Regionsudvalgets udtalelse: Forbedring af VVM- og SMV-direktiverne

(2010/C 232/07)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

A.   Generelle bemærkninger samt de lokale og regionale myndigheders rolle

1.   bekræfter SMV- og VVM-direktivernes betydning som nøgleinstrumenter i den lokale og regionale miljøpolitik, eftersom de bidrager til at forebygge mulige miljømæssige konsekvenser af offentlige eller private investeringsprogrammer, planer og projekter;

2.   fremhæver, at anvendelsen af begge direktiver kan pålægge virksomheder og offentlige forvaltninger øgede omkostninger;

3.   påpeger imidlertid, at ingen af direktiverne fastlagde obligatoriske miljøstandarder: kvalitetskontrollen med VVM og SMV er i høj grad overladt til de nationale myndigheder;

4.   har den opfattelse, at der på trods af bestemmelser om offentlig deltagelse og åbenhed i beslutningsprocessen under henholdsvis SMV- og VVM-direktiverne, stadig er mangler som må udbedres, særligt med hensyn til opstarten af den offentlige høringsfase, informationer til offentligheden og adgangen hertil;

5.   gør opmærksom på flere afsnit, hvor der er overlapninger mellem de to direktiver. Selvom de vedrører forskellige spørgsmål, idet SMV-direktivet gælder forud for bestemte offentlige og private planer og programmer, mens VVM-direktivet anvendes til evaluering af offentlige og private projekter, fremgår det ikke altid klart, hvor grænsen går mellem en plan, et program eller et projekt, og der hersker fortsat tvivl om genstanden for en vurdering opfylder kriterierne for anvendelse af begge direktiver eller kun det ene. Vurderingen skal derfor foretages i to skridt;

6.   understreger behovet for, at begge direktiver formelt kædes sammen med direktivet om levesteder, navnlig hvad angår aspektet passende vurdering, og handlingsplanen for biodiversitet og indeholder en veletableret metodik til kortlægning af klimaændringernes konsekvenser.

B.   Miljøindvirkningsvurdering (VVM-direktivet)

7.   bekræfter, at alle medlemsstater har indført omfattende rammebestemmelser og er i færd med at gennemføre VVM-direktivet. I visse tilfælde går medlemsstaterne endda ud over de mindstekrav, der er fastlagt i direktivet;

8.   bemærker imidlertid, at det på visse områder er nødvendigt at forbedre VVM-direktivet, og anmoder om, at der afholdes en ekspertdebat på medlemsstatsniveau med særligt fokus på screening, offentlig deltagelse, datamaterialets kvalitet, VVM-procedurer med grænseoverskridende virkninger og koordinationen mellem VVM og andre direktiver og politikker;

9.   foreslår, at screeningsmekanismen i artikel 4 i lighed med bilag II og III forenkles og tydeliggøres ved detaljeret at beskrive udvælgelseskriterierne i bilag III og ved at fastsætte EF-tærskelværdier, -kriterier eller –udløsningsværdier i direktivet. Det viser sig, at medlemsstaterne, når de fastsætter tærskelværdier, ofte overskrider deres skønsmæssige beføjelser enten ved kun at tage nogle af udvælgelseskriterierne i bilag III i betragtning eller ved på forhånd at undtage nogle projekter. Derudover er der flere tilfælde, hvor de kumulative virkninger ikke tages i betragtning, og »salamimetoden« anvendes i forbindelse med projekter, særligt når der er tale om store investeringsplaner. Udvalget foreslår ligeledes, at der gives en detaljeret beskrivelse af de tekniske kendetegn ved de projekter, der er omfattet af bilag I og II, med det sigte at præcisere det konkrete anvendelsesområde;

10.   anbefaler, at direktivet indfører en obligatorisk »scoping« (afgrænsning), der afgør indholdet og omfanget af de spørgsmål, der skal indgå i VVM-direktivets miljøoplysninger, samt en gennemsigtig akkreditering af konsulenter, når sådanne anvendes;

11.   anbefaler ligeledes, at direktivet, som en foranstaltning, der skal bidrage til kvaliteten og dermed effektiviteten af VVM, specificerer, at det er obligatorisk at vurdere alternative løsninger, fastlægge VVM's gyldighed og overvåge mulige væsentlige miljøvirkninger ved projektgennemførelsen og effektiviteten af de fastlagte beskyttelsesforanstaltninger og korrigerende foranstaltninger;

12.   understreger, at offentligheden i tide og i praksis skal have mulighed for at deltage i beslutningsprocessen. Offentligheden bør høres så tidligt som muligt, f.eks. i afgrænsnings- eller screeningsfaserne. Der skal også opstilles minimumskrav for bedste praksis, hvad angår tilrådighedsstillelse af VVM-dokumentationen for den berørte offentlighed.

C.   Direktivet om strategisk miljøvurdering (SMV-direktivet)

13.   gør opmærksom på, at det overordnede billede af SMV-direktivets anvendelse og virkning i medlemsstaterne er noget blandet både med hensyn til de institutionelle og retlige ordninger i SMV-proceduren og med hensyn til, hvordan medlemsstaten opfatter sin rolle (1);

14.   understreger, at direktivet, selvom der er behov for at indsamle yderligere erfaringer med anvendelsen af SMV-direktivet, indeholder en række elementer, som det er op til den enkelte medlemsstat at beskrive, og som kunne specificeres i forbindelse med en revision. Udvalget gør opmærksom på behovet for:

15.   minder om, at erfaringerne viser, at introduktionen af SMV i den fysiske planlægning på regionalt og lokalt niveau forøger omkostningerne med 0,1-1 % og godkendelsestiderne med 20-25 %, hvilket der må tages højde for, hvis SMV-direktivet ændres;

16.   anser det for afgørende, at der sker en kapacitetsudvikling i medlemsstaterne med det formål at sikre en effektiv gennemførelse af SMV-direktivet. Med henblik herpå skal der på det kraftigste tilskyndes til kapacitetsopbygning, navnlig gennem målrettede kampagner for ansættelse og uddannelse af SMV-eksperter og vejledninger;

17.   foreslår, at alle initiativer skal bygge på principperne om nærhed, proportionalitet og bedre lovgivning, åbne en bredt funderet debat med alle aktører, fremme naturbevarelsen, øge harmoniseringsgraden og forenkle de eksisterende procedurer;

18.   påpeger, at der kan spares tid og penge, og at dobbeltarbejde kan undgås, hvis man allerede i forbindelse med udarbejdelse af den fysiske planlægning i løbet af den offentlige høring af borgerne får lejlighed til at informere sig om de planlagte løsninger; derfor er der ikke behov for et SMV-direktiv til at sikre, at offentligheden inddrages. En strategisk miljøvurdering kan gennemføres for at efterprøve de alternativer, som findes med hensyn til mål, anvendte teknologier eller miljøpåvirkninger fra et konkret objekt, som potentielt kan have negativ miljøeffekt.

(1)  Yderligere oplysninger om anvendelsen og virkningen af de to direktiver findes i følgende undersøgelser fra Kommissionen:

http://ec.europa.eu/environment/eia/pdf/eia_study_june_09.pdf

http://ec.europa.eu/environment/eia/pdf/study0309.pdf.