18.2.2009

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 39/2

---

Initiativ fra Den Tjekkiske Republik, Republikken Polen, Republikken Slovenien, Den Slovakiske Republik og Kongeriget Sverige med henblik på Rådets rammeafgørelse 2009/…/RIA om forebyggelse og bilæggelse af konflikter om jurisdiktion i straffesager

(2009/C 39/03)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, stk. 1, litra c) og d), og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til initiativ fra Den Tjekkiske Republik, Republikken Polen, Republikken Slovenien, Den Slovakiske Republik og Kongeriget Sverige,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Den Europæiske Union har sat sig det mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(2)

Ifølge Haagprogrammet om styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union (2), som blev vedtaget af Det Europæiske Råd på dets møde den 4. og 5. november 2004, bør man med henblik på at øge retsforfølgningens effektivitet, samtidig med at der sikres en forsvarlig retspleje, være særlig opmærksom på mulighederne for at koncentrere retsforfølgningen i grænseoverskridende multilaterale sager i én medlemsstat, og der bør desuden lægges vægt på yderligere forslag, herunder vedrørende konflikter om jurisdiktion, for at færdiggøre det samlede program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af strafferetlige afgørelser (se Haagprogrammet, punkt 3.3 og 3.3.1).

(3)

Foranstaltningerne i denne rammeafgørelse bør navnlig tage sigte på at forebygge og løse konflikter om jurisdiktion, sikre at den jurisdiktion, hvor sagen finder sted er den mest hensigtsmæssige, og skabe større gennemsigtighed og objektivitet i valget af strafferetlig jurisdiktion i de tilfælde, hvor sagens faktiske omstændigheder er omfattet af to eller flere medlemsstaters jurisdiktion.

(4)

Hvis de faktiske omstændigheder er omfattet af flere medlemsstaters jurisdiktion og vil kunne føre til en konflikt om jurisdiktion, er der ikke sikkerhed for, at den jurisdiktion, der vælges i en straffesag, er den mest hensigtsmæssige, eller at den vælges på en gennemsigtig og objektiv måde, der tager hensyn til sagens særlige omstændigheder og de særlige forhold ved hver af de mulige jurisdiktioner. I et fælles europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bør det søges sikret, at de nationale myndigheder på et tidligt tidspunkt gøres opmærksom på faktiske omstændigheder, som kan give anledning til jurisdiktionskonflikter, og at der opnås enighed om, at straffesagerne vedrørende sådanne faktiske omstændigheder så vidt muligt koncentreres i en enkelt jurisdiktion under hensyn til fælles og objektive kriterier og gennemsigtighed.

(5)

Denne rammeafgørelse bør anvendes i to situationer. I den første situation fastlægger den en procedure for udveksling af oplysninger, når de kompetente myndigheder i en medlemsstat har indledt en straffesag vedrørende bestemte faktiske omstændigheder og har brug for at vide, om der verserer retssager i en eller flere andre medlemsstater for så vidt angår de samme faktiske omstændigheder. I den anden situation har de kompetente myndigheder i en medlemsstat indledt en straffesag vedrørende bestemte faktiske omstændigheder og har ad anden vej end underretning fået kendskab til, at der i en eller flere andre medlemsstater allerede verserer retssager i for så vidt angår de samme faktiske omstændigheder. I en sådan situation bør underretningsproceduren ikke finde anvendelse, og de pågældende stater bør høre hinanden direkte.

(6)

Denne rammeafgørelse skal ikke løse negative konflikter om jurisdiktion, dvs. når ingen medlemsstat har fastslået sin jurisdiktion i forbindelse med den strafbare handling, der er begået. Den situation, hvor en medlemsstat har fastslået sin jurisdiktion, men ikke ønsker at gøre brug af den, bør i forbindelse med denne rammeafgørelse betragtes som en særlig kategori inden for positiv konflikt om jurisdiktion.

(7)

Ingen af de berørte medlemsstater bør være forpligtet til at give afkald på eller overtage jurisdiktionen, medmindre de ønsker at gøre det. Hvis der ikke kan opnås enighed, bør medlemsstaterne bibeholde deres ret til at indlede straffesag i forbindelse med enhver strafbar handling, der er omfattet af deres nationale jurisdiktion.

(8)

Denne rammeafgørelse berører ikke legalitetsprincippet og opportunitetsprincippet i henhold til medlemsstaternes nationale ret. Da selve formålet med denne rammeafgørelse imidlertid er at forebygge unødvendige parallelle straffesager, bør dens anvendelse ikke give anledning til en konflikt om jurisdiktion, som ellers ikke ville opstå.

(9)	Denne rammeafgørelse berører ikke og skal ikke fastsætte regler, heller ikke indirekte, vedrørende ne bis in idem-princippet som anerkendt i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen (3) og i EF-Domstolens relevante retspraksis.

(10)	Denne rammeafgørelse berører ikke retssager i henhold til den europæiske konvention om overførsel af retsforfølgning i straffesager, undertegnet i Strasbourg den 15. maj 1972 eller andre ordninger vedrørende overførsel af retsforfølgning i straffesager mellem medlemsstaterne.

(11)	Hvis tiltalte er statsborger eller har bopæl i en anden medlemsstat, bør dette ikke automatisk betragtes som en tydelig forbindelse.

(12)

Den underrettende myndighed bør, når den beskriver de faktiske omstændigheder i den straffesag, som underretningen vedrører, navnlig oplyse præcist, hvor, hvornår og hvordan den strafbare handling blev begået, samt nærmere detaljer om den mistænkte eller tiltalte, så den besvarende myndighed kan fastslå, om der føres straffesag vedrørende de samme faktiske forhold i dens medlemsstater.

(13)	Enhver af de berørte medlemsstater kan indlede direkte høringer gennem et hvilket som helst kommunikationsmiddel.

(14)

Det fremgår af denne rammeafgørelse, hvornår det er obligatorisk for de respektive myndigheder at høre hinanden direkte. Der bør imidlertid ikke være noget til hinder for, at myndighederne i andre situationer frivilligt indleder direkte høringer for at træffe aftale om, hvilken jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige.

(15)

I den situation, hvor de kompetente myndigheder har fået kendskab til, at de faktiske omstændigheder, der er genstand for verserende eller forventede straffesager i en medlemsstat, også har været genstand for endeligt afsluttede retssager i en anden medlemsstat, bør der tilskyndes til en efterfølgende udveksling af oplysninger. Formålet med denne udveksling af oplysninger bør være at give de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor retssagen er endeligt afsluttet, oplysninger og bevismateriale, som eventuelt gør det muligt for dem at genoptage sagen i overensstemmelse med deres nationale ret.

(16)

Denne rammeafgørelse bør ikke medføre unødigt bureaukrati, når der i forbindelse med de problemer, som tages op, er let adgang til mere hensigtsmæssige løsninger. I situationer, hvor der allerede findes mere fleksible instrumenter eller ordninger mellem medlemsstaterne, bør disse derfor have forrang frem for denne rammeafgørelse.

(17)	Denne rammeafgørelse bør supplere, men ikke anfægte Rådets afgørelse 2008/…/RIA om styrkelse af Eurojust (4), og den bør gøre brug af de mekanismer, der allerede findes i Eurojust.

(18)	Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA af 27. november 2008 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (5) bør finde anvendelse på beskyttelse af personoplysninger, der behandles i henhold til denne rammeafgørelse.

(19)	Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union og afspejlet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder —

VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:

KAPITEL 1

GENERELLE PRINCIPPER

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1.   Ved denne afgørelse fastlægges:

a)

de proceduremæssige rammer, inden for hvilke de nationale myndigheder skal udveksle oplysninger om verserende straffesager for så vidt angår bestemte faktiske omstændigheder for at konstatere, om de samme faktiske omstændigheder er genstand for parallelle verserende retssager i en eller flere andre medlemsstater, og i henhold til hvilke deres nationale myndigheder skal indlede direkte høringer for at aftale, hvilken jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige i en straffesag for så vidt angår bestemte faktiske omstændigheder, som henhører under to eller flere medlemsstaters jurisdiktion

b)	regler og fælles kriterier, som de nationale myndigheder i to eller flere medlemsstater skal tage hensyn til, når de forsøger at nå frem til en aftale om, hvilken jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige i en straffesag for så vidt angår bestemte faktiske omstændigheder.

2.   Denne rammeafgørelse finder anvendelse på følgende situationer:

a)

hvis de kompetente myndigheder i en medlemsstat fører en straffesag og opdager, at faktiske omstændigheder, der er genstand for den verserende sag, har tydelige forbindelser til en eller flere andre medlemsstater, og at de kompetente myndigheder i denne anden eller disse andre medlemsstater muligvis fører en straffesag om de samme faktiske omstændigheder eller

b)	hvis de kompetente myndigheder i en medlemsstat fører en straffesag og på en hvilken som helst måde får kendskab til, at de kompetente myndigheder i en eller flere medlemsstater allerede fører straffesag om de samme faktiske omstændigheder.

3.   Denne rammeafgørelse finder ikke anvendelse på situationer, hvor ingen medlemsstat har fastslået sin jurisdiktion i forbindelse med den strafbare handling, der er begået.

4.   Denne rammeafgørelse finder ikke anvendelse på retssager mod virksomheder, hvis genstanden for sådanne retssager er anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs konkurrencelovgivning.

5.   Denne rammeafgørelse giver ikke nogen person rettigheder, der kan påberåbes over for de nationale myndigheder.

Artikel 2

Definitioner

I denne rammeafgørelse forstås ved:

a)	»den underrettende stat«: den medlemsstat, hvis kompetente myndigheder underretter de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat eller anmoder de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat om at indlede direkte høringer

b)	»den besvarende stat«: den medlemsstat, hvis kompetente myndigheder af de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat underrettes eller anmodes om at indlede direkte høringer

c)	»verserende sager«: straffesager, herunder den forberedende fase, der føres i henhold til national lovgivning af de kompetente myndigheder i en medlemsstat for så vidt angår bestemte faktiske omstændigheder

d)

»den underrettende myndighed«: en myndighed, som i henhold til national lovgivning er udpeget til at underrette myndighederne i en anden medlemsstat om verserende straffesager, til at modtage svar på sådanne underretninger og til at føre drøftelser med en kompetent myndighed i en anden medlemsstat og indgå aftale om spørgsmålet om, hvilken jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige i straffesager for så vidt angår bestemte faktiske omstændigheder, som henhører under de pågældende medlemsstaters jurisdiktion

e)

»den besvarende myndighed«: en myndighed, som i henhold til national lovgivning er udpeget til at modtage og besvare underretninger om verserende straffesager i en anden medlemsstat og til at høre en kompetent myndighed i en anden medlemsstat og indgå aftale om spørgsmålet om, hvilken jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige i straffesager for så vidt angår bestemte faktiske omstændigheder, som henhører under de pågældende medlemsstaters jurisdiktion.

Artikel 3

Udpegelse af underrettende og besvarende myndigheder

1.   Hver medlemsstat meddeler Generalsekretariatet for Rådet, hvilken myndighed der er udpeget som underrettende myndighed og som besvarende myndighed. En medlemsstat kan beslutte at udpege én enkelt myndighed som både underrettende og besvarende myndighed.

2.   Generalsekretariatet for Rådet stiller de modtagne oplysninger til rådighed for samtlige medlemsstater og Kommissionen og offentliggør dem i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Mulighed for at overdrage en udpeget myndigheds opgaver til en anden national myndighed

1.   En underrettende eller en besvarende myndighed kan på ethvert tidspunkt i den procedure, der er fastlagt i denne rammeafgørelse, beslutte at overdrage sine opgaver som udpeget myndighed i medfør af artikel 3, stk. 1, til en anden national myndighed, f.eks. en myndighed, som i henhold til national lovgivning har ansvar for at føre straffesager.

2.   En afgørelse i medfør af stk. 1 meddeles omgående den underrettende eller den besvarende myndighed i den pågældende medlemsstat ledsaget af kontaktoplysninger for den udpegede myndighed.

3.   Den i stk. 1 omhandlede afgørelse træder i kraft ved modtagelsen af meddelelsen i medfør af stk. 2.

KAPITEL 2

UDVEKSLING AF OPLYSNINGER

Artikel 5

Underretning

1.   Hvis myndighederne i en medlemsstat, som i henhold til national lovgivning har kompetence i straffesager, opdager, at faktiske omstændigheder, der er genstand for en verserende sag, har tydelige forbindelser til en eller flere medlemsstater, underretter den underrettende myndighed i den første medlemsstat, så hurtigt som det er praktisk muligt, den besvarende myndighed i den medlemsstat, der har en tydelig forbindelse til dem, om denne verserende sag for at få fastslået, om den eller de besvarende medlemsstater fører straffesagen om de samme faktiske omstændigheder.

2.   Underretningspligten i stk. 1 gælder kun for strafbare handlinger, der i den underrettende stat kan straffes med en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst ét år, og som er defineret i den underrettende medlemsstats lovgivning.

Artikel 6

Tydelig forbindelse

1.   En forbindelse betragtes altid som »tydelig«, hvis den adfærd eller en væsentlig del deraf, som foranledigede den strafbare handling, fandt sted på en anden medlemsstats område.

2.   I forbindelse med retssager, der har forbindelse til en anden medlemsstat, bortset fra det i stk. 1 omhandlede tilfælde, træffes afgørelsen om, hvorvidt en bestemt forbindelse skal betragtes som tydelig, ud fra en konkret vurdering på baggrund af navnlig de fælles kriterier, der er anført i artikel 15, stk. 2.

Artikel 7

Underretningsprocedure

1.   Den underrettende myndighed underretter den besvarende myndighed på en hvilken som helst måde, der kan efterlade et skriftligt spor, som giver den besvarende stat mulighed for at efterprøve underretningens ægthed.

2.   Hvis den besvarende myndighed ikke er kendt, foretager den underrettende myndighed alle nødvendige forespørgsler, herunder gennem kontaktpunkterne for det europæiske retlige netværk eller Eurojust, for at indhente nærmere oplysninger om den besvarende myndighed fra den besvarende stat.

3.   Hvis den myndighed i den besvarende stat, der modtager underretningen, ikke er den kompetente besvarende myndighed i henhold til artikel 3, videresender den automatisk underretningen til den kompetente myndighed og underretter den underrettende myndighed herom.

Artikel 8

Underretningens form og indhold

1.   Underretningen skal indeholde følgende oplysninger:

a)	nærmere oplysninger om den eller de nationale myndigheder, der behandler sagen

b)	en beskrivelse af de faktiske omstændigheder, der er genstand for den verserende retssag, der er omfattet af underretningen, herunder arten af den tydelige forbindelse

c)	hvor langt man er nået i den verserende retssag samt

d)	nærmere oplysninger om den mistænkte og/eller tiltalte, hvis de foreligger, og om eventuelle ofre.

2.   Underretningen kan indeholde eventuelle andre relevante supplerende oplysninger om den verserende retssag i den underrettende stat, f.eks. eventuelle vanskeligheder i den underrettende stat.

3.   Den underrettende myndighed skal anvende formular A i bilaget.

Artikel 9

Besvarelsens form og indhold

1.   Besvarelsen skal indeholde følgende oplysninger:

a)	nærmere oplysninger om den eller de nationale myndigheder, der behandler eller har behandlet sagen, hvis det er relevant

b)	hvorvidt retssagen verserer i den besvarende stat for så vidt angår nogle af eller alle de faktiske omstændigheder, som er omfattet af underretningen, og hvor langt man er nået i retssagen

c)	hvorvidt retssagen er blevet behandlet i den besvarende stat for så vidt angår nogle af eller alle de faktiske omstændigheder, som er omfattet af underretningen, herunder arten af den endelige afgørelse

d)	hvorvidt myndighederne i den besvarende stat har til hensigt at indlede deres egen straffesag for så vidt angår de bestemte faktiske omstændigheder, som er omfattet af underretningen, hvis det er relevant.

2.   Besvarelsen kan indeholde eventuelle andre relevante supplerende oplysninger, navnlig om eventuelle selvstændige, men beslægtede faktiske omstændigheder, som er omfattet af retssager i den besvarende stat.

3.   Den besvarende myndighed skal ved besvarelsen af en underretning anvende formular B i bilaget.

Artikel 10

Tidsfrister og supplerende oplysninger

1.   En besvarende myndighed besvarer en underretning inden for en tidsfrist på 15 dage fra modtagelsen.

2.   Denne tidsfrist kan om nødvendigt forlænges med en yderligere periode på indtil 15 dage. Den besvarende myndighed skal dog give meddelelse om en sådan forlængelse inden for den tidsfrist, der er fastsat i stk. 1.

3.   Hvis en besvarende myndighed ikke finder oplysningerne fra den underrettende myndighed tilstrækkelige til, at den kan svare, kan den inden for den tidsfrist, der er fastsat i stk. 1, anmode om forelæggelse af de nødvendige supplerende oplysninger, og den kan fastsætte en rimelig tidsfrist for modtagelsen heraf.

4.   Tidsfristen i stk. 1 forlænges efter modtagelsen af de supplerende oplysninger.

Artikel 11

Manglende svar

Hvis en besvarende myndighed ikke forelægger besvarelsen inden for den tidsfrist, der er fastsat i artikel 10, kan en underrettende myndighed træffe de foranstaltninger, den finder passende for at henlede den besvarende myndigheds opmærksomhed på sagen, herunder underrette Eurojust.

KAPITEL 3

DIREKTE HØRINGER

Artikel 12

Direkte høringer

1.   Ved fremsendelse af besvarelsen eller i forlængelse heraf indleder en underrettende og en besvarende myndighed direkte høringer med henblik på at aftale, hvilken jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige i en straffesag for så vidt angår bestemte faktiske omstændigheder, som kan henhøre under begges jurisdiktion, hvis:

a)	der er verserende retssager i en besvarende stat for så vidt angår nogle af eller alle de faktiske omstændigheder, der er genstand for underretningen, eller

b)	myndighederne i en besvarende stat har til hensigt at indlede straffesager for så vidt angår nogle af eller alle de faktiske omstændigheder, der er genstand for underretningen.

2.   De nationale myndigheder indleder direkte høringer i overensstemmelse med stk. 1, hvis de besvarende myndigheder i mere end en medlemsstat underrettes om de samme verserende retssager. Den relevante underrettende myndighed er i så tilfælde ansvarlig for at koordinere disse høringer.

3.   I tilfælde af manglende underretning indleder to eller flere medlemsstater direkte høringer via deres respektive underrettende og besvarende myndigheder med henblik på at aftale, hvilken jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige, hvis de på en hvilken som helst måde får kendskab til, at der verserer eller forventes parallelle straffesager for så vidt angår de faktiske omstændigheder.

Artikel 13

Forelæggelse af oplysninger om vigtige procesakter eller -foranstaltninger

De underrettende og besvarende myndigheder, som indleder direkte høringer, underretter hinanden om alle de vigtige procesforanstaltninger, de træffer, efter indledningen af høringerne.

KAPITEL 4

BESTEMMELSE AF, HVILKEN JURISDIKTION DER ER DEN MEST HENSIGTSMÆSSIGE

Artikel 14

Formålet med høringerne

1.   Det generelle formål med høringerne om, hvilken jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige, er at nå frem til en aftale om, at straffesagen føres af en enkelt medlemsstats kompetente myndigheder for så vidt angår alle de faktiske omstændigheder, der henhører under to eller flere medlemsstaters jurisdiktion.

2.   Når der verserer retssager i en medlemsstat for så vidt angår faktiske omstændigheder, der er beslægtede, men ikke er identiske med de faktiske omstændigheder, som er genstand for høringer om, hvilken jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige, eller når det ikke er praktisk muligt at gennemføre straffesager i én enkelt medlemsstat, navnlig på grund af de faktiske omstændigheders kompleksitet eller antallet af involverede tiltalte personer, kan det være mere hensigtsmæssigt at gennemføre straffesager i to eller flere medlemsstater, som så dækker henholdsvis forskellige faktiske omstændigheder eller forskellige personer.

Artikel 15

Kriterier for bestemmelse af den mest hensigtsmæssige jurisdiktion

1.   Der gælder en generel formodning om, at den mest hensigtsmæssige jurisdiktion i straffesager ligger i den medlemsstat, hvor størstedelen af kriminaliteten er begået, dvs. det sted, hvor størstedelen af de involverede personers handlinger er begået.

2.   I de tilfælde, hvor den generelle formodning i stk. 1 ikke gælder, fordi der ligger andre tilstrækkeligt væsentlige faktorer til grund for en straffesag, som kraftigt indikerer en anden jurisdiktion, tager medlemsstaterne disse supplerende faktorer i betragtning for at nå frem til en aftale om, hvilken jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige. Disse supplerende faktorer omfatter navnlig følgende:

—	det sted, hvor den eller de tiltalte befinder sig efter anholdelsen, og mulighederne for at sikre deres overgivelse eller udlevering til eventuelle andre jurisdiktioner

—	de tiltaltes nationalitet eller bopæl

—	den stats område, hvor størstedelen af tabet er lidt

—	ofrenes væsentlige interesser

—	tiltaltes væsentlige interesser

—	det sted, hvor vigtige bevismidler befinder sig

—	beskyttelse af sårbare vidner eller vidner, der er udsat for trusler, og hvis vidneudsagn er af betydning for den pågældende retssag

—	de vigtigste vidners opholdssted og deres muligheder for at rejse til den medlemsstat, hvor størstedelen af kriminaliteten er begået

—	hvor langt retssagen er kommet for så vidt angår de pågældende faktiske omstændigheder

—	om der verserer beslægtede retssager

—	økonomien i retssagen.

Artikel 16

Samarbejde med Eurojust

1.   Enhver national myndighed kan når som helst under en national procedure frit:

a)	anmode Eurojust om råd

b)	beslutte at forelægge Eurojust specifikke sager, som rejser spørgsmålet om, hvilken jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige.

2.   Hvis det i de tilfælde, der henhører under Eurojusts kompetence, ikke har været muligt at nå frem til en aftale om, hvilken medlemsstats jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige i en straffesag for så vidt angår bestemte faktiske omstændigheder, indbringes uenigheden samt de situationer, hvor der ikke er opnået en aftale inden ti måneder efter indledningen af de direkte høringer, for Eurojust af en af de berørte medlemsstater.

Artikel 17

Tilfælde, hvor der ikke er opnået en aftale

I de ekstraordinære situationer, hvor

a)	der ikke er opnået en aftale, selv efter Eurojusts mellemkomst, jf. artikel 16 eller

b)	de direkte høringer — i de tilfælde, der ikke henhører under Eurojusts kompetence — blev afsluttet med uenighed eller i situationer, hvor der ikke er opnået en aftale inden seks måneder efter indledningen af de direkte høringer

underretter medlemsstaterne Eurojust om grundene til, at der ikke kunne opnås en aftale.

KAPITEL 5

DIVERSE

Artikel 18

Udveksling af andre oplysninger

1.   Hvis en medlemsstats kompetente myndigheder på en hvilken som helst måde opdager, at faktiske omstændigheder, der er genstand for verserende eller forventede retssager i den pågældende medlemsstat, også har været genstand for endeligt afsluttede retssager i en anden medlemsstat, kan den underrettende myndighed i den første medlemsstat informere den besvarende myndighed i den anden medlemsstat om forholdet og fremsende alle relevante oplysninger.

2.   Hvis den besvarende myndighed ved underretning eller på en hvilken som helst anden måde opdager, at faktiske omstændigheder, der har været genstand for endeligt afsluttede retssager i dens medlemsstat, er genstand for verserende eller forventede retssager eller har været genstand for verserende retssager i en anden medlemsstat, kan den besvarende myndighed overveje at anmode om supplerende oplysninger, som vil sætte den i stand til nøje at tage stilling til muligheden for at genoptage retssagerne i henhold til den nationale lovgivning.

KAPITEL 6

ALMINDELIGE OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 19

Sprogordning

Hver medlemsstat angiver i en erklæring, som deponeres i Generalsekretariatet for Rådet, på hvilke sprog den vil acceptere den i artikel 5 omhandlede underretning, og på hvilke sprog den vil besvare underretningen.

Artikel 20

Forbindelse med retsakter og andre ordninger

1.   For så vidt andre retsakter eller ordninger gør det muligt at gå ud over målet med denne rammeafgørelse og bidrage til at forenkle eller lette den procedure, efter hvilken de nationale myndigheder udveksler oplysninger om deres verserende retssager, at indlede direkte høringer eller søge at nå frem til en aftale om, hvilken jurisdiktion der er den mest hensigtsmæssige i en straffesag for så vidt angår bestemte faktiske omstændigheder, der falder ind under to eller flere medlemsstaters kompetence, kan medlemsstaterne:

a)	fortsat anvende bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, der gælder på tidspunktet for denne rammeafgørelses ikrafttræden

b)	indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger efter rammeafgørelsens ikrafttræden.

2.   Aftaler og ordninger som nævnt i stk. 1 berører under ingen omstændigheder forbindelserne med de medlemsstater, der ikke er part i dem.

3.   Senest tre måneder efter denne rammeafgørelses ikrafttræden meddeler medlemsstaterne Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen, hvilke af de eksisterende aftaler og ordninger i stk. 1, litra a), de fortsat ønsker at anvende.

Medlemsstaterne giver ligeledes Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen meddelelse om nye aftaler og ordninger som nævnt i stk. 1, litra b), senest tre måneder efter undertegnelsen af en sådan aftale eller ordning.

4.   Denne rammeafgørelse berører ikke Rådets afgørelse 2008/…/RIA.

Artikel 21

Gennemførelse

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme denne rammeafgørelse senest den …

Medlemsstaterne meddeler inden samme tidspunkt Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de retsforskrifter, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne rammeafgørelse, i national ret.

Artikel 22

Beretning

Kommissionen forelægger senest den … en beretning for Europa-Parlamentet og Rådet med en vurdering af, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse, eventuelt ledsaget af lovgivningsforslag.

Artikel 23

Ikrafttræden

Denne rammeafgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

---

(1)  Udtalelse af … (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EUT C 53 af 3.3.2005, s. 1.

(3)  EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19.

(4)  EUT L … (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(5)  EUT L 350 af 30.12.2008, s. 60.

---

---