22.5.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 143/3

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse: Hvordan kan civilsamfundet inddrages i reguleringen af finansmarkederne? (initiativudtalelse)

2012/C 143/02

Ordfører: Peter MORGAN

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011, under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at afgive en initiativudtalelse om:

Hvordan kan civilsamfundet inddrages i reguleringen af finansmarkederne?

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 2. februar 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 478. plenarforsamling den 22.-23. februar 2012, mødet den 22. februar, følgende udtalelse med 66 stemmer for, 53 stemmer imod og 41 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   En af årsagerne til finanskrisen skal findes i den mangelfulde og utilstrækkelige regulering og overvågning af finansmarkederne. En af de udfordringer, der er forbundet med reguleringen af finansmarkederne, er at sikre, at forskellige og modsatrettede holdninger bliver hørt på lige fod. Civilsamfundets engagement udgør ingen betragtelig modvægt til den legitime repræsentation af finanssektorens interesser. Den politiske diskussion udspiller sig hovedsageligt mellem lovgiveren på den ene side og den berørte finanssektor på den anden side.

1.2   Netop i forbindelse med reguleringen af finansmarkederne er det oplagt, at EØSU spiller en fremtrædende rolle og kompenserer for civilsamfundets manglende deltagelse. EØSU rummer nemlig både repræsentanter for sammenslutninger fra finanssektoren på den ene side og forbrugerbeskyttelsesorganisationer og fagforeninger på den anden side. EØSU hverken kan eller vil dog erstatte civilsamfundsorganisationernes direkte deltagelse. Den civile dialog er en demokratisk og offentlig meningsdannelsesproces, som alle relevante aktører bør deltage reelt i.

1.3   Fra EØSU's side skal der dog ikke herske nogen tvivl om, at finanssektorens egen medvirken i meningsdannelsesprocessen er legitim. Finansvirksomhederne berøres af reguleringen, og de skal opfylde betingelserne og efterkomme de lovmæssige forpligtelser. EØSU anerkender også, at de fleste brancher og virksomheder i finanssektoren handler seriøst og korrekt og ikke bærer nogen skyld for finanskrisen.

1.4   Detailreguleringens kompleksitet taget i betragtning er det afgørende, at organisationerne ikke bare opstiller overordnede mål og kræver generelle stramninger, men også kommer med gennemtænkte og formålstjenlige forslag og argumenter. For at det kan ske, skal der gøres en betydelig indsats for at bringe organisationerne "i øjenhøjde" med de lovgivende myndigheder og de andre organisationer, der deltager i debatten.

1.5   Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne skal selv iværksætte initiativer for at inddrage bredere dele af civilsamfundet i reguleringen af finansmarkederne.

1.6   Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici samt de netop etablerede europæiske tilsynsmyndigheder bør involvere civilsamfundets organisationer i deres arbejde, så vidt det er hensigtsmæssigt. De lovbestemte interessentgruppers arbejdsmetoder i forhold til finanstilsynsmyndighederne bør tage hensyn til civilsamfundsorganisationernes særlige karakteristika.

1.7   Det kan i visse tilfælde være hensigtsmæssigt at give civilsamfundets organisationer finansiel støtte fra EU-fonde for at opveje den manglende repræsentation af vigtige interesser. Man bør imidlertid sikre, at der er fuld transparens i forbindelse med finansielle bidrag, lige som man bør garantere organisationernes uafhængighed og iværksætte foranstaltninger for at undgå, at de begunstiges i forhold til sammenslutninger, der ikke har modtaget støtte, i deres forbindelser med Kommissionen.

1.8   Udover forbrugerorganisationerne og fagforeningerne er der en række andre grupperinger, der ville kunne yde et vigtigt bidrag til debatten om finansmarkederne. Det drejer sig bl.a. om velgørende organisationer, små og mellemstore virksomheder, sammenslutninger af institutionelle investorer, produktions- og servicevirksomheder, der foretager større finansielle transaktioner samt disses brancheorganisationer, finansielle formidlere og selv kreditvurderingsinstitutterne. På grund af konkurrencesituationen på markedet vil også repræsentanter for andre brancher end de, der er umiddelbart berørt af reguleringen, kunne komme med nyttige bidrag.

1.9   Det er ikke altid lige oplagt, at civilsamfundets organisationer kommer med udtalelser om et bestemt emne. Spørgsmål vedrørende forbrugerbeskyttelse, anvendelse af skatteindtægter til redning af finansinstitutter eller beskatning af finanssektoren er særligt relevante, mens tekniske detaljer om f.eks. solvensberegning eller regnskabsaflæggelse er mindre egnede.

1.10   Det er ikke nok bare at fremlægge unuancerede og udifferentierede krav om strammere regler. Det hjælper ikke de lovgivende myndigheder videre. Udover at komme med så konkrete forslag som muligt, bør man også selv foretage en afvejning af de fordele og ulemper, strengere krav kan medføre.

1.11   EØSU opfordrer de europæiske og nationale civilsamfundsorganisationer til at beskæftige sig mere indgående med reguleringen af finansmarkederne, end det hidtil har været tilfældet. Det er oplagt for en række af disse organisationer at definere fremme af stabiliteten på finansmarkederne som et selvstændigt – og i nogle tilfælde nyt – mål for organisationen, og udvide deres interesse- og aktivitetsområde på tilsvarende vis.

1.12   Efter EØSU's mening ville det være en fordel, hvis organisationerne brugte deres engagement i reguleringen af finansmarkederne til at foretage en bred og positiv formidling af EU's vellykkede aktiviteter på dette område, både internt i deres organisationer og over for offentligheden.

1.13   Den europæiske finansindustri er, trods sin beviseligt fejlagtige adfærd i specifikke tilfælde, også selv offer for krisen. Derfor opfordres den til at yde sit bidrag til en effektiv regulering af finansmarkederne. De enkelte brancher bør ikke udvise nogen falsk beskedenhed, når det drejer sig om at kommentere reguleringen af andre brancher for at sikre stabiliteten på finansmarkederne.

1.14   Finansindustrien bør også selv åbne op for en dialog med civilsamfundets organisationer. Med den store offentlige opmærksomhed, som finanssektoren tiltrak i forbindelse med finanskrisen, ville det nok gavne sektoren at indgå i en dialog med civilsamfundet, udveksle argumenter og høre deres forslag.

1.15   Medierne spiller i sagens natur en fremtrædende rolle for meningsdannelsen i Europa. Også her ville det være en fordel, hvis civilsamfundsorganisationernes anskuelser blev formidlet i større målestok.

1.16   EØSU vil fortsat beskæftige sig indgående med forslagene om regulering af finansmarkederne, diskutere dem bredt og afgive velunderbyggede udtalelser, hvor der lægges særlig vægt på at inddrage de anskuelser, som udvalgets repræsentanter for civilsamfundet står for. I forbindelse med konsultationsprocessen vil EØSU inddrage civilsamfundets organisationer stærkere og mere direkte i meningsdannelsesprocesserne gennem høringer i underudvalgene og studiegrupperne.

1.17   I forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdsprogrammet, plenarforsamlingerne samt møderne i de faglige sektioner og arbejdsgrupperne vil EØSU sørge for, at der er rigelig mulighed for en intensiv debat om reguleringen af finansmarkederne. I forvaltningen af sine finansielle og menneskelige ressourcer vil udvalget sikre, at medlemmerne får tilbudt kvalificeret faglig rådgivning om reguleringen af finansmarkederne.

2.   Sigte med og baggrund for udtalelsen

2.1   Siden 2008 har krisen på finansmarkederne (1) haft graverende negative konsekvenser for borgerne i hele verden, navnlig i EU. EØSU har flere gange beskæftiget sig indgående med emnet. Den utilstrækkelige og mangelfulde regulering og overvågning af finansmarkederne var en af årsagerne til sammenbruddet på finansmarkederne, den forudgående spekulation samt handlen med finansielle højrisikoprodukter.

2.2   En af udfordringerne i forbindelse med fastsættelsen af regler på dette område har tidligere været og består den dag i dag i at sikre, at forskellige og modsatrettede holdninger bliver hørt på lige fod i den pluralistiske og demokratiske meningsdannelsesproces. På nuværende tidspunkt udgør civilsamfundets engagement ingen betragtelig modvægt til den legitime repræsentation af finanssektorens interesser. Med den nye regulering af de finansielle markeder skal denne skævhed fjernes.

2.3   Som europæisk institution, der repræsenterer civilsamfundet, ser EØSU det som sin opgave – udover at afgive udtalelser – at fremme en bred og omfattende inddragelse af alle berørte partner i lovgivningsprocessen i EU. Det er derfor med bekymring, at EØSU må konstatere, at det på visse politikområder ofte ikke lykkes at bringe en velafbalanceret dialog i stand.

2.4   Målet med denne initiativudtalelse er derfor at analysere civilsamfundets deltagelse i reguleringen af de finansielle markeder, samt at fremsætte anbefalinger om at øge inddragelsen af civilsamfundet.

3.   Mangler og hindringer i forbindelse med civilsamfundets deltagelse

3.1   Reguleringen af finansmarkederne er hidtil først og fremmest blevet fulgt af de berørte parter i finanssektoren. Dette indtryk blev i høj grad bekræftet af den høring, EØSU gennemførte den 28. november 2011. Det skyldtes ikke, at der ikke var åbenhed fra EU-institutionernes side. Emnet har hidtil ganske enkelt ikke vakt den store interesse hos organisationer, der ikke tilhører finansindustrien. Det kan man også udlede af den ringe deltagelse i Kommissionens og Europa-Parlamentets høringer samt af den offentlige debat.

3.2   Den politiske diskussion om direktiver eller forordninger for finanssektoren udspiller sig stadig hovedsagelig mellem lovgiveren på den ene side og den berørte finanssektor på den anden side. På andre temaområder, derimod, er politiske uoverensstemmelser – også mellem civilsamfundets organisationer – netop i Bruxelles et centralt element i den pluralistiske konflikt, f.eks. mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne om socialpolitik, mellem industrien og miljøorganisationerne om miljøpolitik eller mellem erhvervslivet og forbrugerorganisationerne om forbrugerpolitik.

3.3   Efter EØSU's mening ligger der flere årsager til grund for de mangler, der præger reguleringen af finansmarkederne:

3.3.1   Målet for reguleringen af finansmarkederne er at opretholde sikkerheden og stabiliteten på finansmarkederne, og dermed bevare et meget abstrakt og uhåndgribeligt offentligt gode, der tilmed i lang tid slet ikke virkede truet. At borgerne havde konkrete og håndgribelige interesser, der burde have været varetaget, var ikke umiddelbart til at få øje på. Uden for finansmarkederne var der således ringe tilskyndelse eller anledning til endsige motivation for at beskæftige sig med spørgsmålet.

3.3.2   Finansmarkederne er yderst komplekse, og kan være svære at gennemskue for lægfolk. De forskellige aktører, de komplicerede produkter og de komplekse årsags-/virkningssammenhænge gør det vanskeligt for organisationerne uden for sektoren at deltage i debatten med den fornødne sagkundskab.

3.3.3   Det kan være vanskeligt at overskue de direkte og frem for alt de indirekte konsekvenser, som en regulering kan få for medlemmerne af en civilsamfundsorganisation, navnlig når det ikke drejer sig om direktiver og forordninger, men om komplicerede gennemførelsesbestemmelser og tekniske normer.

3.3.4   Det er forholdsvist svært at gennemskue reguleringsprocessen på finansmarkederne. På grund af Lamfalussyproceduren, som man brugte tidligere, og det nuværende system med delegerede retsakter, gennemførelsesretsakter og bindende tekniske normer med en lang række proceduremæssige trin og mange forskellige deltagende institutioner og myndigheder er det ofte vanskeligt at afgive målrettede udtalelser på det rigtige tidspunkt. Derudover bliver retsakternes indhold i stadig stigende omfang dikteret af internationale institutioner som G20, Baselkomiteen for Banktilsyn eller IASB (International Accounting Standards Board), hvis arbejde ikke præges af transparens.

3.3.5   Set i lyset af de mange reguleringstiltag, de hurtige lovgivningsprocesser og det store antal interessenter har beslutningstagerne i institutionerne nået grænsen for, hvor mange diskussioner de kan føre, hvor mange positionspapirer de kan arbejde sig igennem og hvor mange konferencer de kan deltage i.

3.3.6   Den stærke globale integration af de finansielle markeder, kapitalens internationale bevægelighed og den følsomhed, der præger handlen, er længe blevet brugt som vandtætte argumenter imod indgreb på markederne i Europa. Konkurrencen om den flygtige kapital til investeringer i vækst og til at skabe arbejdspladser fik strategien om en ringe grad af regulering til at virke fornuftig, og i lang tid så det ud som om det var nok.

3.4   Det var også disse vanskeligheder, der lå til grund for oprettelsen af Finance Watch, hvor forskellige europæiske og nationale organisationer efter initiativ fra flere medlemmer af Europa-Parlamentet har sluttet sig sammen om at holde et vågent øje med lovgivningen vedrørende finanssektoren.

3.5   Tilsyneladende findes der lignende problemer i medlemsstaterne. Det er ikke umiddelbart til at se, at civilsamfundet skulle have opnået særlig stor indflydelse på reguleringen af finansmarkederne.

3.6   Det er tilsyneladende vanskeligt at tage hensyn til de interesser, som små og mellemstore virksomheder fra finanssektoren måtte have, samt til civilsamfundets deltagelse. Adskillige mindre finansinstitutioner beklager sig over de store administrative byrder og de komplekse regler, som de har svært ved at gennemføre.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   Deltagelsesdemokratiet er en fast bestanddel af den europæiske samfundsmodel og de europæiske styreformer. Det repræsentative deltagelsesdemokrati er fastlagt i Lissabon-traktaten. Her fastlægges imidlertid kun forpligtelsen til, at institutionerne giver "borgere og repræsentative sammenslutninger mulighed for at give udtryk for deres opfattelser" (artikel 11 i EUF-traktaten). Det er altså op til de europæiske organer selv at tage initiativet, hvis et forslag kun udløser en ensidig – eller slet ingen – reaktion i civilsamfundet.

4.2   Her er det en selvfølge, at de demokratisk legitimerede institutioner træffer beslutningerne, og at den civile dialog kun har forberedende og vejledende karakter.

4.3   EØSU er det førende forum for det organiserede civilsamfunds repræsentation samt udveksling og ytring af synspunkter, og udvalget udgør en uundværlig bro mellem EU og de europæiske borgere. Denne rolle varetager EØSU frem for alt i forbindelse med lovgivning.

4.4   Netop i forbindelse med reguleringen af finansmarkederne er det oplagt, at EØSU spiller en fremtrædende rolle og kompenserer for civilsamfundets manglende deltagelse. EØSU rummer nemlig både repræsentanter for sammenslutninger fra finanssektoren på den ene side og forbrugerbeskyttelsesorganisationer og fagforeninger på den anden side. Forpligtelsen til at afgive udtalelser om Kommissionens forslag betyder, at medlemmerne automatisk arbejder med de retlige tekster, og ikke skal opfordres eller motiveres til at gøre det.

4.5   Siden finanskrisen begyndte har EØSU således flere gange fungeret som talerør for civilsamfundsorganisationerne og har siden midten af 2008 afgivet omkring 30 udtalelser om krisen i almindelighed og lovgivningsinitiativer i særdeleshed.

4.6   Set i lyset af civilsamfundets manglende deltagelse opfordres de europæiske institutioner på dette område så meget desto mere til at skænke EØSU's udtalelser opmærksomhed.

4.7   EØSU hverken kan eller vil dog erstatte civilsamfundsorganisationernes direkte deltagelse. Den civile dialog er en demokratisk og offentlig meningsdannelsesproces, hvor flest mulige aktører bør deltage på forskellig vis.

4.8   Fra EØSU's side skal der dog ikke herske nogen tvivl om, at finanssektorens medvirken i meningsdannelsesprocessen er lige så legitim som andre organisationers deltagelse. Finansvirksomhederne er selv berørt af reguleringerne, og de skal opfylde betingelserne og efterkomme de lovmæssige forpligtelser. Det er også nødvendigt at inddrage finansindustriens organisationer, fordi branchen naturligvis selv har en enorm interesse i, at der hersker finansiel stabilitet. Desuden skal man trække på branchens ekspertise, når der skal foretages pålidelige konsekvensanalyser.

4.9   EØSU anerkender også, at de fleste brancher og virksomheder i finanssektoren handler seriøst og korrekt og ikke bærer nogen skyld for finanskrisen. En generel fordømmelse af finanssektoren – som man undertiden oplever – er efter EØSU's mening ikke berettiget. De fleste virksomheder i denne sektor har ikke draget fordel af finansmarkedernes umådeholdenhed, men er selv blevet ofre for krisen og dens konsekvenser. Antallet af kunder i finansinstitutter, der har lidt tab, har – bl.a. takket være statsstøtte – været begrænset.

4.10   Alligevel er det den enkelte borger som skatteyder, arbejdstager og forbruger, der er hårdest ramt af den finansielle og økonomiske krise. Borgerne opfordres til – inden for rammerne af civilsamfundets organisationer – at engagere sig stærkere i udarbejdelsen af nye regler for finanssektoren for at sikre, at vi ikke oplever flere kriser i denne størrelsesorden.

4.11   Detailreguleringens kompleksitet taget i betragtning er det afgørende, at organisationerne ikke bare opstiller overordnede mål og kræver generelle stramninger, men også kommer med gennemtænkte og formålstjenlige forslag og argumenter. For at det kan ske, skal der gøres en betydelig indsats for at bringe organisationerne "i øjenhøjde" med de lovgivende myndigheder og de andre organisationer, der deltager i debatten.

5.   Detaljerede henstillinger

5.1   Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne skal selv tage initiativet til at inddrage bredere dele af civilsamfundet i reguleringen af finansmarkederne.

5.1.1   Det er afgørende, at de direkte og umiddelbare følger, som reguleringstiltagene får for civilsamfundet, bliver formidlet klart, åbent og præcist, så organisationerne har mulighed for at overskue konsekvenserne for borgerne.

5.1.2   Hvis det – som så ofte før – viser sig, at høringer om finansmarkederne ikke giver fyldestgørende svar fra civilsamfundets side, bør man målrettet opfordre enkelte organisationer til at deltage. Om nødvendigt skal man forlænge høringsfristerne i overensstemmelse med Kommissionens initiativ om "smart regulering". I udarbejdelsen af høringerne bør man ikke udelukkende fokusere på tekniske aspekter, men også målrettet spørge ind til civilsamfundets vurderinger. Der bør tages hensyn til civilsamfundsorganisationernes specifikke modtagerperspektiv.

5.1.3   Kommissionens og Europa-Parlamentets offentlige høringer bør fra første færd inddrage relevante organisationer. Institutionerne bør trods tidspresset være åbne over for drøftelser med civilsamfundets organisationer og deltage i deres arrangementer.

5.1.4   Kommissionens og Europa-Parlamentets ekspertgrupper bør ikke kun omfatte repræsentanter for finansindustrien, men også repræsentanter for andre grupper. Her skal man dog sikre sig, at man udvælger personer, der har den ekspertise, der er nødvendig for det pågældende tematiske område. Hvis den faglige kompetence kommer til kort, er man lige vidt.

5.1.5   Det kan i visse tilfælde være hensigtsmæssigt at give civilsamfundets organisationer finansiel støtte fra EU-fonde for at kompensere for den manglende repræsentation af vigtige interesser. Det strider imidlertid mod princippet om selvorganisering og selvfinansiering i forbindelse med civilsamfundets interesser, og det kan påvirke organisationernes uafhængighed og føre til loyalitetskonflikter på begge sider. Man bør under alle omstændigheder sikre, at der er fuld transparens omkring finansielle bidrag, lige som man bør garantere organisationernes uafhængighed og iværksætte foranstaltninger for at modvirke, at de begunstiges i kontakten med Kommissionen i forhold til sammenslutninger, der ikke har modtaget støtte.

5.2   Andre EU-institutioner, der beskæftiger sig med reguleringen af finansmarkederne – f.eks. Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici samt de tre europæiske tilsynsmyndigheder for banker, værdipapirer og forsikringer, bør skænke civilsamfundets organisationer den opmærksomhed, der tilkommer dem.

5.3   Når det gælder finanstilsynsmyndighederne, bør arbejdsproceduren i de interessentgrupper, som skal inddrages, tage hensyn til civilsamfundsorganisationernes særlige forhold, muliggøre tilbagemeldinger til de relevante organisationer og på den måde udbygges til endnu en kanal til inddragelse af civilsamfundet. Det er i øjeblikket ikke altid tilfældet, især på grund af kravene om fortrolighed i forbindelse med håndteringen af dokumenter og rådgivning, der – set ud fra et transparensperspektiv – forekommer overdrevne.

5.4   Abstrakte politiske krav alene er ikke nok til at øge civilsamfundets inddragelse i reguleringen af finansmarkedet. Der er behov for mere konkrete forestillinger om, hvem der skal udtale sig om hvilke temaer vedrørende finansmarkedet, og hvornår de skal gøre det.

5.4.1   Udover forbrugerorganisationerne og fagforeningerne er der en række andre grupperinger, der ville kunne yde et vigtigt bidrag til debatten om finansmarkederne. Det drejer sig bl.a. om velgørende organisationer, små og mellemstore virksomheder, sammenslutninger af institutionelle investorer, produktions- og servicevirksomheder, der foretager større finansielle transaktioner, samt disses brancheorganisationer, finansielle formidlere og selv kreditvurderingsinstitutter. Også repræsentanter for andre brancher end de, der umiddelbart berøres af reguleringen, vil kunne komme med nyttige bidrag.

5.4.2   Det er ikke alle tilfælde, hvor det er lige oplagt, at civilsamfundets organisationer kommer med udtalelser om emnet.

5.4.2.1

Spørgsmål vedrørende forbrugerbeskyttelse, anvendelse af skatteindtægter til redning af finansinstitutter eller beskatning af finanssektoren er særlig relevante, mens tekniske detaljer om f.eks. solvensberegning eller regnskabsaflæggelse er mindre egnede.

5.4.2.2

Organisationerne bør dog ikke kun beskæftige sig med bestemmelserne, når de bliver vedtaget, men i stedet betragte hele spektret af reguleringen, herunder gennemførelsesbestemmelserne og de tekniske normer, også selv om det generelt virker besværligt.

5.4.2.3

EØSU erkender imidlertid, at langsigtet stabilitet og bæredygtighed på finansmarkederne er et resultat af samspillet mellem en lang række særlige bestemmelser, som hver især vil blive drøftet separat. Hvis organisationerne ikke er i stand til at beskæftige sig med alle dokumenter, må civilsamfundet i det mindste behandle de temaer, der overordnet set er afgørende for, om reguleringen lykkes. Det drejer sig ikke kun om forbrugerlovgivningen, men også om f.eks. tilsynslovgivningen, om størrelsen af egenkapital eller om virksomhedsledelsen.

5.4.2.4

Det drilske ved sagen er desuden, at problemer, der ved første øjekast virker ekstremt tekniske, ofte dækker over meget politiske spørgsmål, der angår borgerne direkte. Fastlæggelsen af den rente, der bruges i beregningen af henlæggelser til private pensionsopsparinger, har f.eks. store konsekvenser for forsikringsselskabernes mulighed for at afgive langsigtede garantier for pensionsbeløbet.

5.4.2.5

Det er ikke nok at komme med unuancerede og udifferentierede krav om strammere regler. Det hjælper ikke de lovgivende myndigheder videre. Man bør ikke kun komme med så konkrete forslag som muligt, men også selv afveje de fordele og ulemper, som strengere krav kan medføre. I den forbindelse skal der tages hensyn til aspekter som omkostningerne for virksomhederne, især SMV'erne, privatpersoners og virksomheders adgang til kredit samt markedernes funktionsdygtighed.

5.4.3   Civilsamfundet bør så vidt muligt give sin mening til kende i alle faser af beslutningsprocessen. Ofte bliver der truffet beslutninger om grundlæggende spørgsmål på et tidligt tidspunkt, f.eks. efter Kommissionens første høringer eller mens finanstilsynsmyndighederne udarbejder af forslag. Organisationerne skal gøre sig bekendt med og følge de ovennævnte komplicerede procedurer, der afviger fra standardprocedurerne.

5.5   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg opfordrer de europæiske og nationale civilsamfundsorganisationer til at beskæftige sig mere indgående med reguleringen af finansmarkederne, end det hidtil har været tilfældet.

5.5.1   Det er oplagt for en række af disse organisationer at definere fremme af stabiliteten på finansmarkederne som et selvstændigt og i nogle tilfælde nyt mål for organisationen og udvide deres interesse- og aktivitetsområde tilsvarende.

5.5.2   Set i lyset af finansmarkedernes kompleksitet og den hertil knyttede regulering er det nødvendigt at opbygge og videreudvikle de nødvendige personalemæssige ressourcer med den fornødne ekspertise. Det kan også blive nødvendigt at oprette nye organer, forstærke samarbejdet med de nationale organisationer og inddrage eksterne eksperter.

5.5.3   I den forbindelse hilser EØSU grundlæggelsen af Finance Watch velkommen, en ny europæisk organisation, der har til formål at fremme den finansielle stabilitet. Det alene er imidlertid ikke nok til at sikre en omfattende inddragelse af civilsamfundet.

5.5.4   I den forbindelse bør organisationerne også deltage i offentlige debatter på europæisk og nationalt niveau og på den måde yde et politisk bidrag til reguleringen af finansmarkederne.

5.5.5   Efter EØSU's mening ville det være ønskeligt, hvis organisationerne brugte deres engagement i reguleringen af finansmarkederne til at foretage en bred og positiv formidling af EU's vellykkede aktiviteter på dette område, både internt i deres organisationer og over for offentligheden.

5.5.6   På dette område får samarbejdet mellem nationale og europæiske organisationer særlig stor betydning. For det første supplerer de europæiske og nationale lovgivningsniveauer hinanden, netop når det gælder reguleringen af finansmarkederne. For det andet har de nationale organisationer ofte flere ressourcer til rådighed end de europæiske paraplyorganisationer, der navnlig på dette område bør anvendes til det europæiske arbejde.

5.5.7   Netop fordi kapital så let kan flyttes overalt i verden, skal reguleringen af finansmarkerne i hele verden bringes op på et sammenligneligt niveau. Her kan især organisationer, der har internationalt fokus eller internationale forbindelser, yde et bidrag. De kan på globalt niveau slå til lyd for en effektiv regulering af finansmarkederne på et sammenligneligt højt niveau for at dæmme op for den globale konkurrence om placering af virksomheder med lavest mulige standarder. I alle finanscentre i verden skal der kæmpes med samme intensitet til gavn for det globale finansmarkeds stabilitet.

5.6   Den europæiske finansindustri er, trods sin beviseligt fejlagtige adfærd i specifikke tilfælde, også selv offer for krisen. Derfor opfordres den til at yde sit bidrag til en effektiv regulering af finansmarkederne.

5.6.1   De enkelte brancher bør ikke udvise falsk beskedenhed, når det drejer sig om at kommentere reguleringen af andre brancher for at sikre stabiliteten på finansmarkederne.

5.6.2   Efter EØSU's mening er det en selvfølge, at finansbranchens interesser repræsenteres over for beslutningstagerne på transparent, korrekt og respektfuld vis. De organisationer, der repræsenterer industrien, opfylder regelmæssigt disse forventninger. Nogle få aktiviteter i enkelte virksomheder har ikke altid gjort det tidligere.

5.6.3   Finansindustrien bør også selv åbne op for en dialog med civilsamfundets organisationer. Med den store offentlige opmærksomhed, som finanssektoren tiltrak i forbindelse med finanskrisen, ville det nok gavne sektoren at indgå i en dialog med civilsamfundet, udveksle argumenter og høre deres forslag. Det ville være et stort skridt hen mod at skabe tættere kontakt med samfundet som helhed. Hvis finanssektoren gennem selvregulering vil forpligte sig til en bestemt adfærd, er det oplagt, at civilsamfundet deltager i forberedelsen af sådanne regler.

5.6.4   Af hensyn til en fair og transparent dialog bifalder EØSU oprettelsen af et fælles register over lobbyister, som Europa-Parlamentet og Kommissionen har iværksat, og anerkender resultaterne af det arbejde, som Buzek-gruppen i Europa-Parlamentet har opnået. Imidlertid understreger EØSU, at skærpelsen af reglerne ikke må besværliggøre eller hindre organisationernes deltagelse. Det gælder navnlig praktiske spørgsmål som let adgang til EU's tjenestegrene og deltagelse i offentlige møder.

5.7   Den akademiske verden samt samfundets institutter og tænketanke bør bruge deres faglige kompetence og deres erfaringer til at bidrage til debatten. Selv om denne type institutioner sjældent er indrettet til at deltage i konkret lovgivningsarbejde, bør de udnytte muligheden for at bruge deres kompetence til at modvirke fremtidige kriser.

5.8   Medierne spiller i sagens natur en fremtrædende rolle for meningsdannelsen i Europa. Også her ville det være ønskeligt, hvis civilsamfundsorganisationernes anskuelser blev mere synlige. I den henseende kan det blive nødvendigt at opfordre de relevante organisationer til at bidrage til meningsdannelsen i forbindelse med et bestemt spørgsmål, da der på nuværende tidspunkt kun er få repræsentanter, der deltager i den offentlige debat på eget initiativ.

5.9   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg agter selv at øge sit engagement i debatten om planerne vedrørende regulering af finansmarkederne.

5.9.1   EØSU vil fortsat beskæftige sig indgående med forslagene om regulering af finansmarkederne, diskutere dem bredt og afgive velunderbyggede udtalelser, hvor der lægges særlig vægt på at inddrage de anskuelser, som udvalgets repræsentanter for civilsamfundet står for.

5.9.2   Udvalget vil sørge for, at repræsentanter for alle tre grupper kommer til orde i debatten på lige fod og deltager i alle faser af processen.

5.9.3   I forbindelse med samrådet vil EØSU inddrage civilsamfundets organisationer stærkere og mere direkte i meningsdannelsesprocessen gennem høringer i de faglige sektioner og studiegrupperne.

5.9.4   I tilrettelæggelsen af arbejdsprogrammet, plenarforsamlingerne samt møderne i de faglige sektioner og arbejdsgrupperne vil EØSU sørge for, at der er rigelig mulighed for en intensiv debat om reguleringen af finansmarkederne.

5.9.5   EØSU vil også yde sit bidrag til, at de af udvalgets medlemmer, der kommer fra de relevante civilsamfundsorganisationer, beskæftiger sig indgående med spørgsmålene vedrørende regulering af finansmarkederne og påvirker deres organisationer tilsvarende.

---

(1)  Krisen – der blev udløst af uholdbart store offentlige underskud – behandles ikke i denne udtalelse, selv om man også her kunne spørge, hvorfor civilsamfundet ikke på et tidligere tidspunkt og med større eftertryk insisterede på at reducere gælden.

---