Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010AR0292

    Regionsudvalgets udtalelse »Unge på vej«

    EUT C 104 af 2.4.2011, p. 26–30 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    2.4.2011   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 104/26


    Regionsudvalgets udtalelse »Unge på vej«

    2011/C 104/06

    REGIONSUDVALGET

    tager positivt mod Kommissionens flagskibsinitiativ »Unge på vej«, som er et ambitiøst strategisk udgangspunkt for forbedring af den europæiske ungdoms mobilitet, uddannelse og integration på arbejdsmarkedet. Det er første gang, at Kommissionen har udformet en handlingsramme for ungdommen, der kombinerer den uddannelses- og beskæftigelsesmæssige dimension;

    påpeger, at uddannelse bør stå i centrum for unges mobilitet;

    ønsker at fremhæve den tætte årsagssammenhæng mellem dårlige resultater i skolen og vanskelige socioøkonomiske levevilkår, hvilket er en af de væsentligste bestemmende faktorer for antallet af unge, som hverken er i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse eller erhvervsuddannelse. At bryde denne onde cirkel er en udfordring for lokale og regionale myndigheder i hele Europa og skal ses som en prioritet i forbindelse med dette initiativ;

    bifalder, at Den Europæiske Socialfond bliver anvendt fleksibelt af medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder for at komme de unge til hjælp, især som led i gennemførelsen af Europa 2020-målene;

    i forbindelse med evalueringen af alle programmerne om læringsmobilitet, som skal munde ud i forslag til retsakter i 2011 og i en ny finansiel ramme for tiden efter 2013, er det meget vigtigt, at der som nævnt i Regionsudvalgets udtalelse om Grønbogen »Flere unge i læringsmobilitet« tages hensyn til det væsentlige bidrag, som de lokale og regionale myndigheder yder for at fremme de unges læringsmobilitet.

    Ordfører

    :

    Marc Schaefer (LU/PSE), Medlem af kommunalrådet i Vianden

    Basisdokument

    :

    Meddelelse fra Kommission til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Unge på vej (Et initiativ om udnyttelse af unges mulighed for at fremme en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i Den Europæiske Union)

    KOM(2010) 477 endelig

    I.   POLITISKE ANBEFALINGER

    Generelle bemærkninger

    REGIONSUDVALGET

    1.

    tager positivt mod Kommissionens flagskibsinitiativ »Unge på vej«, som er et ambitiøst strategisk udgangspunkt for forbedring af den europæiske ungdoms mobilitet, uddannelse og integration på arbejdsmarkedet. Det er første gang, at Kommissionen har udformet en handlingsramamme for ungdommen, der kombinerer den uddannelses- og beskæftigelsesmæssige dimension;

    2.

    tilslutter sig fuldt ud målet om at forbedre de unges viden, kompetencer og erfaringsgrundlag, for at de let kan integreres på arbejdsmarkedet og bedre kan udnytte deres muligheder, hvilket vil give mulighed for at nå Europa 2020-strategiens mål. Regionsudvalget gør samtidig opmærksom på, at uddannelse ikke kun går ud på at forbedre beskæftigelsesegnetheden, men at uddannelse skal have det overordnede formål at sikre den personlige udvikling generelt;

    3.

    beklager, at Kommissionen ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til den rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller i udformningen og gennemførelsen af foranstaltninger til fremme af mobilitet, skønt de i kraft af deres lokale tilstedeværelse er bedst placeret til at forbedre adgangen til mobilitet. Kommissionen har heller ikke taget hensyn til deres rolle i udformningen og udviklingen af programmer rettet mod unge mennesker, selvom de lokale og regionale myndigheder er dem, der har det bedste kendskab til de unges virkelighed og situation, fordi de er tæt på dem;

    4.

    minder om, at de, inden for rammerne af initiativet annoncerede foranstaltninger, skal være tilgængelige for så mange unge som muligt, uanset deres personlige baggrund, økonomiske situation eller deres oprindelsesområdes geografiske beliggenhed. Der er således nogle unge, f.eks. fra regioner i den yderste periferi eller øer , der ikke har de samme mobilitetsmuligheder, som unge fra kontinentet. Regionsudvalget fremhæver imidlertid, at dette initiativ sigter mod at skabe muligheder for mobilitet, men at det overlader til de unge selv at vælge, om de vil benytte denne mulighed;

    5.

    understreger, at deres individuelle uddannelsesforløb bør give de unge mulighed for at erhverve, udvikle og opfriske faglige kvalifikationer, men også en viden, der sætter dem i stand til at være aktive borgere. Regionsudvalget gør samtidig opmærksom på, at støtten til kreativitet og unges innovationspotentiale samt etablering af et rum for deres intellektuelle og sociale udfoldelsesmuligheder er en central opgave for alle uddannelsesinstitutioner. Alle disse områder er nøglefaktorer i de unges personlige frigørelse og sociale integration. Dette kræver også foranstaltninger, der gør det muligt for de unge at forene uddannelse og arbejde med familieliv;

    6.

    bemærker, at de unge navnlig i lyset af den aktuelle økonomiske og finansielle krise bør tilskyndes til at fuldføre deres skolegang eller gå i gang med en supplerende uddannelse, som kan give dem de kvalifikationer, der er nødvendige for at forbedre deres chancer for at få adgang til arbejdsmarkedet;

    7.

    understreger, at det er vigtigt, at unge udvikler livsfærdigheder inden for rammerne af ikke-formel læring, som udbydes under det aktuelle program »Aktive Unge«. Regionsudvalget anmoder om, at programmet fortsætter efter 2013, da disse færdigheder supplerer den akademiske uddannelse og er afgørende for de unges mobilitet og beskæftigelsesegnethed på arbejdsmarkedet;

    8.

    henviser til den vægt, som Regionsudvalget altid har lagt på mobilitet, hvad enten formålet hermed er uddannelse eller beskæftigelse, idet mobilitet er en vigtig faktor i den faglige og personlige udvikling, som gør det muligt at styrke den europæiske identitet og samtidigt bidrage til den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i EU;

    9.

    anmoder om, at uddannelsesprogrammerne til fremme af mobilitet bliver forlænget ud over 2013, og beder Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet om at afsætte flere budgetmidler hertil i forbindelse med udarbejdelsen af de fremtidige rammeprogrammer;

    10.

    understreger, at målene for initiativet »Unge på vej« kun kan nås i et partnerskab med de lokale og regionale myndigheder og de øvrige berørte aktører, som beskæftiger sig med de unge.

    Om de mobilitetsrelaterede initiative

    REGIONSUDVALGET

    11.

    påpeger, at uddannelse bør stå i centrum for unges mobilitet. Derfor bør Kommissionen, under hensyntagen til den i traktaterne fastlagte kompetencefordeling, planlægge støtteforanstaltninger, der kan sikre adgang til information om mulighederne for mobilitet, forbedre uddannelseskvaliteten og effektivt værne om retten til uddannelse for alle, samtidig med at mobiliteten også styrkes i forbindelse med udveksling af studerende på de gymnasiale uddannelser og inden for netværk, der har at gøre med studerendes og unges mobilitet osv.

    12.

    minder om, at unge, som ikke er i gang med en universitetsuddannelse, samt socialt dårligt stillede unge, støder på flere hindringer for mobilitet. Ligeledes har nogle unge på grund af deres regions geografiske beliggenhed ikke lige adgang til mobilitet. Regionsudvalget minder om, at EU bør sikre, at alle unge har adgang til mobilitetsprogrammerne på lige vilkår, og anbefaler derfor at give støtte til regioner med særlige geografiske karakteristika, som regioner i den yderste periferi eller øer, hvor udviklingen af disse politikker for mobilitet hæmmes betydeligt af deres fjerne beliggenhed og geografiske isolation i forhold til fastlandet. Der bør gøres en beslutsom specifik indsats for disse unge, så de også kan få fuld gavn af de europæiske mobilitetsprogrammer. Det drejer sig især om oplysningstiltag, som er tilpasset de forskellige målgrupper, men også om passende finansiel støtte, for at de unges økonomi ikke længere skal være en hindring for mobilitet;

    13.

    som nævnt i Regionsudvalgets udtalelse om Grønbogen »Flere unge i læringsmobilitet« (1) skal det vigtige bidrag, som de lokale og regionale myndigheder yder til fremme af læringsmobiliteten, fremhæves. Dette gælder navnlig deres oplysnings- og rådgivningsindsats, bevidsthedsskabende foranstaltninger og, i de fleste tilfælde, også støtteforanstaltninger til sikring af kvalitet og finansieringsmuligheder;

    14.

    henviser til, at det ofte netop er de små mobilitetsprojekter, der får en afgørende virkning og bidrager til styrkelse af en europæisk tankegang, et aktivt unionsborgerskab og til fremme af demokratiet;

    15.

    støtter Kommissionens ambition om at informere de unge borgere bedre, især hvad angår de forenklede koordinationsprocedurer for social sikring, som skal tage hensyn til de nye mobilitetsstrømme;

    16.

    understreger, at der nødvendigvis må tages højde for behovet for studenterboliger i den nye generation af strukturfonde;

    17.

    understreger, at der er en sammenhæng mellem den debat, som Kommissionen har sat i gang med sin Grønbog om pensioner (2), og den europæiske ungdoms mobilitet med henblik på at forbedre pensionernes bæredygtighed og tilstrækkelighed. Set i dette perspektiv er det vigtigt, at de unge arbejdstagere kan få adgang til job og arbejdstider, der berettiger dem til pension fremover.

    Om uddannelses- og universitetspolitik

    REGIONSUDVALGET

    18.

    støtter Europa 2020-strategiens mål om at øge andelen af unge, som får en videregående uddannelse, til mindst 40 %, men understreger, at det kræver en demokratisering af adgangen til universiteterne, som bør være tilgængelige for flest mulige. Desuden må man ikke bare på EU-niveau, men også i medlemsstaterne videreføre og styrke foranstaltninger, der fremmer en bedre overensstemmelse mellem kvalifikationer og erhvervslivets behov, navnlig gennem synergier i gennemførelsen af de to flagskibsinitiativer »Unge på vej« og »En dagsorden for nye kvalifikationer og nye job«;

    19.

    bemærker, at diversificeringen af universiteternes indtægter af denne grund ikke alene må omfatte en eventuel forhøjelse af studieafgifterne, som ville kunne bringe denne demokratisering i fare;

    20.

    tager til efterretning, at Kommissionen overvejer muligheden for, at der i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank skabes en lånefacilitet for studerende på EU-niveau som et supplement til medlemsstaternes ordninger. Udvalget understreger, at disse lån ikke må medvirke til, at adgang til mobilitet bliver en handelsvare;

    21.

    bifalder Kommissionens initiativ til at skabe et globalt rangordningssystem for universiteternes resultater. Disse kriterier bør ikke kun tage hensyn til f.eks. undervisningens kvalitet, innovation, den regionale og lokale forankring og internationalisering, men også til studenterpopulationens sammensætning og de studerendes sociale og geografiske herkomst – og om denne er præget af lighed mellem kønnene – samt deres tilfredshedsgrad;

    22.

    tilslutter sig Kommissionens ønske om at give unge forskere mere attraktive ansættelsesvilkår. For at opnå dette må der skabes synergier mellem finansieringen på regionalt og EU-plan for at give de unge, som ønsker det, mulighed for at finansiere deres afhandlinger;

    23.

    har forståelse for, at de studerendes jobmuligheder bør være et af målene med de videregående uddannelser, men understreger, at disse også bør stimulere de studerendes kreativitet og innovationspotentiale og sætte skub i deres intellektuelle og sociale udvikling.

    Om de unges erhvervsmæssige integration

    REGIONSUDVALGET

    24.

    ønsker at fremhæve den tætte årsagssammenhæng mellem dårlige resultater i skolen og vanskelige socioøkonomiske levevilkår, hvilket er en af de væsentligste bestemmende faktorer for antallet af unge, som hverken er i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse eller erhvervsuddannelse. At bryde denne onde cirkel er en udfordring for lokale og regionale myndigheder i hele Europa og skal ses som en prioritet i forbindelse med dette initiativ;

    25.

    tilslutter sig Kommissionens ønske om, at alle unge skal være omfattet af et passende socialsikringssystem. Alle unge uden undtagelse bør uanset deres jobsituation være omfattet af social sikring;

    26.

    anbefaler, at Kommissionen etablerer en online-portal til udveksling af eksempler på bedste praksis for unges integration på arbejdsmarkedet på lokalt og regionalt niveau;

    27.

    konstaterer, at en systematisk overvågning af forholdene for unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse, bør udarbejdes af EU i samarbejde med de lokale myndigheder, som er bedst placeret til at finde frem til disse vanskeligt stillede unge og træffe de nødvendige foranstaltninger;

    28.

    støtter Kommissionens forslag om at tilskynde medlemsstaterne til at indføre en »ungdomsgaranti« for at sikre, at alle unge senest fire måneder efter, at de er gået ud af skolen, på grundlag af en individuel analyse af deres baggrund får tilbudt et job, en erhvervsuddannelse eller et studieforløb;

    29.

    bakker op om Kommissionens udarbejdelse af nye rammer for praktikophold af kvalitet, som kan være af afgørende betydning for de unges erhvervsmæssige integration. Så vidt muligt bør ulønnede eller underbetalte praktikophold undgås. Disse europæiske rammer bør omfatte en økonomisk godtgørelse og en social beskyttelse, som giver de unge praktikanter mulighed for at have et socialt liv, ligesom de bør fastsætte bestemmelser om de rettigheder og forpligtelser, der gælder for de unge praktikanter og for virksomhederne, hvor de er i praktik;

    30.

    bemærker, at Det Europæiske År for Frivilligt Arbejde (2011) vil være en lejlighed til: (a) blandt andre positive aspekter at vise værdien af frivilligt arbejde for de unge, idet det kan være til gavn for dem i udviklingen af deres faglige karriereforløb; og (b) at se nærmere på hindringerne for frivilligt arbejde og behovet for passende lovrammer for at beskytte de frivilliges rettigheder og krav;

    31.

    sætter spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i Kommissionens forslag om at indføre tidsubegrænsede enhedskontrakter og vil gerne have præciseret prøvetidens varighed og den specifikke minimumsindkomst for unge. Denne kontrakttype, som ikke giver nogen garanti for de unges erhvervsmæssige integration, risikerer snarere at gøre deres ansættelsesvilkår usikre fra starten og skabe et tvedelt arbejdsmarked;

    32.

    støtter Kommissionens initiativ »Dit første EURES-job«, som er et pilotprojekt, der giver unge mulighed for at finde et arbejde i en af de 27 medlemsstater. Dette initiativ bør gennemføres i samarbejde med organisationer, som beskæftiger sig med unges erhvervsmæssige integration, samt de lokale myndigheder;

    33.

    glæder sig over, at der som et af nøgletiltagene nedsættes en ekspertgruppe på højt niveau for læsefærdighed. Denne gruppe bør omfatte eksperter fra kommuner og regioner, som vil kunne bidrage med deres praktiske erfaringer. Som nævnt i Regionsudvalgets udtalelse om initiativet til bekæmpelse af analfabetisme (3) er udveksling af god praksis på europæisk niveau afgørende, især mellem lokale og regionale myndigheder, som har udviklet strategier til bekæmpelse af denne svøbe.

    Om anvendelsen af EU-fonde

    REGIONSUDVALGET

    34.

    bifalder, at Den Europæiske Socialfond bliver anvendt fleksibelt af medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder for at komme de unge til hjælp, især som led i gennemførelsen af Europa 2020-målene. Man bør udnytte denne fonds potentiale til fulde og øge forståelsen for de muligheder, den byder på. Andre europæiske støtteprogrammer, som ikke (hovedsageligt) er møntet på beskæftigelsesegnethed (f.eks. programmet for livslang læring) bør parallelt hermed videreføres som hidtil med det formål at realisere initiativets målsætninger, idet uddannelse ikke kun handler om at forbedre beskæftigelsesegnetheden;

    35.

    bemærker, at der findes en lang række EU-programmer til fremme af unges mobilitet (programmet for livslang læring, Erasmus Mundus, programmet Aktive Unge, programmet Europa for Borgerne). Disse programmer kunne også omfatte lærere, pædagoger og socialrådgivere, som ofte er dem, der vækker interessen for mobilitet hos de unge, som de vejleder;

    36.

    i forbindelse med evalueringen af alle programmerne om læringsmobilitet, som skal munde ud i forslag til retsakter i 2011 og i en ny finansiel ramme for tiden efter 2013, er det meget vigtigt, at der som nævnt i Regionsudvalgets udtalelse om Grønbogen »Flere unge i læringsmobilitet« tages hensyn til det væsentlige bidrag, som de lokale og regionale myndigheder yder for at fremme de unges læringsmobilitet. Faktisk fungerer de ofte som informations- og rådgivningsinstans og hjælper med til, at de unge for øjnene op for deres muligheder for mobilitet. De yder også tilskud hertil. Man bør også begrænse de administrative formaliteter i forbindelse med disse programmer.

    Om de symbolske initiativer under dette handlingsprogram og oplysning herom

    REGIONSUDVALGET

    37.

    bifalder udviklingen af et »Unge på vej«-kort. Et sådant symbolsk tiltag kan hjælpe med til at gøre hele initiativet mere populært og styrke tilhørsforholdet til Den Europæiske Union. Der bør dog knyttes reelle fordele til dette kort, som ikke må konkurrere med de eksisterende kort såsom ISIC-studiekortet (International Student Identity Card) eller det europæiske ungdomskort under Den Europæiske Sammenslutning for Ungdomskort, der kan tjene som støtte for det nye kort. Der kunne indføres store rabatter på rejser og indlogering for unge i Den Europæiske Union for at fremme de unges mobilitet;

    38.

    understreger, at det er nødvendigt at indarbejde de forskellige eksisterende initiativer såsom Europass (CV formateret til EU) i det fremtidige europæiske kvalifikationspas. Fremkomsten af alt for mange initiativer kommer i virkeligheden på tværs af målet om, at mobilitet skal fremmes ved at gøre anerkendelse af kvalifikationer mellem landene lettere.

    Bruxelles, den 27. januar 2011.

    Mercedes BRESSO

    Formand for Regionsudvalget


    (1)  Regionsudvalget udtalelse om Grønbogen: Flere unge i læringsmobilitet, CdR 246/2009.

    (2)  Grønbog - Sikre, tilstrækkelige og bæredygtige pensionssystemer i Europa, KOM(2010) 365 endelig.

    (3)  Regionsudvalgets udtalelse om »Bekæmpelse af funktionel analfabetisme« - En ambitiøs europæisk strategi til forebyggelse af udstødelse og fremme af personlig udvikling, CdR 193/2009.


    Top