25.8.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 248/87

1.1

EØSU glæder sig over den interesse, Kommissionen udviser ikke blot i denne meddelelse, men også i dokumenterne vedrørende Europa 2020-strategien og Single Market Act (retsakten om det indre marked) for styrkelsen af de politiske, lovgivningsmæssige og administrative procedurer, som skal sikre, at EU-lovgivningen udarbejdes og håndhæves mere rationelt og hensigtsmæssigt igennem hele processen lige fra selve udformningen til gennemførelsen ved medlemsstaternes kompetente instanser samt den afslutningsvise evaluering af slutbrugernes overholdelse.

1.2

EØSU forstår imidlertid ikke behovet for at indføre et nyt begreb i stedet for »bedre lovgivning«, medmindre det er fordi, der er tale om en udelukkende politisk meddelelse.

1.3

EØSU glæder sig over, at der i denne meddelelse indgår forskellige forslag, som stammer fra udvalgets udtalelser. Derfor glæder udvalget sig over den erklærede hensigt om at forbedre overvågningen af nærheds- og proportionalitetsprincipperne, at gøre konsekvensanalyser mere præcise, sikre at ex post-evalueringer bliver mere strategiske og integrerede samt involvere medlemsstaterne og deres parlamenter mere aktivt, give dem større ansvar og tilbyde dem støtte i deres eget arbejde på lovgivningsområdet. Udvalget er især tilfreds med forslaget om at sikre større deltagelse fra borgernes og andre interesserede parters side i udarbejdelsen, gennemførelsen og håndhævelsen af EU-lovgivningen, navnlig takket være forlængelsen af perioden for offentlige høringer og gennem overtrædelsesprocedurernes forenkling og effektivisering.

1.4

EØSU mener dog, at meddelelsen ikke – som man kunne ønske – bidrager tilstrækkeligt til konkretiseringen af de juridiske aspekter for iværksættelsen af Europa 2020-strategien eller blot til anvendelsen af de foranstaltninger, der prioriteres under Single Market Act.

1.5

EØSU finder det altafgørende, at meddelelsen ledsages af et egentligt handlingsprogram, der fastsætter målsætninger og midler, identificerer instrumenter, evaluerer konsekvenser, definerer valgmuligheder og fastlægger cost-benefit-forholdet, hvilket forudsætter en bred debat med civilsamfundet i EU samt på nationalt, regionalt og lokalt niveau.

1.6

EØSU opfordrer derfor Kommissionen til i kommende meddelelser at tage nøje hensyn til de overordnede retningslinjer, nedfældet i denne udtalelse og begrunde de holdninger, den har haft på området i en årrække.

1.7

EØSU finder navnlig, at der er behov for en klarere definition af følgende aspekter: hvordan de forudgående konsekvensanalyser skal gennemføres af de EU-institutioner, der har et ansvar herfor; sammensætningen og karakteren af den instans, der skal overvåge konsekvensanalyserne; de anvendte parametre, navnlig for så vidt angår indvirkningen på de grundlæggende rettigheder; hvordan man kan sikre større transparens. Sektorer som finans, sundhed, og social sikring bør også behandles mere detaljeret og sektorspecifikt; endvidere er der behov for at få klarlagt prioriteringskriterierne, mekanismerne til evaluering og behandling af klager, Kommissionens muligheder for på eget initiativ at afsløre traktatbrud samt værktøjerne til at forbedre de nationale domstoles og andre supplerende instrumenters funktionsmåde.

1.8

Endelig mener EØSU, at Kommissionen har overset en række vigtige aspekter, og opfordrer til, at disse bliver overvejet nøje og specifikt indarbejdet. Det gælder nærmere bestemt følgende: indikatorer og parametre for evaluering af juridiske teksters kvalitet; praktiske foranstaltninger til forenkling af lovgivningen; den uforklarlige manglende foretrækkelse af forordningen som instrument, navnlig for at opnå fuld harmonisering i anliggender, der vedrører fuldendelsen af det indre marked; den utilgivelige udeladelse af valgfrie ordninger; betydningen af selvregulering og samregulering; det overraskende fravær af enhver henvisning til det yderst vigtige arbejde, der er udført under den fælles referenceramme, og til de forslag, der lige nu behandles om større harmonisering af den europæiske aftaleret.

1.9

Meddelelsens svageste punkt er dens behandling af spørgsmålene vedrørende anvendelsen af EU-lovgivningen. Derfor opfordrer udvalget Kommissionen til grundigt at overveje årsagerne og de vigtigste grunde til den generelt mangelfulde anvendelse af EU's regelværk, som bekræftes hvert eneste år i rapporter om selvsamme emne. EØSU vil også bede Kommissionen tage højde for de mange bidrag og henstillinger, udvalget er kommet med i forskellige udtalelser, samt foretage en systematisk gennemgang af de foranstaltninger, der er behov for, for at kunne gennemføre en radikal ændring af den aktuelle situation.

2.1

I henhold til foreliggende meddelelse bør »smart regulering« opfattes som regulering:

2.2

Kommissionen mener, ligesom dens repræsentant understregede gentagne gange på de forberedende møder for nærværende EØSU-udtalelse, at der blot er tale om et politisk og ikke et teknisk dokument. Det betyder, at det ikke tjener noget formål at forvente, at det skal kunne give en klar definition af »smart regulering«.

2.3

Det nuværende initiativ om »smart regulering« er imidlertid efterfølgeren af forsøget på »bedre lovgivning«, som EU-institutionerne generelt og især Kommissionen har brugt særligt mange kræfter på i de seneste 10 år, ligesom EØSU, der altid har støttet og opmuntret til initiativet, hvilket tydeligt fremgår af en række udtalelser (1).

3.1

Det nuværende billede af EU-lovgivningen forudsætter grundige overvejelser om udformning, udarbejdelse, gennemførelse og håndhævelse. Lignende overvejelser bør gøres for så vidt angår revision og forenkling.

3.2

EØSU mener, at emnet fortjener en bred diskussion, hvor civilsamfundet også inddrages. Ikke blot fordi, det er civilsamfundet, der vil mærke konsekvenserne af EU-lovgivningen, men også fordi dets deltagelse kan have afgørende betydning for en ønskelig forbedring af den eksisterende lovgivningsmæssige ramme.

3.3

På den baggrund virker det som om, at meddelelsen - der blot er et politisk dokument - ikke formår at leve op til forventningerne. Det indeholder ganske vist fine forslag og gode hensigter, men mangler konkrete foranstaltninger og effektive instrumenter.

3.4

Overordnet set kan man hævde, at fordi der er tale om et udelukkende politisk dokument, skal det suppleres med et egentligt program, der indeholder målsætninger, konkretiserer de foreslåede foranstaltninger, identificerer de nødvendige instrumenter og evaluerer følgerne. Programmet bør indeholde såvel muligheder som cost-benefit-forholdet.

3.5

EØSU ser meget positivt på den analyse, som ligger til grund for meddelelsen, og de målsætninger, den foreslår. Udvalget forstår ikke, hvorfor man vil ændre begrebet fra »bedre regulering« til »smart regulering«, medmindre det er fordi, der er tale om et udelukkende politisk dokument.

3.6

EØSU finder det derfor nyttigt at gentage, hvad det mener der skal til på dette område:

4.1

De særlige bemærkninger bør fremhæve en række positive aspekter i meddelelsen, som bør hilses velkommen og få opbakning.

4.2

Hertil hører først og fremmest målet om at forbedre kontrollen af nærheds- og proportionalitetsprincipperne og at højne kvaliteten i de juridiske tekster, navnlig gennem grundigere konsekvensanalyser.

4.3

Men også intensionerne om at fortsætte programmerne til forenkling af lovgivning og nedbringelse af den unødvendige administrative byrde med mindst 25 %.

4.4

Prisværdig er også idéen om en mere strategisk og integreret ex post-evaluering, som ikke blot tager højde for det eksisterende juridiske rammearbejde, men også ser på de relevante økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser og ikke kun på hvert enkelt lovgivningsinitiativ isoleret set.

4.5

Navnlig hilses alle de initiativer velkommen, der går ud på at opmuntre medlemsstaterne til at påtage sig deres ansvar i den lovgivningsmæssige proces ved at inddrage de nationale parlamenter som følge af deres nye beføjelser i henhold til TEUF i forbindelse med forberedelse af de juridiske tekster og navnlig for så vidt angår bestemmelserne i artiklerne 8 og 13.

4.6

Udvalget glæder sig således over, at Kommissionen er rede til ikke blot at yde støtte til de respektive organer i medlemsstaterne, der er med til at gennemføre og håndhæve EU's regelværk, men også at sikre borgernes og andre interesserede parters deltagelse i de drøftelser, der skal foregå i de enkelte medlemsstater som led i forberedelsen, gennemførelsen og omsætningen af EU-lovgivningen i national lovgivning.

4.7

Udvalget glæder sig navnlig over, at Kommissionen er fast besluttet på at smidiggøre procedurerne i forbindelse med overtrædelser samt opstilling af prioriteter uden at glemme SOLVIT's rolle, da der er brug for et frisk pust og større udbredelse og troværdighed blandt de interesserede.

4.8

Hvad der er særligt prisværdigt, er forlængelsen af den generelle frist for offentlige høringer fra 8 til 12 uger »for at alle de interesserede parter i højere grad kan komme til orde«. EØSU mener, at denne foranstaltning hænger uløseligt sammen med indholdet i Lissabontraktatens artikel 11 som et bidrag til at opnå deltagelsesdemokrati i EU.

4.9

EØSU forstår grundene til, at Kommissionen mener, at det ansvarlige interne udvalg fortsat skal overvåge konsekvensanalyserne. Ikke desto mindre bør man også lytte til de argumenter, der blev fremført under den offentlige høring og som taler for, at overvågningen skal varetages af en uafhængig, ekstern instans. Alternativt kunne man forestille sig at oprette en intern instans med repræsentanter fra samtlige medlemsstater. Uanset hvilken model der vælges, bør man styrke mandatet for Udvalget for Konsekvensanalyse gennem en forpligtelse til at gennemføre konsekvensanalyser. Udvalget for Konsekvensanalyser har under alle omstændigheder ikke beføjelser til at blokere en konsekvensanalyse og dermed bremse et dertil knyttet lovgivningsforslag, såfremt analysen afslører grundlæggende mangler i det gennemførte undersøgelsesarbejde. Det er emner, der fortjener at blive drøftet i detaljer, eftersom der – som Kommissionen udtrykker det – er tale om »en central faktor i denne ordning«.

4.10

Desuden konkluderede Den Europæiske Revisionsret i en nylig rapport, at Kommissionen ikke finder, det er nødvendigt at sende udkast til konsekvensanalyser til høring til trods for de interesserede parters talrige anmodninger herom. En høring om udkast til konsekvensanalyser kan medvirke til en forbedret proces set fra de interesserede parters perspektiv og dermed være med til at sikre, at »det bedste produkt« indføres i processen for fælles lovgivning, hvor Ministerrådet og Europa-Parlamentet er inddraget.

4.11

Revisionsretten oplyste endvidere i selv samme rapport, at en af svaghederne i EU's konsekvensanalysesystem faktisk er, at hverken Europa-Parlamentet eller Ministerrådet foretager en systematisk analyse af deres egne ændringers følger. EØSU opfordrer derfor Rådet og Europa-Parlamentet til at udarbejde og offentliggøre læservenlige sammendrag af deres egne konsekvensanalyser samt at overholde den interinstitutionelle aftale (2).

4.12

Meddelelsen redegør ikke for, hvilke parametre der kan anvendes i de konsekvensanalyser, man ønsker at gennemføre (3).

4.13

For så vidt angår større gennemsigtighed i systemet bør Kommissionen anføre, hvordan og med hvilke nye midler, den har til hensigt at opfylde dette mål.

4.14

Med hensyn til evaluering af følgerne for de grundlæggende rettigheder vil det være en god idé, at Kommissionen præciserer, hvordan og med hvilke midler den har til hensigt også at opnå dette mål.

4.15

Den aktuelle finanskrise har bevist, at der er behov for at nytænke markedsaktørernes regulerende rolle. Samtidig bør den nye opgave, der går ud på at lave »smart regulering«, udføres såvel sektor for sektor som på tværs af sektorerne, og meddelelsen bør være særligt opmærksom på sektorerne for finans, sundhed og social sikkerhed.

4.16

For så vidt angår udøvelsen af beføjelser i forbindelse med overtrædelser, navnlig de »interne organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige for effektivt og upartisk at udføre denne opgave i overensstemmelse med traktaten« (4), foreslår udvalget, at Kommissionen redegør for prioriteringskriterier, evalueringsmekanismer, behandling af klager, Kommissionens muligheder for på eget initiativ at afsløre traktatbrud, værktøjer til at forbedre de nationale domstoles og andre supplerende instrumenters funktionsmåde (SOLVIT, FIN-NET, ECC-NET, som er alternative og udenretslige midler).

4.17

Med hensyn til forbedringen af de juridiske teksters kvalitet savnes oplysninger om indikatorer og parametre til brug ved en evaluering.

4.18

Med hensyn til lovgivningens forenkling mangler der referencer til konkrete midler, der ellers synes indlysende såsom:

4.19

Der mangler en klar anerkendelse af muligheden for at vælge »forordningsinstrumentet« frem for direktiver til trods for, at denne fremgangsmåde indgår i 2020-strategien.

4.20

Der er ingen forbindelse mellem det yderst vigtige arbejde, der er udført under den fælles referenceramme og Kommissionens nylige forslag, der lige nu behandles om større harmonisering af den europæiske aftaleret (5).

4.21

Der findes ingen henvisning til behovet for på systematisk vis at opfatte »den 28. ordning« som initiativer, der omfattes af »bedre lovgivning« (6).

4.22

Det er ligeledes overraskende, at meddelelsen ikke omtaler betydningen af selvregulering og medregulering og den forudgående nødvendige overvejelse af, hvad der med held kunne løses under »soft law« i stedet for at anvende en regulering.

4.23

Meddelelsens svageste punkt er dens behandling af spørgsmålene vedrørende anvendelsen af EU-lovgivningen. EØSU ønsker i den forbindelse at henlede opmærksomheden på sine udtalelser (7) på området og på konklusionerne fra den seneste konference afholdt under det belgiske formandskab om emnet (8).

4.24

Særlig vigtig i den forbindelse er Kommissionens beretning af 1. oktober 2010 (9) om kontrol med gennemførelsen af EU-retten, der på trods af en lille forbedring i forhold til forrige år viser, at et gennemsnit på 51 % af de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger er forsinkede, og at det i gennemsnit tager 24 måneder at afslutte overtrædelsesprocedurerne.

4.25

I den forbindelse undlader Kommissionen at henvise til nogle af de vigtigste årsager til den generelt mangelfulde anvendelse af EU's regelværk i medlemsstaterne, noget EØSU ofte har pointeret, og som kun kan forklares ved den kendsgerning, at der er tale om et udelukkende politisk dokument. Ikke desto mindre og som følge af dokumentets betydning inden for rammerne af smart regulering er det vigtigt at minde om følgende:

4.26

Kommissionens tiltag bør først og fremmest koncentrere sig om information og uddannelse af de nationale offentlige myndigheder, navnlig dem, der har det største ansvar for EU-lovgivningens anvendelse i medlemsstaterne. På dette område bør man intensivere oplysning og uddannelse af dommere og andre aktører inden for retsvæsenet, som i sidste ende er dem, der har ansvaret for at fortolke og anvende lovgivningen i konkrete sager, hvor der er opstået tvister.