23.2.2010

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 45/74

---

Udviklingsperspektiver for freds- og nationsopbygning efter konflikter

P6_TA(2008)0639

Europa-Parlamentets beslutning af 18. december 2008 om udviklingsperspektiver for freds- og nationsopbygning efter konflikter (2008/2097(INI))

(2010/C 45 E/14)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Haagforskrifterne fra 1907, de fire Genèvekonventioner fra 1949 og tillægsprotokollerne I og II hertil fra 1977,

—	der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne af 1948,

—	der henviser til alle De Forenede Nationers menneskerettighedskonventioner og de valgfrie protokoller hertil,

—	der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 1966 og de to valgfrie protokoller hertil,

—	der henviser til De Forenede Nationers Pagt af 1945, særlig artikel 1 og 25 samt artikel 39 og 41 i kapitel VII,

—	der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention af 1950 og dens fem protokoller,

—	der henviser til FN's millenniumerklæring af 8. september 2000, der opstiller 2015-målene som det internationale samfunds fælles kriterier for udryddelse af fattigdom,

—	der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 60/1 af 24. oktober 2005 om resultatet af verdenstopmødet i 2005, særlig punkt 138-148 om ansvar for at beskytte befolkninger mod folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden,

—

der henviser til FN's fredsbevarende/fredsskabende interventioner i Congo (1962), Namibia (1988), El Salvador (1992), Cambodja (1992), Somalia (1992), Jugoslavien — Serbien, Kroatien, Bosnien og Hercegovina (1992-2002), Haiti (1994), Østslavonien (1995-1998), Kosovo (1999), Sierra Leone (1999), Østtimor (1999) og amerikansk/britisk ledede missioner til Irak (2003) og NATO-ledede ISAF-missioner til Afghanistan (2001),

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (1), senest ændret ved afgørelse nr. 1/2006 truffet af AVS-EF-Ministerrådet (2) (Cotonou-aftalen),

—

der henviser til fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen »Den europæiske konsensus om udvikling«, undertegnet den 20. december 2005 (3), særligt de tværgående emner anført i del 2, afsnit 3.3: demokrati, god regeringsførelse, menneskerettigheder, børns og indfødte folks rettigheder, miljømæssig bæredygtighed, ligestilling mellem kønnene samt bekæmpelse af hiv/aids,

—	der henviser til den fælles erklæring fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen om den europæiske konsensus om humanitær bistand (4),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (5) (Development Cooperation Instrument (DCI)),

—	der henviser til det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU og den fælles EU-Afrika-strategi, der blev vedtaget på EU-Afrika-topmødet i december 2007,

—	der henviser til konklusionerne fra Rådets samling (almindelige anliggender og udenrigsanliggender) den 19. november 2007 om Vestbalkan,

—	der henviser til konklusionerne fra Rådets samling (almindelige anliggender og udenrigsanliggender) den 16. juni 2008 om EU's retningslinjer om børn i væbnede konflikter,

—	der henviser til konklusionerne fra Rådets samling (almindelige anliggender og udenrigsanliggender) den 13. november 2006 om at styrke ligestilling mellem mænd og kvinder og integrering af ligestillingsaspektet i krisestyring,

—	der henviser til konklusionerne fra Rådets samling (almindelige anliggender og udenrigsanliggender) den 21. og 22. november 2005 om en udviklingsstrategi for Afrika,

—	der henviser til Den Afrikanske Unions (AU) rammepolitik for genopbygning og udvikling efter konflikter, som blev vedtaget af medlemsstaterne på Den Afrikanske Unions topmøde i Banjul den 25. juni — 2. juli 2006,

—

der henviser til de ti principper for godt donorengagement i struktursvage stater og struktursvaghedssituationer fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD) Komité for Udviklingsbistand, som blev godkendt på mødet på højt plan i Komiteen for Udviklingsbistand den 3.-4. april 2007 i Paris,

—	der henviser til reform og forvaltning af sikkerhedssektoren (Security Sector Reform and Governance, OECD/DAC Guidelines),

—	der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi, som blev godkendt af Det Europæiske Råd i Bruxelles den 12. december 2003,

—	der henviser til definitionen på retlige overgangsordninger i den rapport, som FN's generalsekretær fremlagde i 2004 om retsstatsprincippet og overgangsordninger i konfliktsamfund og postkonfliktsamfund (6),

—	der henviser til den finansieringsfacilitet på 12 mio. EUR, som Kommissionen indførte under det europæiske stabilitetsinstrument for at yde støtte til ad hoc-domstole og retlige overgangsordninger rundt om i verden,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2007»EU's respons på struktursvaghed — EU's bestræbelser på at fremme udvikling, fred og stabilitet i vanskelige situationer« (KOM(2007)0643),

—	der henviser til sin beslutning af 15. november 2007 om EU's respons på struktursvaghed i udviklingslande (7),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse om konfliktforebyggelse (KOM(2001)0211) og til EU-programmet for forebyggelse af voldelige konflikter vedtaget af Det Europæiske Råd i Göteborg den 15. og 16. juni 2001,

—	der henviser til erklæringen af 6. oktober 2004 fra EU's formandskab til FN om »retsstatsprincippet og den retlige overgangsordning i konfliktsamfund og postkonfliktsamfund«,

—	der henviser til EU-konceptet for støtte til afvæbning, demobilisering og reintegration, der blev godkendt af Rådet for Den Europæiske Union den 11. december 2006,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. april 2001»Sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling — en vurdering« (KOM(2001)0153),

—	der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2007 om status over forbindelserne mellem EU og Afrika (8),

—	der henviser til Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU's beslutning nr. 3937/07 og til betænkningen fra Udvalget om Politiske Spørgsmåls fra juli 2007 om god forvaltningspraksis, åbenhed og ansvarlighed ved udnyttelse af naturressourcer i AVS-lande (9),

—	der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner om kvinder, fred og sikkerhed (UNSCR 1325) og om seksuel vold mod civile i forbindelse med væbnede konflikter (UNSCR 1820),

—	der henviser til det udkast til en fælles EU-Afrika-strategi, der blev vedtaget på det 8. EU-Afrika-trojkamøde på ministerielt plan den 15. maj 2007 i Bruxelles,

—	der henviser til EF-traktatens artikel 177-181,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—	der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og Udenrigsudvalget (A6-0445/2008),

A.

der henviser til, at halvdelen af alle lande, som kommer ud af konflikter, kommer ind i en ny konflikt inden for fem år, og til at 340 mio. af verdens ekstremt fattige menes at leve i ustabile stater, og at fravær af fjendtligheder ikke nødvendigvis fører til holdbar og varig stabilitet og bæredygtig udvikling,

B.	der henviser til, at 2015-målene opstiller sammenhængende og tidsbundne mål for langsigtet udryddelse af fattigdom; der henviser til, at halvdelen af verdens fattigste i 2010 kan bo i stater, der er ramt af væbnet konflikt eller har risiko for at blive det (10),

C.	der henviser til, at opbygningen af stabile og holdbare stater kræver, at der etableres en kvalifikationsbaseret og ansvarlig offentlig forvaltning, der er fri for politisk indblanding og korruption,

D.	der henviser til, at en gennemskuelig, ansvarlig og professionel sikkerhedssektor er grundlæggende for at skabe betingelser, der fremmer fred og udvikling,

E.	der henviser til, at reformen af sikkerhedssektoren bør fokusere på etableringen af en effektiv og legitim statsforvaltning, der er gennemsigtig og ansvarlig over for de civile myndigheder samt lydhør over for offentlighedens behov,

F.	der henviser til, at udbredelse af håndskydevåben og lette våben giver næring til konflikter og kriminalitet; der henviser til, at civile i 2006 udgjorde tre fjerdedele af ofrene for landminer (11),

G.

der henviser til, at voldelige konflikter, ud over at have tragiske konsekvenser for udvikling og for menneskerettigheder, også afskrækker udenlandske investorer, hvilket reducerer væksten betydeligt ved at bremse investeringer i økonomien og grundlæggende tjenesteydelser (ifølge en nylig rapport (12) har væbnede konflikter vist sig at reducere en afrikansk nations økonomi med 15 %), hvorimod en sund privat sektor med tiden vil skabe grundlag for en bæredygtig indtægt for en legitim regering,

H.	der henviser til, at man kun kan opnå stabilitet på langt sigt igennem en integreret fredsskabende indsats, national forsoning og nationsopbygning for alle interesserede parter, inklusive kvinder og mindretal,

I.

der henviser til, at sandheds- og forsoningskommissioner kan bidrage til at hjælpe samfundene med at konfrontere nedarvede massekrænkelser, hjælpe med at fremme dialog mellem forskellige samfundsgrupper og tidligere modstandere i en konflikt og bidrage til retfærdighed og kompensations- og reformforanstaltninger, der reducerer risikoen for fremtidige konflikter,

J.	der henviser til, at de institutionelle rammer for udvikling af civilsamfundet er baseret på lovbeskyttet forsamlings- og ytringsfrihed og udvikling af frie medier,

K.	der henviser til, at en bæredygtig, velfungerende stat også kræver et stærkt civilsamfund til at beskytte befolkningen mod magtmisbrug, og at en fri presse er et godt middel mod en for magtfuldt regering,

L.	der henviser til, at ustabile stater skal opfordres til at lade ikke-statslige organisationer (ngo'er) arbejde frit uden uhensigtsmæssige bureaukratiske registreringsregler og -processer, der hindrer udviklingen i retning af et reelt effektivt civilsamfund,

M.	der henviser til, at et gennemsnitligt udviklingsland årligt modtager 260 besøg fra donorer, og at donorer i 2006 foretog 70 000 bistandstransaktioner med en gennemsnitlig projektstørrelse på kun 1,7 mio. USD i alle udviklingslande,

N.	der henviser til, at OECD/DAC's peer review fra 2007 om EU's udviklingspolitik giver udtryk for, at EU bør gøre mere systematisk brug af konfliktanalyse som en del af programmer og projekter på landeniveau for at øge deres effekt og sikre, at de ikke gør skade,

O.

der henviser til, at Kommissionen — som opfølgning på meddelelsen om EU's respons på struktursvaghed og de efterfølgende konklusioner fra Rådet og Parlamentets beslutning — skal udarbejde en implementeringsplan i 2009, der tager højde for de erfaringer og oplysninger, man har opnået igennem »pilotsager«, og udgør et middel til at vurdere de forskellige EU-instrumenters effektivitet for at optimere dem inden for sikkerhed og udvikling,

P.

der henviser til, at ud over udnævnelsen af seks pilotlande (Burundi, Guinea-Bissau, Haiti, Sierra Leone, Østtimor og Yemen) har debatten mellem Kommissionen, Rådet, Europa-Parlamentet og civilsamfundet inden for rammerne af opfølgningen af ovennævnte meddelelse om EU's respons på struktursvaghed endnu ikke gjort det muligt at gennemføre konkrete foranstaltninger i praksis,

Q.	der henviser til, at europæiske virksomheder er til stede og har interesser i konfliktzoner,

1.   støtter princippet om »beskyttelsesansvar« som bekræftet af FN med henblik på at styrke snarere end underminere statens suverænitet og understreger, at EU og medlemsstaterne bør betragte sig selv som bundet heraf; understreger, at beskyttelsesansvar bør opfattes som et middel til at fremme menneskers sikkerhed; understreger, at det primære ansvar for at forhindre, at en befolkning udsættes for folkemord, krigsforbrydelser, etniske udrensninger og forbrydelser mod menneskeheden, ligger hos staten selv, og fremhæver derved de enkelte regeringers ansvar for at beskytte deres egne borgere; mener dog, at hvor regeringerne er ude af stand eller uvillige til at give en sådan beskyttelse, da bliver ansvaret for at træffe passende foranstaltninger det internationale samfunds kollektive ansvar; bemærker endvidere, at en sådan indsats bør være både forebyggende og reaktiv og bør kun indebære tvangsindgreb ved anvendelse af militær magt som en absolut sidste udvej; anerkender dette som en vigtig ny anvendelse af princippet om menneskers sikkerhed;

2.   kræver efterlevelse af FN's generalsekretær Kofi Annans erklæring i hans rapport til Generalforsamlingen i 2000, hvori han sagde, at statssuverænitet indebærer ansvar, og at det primære ansvar for beskyttelse af befolkningen ligger hos staten selv, samt at ikke-interventionsprincippet viger for det internationale ansvar for beskyttelse, hvis en befolkning lider alvorligt under borgerkrig, opstand eller statens sammenbrud, og den pågældende stat er uvillig eller ude af stand til at stoppe eller afværge det;

3.   mener, at der er to faser i fredprocessen og statsopbygningen: stabiliseringsfasen, hvor der er fokus på sikkerhed, lov og orden og tilvejebringelse af grundlæggende tjenesteydelser, og statsopbygningens anden fase, der fokuserer på forvaltning og de institutioner, der står for den under følgende forudsætninger:

a)	anden fase ikke bør iværksættes, før landet er stabiliseret, eftersom institutioner etableret før stabiliseringen vil afspejle arten af konflikten, og ikke hvad landet behøver for at skabe stabil og varig fred

b)	i statsopbygningsfasen er det vigtigt at indgå kompromisser for at leve op til borgernes normer og forventninger i det berørte land og ikke intervenienternes idealer

c)	efterhånden som statsopbygningsfasen skrider frem, vil intervenienterne være nødt til at overgive individuelle institutioner til de nationale myndigheder, og på dette tidspunkt er der risiko for tilbageslag, som må accepteres, forudsat de ikke er af afgørende betydning for landets fremskridt;

4.   understreger vigtigheden af, at der tages fat på de grundlæggende årsager til konflikt i EU's politiske dialoger med tredjelande og i udviklingssamarbejdsordninger for at udvikle mekanismer til etablering af tidlige advarselssignaler for staters sammenbrud ved at fokusere på mulige tegn på eller indikatorer for civile voldshandlinger, såsom historiske opdelinger, etniske og stammerelaterede problemer, religiøse konflikter, ulighed og fattigdom; understreger i denne sammenhæng særligt behovet for at tildele flere midler til tilpasning og beskyttelse af miljøet som et middel til at forhindre en stigning i antallet af klima- og miljøbetingede konflikter;

5.   opfordrer Kommissionen til at udpege konfliktforebyggelse som et tværgående emne i udviklingssamarbejdet og til at integrere konfliktfølsomhed og -analyse i eksisterende og nye politikker, i landestrategidokumenter og regionale strategidokumenter og i alle de relevante finansielle instrumenter for eksternt samarbejde;

6.   erindrer om, at fred ikke alene er fravær af krig, og at fred ikke kan opretholdes uden retfærdighed, og endvidere at afslutningen af fjendtligheder ikke nødvendigvis medfører sikkerhed for mænd og kvinder; erindrer også om den vigtige rolle, som kvinder spiller i forebyggelse og løsning af konflikter samt i fredsskabelse, og understreger betydningen af deres lige deltagelse og fulde engagement i alle bestræbelser på at opretholde og fremme fred og sikkerhed;

7.   mener absolut, at der bør gøres alle mulige bestræbelser for at sikre minimumsstandarder for grundlæggende tjenester for konfliktramte befolkninger, navnlig hvad angår adgang til fødevarer, rent drikkevand og sanitære installationer, medicin, sundhedspleje (herunder reproduktiv sundhed) og personlig sikkerhed; mener, at problemer vedrørende bæredygtighed umiddelbart bør nedprioriteres i forhold til forsyning af basale varer og tjenesteydelser;

8.   mener, at der efter konfliktsituationer bør ske en samordning af de fredsskabende foranstaltninger, den humanitære bistand og udviklingsaktiviteterne i overensstemmelse med de strategiske rammer for sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling og for at sikre samspillet mellem sikkerhed og udvikling;

9.   anser det for nødvendigt, at der tages hensyn til kønsaspektet i behandlingen af flygtninge og internt fordrevne, herunder i forbindelse med udformningen af flygtningelejre;

10.   understreger behovet for at forstærke samordningen mellem civilsamfundet og militæret; er af den opfattelse, at overgangen fra militær til civil sikkerhed i post-konfliktsituationer skal ske så hurtigt som praktisk muligt, og at internationale styrker gradvist bør suppleres og udskiftes med en national og regional professionelt uddannet civil politistyrke for at sikre, at en upartisk anvendelse af retsstatsprincippet og administrative procedurer for alle grupper, der involveret i konflikten, prioriteres;

11.   understreger behovet for at skabe balance mellem den civile og militære del af udviklingsstøtten for at sikre, at den grundlæggende infrastruktur og den offentlige forvaltning fungerer, uden at behovene for genopbygning, rehabilitering og genindførelse af demokratiske og økonomiske processer ignoreres;

12.   opfordrer til at fremme menneskerettighederne ved at gå ind for, at hæren og politiet uddannes i menneskerettigheder (herunder menneskerettigheds- og borgerrettighedskampagner for berørte dele af befolkningen), at politiuddannelsen styrkes med internationale standarder for ordenshåndhævelse og militærpoliti, at der indføres en adfærdskodeks for sikkerhedspersonale, at ansvarsområderne for politi og hær adskilles, at der indføres menneskerettighedsombudsmænd og menneskerettighedskommissioner, samt at der sørges for uddannelse af de lokale myndigheder og tjenestemænd i menneskerettigheder;

13.   understeger det store behov for fortsat at udvikle den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitiks (ESFP's) militærkapacitet, så EU og dets medlemsstater bedre kan bidrage til at stabilisere og udvikle et post-konfliktsamfund;

14.   mener, at det er af afgørende betydning, at årsagerne til ustabilitet og problemerne i post-konfliktsamfund løses ved en kombination af civile og militære foranstaltninger; understreger, at den afgørende forudsætning for stabilitet i konfliktramte områder (dvs. sikring af personer og deres ejendele) generelt ikke kan opfyldes uden sikkerhedsmæssige garantier fra fredsbevarende styrker på stedet;

15.   understreger vigtigheden af reformen af sikkerhedssektoren og afvæbnings-, demobiliserings- og reintegrationsprocessen som afgørende faktorer for sikring af vedvarende fred og bæredygtig udvikling; anmoder Rådet og Kommissionen om at fremskynde gennemførelsen af EU's politiske rammer for reformen af sikkerhedssektoren og EU's koncept for støtte til afvæbning, demobilisering og reintegration med henblik på at øge relevansen af og sammenhængen og effektiviteten i EU's aktiviteter inden for disse områder; anmoder om øgede fællesskabsmidler til reformen af sikkerhedssektoren/afvæbning, demobilisering og reintegration med særlig vægt på de lande, hvor EU allerede har anvendt ESFP-missioner; anmoder om, at man snarest muligt overvejer fællesskabsstøttede aktiviteter som led i reformen af sikkerhedssektoren/afvæbnings-, demobiliserings- og reintegration til understøttelse af ESFP-operationer i en konflikt- eller postkonfliktsituation i forbindelse med planlægningen af operationerne, dvs. i undersøgelsesfasen eller under udviklingen af krisestyringskoncepter/operationskoncepter;

16.   understreger, at reformen af sikkerhedssektoren kan blive et effektivt redskab til styrkelse af diplomati og forsvar samtidig med, at den mindsker de langsigtede sikkerhedstrusler igennem opbygningen af stabile, velhavende og fredelige samfund; mener, at reformen bør omfatte genetablerings- eller reforminstitutioner og vigtige ministerposter, der opretholder og overvåger sikkerheden for værtsnationen og dens befolkning;

17.   anmoder EU om at integrere kønsaspektet i forbindelse med støtten til reformen af sikkerhedssektoren efter konflikter ved at sikre undervisning i ligestilling og stille viden til rådighed om forfatninger, valg, politi og retsvæsen;

18.   er af den opfattelse, at tidligere ledere blandt de kæmpende parter skal give fuldstændig afkald på vold, inden de integreres i institutionelle strukturer, der fremmer magtdeling, samtidig med at det sikres, at offentligheden og alle relevante aktører holdes aktivt informeret og involveres i alle drøftelser vedrørende magtdeling;

19.   understreger betydningen af, at kønsaspektet tages i betragtning, når fredsaftaler forhandles og gennemføres, med henblik på at fremme den forfatningsmæssige beskyttelse af kvinders rettigheder;

20.   anmoder — i betragtning af, at de fleste ofre for væbnede konflikter dræbes af håndvåben og lette våben — Rådet og Kommissionen om straks at følge op på EF-Domstolens afgørelse af 20. maj 2008 vedrørende Fællesskabets kompetence til at bekæmpe spredningen af håndvåben og lette våben (SALW) (13) igennem en øget indsats for at gennemføre EU-strategien for bekæmpelse af ulovlig oplagring af og handel med håndvåben og lette våben (SALW) og igennem bedre planlægning af strategier for tildeling af EU-midler, især fra Den Europæiske Udviklingsfond og stabilitetsinstrumentet, til SALW-relaterede programmer på stedet; anmoder om, at de multilaterale og regionale finansielle institutioner, hvor det er muligt, træffer foranstaltninger for at gennemføre programmer om håndvåben og lette våben inden for rammerne af genopbygnings- og rehabiliteringsbestræbelserne i postkonfliktområder og som led i bestræbelserne på at konsolidere forvaltningsmæssige spørgsmål, styrke lovgivningen og forbedre de retshåndhævende myndigheders operationelle kapacitet med hensyn til håndvåben og lette våben; anmoder Rådet og Kommissionen om fortsat at yde en indsats for at opnå en international, juridisk bindende våbenhandelsaftale i alle bilaterale og multilaterale sammenhænge;

21.   mener, at flygtninge og internt fordrevnes frivillige hjemvenden skal prioriteres højt, ligesom de bør sikres en acceptabel tilværelse, navnlig igennem effektive sundheds- og uddannelsesfaciliteter (herunder læseindlæringskampagner for kvinder) og beskæftigelsesmuligheder, og at dette skal ske igennem dialog mellem grupper, fredsuddannelse, international støtte, nedbrydning af fordomme, undervisning i mangfoldighed, inddragelse af tidligere kombattanter i samfundet, procedurer for behandling af krav på jordrettigheder og bearbejdelse af traumer; mener, at internt fordrevne, forudsat at deres etniske eller religiøse profil er forenelig hermed, bør placeres i hele landet og reintegreres i deres oprindelige landsbyer og byer og ikke koncentreres i store grupper, hvilket kan resultere i konflikter og vold;

22.   understreger behovet for at sikre, at kvinder genoptager eller bygger videre på deres almene eller faglige uddannelse efter konflikten; mener således, at en genoptagelse af undervisningen bør fremmes aktivt i forbindelse med genopbygningen af et land;

23.   understreger kraftigt behovet for at høre og støtte lokale kvindeorganisationer og internationale netværk af kvinder for fred; anbefaler, at der tilvejebringes politisk og økonomisk støtte, undervisning, kapacitetsopbygning og teknisk bistand, herunder til fredsforhandlinger og ikkevoldelig konfliktløsning;

24.   mener, at medlemsstaterne har en moralsk forpligtelse til at modtage flygtninge fra konfliktområder; mener, at denne forpligtelse kun kan opfyldes ved en fordeling af byrderne mellem medlemsstaterne; mener endvidere, at medlemsstaterne aktivt skal hjælpe de flygtninge, der ønsker at vende tilbage til deres hjemland efter en voldelig konflikt;

25.   bekræfter den afgørende betydning af retfærdige indvandringspolitikker over for udviklingslandene; bemærker, at indvandring kan gøres til en positiv faktor i udviklingsprocessen, bl.a. ved pengeoverførsler fra indvandrere, der bor i EU, begrænsning af hjerneflugten, fremme af indvandreres tilbagevenden og forebyggelse af menneskehandel;

26.   understreger, at der skal gøres en aktiv indsats for at fremme genforening af familier og reintegration af børn, der er berørt af væbnede konflikter, og sikre adgang til uddannelsesprogrammer, erhvervsuddannelse og psykologhjælp, samtidig med, at der tages højde for pigers særlige behov;

27.   anmoder om en effektiv gennemførelse af Kommissionens forslag om programmer for afvæbning, demobilisering og reintegration, herunder reintegration af tidligere soldater i civilsamfundet igennem uddeling af mad, telte, tæpper, medicin og civilt tøj, transport af tidligere soldater til deres oprindelsessted eller en destination efter eget valg, støtteprogrammer for pensionering af politikere eller officerer i hæren, genhusning af tidligere soldater og lønstøtteordninger, samfundsundervisning for tidligere soldater og psykologiske rehabiliteringsprogrammer for tidligere soldater med særlig tildeling af supplerende midler til beskæftigelsesordninger og jobskabelsesprogrammer;

28.   påpeger, at programmer for afvæbning, demobilisering og reintegration bør indeholde særlige bestemmelser om tidligere kvindelige soldater;

29.   understreger, at kampen både mod anvendelse af børnesoldater og rekruttering af piger til de væbnede styrker med efterfølgende seksuelt misbrug hænger sammen med kampen for at forbedre livet for kvinder, der lever i områder, hvor der foregår freds- og nationsopbygning efter en konflikt;

30.   er af den opfattelse, at afvæbning, demobilisering og reintegration også bør tage sigte på social og økonomisk udvikling og omfatte økonomiske støtteprogrammer til dækning af akutte behov;

31.   mener, at lokalt ejerskab af fredsskabelsesprocessen er afgørende for at sikre stabilitet på lang sigt;

32.   mener, at de internationale donorer bør tage hensyn til de regionale og lokale forhold i forbindelse med udviklingen af en politik til genetablering af stabilitet og demokrati med udgangspunkt i erfaringerne fra fremme af økonomisk udvikling i post-konfliktsamfund;

33.   understreger, at en hensigtsmæssig forsoningsstrategi bør tage hensyn til kvindernes rolle i forbindelse med konsolidering af fred; understreger, at forsoningsprogrammerne bør omfatte specifikke tiltag for de børn, der har været ramt af væbnede konflikter;

34.   mener, at statens legitimitet kun kan etableres igennem god og effektiv ledelse; understreger, at institutioner, valgprocedurer, vælgerregistrering og valglister, identifikation af stemmeberettigede samt mekanismer til bekæmpelse af korruption skal være så gennemskuelige og pålidelige som muligt, da de er forudsætninger for opretholdelse af retsstaten, menneskerettighederne, demokratiske institutioner og befolkningens værdighed samt for økonomisk udvikling, investeringer og handel;

35.   mener, at faktorer som f.eks. retsstatslige forhold, en stabil økonomi, et frit marked, en effektiv og kompetent administration, uafhængige og korruptionsfri dømmende, lovgivende og udøvende myndigheder udgør det middel, der bevirker, at individer og samfund igennem arbejde og initiativ virkelig kan øge deres nationers velstand;

36.   opfordrer til oprettelse af one-stop-shop-investeringsråd, der kan skabe prioriterede sektorer, som kan tiltrække direkte udenlandske investeringer, hvilket vil skabe arbejdspladser uden for de traditionelle landbrugssektorer ved at støtte udviklingen af fri investering og skattefrie erhvervszoner;

37.   opfordrer Kommissionen til at skabe en dereguleringsenhed, der kan rådgive lande, der kommer ud af en konflikt, om, hvordan de skal opbygge deres økonomiske infrastruktur for at fjerne bureaukratiske kontrolforanstaltninger, der stopper eller forsinker etableringen af små virksomheder, åbningen af bankkonti samt registreringen af jord og virksomheder; mener samtidig, at anvendelsen af risikovillig kapital bør begrænses, hvor det er muligt, og at der bør gives skatteincitamenter i forbindelse med etablering af virksomheder, navnlig igennem budgetstøtteordninger;

38.   mener, at det er vigtigt at inddrage kvinder i økonomiske aktiviteter i samfund, der har været igennem en konflikt, for at støtte deres samfundsøkonomiske indflydelse og deres iværksættermuligheder, og påpeger den positive rolle, som mikrokreditter spiller i den forbindelse;

39.   er overbevist om, at lokalt ejerskab af EU's udviklingssamarbejde kan styrkes igennem inddragelsen af de nationale parlamenter, herunder gensidigt samspil og kapacitetsopbygning mellem Europa-Parlamentet og partnerlandenes parlamenter, også omfattende ikt-støttesystemer, teknologisk kapacitet til etablering af moderne stemmeafgivningssystemer og udstedelse af identitetskort, hvor fødselsregistreringer og andre dokumenter, der er relevante for statsborgerskab, ikke er tilgængelige;

40.   understreger behovet for at hjælpe de lokale myndigheder ved at tilbyde passende uddannelse og ved at dele erfaringer; minder i den forbindelse om Europa-Parlamentets opbakning til det parlamentariske demokratis principper og praksis;

41.   understreger, at kvinders deltagelse bør støttes igennem særlige programmer og med kvoter på alle niveauer, når der afholdes valg i et land efter en konflikt;

42.   fremhæver betydningen af uafhængig overvågning af gennemsigtigheden og ansvarligheden i brugen af ressourcer, der kan spille en vigtig rolle i postkonfliktsituationer, hvis de geninvesteres i statsopbygning; understreger ligeledes vigtigheden af at bekæmpe alle former for spild, svindel og korruption igennem passende antikorruptionsmekanismer med civilsamfundets årvågne støtte;

43.   understreger behovet for at fremme gennemførelsen af FN's konvention mod korruption for at forhindre, at ulovlige pengestrømme nærer konflikter og bringer stabiliseringen af postkonfliktsituationer i fare, eftersom korruption gør institutionerne ineffektive, øger social marginalisering, fordrejer beslutningstagningen og ødelægger tilvejebringelsen af de grundlæggende tjenesteydelser;

44.   understreger, at støtte til lokalsamfund, familier, civilsamfundsorganisationer, herunder kvindeorganisationer, mikrokreditinstitutioner og lokale netværk er forudsætninger for en vellykket udviklingspolitik; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at yde politisk og økonomisk støtte til lokale freds- og menneskerettighedsaktører, også i krisetider, navnlig igennem EU's stabilitetsinstrument og den krisehåndteringsdel, der indgår deri;

45.   understreger, at der i postkonfliktsituationer er behov for registrering af jord og lovgivning om jordbesiddelse i overensstemmelse med internationale menneskerettigheder for at undgå, at regeringer, private virksomheder eller den regerende elite ulovligt tilegner sig jord, ofte på bekostning af de fattigste og mest udsatte mennesker, herunder de tilbagevendte og internt fordrevne; understreger yderligere, at der bør gøres en indsats for at styrke domstolene, så de bedre kan håndhæve ejendoms- og erhvervsret, navnlig i lande hvor kvinder har begrænset juridisk status eller nægtes grundlæggende ejendomsrettigheder;

46.   understreger sin vilje til at beskytte kvinders og børns rettigheder i post-konfliktsituationer med det primære mål at skabe de nødvendige forudsætninger for kvindernes selvstændiggørelse, hvilket er en absolut forudsætning for at opnå varig fred og stabilitet;

47.   mener, at mange udviklingslande er i besiddelse af de grundlæggende naturressourcer, deres udvikling kræver, men at dårlig ledelse og korruption i forbindelse med naturressourcer såsom olie, vand, tømmer og diamanter kan føre landene tilbage i konfliktcyklussen; beklager, at forskellige (lokale, regionale, internationale og transnationale) aktører er involveret i misbrug og udnyttelse af disse ressourcer; opfordrer medlemsstaterne til at fremme og støtte forsvarlig forvaltning af alle naturressourcer og skride ind over for udnyttelse af og handel, navnlig hvor dette bidrager til udbrud, optrapning eller fortsættelse af væbnet konflikt;

48.   anerkender resultaterne af Kimberleyprocessen, initiativet til sikring af gennemsigtighed inden for råstofudvinding og handlingsplanen for retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet og opfordrer til, at de styrkes og gennemføres mere effektivt;

49.   henviser til konklusionerne i rapporten om klimaændringer og international sikkerhed (14), som EU's højtstående repræsentant og Kommissionen forelagde for Det Europæiske Råd den 14. marts 2008, og som advarede om, at klimaændringer truer med at overvælde lande og regioner i verden, der allerede er sårbare og udsat for konflikter, skabe nye indvandringsstrømme og udsætte EU for en øget sikkerhedsrisiko; opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til klimaændringer i forbindelse med de fredsskabende initiativer;

50.   mener, at retfærdighed for konfliktofre er af afgørende betydning, og at nationale domstole, så længe retssystemet er effektivt, uafhængigt og upartisk, bedre end internationale krigsforbryderdomstole kan sikre ejerskab af nationale retsprocedurer og afstraffelse af forbrydere; foreslår, at man inden for disse rammer, i postkonfliktsammenhænge, undersøger muligheden for at kortlægge de tidligere krænkelser af menneskerettighederne, der har fundet sted under konflikten;

51.   opfordrer til en styrkelse af retssystemerne igennem uddannelse af dommere og offentlige anklagere og ved hjælp af konferencer om reformer af retssystemet, uafhængige systemer til udnævnelse af retsembedsmænd, ordentlig aflønning af retspersonale, levering af udstyr til domstolene, bedre administration af domstolene, journalføring, budget- og personaleadministration samt erhvervelse af moderne teknologi, herunder computere til efterforskning;

52.   anmoder om retshjælp til udsatte grupper, etniske mindretal, bønder, der ingen jord ejer, og andre marginaliserede grupper samt undervisning for personer uden advokatbestalling, der gennemføres af erfarne ngo'er med henblik på at øge adgangen til retssystemet;

53.   mener, at det er yderst vigtigt at gøre en ende på straffriheden for kønsbaserede voldsforbrydelser, og, når det er muligt, at udelukke disse forbrydelser fra benådning samt sikre, at alle ofre for seksuel vold, navnlig kvinder og piger, nyder lige beskyttelse i henhold til loven og lige adgang til retfærdighed; mener i lyset af den ugunstige situation, som kvinder og børn står i i mange samfund, når det drejer sig om adgang til domstolene, at der om nødvendigt bør træffes særlige foranstaltninger;

54.   understreger behovet for, at kvinder, som har været udsat for seksuel vold, får fuld adgang til tjenester for seksuel og reproduktiv sundhed og til oplysningsprogrammer, der kan hjælpe dem med at overvinde deres stigmatisering;

55.   glæder sig over vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 1820, og navnlig over, at det heri erkendes, at seksuel vold udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed;

56.   understreger betydningen af at inddrage børns, særligt pigers, særlige behov i postkonfliktsituationer, særligt på uddannelsesområdet;

57.   roser samspillet mellem EU og Den Internationale Straffedomstol (ICC); understreger, at EU-støtte er af afgørende betydning for håndhævelse af ICC's mandat; mener, at det er tvingende nødvendigt, at alle stater underskriver og ratificerer ICC's Romstatut, således at ICC-systemet gøres mere operationelt, sammenhængende og konsekvent; opfordrer indtrængende EU's og AU's medlemsstater til at behandle gennemførelsen af alle arrestordrer udstedt af ICC omgående og konsekvent i alle konfliktsituationer;

58.   opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte kampen mod straffrihed som den mest effektive måde at forebygge fremtidige overtrædelser af menneskerettighederne på, herunder ved at støtte internationale krigsforbryderdomstoles arbejde;

59.   understreger, at varig fred på mange måder afhænger af lokalsamfundets involvering i og ejerskab af fredsprocessen — en proces, der kun kan være gyldig og vellykket, hvis kvinder med deres vigtige, samfundsmæssige funktion og deres afgørende rolle involveres på lige fod i fødevareproduktionen og i familiens velfærd, navnlig i udviklingslande; kræver i betragtning af, at kvinder og børn udgør 80 % af flygtningene, at kvinder støttes i særlig grad, og at deres meget væsentlige rolle for fremme af fred og stabilitet anerkendes, og understreger, at det internationale samfunds rolle som støtte for civile netværk, der forbinder lokale, nationale og internationale initiativer, er af afgørende betydning for fredsprocessen;

60.   opfordrer til oprettelsen af stående fredsudvalg med indflydelsesrige medlemmer fra alle stridende parter for at foregribe omfattende genopblussen af volden;

61.   mener, at relevante civilsamfundsorganisationer kan bruges til at lette dialog mellem grupper, der er i konflikt med hinanden, hvis der samtidig gives træning i ikkevoldelig konfliktløsning og fredsuddannelse; støtter skabelsen af muligheder for dialog igennem nationale konferencer, rundbordsdrøftelser mellem modstridende parter, møder i mindre grupper på græsrodsplan, uddannelse i konfliktløsning for de lokale ngo'er, samfundets ældste og ledere af traditionelle institutioner;

62.   opfordrer medlemsstaterne til i forbindelse med udviklingsprojekter først at udpege en af deres egne ledere til at strømline rapporteringsmekanismerne (også selv om projektmidlerne kommer fra en anden medlemsstat) for at sikre donorkoordinering og -sammenhæng, herunder etablering af regnskabsstandarder for oplysningskrav i forhold til nationale parlamenter, lokale myndigheder og internationale organisationer;

63.   mener, at der bør tilskyndes til øget tilstedeværelse og større deltagelse af kvinder i medierne og i offentlige fora for at give kvinderne mulighed for at udtrykke deres mening;

64.   minder om, at fødselsregistrering er en grundlæggende menneske- og borgerret; understreger, at fødselsregistrering har afgørende betydning, navnlig under og efter væbnede konflikter, da den er med til at beskytte børn mod overgreb mod deres rettigheder og derfor skal betragtes som et centralt udviklingsspørgsmål;

65.   understreger behovet for en konfliktbevidst tilgang igennem hele processen med at planlægge, gennemføre, overvåge og evaluere udviklingsprogrammer for at maksimere deres positive og minimere deres negative konsekvenser for konfliktens dynamik; understreger vigtigheden af systematisk konfliktanalyse og forståelse for de vigtigste drivkræfter bag konflikter; mener, at benchmarks er et nyttigt redskab til evaluering af effekten af udviklingsaktioner;

66.   anmoder om, at nabostaterne til konfliktområdet inddrages aktivt i planen for postkonfliktudvikling og genopbygning sammen med det internationale samfund;

67.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at vælge en regional tilgang til behandlingen af de enkelte landes situation;

68.   har til hensigt fortsat at deltage aktivt i det arbejde, Kommissionen har organiseret i forbindelse med ovennævnte meddelelse om EU's respons på struktursvaghed; henleder Rådets og Kommissionens opmærksomhed på, at det nu er på høje tid, at dette arbejde, der er gået alt for langsomt, hurtigt fører til konkrete handlinger på stedet på så vigtige områder som sundhed og uddannelse, og opfordrer Kommissionen til at holde Europa-Parlamentet fuldt informeret om, hvilke yderligere skridt der tages i forbindelse med konklusionerne på landecasestudies og navnlig med hensyn til anvendelsen af disse resultater til planlægning og udformning af efterfølgende aktiviteter;

69.   anser det for nødvendigt, at der i alle EU's delegationer i tredjelande oprettes et center for ligestillingsspørgsmål, med passende bemyndigelse, kundskaber og ressourcer;

70.   understreger det store behov, befolkningerne i udsatte lande har for at se en positiv udvikling i deres egen og deres lands situation, og opfordrer derfor Rådet og Kommissionen til ikke at undlade at sikre synligheden af aktioner på stedet;

71.   støtter EU-programmerne til forebyggelse af voldelige konflikter og de sikkerheds- og udviklingsforanstaltninger, som er fastsat i EU's handlingsplan for 2009, og opfordrer Kommissionen til at prioritere gennemførelsen af foranstaltninger til fredsopbygning;

72.   understreger vigtigheden af kapacitetsopbygning blandt EU-medarbejdere med henblik på gennemførelse af konfliktbevidst programarbejde ved brug af specialiseret rådgivning, herunder udvikling af en kort og skræddersyet »konfliktbevidsthedsguide«, der bygger på henholdsvis »Peace and Conflict Impact Assessment«-systemer og »Resource Pack on Conflict Sensitivity«;

73.   mener, at interventioner skal være rettidige, fleksible og forudsigelige, hvis de effektivt skal kunne håndtere overgangen til en postkonfliktsituation;

74.   understreger, at alle EU-missioner (herunder mæglings- og forhandlingsgrupper, politi og fredsbevarende styrker) bør have tilknyttet rådgivere i ligestillingsspørgsmål og omfatte undervisning i ligestillingsaspektet, samt at mindst 40 % af personalet på alle niveauer bør være kvinder, også på de højeste niveauer;

75.   opfordrer Kommissionen til at udarbejde undersøgelser om kønsaspektet i forbindelse med EU's eksterne missioner;

76.   påpeger behovet for at integrere kønsaspektet i fredsforskning, forebyggelse og løsning af konflikter, fredsbevarende operationer, rehabilitering og genopbygning efter konflikter, finansielle instrumenter, landestrategidokumenter og regionale strategidokumenter samt i planlægningen af alle eksterne interventioner;

77.   støtter EU's særlige repræsentanter som EU's vigtigste bidrag til mægling i forbindelse med politiske løsninger og fremme af vedvarende politisk stabilitet i post-konfliktsamfund;

78.   opfordrer EU til at fremme bedste praksis i forbindelse med spørgsmål, der involverer et bredt samarbejde mellem de politiske, militære, humanitære og udviklingsmæssige aktører for konfliktforebyggelse, mægling, fredsbevarelse, respekt for menneskerettighederne, retsstatsprincippet, humanitær bistand samt genopbygning og udvikling på lang sigt;

79.   opfordrer til udvikling af en europæisk handlingsplan for gennemførelse af UNSCR 1325 og anmoder indtrængende Kommissionen om at opfordre partnerlande og EU-medlemsstater til at udvikle nationale handlingsplaner; foreslår en revision af EU's retningslinjer om forsvar af menneskerettighederne og ESFP-missioner for at sikre fuld overensstemmelse med UNSCR 1325 og UNSCR 1820;

80.   understreger, at Kommissionen har pligt til at støtte partnerlandenes indsats for at udvikle demokratiske nationale kontrolkapaciteter (parlamentarisk kontrol og revisionskapacitet), når Fællesskabets bidrag bliver udbetalt som budgetstøtte; anmoder indtrængende Kommissionen om at varetage denne pligt på en mere håndfast og vedholdende måde; understreger, at bemyndigede parlamentariske kontrolenheder og revisionsorganer er en vigtig faktor for opnåelsen af et bæredygtigt resultat af EU's budgetstøtte; opfordrer til udvikling af civilsamfundets overvågnings- og tilsynsmekanismer, således at de sættes i stand til at overvåge anvendelsen og effekten af EU's budgetstøtte;

81.   anmoder investeringsbanker, herunder Den Europæiske Investeringsbank, om at sikre, at deres lån og investeringer i postkonfliktlande, særligt i ressourcestærke lande, respekterer menneskerettighederne og miljøstandarderne og ikke bidrager til øgede spændinger;

82.   roser det arbejde, som udføres af den nyligt oprettede FN-fredsopbygningskommission; understreger behovet for samarbejde med internationale partnere, herunder FN, i forbindelse med bistandsrelaterede spørgsmål; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at FN-systemet har tilstrækkelige ressourcer og drages til ansvar for den støtte, der bliver ydet til processer inden for de enkelte lande, der involverer FN's Fredsopbygningskommission og andre FN-organer;

83.   understreger, at udviklingshjælp er et meget vigtigt element i konsolideringen af fred og forebyggelsen af konflikter i ustabile stater, men at udviklingshjælp og hjælp til konflikthåndtering ikke må indeholde militære midler eller bestanddele;

84.   anbefaler, at adfærdskodeksen for FN-personale, der arbejder i tidligere konfliktområder, håndhæves, og opfordrer til nultolerance over for seksuel vold, der begås af personale ved fredsbevarende styrker eller ngo'er;

85.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, FN's Fredsopbygningskommission, AU-Kommissionen, AU-Rådet, Det Panafrikanske Parlament og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

---

(1)  EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.

(2)  EUT L 247 af 9.9.2006, s. 22.

(3)  EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1.

(4)  EUT C 25 af 30.1.2008, s. 1.

(5)  EUT L 378 af 27.12.2006, s. 41.

(6)  (S/2004/616).

(7)  EUT C 282 E af 6.11.2008, s. 460.

(8)  EUT C 263 E af 16.10.2008, s. 633.

(9)  EUT C 254 af 26.10.2007, s. 17.

(10)  Beregninger fra Afdelingen for International Udvikling baseret på Verdensbankens beregninger i rapporten Global Economic Prospects 2006: Economic Implications of Remittances and Migration, Verdensbanken, Washington 14.11.2005.

(11)  Landmine Monitor Report 2007: Toward a Mine-Free World.

(12)  Safer World, Oxfam, IANSA report October 2007 — Africa's Missing Billions.

(13)  Sag C-91/05, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Rådet for Den Europæiske Union.

(14)  S113/08.

---