23.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 45/60

—

der henviser til EF-traktatens artikel 192, andet afsnit,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. maj 2005 om Haag-programmet: Ti prioriteter for de næste fem år — Partnerskabet for fornyelse i EU inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed (KOM(2005)0184),

—

der henviser til den komparative undersøgelse af instrumenter til bekræftelse af dokumenter, som er udarbejdet til brug for Retsudvalget,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 39 og 45,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A6-0451/2008),

A.

der henviser til, at Kommissionen i forbindelse med ovennævnte meddelelse om Haag-programmet har anført, at et af de områder, den prioriterer, er behovet for at sikre et effektivt europæisk civilretligt område, navnlig med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser; der henviser til, at en af målsætningerne i Haag-programmet er at øge den gensidige tillid inden for Den Europæiske Union, og at en væsentlig prioritet for de kommende år derfor ifølge programmet er en gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse, der konkret giver mulighed for at beskytte og sikre borgernes rettigheder og sikre deres håndhævelse på tværs af grænserne i Europa,

B.

der henviser til, at Haag-programmet fastslår, at bestræbelserne på at gennemføre programmet for gensidig anerkendelse prioriteres højt, og at dets gennemførelse bør være en realitet inden 2011,

C.

der henviser til, at borgerne i stadig stigende grad gør brug af den fri bevægelighed inden for Den Europæiske Union, og at der følgelig opstår flere retlige situationer, hvor to eller flere medlemsstater er involveret,

D.

der henviser til, at Kommissionen i ovennævnte meddelelse om Haag-programmet har anerkendt, at der bør tages fat på et vigtigt emne inden for det civilretlige område, nemlig anerkendelsen af offentlige dokumenter, og der henviser til, at det på denne baggrund er nødvendigt og påtrængende at fremme anerkendelsen og fuldbyrdelsen af officielt bekræftede dokumenter, som defineret i Unibank-dommen (1),

E.

der henviser til, at en sektoropdelt og uensartet tilgang til fællesskabslovgivningen på området er utilfredsstillende (2),

F.

der henviser til behovet for at beskytte EU-borgernes familie- og arvemæssige rettigheder på tværs af grænserne,

G.

der henviser til, at virksomhederne har stadig flere forretningssteder i udlandet og aktiviteter mellem medlemsstaterne, som fører til en mere omfattende udveksling af officielt bekræftede dokumenter vedrørende virksomhedernes oprettelse og funktion,

H.

der henviser til, at det er afgørende for Unionen, at der indføres klare og dækkende retlige rammer, der giver borgerne og de erhvervsdrivende sikkerhed og forudsigelighed i retsforhold og i transaktioner i forbindelse med udøvelse af offentlig myndighed,

I.

der henviser til, at etableringen af et effektivt europæisk retsområde afhænger af, at de afgørelser, der i retstvister afsiges af en domstol eller træffes af en administrativ myndighed, anerkendes på tværs af grænserne, og, at der inden for andre retsområder, sker en anerkendelse på tværs af grænserne af officielt bekræftede dokumenter, der modtages af en retlig myndighed eller af myndighedspersoner, der er udpeget til bekræftelse af dokumenters ægthed,

J.

der henviser til, at de gældende regler på området for gensidig anerkendelse af retsafgørelser finder anvendelse på officielt bekræftede dokumenter, forudsat at de er udstedt af offentlige myndigheder,

K.

der henviser til, at et officielt bekræftet dokument frem for alt er karakteriseret ved en større retskraft end et privat udstedt dokument, og at medlemsstaternes lovgivning generelt tillægger officielt bekræftede dokumenter denne retskraft, som er bindende for en dommer, på grund af de tillidsskabende virkninger af dokumenter, der i forbindelse med retshandler oprettes af en myndighedsperson eller en offentlig myndighed (3),

L.

der henviser til, at et officielt bekræftet dokuments retskraft forudsætter en anerkendelse af dets ægthed i den forstand, at det er udstedt af en myndighedsperson, der er beføjet til at udstede officielt bekræftede dokumenter, eller af en offentlig myndighed; der henviser til, at den gensidige tillid mellem medlemsstaternes retsvæsener begrunder, at de procedurer, der er forbundet med en kontrol af dokumenters ægthed, i fremtiden kun skal finde anvendelse, hvis der opstår alvorlig tvivl om et dokuments ægthed,

M.

der henviser til, at det imidlertid af hensyn til overholdelsen af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område dokumentet efter dets bestemmelse skal udfærdiges, er påkrævet at sikre, at anerkendelsen af dokumentets retskraft ikke indebærer, at det officielt bekræftede udenlandske dokument i kraft af dets anerkendelse i den medlemsstat, hvor det skal udfærdiges, tillægges større retskraft end den retskraft, som tillægges det pågældende lands egne officielt bekræftede dokumenter; der henviser til, at den ønskede forordnings materielle anvendelsesområde bør omfatte størstedelen af det civil- og handelsretlige område, med undtagelse af visse veldefinerede emner,

N.

der henviser til, at forskellene i den måde, hvorpå de offentlige registre for fast ejendom er struktureret og organiseret, såvel som forskellene med hensyn til arten og graden af den retskraft, de tillægges, indebærer, at overførsel af tinglige rettigheder over fast ejendom bør undtages fra et fremtidigt fællesskabsinstrument, idet der herved tages hensyn til den tætte sammenhæng der består mellem på den ene side udfærdigelsen af et officielt bekræftet dokument og på den anden side indførelsen i det offentlige register,

O.

der henviser til, at en sådan undtagelse i forbindelse med anerkendelsen af retsafgørelser inden for Unionen svarer til den enekompetence, der i sager om rettigheder over fast ejendom er tillagt retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende, samt i sager om gyldigheden af indførelsen i offentlige registre er tillagt retterne i den medlemsstat, på hvis område registrene føres (4),

P.

der henviser til, at begrebet officielt bekræftet dokument ikke eksisterer i retsordener baseret på »common law«, herunder navnlig i engelsk og walisisk ret, og heller ikke i de nordiske lande; der henviser til, at der i England og Wales findes advokater (solicitors), der virker som offentlige notarer, samt en profession som notar (scrivener notaries), men at disse jurister ikke kan udstede officielt bekræftede dokumenter og udelukkende er beføjede til at attestere underskrifternes rigtighed, og at det derfor ved vedtagelsen af enhver lovgivning vedrørende europæiske officielt bekræftede dokumenter er nødvendigt at træffe foranstaltninger for at undgå enhver risiko for forveksling i forbindelse hermed; der henviser til, at der følgelig bør træffes alle nødvendige forholdsregler for at undgå, at det i de lande, hvor borgerne ikke kan få udstedt officielt bekræftede dokumenter, bliver muligt at anvende sådanne former for dokumenter til at omgå de procedurer, der er fastsat i retsordenen i de nævnte lande (f.eks. en attesteringsprocedure); der desuden henviser til, at Kommissionen bør iværksætte en oplysningskampagne rettet mod juridiske kredse i de lande, hvor der ikke eksisterer officielt bekræftede dokumenter, for at skabe forståelse for denne type dokumenter, og at alt bør sættes ind på at sikre, at juridiske kredse i lande med »common law« får kendskab til det arbejde, der udføres af en myndighedsperson i lande med civilretlige systemer, og til de eventuelle fordele — navnlig i form af retssikkerhed — som deres klienter vil kunne få ved at anvende officielt bekræftede dokumenter i forbindelse med de transaktioner, som de måtte ønske at udføre i de lande, hvor denne form for dokumenter findes; der henviser til, at dette understreger, at der, som Parlamentets Retsudvalg allerede flere gang har givet udtryk for, er behov for at skabe transeuropæiske netværk bestående af praktiserende jurister, at udvikle kampagner, at udarbejde informationer og at oprette en fælles uddannelse, som Kommissionen opfordres til at fremme,

Q.

der henviser til, at den ønskede forordning hverken kan finde anvendelse på spørgsmål om, hvilken lovgivning der finder anvendelse, da dette reguleres af andre fællesskabsinstrumenter, eller på spørgsmål angående myndighedspersoner og myndigheders kompetence, organisation og struktur, herunder bekræftelsesproceduren, som henhører under medlemsstaternes kompetence,