6.8.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 184/106

A.

der anfører, at konflikten i DR Congo siden 1998 har kostet fem 5 400 000 mennesker livet, og at den — direkte eller indirekte — vedbliver at være årsag til, at 1 500 mennesker dør hver eneste dag,

B.

der gør opmærksom på, at kampene mellem den congolesiske hær, oprørerne under den afsatte general Laurent Nkunda og De Demokratiske Styrker til Befrielse af Rwanda (FDLR, også kaldet Interhamwes) igennem mange måneder har bragt den civile befolkning i det nordlige Kivu i en meget kritisk situation med store lidelser til følge,

C.

der fremhæver, at det østlige DR Congo i de sidste 18 måneder har oplevet, at såvel Laurent Nkundas oprørsstyrker som FDLR's soldater og den congolesiske regeringshær selv har begået massakrer, udsat mindreårige piger, mødre og bedstemødre for voldtægt, tvangsrekrutteret civile og børnesoldater og begået en lang række andre alvorlige overgreb og menneskerettighedskrænkelser,

D.

der minder om, at MONUCs (FN's mission i Den Demokratiske Republik Congo) mandat er baseret på kapitel VII i FN-pagten, hvilket giver FN-missionen ret til at benytte alle nødvendige midler til at forhindre ethvert forsøg på magtanvendelse, som måtte true den politiske proces, fra udenlandske eller congolesiske væbnede gruppers side, f.eks. ex-FAR (tidligere Rwanda-tropper) og Interhamwe, og til at beskytte de civile, der er i overhængende fare for at blive udsat for fysisk vold,

E.

der understreger, at repræsentanten for De Forenede Nationers generalsekretær i DR Congo den 25. januar 2008 meddelte, at der ville blive udsendt observatører til overvågning af våbenhvilen i alle de områder, som indtil da havde været besat af de væbnede grupper, og at der ville ske en militær og civil styrkelse af MONUC's kontor i Goma,

F.

der bemærker, at konferencen den 23. januar 2008 i Goma til fremme af fred, sikkerhed og udvikling førte til løfter om gradvis demobilisering og våbenhvile, som skulle indebære, at alle stridende parter skulle nedlægge våbnene, alle ikke-regeringsstyrker afvæbnes og alle fordrevne i det østlige DR Congo vende hjem og genbosættes, og at der skulle indføres en midlertidig ordning til overvågning af våbenhvilen,

G.

der påpeger, at de nærmere enkeltheder for den praktiske gennemførelse af denne demobilisering først skal præciseres inden for rammerne af den blandede tekniske kommission for fred og sikkerhed, som ledes i fællesskab af DR-Congos regering og den internationale mission til udførelse af denne opgave,

H.

der henviser til, at FDLR har været impliceret i kampene efter at regionen er blevet tilflugtssted for FDLR,

I.

der konstaterer, at den congolesiske hær ikke råder over de nødvendige menneskelige, tekniske og økonomiske midler til at varetage sine opgaver i Nordkivu, hvilket er hovedårsagen til, at hæren udgør en trussel for befolkningen i stedet for at tjene befolkningen og freden,

J.

der understreger, at det er nødvendigt, at der findes en politisk løsning på krisen i Nordkivu til styrkelse af freden og demokratiet og til fremme af stabiliteten og udviklingen til gavn for alle befolkningerne i regionen omkring De Store Søer,

K.

der henviser til, at der den 3. september 2007 blev afholdt et møde mellem DR Congos og Rwandas respektive udenrigsministre, Mbusa Nyamwisi og Charles Murigande, som led i bestræbelserne på at løse konflikten i Nordkivu,

L.

der bemærker, at der den 28.–30. januar 2008 blev afholdt et møde i Benin under ledelse af DR Congos forsvarsminister, Chikez Diemu, og Ugandas forsvarsminister, Crispus Kiyonga,

M.

der minder om, at konflikten i DR Congo siden slutningen af 2006 også har bevirket, at næsten 400 000 mennesker er blevet fordrevet, og at Nordkivu-provinsen i dag tæller i alt 800 000 fordrevne,

N.

der fastslår, at borgerkrigen, som nu har varet i tre år, er kendetegnet af en systematisk plyndring af landets rigdomme, der foretages af både forbundsfæller og fjender af den congolesiske regering,

O.

der pointerer, at en betydelig forbedring af sundhedstilstanden og en reduktion af dødeligheden i DR Congo generelt og Nordkivu specielt vil kræve mange års vedvarende indsats og omfattende økonomiske investeringer fra både den congolesiske regerings og det internationale samfunds side,

P.

der minder om, at et jordskælv af styrke 6 på Richterskalaen den 3. februar 2008 ramte De Store Søers Region og især byerne Bukavu og Goma og deres omegn, som i forvejen var hårdt ramt af konflikterne, og at mange døde eller blev kvæstet, ligesom der opstod omfattende materielle ødelæggelser,

Q.

der konstaterer, at en række humanitære organisationer efter fjendtlighederne i slutningen af 2007 blev tvunget til at indstille deres arbejde, mens sundhedscentrene ikke længere modtager forsyninger eller i nogle tilfælde endog forlades af plejepersonalet,

R.

der anfører, at Læger uden Grænser i Nordkivu har konstateret, at de lokale og fordrevne befolkninger svækkes i stadig højere grad, og at de fortsatte kampe hindrer det humanitære personale adgang til en række områder, som imidlertid har hårdt brug for fødevarehjælp og lægehjælp,

S.

der gør opmærksom på, at underernæring også medvirker til at gøre befolkningerne i Nordkivu ekstremt sårbare for tiden, og at de oplysninger, der hidrører fra Læger uden Grænsers hjælpeprogrammer, udgør foruroligende indikationer om omfanget af underernæringsproblemet i Nordkivu og giver anledning til frygt for, hvordan det skal gå de familier, som hjælpen ikke kan nå ud til,

1.

erklærer sig dybt rystet over de massakrer og forbrydelser mod menneskeheden, der er blevet begået i alt for mange år i Nordkivu, og anmoder alle kompetente nationale og internationale myndigheder om systematisk at forfølge og dømme ophavsmændene, uanset hvem der er tale om, og anmoder De Forenede Nationers Sikkerhedsråd om omgående at træffe alle nødvendige forholdsregler for effektivt at forhindre ethvert angreb på civilbefolkningen i Nordkivu;

2.

fastslår, at MONUC trods missionens brede mandat ikke har rådet over tilstrækkelige midler til at forhindre disse massakrer, voldtægter, plyndringer og tvangsrekrutteringer af civile og børnesoldater eller de mange andre overgreb og menneskerettighedskrænkelser, og anmoder Rådet og Kommissionen om at sikre sig, at den nylige styrkelse af MONUC fører til en betydelig forbedring af sikkerheden for befolkningerne i Nordkivu, og — i modsat fald — omgående lægge pres på De Forenede Nationers Sikkerhedsråd for at opnå, at MONUC bliver i stand til at udføre sin mission, der i første række går ud på at sikre civilbefolkningerne i regionen en effektiv og vedvarende beskyttelse;

3.

henstiller, at der indføres nultolerance over for anvendelsen af seksuelle overgreb mod piger og kvinder som krigsvåben, og kræver, at de skyldige i disse forbrydelser idømmes strenge straffe; minder om, at det er vigtigt, at der er adgang til reproduktiv sundhedspleje i konfliktsituationer og i flygtningelejrene;

4.

understreger, at det er nødvendigt at finde en politisk løsning på konflikten i det østlige DR Congo, og finder det derfor glædeligt, at det lykkedes at afholde fredskonferencen i Goma; minder om det vigtige fravær af repræsentanter for Interhamwe (FDLR), men fremhæver, at de løfter om demobilisering og våbenhvile, der blev givet den 23. januar 2008 i tilslutning til konferencen, er skrøbelige, og vedbliver derfor med at tilskynde alle parter i denne konflikt til uophørligt at arbejde for fred, standse krænkelserne af menneskerettighederne og den humanitære folkeret og ethvert angreb på civile samt give de humanitære organisationer mulighed for at komme civilbefolkningen til hjælp;

5.

minder om, at de nærmere enkeltheder for den praktiske gennemførelse af denne demobilisering endnu ikke er præciseret inden for rammerne af den blandede tekniske kommission for fred og sikkerhed, som ledes i fællesskab af DR-Congos regering og den internationale mission til udførelse af denne opgave, og ønsker derfor, at denne kommission nedsættes så hurtigt som muligt for at afslutte demobiliseringsspørgsmålet;

6.

glæder sig over mødet i september 2007 mellem den congolesiske og den rwandiske udenrigsminister og anmoder de rwandiske myndigheder om at involvere sig konkret i de forskellige forsøg på at løse konflikten i Nordkivu, navnlig når det gælder retsforfølgelse, afvæbning, demobilisering og repatriering af de Interhamwe-styrker, der befinder sig i Nordkivu;

7.

anmoder Rådet og Kommissionen om at frigive midler til nødhjælp grundet den særdeles alvorlige humanitære situation, som befolkningerne i Nordkivu er udsat for ikke kun som følge af de vedvarende konflikter i deres region, men også på grund af jordskælvet den 3. februar 2008, og at sørge for, at nødhjælpsarbejderne kan udføre deres opgaver under de bedst mulige vilkår;

8.

anmoder Rådet og Kommissionen om omgående at iværksætte omfattende programmer, der skal sikre civilbefolkningerne i det østlige DR Congo lægehjælp, dels for at opfylde befolkningens akutte behov, dels for at forberede genopbygningsarbejdet i regionen;

9.

ønsker, at der på effektiv måde indføres kontrolsystemer, som Kimberley-processen, i forbindelse med oprindelsescertificering af naturrigdomme, der indføres på EU-markedet;

10.

anmoder Rådet og hver enkelt medlemsstat om at yde en særlig hjælp til befolkningerne i det østlige DR Congo;

11.

anmoder Den Europæiske Unions mission i Nordkivu, der efter planen udsendes i marts 2008, om at aflægge beretning til Europa-Parlamentet;

12.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Afrikanske Unions institutioner, EU's højtstående repræsentant Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, De Forenede Nationers generalsekretær, De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd, Den Demokratiske Republik Congos præsident, parlament og regering, og Republikken Rwandas præsident, parlament og regering.