Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010AR0230

    Regionsudvalgets udtalelse »Forenkling af gennemførelsen af rammeprogrammerne for forskning«

    EUT C 104 af 2.4.2011, p. 21–25 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    2.4.2011   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 104/21


    Regionsudvalgets udtalelse »Forenkling af gennemførelsen af rammeprogrammerne for forskning«

    2011/C 104/05

    REGIONSUDVALGET

    bifalder Kommissionens hensigt om at fremme de interinstitutionelle drøftelser om administrativ og finansiel forenkling af programmets regler;

    bemærker, at de komplekse strukturer i sig selv skaber mange fejl og afvigelser;

    erkender, at det er vigtigt at skelne mellem fejl og svig og at fremme en kultur, der er kendetegnet ved integritet og tillid;

    støtter Europa-Parlamentets forslag om en tilgang baseret på videnskab og teknologi eller videnskab og innovation, der tager udgangspunkt i fornuftige videnskabelige/tekniske kvalitetskriterier og en realistisk forvaltningspraksis, og som respekterer de fælles træk og forskellene mellem videnskab, teknologisk udvikling og markedsudbredelse;

    mener, at effektiviteten både bør bedømmes ud fra opnåelsen af fremragende forskningsresultater, opbygningen af forskningskapacitet og potentialet for udnyttelse i alle EU's regioner i overensstemmelse med princippet om territorial samhørighed;

    sætter pris på »Programmet for forskningspotentialet i konvergensregioner« under programmet »Kapacitet«;

    foreslår, at det næste rammeprogram yderligere udbreder anvendelsen af sådanne programmer og indfører et system til at femme deltagelse af kompetente partnere fra de regioner, der forskningsmæssigt halter bagefter, i projekter og programmer, som bliver ledet af mere kendte og meget kompetente forskningskollegaer, f.eks. via mentorordninger eller på andre måder. Regionsudvalget bemærker i den henseende de lokale og regionale aktørers potentiale for at fremme »kompetencecentre«, der er tilkoblet »ekspertisecentre«.

    Ordfører

    :

    Fiona O'Loughlin (IE/ALDE), Kildare County Council og Mid-East Regional Authority

    Basisdokument

    :

    Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om forenkling af gennemførelsen af rammeprogrammerne for forskning

    KOM(2010) 187 endelig

    I.   POLITISKE ANBEFALINGER

    REGIONSUDVALGET

    1.

    bifalder Kommissionens hensigt om at fremme de interinstitutionelle drøftelser om administrativ og finansiel forenkling af programmets regler, som udtrykt i meddelelsen om »forenkling af gennemførelsen af rammeprogrammerne for forskning«;

    2.

    anerkender, at der allerede er indført en række forenklinger, som har forbedret det syvende rammeprogram (RP7), og er klar over, at der går noget tid, før disse foranstaltninger giver reelle resultater. Regionsudvalget påpeger ikke desto mindre, at RP7 stadig er et komplekst program, og at forvaltningen af det stadig er præget af overdrevent bureaukrati, lav risikotolerance, ringe produktivitet og upassende forsinkelser;

    3.

    understreger, at der er direkte forbindelse mellem de regler og procedurer, der anvendes i forbindelse med RP7, programmets tiltrækningskraft for potentielle deltagere og kvaliteten af den udførte forskning. Regionsudvalget understreger i den henseende, at forenklingen skal komme slutbrugeren/modtageren til gode, og at fordelene skal opveje omkostningerne ved gennemførelsen;

    4.

    mener, at timingen og rækkefølgen af forandringerne/forenklingerne er vigtig, fordi projektlederne har brug for sikkerhed og stabilitet i forhold til reglerne og deres anvendelse. Regionsudvalget mener også, at kontinuitet er afgørende for, at overgangen fra RP7 til RP8 forløber gnidningsfrit, og at rammeprogrammets mål kan opfyldes;

    5.

    forstår, at mange opfatter RP7 og de dermed forbundne instrumenter som usammenhængende. Regionsudvalget erkender samtidig, at det er nødvendigt at håndtere de utallige politiske F&U-strukturer på europæisk, nationalt og territorialt niveau gennem en mere holistisk forvaltningstilgang;

    6.

    mener, at det skal drøftes, hvad de nationale kontaktpunkter kan gøre for at yde potentielle deltagere i rammeprogrammet en mere effektiv service og sikre en bedre samordning med de regionale aktører, der letter adgangen til rammeprogrammet. Selv om der er skabt forbedringer, mener Regionsudvalget, at der stadig forekommer negative holdninger, som de nationale kontaktpunkter kunne være med til at ændre på;

    7.

    anerkender, at et antal andre relaterede foranstaltninger såsom den treårige revision af finansforordningen også undersøges eller burde undersøges samtidig med forenklingen af RP7.

    Forvaltning af RP7 og forenkling inden for de eksisterende regler

    Vejledning og støtte

    REGIONSUDVALGET

    8.

    bemærker, at de komplekse strukturer i sig selv skaber mange fejl og afvigelser. Regionsudvalget opfordrer til, at den dokumentation og informationsmængde, der kræves for at deltage i projekterne, gøres enklere, samt at antallet og omfanget af officielle dokumenter nedbringes, hvilket dog ikke må forringe projekternes indhold og kvalitet. Udvalget opfordrer endvidere til at optimere overvågnings- og kontrolprocesserne, begrænse antallet af revisioner og gennemføre dem efter ensartede kriterier samt at undgå at bede om dokumenter, som den pågældende virksomhed allerede har indgivet;

    9.

    mener, at SMV'ernes relativt lave deltagelsesprocent skyldes programmets kompleksitet, og er helt overbevist om, at ændringer af reglerne i forbindelse med overgangen fra RP7 til RP8 bør udformes således, at de fremmer større deltagelse af SMV'er;

    10.

    opfordrer til, at viften af støtteregler indsnævres eller harmoniseres, samt at finansieringsbetingelserne strømlines. Dette bør gøres ved hjælp af en ensartet vejledning og en tilgængelig onlinesupport;

    11.

    understreger, hvor vigtigt det er for alle parter, at indholdet af reglerne, lovgivningen og definitionerne tolkes og kommunikeres konsekvent og utvetydigt;

    12.

    understreger, at reglerne skal anvendes ensartet, og at de forskellige tjenesters kontrol og tilsyn skal koordineres;

    13.

    er bekymret for den tid, det tager at indhente forklaringer og modtage vejledning, de vilkårlige fortolkninger af projektledernes forhandlingsbeføjelser samt anvendelsen af »nye« regler eller fortolkninger med tilbagevirkende kraft;

    14.

    foreslår, at der indføres nye mekanismer, der gør det muligt hurtigt at give konstruktiv feedback til ansøgere, der får afslag, udbrede resultaterne af de projekter, der støttes under RP7, og at lette overførslen og anvendelsen af resultaterne i SMV'er;

    15.

    anbefaler at forbedre forskningens effektivitet gennem udviklingsmekanismer, der tager udgangspunkt i at give mere støtte til projekter for at fremme offentliggørelsen af deres resultater og deres tilpasning til nye områder ved at a) fremme beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret til projekter, og b) maksimere løftestangseffekten af de offentlige midler gennem styrkede forbindelser mellem forskning, innovation og virksomheder.

    Struktur af og tidspunkter for indkaldelser af forslag

    REGIONSUDVALGET

    16.

    støtter indførelsen af et evalueringsforløb i to faser, hvad angår samarbejdsprojekter, for at undgå at spilde enorme kræfter og penge på at udarbejde detaljerede forslag, som efterfølgende ikke godkendes. Dette er en høj, men skjult omkostning ved det nuværende godkendelsessystem;

    17.

    foreslår, at der indføres en fast tidsfrist (f.eks. på 60 dage) for evaluering af ansøgningerne samt en fast tidsfrist for afslutning af kontraktforhandlingerne (yderligere 60 dage). Regionsudvalget mener, at dette kunne gøre det nemmere for mindre lokale og regionale aktører at deltage;

    18.

    støtter forslaget om at tillade mindre konsortier, hvilket i væsentlig grad kunne sikre større fleksibilitet, tiltrække partnere fra målgrupper som SMV'er og føre til større produktivitet takket være en mere enkel forvaltning;

    19.

    bifalder indsatsen for at mindske antallet af kombinationer af finansieringssatser, organisationstyper og aktivitetstyper, men advarer mod at indføre en løsning med én enkelt sats for alle organisationstyper;

    20.

    er bekymret for forslaget om, at der med henblik på at afkorte tidsrummet frem til bevillingen af støtten ikke skal anmodes om input fra eksperter i medlemsstaterne under udvælgelsen af projekter. Dette kan resultere i en ringere forståelse for medlemsstaternes og regionernes forskningskontekst. Derfor foreslår Regionsudvalget, at man i stedet overvejer at indføre en mekanisme, der gør det muligt hurtigere at tilvejebringe input til udvælgelsesprocessen.

    Bedre brug af IKT

    REGIONSUDVALGET

    21.

    bifalder Kommissionens hensigt om at sørge for it-værktøjer, der i højere grad er målrettet EU's programmer for forskning, uddannelse og innovation. Regionsudvalget efterlyser en bredere anvendelse af e-administration – onlinesystemet for forslag, forhandling og rapportering – og en bedre harmonisering inden for Generaldirektoratet for Forskning samt generaldirektoraterne imellem;

    22.

    mener, at forskningsdeltagerportalen bør være et unikt sted (»one-stop-shop«) for alle it-relaterede systemer, f.eks. til rapportering, og at den bør være åben og brugervenlig, så vejledning, fortolkninger m.m. er tilgængeligt for alle (modtagere og Kommissionens personale). Dette kunne være med til at sikre en mere konsekvent anvendelse af reglerne og en mere effektiv forvaltning.

    Udvidet anvendelse af priser

    REGIONSUDVALGET

    23.

    advarer om, at uddelingen af priser kan resultere i en koncentration af fondsmidler om nogle få større udvalgte enheder. Regionsudvalget bemærker, at priser ikke bør træde i stedet for struktureret finansiering, men at de omvendt kan bruges til at fremme opdagelsen af nye talenter og lovende ideer.

    Vedtagelse af en tillidsbaseret tilgang

    REGIONSUDVALGET

    24.

    mener, at den nuværende forvaltning af RP7 indebærer alt for meget kontrol, og anbefaler en tillidsbaseret og risikotolerant tilgang til finansiering af forskning. Regionsudvalget støtter derfor den række af forslag, der fremsættes i meddelelsen til dette formål;

    25.

    understreger, at finansiel forvaltning og kontrol lægger beslag på en uforholdsmæssig stor del af projektledernes/forskernes tid, som dermed ikke kan bruges på den egentlige gennemførelse af projektet og forskningsarbejdet;

    26.

    bifalder Kommissionens meddelelse af 26. maj 2010 om »Mere eller mindre kontrol? Den rette balance mellem de administrative kontrolomkostninger og fejlrisikoen« (1), hvori der foreslås acceptable fejlprocenter for finansiering af forskning;

    27.

    støtter vedtagelsen af en højere acceptabel fejlrisiko for forskning, som sikrer god balance mellem fornuftig finansiel forvaltning og passende kontrol;

    28.

    anbefaler en bredere accept af almindeligt anvendte regnskabsregler og -metoder (i overensstemmelse med nationale regnskabs- og revisionsstandarder), særligt hvad angår metoder til udregning af gennemsnitlige personaleomkostninger;

    29.

    anbefaler, at Kommissionen analyserer cost-benefit-forholdet ved revision og udvikler mere præcise, konsekvente og gennemsigtige regler for revisionsprocedurerne. Regionsudvalget advarer om, at en målrettet, risikobaseret revision kan føre til påvisning af højere fejlprocenter end en stikprøvekontrol af udgiftsposterne;

    30.

    erkender, at det er vigtigt at skelne mellem fejl og svig og at fremme en kultur, der er kendetegnet ved integritet og tillid;

    31.

    foreslår, at EU's personalevedtægt revurderes med hensyn til personligt ansvar i forbindelse med taklingen af risikoaversionen i forbindelse med RP7. Derudover foreslår Regionsudvalget, at der iværksættes et efteruddannelsesprogram (særligt i kontraktforvaltning) for projektansvarlige og interne revisorer i Kommissionen. Regionsudvalget anbefaler også, at der med henblik på at skabe større konsekvens udarbejdes en fælles vejledning for alt personale om gennemførelsen af rammeprogrammet.

    Overgang til en resultatbaseret tilgang

    REGIONSUDVALGET

    32.

    er klar over, at hensigten med den foreslåede overgang til en resultatbaseret finansieringsordning er god, men henleder opmærksomheden på, at det kan føre til en række utilsigtede konsekvenser, f.eks. en tilgang, der er præget af risikoaversion (eller i hvert fald mindre risikovillighed), og som med mindre sandsynlighed vil flytte grænser, hvilket vil underminere den vægt, der lægges på faglig ekspertise, og gøre det til en tungere opgave for den potentielle modtager at udarbejde forslag, ligesom det vil forlænge tiden frem til bevillingen af støtten;

    33.

    er derfor endnu ikke overbevist om det rigtige i at gå over til resultatbaseret forskning, men bifalder det foreslåede pilotprojekt til at teste denne tilgang, da Regionsudvalget mener, at en kombination af styret og ikke-styret forskning kan være en mere hensigtsmæssig metode til at løfte fremtidens forskningsmæssige udfordringer;

    34.

    opfordrer til, at der oprettes nye støttemekanismer for de lokale og regionale myndigheder, så de kan købe brugbare resultater af forskellige forskningsprojekter og opfylde videnskravene for innovativ regional udvikling. Desuden fremhæves vigtigheden af at fremme og tilskynde overførsel til og anvendelse af projektresultaterne i de europæiske SMV'er;

    35.

    støtter Europa-Parlamentets forslag om en tilgang baseret på videnskab og teknologi eller videnskab og innovation (2), der tager udgangspunkt i fornuftige videnskabelige/tekniske kvalitetskriterier og en realistisk forvaltningspraksis, og som respekterer de fælles træk og forskellene mellem videnskab, teknologisk udvikling og markedsudbredelse.

    Bedre balance mellem ekspertise og samhørighed

    REGIONSUDVALGET

    36.

    mener, at effektiviteten både bør bedømmes ud fra opnåelsen af fremragende forskningsresultater, opbygningen af forskningskapacitet og potentialet for udnyttelse i alle EU's regioner i overensstemmelse med princippet om territorial samhørighed. Europæisk forskning bør ikke kun handle om globale flagskibe og konsolidering af nogle få regioners førende rolle inden for forskning eller om sikring af den europæiske industris konkurrenceevne inden for centrale støtteteknologier. Det bør også handle om at opnå en velafbalanceret deltagelse, uden at det går ud over ekspertisen;

    37.

    ser »Programmet for forskningspotentialet i konvergensregioner« under programmet »Kapacitet« som et værdifuldt skridt hen imod udvikling af regionale kapaciteter og fremme af disse regioners deltagelse i F&U-aktiviteter. Regionsudvalget mener også, at tiltaget med vidensregioner har været en vis succes, idet det har motiveret regionale og lokale myndigheder til at samarbejde med universiteter og forskningscentre om projektudvikling og lokale og regionale F&U-strategier;

    38.

    foreslår, at det næste rammeprogram yderligere udbreder anvendelsen af sådanne programmer og indfører et system til at femme deltagelse af kompetente partnere fra de regioner, der forskningsmæssigt halter bagefter, i projekter og programmer, som bliver ledet af mere kendte og meget kompetente forskningskollegaer, f.eks. via mentorordninger eller på andre måder. Regionsudvalget bemærker i den henseende de lokale og regionale aktørers potentiale for at fremme »kompetencecentre«, der er tilkoblet »ekspertisecentre«;

    39.

    foreslår, at der i forbindelse med disse programmer indkaldes forslag oftere end den nuværende én gang om året;

    40.

    støtter den fortsatte koordinationsindsats mellem strukturfondene og rammeprogrammerne (3), men påpeger, at der er behov for at arbejde mere på at udvikle konsekvente regler, procedurer og fremgangsmåder og at koordinere indkaldelser af forslag, herunder muligheden for at samfinansiere projekter, der i forvejen modtager støtte fra forskningsprogrammet, med strukturfondsmidler;

    41.

    understreger dog, at EU's regionalpolitik skal bruges til det formål, der er fastlagt i traktaten, hvilket er at skabe samhørighed, og det skal undgås, at andenrangsprojekter, der ikke godkendes under forskningsprogrammet, finder vej til finansiering gennem strukturfondene;

    42.

    værdsætter muligheden for at skabe forbindelse mellem rammeprogrammerne og andre EU-programmer, således at finansiering under strukturfondene kan bruges til at støtte projekter, der er vurderet til at opfylde alle ekspertisekriterier for rammeprogrammerne, og foreslår, at dette kan gå i begge retninger, således at projekter, der udvikles under de territoriale samarbejdsprogrammer, eksempelvis har lettere adgang til rammeprogrammerne;

    43.

    foreslår, at ERA-NET-initiativet i forbindelse med koordinationen af forskningsprogrammerne forenkles og udvides, og at regionale organisationers deltagelse fremmes, da regionerne mener, at initiativet er for restriktivt. Regionsudvalget mener, at regioner bør have mulighed for at udvikle samme type initiativer inden for rammerne af den fælles programmering som de nationale regeringer.

    Bruxelles, den 27. januar 2011.

    Mercedes BRESSO

    Formand for Regionsudvalget


    (1)  KOM(2010) 261.

    (2)  2010/2079 (INI), tilpasset ud fra pkt. 26.

    (3)  2009/2243 (INI).


    Top