22.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 51/37

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og til sin beslutning af 7. maj 2009 om Parlamentets nye rolle og ansvar ved gennemførelsen af Lissabontraktaten (1),

—

der henviser til sin beslutning af 20. januar 2011 om en EU-strategi for Sortehavet (2),

—

der henviser til sin beslutning af 25. februar 2010 om grønbog om reform af den fælles fiskeripolitik (3),

—

der henviser til sin beslutning af 21. oktober 2010 om integreret havpolitik - Evaluering af gjorte fremskridt og nye udfordringer (4),

—

der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 1256/2010 af 17. december 2010 om fastsættelse for 2011 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande for Sortehavet (5),

—

der henviser til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "En integreret EU-havpolitik” (KOM(2007)0575),

—

der henviser til 1992-konventionen om beskyttelse af Sortehavet mod forurening (Bukarest-konventionen) og protokollerne dertil,

—

der henviser til ministererklæringen fra 1993 om beskyttelse af Sortehavet (Odessa-erklæringen),

—

der henviser til den grænseoverskridende analyse af Sortehavet ”Black Sea transboundary diagnostic analysis” fra 2007 (8),

—

der henviser til rapporten fra 2008 om Sortehavets miljømæssige tilstand udarbejdet af Kommissionen for Beskyttelse af Sortehavet mod Forurening,

—

der henviser til den strategiske handlingsplan for miljøbeskyttelse og sanering af Sortehavet (Strategic action plan for the environmental protection and rehabilitation of Black Sea) udarbejdet i 2009 af Kommissionen for Beskyttelse af Sortehavet mod Forurening,

—

der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention af 1982,

—

der henviser til FN’s aftale om gennemførelsen af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande,

—

der henviser til aftalen om gennemførelse af havretskonventionens kapitel XI,

—

der henviser til FAO's adfærdskodeks om ansvarligt fiskeri fra 1995,

—

der henviser til FN's konvention om biologisk mangfoldighed af 1992,

—

der henviser til FN's konvention om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter,

—

der henviser til konventionen om vådområder af international betydning, navnlig som levesteder for vandfugle (Ramsar-konventionen),

—

der henviser til konventionen af 1979 om beskyttelse af migrerende arter af vilde dyr (Bonn-konventionen),

—

der henviser til aftalen om beskyttelse af hvaler i Middelhavet og Sortehavet og tilstødende områder i det nordøstlige Atlanterhav (ACCOBAMS),

—

der henviser til FN’s aftale om fiskebestande fra 1995,

—

der henviser til rapporten fra 2008 om styrkelse af samarbejdet om Sortehavet (“Strengthening the cooperation in Black Sea”) fra den 32. samling i Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM),

—

der henviser til GFCM’s regionale undersøgelse af små tunfisk i Middelhavet og Sortehavet fra 2009,

—

der henviser til Organisationen for Økonomisk Samarbejde i Sortehavsområdet,

—

der henviser til fælleserklæringen fra topmødet i Prag den 7. maj 2009 om det østlige partnerskab (Prag-erklæringen),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A7-0236/2011),

A.

der henviser til, at debatten om reform af den fælles fiskeripolitik i EU stadig er i gang, og at den bør tage hensyn til Sortehavets særlige forhold og behov, fordi dette vil blive den første reform af den fælles fiskeripolitik, som indbefatter Sortehavet,

B.

der henviser til, at sortehavsstaterne hidtil kun har haft et løst eller slet intet samarbejde på fiskeriområdet og har manglet konkrete, harmoniserede lovrammer og en fælles retsakt om forvaltning af fiskeriet som følge af, at alle farvandene hører under forskellige kyststaters jurisdiktion, ligesom der har været en generel mangel på hensigtsmæssig systematisk forskning og videnskabelig information om Sortehavsområdet;

C.

der henviser til, at forvaltningen af fiskeriet i Sortehavet er yderst vanskelig, fordi kun to ud af de seks lande, som ligger omkring Sortehavet er EU-medlemsstater, og selv de to er nye medlemsstater, der først tiltrådte EU i 2007,

D.

der henviser til, at det bør undersøges at oprette en fælles politisk mekanisme for de seks lande omkring Sortehavet ud fra et langsigtet perspektiv med henblik på bl.a. at garantere beskyttelse af miljøet og fremme den økonomiske og sociale udvikling af kystområderne,

E.

der henviser til, at denne nye politiske mekanisme for Sortehavet bør sigte mod at bevare og forbedre den biologiske mangfoldighed og velfærden hos de mennesker, der arbejder i områdets fiskerisektor, hvilket er blandt de mål, der prioriteres højest af EU,

F.

der henviser til, at Sortehavet bør indtage sin behørige plads blandt Europas store havområder, eftersom det er det yngste og det mest dynamiske af de delvist lukkede havområder,

G.

der henviser til, at Sortehavet bør indtage sin plads i den reformerede fælles fiskeripolitik og i den integrerede havpolitik, og der henviser til, at der bør tages passende hensyn til fiskernes behov og til fiskeriet, til fremstillings- og forarbejdningsindustrien i de nye finansielle rammer for Den Europæiske Fiskerifond efter 2013,

H.

der henviser til, at den foreliggende betænkning ikke kun kan tages i betragtning som en retningslinje for reformen af den fælles fiskeripolitik, men at den også kunne blive en del af en fremtidig EU-politik for samarbejde med EU’s østlige partnere med henblik på at maksimere anvendelsen af Kommissionens meddelelse om Sortehavssynergien (KOM(2007)0160) for at intensivere samarbejdet i Sortehavsområdet, hvori fiskeriet og udviklingen af de forskellige sektorer spiller en betydelig rolle,

I.

der henviser til, at forvaltningen af fiskeriet i Sortehavsområdet ville få betydelig gavn af et bedre koordineret videnskabeligt samarbejde mellem kyststaterne og ligeledes af en sammenhængende politik for bevarelse af fiskebestandene og forbedring af deres tilstand på europæisk plan,

J.

der henviser til, at mange havøkosystemer i almindelighed og økosystemet i Sortehavet i særdeleshed er alvorligt ramt af dynamiske ændringer, som direkte vedrører fiskeri, klimaændringer og forurening,

K.

der henviser til, at bestanden af asiatisk konksnegl (Rapana venosa) har en negativ indvirkning på og er en trussel mod den økologiske balance i Sortehavet, fordi den tilintetgør dyr, der naturligt filtrerer vandet, såsom blåmusling (Mythilus galloprovincialis) og den almindelige venusmusling (Chamelea gallina),

L.

der henviser til, at størstedelen af de fiskerfartøjer, der anvendes af EU-fiskere i Sortehavet er under 12 meter lange og således har en begrænset indvirkning på havmiljøet i Sortehavet; der henviser til, at de imidlertid bør respekterer den indsats, der gøres for at opnå et bæredygtigt fiskeri, og påtage sig deres ansvar i denne forbindelse;

M.

der henviser til, at der øjeblikkeligt bør gøres noget ved ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri i Sortehavet,

N.

der henviser til, at manglen på en fælles aftale mellem de seks lande omkring Sortehavet kan afhjælpes med en rammeaftale, som f.eks. forhandles på grundlag af en meddelelse fra Kommissionen, hvori der gøres rede for og tages hensyn til alle parters interesser,

O.

der henviser til, at en stor del af problemerne i forbindelse med Sortehavet skyldes manglen på en passende institutionel struktur, der kan koordinere og gennemføre forvaltningen af fiskeriet i Sortehavet på et professionelt og specialiseret niveau; der henviser til, at der de sidste ti år har været ført forhandlinger mellem de nationale forvaltninger, der er involveret i gennemførelsen af fiskeripolitik, om oprettelse af en sådan institutionel struktur samt om, hvordan denne skal udformes, og hvilket ansvar den skal have, og der henviser til, at disse forhandlinger hidtil ikke har ført til noget resultat; der henviser til, at der af som følge heraf ikke er blevet truffet nogen passende foranstaltninger til at kontrollere fangster og især grænseoverskridende fiskeri,

P.

der henviser til, at Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM), hvis mandat dækker Sortehavsområdet, hidtil ikke har levet op til de interesserede parters og navnlig fiskernes behov og forventninger i videst muligt omfang og bør gøre brug af alle til rådighed værende redskaber på dette område,

Q.

der henviser til, at Sortehavet er meget anderledes end Middelhavet, for så vidt angår fiskebestande, forureningsniveau, artsvariation, dominerende arter, fælles biomasse og produktivitet,

R.

der henviser til, at Europa-Parlamentet i januar 2011 vedtog en betænkning om en EU-strategi for Sortehavet (9), hvori det også blev understreget, at der er behov for at anvende flerårige forvaltningsplaner for fiskeriet og for at oprette et separat regionalt organ til forvaltning af fiskeriet i Sortehavet,

1.

påpeger, at der bør etableres en levedygtig, stabil og bæredygtig fiskerisektor på europæisk niveau, og at Sortehavet konkret har brug for en særlig politik for at bevare og forbedre fiskebestandenes tilstand og sikre, at fiskerisektoren tilpasses Sortehavsområdet under hensyntagen til de særlige forhold i Sortehavsområdet og i betragtning af, at fiskeripolitikken for Sortehavet bør være en integreret del af den kommende reform af den fælles fiskeripolitik;

2.

understreger behovet for mere præcis analytisk og videnskabelig forskning, der er koordineret på regionalt, nationalt og EU-niveau for at bevare og forbedre fiskebestandenes tilstand samt økosystemerne i Sortehavsområdet;

3.

anerkender Kommissionens bestræbelser på at fremme en fastere og mere struktureret dialog med de stater omkring Sortehavet, som ikke er EU-medlemmer, og tilskynder Kommissionen til at forstærke sine bestræbelser, indtil der er opnået enighed om mere strukturerede fælles rammer, der omfatter hele Sortehavsområdet, og som følger en regional tilgang til fiskeriforvaltningen i området;

4.

mener, at alle afgørelser og politikker i forbindelse med Sortehavet bør baseres på solide videnskabelige data, og opfordrer til samarbejde herom mellem alle berørte parter;

5.

understreger behovet for en vedvarende videnskabelig analyse af fiskebestandenes tilstand og et stabilt, langsigtet system for overvågning af fiskeriet og noterer sig, at det er nødvendigt, at alle Sortehavets kyststater deltager i denne analyse;

6.

tilskynder Kommissionen til at anvende alle de diplomatiske og finansielle midler, den har til sin rådighed, til at opnå konkrete resultater med hensyn til et vellykket og bæredygtigt fiskeri i EU’s interesse, herunder at gøre bedst mulig brug af Euronests Parlamentariske Forsamling og Østpartnerskabsinitiativet, i betragtning af den afgørende rolle som EU’s umiddelbare naboer spiller;

7.

efterlyser en udvidet ordning med kontrol og overvågning af fiskeriet, som bidrager til en langsigtet bæredygtig udnyttelse af fiskebestandene og til en mere effektiv bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri;

8.

støtter den internationale rolle, som EF-Fiskerikontrolagenturets operationer spiller, og efterlyser et mere aktivt bidrag og mere effektivt samarbejde om kontrol, inspektion og overvågning af Sortehavsområdet;

9.

mener, at fangstmetoderne til demersale arter bør undersøges nøje og i detaljer for at finde frem til de metoder, der ikke er til skade for eller er til mindst skade for havbunden; understeger, at det er af stor betydning at anvende en hensigtsmæssig fangstmetode til demersale arter for at forhindre vækst i bestanden af asiatisk konksnegl (Rapana venosa), der truer den naturlige filtrering af havvandet, som foretages af blåmusling (Mythilus galloprovincialis), den almindelige venusmusling (Chamelea gallina), den europæiske østers (Ostrea edulis) og mange andre skaldyr;

10.

mener, at Sortehavet bør have en passende status i EU’s politikker, og at der med dette formål for øje bør udfoldes passende diplomatiske og videnskabelige bestræbelser og stilles tilstrækkelige finansielle ressourcer til rådighed for et bæredygtigt fiskeri i dette område; mener, at EU’s budgetmidler bør være fleksible, tilgængelige og gennemskuelige, således at EU kan sikre sortehavsfiskeriets bæredygtighed;

11.

understreger, at en dialog mellem de berørte parter er grundlaget for at kunne fremme den integrerede havpolitik i Sortehavsområdet; noterer sig, at den integrerede havpolitik også bør fremme etableringen af en konfliktfri og ubesværet forbindelse mellem de marine sektorer under hensyntagen til en bæredygtig udvikling af kystområderne;

12.

understreger den vigtige rolle, som bilateralt samarbejde og internationale aftaler spiller, eftersom flertallet af sortehavsstaterne ikke er EU-medlemmer og derfor ikke er forpligtet til at overholde EU-lovgivningen;

13.

mener, at alle sortehavsstater, især de, der er medlem eller kandidat til medlemskab af EU, bør overholde EU’s og de folkeretlige bestemmelser om fiskerivirksomhed, som har til formål at sikre ikke kun fiskebestandenes, men også fiskerisektorens bæredygtighed;

14.

tilskynder Kommissionen til yderligere at fremme udviklingen af kystområder ved at udvikle et bæredygtigt fiskeri, hvilket er af særlig betydning for Sortehavsområdet med dets store arbejdsløshed;

15.

udtrykker sin tilfredshed med Kommissionens bestræbelser på at oprette arbejdsgrupper om fiskeriforvaltning i fællesskab med Tyrkiet og Den Russiske Føderation, hvilket skaber grundlag for yderligere drøftelse af samarbejdet; opfordrer Kommissionen til at udvide sine bestræbelser over for og sin dialog med alle lande, der ligger omkring Sortehavet; opfordrer Kommissionen til fuldt ud at gøre brug af de eksisterende organisationer og relevante redskaber med henblik på at gøre fremskridt mod en bedre koordination af politikken; mener imidlertid, at en separat regional fiskeriforvaltningsorganisation (RFFO) for Sortehavet på lang sigt kunne fremme kommunikationen mellem videnskabelige institutioner og brancheorganisationer for fiskere, producenter og forarbejdningsvirksomheder med henblik på at løse spørgsmål og uddybe samarbejdet om Sortehavet; opfordrer Kommissionen til at arbejde sammen med Sortehavslandene på bilateralt niveau, i betragtning af at mange af dem ikke er medlem af EU;

16.

understreger nødvendigheden af på lang sigt at undersøge oprettelse af en regional fiskeriforvaltningsorganisation, der kan koordinere den videnskabelige forskning, analyserer fiskebestandenes tilstand og gennemføre særlige politikker i forbindelse med overvågning af de truede arter; noterer sig, at en sådan organisation også kunne stille forslag vedrørende omfanget af fiskeriet i de flerårige forvaltningsplaner og fordele fangstkvoter til landene omkring Sortehavet;

17.

opfordrer indtrængende EU til at anvende sine diplomatiske ressourcer til at overbevis så mange som muligt af de stater omkring Sortehavet, der ikke er medlem af EU, om værdien af principperne i EU’s fælles fiskeripolitik, navnlig med hensyn til gennemførelsen af de flerårige forvaltningsplaner;

18.

mener, at der bør sættes EU-ressourcer ind i den videnskabelige forskning som et redskab til at fremme og lette samarbejde og fælles projekter mellem forskerhold fra EU og deres kolleger fra Ukraine, Den Russiske Føderation, Georgien og Tyrkiet

19.

mener, at EU’s aktiviteter i forbindelse med sortehavsfiskeriet og navnlig den integrerede havpolitik først og fremmest bør fokusere på det ikke-industrielle fiskeri, som er af afgørende betydning for området og kystområdernes økonomiske status;

20.

understreger, at EU’s fælles fiskeripolitik bør fremme oprettelse af faglige organisationer for fiskere og brancheorganisationer inden for fiskeri og akvakultur i Sortehavsområdet der, hvor disse mangler eller er meget underudviklede;

21.

mener, at de principper med årlige TAC’er og kvoter, som i øjeblikket anvendes, ikke bør være den eneste mulighed til forvaltning af fiskeriet i Sortehavet; mener, at flerårige forvaltningsplaner bør fremmes og kan skabe større klarhed over EU’s målsætninger for fiskeriet i Sortehavsområdet og over EU’s visioner for områdets fremtid;

22.

understreger, at der bør være en fælles, koordineret langsigtet fremgangsmåde for alle berørte parter i området med henblik på at få alle parter i Sortehavsområdet til at arbejde for et bæredygtigt fiskeri, og glæder sig derfor over udvekslingen af god praksis mellem de involverede parter;

23.

påpeger betydningen af at forvalte fiskeriet med henblik på at sikre, at økosystemerne er levedygtige og bæredygtige, at fiskeriet foregår på lovlig vis, og at der gøres noget for at bekæmpe IUU-fiskeri; opfordrer til, at der oprettes en EU-kystvagt med henblik på effektivt at udvikle medlemsstaternes samarbejde om at styrke sikkerheden til søs og bekæmpe nye trusler til søs, navnlig på Sortehavet;

24.

mener, at de flerårige forvaltningsplaner er af meget stor interesse for både den økonomiske situation i fiskerisektoren og den miljømæssige situation i Sortehavets økosystemer; mener, at fremgangsmåden med en flerårig forvaltningsplan bør ledsages af en effektiv fangstkontrol;

25.

understreger behovet for at fremme den videnskabelige forskning i spørgsmål vedrørende Sortehavet, således at afgørelser, der træffes af de ansvarlige myndigheder på EU-plan, regionalt og nationalt plan, tager hensyn til de økonomiske, sociale og økologiske konsekvenser; mener, at det er nødvendigt at gennemføre detaljeret, koordineret forskning for at give et klart og utvetydigt svar på spørgsmål vedrørende fiskeriforvaltning og om, hvilke virkninger de forskellige fiskerimetoder kan have (f.eks. trawlfiskeriets indvirkning på havbunden), eftersom der ikke kan drages nogen seriøse konklusioner, hvis der ikke foreligger undersøgelser af virkningerne; mener, at forskningsprogrammer og forskningsprojekter vedrørende fiskeriet i Sortehavet såsom SESAME, KNOWSEAS, WISER og BlackSeaFish bør fremmes yderligere;

26.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og til regeringer og parlamenter i medlemsstaterne samt i Ukraine, Den Russiske Føderation, Georgien og Tyrkiet.