EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52011TA1215(28)

Beretning om årsregnskabet for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug for regnskabsåret 2010, med centrets svar

EUT C 366 af 15.12.2011, p. 156–161 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

15.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 366/156


BERETNING

om årsregnskabet for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug for regnskabsåret 2010, med centrets svar

2011/C 366/28

INDLEDNING

1.

Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (herefter »centret«), der ligger i Lissabon, blev oprettet ved Rådets forordning (EØF) nr. 302/93 af 8. februar 1993 (1). Centrets væsentligste opgave er at indsamle oplysninger om narkotika og narkotikamisbrug og udarbejde og formidle oplysninger på europæisk plan, som er objektive, pålidelige og sammenlignelige. Oplysningerne skal anvendes til analyse af narkotikaefterspørgslen og af, hvordan den og andre negative fænomener i relation til narkotikamarkedet generelt kan begrænses (2).

2.

Centrets budget for 2010 var på 16 millioner euro mod 14,7 millioner euro det foregående år. Antallet af ansatte på centret pr. årets udgang var 78 ligesom det foregående år.

REVISIONSERKLÆRING

3.

I overensstemmelse med artikel 287, stk. 1, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har Retten revideret centrets årsregnskab (3), som omfatter »årsregnskabet« (4) og »beretningen om budgetgennemførelsen« (5) for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2010, samt efterprøvet lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet.

4.

Retten afgiver denne revisionserklæring til Europa-Parlamentet og Rådet i overensstemmelse med artikel 185, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (6).

Direktørens ansvar

5.

Direktøren udøver funktionen som anvisningsberettiget. På eget ansvar og inden for rammerne af de givne bevillinger gennemfører han budgettet, både med hensyn til indtægter og udgifter, i overensstemmelse med de finansielle bestemmelser for centret (7). Direktøren er ansvarlig for at etablere (8) en organisatorisk struktur samt interne forvaltnings- og kontrolsystemer og -procedurer, som sikrer, at der udarbejdes et endeligt årsregnskab (9) uden væsentlig fejlinformation som følge af svig eller fejl, og at de transaktioner, der ligger til grund for det, er lovlige og formelt rigtige.

Rettens ansvar

6.

Det er Rettens ansvar på grundlag af sin revision at afgive en erklæring om rigtigheden af centrets regnskab og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed.

7.

Revisionen blev gennemført i overensstemmelse med IFAC's og ISSAI's (10) internationale revisionsstandarder og etiske kodekser. I henhold til disse standarder skal Retten opfylde etiske krav og planlægge og udføre revisionen med henblik på at få rimelig sikkerhed for, at regnskabet er uden væsentlig fejlinformation, og at de transaktioner, der ligger til grund for det, er lovlige og formelt rigtige.

8.

Det indgår i Rettens revision, at der udføres revisionshandlinger for at tilvejebringe revisionsbevis vedrørende beløbene og oplysningerne i regnskabet og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. Valget af revisionshandlinger foretages på grundlag af Rettens vurdering, herunder dens vurdering af risikoen for, at der er væsentlig fejlinformation i regnskabet, eller at transaktioner som følge af svig eller fejl ikke er lovlige og formelt rigtige. Når Retten vurderer disse risici, tager den hensyn til den interne kontrol, der vedrører udarbejdelsen og aflæggelsen af regnskabet, og udformer revisionshandlinger, som er hensigtsmæssige i de konkrete tilfælde. Rettens revision omfatter også en vurdering af, om de anvendte regnskabspraksis er hensigtsmæssige, og om de foretagne regnskabsmæssige skøn er rimelige samt en vurdering af den samlede aflæggelse af regnskabet.

9.

Retten mener, at det tilvejebragte revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for nedenstående erklæringer.

Erklæring om regnskabets rigtighed

10.

Det er Rettens opfattelse, at centrets årsregnskab (11) i alt væsentligt giver et retvisende billede af dets finansielle stilling pr. 31. december 2010 og af resultaterne af dets transaktioner og pengestrømme i det afsluttede regnskabsår i overensstemmelse med bestemmelserne i dets finansforordning.

Erklæring om lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet

11.

Det er Rettens opfattelse, at de transaktioner, der ligger til grund for centrets årsregnskab for det regnskabsår, der afsluttedes pr. 31. december 2010, i alt væsentligt er lovlige og formelt rigtige.

Vedtaget af Afdeling IV, der ledes af Igors LUDBORŽS, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 6. september 2011.

På Revisionsrettens vegne

Vítor Manuel da SILVA CALDEIRA

Formand


(1)  EFT L 36 af 12.2.1993, s. 1. Denne forordning og ændringerne hertil blev ophævet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1920/2006 (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 1).

(2)  En oversigt over centrets beføjelser og aktiviteter vises i bilaget til orientering.

(3)  Regnskabet ledsages af en beretning om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning i regnskabsåret. Beretningen redegør bl.a. for udnyttelsen af bevillingerne og indeholder kortfattede oplysninger om bevillingsoverførsler mellem de forskellige budgetposter.

(4)  Årsregnskabet omfatter balancen og resultatopgørelsen, pengestrømsopgørelsen, opgørelsen over bevægelser på egenkapitalen og bilaget til årsregnskabet, som indeholder en beskrivelse af de relevante regnskabspraksis og andre forklarende oplysninger.

(5)  Beretningen om budgetgennemførelsen omfatter regnskabet over resultatet af budgetgennemførelsen og bilaget til dette regnskab.

(6)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(7)  Artikel 33 i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 (EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72).

(8)  Artikel 38 i forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002.

(9)  Bestemmelserne om agenturernes regnskabsaflæggelse og regnskabsføring er fastlagt i kapitel 1 i afsnit VII i forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002, senest ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 652/2008 (EUT L 181 af 10.7.2008, s. 23), og er som sådan integreret i centrets finansforordning.

(10)  International Federation of Accountants (IFAC) og International Standards of Supreme Audit Institutions (ISSAI).

(11)  Det endelige årsregnskab er dateret den 20. juni 2011, og Retten modtog det den 7. juli 2011. Det endelige årsregnskab kan findes på http://eca.europa.eu eller http://www.emcdda.europa.eu/html.cfm/index115776EN.html.


BILAG

Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (Lissabon)

Beføjelser og aktiviteter

Unionens kompetence-område i henhold til traktaten

(Artikel 168, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde)

Unionen supplerer medlemsstaternes indsats for at begrænse narkotikarelaterede helbredsskader, herunder ved oplysning og forebyggelse.

Centrets beføjelser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1920/2006)

Mål

At forsyne Unionen og dens medlemsstater med faktuelle, objektive, pålidelige og sammenlignelige oplysninger på EU-plan om narkotika og narkotikamisbrug samt konsekvenserne heraf.

Centrets prioriterede områder er:

1)

overvågning af narkotikaproblemet og overvågning af nye tendenser, specielt inden for blandingsbrug

2)

overvågning af de foranstaltninger, der iværksættes, og levering af oplysninger om bedste praksis

3)

vurdering af risiciene ved de nye psykoaktive stoffer og opretholdelse af et varslingssystem

4)

udvikling af redskaber og instrumenter, der skal gøre det lettere for medlemsstaterne at overvåge og evaluere deres nationale politikker og for Kommissionen at overvåge og evaluere EU's politikker.

Opgaver

At indsamle og analysere oplysninger

At forbedre metoderne til sammenligning af oplysninger

At formidle oplysninger

At samarbejde med europæiske og internationale organisationer og organer samt tredjelande

At identificere nye udviklinger eller ændrede tendenser.

Ledelse

1 —   Bestyrelsen

En repræsentant for hver medlemsstat, to repræsentanter for Kommissionen og to uafhængige eksperter med særlig viden om narkotikaområdet, udpeget af Europa-Parlamentet.

Vedtager arbejdsprogrammet, den almindelige aktivitetsrapport og budgettet. Afgiver udtalelse om det endelige regnskab.

2 —   Direktøren

Udpeges af bestyrelsen efter indstilling fra Kommissionen.

3 —   Det Videnskabelige Udvalg

Afgiver udtalelser. Det består af højst femten kendte forskere, der udnævnes på grundlag af deres ekspertise af bestyrelsen efter offentliggørelsen af en indkaldelse af interessetilkendegivelse. Bestyrelsen kan også udvide Det Videnskabelige Udvalg med et ekspertpanel med henblik på risikovurdering af nye psykoaktive stoffer.

4 —   Ekstern revision

Revisionsretten.

5 —   Dechargemyndighed

Europa-Parlamentet efter henstilling fra Rådet.

Centrets disponible ressourcer i 2010 (2009)

Budget

15,9 millioner euro (14,7 millioner euro). Tilskud fra Unionen: 94 % (97 %).

Ansatte pr. 31. december 2010

Stillinger i stillingsfortegnelsen: 84 (82)

Besatte stillinger: 78 (78)

+ 27 (26) andre stillinger (udstationerede nationale eksperter, kontraktansatte og vikarer)

Ansatte i alt: 105 (104)

der varetager følgende opgaver

 

operationelle: 63,5 (62,5)

 

administrative og it-støtte: 29,5 (30)

 

blandede: 12 (11,5).

Produkter og tjenesteydelser i 2010 (2009)

Netværk

Centret driver et informationsnet til indsamling og udveksling af information benævnt »europæisk informationsnet for narkotika og narkotikamisbrug« (Reitox); dette net forbinder de nationale narkotikainformationsnet, de specialiserede centre i medlemsstaterne og informationssystemerne under de internationale organisationer, der samarbejder med centret.

Publikationer

Årsberetning om narkotikasituationen i Den Europæiske Union — 23 (23) sprogversioner, offentliggørelse og interaktivt websted

Publikationer om udvalgte spørgsmål: 3 (2)

Statistisk oversigt og interaktivt websted med mere end 350 (350) tabeller og 100 (100) grafer

Almindelig aktivitetsrapport: årlig, 1 (1)

Nyhedsbrevet »Drugnet Europe«: 4 (4) numre

»Fokus på Narkotika« (strategidokument): 0 (2) numre

»EMCDDA Scientific Monograph«: 1 (1)

»EMCDDA Insights«: 0 (1)

EONN-temadokumenter: 1 (4)

Fælles publikationer: 3 (1)

Narkotikaprofiler: 3 (3) nye og 14 (11) ajourførte

Tekniske og videnskabelige undersøgelser, herunder artikler og videnskabelige resuméer: 26 (23)

Videnskabelige plakater: 1 (22)

Et system til indsamling, validering, lagring og søgning af data (Fonte).

Andre websteder

Oprettelse/opdatering/udvikling af det offentlige EONN-websted:

Nationale oversigter

Oversigter over narkotikabehandling

Europæisk juridisk database om narkotika

Databank over evalueringsinstrumenter

»Best practice portal« (udveksling af oplysninger om aktioner til begrænsning af efterspørgslen på narkotika, skadebegrænsning og behandlingsmoduler)

Temasider

Publikationsdatabase.

PR-brochurer:   1 (1);

Konferencematerialer: 1 (0)

Medieprodukter: 14 (12) pressemeddelelser (5 på 23 sprog) og 9 (6) faktablade samt 1 (0) PowerPoint-præsentation på 23 sprog.

Deltagelse i internationale konferencer og møder:   183 (174).

Afholdelse af tekniske og videnskabelige møder:   83 (29).

Kilde: Centret.


CENTRETS SVAR

1.

Centret tager Rettens beretning til efterretning.


Top