25.4.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 105/16

—

foreslår, at man i debatterne fremover tager højde for de lokale og regionale myndigheders rolle for opnåelsen af flexicurity inden for rammerne af Lissabon-strategien, således at deres reelle betydning på EU-niveau og nationalt niveau anerkendes. De lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle for gennemførelsen af flexicurity-politikker og skaber hermed dynamiske arbejdsmarkeder, hjælper borgere med at komme i arbejde og beskytter de personer, der står uden for arbejdsmarkedet. De bør derfor fra starten inddrages i udformningen af politikker;

—

opfordrer Kommissionen til i størst muligt omfang at anvende fællesskabsmetoden og gentager, at den åbne koordinationsmetode, som indtager en stadig mere prominent plads i formuleringen af EU's politik, bør udvides til at omfatte andre væsentlige aktører herunder lokale og regionale forvaltninger, eftersom det er på dette niveau, at denne politik oftest gennemføres;

—

anbefaler, at Lissabon-strategiens »peer review«-proces, der anvendes på medlemsstaternes regeringer, udvides til også at omfatte de lokale og regionale myndigheder og andre aktører, så de kan drage fordel af udvekslinger fra hele EU og få kendskab til forskellige flexicurity-modeller;

—

anbefaler, at der afholdes årlige topmøder for at øge det aktive samspil på EU-niveau mellem EU-institutionerne og Regionsudvalget med det formål at gøre det lettere at fastsætte en dagsorden, gennemføre høringer og udveksle oplysninger vedrørende flexicurity og Lissabon-dagsordenen generelt. Topmøderne skal bygge videre på Regionsudvalgets og Kommissionens møder i den strukturerede dialog og Regionsudvalgets platform til overvågning af Lissabon-processen.

Ordfører

:

Dave QUAYLE (UK/PSE), Trafford Metropolitan Borough Council

1.

foreslår, at man i debatterne fremover tager højde for de lokale og regionale myndigheders rolle for opnåelsen af flexicurity inden for rammerne af Lissabon-strategien, således at deres reelle betydning på EU-niveau og nationalt niveau anerkendes. De lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle for gennemførelsen af flexicurity-politikker og skaber hermed dynamiske arbejdsmarkeder, hjælper borgere med at komme i arbejde og beskytter de personer, der står uden for arbejdsmarkedet. De bør derfor fra starten inddrages i udformningen af politikker;

2.

opfordrer Kommissionen til i størst muligt omfang at anvende fællesskabsmetoden og gentager, at den åbne koordinationsmetode, som indtager en stadig mere prominent plads i formuleringen af EU's politik, bør udvides til at omfatte andre væsentlige aktører herunder lokale og regionale forvaltninger, eftersom det er på dette niveau, at denne politik oftest gennemføres;

3.

anbefaler, at Lissabon-strategiens »peer review«-proces, der anvendes på medlemsstaternes regeringer, udvides til også at omfatte de lokale og regionale myndigheder og andre aktører, så de kan drage fordel af udvekslinger fra hele EU og få kendskab til forskellige flexicurity-modeller;

4.

anbefaler, at der afholdes årlige topmøder for at øge det aktive samspil på EU-niveau mellem EU-institutionerne og Regionsudvalget med det formål at gøre det lettere at fastsætte en dagsorden, gennemføre høringer og udveksle oplysninger vedrørende flexicurity og Lissabon-dagsordenen generelt. Topmøderne skal bygge videre på Regionsudvalgets og Kommissionens møder i den strukturerede dialog og Regionsudvalgets platform til overvågning af Lissabon-processen;

5.

anmoder Kommissionen om at oplyse om resultaterne af flexicurity-debatterne;

6.

anbefaler, at der mellem lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedsparter, ikke-statslige organisationer og det bredere samfund afholdes decentraliserede debatter om flexicurity og dens gennemførelse;

7.

mener, at de lokale og regionale myndigheder bør have stillet beføjelser og finansielle midler til rådighed, så de kan iværksætte initiativer på deres respektive niveauer. Fremme af flexicurity må ikke føre til øgede omkostninger eller byrder for det lokale og regionale niveau eller indebære, at arbejdstagernes rettigheder undermineres;

8.

mener, at kun en omfattende og varig infrastruktur af offentlige tjenester, der udbydes, organiseres og finansieres af lokale og regionale myndigheder, såsom transport, boliger til rimelige priser, billige og tidsmæssigt tilgængelige børnepasningsfaciliteter samt pleje af handikappede og ældre, kan give et bæredygtigt udgangspunkt for at nå Lissabon-strategiens mål;

9.

gør derfor opmærksom på, at EU's gældende regler for konkurrence, statsstøtte og det indre marked skal understøtte organisationen og finansieringen af de nødvendige sociale tjenester.

10.

er af den mening, at flexicurity ikke bør være en standardiseret model, der kan indføres på samme vis i alle medlemsstater, men et koncept, der fastlægges hen ad vejen, da det kan få store konsekvenser for nogle medlemsstater og mindre konsekvenser for andre;

11.

mener, at flexicurity-konceptet bør koordinere stærke og fleksible arbejdsmarkeder med trygge socialsikringsordninger, således at Lissabon-målsætningerne om vækst og flere og bedre job kan opfyldes og dermed styrke den europæiske sociale model og skabe større social samhørighed;

12.

støtter skabelsen af et tilgængeligt, integrerende og fleksibelt arbejdsmarked, som anerkender og tilskynder til anvendelsen af IKT og er åbent for forskellige arbejdsmønstre (f.eks. hjemmearbejdsplads og telearbejde);

13.

vurderer, at man i højere grad bør tage generationsproblemer og demografiske ændringer i betragtning. Foranstaltninger for ældre arbejdstagere, såsom fleksible arbejdstider, pensionsordninger og –aldre og bedre efter- og videreuddannelse bør fremmes. Der bør endvidere gøres en indsats til fremme af livslang læring, bedre efter- og videreuddannelse og mentorordninger for unge arbejdstagere;

14.

mener, at der i højere grad bør henvises til spørgsmål vedrørende ligestilling for kvinder og for alle. Kvinder har set i forhold til Lissabon-strategien stadig en for lav beskæftigelsesfrekvens og mange handikappede kan yde et stort bidrag til og varetage en vigtig funktion på arbejdsmarkedet. Følgelig bør flexicurity-konceptet indeholde foranstaltninger, der giver dem muligheder for varigt at overvinde den nuværende kløft;

15.

finder, at flexicurity skal gælde såvel for de fastansatte som arbejdsløse samt for personer, der risikerer social udstødelse. Flexicurity-politikken bør give nye muligheder for adgang til beskæftigelse for grupper, der befinder sig i periferien af arbejdsmarkedet. Den skal også bidrage til øget jobmobilitet og afveksling i arbejdet for arbejdstagere i faste stillinger. I den forbindelse noterer udvalget sig Kommissionens markering af et skift fra »jobsikkerhed« til »beskæftigelsessikkerhed«, hvilket indebærer, at livslange job ikke længere kan anses for at være de normale ansættelsesvilkår;

16.

mener, at der er behov for gensidig tillid og dialog mellem arbejdsmarkedsparterne og et stærkt engagement fra deres side på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan, hvis flexicurity-konceptet skal føres ud i livet. Det er meget vanskeligt at skabe almengyldige kontrolindikatorer for at vurdere gennemførelsen af flexicurity. Gennemførelsen af flexicurity må vurderes ud fra et nationalt udgangspunkt under hensyntagen til politiske, lovgivningsmæssige, institutionelle og arbejdsmarkedsmæssige forhold. Sådanne faktorer må tages i betragtning ved udviklingen af det europæiske samarbejde;

17.

finder, at intern flexicurity er en vigtig bestanddel af det samlede flexicurity-koncept, da arbejdsgiverne derved opnår øget produktivitet og konkurrencedygtighed og arbejdstagerne en længere arbejdsperiode på deres arbejdsplads. Lokale og regionale myndigheder bør finde sammen med arbejdsmarkedsparterne på lokalt niveau for at fastslå og håndtere hindringerne for intern flexicurity (f.eks. behov for, at arbejdstagere tilegner sig nye færdigheder), og derved mindske afskedigelser og unødige forflyttelser.

18.

mener, at mangelen på social beskyttelse kan udgøre en trussel mod fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. For at mindske denne risiko bør man udvikle og konkretisere de fire flexicurity-elementer i lige høj grad;

19.

bifalder Kommissionens planer om at mindske skellet mellem »insidere« (de, der er i arbejde) og »outsidere« (de, der ikke er i arbejde), men henstiller samtidig, at det ikke får negative konsekvenser for de beskæftigedes rettigheder og beskyttelse, som i visse tilfælde er temmelig elementær;

20.

støtter det synspunkt, at der bør være ærlige og retfærdige arbejdsmarkedslovgivninger i medlemsstaterne:

21.

konstaterer, at en fleksibel europæisk arbejdsmarkedspolitik bør inddrage og tage hensyn til den givne befolknings levevilkår og behov. Flexicurity må ikke være ensbetydende med en ensidig opblødning af eventuelle sociale standarder på regionalt plan;

22.

gør opmærksom på, at formuleringer som »Fleksible og pålidelige kontrakter« giver anledning til bekymring, idet der indholdsmæssigt også kan være tale om en omfattende deregulering af almindelige ansættelsesforhold med henblik på større udbredelse af usikre kontraktforhold;

23.

mener afgjort, at Lissabon-strategien angår både kvaliteten og kvantiteten af arbejde, og at arbejde og ikke understøttelse skal kunne betale sig. Til det formål bør EU og medlemsstaterne tilskynde til »kvalitetsjob« ved at støtte skabelsen af rummelige og bæredygtige arbejdsmarkeder, tage fat på de beklagelige problemer med fattige arbejdstagere og forskelsbehandling samt fokusere på »kvantiteten« ved at fremme aktive arbejdsmarkedspolitikker til bekæmpelse af arbejdsløshed. Arbejde er den bedste forsikring mod social udstødelse; arbejdsløshed/inaktivitet kan føre til ulighed og splittelse i samfundet;

24.

mener, at fremme af aktive arbejdsmarkeder og flexicurity vil lægge yderligere pres på de lokale og regionale myndigheder for at få dem til at hjælpe dem, der er fjernest fra arbejdsmarkedet;

25.

mener, at der kun vil kunne opnås reelle fremskridt, hvis de nationale og europæiske aktive arbejdsmarkedspolitikker og programmer for beskæftigelse og opkvalificering decentraliseres og gøres lokale og tillokkende, da mange programmer og ordninger pålægger regler og betingelser, der for vigtige grupper kan virke hindrende for overgangen fra arbejdsløshed til arbejde. Hvor det kan lade sig gøre, bør lokale og regionale myndigheder have mulighed for at bøje nationale regler f.eks. om, hvor lang tid der skal gå, før en jobsøgende, der hæver understøttelse, er berettiget til at få aktiv arbejdsmarkedsstøtte, hvilken slags støtte og vejledning faste gengangere på understøttelse bør modtage, og hvilke slags kurser man kan følge, mens man fortsat er på understøttelse;

26.

mener, at arbejdsmarkeder af karakter er regionale. Arbejdsmarkederne er for eksempel kendetegnet af lokale og regionale forskelle i beskæftigelse og løn, lokale industrier, der har brug for særlige færdigheder, lokale lommer af modtagere af understøttelse, lavt kvalificerede og arbejdsløse samt bidragsydere, der støtter dårligt stillede grupper i lokalområdet. Det er nødvendigt at forstå og slå ned på årsagerne til arbejdsløshed. Arbejdsløsheden er mere udbredt i nogle grupper, heriblandt børn, der har været i pleje, ældre arbejdstagere, enlige forældre, handicappede, tidligere straffede, visse etniske mindretal og folk med narkotika- og alkoholproblemer eller psykiske problemer;

27.

anerkender, at de lokale og regionale myndigheder beskæftiger sig med, rådgiver og hjælper dem, der er fjernest fra arbejdsmarkedet ved at skræddersy og tilpasse medlemsstaternes aktive arbejdsmarkedspolitikker til den enkeltes og de lokale behov. De koordinerer partnerskaber med den private og frivillige sektor og på tværs af den offentlige sektor med det formål at samle de forskellige tjenester og organisationer, der er nødvendige for at hjælpe folk i beskæftigelse. De bør tilskyndes til at udnytte nye, innovative strategier og metoder til kombinering af beskæftigelses- og opkvalificeringspolitikker. Partnerskaber fremmer fælles prioriteter ved at arbejde mod fælles mål, hvorved det ofte bliver muligt at forene ressourcerne og dermed undgå overlapning af aktiviteter, ligesom de giver mere målrettede resultater;

28.

mener, at der er behov for støtte i form af opsøgende arbejde (ofte udført af organisationer i lokalsamfundet), der kan bistå nye arbejdstagere, før og efter de kommer i beskæftigelse, for at sikre at de beholder deres plads på arbejdsmarkedet;

29.

mener, at der er brug for effektive og målrettede jobmatching-tjenester, som kan matche jobsøgende med den rigtige type arbejde, således at interesser og kompetencer tilgodeses på bedst muligt vis. Mulighederne for at udvikle sig på arbejdsmarkedet er altid større, når man er en del af dette, end når man står udenfor;

30.

understreger, at lokale og regionale myndigheder har afgørende indflydelse på færdighedsniveauet gennem deres uddannelsestilbud. De er også vigtige arbejdsgivere og har som sådan et ansvar for at forbedre deres ansattes og det bredere lokalsamfunds færdigheder;

31.

mener, at livslang læring bør være reel og tilgængelig for folk gennem hele livet. Alle bør tilskyndes til at udnytte deres potentiale fuldt ud, hvilket arbejdsgivere og samfundet bør anerkende og støtte. Kvaliteten af efter- og videreuddannelsen både før og efter indtræden på arbejdsmarkedet bør fremmes;

32.

finder det afgørende, at folk tilskyndes til at opnå iværksætterfærdigheder, således at de bliver i stand til at etablere egen virksomhed, hvilket igen fremmer udviklingen af SMV'er, der af karakter er lokale, da de ansætter lokale folk, anvender lokale tjenester og investerer i lokalområdet;

33.

mener, at undervisere bør være bedre til at finde frem til dem, der har brug for hjælp til indlæring, da et stort antal mennesker, der ikke kan regne, læse eller skrive, fortsat arbejder i lavtlønnede job, uden at deres behov nogensinde bliver opdaget;

34.

anbefaler, at efter- og videreuddannelse og i visse tilfælde også omskoling til dels bør tilbydes af arbejdsgiverne, da det er dem, der drager fordel af de ansattes viden og derfor bør investere i udviklingen af færdigheder. Hvis arbejdsgiverne på grund af øget arbejdstagermobilitet er mindre villige til at uddanne deres ansatte, og de lokale og regionale myndigheder derfor påtager sig yderligere ansvar for at sikre livslang læring, må sidstnævnte tildeles de fornødne ressourcer;

35.

finder, at de lokale og regionale myndigheder er hurtige til på effektiv vis at reagere over for virkningerne af omlægninger af beskæftigelsen som for eksempel afskedigelser som følge af lukninger af fremstillingsvirksomheder. De har den viden og de erfaringer, der skal til for at iværksætte projekter med støtte fra bl.a. Den Europæiske Socialfond til efteruddannelse, vejledning og opkvalificering af de berørte arbejdstageres færdigheder med det formål at sammenkæde færdigheder med de nye job, der bliver skabt. På samme måde bør Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen også være til rådighed for lokale og regionale myndigheder til at påvirke situationen og tilbyde efteruddannelse og omskoling. Tabet af en større arbejdsgiver har langtidsvirkninger for lokalsamfundet, herunder de unges færdigheder og beskæftigelsesudsigter, fører til nedlagte industriarealer og har konsekvenser for de lokale udbydere af varer og tjenesteydelser. Partnerskaber er nøglen til disse udfordringer, således at alle organisationer, herunder lokale og regionale myndigheder, offentlige arbejdsformidlinger og kvalifikationscentre, fagforeninger, lokale foreninger og erhvervsorganisationer kan koordinere deres aktiviteter for at sikre, at ressourcerne anvendes mest hensigtsmæssigt;

36.

mener, at det er rigtigt at udstyre mennesker med færdigheder, der gør dem i stand til at tilpasse sig nye udfordringer, men finder samtidig, at der er behov for en holdningsændring, således at de får mulighed for at tage hånd om risiciene på arbejdsmarkedet. En sådan holdningsændring vil imidlertid kun indtræffe, hvis flexicurity-elementerne ikke medfører underminering af arbejdsrettighederne og gennemførelsesmekanismerne er robuste og implementeres med lige stor vægt;

37.

opfordrer kraftigt til, at debatten om flexicurity på EU-niveau kædes tættere sammen med den europæiske dagsorden for aktiv inddragelse. EU må ikke tilsidesætte sine mere vidtgående målsætninger om social integration og den europæiske sociale model. Svage sociale velfærdsprogrammer er en hindring for fleksible arbejdsmarkeder og vil i sidste ende bremse den økonomiske vækst. Økonomisk sikkerhed er en forudsætning for alle arbejdstagere, uanset om de på deres arbejdsplads har et lille eller stort ansvar, og passende sociale sikringsordninger bør støtte folk mellem job og ved indtræden på arbejdsmarkedet;

38.

efterlyser debatter på nationalt niveau mellem medlemslandenes regeringer, de lokale og regionale myndigheder og arbejdsmarkedets parter om, hvilket socialt sikringsniveau der skal til for at opnå flexicurity. Det er soliditeten af medlemslandenes sociale sikringsordninger, der afgør, hvor effektiv overgangen er;

39.

mener, at de lokale og regionale myndigheder ved siden af ikke-statslige organisationer er et vigtigt talerør for dem, der står udenfor. De mest sårbare skal fortsat beskyttes;

40.

erkender, at arbejdsløsheden hårdnakket forbliver høj i hele EU med mange, heraf mange gengangere, der sidder fast i understøttelsesfælden, og mener, at der kun vil kunne opnås reelle fremskridt, hvis de nationale og europæiske programmer for beskæftigelse og opkvalificering decentraliseres og gøres lokale og tillokkende;

41.

mener, at det, også i de medlemsstater, hvor det er de nationale regeringer, der fastsætter det samlede budget for sociale ydelser og arbejdsmarkedsindgreb, bør overlades til de lokale og regionale myndigheder at forvalte midlerne, som de finder det mest hensigtsmæssigt inden for nationale rammer. På den måde får de mulighed for at anvende pengene så effektivt som muligt til at nedbringe antallet af understøttelsesmodtagere.