25.8.2011

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 248/108

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om »Udvidelse af sanktionsordningerne i sektoren for finansielle tjenesteydelser« «

KOM(2010) 716 endelig

2011/C 248/18

Ordfører: Bernardo HERNÁNDEZ BATALLER

Kommissionen besluttede den 8. december 2010 under henvisning til EUF-traktatens artikel 304 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om udvidelse af sanktionsordningerne i sektoren for finansielle tjenesteydelser«

KOM(2010) 716 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 26. maj 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 472. plenarforsamling den 15.-16. juni 2011, mødet den 16. juni, følgende udtalelse med 105 stemmer for, 2 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU glæder sig meget over indførelsen af en overnational ordning med sanktioner, som skal være virkeligt effektive, afskrækkende og stå i rimeligt forhold til overtrædelsen. Det støtter også den tilgang, Kommissionen har anlagt i meddelelsen med henblik på at opstille en række fælles minimumsstandarder, som medlemsstaterne skal overholde, når de fastlægger sanktioner for overtrædelser af reglerne vedrørende finansielle tjenesteydelser.

1.2   De rammebestemmelser, der foreslås indført, bygger på retsprincipper, som EU allerede har anvendt med gode resultater, såsom »forureneren betaler«-princippet, der her tjener til at afstemme straffen efter den skete skade og afskrække fra økonomisk kriminalitet, samt politikken for strafnedsættelse, som belønner »whistleblowers« og typisk anvendes i efterforskningen og bekæmpelsen af konkurrencebegrænsende praksis; den kan i denne sammenhæng være til særlig stor nytte på grund af den rolle, som de ansatte i finansieringsinstitutter kan spille i anmeldelsen af overtrædelser.

1.3   EØSU bifalder Kommissionens brede anvendelse af begrebet »sanktioner«, der kan bestå i såvel afgiftsforanstaltninger som foranstaltninger til genetablering af lovligheden, beslaglæggelse, erklæring af ledelsen for inhabil, ophævende foranstaltninger (såsom inddragelse af tilladelse) og økonomiske, såsom tvangsbøder og lignende.

1.4   EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvorledes der kan sættes en stopper for svigagtige finansielle aktiviteter med udgangspunkt i eller retning mod skattely og finansparadiser, som omfatter kapitalbevægelser, der påvirker det indre markeds funktion.

1.5   Konfiskation af uberettigede fortjenester og skadeserstatning bør være supplerende foranstaltninger, der kan anvendes i tilgift til den straf, som myndighederne kan pålægge. De midler, der herigennem inddrives, bør – som EØSU (1) flere gange har foreslået – tilføres en »hjælpefond for kollektive søgsmål«, som skal gøre det lettere for forbrugerorganisationerne at anlægge denne form for kollektive erstatningssager. I denne forbindelse vil EØSU (2) gerne minde Kommissionen om, at udvalget ved flere lejligheder har peget på behovet for en overnational regulering, som kan harmonisere rammerne for kollektive søgsmål.

1.6   EØSU opfordrer Kommissionen til at være opmærksom på det nødvendige i, at Den Europæiske Union underskriver internationale aftaler med tredjelande med det sigte at styrke den ekstraterritoriale effekt af den nugældende lovgivning om finansielle sanktioner, så det sikres, at den formår effektivt og afskrækkende at håndtere krænkelser af lovgivningen om finansielle tjenesteydelser.

2.   Indledning

2.1   Finanskrisen har skabt tvivl om, hvorvidt de finansielle markeders regler altid bliver overholdt og anvendt, som de burde, i hele Unionen. Desuden kan manglende håndhævelse af EU-regler i én medlemsstat få betydelige konsekvenser for det finansielle systems stabilitet og funktionsmåde i en anden medlemsstat.

2.2   I den forbindelse anmodede ECOFIN-Rådet Kommissionen og de tre tilsynsudvalg (Det Europæiske Banktilsynsudvalg - CEBS, Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger - CEIOPS og Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg - CESR) om at tage bestik af sanktionsbeføjelsernes sammenhæng, ækvivalens og faktiske anvendelse i de forskellige sektorer i medlemsstaterne.

2.3   På internationalt plan indgår en udbygning af sanktionsordningerne som et led i reformen af den finansielle sektor, hvilket blev bekræftet på topmødet i Washington den 15. november 2008 mellem G20-lederne. Endvidere indebærer Dodd-Frank-loven »Wall Street Reform and Consumer Protection Act« (juli 2010) en omfattende reform af det amerikanske finansielle system.

3.   Meddelelsen

3.1   På grundlag af ovennævnte undersøgelser og drøftelserne med medlemsstaterne fremlægger Kommissionen denne meddelelse, hvori den beskriver områder, hvor der potentielt kan opnås forbedringer, og foreslår mulige EU-foranstaltninger med henblik på at opnå større konvergens mellem sanktionsordningerne og større effektivitet. I den finansielle sektor indgår effektive sanktionsordninger som et centralt element i en tilsynsordning, som bør sikre sunde og stabile finansielle markeder såvel som beskyttelse af forbrugerne og investorerne.

3.2   For at sikre fuld anvendelse af EU-lovgivningen skal sanktionerne være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Sanktionerne kan betragtes som effektive, hvis de kan sikre overholdelse af EU-lovgivningen, som værende rimelige i forhold til overtrædelsen, hvis de i tilstrækkeligt omfang afspejler overtrædelsen og begrænser sig til det minimum, der er nødvendigt for at nå de mål, der forfølges, og som afskrækkende, hvis de afskrækker lovovertræderne fra at begå samme overtrædelse igen og andre potentielle lovovertrædere fra at begå sådanne overtrædelser.

3.3   Under den eksisterende lovgivningsramme har medlemsstaterne en betragtelig grad af frihed til at fastlægge og anvende nationale sanktioner. Denne frihed bør dog afstemmes med behovet for en effektiv og ensartet anvendelse af den europæiske lovgivning.

3.4   I dag omfatter de europæiske direktiver og forordninger vedrørende den finansielle sektor fire grupper af bestemmelser om sanktioner:

—	koordinering af beføjelserne til at anvende sanktioner mellem en række medlemsstater;

—	bestemmelser, der pålægger medlemsstaterne at anvende passende administrative sanktioner og foranstaltninger og sikre, at de er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Normalt sondres der ikke mellem undersøgelses-, forebyggelses- og modforanstaltninger;

—	sanktioner over for specifikke overtrædelser;

—	bestemmelser om, at myndighederne i visse tilfælde skal offentliggøre foranstaltningerne og sanktionerne.

3.5   Revisionen af sanktionsordningerne viser en række forskelle mellem medlemsstaterne, som kan skyldes mange forskellige faktorer, herunder forskelle mellem de nationale retssystemer, forfatningsmæssige bestemmelser, de nationale myndigheders funktionsmåde og den rolle, som administrative domstole eller straffedomstole spiller.

3.6   Kommissionen har konstateret forskelle mellem nationale sanktionsordninger og svagheder inden for følgende områder:

—	Visse kompetente myndigheder har ikke adgang til at anvende visse vigtige typer sanktionsbeføjelser over for bestemte overtrædelser.

—	Der er store forskelle mellem medlemsstaternes administrative økonomiske sanktioner (bøder), og sanktionerne er for milde i visse medlemsstater.

—	Der er forskelle med hensyn til karakteren (administrativ eller strafferetlig) af de sanktioner, som de forskellige nationale lovgivninger indeholder bestemmelser om.

—	Der er forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til anvendelsen af sanktioner.

3.7   Kommissionen mener, at forskellene inden for en række centrale områder under sanktionsordningerne kan føre til overtrædelser af EU-reglerne om finansielle tjenesteydelser, underminere forbrugerbeskyttelsen og markedets integritet, skabe konkurrenceforvridning på det indre marked, få negative virkninger for det finansielle tilsyn og i sidste ende underminere tilliden til den finansielle sektor.

3.8   Kommissionen mener, at der er behov for yderligere konvergens og styrkelse af sanktionsordningerne for at forhindre, at de finansielle markeder fungerer ineffektivt. Den foreslår derfor, at der fastsættes en række fælles minimumsstandarder med henblik på en minimumstilnærmelse mellem de nationale sanktionsordninger, som tager hensyn til følgende emner:

—	passende administrative sanktioner for overtrædelse af grundlæggende bestemmelser;

—	offentliggørelse af sanktioner;

—	administrative bøder af tilstrækkelig størrelse;

—	bestemmelser om sanktioner for både enkeltpersoner og finansieringsinstitutter;

—	kriterier, der bør tages i betragtning ved anvendelsen af sanktioner;

—	eventuel indførelse af strafferetlige sanktioner for de mest alvorlige lovovertrædelser;

—	passende mekanismer til støtte for en effektiv anvendelse af sanktioner.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   EØSU's vurdering

4.1.1   Udvalget ser meget positivt på Kommissionens meddelelse, som overordnet set anbefaler, at der udarbejdes mere effektive overnationale rammebestemmelser for at slå ned på overtrædelser begået af finansieringsinstitutter og -aktører i en tid præget af omarbejdelse af den internationale regulering af kapitalmarkedet.

4.1.2   Meddelelsen bygger på de politiske holdninger, der blev konsolideret på (især) G-20-ledernes topmøde i Washington (2008), London (2009) og Seoul (2010) og på EU's egne holdninger, som er blevet fastlagt på højeste institutionelle niveau (f.eks. oprettelsen af de finansielle tilsynsmyndigheder, reformen af direktivet om markeder for finansielle instrumenter, aftalen om hedgefonde osv.).

4.2   Nærhedsprincippet

4.2.1   Meddelelsen, som helt klart er i overensstemmelse med nærhedsprincippet, understreger, at det først og fremmest er de nationale myndigheder, som på koordineret og integreret vis skal sørge for en konsekvent håndhævelse af de gældende bestemmelser og af den kommende sanktionsordning for lovovertrædelser i sektoren for finansielle tjenesteydelser. De omhandlede sanktioner falder således alle under disse myndigheders kompetence.

4.2.2   Der kan dog også forekomme »overtrædelser på tværs af grænserne«, som begås af personer, der opererer i flere EU-lande med konsekvenser for hele det indre marked. I så fald vil det være nødvendigt:

—	klart at definere beføjelserne til at træffe afgørelse om indledningen af sanktionsproceduren for at undgå eventuel »forum-shopping«, hvor parterne vælger de nationale myndigheder, som håndhæver sanktionsbestemmelserne mildest;

—	at uddelegere opgaver og ansvarsområder til andre kompetente myndigheder, hvis visse betingelser er opfyldt;

—	undtagelsesvist at give de europæiske tilsynsmyndigheder beføjelse til at behandle disse sager, afhængigt af deres indhold.

4.2.3   En overnational indsats er berettiget, hvis der er behov for tilnærmelse mellem de nationale sanktionsordninger – administrative eller strafferetlige – hvis der konstateres alvorlige mangler eller huller, som gør dem usammenlignelige, eller hvis de håndhæves efter helt forskellige kriterier. Den enkelte medlemsstat kan vælge den strafferetlige eller administrative vej, men under overholdelse af principperne om ækvivalens og faktisk anvendelse, som fastlagt i Domstolens praksis.

4.2.4   Under hensyntagen til kompetencefordelingen mellem administrationer og retsinstanser sigter de rammebestemmelser, der foreslås indført, mod at lette anvendelsen af retsprincipper, som EU allerede anvender med gode resultater, såsom »forureneren betaler«-princippet, der her tjener til at afstemme straffen i forhold til den skete skade og afskrække fra økonomisk kriminalitet, samt politikken for strafnedsættelse, som belønner »whistleblowers«, og typisk anvendes i efterforskningen og bekæmpelsen af konkurrencebegrænsende praksis; den kan i denne sammenhæng være til særlig stor nytte på grund af den rolle, som de ansatte i finansieringsinstitutter kan spille i anmeldelsen af overtrædelser.

4.2.5   Det er klart, at hårdheden af de sanktioner og straffe, som lovovertræderne idømmes og som under alle omstændigheder skal virke afskrækkende for at forhindre nye lovovertrædelser, som et demokratisk samfund ikke kan finde sig i, skal være forenelige med en favorabel behandling i form af betydelig nedsættelse eller ophævelse af sanktionen eller straffen for personer, der samarbejder om at afsløre ulovligheder eller fastslå, om der er tale om et ulovligt forhold.

4.2.6   EØSU mener, at en afsløring eller anmeldelse – på de vilkår, der opstilles i Dodd-Frank-loven i USA – kan være et godt middel til sanering af det indre marked for finansielle tjenesteydelser, så det kan komme til at fungere bedre; dette kan ske genne indførelse af en ordning med økonomiske incitamenter, tilskyndelsesprogrammer for anmeldelse af overtrædelser af bestemmelserne om finansielle tjenester til de finansielle tilsynsmyndigheder.

4.2.7   I dette øjemed må man fjerne visse lovgivningsmæssige hindringer, som stadig findes i nogle medlemsstater og som kan forhindre denne indsats med henvisning til beskyttelsen af forretningshemmeligheder og andre fortrolighedsbestemmelser, der kan være til skade for anmelderne; under alle omstændigheder bør de ansatte garanteres beskyttelse gennem programmer for interessebeskyttelse.

4.2.8   direktivet om hvidvaskning af penge indeholder allerede bestemmelser om en sådan gunstig behandling af ansatte i finansieringsinstitutter, som anmelder mistænkelige transaktioner, og om beskyttelse mod mulige repressalier på arbejdspladsen eller af anden art.

4.3   Hvad der savnes i meddelelsen

4.3.1   Ved en gennemgang af meddelelsen kan man imidlertid konstatere, at de overtrædelser, som Kommissionen tager fat på, generelt vedrører fysiske eller juridiske personer, som kan straffes ad administrativ eller strafferetlig vej. Den tager således ikke højde for forsætlige fejl eller forsømmelser fra de offentlige myndigheders side, især de myndigheder, som har regulerings- og tilsynsbeføjelser over for finansmarkederne, skønt deres uhensigtsmæssige funktion kan påføre det indre marked og forbrugernes interesser alvorlig skade.

4.3.2   Dette gælder for eksempel den nødvendige fjernelse af de såkaldte »usynlige barrierer«, som har været og er årsag til uoverstigelige hindringer for udøvelsen af de grundlæggende økonomiske frihedsrettigheder (f.eks. misbrug af skønsbeføjelserne, når der træffes afgørelse om en persons egnethed som leder af et kredit- (3) eller forsikringsselskab, eller om uforeneligheden af aktionærers »kvalificerede deltagelse« i et finansieringsinstitut (4) osv.).

4.3.3   Ligeledes bør det fastsættes, at der i medlemsstaterne skal opstilles interne oversigter – som ikke findes i dag – for at fremhæve det ansvar, der påhviler bestyrelsesmedlemmer og direktører for finansieringsinstitutter, som på grund af deres systemiske karakter kan risikere at påføre finansmarkedernes stabilitet og forbrugerne umådelig stor skade gennem en uagtsom eller forsætlig dårlig ledelse.

4.3.4   Det er i hvert fald urimeligt, at en hvilken som helst ansat i et finansieringsinstitut - også selv om det pga. sin størrelse er irrelevant for markedet – kan straffes hårdt for korruption, svig eller hvidvaskning af penge, mens ledelsen af de pågældende institutter, som bærer skylden for de skadelige konsekvenser af overtrædelsen af de finansielle bestemmelser, slipper for strafferetlige eller administrative sanktioner, hvilket der er eksempler på i nogle medlemsstater. Der kan konstateres alvorlige mangler i de finansielle institutioners corporate governance.

4.4   Gensidighed

4.4.1   Meddelelsen anlægger i denne henseende en overdrevent »eurocentrisk« tilgang ved at fokusere på »indre« europæiske situationer uden at undersøge, hvorledes finansieringsinstitutter i tredjelande agerer, hvilket ligeledes kan påvirke det indre marked i betragtning af kapitalmarkedernes åbenhed og den relative lethed, hvormed disse institutter udøver deres virksomhed efter bestemmelserne om etableringsfrihed ved hjælp af en praksis, der tolereres, såsom »joint-ventures« eller »leap-frogging«.

4.4.2   Endvidere bør man i mangel af en fælles ordning, som ville gøre det nemmere at føre en gensidighedsbaseret politik over for tredjelande vedrørende finansielle tjenesteydelser, kræve, at de nationale myndigheder indfører tilsyns- og sanktionsmekanismer, som skal være lige så effektive og vidtgående over for finansieringsinstitutter fra tredjelande.

4.4.3   EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvorledes der kan sættes en stopper for svigagtige finansielle aktiviteter med udgangspunkt i eller retning mod skattely og finansparadiser, som omfatter kapitalbevægelser, der påvirker det indre markeds funktion.

4.4.4   I denne forbindelse giver EØSU udtryk for sin bekymring over, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad behandler aspekter vedrørende opfølgningen på tiltag, som har til formål at straffe krænkelser af den finansielle lovgivning, når sådanne indledes i tredjelande, eller det direkte eller indirekte ansvar ligger hos naturlige eller juridiske personer, som er etableret i disse lande.

4.5   Angående visse aspekter af teknisk art, skal følgende anføres:

4.5.1

EØSU bifalder Kommissionens brede anvendelse af begrebet »sanktioner«, der kan bestå i såvel afgiftsforanstaltninger som foranstaltninger til genetablering af lovligheden, beslaglæggelse, erklæring af ledelsen for inhabil, ophævende foranstaltninger (såsom inddragelse af tilladelse) og økonomiske, såsom tvangsbøder og lignende.

4.5.2

Alle sanktionsprocedurer bør som minimum baseres på principperne om legalitet, strafbarhed, strafskyldighed, ikke tilbagevirkende kraft, forbud mod »reformatio in pejus«, formodning om uskyld, proportionalitet, forbud mod dobbelt strafforfølgning, forældelsesregler, mulighed for midlertidig indstilling af retshandlingerne samt appelmulighed som et middel til at sikre effektiv retsbeskyttelse.

4.5.3

Det ville også være tilrådeligt at gøre en større indsats for at offentliggøre de sanktioner, der pålægges lovovertræderne, således at de – ud over at de selvfølgelig bekendtgøres i de respektive nationaltidender – også, afhængigt af deres alvor, kan offentliggøres i EU-Tidende eller i de skriftlige medier eller massemedier såsom Internet for overtræderens regning.

4.6   Valg af instrument

4.6.1   EØSU mener, at en afklaring af, hvilken form for retsakt Kommissionen til sin tid vil foreslå vedtaget, kan gøre det lettere at opnå disse mål om en sanktionsordning baseret på principperne om effektivitet, proportionalitet og afskrækkende virkning.

4.6.2   Skønt det ideelle ville være at vælge en forordning, bør der ikke være nogen som helst skønsmargen for dens anvendelse. I lyset af den nuværende udvikling i EU-retten er en forordning muligvis ikke det rette instrument.

4.6.3   EØSU mener, at et rammedirektiv egner sig bedre, selv om Kommission mener, at der bør foretages en minimumsharmonisering. I dette tilfælde bør bestemmelserne være tilstrækkeligt klare og indeholde præcise og ubetingede påbud, så de kan anvendes umiddelbart, som det fremgår af Domstolens retspraksis. Et sådant direktiv bør indeholde meget detaljerede bestemmelser for at sikre, at de almennyttige mål, der tilstræbes, bliver opfyldt.

4.6.4   Under alle omstændigheder bør der i forbindelse med økonomiske sanktioner tages hensyn til princippet om, at lovovertræderen ikke må opnå nogen gevinst af sin overtrædelse, og der bør opstilles fælles metoder til beregning af den ulovlige fortjeneste, der skal betales tilbage, som en yderligere foranstaltning i tilgift til den pålagte bøde.

4.6.5   Konfiskation af uberettigede fortjenester og skadeserstatning bør være supplerende foranstaltninger, der kan anvendes i tilgift til den straf, der pålægges. De midler, der herigennem inddrives, bør – som EØSU (5) flere gange har foreslået – under hensyntagen til de enkelte medlemsstaters prioriteringer tilføres en »hjælpefond for kollektive søgsmål«, som skal gøre det lettere for forbrugerorganisationer og andre organisationer med en legitim interesse at anlægge kollektive erstatningssager. I denne forbindelse vil EØSU (6) gerne minde Kommissionen om behovet for en overnational regulering, som kan harmonisere rammerne for kollektive søgsmål for at opnå et højt niveau for beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser.

4.6.6   Andre forhold, der må tages med i betragtning ved pålæggelsen af sanktioner, er lovovertrædernes personlige situation, overtrædelsens alvor, overtræderens økonomiske soliditet, overtræderens samarbejdsvilje, overtrædelsens varighed, overtrædelsens indvirkning på forbrugernes og brugernes rettigheder og legitime interesser og på andre økonomiske aktører.

4.7   Lissabontraktaten og forbrugerne

4.7.1   Skønt meddelelsen tager meget hensyn til den holdning, som forbrugerne af finansielle tjenesteydelser indtager, ved blandt andet at nævne muligheden for inden for alle retsordener at anvende kollektiv klageadgang, hvilket EØSU har støttet i flere udtalelser, anlægger den kun en passiv tilgang hertil baseret på beskyttelse mod og bekæmpelse af misbrug eller ulovlig praksis.

4.7.2   Med hensyn til anvendelsen af Lissabontraktaten, hvori princippet om deltagelsesdemokrati anerkendes som en af grundpillerne i EU's demokratiske liv, burde forbrugerne inddrages via deres mest repræsentative organisationer.

4.7.3   Den fremtidige sanktionsordning, som nu er til behandling, bør indeholde bestemmelser, som kan styrke forbrugerorganisationernes stilling på dette område. Blandt andet bør der indføres permanente kommunikationskanaler mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen, EØSU og de nævnte organisationer, og de bør sikres offentlig finansiering med henblik på en mere effektiv tidlig varsling af potentielle trusler mod finansmarkedernes stabilitet og for at fremme udarbejdelsen af regler, som kan holde trit med den hastige udvikling af produkter og praksis på markedet under hensyntagen til de konsekvenser, som indførelsen af sanktioner mod finansieringsinstitutter kan få for deres kunder.

4.7.4   På denne måde ville man sideløbende med beskyttelsen mod og bekæmpelsen af de skadevoldende overtrædelser af reglerne i den finansielle sektor kunne anlægge en forebyggende tilgang, hvilket kan vise sig at være langt mere effektivt.

4.7.5   EØSU tillægger det stor betydning, at der oprettes et europæisk agentur til beskyttelse af forbrugerne af finansielle tjenester, og peger igen (7) på nødvendigheden af at undersøge muligheden for i det europæiske retssystem at nedsætte en myndighed svarende til den, der er blevet indført i USA med Dodd-Frank Act (Bureau of Consumer Financial Protection).

4.7.6   Derfor foreslår EØSU Kommissionen at benytte perioden til forberedelse af det kommende forslag til at gennemføre eller nyvurdere undersøgelser af bedste praksis i EU vedrørende forbrugerbeskyttelse af finansielle tjenesteydelser, som kan benyttes som udgangspunkt for udformning af juridiske instrumenter, der sikrer et højt beskyttelsesniveau for samtlige brugere af finansielle tjenesteydelser. Dette høje beskyttelsesniveau for brugere af finansielle tjenesteydelser er genstand for et mandat, som er nedfældet i charteret om grundlæggende rettigheder, og som henvender sig til samtlige EU-institutioner.

---

(1)  EUT C 162 af 25.6.2008, s. 1-19 og EUT C 175 af 28.7.2009, s. 20-25.

(2)  EUT C 324 af 30.12.2006, s. 1.

(3)  Artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14.6.2006, EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1.

(4)  Artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF af 5.9.2007, EUT L 247 af 21.9.2007, s. 1.

(5)  Jf. fodnote 1.

(6)  Jf. fodnote 2.

(7)  EUT C 107 af 6.4.2011, s. 21.

---