Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52008PC0249

    Forslag til Rådets beslutning i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, om Slovakiets indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2009

    /* KOM/2008/0249 endelig udg. - CNS 2008/0095 */

    52008PC0249

    Forslag til Rådets beslutning i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, om Slovakiets indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2009 /* KOM/2008/0249 endelig udg. - CNS 2008/0095 */


    [pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

    Bruxelles, den 7.5.2008

    KOM(2008) 249 endelig

    2008/0095 (CNS)

    Forslag til

    RÅDETS BESLUTNING

    i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, om Slovakiets indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2009

    (forelagt af Kommissionen)

    BEGRUNDELSE

    Kommissionens forslag til Rådets beslutning i henhold til artikel 122, stk. 2

    Den 3. maj 1998 traf Rådet afgørelse om, at Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Østrig og Finland opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af den fælles valuta den 1. januar 1999. Danmark og Det Forenede Kongerige gjorde brug af deres undtagelsesbestemmelse (”opt-out”) og blev derfor ikke underkastet Rådets vurdering. Grækenland og Sverige blev af Rådet betragtet som medlemsstater med dispensation. Den 19. juni 2000 traf Rådet afgørelse om, at Grækenland opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen den 1. januar 2001. De lande, der tiltrådte Den Europæiske Union den 1. maj 2004 (Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet), blev medlemsstater med dispensation i henhold til artikel 4 i de respektive tiltrædelsesakter. Den 11. juli 2006 traf Rådet afgørelse om, at Slovenien opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen den 1. januar 2007. Bulgarien og Rumænien, som tiltrådte Den Europæiske Union den 1. januar 2007, blev medlemsstater med dispensation i henhold til artikel 5 i de respektive tiltrædelsesakter. Den 10. juli 2007 traf Rådet afgørelse om, at Cypern og Malta opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen den 1. januar 2008.

    Artikel 122, stk. 2, fastlægger procedurerne for ophævelse af dispensationer. Disse procedurer skal indledes mindst én gang hvert andet år eller på anmodning af en medlemsstat med dispensation. I overensstemmelse med disse procedurer aflægger Kommissionen og Den Europæiske Centralbank beretning til Rådet efter fremgangsmåden i artikel 121, stk. 1, om, hvilke fremskridt medlemsstaterne med dispensation har gjort med opfyldelsen af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union. På grundlag af sin egen og Den Europæiske Centralbanks beretninger kan Kommissionen forelægge et forslag til Rådets beslutning for Rådet om at ophæve dispensationen for de medlemsstater, der opfylder de nødvendige betingelser.

    De seneste periodiske konvergensberetninger fra Kommissionen og Den Europæiske Centralbank blev godkendt i december 2006. Danmark og Det Forenede Kongerige har ikke udtrykt ønske om at ville indføre den fælles valuta. Konvergensvurderingen i 2008 omfatter derfor følgende ti medlemsstater med dispensation: Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Rumænien, Slovakiet og Sverige. Bulgarien og Rumænien, der tiltrådte EU den 1. januar 2007, skal for første gang vurderes. Samtidig hermed indgav Slovakiet den 4. april 2008 anmodning om en vurdering af, om de nødvendige betingelser for indførelse af euroen den 1. januar 2009 er opfyldt.

    Kommissionens konvergensberetning blev vedtaget af kommissærkollegiet den 7. maj 2008. Den Europæiske Centralbank vedtog sin beretning den 6. maj. Beretningerne omfatter en undersøgelse af, hvorvidt hver medlemsstats nationale lovgivning, herunder den nationale centralbanks statut, er forenelig med traktatens artikel 108 og 109 samt med ESCB-statutten. Beretningerne undersøger ligeledes, om der er opnået en høj grad af vedvarende konvergens ved, at konvergenskriterierne er opfyldt, og tager hensyn til en række andre faktorer, der er nævnt i artikel 121, stk. 1, sidste afsnit.

    Kommissionen fastslår i sin konvergensberetning, at ud af de vurderede medlemsstater opfylder kun Slovakiet betingelserne for indførelse af euroen, idet det antages, at Rådet vil følge Kommissionens anbefaling om at ophæve proceduren i forbindelse med uforholdsmæssig stort underskud.

    På grundlag af sin egen og Den Europæiske Centralbanks beretninger har Kommissionen vedtaget vedlagte forslag til Rådets beslutning om ophævelse af Slovakiets dispensation med virkning fra den 1. januar 2009.

    2008/0095 (CNS)

    Forslag til

    RÅDETS BESLUTNING

    i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, om Slovakiets indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2009

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 122, stk. 2,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen,

    under henvisning til beretning fra Kommissionen[1],

    under henvisning til beretning fra Den Europæiske Centralbank[2],

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

    under henvisning til drøftelserne i Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (i det følgende benævnt "ØMU") blev indledt den 1. januar 1999. På sit møde i Bruxelles den 3. maj 1998 traf Rådet i sin sammensætning af stats- og regeringscheferne afgørelse om, at Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Finland opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af den fælles valuta den 1. januar 1999[3].

    (2) Rådet besluttede ved beslutning 2000/427/EF[4], at Grækenland opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2001. Rådet besluttede ved beslutning 2006/495/EF[5], at Slovenien opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2007. Rådet besluttede ved beslutning 2007/503/EF[6] og beslutning 2007/504/EF[7], at Cypern og Malta opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2008.

    (3) I overensstemmelse med punkt 1 i protokollen om visse bestemmelser vedrørende Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, der er knyttet som bilag til traktaten, meddelte Det Forenede Kongerige Rådet, at det ikke agtede at gå over til tredje fase af ØMU den 1. januar 1999. Denne meddelelse er ikke blevet ændret. I overensstemmelse med punkt 1 i protokollen om visse bestemmelser vedrørende Danmark, der er knyttet som bilag til traktaten, og afgørelsen truffet af stats- og regeringscheferne i Edinburgh i december 1992 har Danmark meddelt Rådet, at det ikke vil deltage i tredje fase af ØMU. Danmark har ikke anmodet om, at proceduren i artikel 122, stk. 2, indledes.

    (4) I henhold til beslutning 98/317/EF er Sverige en medlemsstat med dispensation som defineret i traktatens artikel 122. I overensstemmelse med artikel 4 i tiltrædelsesakten af 2003[8] er Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Polen og Slovakiet medlemsstater med dispensation som defineret i traktatens artikel 122. I henhold til artikel 5 i tiltrædelsesakten af 2005[9] er Bulgarien og Rumænien medlemsstater med dispensation som defineret i traktatens artikel 122.

    (5) Den Europæiske Centralbank (i det følgende benævnt "ECB") blev oprettet den 1. juli 1998. Det Europæiske Monetære System er blevet erstattet af en valutakursmekanisme, som blev indført ved Det Europæiske Råds resolution af 16. juni 1997 om oprettelse af en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union[10]. Procedurerne for en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ERM II) blev fastlagt i aftalen af 16. marts 2006 mellem Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbanker i medlemsstaterne uden for euroområdet om fastlæggelse af de operationelle procedurer for en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union[11].

    (6) I traktatens artikel 122, stk. 2, er fastsat procedurerne for ophævelse af de pågældende medlemsstaters dispensation. Ifølge denne artikel aflægger Kommissionen og Den Europæiske Centralbank mindst én gang hvert andet år eller på anmodning af en medlemsstat med dispensation beretning til Rådet efter fremgangsmåden i traktatens artikel 121, stk. 1. De seneste regelmæssige konvergensberetninger fra Kommissionen og Den Europæiske Centralbank blev godkendt i maj 2008. Den 4. april 2008 forelagde Slovakiet en formel anmodning om en konvergensvurdering.

    (7) Medlemsstaternes nationale lovgivninger, herunder de nationale centralbankers statutter, skal om nødvendigt tilpasses for at gøre dem forenelige med traktatens artikel 108 og 109 samt med statutten for Det Europæiske System af Centralbanker (i det følgende benævnt "ESCB-statutten"). Kommissionens og Den Europæiske Centralbanks beretninger indeholder en detaljeret vurdering af foreneligheden af Slovakiets lovgivning med traktatens artikel 108 og 109 samt med ESCB-statutten.

    (8) I henhold til artikel 1 i protokollen om konvergenskriterierne, jf. artikel 121 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, betyder kriteriet vedrørende prisstabilitet som omhandlet i traktatens artikel 121, stk. 1, første led, at en medlemsstat har en holdbar prisudvikling og en gennemsnitlig inflationstakt, som betragtet i en periode på et år før undersøgelsen ikke overstiger inflationstakten i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 1,5 procentpoint. Med henblik på dette kriterium måles inflationen ved harmoniserede forbrugerprisindekser (HICP) som defineret i Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindekser[12]. Med henblik på at vurdere prisstabilitetskriteriet er en medlemsstats inflation blevet målt ved den procentvise ændring i det aritmetiske gennemsnit af de sidste tolv månedlige indekser i forhold til det aritmetiske gennemsnit af de tolv månedlige indekser i den foregående periode. I den etårige periode, der sluttede i marts 2008, var de tre medlemsstater med de bedste prisstabilitetsresultater Malta, Nederlandene og Danmark med en inflationstakt på henholdsvis 1,5 %, 1,7 % og 2,0 %. I deres beretninger har Kommissionen og Den Europæiske Centralbank taget udgangspunkt i en referenceværdi beregnet som et simpelt aritmetisk gennemsnit af inflationstakterne i de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, plus 1,5 procentpoint. Det har resulteret i en referenceværdi på 3,2 % i den etårige periode, der sluttede i marts 2008.

    (9) I henhold til artikel 2 i protokollen om konvergenskriterierne, jf. artikel 121 i traktaten, betyder kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling som nævnt i traktatens artikel 121, stk. 1, andet led, at medlemsstaten på tidspunktet for undersøgelsen ikke er omfattet af en rådsafgørelse som omhandlet i traktatens artikel 104, stk. 6, om, at den pågældende medlemsstat har et uforholdsmæssigt stort underskud.

    (10) I henhold til artikel 3 i protokollen om konvergenskriterierne som nævnt i traktatens artikel 121, betyder kriteriet vedrørende deltagelse i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme som nævnt i traktatens artikel 121, stk. 1, tredje led, at en medlemsstat har overholdt de normale udsvingsmargener i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme (ERM) uden alvorlige spændinger i mindst de seneste to år før undersøgelsen. Medlemsstaten må især ikke i samme periode på eget initiativ have devalueret sin valutas bilaterale centralkurs over for en anden medlemsstats valuta. Siden den 1. januar 1999 har ERM II udgjort rammen for vurderingen af opfyldelsen af valutakurskriteriet. Ved vurderingen af opfyldelsen af dette kriterium i deres beretninger har Kommissionen og Den Europæiske Centralbank undersøgt den toårige periode, der sluttede den 18. april 2008.

    (11) I henhold til artikel 4 i protokollen om konvergenskriterierne, jf. artikel 121 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, betyder kriteriet vedrørende konvergens i rentesatserne som nævnt i traktatens artikel 121, stk. 1, fjerde led, at en medlemsstat over en periode på et år før undersøgelsen har haft en gennemsnitlig langfristet nominel rentesats, som ikke overstiger den tilsvarende rentesats i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 2 procentpoint. Med henblik på vurderingen af rentekonvergenskriteriet er der blevet anvendt sammenlignelige rentesatser på 10-årige toneangivende statsobligationer. Med henblik på at vurdere opfyldelsen af rentekriteriet er der i Kommissionens og Den Europæiske Centralbanks beretninger taget udgangspunkt i en referenceværdi beregnet som et simpelt aritmetisk gennemsnit af den langfristede nominelle rentesats i de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, plus 2 procentpoint. Det har resulteret i en referenceværdi på 6,5 % i den etårige periode, der sluttede i marts 2008.

    (12) I overensstemmelse med artikel 5 i protokollen om konvergenskriterierne, jf. artikel 121 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, skal Kommissionen tilvejebringe de statistiske data, der bruges til den aktuelle vurdering af, om konvergenskriterierne er opfyldt. Kommissionen har tilvejebragt data med henblik på udarbejdelsen af dette forslag. Budgetdataene har Kommissionen tilvejebragt efter indberetning fra medlemsstaterne pr. 1. april 2008 i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 3605/93 af 22. november 1993 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab[13].

    (13) På grundlag af beretningerne fra Kommissionen og Den Europæiske Centralbank om de fremskridt, Slovakiet har gjort med opfyldelsen af sine forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union, konkluderer Kommissionen følgende:

    a) Slovakiets nationale lovgivning, herunder den nationale centralbanks statut, er forenelig med traktatens artikel 108 og 109 samt med ESCB-statutten.

    b) Slovakiet opfylder de konvergenskriterier, der er nævnt i de fire led i traktatens artikel 121, stk. 1, idet:

    - den gennemsnitlige inflationstakt i Slovakiet i det år, der sluttede i marts 2008, var på 2,2 %, hvilket er et godt stykke under referenceværdien, og det er sandsynligt, at den vil forblive under referenceværdien i månederne fremover, om end med en stadig snævrere margin

    - budgetunderskuddet i Slovakiet er blevet nedbragt troværdigt og holdbart til under 3 % af BNP. Kommissionen anbefaler derfor, at Rådet ophæver sin beslutning om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i Slovakiet

    - Slovakiet har været medlem af ERM II siden den 28. november 2005. I den toårsperiode, der sluttede den 18. april 2006, har den slovakiske koruna (SKK) ikke været udsat for alvorlige spændinger, og Slovakiet har ikke på eget initiativ devalueret SKK's bilaterale centralkurs over for euroen

    - i det år, der sluttede den 18. marts 2008, var Slovakiets langfristede rentesats i gennemsnit på 4,5 %, hvilket er lavere end referenceværdien.

    c) I lyset af vurderingen af lovgivningens forenelighed og af opfyldelsen af konvergenskriterierne samt af de yderligere faktorer og forudsat at beslutningen om uforholdsmæssigt stort underskud ophæves af Rådet, opfylder Slovakiet de nødvendige betingelser for indførelse af euroen.

    (14) Rådet ophævede den 3. juni 2008 på grundlag af en henstilling fra Kommissionen Rådets beslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud i Slovakiet[14].

    (15) Rådet træffer med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen afgørelse om, hvilke medlemsstater med dispensation der opfylder de nødvendige betingelser for indførelse af den fælles valuta, og ophæver de pågældende medlemsstaters dispensation –

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    Slovakiet opfylder de nødvendige betingelser for indførelse af den fælles valuta. Dispensationen til fordel for Slovakiet, jf. artikel 4 i tiltrædelsesakten af 2003, ophæves med virkning fra den 1. januar 2009.

    Artikel 2

    Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

    Artikel 3

    Denne beslutning offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende .

    Udfærdiget i , den

    På Rådets vegne

    Formand

    [1] Beretning vedtaget den 7. maj 2008 (KOM(2008) 248 ).

    [2] Beretning vedtaget den 6. maj 2008.

    [3] Beslutning 1998/317/EF (EFT L 139 af 11.5.1998, s. 30).

    [4] EFT L 167 af 7.7.2000, s.19.

    [5] EUT L 195 af 15.7.2006, s. 25.

    [6] EUT L 186 af 18.7.2007, s.29.

    [7] EUT L 186 af 18.7.2007, s. 32.

    [8] EUT L 236 af 23.9.2003, s. 33.

    [9] EUT L 157 af 21.6.2005, s. 203.

    [10] EFT C 236 af 2.8.1997, s. 5.

    [11] EUT C 73 af 25.3.2006, s. 21. Ændret ved aftalen af 14. december 2007 (EUT C 319 af 29.12.2007, s. 7).

    [12] EFT L 257 af 27.10.1995, s. 1. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

    [13] EFT L 332 af 31.12.1993, s. 7. Senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2103/2005 (EUT L 337 af 22.12.2005, s. 1).

    [14] EUT L […] af […], s. […].

    Top