25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/8

1.

Den globale finanskrise har taget markant til i styrke og har nu fået alvorlige indvirkninger på EU's banksektor. Ud over de specifikke problemer, der navnlig er forbundet med det amerikanske realkreditmarked og realkreditbaserede aktiver eller med tab, der skyldes enkelte bankers alt for risikofyldte dispositioner, har man i de seneste uger oplevet en generel svækkelse af tilliden inden for banksektoren. Den udbredte usikkerhed om kreditrisikoen i enkelte pengeinstitutter har resulteret i, at bankerne ikke længere er indstillet på at låne ud til hinanden, hvilket generelt gør det stadigt vanskeligere for bankerne at skaffe sig likviditet.

2.

Den aktuelle situation udgør en eksistenstrussel for pengeinstitutter med problemer, som skyldes deres særlige forretningsmodel eller forretningspraksis, hvis svagheder nu træder tydeligt frem og forværres af krisen på finansmarkederne. Hvis sådanne pengeinstitutter igen skal kunne blive rentable på lang sigt og undgå afvikling, er de nødt til at gennemføre en gennemgribende omstrukturering af deres aktiviteter. I den nuværende situation rammer krisen også pengeinstitutter, der er fundamentalt sunde, og hvis vanskeligheder udelukkende beror på de generelle markedsforhold, der har gjort det betydeligt vanskeligere at tilvejebringe likviditet. For at genoprette disse pengeinstitutters rentabilitet på lang sigt kan det være tilstrækkeligt med mindre vidtgående omstruktureringer. Under alle omstændigheder kan de foranstaltninger, der træffes af en medlemsstat for at støtte (visse) pengeinstitutter, der opererer på dets nationale finansmarked, begunstige de pågældende pengeinstitutter på bekostning af andre, der opererer i samme medlemsstat eller i andre medlemsstater.

3.

På ØKOFIN-mødet den 7. oktober 2008 vedtog Rådet en række konklusioner, hvori det påtog sig at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at styrke banksystemets sundhed og stabilitet for derigennem at få genskabt tilliden på markedet og bringe finanssektoren til at fungere igen. At få tilført ny kapital til sårbare, systemrelevante pengeinstitutter blev anerkendt som et af midlerne til at sikre indskydernes interesser og styrke stabiliteten i systemet. Desuden enedes man om, at beslutningerne om statslige indgreb skal træffes på nationalt plan, men inden for samordnede rammer og på grundlag af en række fælles EU-principper (1). Ved samme lejlighed lovede Kommissionen hurtigt at udsende retningslinjer om hovedprincipperne for vurderingen af, om rekapitaliserings- og garantiordninger kan anses for at være forenelige med fællesmarkedet, og for vurdering af sådanne konkrete ordninger.

4.

I betragtning af det omfang, krisen har fået i dag, hvor den også rammer fundamentalt sunde banker, og under hensyn til den høje grad af integration og indbyrdes afhængighed mellem de europæiske finansmarkeder samt de dramatiske virkninger, som systemrelevante pengeinstitutters konkurs ville få i form af en yderligere forværring af krisen, anerkender Kommissionen, at medlemsstaterne kan finde det nødvendigt at træffe passende foranstaltninger for at sikre stabiliteten i det finansielle system. Da de aktuelle problemer i finanssektoren er af en særlig karakter, kan det være nødvendigt, at sådanne foranstaltninger ikke kun tager sigte på stabilisering af individuelle pengeinstitutter, men også omfatter generelle ordninger.

5.

Ved anvendelsen af statsstøttereglerne på de foranstaltninger, der træffes for at imødegå krisen på finansmarkederne, må der tages behørigt hensyn til de ekstraordinære omstændigheder, der i øjeblikket gør sig gældende, men Kommissionen er nødt til at sikre, at sådanne foranstaltninger ikke skaber unødige konkurrencefordrejninger mellem pengeinstitutterne på markedet eller giver anledning til negative følgevirkninger i andre medlemsstater. Formålet med denne meddelelse er at redegøre for de kriterier, der er relevante ved vurderingen af, om generelle ordninger såvel som anvendelse af sådanne ordninger i enkelttilfælde og systemrelevante ad hoc-tilfælde kan anses for forenelige med traktaten. Ved anvendelsen af disse kriterier på foranstaltninger truffet af medlemsstaterne vil Kommissionen handle så hurtigt som muligt af hensyn til den retlige sikkerhed og for at genoprette tilliden på finansmarkederne.

6.

Statsstøtte til kriseramte individuelle virksomheder vurderes normalt efter traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), samt Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (2) (»rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte«), som indeholder Kommissionens redegørelse for, hvordan den anvender traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), på denne form for støtte. Rammebestemmelserne er generelle, men indeholder en række specifikke kriterier for finanssektoren.

7.

Desuden kan Kommissionen i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra b), godkende statsstøtte til at »afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi«.

8.

Kommissionen bekræfter i overensstemmelse med retspraksis og sin egen beslutningspraksis (3), at traktatens artikel 87, stk. 3, litra b), skal fortolkes restriktivt med hensyn til, hvad der kan betragtes som en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi.

9.

I lyset af den alvorlige karakter, som den aktuelle krise på finansmarkederne har fået, og dens mulige virkninger for medlemsstaternes samlede økonomi, finder Kommissionen, at der under de nuværende omstændigheder kan gøres brug af artikel 87, stk. 3, litra b), som hjemmel for støtteforanstaltninger, der træffes for at imødegå denne systemiske krise. Det gælder i særdeleshed for støtte, der ydes gennem en generel ordning, som er åben for adskillige eller alle pengeinstitutter i en medlemsstat. Såfremt medlemsstaternes myndigheder med ansvar for finansiel stabilitet over for Kommissionen erklærer, at der er risiko for en sådan alvorlig forstyrrelse, vil det være af særlig relevans for Kommissionens vurdering.

10.

Ad hoc-foranstaltninger truffet af medlemsstaterne er ikke undtaget, når kriterierne i artikel 87, stk. 3, litra b), er opfyldt. Er der tale om såvel ordninger som ad hoc-foranstaltninger, bør vurderingen foretages på grundlag af de generelle principper i rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte, som er vedtaget i medfør af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), men de aktuelle omstændigheder kan begrunde ekstraordinære foranstaltninger, såsom strukturelle hjælpeforanstaltninger, beskyttelse af bl.a. kreditorers rettigheder og redningsforanstaltninger, der potentielt vil kunne have en varighed på over 6 måneder.

11.

Det bør dog understreges, at ovennævnte betragtninger indebærer, at artikel 87, stk. 3, litra b), principielt ikke kan bringes i anvendelse i krisesituationer i andre sektorer, hvor der ikke er lige så stor risiko for umiddelbare indvirkninger på en medlemsstats økonomi som helhed. For finanssektorens vedkommende kan denne bestemmelse kun påberåbes i virkelig ekstraordinære situationer, hvor der er risiko for, at finansmarkederne helt ophører med at fungere.

12.

Når der foreligger en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi som beskrevet ovenfor, kan artikel 87, stk. 3, litra b), ikke anvendes på ubestemt tid, men kun så længe krisesituationen begrunder det.

13.

Det indebærer, at det er nødvendigt at tage alle generelle ordninger, der indføres med hjemmel heri, f.eks. i form af en garanti- eller rekapitaliseringsordning, op til fornyet overvejelse med jævne mellemrum, og at de afskaffes, så snart den økonomiske situation i den pågældende medlemsstat åbner mulighed herfor. Kommissionen anerkender, at det ikke i øjeblikket er muligt at forudse, hvor længe de aktuelle ekstraordinære problemer på finansmarkederne vil vare ved, og at det for at genoprette tilliden kan være nødvendigt at udsende et signal om, at ordningen vil vedblive med at være i kraft, så længe krisen består, men det er Kommissionens opfattelse, at det for at en generel ordning kan anses for at være forenelig med fællesmarkedet, må kræves, at medlemsstaten mindst hver sjette måned tager den op til revision og rapporterer til Kommissionen om udfaldet af denne revision.

14.

Desuden finder Kommissionen, at pengeinstitutter, der har likviditetsproblemer, men som i øvrigt uden de aktuelle ekstraordinære omstændigheder ville være fundamentalt sunde, bør behandles anderledes end pengeinstitutter med internt betingede problemer. For de første pengeinstitutters vedkommende er rentabilitetsproblemerne en følge af eksterne faktorer, og beror på den aktuelle ekstreme situation på finansmarkedet og ikke på manglende effektivitet eller risikofyldte dispositioner. De konkurrencefordrejninger, som ordninger til støtte for disse pengeinstitutter afføder, vil derfor normalt være af mere begrænset karakter og ikke kræve så omfattende omstrukturering. Derimod vil andre pengeinstitutter, som kan antages at blive særligt ramt af tab forårsaget af f.eks. manglende effektivitet, ringe risikostyring af aktiver eller risikofyldte strategier, falde ind under de normale rammer for redningsstøtte og i særdeleshed have behov for en gennemgribende omstrukturering såvel som kompenserende foranstaltninger, der kan begrænse konkurrencefordrejningerne (4). I alle tilfælde gælder imidlertid, at uden passende sikkerhedsforanstaltninger kan iværksættelsen af garanti- og rekapitaliseringsordninger resultere i betydelige konkurrencefordrejninger, fordi de kan give de pågældende pengeinstitutter urimelige fordele på bekostning af deres konkurrenter eller forværre likviditetsproblemerne i pengeinstitutter i andre medlemsstater.

15.

I overensstemmelse med de generelle principper, der ligger til grund for traktatens statsstøtteregler, og som indebærer, at enhver støtte, der ydes, ikke må overstige, hvad der er strengt nødvendigt for at nå det legitime mål, der tilsigtes med støtten, og hvorefter konkurrencefordrejninger skal undgås eller minimeres mest muligt, og henset til de aktuelle omstændigheder, skal alle generelle støtteforanstaltninger være:

16.

At hensyn til det indre markeds funktion er det nødvendigt, at disse kriterier opfyldelse i overensstemmelse med statsstøttereglerne og de grundlæggende frihedsrettigheder i traktaten, herunder forbuddet mod diskrimination. Ved vurderingen vil Kommissionen tage hensyn til følgende kriterier, når den skal afgøre om de nedennævnte former for statsstøtteforanstaltninger er forenelige med fællesmarkedet.

17.

De ovennævnte principper indebærer, at der må anlægges følgende betragtninger med hensyn til garantiordninger til dækning af pengeinstitutters forpligtelser, som er indført gennem erklæring, ved lov eller aftale, idet det understreges, at disse betragtninger er af generel karakter og skal tilpasses de særlige forhold, der gør sig gældende i det konkrete tilfælde.

18.

Der kan opstå betydelige konkurrencefordrejninger, såfremt visse markedsaktører udelukkes fra de fordele, de er forbundet med garantien. De kriterier, der gælder for et pengeinstituts adgang til at indtræde i garantiordningen, skal være objektive, tage behørigt hensyn til pengeinstituttets rolle i det relevante banksystem og den samlede økonomi, og de må ikke være diskriminerende, således at urimelige fordrejninger på nabomarkeder og det indre marked som helhed undgås. Forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet indebærer, at alle pengeinstitutter, der er etableret i den pågældende medlemsstat, herunder datterselskaber, og som har betydelige aktiviteter i denne medlemsstat, bør have adgang til ordningen.

19.

Under de aktuelle ekstraordinære omstændigheder kan det være nødvendigt at give indskydere i pengeinstitutter sikkerhed for, at de ikke kommer til at lide tab, for derigennem at mindske risikoen for et stormløb på bankerne og uheldige afsmitningsvirkninger for sunde banker. I princippet kan det i forbindelse med en systemisk krise være berettiget, at der tilvejebringes generelle garantier, der dækker detailindskud (og detailtilgodehavender).

20.

For garantier, der dækker andet og mere end detailindskud, gælder, at de former for tilgodehavender og forpligtelser, garantien dækker, i videst mulige omfang skal være afpasset efter den konkrete årsag til problemerne og være begrænset til, hvad der kan anses for at være nødvendigt for at imødegå det konkrete aspekt ved den aktuelle finanskrise, idet de i modsat fald kunne forsinke den nødvendige tilpasningsproces og resultere i risiko for letsindig adfærd (5).

21.

Ved anvendelsen af dette princip kan den manglende likviditet på markedet for udlån mellem banker, der er en følge af udhulingen af pengeinstitutternes tillid til hinanden, også begrunde, at visse former for engrosindskud og endog kort- og mellemfristede gældsinstrumenter dækkes, for så vidt som sådanne forpligtelser ikke allerede i tilstrækkeligt omfang er dækket af eksisterende investorordninger m.v. (6).

22.

Udvidelsen af garantidækningen til at omfatte andre end disse relativt bredt definerede forpligtelser ville kræve en nøjere granskning af begrundelsen for en sådan udvidelse.

23.

Sådanne garantiordninger bør i princippet ikke omfatte efterstillet gæld (»tier 2 capital«) eller dække alle former for forpligtelser, da det kunne resultere i, at de derigennem blot kom til at tilgodese aktionærers og andre risikokapitalinvestorers interesser. For ordninger, der dækker sådanne forpligtelser og derved åbner mulighed for kapitaludvidelser og øget långivning, kan det være nødvendigt at indføre særlige restriktioner.

24.

Varigheden og omfanget af enhver garantiordning, der ikke udelukkende dækker detailindskud, skal være begrænset til det nødvendige minimum. I overensstemmelse med de ovenstående almindelige principper finder Kommissionen i betragtning af usikkerheden om, hvor længe de aktuelle fundamentale funktionssvigt på finansmarkederne vil vare ved, at det er en forudsætning for en generel garantiordnings forenelighed med fællesmarkedet, at medlemsstaten hver sjette måned tager ordningen op til fornyet overvejelse, som omfatter en vurdering af ordningens fortsatte berettigelse og det eventuelle behov for tilpasninger af ordningen i lyset af udviklingen på finansmarkederne. Resultaterne af denne revision skal meddeles Kommissionen. Når der er sikkerhed for en sådan regelmæssig fornyet overvejelse, vil ordningen i princippet kunne godkendes for mere end seks måneder og op til to år. Hvis Kommissionen godkender det, er der mulighed for en yderligere forlængelse, så længe krisen på finansmarkedet gør det nødvendigt. Såfremt garantiordningen åbner mulighed for en fortsat dækning af de relevante forpligtelser frem til en forfaldsdato, der ligger efter garantiperiodens udløb, vil det være nødvendigt at indføre yderligere sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre urimelige konkurrencefordrejninger. De kan bl.a. bestå i en afkortning af garantiperioden i forhold til, hvad der i princippet er tilladt ifølge denne meddelelse, prisrestriktioner og kvantitative begrænsninger af de forpligtelser, der er dækket.

25.

I overensstemmelse med det generelle statsstøtteprincip om, at støttens størrelse og intensitet skal være begrænset til det absolutte minimum, skal medlemsstaterne sørge for, at de omfattede pengeinstitutter og/eller sektoren bidrager til at dække omkostningerne ved garantien og, hvis det bliver nødvendigt, omkostningerne ved statens indtræden, hvis garantien bliver udløst.

26.

Dette bidrags nøjagtige beregning og sammensætning afhænger af de konkrete omstændigheder. Det er Kommissionens opfattelse, at en passende kombination af nogle eller alle følgende elementer (7) opfylder kravet om, at støtten holdes nede på et minimum:

27.

I betragtning af den iboende risiko for, at en garantiordning vil få negative indvirkninger på banker, som ikke er omfattet af garantiordningen, herunder banker i andre medlemsstater, skal ordningen indeholde egnede mekanismer, der mest muligt begrænser sådanne fordrejninger og risikoen for misbrug af de fordele, statsgarantien er forbundet med. Sådanne sikkerhedsforanstaltninger, der også er vigtige for at afværge en risiko for letsindig adfærd, bør omfatte en passende kombination af alle eller nogle af følgende elementer (9):

28.

For i videst mulig omfang at forhindre konkurrencefordrejninger skal en generel garantiordning efter Kommissionens opfattelse betragtes som en midlertidig nødforanstaltning til imødegåelse af de akutte symptomer af den aktuelle krise på finansmarkederne. Derfor kan disse foranstaltninger per definition ikke udgøre nogen færdigsyet løsning på de problemer, der er årsag til denne krise, og som hænger sammen med strukturelle funktionssvigt i finansmarkedernes organisation eller konkrete problemer i visse pengeinstitutter eller en kombination af begge.

29.

En garantiordning må derfor rettidigt følges op af de nødvendige tilpasningsforanstaltninger for hele sektoren og/eller af en omstrukturering eller afvikling af enkelte pengeinstitutter, navnlig institutter, for hvilke garantien er blevet udløst.

30.

I de tilfælde, hvor garantiordningen udløses for et pengeinstitut, må det kræves, at denne redningsforanstaltning, der tager sigte på at holde det insolvente institut gående og forårsager yderligere konkurrencefordrejninger ud over dem, som den generelle indførelse af ordningen afføder, så snart situationen på finansmarkedet åbner mulighed herfor, følges op med, at der tages skridt til at omstrukturere eller afvikle pengeinstituttet. Det indebærer, at der for pengeinstitutter, for hvilke garantien er blevet udløst, skal foretages anmeldelse af en omstrukturerings- eller afviklingsplan, som Kommissionen vil vurdere særskilt i relation til foreneligheden med statsstøttereglerne (12).

31.

I sin vurdering af en omstruktureringsplan vil Kommissionen lade sig lede af kravene om:

32.

I sin vurdering kan Kommissionen støtte sig på sine hidtidige erfaringer fra anvendelsen af statsstøttereglerne på pengeinstitutter, idet der tages hensyn til, at der foreligger en særlig situation på grund af en krise, der har nået et sådant omfang, at der er tale om en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi.

33.

Kommissionen vil også tage hensyn til den sondring, der må foretages mellem støtte, der nødvendiggøres af de aktuelle flaskehalse i adgangen til likviditet for i øvrigt fundamentalt sunde pengeinstitutter, og den støtte, der ydes til pengeinstitutter, som derudover også er ramt af strukturelle solvensproblemer, der f.eks. beror på deres særlige forretningsmodel eller investeringsstrategi. Støtte til den sidstnævnte kategori af pengeinstitutter vil i princippet kunne rejse større problemer.

34.

En anden systemisk foranstaltning til imødegåelse af den aktuelle finanskrise kan være at indføre en rekapitaliseringsordning til støtte for pengeinstitutter, der er fundamentalt sunde, men kan være nødlidende på grund af den ekstreme situation på finansmarkederne. Målet vil være at tilvejebringe offentlige midler, der direkte kan styrke pengeinstitutternes kapitalgrundlag, eller på anden vis lette en kapitaltilførsel, således at negative systemiske følgevirkninger undgås.

35.

I princippet finder de ovenstående betragtninger om generelle garantiordninger med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på rekapitaliseringsordninger. Det gælder, hvad angår:

36.

Rekapitaliseringsordningers særlige karakter giver anledning til følgende betragtninger.

37.

Afgørelsen af, hvilke pengeinstitutter der kan deltage i ordningen, bør være baseret på objektive kriterier, såsom behovet for at sikre et tilstrækkeligt kapitalgrundlag i forhold til solvenskravene, som ikke fører til urimelig særbehandling. Finanstilsynsmyndighedernes vurdering af, at der er et behov, vil være et positivt element.

38.

Kapitalindsprøjtningen skal være begrænset til det nødvendige minimum og må ikke sætte pengeinstituttet i stand til at slå ind på en aggressiv markedsføring eller udvide sine aktiviteter eller tage andre skridt, der ville føre til uforholdsmæssige konkurrencefordrejninger. I den forbindelse vil Kommissionen anlægge en positiv vurdering af, at der fastholdes strengere mindstesolvenskrav og/eller at kapitaltilførslen begrænses til balancesummen. De deltagende pengeinstitutter bør med deres egne midler, herunder private midler, yde det størst mulige bidrag i lyset af den aktuelle krise (14).

39.

Ved kapitaltilførsler til pengeinstitutter skal det sikres, at støttebeløbet begrænses mest muligt. Alt efter hvilken måde kapitaltilførslen foregår på (f.eks. aktier, warrants, efterstillet kapital …), bør medlemsstaten i princippet opnå rettigheder, hvis værdi svarer til det det bidrag, den har ydet til rekapitaliseringen. Udstedelseskursen på nye aktier skal fastsættes på grundlag af en markedsorienteret vurdering. For at sikre, at den offentlige støtte kun ydes mod en passende modydelse, vil Kommissionen se positivt på f.eks. præferenceaktier, der giver et passende afkast. Alternativt kunne det overvejes at indføre klausuler om tilbagebetaling.

40.

Tilsvarende betragtninger gælder for andre foranstaltninger og ordninger, der tager sigte på at angribe problemet på pengeinstitutternes aktivside, og som bidrager til at styrke instituttets kapitalgrundlag. I særdeleshed gælder, at hvis en medlemsstat køber eller bytter aktiver, skal det ske på grundlag af en vurdering, der afspejler aktivernes underliggende risiko, og uden nogen diskrimination i relation til sælgerne.

41.

Støtteordningens godkendelse fritager ikke medlemsstaten fra pligten til hvert halvår at indsende en rapport til Kommissionen om ordningens anvendelse samt senest seks måneder efter datoen for støttens ydelse at indsende planer for de pengeinstitutter, der deltager i ordningen (15).

42.

Ligesom for garantiordningers vedkommende, men under hensyntagen til rekapitaliseringsforanstaltningers irreversible karakter, vil Kommissionen i sin vurdering af sådanne planer se på, om der er sammenhæng mellem de samlede resultater af den rekapitalisering, der er foregået under ordningen, og en rekapitaliseringsforanstaltning truffet uden for rammerne af en sådan ordning i overensstemmelse med principperne i rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte, under hensyn til den særlige situation affødt af den systemiske krise på finansmarkederne.

43.

På baggrund af den aktuelle finanskrise vil medlemsstaterne måske også ønske at gennemføre en kontrolleret afvikling af visse pengeinstitutter inden for deres jurisdiktion. En sådan kontrolleret afvikling vil, eventuelt kombineret med en tilførsel af offentlige midler, kunne iværksættes i individuelle tilfælde, enten som det næste skridt efter ydelse af redningsstøtte til et pengeinstitut, når det bliver klart, at en omstrukturering ikke vil lykkes, eller som én enkeltstående foranstaltning. En kontrolleret afvikling kan også indgå som led i en generel garantiordning, f.eks. når en medlemsstat iværksætter en afvikling af pengeinstitutter, for hvilke garantien er blevet udløst.

44.

Også her følger vurderingen af en sådan ordning og af individuelle afviklingsforanstaltninger iværksat under en sådan ordning med de fornødne tilpasninger de samme principper som anført ovenfor for garantiordninger.

45.

Afviklingsforanstaltningens særlige karakter giver anledning til følgende betragtninger.

46.

I forbindelse med afviklingen må man være særlig opmærksom på nødvendigheden af at reducere enhver risiko for letsindig adfærd, bl.a. ved at udelukke aktionærer og eventuelt visse typer kreditorer fra at modtage nogen støtte i forbindelse med den kontrollerede afvikling.

47.

For at undgå uforholdsmæssige konkurrencefordrejninger bør afviklingsfasens varighed begrænses til den tid, der er strengt nødvendig for en velordnet afvikling af pengeinstituttet. Så længe pengeinstituttet fortsætter med at operere, må det ikke gå ind i nogen ny aktivitet, men blot videreføre de hidtidige. Banklicensen bør inddrages snarest muligt.

48.

I forbindelse med kravet om, at støtten skal holdes nede på det niveau, der er strengt nødvendigt for at nå det tilsigtede mål, må der også tages hensyn til, at det for at sikre finansiel stabilitet i den aktuelle krisesituation kan være nødvendigt at indfri visse kreditorers tilgodehavender gennem støtteforanstaltninger. De kriterier, der opstilles for afgørelsen af, hvilke typer tilgodehavender der skal indfris, bør være baseret på de samme regler som dem, der gælder for forpligtelser dækket af en garantiordning.

49.

For at sikre, at der ikke bliver ydet nogen støtte til køberne af pengeinstituttet eller dele af det eller til de dele, der afhændes, er det vigtigt, at visse vilkår for salget overholdes. Kommissionen vil i sin vurdering af, om der foreligger statsstøtte, lægge følgende kriterier til grund:

50.

Hvis det efter disse kriterier fastslås, at der er ydet støtte til køberne eller til de afhændede dele, vil denne støttes forenelighed skulle vurderes særskilt.

51.

For at imødegå akutte likviditetsproblemer i nogle pengeinstitutter vil medlemsstaterne måske ønske at følge garanti- eller rekapitaliseringsordninger op med supplerende likviditetsbistand, ved hjælp af offentlige midler (herunder midler fra centralbanken). Kommissionen har allerede slået fast, at når en medlemsstat/centralbank reagerer på en bankkrise ikke med selektive foranstaltninger til fordel for bestemte banker, men derimod med generelle foranstaltninger, som alle sammenlignelige aktører på markedet kan få adgang til (f.eks. lån til hele markedet på lige vilkår), falder sådanne generelle foranstaltninger ofte uden for statsstøttereglernes rammer og vil ikke skulle anmeldes til Kommissionen. Kommissionen finder f.eks., at centralbankers pengepolitiske aktiviteter, såsom open market-operationer og stående faciliteter, ikke falder ind under statsstøttereglerne. Under særlige omstændigheder vil øremærket støtte til et bestemt pengeinstitut måske heller ikke blive betragtet som statsstøtte. Kommissionen finder (16), at når centralbanker stiller midler til rådighed for et pengeinstitut i et sådant tilfælde, er der muligvis ikke tale om statsstøtte, når bl.a. følgende betingelser er opfyldt:

52.

Kommissionen finder, at hvis en ordning med likviditetsbistand med offentlige midler (herunder fra centralbanken) udgør statsstøtte, vil den under de nuværende ekstraordinære omstændigheder kunne være forenelig med fællesmarkedet efter principperne i rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte. Forudsat at der er sikkerhed for, at en sådan likviditetsordning tages op til revision hver sjette måned (17), vil ordningen kunne godkendes for et længere tidsrum end seks måneder, i princippet for op til to år. Efter Kommissionens godkendelse vil ordningen kunne forlænges yderligere, hvis krisen på finansmarkederne gør det nødvendigt.

53.

Ved anvendelsen af statsstøttereglerne på de foranstaltninger, denne meddelelse omhandler, under hensyntagen til de aktuelle forhold på finansmarkederne bør Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne både sikre, at disse foranstaltninger er udformet således, at det tilsigtede mål nås, og at de konkurrencefordrejninger, de afføder både i medlemsstaterne og mellem dem indbyrdes, holdes på et minimum. For at lette dette samarbejde og give såvel medlemsstaterne som tredjemand den fornødne retlige sikkerhed i relation til de trufne foranstaltningers forenelighed med traktaten (hvilket er vigtigt for genoprettelsen af tilliden til markederne), er det yderst vigtigt, at medlemsstaterne underretter Kommissionen om deres planer om at indføre sådanne foranstaltninger og anmelder dem så udførligt og tidligt som muligt, under alle omstændigheder før foranstaltningen gennemføres. Kommissionen har taget skridt til at sikre, at når der foreligger en fuldstændig anmeldelse, vil beslutningen blive truffet hurtigt, om fornødent inden for 24 timer eller i løbet af en weekend.

—

indgreb bør foretages rettidigt og bør i princippet være midlertidige

—

medlemsstaterne er opmærksomme på skatteydernes interesser

—

indgrebets konsekvenser bør bæres af de eksisterende aktionærer

—

medlemsstaterne bør være i stand til at gennemtvinge en ændring af ledelsen

—

ledelsen bør ikke oppebære urimelige fordele — staten bør eventuelt kunne gribe ind over for ledelsens aflønning

—

konkurrenternes legitime interesser skal tilgodeses, navnlig via statsstøttereglerne

—

negative følgevirkninger bør undgås.