Forslag til henlæggelse af klage 2009/4209

2009/C 236/07

Kommissionens tjenestegrene har afsluttet deres undersøgelse af klage 2009/4209 vedrørende aflønning af læger i Italien, der var under uddannelse til speciallæge i perioden 1982-1991.

Efter at have undersøgt klagen og den af klagerne fremsendte dokumentation i lyset af den fællesskabsret, der finder anvendelse på området, er Kommissionens tjenestegrene kommet til den konklusion, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at fastslå, at der i den foreliggende sag er sket en overtrædelse af direktiv 93/16/EØF (1).

I direktiv 93/16/EØF om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser fastsættes det, at læger, der tager en specialuddannelse, under hele uddannelsen skal aflønnes med et passende beløb. Denne forpligtelse følger specifikt af direktiv 82/76/EØF (2), som ændrede direktiv 75/363/EØF. De to direktiver blev kodificeret i direktiv 93/16/EØF, som blev ophævet ved direktiv 2005/36/EF (3).

Sidste frist for at gennemføre direktiv 82/76/EØF var den 1. januar 1983. De Europæiske Fællesskabers Domstol har i dom af 7. juli 1987 fastslået, at Italien ikke havde opfyldt sine forpligtelser, idet landet ikke havde gennemført direktiv 82/76/EØF inden fristens udløb. Ved lovdekret nr. 257/1991, der blev vedtaget i 1991 (trådte i kraft den 1. september 1991), gennemførte Italien ganske vist direktivet, men landet begrænsede retten til aflønning til det akademiske år 1991/92 og efterfølgende år. Domstolen fastslog i de præjudicielle afgørelser i sag C-131/97, Carbonari, og sag C-371/97, Gozza, at der kunne tilkendes erstatning for de tab, speciallægerne (optaget på en speciallægeuddannelse i de akademiske år 1983/84 til 1990/91) havde lidt, ved med tilbagevirkende kraft at lade de nationale bestemmelser vedrørende aflønning finde anvendelse, idet den nationale domstol skulle undlade at anvende de nationale bestemmelser, der var i strid med direktivet (de bestemmelser, der begrænsede retten til aflønning til 1990/92 og efterfølgende år).

Da adskillige speciallæger var optaget på uddannelsen inden det akademiske år 1991/92, blev der efterfølgende indledt retssager ved civile domstole og forvaltningsdomstole i Italien med krav om erstatning. Regionaldomstolen i Lazio, afdeling 1a, antog ved afgørelse af 25. februar 1994 ankesagerne til behandling og fastslog, at de nationale domstole skulle undlade at anvende lovdekret nr. 257 af 8. august for så vidt som de fællesskabsretlige regler i henhold til lovdekretet kun skulle anvendes på de læger, der var optaget på speciallægeuddannelsen i det akademiske år 1991/92, og at det tidligere uddannelsesprogram for speciallæger forsat gjaldt.

Trods denne dom nægtede Italien at give læger, der uddannede sig til speciallæger inden det akademiske år 1990/91, en passende aflønning og foretrak at vedtage lov nr. 370 af 19. oktober 1999. I denne lovs artikel 11 fastsættes det, at der skal udbetales et stipendium på 13 000 000 LIT til hver enkelt læge, der har fulgt speciallægeuddannelsen i tidsrummet 1983-1991, forudsat at den pågældende personligt var omfattet af dommen. Retningslinjerne for at indgive ansøgning om stipendium blev fastsat i et ministerielt dekret. Visse læger anlagde sag til prøvelse af det ministerielle dekret, hvilket førte til, at der blev truffet en afgørelse, som anerkendte, at læger, der havde fulgt en speciallægeuddannelse, og som var optaget på speciallægeuddannelsen inden det akademiske år 1991/92, havde ret til erstatning.

Ifølge klagerne er de læger, der har gennemført deres speciallægeuddannelse efter fristen for gennemførelsen af det pågældende direktiv (31. december 1982), og som var tilmeldt uddannelsesprogrammet inden det akademiske år 1991/92, nu berøvet deres ret til erstatning som følge af, at Italien har gennemført direktivet for sent og ikke fuldstændigt. Kommissionens tjenestegrene har forståelse for, at de nuværende klagere kritiserer Italien for ikke at have ændret de pågældende italienske retsforskrifter.

Kommissionens tjenestegrene, der har modtaget lignende anmodninger fra italienske læger vedrørende emnet, har konstateret, at det fremgår af national retspraksis, at de principper, som EF-Domstolen opstillede i sine afgørelser i sag C-131/97, Carbonari, og sag C-371/97, Gozza, fuldt ud var blevet fulgt af de nationale domstole. Disse accepterede princippet om, at retten til aflønning skal gælde med tilbagevirkende kraft, idet de undlod at anvende de nationale bestemmelser, der var i strid med direktiv 82/76/EØF (artikel 8 i lovdekret nr. 257/91, der begrænser retten til aflønning til det akademiske år 1991/92 og efterfølgende år), og anerkendte retten til aflønning og dermed retten til erstatning for det lidte tab. Til trods herfor har de nationale domstole i visse sager ikke villet tilkende erstatning under henvisning til sagens forældelse i henhold til de gældende nationale bestemmelser. Denne afgørelse er ikke i strid med fællesskabsretten, således som Domstolen for De Europæiske Fællesskaber har fortolket den, navnlig i dom af 5. marts 1996 i sag C-46/93, Brasserie du pêcheur, og sag C-48/93, Factortame, hvori det præciseres, at da der ikke findes fællesskabsbestemmelser vedrørende erstatning til borgerne, tilkommer det den nationale retsorden i hver enkelt medlemsstat at fastsætte erstatningsbetingelserne, dog således at de ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (jf. præmis 83 i nævnte dom af 5. marts 1996). I denne sag respekteres dette princip ved anvendelsen af national ret.

De ansvarlige tjenestegrene i Kommissionen foreslår derfor, at klagesagen henlægges.

Hvis Kommissionen, selv efter henlæggelsen af sagen, skulle komme i besiddelse af andre oplysninger, der kan begrunde indledning af en procedure med samme genstand, vil sagen blive genoptaget og undersøgt på ny.

(1)  EFT L 165 af 7.7.1993, s. 1.

(2)  EFT L 43 af 15.2.1982, s. 21.

(3)  EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.