9.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 257/1

—

En optimal politik for aktiv inddragelse kræver en fjerde tværgående søjle: 4) social deltagelse.

—

Aktiv integration er det vigtigste element i aktiv inddragelse. Aktiv inddragelse bygger på »Arbejde først-princippet«: hver borger uden arbejde bør integreres på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet.

—

Et sammenhængende policy-mix bør derfor hovedsageligt udvikles og gennemføres på lokalt og regionalt niveau. Det er hovedsageligt erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter som centrale aktører på dette område i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder, der har ansvaret for jobskabelsen.

—

Hvad der menes med tilstrækkelig indkomst er forskelligt i de enkelte lande, regioner eller lokalsamfund. Indkomststøtte bør betragtes som passende, hvis den strukturelle fattigdom hermed kan bekæmpes. Dette niveau kan defineres som »tilstrækkeligt«. Med hensyn til det finansielle niveau kan der ikke formuleres nogen generel regel for EU som helhed. De nationale, regionale og lokale myndigheder er sammen ansvarlige for at føre en politik, der sikrer tilstrækkelig indkomststøtte. Disse retningslinjer bør diskuteres på EU-niveau ved hjælp af den åbne koordinationsmetode.

—

For socialt og økonomisk udsatte regioner og byer i Europa kræver det økonomisk støtte fra EU at gennemføre bedste praksis hvad angår policy-mixet for aktiv inddragelse, der retter sig mod de borgere, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet. Der er derfor behov for, at Den Europæiske Socialfonds budget bliver direkte tilgængeligt for de lokale og regionale myndigheder i forbindelse med fremme af aktiv inddragelse.

—

Jobtilskud, støttet beskæftigelse eller skånejob, erhvervsdrivende foreninger og kooperativer er instrumenter, der kan spille en stor rolle i policy-mixet på lokalt og regionalt niveau. Disse virksomheder bør ikke evalueres ud fra de almindelige konkurrenceregler på det europæiske marked (f.eks. er der behov for mindre stramme regler vedrørende offentlige indkøb og statsstøtte).

Ordfører

:

Henk Kool (NL/PSE), byrådsmedlem i Haag, Nederlandene

1.

I 2006 var der i de 27 EU-lande 80 mio. mennesker (16 % af befolkningen), der levede med en fattigdomsrisiko. Aktiv inddragelse og kampen mod fattigdom afhænger i høj grad af integrationen af de mennesker, der er længst fra arbejdsmarkedet. De forsat mange mennesker, der lever med en fattigdomsrisiko, og som er udstødt fra arbejdsmarkedet, udgør en uundgåelig udfordring for EU-traktatens mål om social samhørighed.

2.

Kommissionen har udformet tre søjler til fremme af en aktiv inddragelse af de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet: 1) passende og tilstrækkelig indkomststøtte, 2) aktiv integration, 3) sociale tjenesteydelser af høj kvalitet.

3.

En optimal politik for aktiv inddragelse kræver en fjerde tværgående søjle: social deltagelse.

4.

Aktiv inddragelse kræver en integreret og sammenhængende anvendelse af de fire søjler.

5.

Aktiv integration (det andet princip) er det vigtigste element i aktiv inddragelse. Aktiv inddragelse bygger på »Arbejde først-princippet«: hver borger uden arbejde bør integreres på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet. Den første (passende og tilstrækkelig indkomststøtte) og tredje søjle (sociale tjenesteydelser af høj kvalitet) består af støtteforanstaltninger. Den fjerde søjle (social deltagelse) er sidste udvej i politikken for aktiv inddragelse. Personer, som ikke er i stand til at arbejde, bør støttes finansielt og gennem andre tiltag, så de kan deltage i samfundet. Vi er enige med Kommissionen i, at disse søjler tilsammen udgør en integreret helhedsstrategi. Alle myndigheder bør derfor tilstræbe at skabe den rette balance mellem social velfærd, sociale tjenesteydelser, Fællesskabets tjenesteydelser og såvel økonomiske som ikke-økonomiske incitamenter til at arbejde.

6.

Medlemsstaterne og deres lokale og regionale myndigheder har det primære ansvar for en strategi og politik for aktiv inddragelse, men med henblik på at fremme udvikling og udveksling af disse politikker, fremsættes der fælles principper, der stemmer overens med EU's mål om social samhørighed.

7.

De vigtigste aktører med hensyn til udvikling og iværksættelse af politikkerne er de lokale og regionale myndigheder. EU har en støttefunktion. Denne definition af en helhedspolitik for aktiv inddragelse er proportionel og baseret på nærhedsprincippet.

8.

De fire søjler (indkomststøtte, aktiv integration, adgang til sociale tjenesteydelser af høj kvalitet og social deltagelse) er nært forbundne og bør styrke hinanden. For hver berørt region, målgruppe og enkeltperson er der behov for et optimalt policy-mix mellem disse fire søjler. Politikker for aktiv inddragelse er skræddersyede politikker, der tager højde for forskellene mellem målgrupper og enkeltpersoner. Afhængigt af den økonomiske model i den enkelte medlemsstat kan den relative betydning af disse fire søjler og de politiske instrumenter, der vælges i hver søjle, variere fra medlemsstat til medlemsstat og mellem de lokale og regionale myndigheder.

9.

Resultaterne af politikkerne til integration af de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet, mærkes tydeligst hos de lokale og regionale myndigheder. De må også leve med konsekvenserne af svagheder inden for disse politikområder på lokalt, regionalt, nationalt eller europæisk niveau. Et sammenhængende policy-mix bør derfor hovedsageligt udvikles og gennemføres på lokalt og regionalt niveau. De lokale og regionale myndigheder kender de lokale forhold, arbejdsmarkedets karakteristika og de mange aktører, der kan spille en vigtig rolle i gennemførelsen af vidtrækkende tiltag til aktiv integration.

10.

Lokale og regionale myndigheder bør derfor skabe effektive partnerskaber med andre offentlige myndigheder, private virksomheder, arbejdsmarkedets parter, NGO'er og repræsentanter for de berørte borgere med henblik på at gennemføre en sammenhængende kombination af forskellige politikker.

11.

Lokale og regionale myndigheder har behov for stor handlefrihed med hensyn til udvikling og gennemførelse af sådanne politikker, som bør udformes og gennemføres i samarbejde med andre offentlige og private organer. Europæiske og nationale politikker (vedrørende skat, indvandring, uddannelse, arbejdsret mm.) bør skræddersyes til den lokale og regionale politiks behov på udviklings- og gennemførelsesområdet.

12.

Hindringer og flaskehalse i europæisk, national og regional lovgivning og praksis bør fjernes.

13.

Det vigtigste instrument i aktiv inddragelse er forbedringen af aktiv integration. Med henblik på at nå alle individer er der behov for en helhedsstrategi for den aktive integration. For hver region, målgruppe og enkeltperson er der derudover behov for et integreret policy-mix. Regionale og lokale myndigheder er hovedaktørerne i udviklingen og gennemførelsen af dette koordinerede policy-mix i samarbejde med deres partnere (f.eks. nationale myndigheder, arbejdsgivere, andre offentlige myndigheder, NGO'er). Hovedformålet med et omfattende og integreret policy-mix er at eliminere flaskehalse for så mange mennesker som muligt med det formål at integrere dem på arbejdsmarkedet. Dette kan gøres ved hjælp af coaching, vejledning og efteruddannelse med henblik på lønnet beskæftigelse samt etablering af beskæftigelse for beskyttede grupper, dvs. beskæftigelse for dem, der endnu ikke er i stand til at varetage et fast arbejde.

14.

En optimal politik og en helhedsstrategi for aktiv inddragelse indeholder følgende elementer:

15.

Brugen af intensive individuelle handlingsplaner hjælper til med at forbedre den aktive integration.

16.

Målgrupper er et vigtigt element i et omfattende, integreret policy-mix. På regionalt og lokalt niveau bør de offentlige myndigheder udvikle og gennemføre de politikker, der er mest effektive med hensyn til aktivt at inkludere alle enkeltpersoner uanset deres baggrund, og som tager fat på de specifikke barrierer, de er udsat for.

17.

Det er hovedsageligt erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter som centrale aktører på dette område i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder, der har ansvaret for jobskabelsen. På nationalt og regionalt niveau har regeringerne et ansvar for at skabe optimale økonomiske rammebetingelser, f.eks. et godt uddannelsessystem, effektiv arbejdsformidling, skatteforanstaltninger og flexicurity (social sikkerhed og et fleksibelt arbejdsmarked). Lokale og regionale myndigheder, sociale tjenestegrene og ngo'er har ansvaret for det sidste led i kæden, særligt for de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet. Naturligvis har den enkelte borger også et personligt ansvar.

18.

Offentlige, non-profit og private arbejdsgivere bør i høj grad stimuleres til at videreudvikle eksisterende arbejdspladser og skabe nye arbejdspladser af høj kvalitet (karakteriseret ved et tilstrækkeligt indkomstniveau, gode arbejdsforhold og efteruddannelse/uddannelse). Der er et særligt behov for manuelle job. De nationale, lokale og regionale myndigheder kan fremme jobskabelsen hos private arbejdsgivere ved at optimere iværksætterklimaet.

19.

Lokale og regionale myndigheder er selv vigtige arbejdsgivere. Som arbejdsgivere bør de også anvende de principper, der er fastlagt i dette dokument.

20.

For personer, der befinder sig meget langt fra det ordinære arbejdsmarked pga. et fysisk eller psykisk handicap kan der ligeledes være behov for at etablere og finansiere beskæftigelse med jobtilskud, beskæftigelse af beskyttede grupper mm. Lokale og regionale myndigheder kan her spille en vigtig rolle ved at støtte non-profit virksomheder.

21.

Sameksistensen af flere former for beskæftigelse (midlertidig, fleks, deltid og fuldtid samt muligheden for telearbejde) kan hjælpe de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet med at vende tilbage til dette.

22.

Alle former for formel og uformel uddannelse og erhvervsuddannelse, uddannelsesordninger på deltid, akkreditering af tidligere læring og fokus på livslang læring, herunder videreuddannelse, bør indgå i den koordinerede indsats for at forbedre kvalifikationerne hos dem, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet.

23.

Der er behov for, at de nationale, regionale og lokale myndigheder gør en større indsats for at forbedre uddannelsernes kvalitet, så denne lever op til arbejdsmarkedets behov. De lokale myndigheder bør føre en mere aktiv beskæftigelsespolitik, og der bør tages størst mulig hensyn til det lokale markeds behov. I medlemsstater, hvor ansvaret for arbejdsmarkedspolitikken er placeret på lokalt niveau, bør de nationale myndigheder, hjulpet af EU, opmuntre de lokale myndigheder til at overvåge det lokale arbejdsmarked.

24.

Det samlede integrerede policy-mix for aktiv integration bør inkludere incitamenter til fremme af iværksættermulighederne for de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet.

25.

De mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet har behov for en tilstrækkelig stor indkomststøtte og anden form for hjælp for at kunne leve et værdigt liv og fastholde en vis arbejdsevne, hvis de skal være i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er vigtigt at understrege, at dette er et grundlæggende princip i EU.

26.

Hvad der menes med tilstrækkelig indkomst er forskelligt i de enkelte lande, regioner eller lokalsamfund. Hvad der er tilstrækkeligt afhænger af niveauet for indkomststøtten, prisniveauet, den enkelte husholdnings karakteristika, beskatning, udstødelsens varighed, kulturelle, sociale og historiske faktorer mm. Indkomststøtte bør betragtes som passende, hvis den strukturelle fattigdom hermed kan bekæmpes. Dette niveau kan defineres som »tilstrækkeligt«. Med hensyn til det finansielle niveau kan der ikke formuleres nogen generel regel for EU som helhed. De nationale, regionale og lokale myndigheder er sammen ansvarlige for at føre en politik, der sikrer tilstrækkelig indkomststøtte. Disse retningslinjer bør diskuteres på EU-niveau ved hjælp af den åbne koordinationsmetode.

27.

På EU-niveau kan der formuleres et fælles princip gående på, at forskellen mellem mindstelønnen på arbejdsmarkedet og niveauet for indkomststøtte bør være stor nok til at fastholde motivationen til at arbejde. Den forskel udgør et vigtigt finansielt incitament i det samlede policy-mix. »Det skal kunne betale sig at arbejde« er et vigtigt princip for Kommissionen, mange medlemsstater og de lokale og regionale myndigheder. Nationale, lokale og regionale myndigheder bør derfor tage højde for fattigdomsfælden i deres udvikling og gennemførelse af indkomststøtteforanstaltninger.

28.

Indkomststøtte bør kun gives til mennesker, der ikke er i stand til at opnå en indtægt på arbejdsmarkedet, eller hvis indtjening ligger under eksistensminimummet (f.eks. fordi deres produktivitet er lav, eller de er tvunget til at påtage sig lavtlønnede job). Der skal ikke lægges hindringer i vejen for arbejdsmarkedets funktion og med hensyn til anmodninger om indkomststøtte bør de nationale, lokale og regionale myndigheder iværksætte en stram overvågning og en seriøs sagsbehandling samt optræde i en adgangskontrollerende rolle. Samtidig bør der føres en aktiv politik for at nå ud til alle, der har behov for social sikring, indkomststøtte og social deltagelse.

29.

Indkomststøtte kan antage mange former og skræddersyes ideelt set på lokalt og individuelt niveau. Eksempler kan være: indkomststøtte på eksistensminimumsniveau for arbejdsløse og ikke-studerende medlemmer af arbejdsstyrken, materiel støtte til forbedring af ernæring, beklædning, uddannelse, boligforhold og sundhedspleje, indkomststøtte til supplering af arbejdsindtægten (hvis denne er baseret på et lavt produktivitetsniveau), indkomststøtte i forbindelse med mobilitetsomkostninger, indkomststøtte i forbindelse med opgradering af kvalifikationer og kompetencer, iværksætterstøtte mm.

30.

Blandt de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet, er der nogle der lider af flere psykiske og fysiske handicap. Integration på arbejdsmarkedet eller blot et skånejob er ikke en realistisk mulighed for dem. Et element af helhedsstrategien er, at de lokale og regionale myndigheder også tager hånd om disse borgere. Der bør gøres brug af flere instrumenter for at fremme deres sociale deltagelse.

31.

Lokale og regionale og lokale myndigheder bør bruge mange forskellige finansielle og materielle instrumenter til at fremme den sociale deltagelse for dem, der ikke arbejder. Disse instrumenter stimulerer de sociale, kulturelle, sportslige, velfærdsmæssige og frivillige aktiviteter hos dem, der ellers risikerer at havne i social isolation.

32.

Med henblik på at gøre indkomststøtte, aktiv integration og social deltagelse så effektiv som mulig er der behov for individuelle handlingsplaner. Disse sikrer, at de nødvendige støtteforanstaltninger for den enkelte er planlagt over tid og garanteret gennemførelse. Lokale og regionale myndigheder har brug for ressourcer til at skabe en infrastruktur bestående af kvalitetstjenesteydelser og udarbejde individuelle handlingsplaner.

33.

Behovet for og karakteristika ved de individuelle handlingsplaner resulterer i, at de lokale og regionale myndigheder har brug for mange forskellige instrumenter.

34.

Lokale og regionale myndigheder bør fremme brugen af instrumenter og ledelsesformer, der kan forbedre kvaliteten af de sociale tjenesteydelser (internet, one stop front office, lex silencio, bindende og passende sagsbehandlingstider for tildeling af indkomststøtte eller materiel støtte).

35.

Med henblik på en vellykket gennemførelse må politikkerne for aktiv inddragelse integrere lokale, regionale, nationale og EU-politikker. De må inkludere og kombinere minimumsindkomst, aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, uddannelse og sociale tjenesteydelser. Der er mange faldgruber, der kan forhindre gennemførelsen af omfattende integrerede politikker på lokalt og regionalt niveau. Nationale, lokale og regionale myndigheder bør sammen fremme gennemførelsen af en helhedsstrategi.

36.

For socialt og økonomisk udsatte regioner og byer i Europa kræver det økonomisk støtte fra EU at gennemføre bedste praksis hvad angår policy-mixet for aktiv inddragelse, der retter sig mod de borgere, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet. Der er derfor behov for, at Den Europæiske Socialfonds budget bliver direkte tilgængeligt for de lokale og regionale myndigheder i forbindelse med fremme af aktiv inddragelse. Der er ligeledes behov for et europæisk budget til finansiering af social deltagelse. Interreg-tilgangen er et godt eksempel på effektiv støtte fra EU.

37.

Jobtilskud, støttet beskæftigelse eller skånejob, erhvervsdrivende foreninger og kooperativer er instrumenter, der kan spille en stor rolle i policy-mixet på lokalt og regionalt niveau. Disse virksomheder bør ikke evalueres ud fra de almindelige konkurrenceregler på det europæiske marked (f.eks. er der behov for mindre stramme regler vedrørende offentlige indkøb og statsstøtte).

38.

Helhedsstrategien gennemføres hovedsageligt af de lokale og regionale myndigheder for den lokale befolkning. Det bør være juridisk muligt for disse myndigheder at målrette deres politikker for aktiv inddragelse mod den lokale befolkning.

39.

De lokale og regionale myndigheder bør spille en ledende rolle i gennemførelsen af politiske foranstaltninger til aktiv inddragelse. I overensstemmelse med EU's subsidiaritetsprincip kan der formuleres et fælles EU-princip, der gør det klart, at lovgivning og praksis på nationalt og EU-plan børe tage udgangspunkt i de behov, der registreres på lokalt og regionalt niveau (marginal skat, strukturen i de sociale ydelser, incitamenter til livslang læring, finansielle incitamenter for arbejdsgivere, arbejdsret, lovgivning mod diskriminering, differentierede niveauer for mindsteløn).

40.

Den åbne koordinationsmetode skaber en ramme for politisk koordinering uden juridiske begrænsninger. Inden for denne ramme bliver medlemsstaterne enige om at udpege og fremme deres mest effektive politikker inden for aktiv inddragelse med det formål at lære af hinandens erfaringer. Med henblik på at styrke den åbne koordinationsmetode formuleres følgende erklæringer:

41.

Mange politikker, der har til formål at forbedre den aktive inddragelse af og indkomststøtten til dem, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet, er ikke effektive nok. Med hensyn til aktiv inddragelse er der brug for komparative og evaluerende studier af høj kvalitet på regionalt og lokalt niveau, der kan forbedre kvaliteten og effektiviteten af disse politikker. Kommissionen kan fremme sådanne studier af høj kvalitet.

42.

»Peer review«-procedurer mellem lokale og regionale myndigheder og et netværk bestående af regionale og lokale observatører (Progress) kan fremskynde læreprocesserne. Kvaliteten af »peer review«-procedurerne og kvaliteten og aktiviteterne i netværket af regionale og lokale observatører bør være klart defineret fra starten.

43.

Forskelle i udbud og efterspørgsel af arbejdskraft samt forskellige lønniveauer og indkomststøtteordninger på europæisk plan skaber en beskæftigelsesmobilitet, der kan være til hinder for den aktive inddragelse af de lokale borgere, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet. Den åbne koordinationsmetode kan anvendes til at diskutere denne mobilitets indflydelse på området aktiv inddragelse.

44.

Udvikling og videreformidling af bedste praksis kan fremmes ved årligt at udpege de bedste lokale og regionale myndigheder på området aktiv inddragelse og tildele disse en europæisk udmærkelse. En systematisering af eksempler på god praksis kunne ske med forbillede i det arbejde, der gøres i EFS's temagrupper.