Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010PC0597

    Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) nr. .../... om ændring af forordning (EF) nr. 648/2004, hvad angår anvendelsen af fosfater og andre fosforholdige stoffer i husholdningsvaskemidler

    /* KOM/2010/0597 endelig udg.- COD 2010/0298 */

    52010PC0597

    Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) nr. .../... om ændring af forordning (EF) nr. 648/2004, hvad angår anvendelsen af fosfater og andre fosforholdige stoffer i husholdningsvaskemidler /* KOM/2010/0597 endelig udg.- COD 2010/0298 */


    [pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN |

    Bruxelles, den 4.11.2010

    KOM(2010) 597 endelig

    2010/0298 (COD)

    Forslag til

    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) nr. .../...

    om ændring af forordning (EF) nr. 648/2004, hvad angår anvendelsen af fosfater og andre fosforholdige stoffer i husholdningsvaskemidler

    (EØS-relevant tekst)

    SEK(2010) 1278 SEK(2010) 1277

    BEGRUNDELSE

    BAGGRUNDEN FOR FORSLAGET

    Generel baggrund

    Fosfater anvendes i vaske- og rengøringsmidler for at reducere vandets hårdhed og gøre midlerne effektive. Den mest anvendte type fosfat i vaske- og rengøringsmidler er trinatriumpolyfosfat (STPP), der sammen med overfladeaktive stoffer gør vaske- og rengøringsmidlerne effektive i alle vaskeprocesser.

    STPP har specielt følgende funktioner i vaske- og rengøringsmidler:

    - effektiv sekvestrering af hårdhedssalte (og opløsning af dem)

    - fjernelse og forebyggelse af belægning på fibre

    - forbedring af vaskeprocessen

    - bærer for andre indholdsstoffer i vaske- og rengøringsmidler.

    Fosfater i vaske- og rengøringsmidler kan bidrage til en række skadelige virkninger på vandmiljøet. Det største problem er, at de kan medføre alt for mange næringsstoffer og dermed hurtigere algevækst og udvikling af højere former for planteliv, som vil forstyrre den biologiske ligevægt. Dette fænomen kaldes eutrofiering. Der findes alternative vandblødgørende midler, som dog ikke er lige virkningsfulde, især når det gælder mere krævende rengøringsopgaver.

    Forordning (EF) nr. 648/2004 om vaske- og rengøringsmidler harmoniserer markedsføringen af vaske- og rengøringsmidler, men kun med hensyn til mærkningen af midlerne og bionedbrydeligheden af de overfladeaktive stoffer, de indeholder. På grund af eutrofieringsproblemet blev der dog også fastsat følgende i forordningens artikel 16: " Kommissionen [foretager] en evaluering og forelægger en rapport og om fornødent et lovgivningsmæssigt forslag om anvendelse af fosfater med henblik på gradvis udfasning eller begrænsning til særlige anvendelser ". Kommissionen fremlagde rapporten i 2007 og konkluderede, at den foreliggende viden om, i hvilken udstrækning fosfater i vaske- og rengøringsmidler bidrager til eutrofiering, stadig var utilstrækkelig, men under hastig udvikling[1]. Yderligere videnskabeligt arbejde, der er udført senere, samt oplysninger om eventuelle begrænsningers økonomiske og sociale virkninger, har dannet grundlag for en konsekvensanalyse af en række politiske løsningsmodeller med hensyn til anvendelsen af fosfater i vaske- og rengøringsmidler.

    Begrundelse og formål

    Forslaget tager på baggrund af konklusionerne af de evalueringer og den konsekvensanalyse, som Kommissionen har foretaget i henhold til artikel 16 i forordning (EF) nr. 648/2004, sigte på at ændre forordning (EF) nr. 648/2004 om vaske- og rengøringsmidler ved at indføre en begrænsning af indholdet af fosfater og andre fosforholdige stoffer i husholdningsvaskemidler for at mindske vaskemidlernes bidrag til den samlede eutrofiering af EU's overfladevand.

    Som følge af Lissabon-traktatens ikrafttræden skal bestemmelserne i forordning (EF) nr. 648/2004 om Kommissionens beføjelser til at vedtage ikke-lovgivningsmæssige retsakter af generel karakter for at supplere eller ændre visse af forordningens ikke-lovgivningsmæssige elementer tilpasses efter kravene i artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

    Det overordnede mål er at sikre en høj beskyttelse af miljøet mod de potentielle skadelige virkninger af fosfater og andre fosforholdige stoffer i vaske- og rengøringsmidler og at sikre et velfungerende indre marked for vaske- og rengøringsmidler.

    Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål

    Dette forslag er i fuld overensstemmelse med målsætningerne i vandrammedirektivet (direktiv 2000/60/EF), som pålægger medlemsstaterne at sikre, at overfladevandet er i en god økologisk og kemisk tilstand senest i 2015, og desuden pålægger dem at udarbejde indsatsprogrammer – f.eks. vandområdeplaner – som i givet fald kan omfatte en omkostningseffektiv og proportionel obligatorisk indsats eller frivillige aftaler om at begrænse fosfater i vaske- og rengøringsmidler for at løse eutrofieringsproblemet i disse områder.

    For at bekæmpe eutrofiering, der skyldes, at fosfater fra et andet land kommer ind i vandmiljøet, har de berørte medlemsstater iværksat en samordnet indsats som led i vandområdeplanerne i vandrammedirektivet eller indført regionale samarbejdsstrategier i nogle følsomme EU-områder, såsom Østersøen eller Donau-bækkenet, men arbejdet er hidtil kun skredet langsomt frem. Forslaget er således en supplerende foranstaltning, som er af væsentlig betydning for, at det regionale samarbejdsinitiativ til bekæmpelse af det grænseoverskrivende eutrofieringsproblem, kan blive en succes.

    Forslaget supplerer også direktiv 91/271/EØF om rensning af byspildevand, der tager sigte på at begrænse koncentrationerne af næringsstoffer, såsom kvælstof og fosfor, i overfladevand for at modvirke eutrofiering.

    HØRING AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSE

    Høring af interesserede parter og ekspertbistand

    Kommissionen indledte en række undersøgelser med henblik på at fastslå, om det ville være rimeligt at begrænse fosfater i vaske- og rengøringsmidler for at mindske eutrofieringen i EU: WRc 2002[2], INIA - Pan-European Assessment of the Eutrophication Risk Associated to the Use of Phosphates in Detergents[3], rapport udarbejdet af en ekstern konsulent (RPA). Disse undersøgelser dannede grundlag for yderligere konsultationer med medlemsstaterne, industrien [European Fosfates Producer Industry (CEEP); International Association for Soaps, Detergents and Maintenance Products (A.I.S.E.); European Zeolites Producers Association (EUZEPA)] og miljøorganisationer [Verdensnaturfonden (WWF); Kontoret for de Europæiske Forbrugerorganisationer (BEUC)] under møder i arbejdsgruppen af kompetente myndigheder med ansvar for gennemførelsen af forordningen om vaske- og rengøringsmidler – også kaldet "arbejdsgruppen vedrørende vaske- og rengøringsmidler" – nemlig i november 2006, juli og december 2007, juli 2008, februar og november 2009.

    Der blev i 2009 gennemført en særlig høring af små og mellemstore producenter af vaske- og rengøringsmidler via "Enterprise Europe Network" med det formål at opnå større indsigt i den nuværende anvendelse af fosfater og alternativer ved formuleringen af vaske- og rengøringsmidler og fastslå, hvilke virkninger potentielle begrænsninger af fosfater ville få for disse SMV.

    Konsekvensanalyse

    Analysen af de forskellige modellers indvirkning er blevet gennemført under hensyn til resultaterne af den videnskabelige undersøgelse af, hvorledes fosfater i vaske- og rengøringsmidler bidrager til eutrofieringsrisikoen i EU, samt effektivitetskriterierne (herunder anvendelighed, socioøkonomiske virkninger og kontrolmuligheder). Oplysningerne stammer især fra INIA-undersøgelsen vedrørende eutrofieringsrisiciene i forbindelse med fosfater i vaske- og rengøringsmidler og RPA-rapporten om zeoliter og andre indholdsstoffer som alternativer til STPP, samt VKSM's bemærkninger til evalueringen af disse rapporter og yderligere direkte konsultationer med de berørte parter.

    Der er foretaget en konsekvensanalyse af fem løsningsmodeller:

    - Model 1: Ingen tiltag på EU-plan. Ansvaret for at gribe ind ligger hos medlemsstaterne eller inden for rammerne af det regionale samarbejde (referencemodel)

    - Model 2: Frivillige foranstaltninger fra industriens side

    - Model 3: Totalt forbud mod fosfater i vaske- og rengøringsmidler

    - Model 4: Begrænsning af fosfatindholdet i vaskemidler

    - Model 5: Fastsættelse af grænseværdier for fosfatindholdet i vaske- og rengøringsmidler.

    Evalueringen og analysen af løsningsmodellernes konsekvenser viser, at indførelse af en begrænsning i brugen af fosfater og andre fosforholdige stoffer i husholdningsvaskemidler på EU-plan, vil medføre, at fosfater i vaske- og rengøringsmidler bidrager mindre til risikoen for eutrofiering af vandmiljøet i EU og vil reducere omkostningerne ved fjernelse af fosfor i spildevandsrensningsanlæg. Disse omkostningsbesparelser opvejer i vid udstrækning omkostningerne ved reformulering af husholdningsvaskemidler med alternativer til fosfater. Derimod vil det ikke for øjeblikket være berettiget at indføre EU-dækkende begrænsninger for maskinopvaskemidler eller for vaske- og rengøringsmidler til anvendelse i institutioner eller til erhvervsformål, fordi de foreliggende alternativer generelt ikke kan opfylde de større tekniske krav, der stilles i forbindelse med disse anvendelsesformål.

    FORSLAGETS RETLIGE ASPEKTER

    Retsgrundlag

    Retsgrundlaget for forslaget er artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUF-traktaten). Artikel 114 har til formål at etablere et indre marked samtidig med, at der sikres et højt beskyttelsesniveau med hensyn til folkesundheden og miljøet.

    Nærhedsprincippet

    Nærhedsprincippet, der er fastsat i artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, gælder, da forslaget ikke falder ind under EU's enekompetence.

    Målet, som består i at sikre, at fosfater i vaske- og rengøringsmidler bidrager mindre til risikoen for eutrofiering af EU's vandmiljø samtidig med, at der opretholdes et velfungerende indre marked for vaske- og rengøringsmidler, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene, og foranstaltninger på EU-plan vil af nedenstående årsager være mere effektive:

    - Nogle medlemsstater har i overensstemmelse med artikel 14 i forordning (EF) nr. 648/2004 truffet nationale foranstaltninger med forskellige afskæringsværdier for at begrænse anvendelsen af fosfater og/eller andre fosforholdige stoffer, hovedsagelig i husholdningsvaskemidler. Der findes ingen fælles teknisk specifikation i EU, og dette fragmenterer EU-markedet for vaskemidler.

    - Det nuværende regionale samarbejde mellem medlemsstaterne i forbindelse med Østersøstrategien og Donau-bækkenet er hidtil skredet temmelig langsomt frem på dette område, og de EU-medlemsstater, der samarbejder om disse regionale strategier, har gentagne gange opfordret til, at der træffes harmoniserede EU-foranstaltninger.

    - I overensstemmelse med nærhedsprincippet opretholder forordningsforslaget medlemsstaternes nuværende mulighed for at fastsætte nationale regler for fosfater i maskinopvaskemidler og vaske- og rengøringsmidler til erhvervsformål, forudsat at dette er begrundet i særlige forhold, såsom store eutrofieringsrisicici eller hensynet til vandmiljøet på medlemsstaternes område. På nuværende tidspunkt er det kun få medlemsstater, der har indført eller har planer om at indføre begrænsninger for fosfater i maskinopvaskemidler, hvilket kun har meget ringe indvirkning på det indre marked for disse midler.

    Proportionalitetsprincippet

    I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet går forslaget ikke videre end nødvendigt for at nå de tilsigtede mål, jf. artikel 3, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union.

    I betragtning af at der ikke for øjeblikket findes velegnede tekniske og økonomiske alternativer til fosfater i andre typer vaske- og rengøringsmidler end vaskemidler, og at vaskemidler er største bidragyder til den samlede miljøbelastning fra fosfater i vaske- og rengøringsmidler, begrænser forslaget ikke fosfatindholdet i andre typer vaske- og rengøringsmidler.

    Reguleringsmiddel

    Det valgte reguleringsmiddel er en forordning, da den tager sigte på at harmonisere indholdet af fosfater og andre fosforholdige stoffer i husholdningsvaskemidler. Den ændrer den eksisterende forordning om vaske- og rengøringsmidler.

    Forslagets vigtigste bestemmelser

    Forslaget udvider anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 648/2004 for at give mulighed for indførelse af en begrænsning af indholdet af fosfater og andre fosforholdige stoffer i vaske- og rengøringsmidler (ændringer til artikel 1 og 4).

    Det skal bemærkes, at alternativer til fosfater i husholdningsvaskemidler undertiden indeholder andre fosforholdige stoffer, især fosfonater. Det er derfor umuligt at fjerne fosfor helt fra vaske- og rengøringsmidler. På den anden side findes der mange forskellige fosfater og fosforholdige stoffer, og det skal sikres, at det ikke bliver nemt at omgå det tilsigtede forbud mod fosfater. I forordningsforslaget fastsættes der derfor en samlet vægtgrænse på 0,5 % for fosforindholdet i husholdningsvaskemidler, som omfatter alle fosfater og fosforholdige stoffer. Forslaget begrænser foreløbigt kun indholdet af fosfater og andre fosforholdige stoffer i husholdningsvaskemidler, indtil der foreligger teknisk og økonomisk mulige alternativer til fosfater i andre typer vaske- og rengøringsmidler (det foreslåede nye bilag VIa).

    Med hensyn til maskinopvaskemidler, der er beregnet til husholdningsformål, og som indeholder fosfater, foreslås det, at Kommissionen får til opgave at vurdere deres bidrag til eutrofieringsrisikoen inden fem år efter vedtagelsen af den foreslåede retsakt, at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport (ændring af artikel 16) og eventuelt at foreslå begrænsninger i fosfatindholdet ved at tilpasse det nye bilag VIa til den tekniske udvikling.

    Forslaget indeholder også en tilpasning af de gældende bestemmelser i forordning (EF) nr. 648/2004, så Kommissionen bemyndiges til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (ændring af artikel 13).

    Endelig opretholder den foreslåede retsakt den eksisterende bestemmelse om, at medlemsstaterne kan fastsætte nationale regler for at begrænse indholdet af fosfater og fosforholdige stoffer i vaske- og rengøringsmidler, undtagen i husholdningsvaskemidler, hvis det er berettiget ud fra miljømæssige hensyn (ændring af artikel 14).

    BUDGETMÆSSIGE VIRKNINGER

    Forslaget har ingen virkninger for Den Europæiske Unions budget.

    YDERLIGERE OPLYSNINGER

    - Den foreslåede retsakt er relevant for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

    - Forslaget er omfattet af WTO's TBT-aftale, og skal derfor anmeldes til WTO.

    - 2010/0298 (COD)

    Forslag til

    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) nr. .../...

    om ændring af forordning (EF) nr. 648/2004, hvad angår anvendelsen af fosfater og andre fosforholdige stoffer i husholdningsvaskemidler

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

    efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

    under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[4],

    under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget[5],

    efter den almindelige lovgivningsprocedure og

    ud fra følgende betragtninger:

    1. I henhold til artikel 16 i forordning (EF) nr. 648/2004 har Kommissionen i sin rapport til Rådet og Europa-Parlamentet foretaget en evaluering af anvendelsen af fosfater i vaske- og rengøringsmidler[6]. På baggrund af yderligere undersøgelser har Kommissionen konkluderet, at anvendelsen af fosfater i husholdningsvaskemidler bør begrænses for at mindske deres bidrag til eutrofieringsrisikoen og for at reducere omkostningerne ved fjernelse af fosfater i spildevandsrensningsanlæg. Disse omkostningsbesparelser opvejer omkostningerne ved at reformulere husholdningsvaskemidler med alternativer til fosfater.

    2. Effektive alternativer til fosfatbaserede husholdningsvaskemidler kræver små mængder af andre fosforholdige stoffer, nemlig fosfonater, der kan være skadelige for miljøet, hvis de anvendes i stigende mængder.

    3. Samspillet mellem fosfater og andre fosforholdige stoffer gør det nødvendigt, at begrænsningens omfang og niveau fastsættes omhyggeligt. Begrænsningen bør gælde for alle fosforholdige stoffer for at undgå, at de pågældende fosfater blot erstattes af andre fosforholdige stoffer. Grænsen for fosforindholdet skal være så lav, at den forhindrer markedsføring af fosfatbaserede formuleringer af husholdningsvaskemidler, og samtidig så høj, at den tillader den mindstemængde fosfonater, der er nødvendig for alternative formuleringer.

    4. I betragtning af, at målet med den foranstaltning, der skal træffes, nemlig at reducere bidraget fra fosfater i vaske- og rengøringsmidler til eutrofieringsrisikoen, og at reducere omkostningerne ved fjernelse af fosfor i spildevandsrensningsanlæg, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne alene, idet nationale foranstaltninger med forskellige tekniske specifikationer ikke kan påvirke vandkvaliteten på tværs af nationale grænser, og at det derfor bedre kan nås på EU-plan, kan EU træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, som fastsat i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, som fastsat i denne artikel, går denne forordning ikke videre end nødvendigt for at nå det pågældende mål.

    5. Begrænsningerne i anvendelsen af fosfater og andre fosforholdige stoffer i husholdningsvaskemidler bør ikke udvides til at omfatte maskinopvaskemidler, der anvendes til husholdningsformål eller i institutioner og til erhvervsformål, fordi der endnu ikke findes velegnede teknisk og økonomisk mulige alternativer til fosfater i disse midler.

    6. Af hensyn til læsbarheden bør forordning (EF) nr. 648/2004 indeholde en definition af "rengøring" i stedet for en henvisning til den relevante ISO-standard.

    7. Kommissionen bør bemyndiges til at vedtage delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med henblik på ændring af bilagene til denne forordning.

    8. Medlemsstaterne bør fastlægge regler om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og sikre, at de gennemføres. Disse sanktioner bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

    9. Anvendelsen af den begrænsning, der er fastsat i denne forordning, bør udskydes for at give aktørerne, især små og mellemstore virksomheder, mulighed for at reformulere deres fosfatbaserede husholdningsvaskemidler med alternativer som led i deres normale reformuleringsproces for at reducere omkostningerne mest muligt.

    10. Forordning (EF) nr. 648/2004 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    I forordning (EF) nr. 648/2004 foretages følgende ændringer:

    11. Artikel 1, stk. 2, tredje og fjerde led, affattes således:

    "- supplerende mærkning af vaske- og rengøringsmidler, herunder allergene parfumestoffer

    - oplysninger, som fabrikanterne skal stille til rådighed for medlemsstaternes kompetente myndigheder og lægeligt personale

    - begrænsninger i indholdet at fosfater og andre fosforholdige stoffer i vaske- og rengøringsmidler."

    12. Artikel 2, nr. 3, affattes således:

    "3. "Rengøring": den proces, hvorved snavs løsnes fra materialet og opløses eller dispergeres."

    13. Som artikel 4a indsættes:

    "Artikel 4a

    Begrænsninger i indeholdet af fosfater og andre fosforholdige stoffer

    Vaske- og rengøringsmidler, der er opført i bilag VIa, og som ikke opfylder de i dette bilag fastlagte begrænsninger med hensyn til indhold af fosfater og andre fosforholdige stoffer, må ikke markedsføres fra det i dette bilag anførte tidspunkt."

    14. Artikel 12, stk. 3, ophæves.

    15. Artikel 13 affattes således:

    "Artikel 13

    Tilpasning af bilag

    1. Kommissionen kan ved delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 13a, 13b og 13c vedtage ændringer, der er nødvendige for at tilpasse bilagene til den videnskabelige og tekniske udvikling. Kommissionen følger i videst muligt omfang europæiske standarder.

    2. Kommissionen kan ved delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 13a, 13b og 13c vedtage ændringer af bilagene til denne forordning, hvad angår vaske- og rengøringsmidler, der er baseret på opløsningsmidler.

    3. Hvis Den Videnskabelige Komité for Kosmetiske Produkter og Andre Forbrugsvarer end Levnedsmidler opstiller individuelle risikobaserede koncentrationsgrænser for allergene parfumestoffer, tilpasser Kommissionen i henhold til artikel 13a, 13b og 13c den i afsnit A i bilag VII fastsatte grænse på 0,01 % i overensstemmelse hermed."

    16. Som artikel 13a, 13b og 13c indsættes:

    "Artikel 13a

    Udøvelse af delegationen

    1. De beføjelser til at vedtage de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 13, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode.

    2. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, underretter den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet herom.

    3. Beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i artikel 13b og 13c anførte betingelser.

    Artikel 13b

    Tilbagekaldelse af delegationen

    1. Delegationen af beføjelser, der er omhandlet i artikel 13, kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.

    2. Den institution, der indleder en intern procedure for at afgøre, om den skal tilbagekalde delegationen af beføjelser, bestræber sig på at underrette den anden institution og Kommissionen herom i rimelig tid, inden den træffer endelig afgørelse, og oplyser samtidig, hvilke delegerede beføjelser der kan blive tilbagekaldt samt de eventuelle årsager dertil.

    3. Afgørelsen om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er nærmere angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning omgående eller på et senere tidspunkt, der er fastsat i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er trådt i kraft. Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Artikel 13c

    Indsigelser mod delegerede retsakter

    1. Europa-Parlamentet og Rådet kan gøre indsigelse mod en delegeret retsakt inden to måneder fra det tidspunkt, hvor de underrettes herom. Fristen forlænges med en måned på Europa-Parlamentets eller Rådets foranledning.

    2. Hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet ved fristens udløb har gjort indsigelse mod den delegerede retsakt, offentliggøres den i Den Europæiske Unions Tidende og træder i kraft på det deri fastsatte tidspunkt. Den delegerede retsakt kan offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og træde i kraft før fristens udløb, hvis Europa-Parlamentet og Rådet begge har meddelt Kommissionen, at de ikke har til hensigt at gøre indsigelse.

    3. Hvis Europa-Parlamentet eller Rådet gør indsigelse mod en delegeret retsakt, træder den ikke i kraft. Den institution, der gør indsigelse, angiver årsagerne til, at den gør indsigelse mod den delegerede retsakt."

    17. Artikel 14, stk. 2, affattes således:

    "Medlemsstaterne kan opretholde eller fastsætte nationale regler for begrænsninger i indholdet af fosfater og andre fosforholdige stoffer i vaske- og rengøringsmidler, for hvilke der ikke er fastsat indholdsmæssige begrænsninger i bilag VIa, når det er begrundet i hensynet til beskyttelse af vandmiljøet, og når der foreligger teknisk og økonomisk mulige alternativer."

    18. Artikel 16 affattes således:

    "Artikel 16

    Rapport

    Senest den 31. december 2014 foretager Kommissionen en evaluering og forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af fosfater og andre fosforholdige stoffer i maskinopvaskemidler til husholdningsformål og om fornødent et lovgivningsmæssigt forslag med henblik på gradvis udfasning eller begrænsning til særlige anvendelsesformål."

    19. Artikel 18 affattes således:

    "Artikel 18

    Sanktioner

    Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne anmelder omgående disse regler og eventuelle senere ændringer, som påvirker disse regler, til Kommissionen.

    Disse regler omfatter foranstaltninger, der giver medlemsstaternes kompetente myndigheder mulighed for at tilbageholde partier af vaske- og rengøringsmidler, der ikke er i overensstemmelse med denne forordning."

    20. Teksten i bilaget til denne forordning indsættes som bilag VIa.

    21. I afsnit A i bilag VII ophæves følgende tekst:

    "Hvis der efterfølgende af SCCNFP opstilles individuelle risikobaserede koncentrationsgrænser for allergene parfumestoffer, foreslår Kommissionen, at sådanne grænser vedtages for at erstatte ovennævnte grænse på 0,01 %. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 12, stk. 3."

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Stk. 1, 3, 7, 9 og 10 i artikel 1 finder anvendelse fra 1. januar 2013.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den […].

    På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

    Formand Formand […] […]

    BILAG

    "BILAG VIa

    BEGRÆNSNINGER I INDHOLDET AF FOSFATER OG ANDRE FOSFORHOLDIGE STOFFER

    Vaske- og rengøringsmiddel | Begrænsninger | Det tidspunkt, hvor begrænsningen træder i kraft |

    Husholdningsvaskemidler | Må ikke markedsføres, hvis det samlede fosforindhold svarer til mindst 0,5 vægtprocent | 1. januar 2013 |

    "

    [1] (KOM(2007) 234), findes på følgende websted: http://ec.europa.eu/enterprise/chemicals/legislation/detergents/index_en.htm.

    [2] Phosphates and alternative detergent builders. WRc (2002), Swindon, UK.

    [3] Findes på følgende websted: http://ec.europa.eu/enterprise/sectors/chemicals/files/docs/ceep_study_final_report_042009_en.pdf .

    [4] EUT C […] af […], s. […].

    [5] EUT C […] af […], s. […].

    [6] KOM(2007) 234 endelig.

    Top