4.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/61

1.

minder om, at klimaændringerne er en af de vigtigste politiske udfordringer, som menneskeheden står overfor. I den henseende har de lokale og regionale myndigheder en nøglerolle at spille i kampen mod klimaændringerne, ikke mindst fordi de som oftest må bære de dermed forbundne sociale og økonomiske omkostninger;

2.

fremhæver, at den økonomiske krise ikke må bruges som et argument for at mindske indsatsen, men tværtimod må gælde som en grund til at styrke bekæmpelsen af klimaforandringerne. Den økonomiske krise bør ses som en mulighed for at styrke den tekniske knowhow og udvikle aktiviteter til imødegåelse af klimaændringerne;

3.

understreger, at mange lokale og regionale myndigheder allerede yder et væsentligt bidrag til EU's vellykkede klima- og energipolitiske initiativer og spiller en afgørende rolle for gennemførelsen af de enkelte politikker gennem foranstaltninger på områderne offentlig transport, transport- og energiinfrastruktur, boliger, fysisk planlægning, energieffektivitet og offentlig kommunikation;

4.

fremhæver, at Europas regioner er sårbare over for klimaændringer, og at deres evne til at tilpasse sig varierer meget, hovedsageligt pga. forskelle med hensyn til socioøkonomisk udvikling, naturforhold og befolkningstæthed. Bjergregioner, kystområder, øer og udkantområder samt mange halvtørre områder i Middelhavsbækkenet er blandt de regioner, som er mest sårbare over for klimaændringernes negative konsekvenser;

5.

er overbevist om, at omkostningerne ved politiske foranstaltninger til reduktion af klimaændringer vil være betydeligt lavere end de anslåede omkostninger ved klimaændringer;

6.

mener, at en effektiv klimapolitik kan forebygge den sociale ulighed, som er en følge af klimaforandringerne;

7.

fremhæver, at overgangen til en kulstoffri økonomi skaber gode chancer for vækst og beskæftigelse, særligt for lokale og regionale myndigheder;

8.

opfordrer EU til at forstærke indsatsen på højeste politiske niveau med henblik på at styrke den internationale koalition mod klimaændringerne og garantere post-Kyoto-aftaler, der er baseret på ambitiøse, gennemskuelige og juridisk bindende reduktionsmål;

9.

understreger det nødvendige i at sikre, at Regionsudvalget som talerør for de europæiske lokale og regionale myndigheder er repræsenteret i EU's delegation på UNFCCC's COP 15-konference i København i december 2009;

10.

giver udtryk for sin bekymring over, at det seneste forslag til forhandlingspapir fra ad hoc-gruppen vedrørende en Langsigtet Samarbejdsindsats under Konventionen (AWG-LCA) ganske vist anerkender betydningen af den subnationale indsats, hvad angår tilpasningen til klimaændringerne, men forbliver tavs med hensyn til dette niveaus rolle i afbødningen af klimaændringerne og heller ikke fremlægger nogen langsigtet vision for, hvordan fænomenet skal imødegås;

11.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende subsidiaritetsprincippet, når der udvikles og forhandles om nye politikker vedrørende klimaændringsspørgsmål, der kan have betydelige konsekvenser for de lokale og regionale myndigheder og deres borgere. Det bør endvidere sikres, at den nødvendige finansielle og personalemæssige kapacitet stilles til rådighed, når de forskellige niveauer tildeles ansvarsområder;

12.

understreger behovet for aktive bevidstgørelseskampagner, der iværksættes med fuld støtte fra de regionale og lokale myndigheder, som kan kommunikere direkte med borgerne;

13.

bifalder derfor EU's tilsagn om at skabe synergi i indsatsen for at afbøde og tilpasse sig klimaændringerne i overensstemmelse med Lissabon-dagsordenen og Göteborg-aftalen, men opfordrer til, at man med den nye post-2010 Lissabonstrategi bevæger sig bort fra den nuværende situation, hvor der eksisterer tre parallelle processer og i stedet satser på en enkelt udviklingsramme, der dækker EU's sociale, økonomiske og miljømæssige foranstaltninger;

14.

anbefaler, at der konsekvent investeres i grøn infrastruktur: bredere anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) på forvaltningsområdet, energieffektiv renovering af gamle offentlige og private bygninger samt nye transportformer. Brugen af energieffektiv belysning, opvarmning og afkøling må ligeledes fremmes. Det har også afgørende betydning at anvende »grønne« offentlige indkøbsprocedurer samt forbedre energiforsyningssikkerheden;

15.

mener, at tilpasning og afbødning må indarbejdes i alle eksisterende rammer for EU-politik som et eksplicit mål, herunder i EU's politik for landbrug og udvikling af landdistrikter, inklusive imødegåelse af skovrydning, transport, biodiversitet, vand og affaldshåndtering og støtteprogrammer på områder som samhørighedspolitik;

16.

opfordrer til, at EU's post-2013 budget, programmer, politikker og særligt den vigtigste lovgivning revideres på baggrund af de skiftende parametre, som klimaændringerne vil resultere i;

17.

anbefaler, at der med henblik på udvikling af passende politiske foranstaltninger til imødegåelse af klimaændringer ses nærmere på, om der må udvikles nye indikatorer til måling af bæredygtighed og tages højde for disse parametre i forvaltningen af den nye generation af strukturfonde;

18.

fremhæver, at de lokale og regionale myndigheder i fuldt omfang må inddrages i projektering, udvikling, vedtagelse og gennemførelse af nationale strategier og handlingsplaner, der vedrører klimaforandringer;

19.

gentager sin fulde politiske opbakning til Borgmesteraftalen — der blev lanceret af Kommissionen og Regionsudvalget i fællesskab — som byernes svar på den globale opvarmning, hvor de formelt forpligter sig til at reducere deres CO2-missioner ud over EU's 2020-mål. Udvalget opfordrer til, at Borgmesteraftalen gøres tilgængelig for alle relevante subnationale myndigheder, og til at aftalen udvikles yderligere, idet der afsættes tilstrækkeligt med ressourcer til, at der kan udvikles ekspertise og strategier, som er skræddersyede til de lokale myndigheders specifikke behov;

20.

henstiller, at EU's budgetrammer sikrer, at alle europæiske lokale og regionale myndigheder er lige godt rustede til at møde klimaforandringen og har de fornødne ressourcer til at forebygge dens årsager og tilpasse sig dens konsekvenser, især af hensyn til de personer og økonomiske aktører, der er hårdest ramt;

21.

finder, at princippet om, at »forureneren betaler,« skal finde anvendelse på alle fællesskabspolitikker vedrørende miljøbeskyttelse og klimaet ved at internalisere miljøomkostningerne ved varer og tjenesteydelser;

22.

tilslutter sig det princip, der er indført under EU's nye drivhusgasemissionshandelsordning (EU ETS), om samarbejde og solidaritet mellem de teknologisk mest udviklede lande (med meget energieffektive industrisektorer) og lande med et udviklingsefterslæb (hvis økonomier er mere energiintensive, og hvor væksten skal øges);

23.

mener, at det på trods af de opnåede fremskridt er nødvendigt at gøre EU-ETS endnu mere gennemsigtig og pålidelig på længere sigt samt være opmærksom på de samfunds- og miljømæssige konsekvenser af de foreslåede foranstaltninger, navnlig på regionalt og lokalt niveau;

24.

henstiller, at der tages fuldt hensyn til kravene under de regionale udviklingspolitikker, og anfører, at der for at gøre kulstofmarkedet mere gennemsigtigt og effektivt kunne foretages en gennemgribende modernisering af visse industrianlæg med det mål, at de mindst effektive anlæg eller anlæg, som allerede nu er i krise, udtages af produktionssystemet; i givet fald efterlyses tiltag, der kan understøtte den omlægning af industrien, der skal finde sted, og støtte de berørte arbejdstagere;

25.

noterer, at der ud over emissionshandelsordningen bør gøres meget mere for først og fremmest at gå over til mere miljøvenlige transportformer; opfordrer de nationale regeringer til at udbygge jernbane- og vandvejsinfrastrukturen og generelt fremme intermodal transport;

26.

beklager i betragtning af den europæiske transportsektors høje afhængighed af olie, at der i Anden strategiske energiredegørelse ikke fremsættes nogen transporteffektiviseringsforslag parallelt med Energieffektivitetspakken, ikke mindst inden for områder som f.eks. jernbane- og andre offentlige transportformer, energieffektive køretøjer, samkørsel, miljøvenlig kørsel, få flere mennesker til at cykle osv.;

27.

mener, at energipolitikken og klimabeskyttelsespolitikken hænger tæt sammen og bør samordnes, eftersom 80 % af CO2-udledningerne i Europa stammer fra produktionen af energi;

28.

beklager, at det ikke er lykkedes at indføre et bindende mål for energieffektivitet i energi- og klimaændringspakken for 2008, hvilket netop var det, der manglede, for at nå den nødvendige CO2-reduktion;

29.

fremhæver, at de fremskridt, som byer og regioner i EU i de seneste år har gjort, når det gælder nedbringelse af CO2-emissionerne og energiforbruget, er meget forskellige. Der bør tages hensyn til forskellene i energiintensiteten i forbrug og produktion og de dermed forbundne drivhusgasemissioner mellem medlemsstaterne og internt i de enkelte medlemsstater, med særlig fokus på forskellene mellem by- og landdistrikter;

30.

finder, at regionale klimahandlingsplaner og/eller handlingsplaner vedrørende bæredygtig energi kan udgøre bindeleddet mellem lokale og nationale initiativer, som fastsætter konkrete instrumenter til indfrielse af målene; der skal også afsættes passende budgetmidler;

31.

henstiller, at der i tillæg til brugen af EU's strukturfonde tilvejebringes yderligere ressourcer og foranstaltninger, der kan være et nyttigt middel til at fremme tilpasningsorienterede politikker og foranstaltninger med henblik på afbødning, f.eks. energibesparelse og vedvarende energi, forbedring af bygningers energimæssige ydeevne og nedbringelse af drivhusgasemissioner. Dette ville øge støtten til en europæisk klimapolitik;

32.

opfordrer til, at der afsættes flere midler til forskning i CO2-opsamlingsteknologier, som bør anvendes i kombination med andre afbødningsforanstaltninger med det formål at realisere de nødvendige omfattende reduktioner af drivhusgasemissionerne;

33.

ønsker at sikre, at producenter af vedvarende energi på alle niveauer, herunder også små anlæg, har adgang til støtteordninger, og finder af hensyn til sammenhængen, at støtten til vedvarende energi bør målrettes mod en reduktion i brugen af fossile brændstoffer.

34.

bemærker, at Borgmesteraftalen ved at fremme bæredygtig energi og energieffektivitet kan anspore byer og regioner til at indføre forandringer for at beskytte deres mest sårbare borgere, især borgere med lave indkomster, eller som modtager en fast ydelse, mod følgerne af høje energipriser og mod »energifattigdom«. Arbejdet må dog udføres på en sådan måde, at tilskudsbaseret energianvendelse undgås, og at stærke incitamenter får lov til at virke, så energianvendelsen effektiviseres og så vidt muligt mindskes;

35.

bakker fuldt ud op om behovet for at beskytte de mest sårbare borgere i samfundet mod eventuelle prisstigninger på energiformer — især el — blandt andet via tiltag til at gøre deres boliger mere energieffektive.

Regionsudvalget pålægger sin formand at oversende denne resolution til det tjekkiske og svenske formandskab, Kommissionen og medlemsstaterne og de relevante FN-organer.