7.6.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 166/35

—

glæder sig over, at den fremtidige samhørighedspolitik kan omfatte alle regioner i EU uanset udviklingsniveau, og støtter oprettelsen af en ny mellemliggende gruppe af regioner baseret på princippet om ligebehandling af regioner;

—

efterlyser inddragelse af BNP-supplerende indikatorer i forbindelse med gennemførelse og evaluering af samhørighedspolitikken, så den enkelte regions udviklingsniveau afspejles bedre;

—

gentager, at Den Europæiske Socialfond bør forblive en integreret del af strukturfondene som led i samhørighedspolitikken, og mener, at gennemførelsen af fonden bør regionaliseres;

—

ønsker, at det territoriale samarbejde styrkes, især finansielt, og anbefaler, at fordelingen af bevillingerne til de forskellige programmer fremover foretages på EU-niveau og ikke længere på nationalt niveau;

—

støtter det generelle princip om en kobling mellem samhørighedspolitikken og Europa 2020-strategiens målsætninger, men minder om, at samhørighedspolitikken har sine egne målsætninger, der er fastsat i traktaten, og ikke udelukkende skal opfylde målene for Europa 2020-strategien og de nationale reformprogrammer;

—

ser gerne, at målet om territorial samhørighed omsættes til en territorial prioritet i EU-»menuen« som supplement til Europa 2020-strategiens tematiske prioriteter;

—

støtter opstillingen af en fælles strategisk ramme og foreslår, at »udviklings- og investeringspartnerskabskontrakterne« inddrager de regionale og lokale myndigheder i hver enkelt medlemsstat i overensstemmelse med princippet om flerniveaustyring;

—

er stærk modstander af de såkaldt eksterne makroøkonomiske konditionalitetsbestemmelser og af forslaget om at indføre en resultatreserve; accepterer behovet for at indføre nye resultatafhængige finansielle konditionalitetsbestemmelser på den betingelse, at de fastlagte kriterier er generelle, retfærdige og proportionelle samt baseret på princippet om ligebehandling.

Ordfører

:

Michel DELEBARRE (FR/PSE), Borgmester i Dunkerque

Basisdokument

:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Den Europæiske Investeringsbank – »Konklusionerne af den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed: samhørighedspolitikkens fremtid«

KOM(2010) 642 endelig

1.

glæder sig over offentliggørelsen af den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed, der et godt udgangspunkt for drøftelserne om tilrettelæggelsen af samhørighedspolitikken i perioden efter 2013;

2.

anerkender det betydelige analysearbejde, Kommissionen har gennemført som led i samhørighedsrapporten, der er den første efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse. Navnlig glæder Regionsudvalget sig over, at den territoriale samhørighed nu er anerkendt som én af Unionens centrale målsætninger. Udvalget beklager imidlertid, at rapporten hovedsagelig er baseret på statistikker, der er udarbejdet før den finansielle, økonomiske og sociale krise, som EU har lidt under siden 2008. Det må derfor være et krav, at den næste programperiode baseres på statistiske oplysninger fra perioden efter krisen, og udvalget opfordrer Rådet og medlemsstaterne til på enhver mulig måde at gøre en politisk og administrativ indsats for, at denne målsætning opfyldes. Det er især vigtigt at anvende andre supplerende og mere tidssvarende indikatorer end BNP for at evaluere regionernes reelle udvikling, eftersom en vækst i BNP ikke i sig selv afspejler krisens reelle indvirkning. Regionsudvalget har tidligere udtalt sig herom i udtalelsen »En vurdering af fremskridt hinsides BNP«. Heri foreslås to altomfattende indikatorer, som vil være tilgængelige på kort sigt, nemlig et omfattende miljøindeks og en harmoniseret social undersøgelse;

3.

glæder sig over fremskridtene i samhørighedspolitikken, der har skabt vækst og nye arbejdspladser, øget den menneskelige kapital, støttet opbygningen af infrastruktur af central betydning for regionerne og lokalområderne og forbedret miljøbeskyttelsen. Udvalget betoner, at samhørighedspolitikken også er anerkendt for sin løftestangseffekt på konkurrenceevne og innovation, især i kraft af sin evne til at mobilisere den private sektors potentiale;

4.

fastslår, at der på trods af den udligning, der har fundet sted som resultat af samhørighedspolitikken, fortsat er store skævheder i infrastrukturudvikling, indkomster og offentlige tjenesters kvalitet og tilgængelighed mellem regionerne i EU og internt i disse. Skævhederne forstærkes bl.a. af den økonomiske og finansielle krises forskelligartede indvirkning og af de stadigt mere påtrængende udfordringer i form af globalisering, arbejdsløshed (navnlig blandt unge), befolkningsaldring, klimaforandringer og energiafhængighed;

5.

står derfor fast på, at samhørighedspolitikken bør udstyres med midler, der står mål med de resultater, der ønskes opnået, og som kan styrke aktionerne i medlemsstaterne og på regionalt og lokalt niveau, for at sikre en egentlig økonomisk, social og territorial udligning mellem regionerne i EU;

6.

minder om, at samhørighedspolitikkens EU-merværdi frem for alt er begrundet i dens tilgang, som er:

7.

minder om, at samhørighedspolitikken i kraft af denne enestående tilgang mere end nogen anden af EU's politikker formår at synliggøre den europæiske integration i regionerne og lokalområderne og over for borgerne samt at levere et relevant og gennemtænkt svar på de problemer, de er konfronteret med.

8.

glæder sig over, at den femte samhørighedsrapport bekræfter, at den fremtidige samhørighedspolitik bør være rettet mod alle regioner i EU uanset udviklingsniveau. Udvalget understreger i denne forbindelse, at midlerne fra strukturfondene primært bør målrettes mod de mindst udviklede regioner i EU, samtidig med at de øvrige regioner får den støtte, de har behov for, til at forbedre konkurrenceevnen, beskæftigelsen, den sociale inklusion og den bæredygtige udvikling med det mål at fremme en harmonisk udvikling i hele EU;

9.

mener, at man bør overveje at danne en ny mellemliggende gruppe af regioner, hvis BNP er på mellem 75 % og 90 % af EU-gennemsnittet. Formålet skal være at begrænse den konstaterede effekt af tærsklen på 75 % af EU's BNP (den nuværende tærskel for støtteberettigelse mellem konvergensmålet og målet om konkurrenceevne) og sikre ligebehandling af regionerne. Der skal både tages hensyn til vanskelighederne for de regioner, som fra 2013 for første gang ikke længere vil være omfattet af konvergensmålet, og til de regioner, der af socioøkonomiske og strukturelle årsager fortsat vil have svært ved at gennemføre Europa 2020-strategiens målsætninger, på trods af at de i den indeværende programperiode er omfattet af målet om konkurrenceevne, og som kæmper med interne regionale forskelle. Dannelsen af denne gruppe må ikke have negative virkninger for de regioner, der nu modtager støtter inden for rammerne af målet om konvergens eller konkurrenceevne, eller som er under indfasning eller udfasning;

10.

efterlyser endnu engang BNP-supplerende indikatorer af hensyn til programmernes gennemførelse og evaluering for i højere grad at kunne tage højde for den enkelte regions udviklingsniveau og særlige problemer af samhørighedsmæssig og territorial art (skævheder internt i regionerne, indkomstforskelle, ledighed, adgang til tjenesteydelser af almen interesse og transport samt interoperabilitet mellem forskellige transportformer, miljøkvalitet, social velfærd, uddannelsesniveau mv.). Midtvejsrevisionen af programmeringsperioden (5+5) bør være en anledning til at tage disse nye BNP-supplerende indikatorer med i betragtning. Regionsudvalget anmoder derfor Kommissionen om at opstille en liste med indikatorer for territorial, social og miljømæssig udvikling, som kan anvendes på det subregionale niveau, med udgangspunkt i det materiale, der er udarbejdet af Eurostat, ESPON (1) og OECD.

11.

støtter den integrerede tilgang til samhørighedspolitikken, der skal fremme komplementariteten mellem samtlige fonde (Samhørighedsfonden, EFRU, ESF, ELFUL og EFF) og lette deres gennemførelse. Regionsudvalget anbefaler, at anvendelsesområdet for de enkelte strukturfonde og forbindelserne mellem støtte herfra og fra andre EU-fonde på f.eks. transport- og miljøområdet bliver klart fastlagt i såvel strategisk som operationel henseende. Desuden bør der fastlægges klare retningslinjer på EU-niveau og etableres koordinationsstrukturer på nationalt og subnationalt niveau;

12.

ser gerne en præcisering af gennemførelsesbestemmelserne for Den Europæiske Socialfond (ESF); mener, at fonden bør forblive en integreret del af strukturfondene som led i samhørighedspolitikken, og at et tættere samarbejde mellem ESF og EFRU vil være på sin plads. I den forbindelse opfordrer udvalget til, at der bliver mulighed for krydsfinansiering og gennemførelse af operationelle programmer med midler fra flere fonde (EFRU og ESF);

13.

mener, at gennemførelsen af ESF bør regionaliseres, hvis fonden skal bidrage til at opnå målsætningerne for Europa 2020-strategien og EU's beskæftigelsesstrategi, og at fonden med udgangspunkt i regionernes og lokalområdernes konstaterede behov bør indgå som et fuldgyldigt led i samhørighedspolitikken (2). Udvalget glæder sig over, at det belgiske formandskabs konklusioner på det uformelle rådsmøde (3) for ministrene med ansvar for samhørighedspolitik anbefaler »at styrke ESF's regionale dimension og dermed fondens synlighed« og således også dens integration i de regionale socioøkonomiske strategier;

14.

ser gerne en forbedring af synligheden af de ESF-finansierede projekter i kraft af en mere regionaliseret gennemførelse, som særligt tager udgangspunkt i konkrete og praktiske behov. Det vil synliggøre projekterne mest muligt og supplere den oplysnings- og bevidstgørelsesindsats, der finansieres inden for rammerne af den tekniske bistand på EU-niveau og på nationalt og regionalt plan;

15.

anbefaler, at fordelingen af midlerne fra EFRU/ESF foretages med udgangspunkt i en procentsats fastsat på nationalt niveau for at sikre sammenhæng mellem ESF's beløbsrammer og de samhørighedspolitiske målsætninger på det økonomiske og sociale område i de enkelte medlemsstater og regioner. Regionsudvalget foreslår, at medlemsstaterne inden for de således fastsatte marginer fordeler midlerne fra strukturfondene (Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og ESF) på nationalt plan i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder;

16.

mener, at fleksibiliteten mellem EFRU og ESF bør fremmes og forenkles i fremtiden, først og fremmest via den nye fælles strategiske ramme, og navnlig i forbindelse med lokale udviklingsstrategier og integrerede strategier for byer og lokale myndigheder (4). Udvalget skal derudover anmode Kommissionen om i forbindelse med sine kommende lovforslag at etablere et tilsvarende system mellem EFRU og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) for at sikre en mere integreret tilgang i landdistrikterne.

17.

støtter henvisningen til det territoriale samarbejde, idet planen er at fastholde dets nuværende struktur i tre dele, men beklager Kommissionens manglende uddybning af, hvori samarbejdet består. Udvalget så gerne, at det territoriale samarbejde blev styrket ved

18.

anbefaler, at fordelingen af bevillingerne til det territoriale samarbejde i fremtiden foretages på EU-niveau og ikke længere på nationalt plan. Støttemodtagere fra dette program bør tydeligere dokumentere resultaterne og den merværdi, der er opnået med de territoriale samarbejdsprojekter i regionerne gennem overførsel af god praksis og knowhow. Udvalget så gerne en prioritering af en strategisk og integreret tilgang på de enkelte samarbejdsområder for derved at undgå, at medlemsstaterne spekulerer i tilbageførsel af midler;

19.

opfordrer Kommissionen til i fremtidige lovgivningsforslag at medtage bestemmelser, der giver ESF mulighed for at intervenere inden for rammerne af programmerne for territorialt samarbejde med henblik på at finansiere aktiviteter inden for fondens anvendelsesområde;

20.

opfordrer til at sikre reel komplementaritet mellem samhørighedspolitikkens tre målsætninger. EU-støtten til det grænseoverskridende, tværnationale og tværregionale samarbejde bør supplere den støtte, der gives som led i de regionale programmer til opnåelse af målsætningerne om »konvergens« og »regional konkurrenceevne og beskæftigelse«. Der kan tilskyndes til, at man i de regionale programmer fastlægger områder og foranstaltninger vedrørende det territoriale samarbejde, navnlig for at bane vejen for finansieringen af grænseoverskridende eller tværnationale strukturprojekter. Parallelt hermed bør der sikres bedre koordination mellem samhørighedspolitikkens målsætninger;

21.

understreger, at der er behov for en bedre kobling mellem programmerne for territorialt samarbejde og de territoriale strategier, der er tilrettelagt ud fra et fælles ønske hos de lokale og regionale aktører (5). Efter udvalgets opfattelse kan de tværnationale programmer i denne forbindelse støtte de makroregionale strategier og de integrerede havstrategier, man er begyndt at udarbejde. Tilsvarende kan de grænseoverskridende programmer støtte de eksisterende strategier for euroregionerne og byområderne i EU. Regionsudvalget anmoder desuden om, at den krævede afstand på 150 km, der anvendes til klassificering af en ø som grænseregion, forlænges betydeligt;

22.

opfordrer Kommissionen til at gøre det lettere at danne nye territoriale partnerskaber ved at forenkle og forbedre forvaltningen af de tværregionale samarbejdsprogrammer. Med et bedre tværregionalt samarbejde sikrer man ikke blot en samordnet tilgang til fælles problemer; man erkender også, at innovative løsninger ikke er begrænset af de eksisterende territoriale grænser;

23.

minder om, at den europæiske gruppe for territorialt samarbejde (EGTS)  (6) fortsat er et værdifuldt instrument til fremme navnlig af det grænseoverskridende samarbejde. Udvalget mener, at EGTS-forordningen med udgangspunkt i de erfaringer, der er indhøstet i indeværende periode, bør forenkles og tilpasses med henblik på den kommende programmeringsperiode. Forenklingerne bør især vedrøre bestemmelserne om personale og fiskale ordninger, og de bør indebære en forkortelse af de nuværende procedurer. I øvrigt opfordrer udvalget til, at der i højere grad bør ydes globaltilskud til EGTS'erne for derved lade dem administrere midlerne fra strukturfondene direkte;

24.

anmoder Kommissionen om at forbedre det nuværende samarbejde om de ydre grænser. Det er navnlig nødvendigt at forenkle procedurerne og sikre flere synergier mellem EFRU, Det Europæiske Naboskabs- og Partnerskabsinstrument (ENPI) og Den Europæiske Udviklingsfond (EUF);

25.

understreger den afgørende betydning af det regionale samarbejde for regionerne i den yderste periferi, hvis geografiske beliggenhed ved EU's fjerneste ydre grænser gør dette samarbejde til en afgørende nødvendighed. Udvalget anmoder om, at naboskabsaktionen udvikles med det mål at integrere disse regioner bedre i deres respektive geografiske nærområder.

26.

understreger, at samhørighedspolitikken – ud over de andre aktioner, der finansieres af EU – kan og fortsat bør spille en afgørende rolle, både for at sikre intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst som fastsat i Europa 2020-strategien og for at støtte en harmonisk udvikling af Unionen ved at øge regionernes eget potentiale og formindske de forskelle, der eksisterer mellem EU's regioner og lokalområder, som fastsat i artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

27.

støtter det generelle princip om en kobling mellem samhørighedspolitikken og Europa 2020-strategiens målsætninger og dens flagskibsinitiativer for at sikre fremskridt i retning af intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Udvalget mener imidlertid, at den række af væsentlige tiltag, som der er opnået enighed om for perioden 2007-2013, bør evalueres, inden der træffes forpligtende beslutninger om en større koncentration af midlerne;

28.

minder i denne forbindelse om, at samhørighedspolitikken ikke udelukkende skal tjene til opnåelse af Europa 2020-strategiens og de nationale reformprogrammers målsætninger, eftersom samhørighedspolitikken har sine egne målsætninger, der er fastsat i traktaten, nemlig at formindske de økonomiske, sociale og territoriale forskelle mellem regionerne i EU. Samhørighedspolitikken bør derfor tage udgangspunkt i regionernes situation, behov og udviklingspotentiale;

29.

støtter det generelle princip om en EU-»menu« af bredt anlagte tematiske prioriteter til erstatning for det nuværende system, hvorefter strukturfondsmidlerne kanaliseres ind i restriktivt fastsatte udgiftskategorier. Udvalget er modstander af en for stærk begrænsning af antallet af de prioriteter, der kan vælges som led i de nye nationale udviklings- og investeringspartnerskabskontrakter og de operationelle programmer, for at give de lokale og regionale myndigheder tilstrækkeligt råderum til at tilpasse Europa 2020-strategiens målsætninger til lokale og regionale forhold;

30.

har den opfattelse, at det bør være det regionale niveaus og ikke Kommissionens opgave at gøre visse af disse målsætninger bindende, og at dette bør ske med udgangspunkt i en analyse af de lokale og regionale forhold, der afdækker styrker og svagheder i det pågældende lokal- og regionalområde. Endvidere mener udvalget, at det ikke er hensigtsmæssigt at gennemtvinge en koncentration af de samlede midler fra strukturfondene alene til de tematiske prioriteter, som regionerne vil skulle vælge fra EU-menuen. Dette ville stride imod selve princippet i den integrerede tilgang, der forudsætter, at en udviklingsstrategi er baseret på investeringer i flere sektorer;

31.

anmoder derfor Kommissionen om i forbindelse med den fremtidige lovgivning om samhørighedspolitikken at undlade at fastsætte en liste over tematiske prioriteter, der er for restriktiv, af hensyn ikke blot til de forskellige geografiske, økonomiske og sociale forhold i regionerne og lokalområderne, men også til ønsket om at kunne gå ud over målsætningerne for Europa 2020-strategien, hvad angår den sociale og territoriale samhørighed.

32.

kan tilslutte sig princippet om større fleksibilitet i forbindelse med udformningen af de operationelle programmer med det formål at kunne træffe foranstaltninger på forskellige lokale og regionale niveauer (lokalt, regionalt, flerregionalt og makroregionalt) afhængigt af de lokale og regionale forhold eller funktionelle områder såsom flodsænkninger, bjerge, øgrupper mv. Sådanne foranstaltninger bør imidlertid tage udgangspunkt i et fælles ønske hos de lokale og regionale aktører, herunder navnlig de lokale og regionale myndigheder, om at slutte sig sammen om et egentligt lokalt eller regionalt projekt, uden at dette dog berører det regionale niveaus relevans;

33.

ser gerne, at målet om territorial samhørighed i den nye struktur for samhørighedspolitikken omsættes til en territorial prioritet i EU-menuen som supplement til Europa 2020-strategiens tematiske prioriteter, så den territoriale samhørighed kan sikre en afbalanceret fysisk planlægning og fremme indbyrdes afhængighed mellem regionerne og overordnet sammenhæng i politikkerne. I øvrigt støtter udvalget Kommissionens forslag om at tage hensyn til regioner med særlige lokale forhold  (7);

34.

understreger, at regionerne i den yderste periferi fortsat bør gøres til genstand for særlig opmærksomhed med henvisning til disse regioners særlige status i medfør af Lissabontraktatens artikel 349. Udvalget minder om behovet for at fastsætte økonomiske bestemmelser for disse regioner som kompensation for ulemper såsom deres fjerne beliggenhed, ø-status, lille areal, vanskelige topografiske og klimatiske forhold og økonomiske afhængighed af få produkter. En sådan kompensation forekommer helt nødvendig for at give de ultraperifere regioner adgang til det indre marked på lige vilkår i forhold til de øvrige regioner i EU;

35.

glæder sig over det større hensyn til det bymæssige aspekt i samhørighedspolitikken i kraft af en større inddragelse af byerne og byområderne på alle stadier af udformningen af samhørighedspolitikken, fra de nationale reformprogrammer og udviklings- og investeringspartnerskabskontrakterne til de operationelle programmer. I den forbindelse så udvalget gerne, at der på passende vis tages højde for byaspektet i de operationelle programmer, og udvalget gentager derfor sit ønske om prioritering af en integreret tilgang til udviklingen af byområderne. Udvalget minder om, at byområderne ofte er kendetegnet ved store økonomiske, sociale og territoriale uligheder, som det er vigtigt at finde passende løsninger på. Den integrerede tilgang til byudviklingen bør tage udgangspunkt i indsatsen inden for rammerne af Leipzig-charteret, hvor en ny fælles referenceramme for den bæredygtige europæiske by afprøves. Byer må også ses som vækst- og udviklingscentre for hele deres region;

36.

støtter Kommissionens forslag om at give de folkevalgte lokal- og/eller regionalpolitikere en mere fremtrædende rolle i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af byudviklingsstrategierne som led i de operationelle programmer. Inddragelsen og ansvarliggørelsen af de lokale og regionale myndigheder bør sikres gennem en mere systematisk tildeling af globaltilskud til de berørte byer, byområder og regioner. Regionsudvalget er fortaler for at bibeholde byaspektet under EU's samhørighedspolitik. Byer kan være vigtige motorer for vækst og innovation. Derudover kan en intensivering af forbindelserne mellem byer og landdistrikter i særlig grad styrke det økonomiske, sociale og territoriale sammenhold i EU og samtidig bidrage til gennemførelsen af Europa 2020-strategien. Med henblik på varetagelsen af denne funktion vil der også fremover være brug for foranstaltninger, der fremmer en social og økonomisk stabilisering samt en bæredygtig udvikling i byer og problemområder i byer. Disse foranstaltninger bør planlægges og gennemføres indenfor rammerne af de regionale operationelle programmer;

37.

beklager manglen på henvisninger til landdistriktsaspektet, selv om landdistrikter og bymæssige områder ifølge de gængse definitioner udgør mere end 80 % af EU's område. Udvalget anmoder Kommissionen om at være særligt opmærksom på forbindelserne mellem forskellige former for lokale myndigheder - bymæssige områder (store og små byer) og landdistrikter - eftersom de er en afgørende del af en integreret politik for regionaludvikling. I den forbindelse så udvalget gerne, at landdistriktsaspektet fuldt ud blev inddraget i den fremtidige samhørighedspolitik, og at der blev skabt bedre koblinger og større synergier mellem EFRU, ESF og ELFUL, både gennem den fælles strategiske ramme og i de operationelle programmer. Udvalget foreslår også, at man udbygger det aktuelle URBACT-program til et program med betegnelsen RURBACT (8) for at tilskynde til udveksling af bedste praksis og netværksdannelse om de problemer, byområderne og landdistrikterne er konfronteret med, og de koblinger, der skal oprettes mellem de to aspekter;

38.

opfordrer derfor til, at der i de operationelle programmer fastlægges en territorial del med det formål at finansiere projekter, der indgår i territoriale initiativer på niveauer under det regionale niveau. Den nye tilgang til lokal udvikling må udgøre den sammenhængende strategiske ramme for udviklingen under det regionale niveau i alle de berørte områder – hvad enten der er tale om byer, landdistrikter eller by-landområder – og indarbejdes i de regionale programmer;

39.

beklager, at den femte samhørighedsrapport ikke i tilstrækkelig grad fremhæver tendensen til en forværring af visse skævheder internt i regionerne. Disse skævheder er kendetegnet ved fænomener som geografisk adskillelse, der medfører visse former for ghettodannelse, og fortsat tilbagegang for visse fjerntliggende regioner En klar formulering med passende statistiske data og foranstaltninger til mindskelse af disse skævheder vil bidrage til en større hensyntagen til målsætningen om territorial samhørighed på lokalt plan, forudsat at forvaltningen sker på regionalt plan;

40.

støtter det synspunkt, at der er behov for større opmærksomhed om lokale udviklingsinitiativer, som bør fremmes gennem en mere systematisk EU-samfinansiering. I det omfang, det er muligt, bør dele af de operationelle programmer forbeholdes lokale udviklingsinitiativer (f.eks. partnerskabsinitiativer). Der kan i den forbindelse være tale om indkaldelse af forslag til regionale eller flerregionale projekter (9) med det formål at tilskynde offentlige aktører (folkevalgte lokalpolitikere eller repræsentanter for offentlige institutioner mv.) eller private aktører (virksomheder, erhvervsråd, erhvervsdrivende foreninger, kooperativer, sammenslutninger mv.) til at tilrettelægge og iværksætte lokale udviklingsstrategier med udgangspunkt i en integreret tilgang (10). Lokale udviklingsinitiativer kan i høj grad bidrage til institutionsudviklingen på lokalt og regionalt niveau, men det forudsætter, at de støttes økonomisk, herunder via programmer om teknisk bistand;

41.

mener, at målsætningen om territorial samhørighed gælder for samtlige EU-politikker og bør støttes af en indsats for at skabe sammenhæng mellem sektorpolitikkerne og samhørighedspolitikken, og at der ved tilrettelæggelsen af alle EU-politikker bør tages større hensyn til deres indvirkning på regioner og lokalområder. Udvalget beklager i denne forbindelse, at Kommissionen endnu ikke har fulgt dets anmodning om at udarbejde en hvidbog om den territoriale samhørighed (11);

42.

beklager den manglende henvisning i den femte samhørighedsrapport til tjenesteydelser af almen interesse på trods af den udtrykkeligt anerkendte tætte forbindelse mellem formålet med disse tjenesteydelser og den territoriale samhørighed i EUF-traktatens artikel 14 og protokol nr. 26 til Lissabontraktaten. Udvalget skal derfor gentage sin anmodning om, at indvirkningen på regionerne og lokalområderne af de EU-politikker, der omfatter tjenesteydelser af almen interesse, gøres til genstand for en forudgående og efterfølgende evaluering.

43.

støtter opstillingen af en fælles strategisk ramme, der vil omfatte Samhørighedsfonden, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Fiskerifond. Udvalget ser imidlertid gerne, at denne strategiske ramme fastlægges af Rådet og Europa-Parlamentet i fællesskab og i partnerskab med Regionsudvalget. Den fælles strategiske ramme skal sikre afgrænsningen af de respektive indsatsområder og dermed af disse EU-fondes rolle og sammenhæng med hinanden og med andre EU-fonde i EU's regioner, der har en klar territorial dimension og er tæt forbundet med strukturfondene, eksempelvis midlerne til de transeuropæiske net og de eventuelle kommende miljø- og klimafonde;

44.

mener, at de eksisterende makroregionale strategier vil kunne fungere som »strategiske referencerammer på makroregionalt niveau«. De regionale strategier, der er fastlagt som led i de operationelle programmer (som udspringer af samhørighedspolitikkens målsætninger) vil kunne hente inspiration i de nævnte makroregionale strategiers prioriterede områder;

45.

anmoder Kommissionen om at præcisere indholdet af og de nærmere vilkår for de »investeringspartnerskabskontrakter«, som der vil blive forhandlet om mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Udvalget påpeger behovet for at gennemføre partnerskabsprincipperne og forvaltning på flere myndighedsniveauer i praksis og foreslår derfor, at det bliver obligatorisk at inddrage de lokale og regionale myndigheder som aktive parter i udarbejdelsen, forhandlingen og gennemførelsen af disse kontrakter, i det omfang de er direkte involverede i de operationelle programmer, der er forudset i kontrakterne. De lokale og regionale myndigheder bør inddrages i beslutninger, som træffes i forbindelse med en national kontrakt, om valg af tematiske prioriteter og indgåelse af økonomiske forpligtelser for de operationelle programmer, som disse myndigheder deltager i;

46.

foreslår, at der i forbindelse med såvel »udviklings- og investeringspartnerskabskontrakterne« som de »territoriale pagter for gennemførelse af Europa 2020-strategien« for hver enkelt medlemsstat indføres et system med flerniveaustyring, der inddrager de forskellige myndighedsniveauer (EU-niveauet, det nationale, regionale og lokale niveau) som led i et styrket partnerskab med de lokale og regionale myndigheder. Udvalget anmoder om, at de lokale og regionale myndigheder (som medfinansierende instanser og/eller medforvaltere af offentlige tjenester) undertegner de territoriale pagter (12) og fuldt ud deltager i udarbejdelse af dem, forhandlingerne om dem, deres gennemførelse og opfølgning. Lige som den fælles strategiske ramme skal de territoriale pagter indbefatte Samhørighedsfonden, EFRU, ESF, ELFUL og EFF og sikre sammenhæng i forhold til de nationale reformprogrammer ved at lette gennemførelsen af programmerne på lokalt og regionalt plan;

47.

glæder sig, ligesom i indeværende periode, over tilrettelæggelsen af operationelle programmer som samhørighedspolitikkens vigtigste gennemførelsesinstrument. Udvalget minder i denne forbindelse om, at Kommissionen bør sikre, at de lokale og regionale myndigheder deltager fuldt ud i tilrettelæggelsen af, forhandlingerne om og gennemførelsen af de pågældende programmer;

48.

støtter udarbejdelsen af årlige gennemførelsesrapporter med det formål at gøre rede for opnåelsen af målsætningerne gennem hele programmeringsperioden, således som det er tilfældet i dag. Udvalget ser til gengæld ikke nytten af at indføre et nyt evalueringskrav i programmernes gennemførelsesfase, når et bestemt beløb af midlerne er blevet attesteret af Kommissionen;

49.

støtter Kommissionens forslag om regelmæssigt at føre politiske drøftelser i forskellige kompetente fora i EU-institutionerne. Udvalget står i denne sammenhæng til rådighed for Kommissionen med henblik på drøftelser med medlemmerne i forbindelse med plenarforsamlinger eller møder i Underudvalget for Territorial Samhørighed (COTER);

50.

mener i lighed med Kommissionen, at det er afgørende, at ministrene med ansvar for samhørighedspolitik mødes regelmæssigt inden for rammerne af en formel rådssammensætning  (13) for at udveksle synspunkter om fremskridtene i programmeringen og evaluere, i hvor høj grad de tilstræbte målsætninger er opnået.

51.

mener, at Europa 2020-strategiens succes afhænger af, at de forskellige berørte aktører på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan inddrages i kraft af et system med forvaltning på flere myndighedsniveauer. Udvalget minder i denne forbindelse om, at der er behov for at indgå territoriale pagter, der mere direkte inddrager de regionale og lokale myndigheder;

52.

minder om betydningen af skrappere og mere specifikke kriterier, der gør det muligt at gennemføre partnerskabsprincippet i forhold til de lokale og regionale myndigheder i forbindelse med tilrettelæggelse af, forhandling om og gennemførelse af dels EU's og medlemsstaternes strategiske målsætninger, dels de operationelle programmer. Udvalget glæder sig over kommissionsanalysens fremhævelse af, at inddragelse af de lokale og regionale myndigheder og samfundets og erhvervslivets aktører på lokalt og regionalt plan er afgørende for samhørighedspolitikkens succes.

53.

opfordrer indtrængende de regionale og lokale myndigheder til at sikre, at deres administrative og institutionelle kapacitet udnyttes bedst muligt, og til at udvikle passende finansielle og menneskelige ressourcer, der gør det muligt at håndtere de komplekse EU-støttede projekter, særligt hvad angår administrative byrder og bureaukrati. Udvalget påpeger behovet for, at der sikres et passende finansieringsniveau, så de regionale og lokale myndigheder reelt får mulighed for at deltage i store strukturfondsfinansierede projekter;

54.

er stærk modstander af de såkaldt eksterne makroøkonomiske konditionalitetsbestemmelser, såsom at tilbageholde strukturfondsmidler fra støtteberettigede regioner og byer på grund af fejl eller mangler, som deres nationale regeringer er skyld i, eller hvis de nationale regeringer ikke overholder stabilitets- og vækstpagten. Anvendelse af sanktioner eller økonomiske incitamenter knyttet til stabilitets- og vækstpagten med det formål at sikre overholdelse af makroøkonomiske betingelser indebærer en risiko for, at det først og fremmest er de lokale og regionale myndigheder, der bliver straffet, selv om det ikke er dem, der bærer ansvaret for medlemsstaternes manglende overholdelse af deres forpligtelser på området (14);

55.

støtter indførelsen af (intern) konditionalitet med det formål at gøre samhørighedspolitikken mere effektiv. En sådan konditionalitet bør være tæt koblet til samhørighedspolitikkens tematiske prioriteter, og man bør ikke forsøge at indarbejde den i bredere strukturreformer, der kun perifert hænger sammen med gennemførelsen af samhørighedspolitikken. Konditionaliteten bør især vedrøre de strukturelle og institutionelle betingelser, der er nødvendige for at sikre en optimal udnyttelse af samhørighedsmidlerne. Den bør være enkel, skal kunne håndhæves samt være proportionel og forhåndskontrolleret;

56.

støtter fastholdelsen af EU's samfinansiering, der sikrer inddragelse og ansvarliggørelse af de lokale og regionale aktører. I lighed med indeværende periode bør EU-samfinanseringssatsen gradueres efter målsætningen afhængigt af den enkelte regions udviklingsniveau. Udvalget er derimod modstander af enhver sænkning af samfinansieringssatserne, der ikke bør fungere som justeringsinstrument i tilfælde af budgetmæssige restriktioner ved udløbet af den interinstitutionelle aftale om de kommende finansielle overslag. Udvalget sætter i øvrigt spørgsmålstegn ved den graduering af samfinansieringssatserne, der foreslås af Kommissionen, og som gøres afhængig af EU-merværdien, foranstaltningernes art og støttemodtagerne. En sådan form for graduering risikerer at give anledning til vanskeligheder, der igen kan medføre uregelmæssigheder, hvorved de administrative myndigheders opgave besværliggøres endnu mere. Endelig minder udvalget om, at samfinansieringssatserne under de enkelte områder bør fastsættes i det enkelte operationelle program for at sikre, at de er tilpasset til de fastlagte prioriterede målsætninger;

57.

er modstander af forslaget om at indføre en resultatreserve med udgangspunkt i Europa 2020-strategiens målsætninger, eftersom det forekommer udvalget at være vanskeligt at fastsætte objektive tildelingskriterier herfor. Der er risiko for, at reserven vil komme de mest effektive regioner til gode, uden at der tages hensyn til den indsats, der ydes af de regioner, hvis udgangspunkt er mindre gunstigt i et territorialt, økonomisk eller socialt perspektiv, og uden at der tages hensyn til, at visse løsninger, særligt komplekse, integrerede løsninger, kræver lang forberedelse. En resultatreserve kunne også få medlemsstaterne til at fastlægge mindre ambitiøse mål. I øvrigt mener udvalget, at oprettelse af en resultatreserve, hvad enten den indføres på EU-niveau eller nationalt plan, ikke er nogen garanti for mere effektive investeringer. Derimod kan udvalget godt tilslutte sig indførelse af en fleksibilitetsreserve (på betingelse af, at den ikke er baseret på et resultatkriterium) sammensat af de i programmeringsperioden automatisk frigjorte bevillinger med det formål

58.

accepterer behovet for at indføre nye (såkaldt interne) resultatafhængige finansielle konditionalitetsbestemmelser, men anser det for nødvendigt - af hensyn til en konsekvent gennemførelse af systemet med strukturelle betingelser - at fastlægge generelle, retfærdige og proportionelle kriterier baseret på princippet om ligebehandling, som kan gøre det muligt klart at fastslå, om en given betingelse er opfyldt. Målsætninger, der er udtrykt i tal, bør anvendes til den strategiske styring af programmeringen og må ikke medføre for store ekstraomkostninger. Når sådanne målsætninger fastsættes på baggrund af et begrænset antal gennemførelses- og resultatindikatorer, kan de måle dels de fremskridt, der er gjort i forhold til udgangspunktet, dels opnåelsen af målsætningerne for de prioriterede områder. De bør med andre ord ikke lægges til grund for sanktioner, hvis de forventede resultater ikke nås i fuldt omfang. Som ministrene med ansvar for samhørighedspolitik mindede om på mødet i Liège den 22. og 23. november 2010, gælder der i øjeblikket en række vigtige konditionalitetsbestemmelser, som har bevist deres effektivitet. Det gælder navnlig reglen om automatisk frigørelse, reglerne om regnskabsafslutning, godkendelsen af kontrol- og revisionssystemerne, additions- og samfinansieringsprincipperne mv. Disse konditionalitetsbestemmelser bør med andre ord udbygges og forbedres;

59.

minder om, at de modydelser, der leveres af de lokale og regionale myndigheder af hensyn til overholdelsen af samfinansieringsprincippet, fuldt ud legitimerer Regionsudvalgets deltagelse i den konstruktive dialog, som Kommissionen ønsker at føre med medlemsstaterne og Europa-Parlamentet inden for rammerne af en »taskforce« om konditionalitet med det formål at uddybe de forskellige konditionalitetsvilkår, der planlægges indført i den femte samhørighedsrapport.

60.

støtter Kommissionens ønske om at gøre samhørighedspolitikken mere resultatorienteret vha. forud fastsatte, præcise og målbare målsætninger og resultatindikatorer afhængigt af den enkelte regions specifikke målsætninger. Udvalget advarer dog Kommissionen mod at falde for fristelsen til at evaluere resultaterne alene ud fra fremskridtene i realiseringen af Europa 2020-målene. Det bør erindres, at programmeringsperioden 2007-2013 allerede betød et fremskridt på området i kraft af indførelsen af en forudgående, løbende og efterfølgende evaluering, som efter udvalgets opfattelse bør vurderes, inden Kommissionen fortsætter ad denne vej;

61.

støtter anvendelse af et begrænset antal fælles indikatorer knyttet til målsætningerne om økonomisk, social og territorial samhørighed samt gennemførelsen af Europa 2020-strategien for at give Kommissionen mulighed for at gennemføre en global og løbende evaluering gennem hele programmeringsperioden. De fleste indikatorer bør dog fastlægges på regionalt niveau afhængigt af de særlige lokale og regionale forhold og af de fastsatte prioriterede områder. De bør desuden afspejle, at en given foreslået løsning er nødvendig for den regionale udvikling.

62.

støtter anvendelsen af finansieringstekniske instrumenter for at øge løftestangseffekten af midlerne fra EU's fonde. Udvalget beklager dog, at Kommissionen anvender tematiske begrænsninger i fastlæggelsen af retten til støtte, og anser det for absolut nødvendigt at lade medlemsstaterne afgøre, på hvilket niveau (nationalt, regionalt) finansieringsinstrumenterne kan anvendes mest effektivt. Ikke desto mindre bør anvendelsen af instrumenterne forenkles og ekspliciteres for at

63.

sætter spørgsmålstegn ved Kommissionens forslag om tilvejebringelse af finansiel støtte til virksomhederne hovedsagelig gennem finansieringstekniske instrumenter, idet tilskuddene forbeholdes til samfinansiering af støtteordninger, der er målrettet mod innovation og miljøbeskyttelse mv. Virksomhedsstøtte som led i samhørighedspolitikken kan ikke udelukkende ske i kraft af finansieringstekniske instrumenter, ligesom behovet for tilskud ikke forsvinder med finansieringstekniske instrumenter, da det ikke er alle aktiviteter, der kan finansieres med lån. Krisen har vist, at de markedsbaserede instrumenter ikke har nogen effekt i tilbagegangstider. Det er heller ikke alle organer, der kan gennemføre lånefinansierede projekter. Det er de lokale og regionale myndigheders opgave på baggrund af den enkelte regions økonomi- og erhvervsstruktur og under hensyntagen til konkurrencepolitikken og navnlig regionalstøtten at fastslå, hvilken støtteform der er den mest egnede.

64.

er modstander af enhver væsentlig ændring af det nuværende forvaltningssystem for strukturfondene, som Kommissionen ellers foreslår i forbindelse med omarbejdningen af finansforordningen. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at fastholde det nuværende system, der begynder at vise resultater, hvad angår nedbringelse af antallet af fejl og uregelmæssigheder, og til, at dette system forbedres og forenkles i det omfang, der er behov for det;

65.

understreger, at samhørighedspolitikkens effektivitet og forbedringen af dens resultater forudsætter, at der findes en balance mellem enkelthed og effektivitet i procedurerne og den finansielle forvaltning, således at samhørighedspolitikken gøres mere brugervenlig og gennemsigtig. Anerkendelse af regionernes fulde kompetence til forvaltning og overvågning af de regionale operationelle programmer ville bidrage til at skabe en sådan balance. I øvrigt bør udvalget kunne foreslå løsninger for yderligere at forenkle fondenes gennemførelsesbestemmelser for forvaltningsmyndighederne og gøre det lettere for støttemodtagerne at opnå finansiering. Udvalget opfordrer også Kommissionen til at fortsætte overvejelserne om forenkling, især med henblik på at kunne forkorte godtgørelsesfristerne for støttemodtagerne;

66.

opfordrer Kommissionen til både for EFRU's og ESF's vedkommende at anvende en forenklet godtgørelsesmetode over for støttemodtagerne i kraft af en ordning med faste satser. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at bistå de lokale og regionale myndigheder for at sikre en hurtig gennemførelse af disse bestemmelser, der i øvrigt vil bidrage til i højere grad at fokusere programmeringen på de ønskede resultater;

67.

ser gerne, at procedurerne for de territoriale samarbejdsprogrammer revideres med det formål at opstille fælles regler for programmer, således at nationalt anerkendte revisionsprocedurer kan anvendes for partnere, og de ledende partnere dermed ikke længere vil være nødt til at verificere revisioner foretaget i andre medlemsstater;

68.

advarer Kommissionen mod forslaget om at indføre en ordning med forvaltningserklæringer mellem forvaltningsmyndighederne og Revisionsretten. Et sådant forslag må hverken føre til, at opgaven for de lokale og regionale myndigheder i forhold til kontrol- og revisionsbestemmelserne besværliggøres, eller til, at Kommissionen fralægger sig sit ansvar som fortolknings- og støtteinstans på området;

69.

understreger, at finansiel kontrol og revisionspraksis skal være klart baseret på overholdelse af reglerne og bør være forholdsmæssig; tager stærkt afstand fra fænomenet »regler ad bagdøren«, hvor forvaltningsmyndighederne »opfordres« til at gennemføre bestemte evalueringsplaner, selvom der ikke er krav herom, og hvor de standardiserede tjeklister fra Koordinationsudvalget for Fondene, som revisorerne anvender, indeholder punkter, der ikke er omfattet af EU-forordningerne og heller ikke et krav efter den nationale lovgivning;

70.

glæder sig over Kommissionens forslag om at udelukke anvendelse af reglen om automatisk frigørelse i det første programmeringsår og ønsker, at der først aflægges regnskab for dette første år ved afslutningen af det operationelle program. En sådan ordning ville gøre det muligt at indhente de forsinkelser, der sker i programmeringsperiodens begyndelse. Kommissionen og medlemsstaterne bør imidlertid sikre så hurtig og effektiv en vedtagelse af de operationelle programmer som muligt for at mindske risikoen for forsinkelser ved periodens begyndelse;

71.

beklager, at Kommissionen ikke foreslår forenklinger hvad angår de indtægtsskabende projekter, hvis beregningsmetode efter udvalgets mening virker mod hensigten og afskrækker potentielle initiativtagere. I øvrigt opfordrer udvalget Kommissionen til at forenkle og fremskynde godkendelsesproceduren for større projekter;

72.

støtter harmoniseringen af reglerne for støtteberettigede udgifter for så vidt angår indsatsområder, instrumenter og midler gennem detaljerede bestemmelser i den fælles strategiske ramme og ved at gennemføre retsregler, der udspringer direkte heraf, med det formål at forenkle gennemførelsesprocedurerne og minimere risiciene for uregelmæssigheder. Det bør dog sikres, at de lokale og regionale myndigheder sammen med medlemsstaterne deltager fuldt ud i fastsættelsen af disse regler for at garantere en fælles fortolkning og anvendelse af EU-reglerne på nationalt og regionalt niveau.