14.12.2010

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/49

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden og ophævelse af direktiv 2004/67/EF

KOM(2009) 363 endelig — 2009/0108 (COD)

(2010/C 339/11)

Ordfører: Sergio Ernesto SANTILLÁN CABEZA

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 4. september 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden og ophævelse af direktiv 2004/67/EF

KOM(2009) 363 endelig – 2009/0108 (COD).

EØSU's præsidium henviste den 29. september 2009 det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet.

Som følge af sagens hastende karakter udpegede EØSU på sin 459. plenarforsamling den 20. og 21. januar 2010 (mødet den 20. januar 2010) Sergio Ernesto Santillán Cabeza til hovedordfører og vedtog med 173 stemmer for og 4 hverken for eller imod følgende udtalelse:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Udskiftningen af den gældende lovgivning om sikring af naturgasforsyningen indgår i en pakke af nødforanstaltninger, som skal afbøde de alvorlige konsekvenser af afbrydelser i gasforsyningen.

1.2   EØSU bifalder forslaget til forordning om opretholdelse af EU's naturgasforsyning.

1.3   Valget af retsakt til afløsning af direktiv 2004/67/EF om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden (1) er hensigtsmæssigt, da en forordning sikrer en hurtigere og mere ensartet gennemførelse. Problemets hastende karakter og alvor forpligter de ansvarlige til hurtigst muligt at gennemføre foranstaltninger for at undgå afbrydelser af forsyningen.

1.4   EØSU hilser det især velkomment, at forslaget konkretiserer, hvilke handlinger de ansvarlige parter er forpligtet til at sætte i værk (infrastrukturer, forebyggende foranstaltninger og nødplaner for krisesituationer). Dermed reduceres den skønsmargen, som findes i direktivet fra 2004.

1.5   Da kompetencefordelingen ikke er tilstrækkelig tydelig i Kommissionens forslag, foreslår EØSU, at der trækkes klare grænser mellem de offentlige myndigheders kompetencer (Kommissionen og medlemsstaternes kompetente myndigheder) og de private virksomheders og organisationers kompetencer.

1.6   EØSU gør opmærksom på, at der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til forbrugernes rettigheder i forslaget. Det gælder forhold som overvæltning af udgifterne ved foranstaltningerne på tarifferne, afklaring af begreberne »privatkunde« og »beskyttet kunde«, ret til information i nødsituationer osv.

1.7   Som det påpeges i punkt 5.3, er det nødvendigt at iværksætte sanktioner mod medlemsstater, som ikke opfylder forpligtelserne vedrørende forsyningssikkerhed.

1.8   EØSU efterlyser en særlig beskyttelse af privatkunder og småforbrugere af gas i nødsituationer.

1.9   Efter EØSU's mening bør alle tjenesteydere uden undtagelse have samme grad af ansvar for forsyningerne i overensstemmelse med deres kapacitet.

1.10   De alternative gasrørledningsprojekter (som f.eks. Nord Stream og Nabucco) vil skabe varige løsninger på mellemlangt og langt sigt, men indtil foranstaltningerne i forslaget til udtalelse er blevet gennemført fuldt ud, er det nødvendigt at træffe forebyggende foranstaltninger for at undgå en gentagelse af krisen i januar 2009.

1.11   EØSU understreger betydningen af en hurtig gennemførelse af visse foranstaltninger i den tredje energipakke, bl.a. udarbejdelse af nationale energihandlingsplaner til bekæmpelse af energifattigdom, sikring af de regulerende organers uafhængighed og beskyttelse af udsatte brugere.

1.12   EØSU foreslår, at der indledes en debat om liberaliseringen af energimarkedet, som hidtil har været en central EU-politik, eftersom den ikke har haft held til at opfylde målet om at diversificere forsyningskilderne og styrke forsyningssikkerheden. Hertil kommer, at liberaliseringen har medført store tab af kvalificerede arbejdspladser.

1.13   Det skal fremhæves, at forordningsforslagets effektivitet, ligesom de øvrige foranstaltninger, der er blevet truffet, grundlæggende afhænger af medlemsstaternes solidaritet og samarbejdsvilje.

1.14   Det er ligeledes vigtigt, at Kommissionens beføjelser til at koordinere foranstaltningerne i nødsituationer styrkes, så man undgår unilaterale beslutninger, der svækker positionen over for tredjelande.

2.   Baggrunden for forslaget til forordning

2.1   En fjerdedel af EU's samlede energiforbrug udgøres af gas, hvoraf 58 % importeres fra udlandet. Heraf kommer de 42 % fra Rusland. Ca. 80 % af den europæiske import af russisk gas ledes gennem Ukraine (300-350 mio. kubikmeter om dagen). For de otte nye østeuropæiske medlemsstater ligger afhængigheden af russisk gas på 77 % i gennemsnit (Kommissionens arbejdsdokument SEK(2009) 977 endelig). EU's store afhængighed af eksterne forsyningskilder har i årevis givet anledning til bekymring for gasforsyningssikkerheden, og det var direktivet fra 2004 et svar på (1). I 2006 førte en konflikt mellem Gazprom (Rusland) og Naftogaz (Ukraine) til en midlertidig afbrydelse af forsyningerne.

2.2   Den 13. november 2008 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse (KOM(2008) 769) om gennemførelsen af det eksisterende direktiv fra 2004, hvori den påpegede behovet for ændringer.

2.3   Den 1. januar 2009, midt om vinteren, afbrød Gazprom endnu en gang gasforsyningerne via Ukraine og satte dermed 18 europæiske lande i en alvorlig situation. Selv om der i princippet var tale om en handelsstrid om gasprisen, blev EU nødt til at gribe aktivt ind på grund af stridens konsekvenser, og fordi den berørte mange af EU's medlemsstater. Konflikten afsluttedes med en aftale mellem virksomhederne (den 19. januar 2009), men dens varighed, den store skade, den forvoldte, og den stærke europæiske afhængighed af gas fra Rusland har fået advarselsklokkerne til at ringe.

2.4   Efter »gastopmødet« (»Naturgas til Europa – sikkerhed og samarbejde« i Sofia, april 2009) med deltagelse af repræsentanter for lande i området omkring det Kaspiske Hav, i Centralasien, Sortehavsområdet, Balkan, USA, Rusland og EU forsøger man med det forslag til forordning, der er grundlaget for denne udtalelse, at finde en løsning på de problemer, der har vist sig, f.eks. den manglende koordination mellem medlemsstaterne og den utilstrækkelige definition af de forpligtelser, der påhviler de forskellige ansvarlige parter. I stedet for at komme med lappeløsninger skal forordningen således fornuftigt nok helt erstatte direktivet fra 2004.

3.   Indholdet af forslaget til forordning

3.1   Ansvaret for forsyningssikkerheden

3.1.1   Naturgasselskaberne, medlemsstaternes kompetente myndigheder, de industrielle gaskunder og Kommissionen har ansvaret for gasforsyningssikkerheden inden for deres respektive ansvarsområder (art. 3.1). Der skal være et udstrakt samarbejde mellem disse parter.

3.1.2   Senest 12 måneder efter forordningens ikrafttræden skal den kompetente myndighed i hver medlemsstat – efter høring af de berørte parter og udveksling af oplysninger med de øvrige nationale myndigheder samt Kommissionen – fastlægge en forebyggende handlingsplan og en nødplan. Efter høring af det europæiske net af transmissionssystemoperatører for gas (»ENTSO-G«) og agenturet for samarbejde mellem energimyndigheder (»ACER«) kan Kommissionen også henstille til, at der opstilles en fælles plan på regionalt niveau.

3.1.3   Foranstaltningerne, hvormed forsyningssikkerheden skal opretholdes, skal defineres tydeligt, være gennemsigtige, forholdsmæssige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare, og de må ikke uretmæssigt forvride konkurrencen eller et velfungerende indre marked (art. 3.5).

3.2   Forebyggende handlingsplan

3.2.1   Den forebyggende handlingsplan skal indeholde infrastrukturforanstaltninger, risikovurdering, foranstaltninger med henblik på at imødegå de påpegede risici og oplysninger om de relevante offentlige serviceforpligtelser. Den forebyggende handlingsplan skal ajourføres hvert andet år (art. 5).

3.2.2   Forsyningsinfrastruktur. I tilfælde af en afbrydelse af den største gasforsyningsinfrastruktur skal det sikres, at den resterende infrastruktur har kapacitet til at levere den gasmængde, som er nødvendig for at dække det beregnede områdes samlede gasefterspørgsel i en periode på tres dage med usædvanlig stor gasefterspørgsel i den statistisk set koldeste periode inden for de seneste år (art. 6.1). N-1-indikatoren beskriver gasinfrastrukturens kapacitet til at levere gas, der dækker den maksimale efterspørgsel i det beregnede område i tilfælde af, at den største infrastruktur afbrydes (forslagets bilag 1).

3.2.3   Foranstaltninger til at sikre gasforsyningen. Den kompetente myndighed skal sikre gasforsyningen til medlemsstatens beskyttede kunder (privatkunder, skoler og hospitaler osv.) og undgå forskelsbehandling og urimelige byrder for nye markedsaktører og små selskaber (art. 7).

3.2.4   Risikovurdering. De kompetente myndigheder har pligt til at foretage en risikovurdering på grundlag af fastlagte kriterier (art. 8).

3.3   Nødplan og kriseniveauer

3.3.1   Nødplanens indhold specificeres i forslaget til forordning (bl.a. definition af de enkelte parters ansvarsområder, procedurerne i tilfælde af krise, mekanismerne for samarbejde med andre medlemsstater osv.). Der er tre kriseniveauer, som afhænger af truslens alvor: hurtig varsling, alarmering og nødsituation (art. 9.1 og 9.2).

3.3.2   Kommissionen har en række beføjelser og kan verificere, »at erklæringen af en nødsituation er berettiget, og at den ikke pålægger en urimelig byrde på naturgasselskaberne og det indre markeds funktion«. Den kan også bede den kompetente myndighed om at ændre foranstaltninger eller ophæve sin erklæring af en nødsituation, hvis den indebærer en urimelig byrde eller ikke er berettiget (art. 9.6).

3.3.3   Kommissionen kan erklære en nødsituation på fællesskabsniveau efter anmodning af en kompetent myndighed (blandt andre muligheder) og fastlægge det geografiske område, som foranstaltningen skal omfatte. Dens hovedopgaver er at koordinere de kompetente myndigheders foranstaltninger. Den bistås heri af gaskoordinationsgruppen (art. 10.1).

3.4   Gaskoordinationsgruppen

3.4.1   Denne gruppe består af repræsentanter for de kompetente myndigheder, ACER, ENTSO-G samt for de repræsentative organer i den pågældende industri og de relevante kunder. Kommissionen fastlægger gruppens sammensætning og varetager dens formandskab (art. 11).

3.4.2   Gruppen har til opgave at bistå Kommissionen i gennemførelsen af de foranstaltninger, der er fastlagt i forordningen.

3.5   Udveksling af oplysninger

3.5.1   I en national nødsituation skal den kompetente myndighed have dagligt opdaterede oplysninger til rådighed om bl.a. gasstrømme på timebasis ved alle entry- og exitpunkter på tværs af landegrænser. I en nødsituation på EU-niveau kan Kommissionen anmode den kompetente myndighed om at fremlægge en række oplysninger, bl.a. de oplysninger, som den pågældende myndighed råder over (art. 12.1-12.5).

3.5.2   Kommissionen skal også informeres om mellemstatslige aftaler og handelsaftaler om energiforsyning, som er indgået med tredjelande (art. 12.6). Der skal desuden udgives en årlig rapport (art. 13).

4.   Generelle bemærkninger

4.1   Udskiftningen af direktivet fra 2004 er blot én af en række foranstaltninger, der er blevet truffet med henblik på at opretholde forsyningssikkerheden. Af andre foranstaltninger kan nævnes Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 713/2009 om oprettelse af et agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder samt »den tredje pakke« vedrørende det indre energimarked (2). Det er afgørende, at alle disse foranstaltninger gennemføres til punkt og prikke.

4.2   EØSU glæder sig over forslaget til forordning, som set i lyset af de ovennævnte forhold er uundværligt. EØSU finder valget af retsakt hensigtsmæssigt, da en forordning sikrer en hurtigere ikrafttræden og mere ensartet gennemførelse af de pågældende foranstaltninger.

4.3   EØSU bifalder, at forslaget i høj grad øger samordningen af beredskabet i nødsituationer og dermed reducerer den nuværende skønsmargen. Med dette forslag styrkes Kommissionens beføjelser, hvilket er positivt.

4.4   Udvalget påskønner også i høj grad de detaljerede planer og foranstaltninger i forskellige kritiske situationer, men gør i samme åndedrag opmærksom på, at deres gennemførelse vil kræve en ikke ubetydelig indsats, både menneskeligt og materielt, for de forskellige ansvarlige parter.

4.5   Et andet positivt aspekt er, at forslaget konkretiserer, hvilke tiltag de ansvarlige parter er forpligtet til at sætte i værk med hensyn til infrastrukturen, når der tages udgangspunkt i en konkret trussel (N-1-princippet). Samtidig er det dog vigtigt at være opmærksom på, at den infrastruktur, der skal opbygges i henhold til forordningen, vil indebære ganske høje omkostninger for nogle medlemsstater.

5.   Særlige bemærkninger

5.1   EØSU finder, at de offentlige myndigheders ansvarsområder og beføjelser, som omtales i forordningens art. 3.1, bør adskilles fra de private virksomheders og organisationers, hvorfor udvalget foreslår en ny ordlyd, som ikke efterlader tvivl om, at

—	Gasforsyningssikkerheden er en opgave, som påhviler medlemsstaternes kompetente myndigheder og Kommissionen inden for deres respektive ansvarsområder.

—	Naturgasselskaberne og de industrielle gaskunder skal samarbejde og gennemføre de foranstaltninger, som er besluttet af de ansvarlige myndigheder.

5.2   Efter EØSU's opfattelse bør forslaget til forordning (og i givet fald gennemførelsen af forordningen i de enkelte medlemslande) tage større hensyn til forbrugernes rettigheder, i det mindste når det gælder følgende aspekter:

a)

Tariffer. Eftersom udgifterne til de nævnte foranstaltninger kan risikere at blive væltet helt eller delvist over på forbrugerne via tarifferne, mindes der om, at myndighederne i demokratiske samfund er forpligtet til at tage hensyn til brugernes økonomiske og sociale vilkår, når der gennemføres beslutninger på dette område.

b)	Afklaring af begreberne »privatkunde« og »beskyttet kunde«, som kun beskrives helt generelt i forslaget (jf. art. 18 hvori der nævnes »skoler« og »hospitaler«). Forslaget bør indeholde en om ikke udtømmende, så dog mere detaljeret liste.

c)	Ret til information. Forbrugerne bør modtage udførlige informationer om de foranstaltninger, som træffes af myndighederne, prognoser for hvordan situationen udvikler sig, hvilke organisationer de skal henvende sig til osv. Disse forhold nævnes ikke i forslaget.

5.3   EØSU mener, at det, som det også angives i forslaget til forordning, er nødvendigt at sikre, at alle medlemsstaterne er i stand til at sikre forsyningen til de endelige forbrugere indtil 2014. Derfor bør der planlægges eller oprettes et netværk af N-1 eller forberedes tilsvarende lagerfaciliteter. Medlemsstaterne skal udarbejde rapporter i 2011 og 2014 om de foranstaltninger, der er blevet truffet for at nå dette niveau. Hvis et medlemsland ikke når dette niveau, er de øvrige medlemslande fritaget for at tilvejebringe gasforsyninger i tilfælde af forsyningsknaphed.

5.4   Efter EØSU's opfattelse bør privatkunder og småforbrugere af gas nyde særlig beskyttelse i tilfælde af, at der sker forsyningssvigt. Derfor bør alle medlemslandene forpligte sig til at opretholde gas- og varmeforsyningen i overensstemmelse med gældende regler.

5.5   EØSU mener, at alle gasleverandører uden undtagelse bør være forpligtet til at iværksætte de nødvendige beredskabsforanstaltninger i tilfælde af forsyningsknaphed. Kun på den måde kan man i det lange løb sikre en lige og retfærdig konkurrence på EU's gasmarked. De undtagelser for nye markedsaktører og små selskaber, der findes i Kommissionens forslag (art. 7.3), bør fjernes.

5.6   Der er iværksat alternative gasrørledningsprojekter, som vil skabe varige løsninger på mellemlangt og langt sigt. Den 5. november 2009 gav Sveriges og Finlands regeringer (ligesom den danske regering allerede havde gjort) tilladelse til konstruktionen af »Nord Stream«, to parallelle rørledninger, hvorigennem gassen føres fra Rusland til Tyskland via Østersøen. Rørledningen forventes at stå færdig i 2011 eller 2012. »Nabucco«-projektet, der ledes af det østrigske OMV-konsortium, og som får støtte fra EU og USA, har til formål at levere gas uden om Rusland til Europa fra området omkring det Kaspiske Hav, fra Centralasien og Mellem- og Fjernøsten. Projektet konkurrerer med »South Stream« (Gazprom – ENI), der forsyner Bulgarien og andre områder i Europa med gas fra Rusland. Eftersom foranstaltningerne i forslaget til forordning ikke træder i kraft før 2011, er EØSU imidlertid bekymret for gasforsyningssikkerheden i den umiddelbare fremtid, navnlig om vinteren. EØSU har tillid til, at EU's og landenes myndigheder handler forebyggende for at undgå, at kriser, som den der fandt sted i januar 2009, gentager sig. Oprettelsen af en kriseenhed, som hurtigt kan træffe foranstaltninger, kan være en mulighed, der bør overvejes.

5.7   I forbindelse med formålet med dette forslag vil EØSU gerne fremhæve betydningen af aftalen mellem EU og Rusland om tidlig varsling i tilfælde af forsyningsproblemer (early warning system), som blev underskrevet i Moskva den 16. november 2009, samt begge parters vilje til at samarbejde på energiområdet, således som tilkendegivet i forbindelse med topmødet i Stockholm den 18. november 2009.

5.8   De foranstaltninger, der er blevet truffet i forbindelse med »den tredje pakke« vedrørende det indre energimarked, supplerer foranstaltningerne i dette forslag til forordning, hvorfor det er vigtigt, at de iværksættes. De omfatter udarbejdelse af nationale handlingsplaner til bekæmpelse af energifattigdom, sikring af de regulerende organers uafhængighed og beskyttelse af udsatte brugere, idet afbrydelse af forsyningen forbydes i kritiske perioder.

5.9   Efter EØSU's opfattelse bør de kompetente politiske instanser i EU genoverveje liberaliseringen af gasmarkedet, for så vidt som den strider mod forsyningssikkerheden. Således kritiserer Evert Faber van der Meulen (koordinator for EU-studier, Leiden Universitet) Kommissionens »liberale tilbøjelighed«, idet han hævder, at liberalisering kun bør være et »langsigtet« mål (jf. »Gas Supply and EU-Russia Relations«). Erfaringer har vist, at dereguleringen af markederne hverken har ført til øgede investeringer i ren energi eller en mere diversificeret forsyning. Jævnfør bl.a. eksemplet fra Storbritannien: »The call for a U-turn on two decades of government policy that has created one of the most liberal energy markets came as the Comitee on Climate Change, chaired by Lord Turner, concluded that deregulated markets did not produce the needed investment in low carbon energy and a diversity of supply« (»U-turn urged on UK energy policy«, Financial Times, 12. oktober 2009). Endvidere har liberaliserings- og privatiseringsprocessen i energisektoren medført store tab af kvalificerede arbejdspladser. Det vurderes, at liberaliseringen af elmarkedet har ført til tab af 34 % af sektorens arbejdspladser i EU-15 (eksempler på tab i medlemslande: Tyskland 34 %, Italien 40 %, Holland 39 %, Spanien 34 %, Sverige 33 %), mens der i gassektoren er registreret et tab på 12 % i løbet af kun fire år i tolv medlemslande (CZ, DK, DE, ES, IT, LV, LT, HU, AT, PT, SI, FI) (Hermann, C. og R. Atzmüller (2008) »Liberalisation and Privatisation of Public Services and the Impact on Employment, Working Conditions and Labour Relations«, Transfer, sommer 2008, vol. 14, nr. 2, s. 303).

5.10   EØSU påpeger, at områdets store kompleksitet og strategiske betydning indebærer, at afgørende beslutninger om forsyningssikkerhed (for eksempel med hensyn til transportnetværk, vedvarende energi og energibesparelser), som supplerer forordningen, vil skulle træffes af medlemslandene. Når alt kommer til alt, satte krisen i 2009 fokus på nødvendigheden af at øge solidariteten og samarbejdet i EU i forbindelse med nødsituationer. Denne forordning er et stort skridt i den rigtige retning, men hvis den skal vise sig effektiv, er det nødvendigt, at der sker en stringent gennemførelse inden for den fastsatte tidsfrist.

---

(1)  EUT L 127 af 29.4.2004, s. 92.

(2)  EUT L 211 af 14.8.2009, s. 1 og 94.

---