtager ydelsen, er fysisk
til stede, for at ydelsen kan leveres til ham, formodes det, at kunden hører
hjemme i det pågældende land. Artikel 24b
omhandler de tilfælde, hvor der gøres brug af forudbetalte kreditter, som er
lagret på et SIM-kort, til at modtage ydelserne. Eftersom der almindeligvis
ikke indhentes personoplysninger ved salget af sådanne kort, vil leverandøren, som
ikke nødvendigvis leverer kortet til kunden, ikke kunne vide, hvem den
pågældende kunde er. SIM-kortets udstedelsesland er det afgørende element for
at fastslå, hvor kunden befinder sig. Da brugen ofte vil finde sted i dette
land, formodes det i denne forbindelse, at kunden også hører hjemme dér. Underafdeling 3b
indeholder bestemmelser om afviselige formodninger, når det er vanskeligt, men
ikke umuligt, for leverandøren at vide, hvor kunden faktisk er etableret eller
har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted. Hvis leverandøren råder over
oplysninger, der tyder på, at kunden hører hjemme et andet sted, anvendes
formodningerne ikke. Artikel 24c
omhandler de tilfælde, hvor ydelserne leveres til kunden via en fastnetslinje,
der er forbundet med en beboelsesbygning. Da dette også er det sted, hvor
ydelsen vil blive brugt, formodes det, at kunden hører hjemme der. Artikel 24d
omhandler de tilfælde, hvor kunden gør brug af et SIM-kort med efterfølgende
betaling til at modtage ydelserne. På samme måde som for forudbetalte kreditter
formodes det, at kunden hører hjemme i SIM-kortets udstedelsesland. Da
leverandøren i forbindelse med ydelser, som modtages via et SIM-kort med
efterfølgende betaling, vil vide, hvem kunden er, skal der være mulighed for,
at denne formodning kan afvises. Artikel 24e går i
retning af, at en kunde, som har brug for en anordning eller et dekoderkort for
at modtage ydelserne, kan formodes at høre hjemme der, hvor anordningen er
installeret, eller hvor dekoderkortet er sendt hen med henblik på brug.
Formodningen anvendes ikke i de tilfælde, hvor anordningen sælges uden
installation, eller hvor dekoderkortet sælges, men ikke sendes til kunden. Artikel 24f
omhandler alle andre tilfælde, hvor det formodes, at kunden hører hjemme på det
sted, som leverandør i kraft af tilstrækkeligt bevis fastslår i så henseende.
Denne formodning anvendes, hvis leverandøren ikke besidder beviser, der er
indbyrdes modstridende. Underafdeling 3c
fokuserer på bevismateriale til at fastlægge det sted, hvor kunden befinder
sig. Artikel 24g
indeholder en liste over oplysninger, som leverandøren kan bruge som bevis, når
han skal fastlægge, hvor den ikke-afgiftspligtige kunde hører hjemme. Da der
ikke er noget momsnummer, der kan tjene som vejledning, har leverandøren brug
for at vide, hvilke andre oplysninger der kan bruges som grundlag. Listen, som
ikke er udtømmende, viser, hvilke oplysninger der er mest relevante som
bevismateriale. Det bevismateriale, der anvendes, skal være forholdsmæssigt og
tilstrækkeligt til, at det med en vis sikkerhed kan fastslås, hvor kunden hører
hjemme, men bevisbyrden må ikke være overdreven. Dette opnås bedst ved at
fastsætte et fælles niveau for bevismateriale. Det er ikke hensigtsmæssigt,
hvis der kun bygges på et enkelt beviselement, idet der så er for stor mulighed
for forskellig anvendelse. Derfor er det nødvendigt med to indbyrdes
samstemmende særskilte beviselementer. Tjenesteydelser
i forbindelse med fast ejendom I artikel 47 i momsdirektivet fastsættes det,
at leveringsstedet for tjenesteydelser i forbindelse med fast ejendom er det
sted, hvor den faste ejendom er beliggende. Der er indført foranstaltninger til
at præcisere denne bestemmelses anvendelsesområde på grundlag af de
retningslinjer, der er vedtaget af Momsudvalget. Artikel 13b
indeholder en definition af fast ejendom. Begrebet fast ejendom er et fælles
begreb, som ikke afhænger af national ret. Det er nødvendigt at definere dette
begreb for at gøre det lettere at anvende reglerne om leveringsstedet korrekt.
Definitionen er i vid udstrækning baseret på retspraksis fra Den Europæiske
Unions Domstol. I artikel 31a specificeres det, at for
at tjenesteydelser kan have tilknytning til fast ejendom, skal tilknytningen
være tilstrækkelig direkte (stk. 1). Det omfatter ydelser, der hidrører fra en
fast ejendom, hvis den faste ejendom udgør et konstituerende element i ydelsen
og er central og væsentlig for de leverede ydelser, f.eks. tilståelse af
fiskeritilladelser, eller ydelser, som leveres til eller er rettet mod en fast
ejendom og tager sigte på en juridisk eller fysisk ændring af den pågældende
faste ejendom, f.eks. ydelser fra arkitekter eller ejendomsmæglere. Der er
medtaget eksempler for at illustrere, hvilke tjenesteydelser der har
tilknytning til fast ejendom (stk. 2), og hvilke der ikke har det (stk.
3). I artikel 31b fastsættes det, at leje
af udstyr til en kunde, med eller uden ledsagende personale, med henblik på
udførelse af arbejde på fast ejendom kun betragtes som en tjenesteydelse i
forbindelse med fast ejendom, hvis leverandøren påtager sig ansvaret for
udførelsen af arbejdet. Når udstyret er stillet til kundens rådighed sammen med
tilstrækkeligt personale til at betjene det, formodes det, at leverandøren har
påtaget sig dette ansvar. I så tilfælde beskattes tjenesteydelsen i det land,
hvor den faste ejendom er beliggende. I artikel 31c præciseres det, at
teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller elektroniske
tjenesteydelser, der leveres af hoteller o.l. til deres kunder i forbindelse
med indkvartering, momsmæssigt behandles på samme måde som selve
indkvarteringen. Afhængigt af hvordan der opkræves betaling for disse
tjenesteydelser, udgør de enten en del af en samlet indkvarteringsydelse (ved
"all inclusive"-priser), eller også betragtes de som ydelser, der er
accessoriske til indkvarteringen. Distribution
af billetter til arrangementer inden for kultur, kunst, sport, videnskab,
undervisning, underholdning eller lignende Adgang til arrangementer inden for kultur,
kunst, sport, videnskab, undervisning og underholdning eller lignende vil
fortsat blive beskattet det sted, hvor arrangementet rent faktisk finder sted.
Hvis en tjenesteydelse i form af adgang til sådanne arrangementer leveres til
en afgiftspligtig person, er leveringen omfattet af artikel 53 i momsdirektivet.
Artikel 54 i momsdirektivet omfatter levering af tjenesteydelser i form af
adgang til sådanne arrangementer til en ikke-afgiftspligtig person. I artikel 33a bekræftes det, at
beskatningen ikke påvirkes af, hvordan distributionen af billetter til sådanne
arrangementer tilrettelægges. Under alle omstændigheder skal levering af
billetter beskattes det sted, hvor arrangementet finder sted. Overgangsforanstaltninger I artikel 63 i momsdirektivet fastsættes det,
at afgiftspligten indtræder og momsen forfalder, når levering af varer eller
ydelser finder sted. Hvis betalingen finder sted på grundlag af artikel 65 i
momsdirektivet, eller hvis medlemsstaterne har benyttet sig af muligheden i
artikel 66 i momsdirektivet, kan momsen dog forfalde inden eller umiddelbart
efter levering. For teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser leveret omkring den
1. januar 2015, dvs. det tidspunkt, hvor de nye regler om leveringsstedet skal
gælde, vil leveringsvilkårene eller forskellene med hensyn til anvendelse
mellem medlemsstaterne kunne føre til dobbeltbeskatning eller ikke-beskatning.
For at undgå at det sker, gøres det i artikel 2 i forslaget klart, at uanset
hvor momsen forfalder, er det afgørende tidspunkt for fastlæggelsen af
leveringsstedet det tidspunkt, hvor ydelserne leveres, eller, for løbende
leveringer, som medfører flere på hinanden følgende afregninger eller
successive betalinger, når hver levering er afsluttet. Det er det tidspunkt,
hvor afgiftspligten indtræder i alle medlemsstaterne. Disse foranstaltninger er
nødvendige for at sikre en gnidningsløs overgang til de regler, der indføres
fra den 1. januar 2015. 2012/0354 (NLE) Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU) nr. 282/2011
for så vidt angår leveringsstedet for tjenesteydelser RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, under henvisning til Rådets direktiv
2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem[7], særlig
artikel 397, under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen og ud fra følgende betragtninger: (1) I direktiv 2006/112/EF som
ændret ved direktiv 2008/8/EF[8]
fastsættes det, at alle teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester og
elektroniske tjenesteydelser, der leveres til en ikke-afgiftspligtig person,
fra den 1. januar 2015 skal beskattes i den medlemsstat, hvor kunden
er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, uanset hvor
den afgiftspligtige person, der leverer disse tjenesteydelser, er etableret. De
fleste andre tjenesteydelser til en ikke-afgiftspligtig person beskattes
fortsat i den medlemsstat, hvor leverandøren er etableret. (2) For at afgøre, hvilke ydelser
der skal beskattes i kundens medlemsstat, og det er af afgørende betydning at
definere teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester og elektroniske
tjenesteydelser. Navnlig bør konceptet for radio- og tv-spredningstjenester
præciseres på grundlag af definitionerne i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle
medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester)[9]. (3) For tydelighedens skyld er
transaktioner, der er identificeret som elektroniske tjenesteydelser, opført i
en liste i gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011, idet listen dog hverken
er definitiv eller udtømmende. Listen bør opdateres, og der bør opstilles
lignende lister for teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester. (4) Når radio- og
tv-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser ikke leveres direkte til
en kunde, men via telenet eller via en grænseflade eller en portal, der
tilhører en anden afgiftspligtig person, er det nødvendigt at specificere, hvem
der foretager levering til kunden. (5) For at sikre en ensartet
anvendelse af reglerne om leveringsstedet for teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser er det nødvendigt at
specificere, hvor en ikke-afgiftspligtig juridisk person bør anses for at være
etableret. (6) Med henblik på at fastslå,
hvem der er betalingspligtig for merværdiafgift (moms) for levering af
teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller elektroniske
tjenesteydelser, og under hensyntagen til, at beskatningsstedet er det samme,
uanset om kunden er en afgiftspligtig eller en ikke-afgiftspligtig person, bør
leverandøren kunne afgøre, hvilken status en kunde har, alene på grundlag af,
om kunden meddeler sin individuelle momsregistreringsnummer. Denne status skal
i overensstemmelse med de generelle regler ændres, hvis kunden efterfølgende
foretager en sådan meddelelse. (7) Når en ikke-afgiftspligtig
person er etableret i mere end ét land eller har sin bopæl i ét land, men har
sit sædvanlige opholdssted i et andet, har det sted, hvor der bedst sikres
beskatning på det faktiske forbrugssted, fortrinsret. For at undgå konflikter
vedrørende jurisdiktion mellem medlemsstaterne bør det faktiske forbrugssted
specificeres. (8) Der bør fastsættes regler for
at præcisere den afgiftsmæssige behandling af teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser, som leveres til en
ikke-afgiftspligtig person, hvis etableringssted eller bopæl det er praktisk
umuligt at fastlægge eller med sikkerhed at fastslå. (9) Eftersom den afgiftsmæssige
behandling af teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester og elektroniske
tjenesteydelser, der leveres til en ikke-afgiftspligtig person, afhænger af,
hvor kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted,
er det nødvendigt at præcisere, hvilke oplysninger leverandøren vil skulle
indhente som bevis for fastlæggelsen af det sted, hvor kunden befinder sig. (10) For at sikre en ensartet
behandling af levering af tjenesteydelser i forbindelse med fast ejendom bør
begrebet fast ejendom defineres. Det bør specificeres, hvilken tilknytning der
kræves i forbindelse med en fast ejendom, og der bør ligeledes opføres en liste
med eksempler på transaktioner, der er identificeret som tjenesteydelser i
forbindelse med fast ejendom, uden at listen er definitiv eller udtømmende. (11) Det er også nødvendigt at
præcisere den afgiftsmæssige behandling af ydelser, der består i at stille
udstyr til en kundes rådighed med henblik på udførelse af arbejde på fast
ejendom. (12) Af praktiske grunde bør det
præciseres, at teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller elektroniske
tjenesteydelser, der leveres af en afgiftspligtig person, som handler i eget
navn i forbindelse med indkvartering i hotelsektoren eller i sektorer med
tilsvarende funktion, i momssammenhæng bør behandles på samme måde som selve
indkvarteringen. Begge transaktioner bør behandles som en enkelt levering, hvis
der er tale om en samlet pris. Teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller
elektroniske tjenesteydelser, som der opkræves særskilt betaling for over for
kunden, bør betragtes som ydelser, der er accessoriske til indkvarteringen. (13) I henhold til direktiv
2006/112/EF skal adgang til arrangementer inden for kultur, kunst, sport,
videnskab, undervisning og underholdning eller lignende under alle
omstændigheder beskattes på det sted, hvor arrangementet rent faktisk finder
sted. Det bør gøres klart, at dette også gælder, når billetter til sådanne
arrangementer ikke sælges direkte af arrangøren, men via formidlere. (14) I henhold til direktiv
2006/112/EF kan momsen forfalde inden eller umiddelbart efter leveringen af
varer eller ydelser. I forbindelse med teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser, der leveres i
perioden med overgang til de nye regler om leveringsstedet, vil
leveringsvilkårene eller forskellene i anvendelsen mellem medlemsstaterne kunne
føre til dobbeltbeskatning eller ikke-beskatning. For at undgå, at dette sker,
er det nødvendigt at fastsætte overgangsbestemmelser. (15) I forbindelse med denne
forordning kan det være hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne træffer
lovgivningsmæssige foranstaltninger, der begrænser visse rettigheder og
forpligtelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF
af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger[10], for at
beskytte de interesser, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, litra e), i
nævnte direktiv, når sådanne foranstaltninger er nødvendige og forholdsmæssige
i betragtning af risikoen for skattesvig og skatteunddragelse i medlemsstaterne
og behovet for at sikre en korrekt opkrævning af moms, der er omfattet af denne
forordning. (16) Gennemførelsesforordning (EU)
nr. 282/2011 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed — VEDTAGET DENNE FORORDNING: Artikel 1 I gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011
foretages følgende ændringer: 1) Som artikel 6a og 6b indsættes: ”Artikel 6a 1. Teleydelser i henhold til artikel 24, stk. 2, i
direktiv 2006/112/EF omfatter især følgende: a) faste og mobile telefonitjenester for
transmission og kobling af tale, data og video, herunder telefonitjenester med
en billeddannelseskomponent, også kendt som videotelefoni b) telefonitjenester via internettet,
herunder internettelefoni (VoIP) c) voicemail, ventende opkald,
viderestilling af opkald, opkaldsidentifikation, trevejsopkald og andre
opkaldsstyringstjenester d) personsøgetjenester e) audioteksttjenester f) fax, telegraf og telex g) servicetelefontjenester til at yde
bistand til brugerne i tilfælde af problemer med deres radio- eller tv-net,
internettet eller lignende elektronisk net h) adgang til internettet, herunder World
Wide Web i) private nettilslutninger med
telekommunikationsforbindelser, der udelukkende er til brug for kunden j) audio- og audiovisuelt indhold via
kommunikationsnet, som ikke udbydes af en medietjenesteudbyder og henhører
under dennes redaktionelle ansvar k) senere levering af en
medietjenesteudbyders audio- og audiovisuelle produktion via kommunikationsnet,
foretaget af en anden end medietjenesteudbyderen selv. 2. Teleydelser i henhold til artikel 24, stk. 2, i
direktiv 2006/112/EF omfatter ikke følgende: a) elektronisk leverede tjenesteydelser b) radio- og tv-spredningstjenester c) andre servicetelefontjenester tjenester
end dem, der er omfattet af stk. 1, litra g). Artikel 6b 1. Radio- og tv-spredningstjenester omfatter
ydelser bestående i audio- og audiovisuelt indhold som f.eks. programmer, der
via kommunikationsnet udbydes af en medietjenesteudbyder og henhører under
dennes redaktionelle ansvar med det formål, at offentligheden samtidig kan høre
eller se det på grundlag af en programoversigt. 2. Stk. 1 omfatter navnlig følgende: a) radio- eller tv-programmer, der
transmitteres eller retransmitteres over et radio- eller tv-net b) radio- eller tv-programmer, der
distribueres via internettet eller et lignende elektronisk net (IP-streaming),
hvis de spredes direkte eller samtidig med, at de transmitteres eller
retransmitteres over et radio- eller tv-net. 3. Stk. 1 omfatter ikke følgende: a) teleydelser b) elektronisk leverede tjenesteydelser c) accessoriske tjenester som f.eks.
oplysninger om bestemte on-demand-programmer d) overførsel af rettigheder til radio- og
tv-spredning eller -transmission e) leje af teknisk udstyr eller faciliteter
til en radio- og tv-spredning.” 2) Artikel 7, stk. 3, ændres
således: a) Indledningen affattes således: “Stk. 1 omfatter ikke følgende:” b) Litra a) affattes således: “a) radio- og tv-spredningstjenester” c) Litra n) affattes således: “n) andre servicetelefontjenester end dem,
der er omfattet af artikel 6a, stk. 1, litra g)” d) Litra q), r) og s) udgår. e) Som litra t) og u) tilføjes
følgende: “(t) onlinesalg af billetter til arrangementer
inden for kultur, kunst, sport, videnskab, undervisning, underholdning og
lignende u) onlinereservation af hotelindkvartering
og lignende." 3) I kapitel IV ("Afgiftspligtige
transaktioner") indsættes som artikel 9a: ”Artikel 9a Når en tjenesteudbyders radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser leveres via
telenettet, en grænseflade eller en portal som f.eks. en markedsplads for
applikationer, der tilhører en formidler eller tredjemand, som medvirker ved
leveringen, anses formidleren eller tredjemanden i forbindelse med anvendelsen
af artikel 28 i direktiv 2006/112/EF for at handle i eget navn, men på
tjenesteudbyderens vegne, medmindre tjenesteudbyderen udtrykkeligt er angivet
som leverandør i forhold til den endelige forbruger. 4) I afdeling 1 (”Begreber”) i kapitel
V (”Stedet for afgiftspligtige transaktioner ") indsættes som artikel 13a
og artikel 13b: ”Artikel 13a Det sted, hvor en ikke-afgiftspligtig juridisk
person er etableret, jf. artikel 56, stk. 2, første afsnit, og artikel 58 og 59
i direktiv 2006/112/EF, er det sted, hvor den pågældende ikke-afgiftspligtige
juridiske person har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed, jf.
artikel 10, eller har et fast forretningssted, jf. artikel 11, stk. 1, i denne
forordning. Artikel 13b I forbindelse med anvendelsen af direktiv
2006/112/EF anses følgende for at være "fast ejendom": a) enhver specifik del af jorden, på eller
under jordoverfladen, hvorpå ejendom og besiddelse kan grundes b) enhver bygning eller ethvert
bygningsværk, der er fastgjort til eller i jorden, over eller under
havoverfladen, og som ikke let kan demonteres eller flyttes c) ethvert element, der udgør en
integrerende del af en bygning eller et bygningsværk, uden hvilket den
pågældende bygning eller det pågældende bygningsværk er ufuldstændige, f.eks.
døre, vinduer, tage, trapper og elevatorer d) enhver form for element, udstyr eller
maskine, der permanent er installeret i en bygning eller et bygningsværk, og
som ikke kan flyttes, uden at bygningen eller bygningsværket dermed ødelægges
eller ændres.” 5) I artikel 18, stk. 2 indsættes som
andet afsnit: ”Leverandøren af teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser kan dog, uanset om
han har fået andet oplyst, betragte en kunde, der er etableret i Fællesskabet,
som en ikke-afgiftspligtig person, så længe den pågældende kunde ikke har
meddelt sit individuelle momsregistreringsnummer til leverandøren.” 6) I artikel 24 indsættes som stk. 3: ”3. Ved fastlæggelsen af det sted, som bedst kan
sikre beskatning på det faktiske forbrugssted, jf. stk. 1 og 2, skal der
navnlig tages hensyn til følgende: a) ved anden udlejning af transportmidler
end korttidsudlejning det sted, hvor transportmidlet er stillet til rådighed
for kunden eller en tredjemand, der handler på dennes vegne, medmindre der er
bevis for, at transportmidlet skal anvendes et andet sted b) i forbindelse med andre tjenesteydelser
end udlejning af transportmidler hjemstedet for den økonomiske virksomhed i
tilfælde af en ikke-afgiftspligtig juridisk person eller bopælen i tilfælde af
en fysisk person, medmindre der er bevis for, at tjenesteydelsen rent faktisk
anvendes på det sted, hvor denne person har sit sædvanlige opholdssted.” 7) I afdeling 4 (”Leveringsstedet for
ydelser”) i kapitel V (”Stedet for afgiftspligtige transaktioner”) indsættes
følgende underafdeling 3a, 3b og 3c: ”Underafdeling 3a Uafviselige formodninger om det sted, hvor kunden
befinder sig Artikel 24a 1. Hvis en leverandør af teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser leverer disse ydelser
på et sted som f.eks. en telefonboks, en telefonkiosk, et Wi-Fi-hotspot, en
internetcafé, en restaurant eller en hotellobby, hvor tjenestemodtagerens
fysiske tilstedeværelse er nødvendig for, at den pågældende tjenesteydelse kan
leveres til ham, formodes det i forbindelse med anvendelsen af artikel 44, 58
og 59a i direktiv 2006/112/EF, at kunden er etableret eller har sin bopæl eller
sit sædvanlige opholdssted det pågældende sted, og at ydelsen rent faktisk
benyttes eller udnyttes dér. Denne formodning kan ikke afvises af noget faktisk
eller retligt forhold. 2. Hvis det sted, der er nævnt i stk. 1 i denne
artikel, er om bord på et skib, et luftfartøj eller et tog, som foretager en
personbefordring inden for Fællesskabet i henhold til artikel 37 og 57 i
direktiv 2006/112/EF, er det land, hvor kunden befinder sig, afgangslandet for
personbefordringen. Artikel 24b Hvis forudbetalte kreditter, som er lagret på et
SIM-kort, anvendes af en kunde til teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser, formodes det i
forbindelse med anvendelsen af artikel 44, 58 og 59a i direktiv 2006/112/EF, at
kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted i det
land, der er identificeret i den mobile landekode i det pågældende SIM-kort, og
at ydelsen rent faktisk benyttes eller udnyttes dér. Denne formodning kan ikke
afvises af noget faktisk eller retligt forhold. Underafdeling 3b Afviselige formodninger om det sted, hvor kunden
befinder sig Artikel 24c I forbindelse med teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser, der leveres til en
ikke-afgiftspligtig person via en fastnetslinje, formodes det i forbindelse med
anvendelsen af artikel 58 i direktiv 2006/112/EF, at kunden er etableret eller
har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted på det sted, hvor fastnetslinjen
er installeret. Denne formodning gælder, medmindre leverandøren besidder
oplysninger, som angiver, at kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit
sædvanlige opholdssted et andet sted. Artikel 24d I forbindelse med teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser, der leveres til en
ikke-afgiftspligtig person via mobilnet mod efterfølgende betalingsopkrævning,
formodes det i forbindelse med anvendelsen af artikel 58 i direktiv
2006/112/EF, at kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige
opholdssted i det land, der er identificeret i den mobile landekode i det
SIM-kort, som benyttes på tidspunktet for modtagelsen af de pågældende ydelser.
Denne formodning gælder, medmindre leverandøren besidder oplysninger, som
angiver, at kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige
opholdssted et andet sted. Artikel 24e I forbindelse med teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser, der leveres til en
ikke-afgiftspligtig person, og som består i transmission af signaler, der kun
modtages, hvis der bruges en anordning eller et dekoderkort, formodes det i
forbindelse med anvendelsen af artikel 58 i direktiv 2006/112/EF, at kunden er
etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted det sted, hvor
anordningen er installeret, eller, hvis dette sted ikke kendes, det sted,
hvortil dekoderkortet er sendt med henblik på anvendelse dér. Denne formodning
gælder, medmindre leverandøren besidder oplysninger, som angiver, at kunden er
etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted et andet sted. Artikel 24f Hvis der leveres ydelser til en
ikke-afgiftspligtig person under andre omstændigheder end dem, der er nævnt i
artikel 24a, 24b, 24c, 24d og 24e i denne forordning, formodes det i
forbindelse med anvendelsen af artikel 56, stk. 2, første afsnit, og artikel 58
i direktiv 2006/112/EF, at kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit
sædvanlige opholdssted det sted, der fastlagt som sådant i henhold til artikel
24g i denne forordning. Underafdeling 3c Bevis for fastlæggelsen af det sted, hvor kunden
befinder sig Artikel 24g 1. Ved anvendelse af de regler om leveringsstedet,
der er fastsat i artikel 56, stk. 2, første afsnit, og artikel 58 i direktiv
2006/112/EF, tjener navnlig følgende som bevis: a) kundeoplysninger som f.eks. kundens
faktureringsadresse b) internet-adresse (IP-adresse) for den
anordning, der anvendes af kunden, eller enhver form for geolokaliseringsmetode c) bankoplysninger som f.eks. det sted, hvor
den bankkonto, der anvendes til betaling, befinder sig, og den pågældende banks
faktureringsadresse for kunden d) den mobile landekode (MCC) for den
internationale identitet for mobilabonnent (IMSI), der er lagret i det
abonnentidentitetsmodul (SIM-kort), kunden anvender e) det sted, hvor den fastnetslinje, gennem
hvilken ydelsen leveres til kunden, befinder sig f) i forhold til en kunde, der sælger varer
via internettet eller et lignende elektronisk net, det sted, hvor transporten
eller forsendelsen af de varer, der sælges af den pågældende kunde, først
påbegyndes g) i forhold til en kunde, der køber varer
via internettet eller et lignende elektronisk net, det sted, hvor transporten
eller forsendelsen af de varer, der købes af den pågældende kunde, afsluttes h) registreringsoplysningerne for det
transportmiddel, der lejes af kunden, hvis registreringen af det pågældende
transportmiddel er påkrævet det sted, hvor det anvendes, og andre lignende
oplysninger i) andre kommercielt relevante oplysninger,
der er indhentet af leverandøren. 2. Til fastlæggelsen af det sted, hvor kunden er
etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, kræves der to
separate beviser, medmindre disse er indbyrdes modstridende.” 8) I afdeling 4 (”Leveringsstedet for
ydelser”) i kapitel V (”Stedet for afgiftspligtige transaktioner”) indsættes
følgende underafdeling 6a: ”Underafdeling 6a Tjenesteydelser i forbindelse med fast ejendom Artikel 31a 1. Tjenesteydelser i forbindelse med fast ejendom
som omhandlet i artikel 47 i direktiv 2006/112/EF omfatter kun ydelser, som har
en tilstrækkelig direkte tilknytning til den pågældende ejendom.
Tjenesteydelser anses for at have en tilstrækkeligt direkte tilknytning til
fast ejendom i følgende tilfælde: a) når de hidrører fra en fast ejendom, og
den pågældende ejendom udgør et konstituerende element i ydelsen og er central
og væsentlig for de leverede ydelser b) når de leveres til eller er rettet mod en
fast ejendom og tager sigte på en juridisk eller fysisk ændring af den
pågældende faste ejendom. 2. Stk. 1 omfatter navnlig følgende: a) udarbejdelse af planer for en bygning
eller en del af en bygning, der er udpeget til et bestemt areal, uanset om
bygningen er opført b) tilsynsføring eller sikkerhedstjenester
på stedet c) opførelse af en bygning på en grund samt
bygge- og nedrivningsarbejde udført på en bygning eller dele af en bygning d) opførelse af permanente strukturer på en
grund samt bygge- og nedrivningsarbejde udført på permanente strukturer som
f.eks. rørledningsnet til gas, vand, kloakering og lignende e) arbejde på en grund, herunder
tjenesteydelser på landbrugsområdet som f.eks. jordbearbejdning, såning,
vanding og gødskning f) undersøgelser og vurdering af risici og
tilstand i forbindelse med en fast ejendom g) vurdering af fast ejendom, bl.a. i de
tilfælde hvor en sådan ydelse er nødvendig til forsikringsformål, til at
bestemme værdien af en ejendom som sikkerhed for et lån eller til at vurdere
risici og skader i tvister h) leasing eller udlejning af fast ejendom,
der ikke er omfattet af stk. 3, litra c), herunder oplagring af varer, for
hvilken en specifik del af den faste ejendom er bestemt udelukkende til brug
for kunden i) indkvartering i hotelsektoren eller i
sektorer med tilsvarende funktion som f.eks. ferielejre eller campingpladser,
herunder retten til ophold på et bestemt sted, der fremkommer ved omregning af
timesharerettigheder og lignende j) tildeling og overdragelse af
rettigheder, der ikke er omhandlet i litra h) og i), til at bruge en fast
ejendom helt eller delvis, herunder tilladelse til at bruge en del af en ejendom
som f.eks. tilståelse af fiskeri- og jagtrettigheder eller adgang til
lufthavnlounger, eller anvendelse af en infrastruktur, for hvilken der opkræves
afgifter, f.eks. en bro eller en tunnel k) vedligeholdelse, renovering og reparation
af en bygning eller en del af en bygning, herunder arbejde som f.eks.
rengøring, flisearbejde, tapetsering og parketlægning l) vedligeholdelse, renovering og
reparation af permanente strukturer som f.eks. rørledningsnet til gas, vand,
kloakering og lignende m) installation eller montering af maskiner
eller udstyr, der efter installation eller montering betragtes som fast ejendom n) vedligeholdelse og reparation, inspektion
og overvågning af maskiner eller udstyr, hvis disse maskiner eller dette udstyr
betragtes som fast ejendom o) ejendomsforvaltning, bortset fra
porteføljeforvaltning af investeringer i fast ejendom, som er omfattet af stk.
3, litra h), bestående i drift af handels-, industri- eller beboelsesejendomme
varetaget af eller på vegne af ejeren af en ejendom p) formidling af salg eller leasing eller
udlejning af fast ejendom og visse rettigheder over fast ejendom eller tinglige
rettigheder, der sidestilles med materielle goder, bortset fra formidling som
omhandlet i stk. 3, litra d) q) juridiske tjenesteydelser i forbindelse
med overdragelse og overførsel af en ejendomsret til fast ejendom og visse
rettigheder over fast ejendom eller tinglige rettigheder, der sidestilles med
materielle goder, som f.eks. notarvirksomhed eller udarbejdelse af en kontrakt
med henblik på køb eller salg af sådan ejendom, også selv om den underliggende
transaktion, der medfører en juridisk ændring af ejendommen, ikke gennemføres. 3. Stk. 1 omfatter ikke følgende: a) udarbejdelse af planer for en bygning
eller en del af en bygning, hvis bygningen ikke er bestemt for en bestemt
jordlod b) oplagring af varer i en fast ejendom,
hvis der ikke er nogen specifik del af den faste ejendom, som er bestemt
udelukkende til brug for kunden c) levering af reklame, også selv om det
indebærer anvendelse af fast ejendom d) formidling som led i indkvartering i
hotelsektoren eller i sektorer med tilsvarende funktion som f.eks. ferielejre
eller campingpladser, hvis formidleren handler i en anden persons navn og på en
anden persons vegne e) teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser, medmindre de er
omfattet af artikel 31c f) tilrådighedsstillelse af en standplads
på en messe eller udstilling sammen med andre dertil knyttede tjenester, der
gør det muligt for udstilleren at udstille genstande, f.eks. design af standen,
transport og opbevaring af genstande, tilrådighedsstillelse af maskiner,
kabellægning, forsikring og reklame g) installation eller montering,
vedligeholdelse og reparation, inspektion eller overvågning af maskiner eller
udstyr, der ikke udgør eller ikke vil udgøre en del af den faste ejendom h) porteføljeforvaltning af investeringer i
fast ejendom i) juridiske tjenesteydelser, bortset fra
dem, der er omfattet af stk. 2, litra q), i forbindelse med kontrakter, herunder
rådgivning om vilkårene i en kontrakt med henblik på at overdrage fast ejendom
eller håndhæve en sådan kontrakt eller bevise eksistensen af en sådan kontrakt,
såfremt de pågældende tjenesteydelser ikke er specifikt knyttet til en
overdragelse af en ejendomsret til en fast ejendom. Artikel 31b Når der stilles udstyr til rådighed for en kunde
med henblik på udførelse af arbejde på fast ejendom, anses den pågældende
transaktion kun for at være en levering af tjenesteydelser i forbindelse med
fast ejendom, hvis leverandøren påtager sig ansvaret for udførelsen af
arbejdet. En leverandør, der forsyner kunden med udstyr samt
tilstrækkeligt personale til at betjene udstyret med henblik på at udføre et
arbejde, formodes at have påtaget sig ansvaret for udførelsen af det pågældende
arbejde. Denne formodning kan afvises af ethvert faktisk eller retligt forhold
med henblik på at fastslå, hvem der har ansvaret for udførelsen af arbejdet. Artikel 31c Teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester
eller elektroniske tjenesteydelser, der leveres af en afgiftspligtig person,
som handler i eget navn, i forbindelse med indkvartering i hotelsektoren eller
sektorer med tilsvarende funktion som f.eks. ferielejre eller campingpladser
betragtes som enten en del af en enkelt transaktion, der består i
indkvartering, eller som ydelser, der er accessoriske til indkvarteringen,
afhængigt af om betalingen herfor opkræves sammen med betalingen for
indkvarteringen eller særskilt." 9) I kapitel V ("Stedet for
afgiftspligtige transaktioner"), afdeling 4 ("Leveringsstedet for
ydelser") (artikel 43-59 i direktiv 2006/112/EF), underafdeling 7
("Ydelser inden for kultur, kunst, sport, videnskab, undervisning,
underholdning og lignende") indsættes som artikel 33a: ”Artikel 33a Levering af billetter til arrangementer inden for
kultur, kunst, sport, videnskab, undervisning, underholdning og lignende af en
formidler, som handler i eget navn, men på vegne af arrangøren eller af en
afgiftspligtig person, bortset fra arrangøren, som handler på egne vegne, er
omfattet af artikel 53 og artikel 54, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF. 10) I bilag I, punkt 4 (”Punkt 4 i bilag
II til direktiv 2006/112/EF:”) indsættes følgende som litra f) og g): “f) radio- eller fjernsynsprogrammer
distribueret via et radio- eller tv-net, internettet eller et lignende
elektronisk net med henblik på, at programmer kan høres eller ses på det
tidspunkt, brugeren vælger, og efter den enkelte brugers eget ønske på grundlag
af et katalog med programmer, der er udvalgt af medietjenesteudbyderen, f.eks.
tv eller video on demand g) radio- eller tv-programmer via
internettet eller et lignende elektronisk net (IP-streaming), medmindre
programmerne spredes samtidig over traditionelle radio- og tv-kanaler.” Artikel 2 For teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester
eller elektroniske tjenesteydelser leveret af en leverandør, der er etableret i
Fællesskabet, til en ikke-afgiftspligtig person, som er etableret eller har sin
bopæl eller sit sædvanlige opholdssted dér, gælder følgende: a) hvis ydelserne leveres eller
leveringen af ydelser afsluttes inden den 1. januar 2015, er leveringsstedet
det sted, hvor leverandøren er etableret som omhandlet i artikel 45 i direktiv
2006/112/EF, uanset hvornår momsen forfalder b) hvis ydelserne leveres eller leveringen
af ydelser afsluttes den 1. januar 2015 eller senere, fastsættes
leveringsstedet på grundlag af det sted, hvor kunden er etableret eller har sin
bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, også selv om momsen forfaldt før denne
dato. Artikel 3 Denne forordning træder i kraft på
tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den anvendes fra den 1. januar 2015. Denne
forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver
medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På
Rådets vegne Formand [1] EUT L 347
af 11.12.2006, s. 1. [2] Rådets
gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om
foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles
merværdiafgiftssystem (omarbejdning) (EUT L 77 af 23.3.2011, s. 1). [3] Rådets
direktiv 2008/8/EF af 12. februar 2008 om ændring af direktiv 2006/112/EF med
hensyn til leveringsstedet for tjenesteydelser (EUT L 44 af 20.2.2008, s. 11). [4] Rådets
forordning (EU) nr. 967/2012 af 9. oktober 2012 om ændring af gennemførelsesforordning
(EU) nr. 282/2011 for så vidt angår særordninger for ikke-etablerede
afgiftspligtige personer, der leverer teleydelser, radio- og
tv-spredningstjenester eller elektroniske tjenesteydelser til
ikke-afgiftspligtige personer (EUT L 290 af 20.10.2012, s. 1) og Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) nr. 815/2012 af 13. september 2012 om
gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt
angår særordninger for ikke-etablerede afgiftspligtige personer, der leverer
teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller elektroniske
tjenesteydelser til ikke-afgiftspligtige personer (EUT L 249 af 14.9.2012, s.
3). [5] Også
kaldet det sted, hvor kunden hører hjemme. [6] Dagsordenen,
arbejdsdokumentet samt rapporten fra dette møde kan findes på:
http://ec.europa.eu/taxation_customs/taxation/vat/key_documents/discussions_member_states/index_en.htm. [7] EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1. [8] EUT L 44 af 20.2.2008, s. 11. [9] EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1. [10] EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.