MODERNISERING AF ALMEN UDDANNELSE OG ERHVERVSUDDANNELSE: ET AFGØRENDE BIDRAG TIL VELSTAND OG SOCIAL SAMHØRIGHED I EUROPA

RÅDETS OG KOMMISSIONENS FÆLLES INTERIMSRAPPORT 2006 OM FREMSKRIDT I GENNEMFØRELSEN AF ARBEJDSPROGRAMMET FOR UDDANNELSE OG ERHVERVSUDDANNELSE 2010

(2006/C 79/01)

1.   INDLEDNING

I den fælles midtvejsrapport fra 2004 (1) erklærede Rådet (uddannelse) og Europa-Kommissionen, at der bør gennemføres hastende reformer af Europas uddannelsessystemer, hvis EU skal nå sine sociale og økonomiske mål. De påtog sig hvert andet år at gøre status over fremskridt i gennemførelsen af arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010, som omfatter Københavns-processen om erhvervsuddannelse og aktioner inden for videregående uddannelse. Denne rapport er den første i dette nye forløb. Uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 spiller også en central rolle i gennemførelsen af de nye integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (2), herunder den europæiske ungdomspagt.

Midtvejsevalueringen af Lissabon-strategien, der blev udarbejdet for nylig, bekræftede, at almen uddannelse og erhvervsuddannelse indtager en central plads i Den Europæiske Unions dagsorden for vækst og beskæftigelse. I de integrerede retningslinjer opfordres medlemsstaterne til at øge og forbedre investeringerne i humankapital og tilpasse uddannelsessystemerne til nye kompetencekrav. I den forbindelse har Det Europæiske Råd anmodet om, at programmet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 fortsat gennemføres i fuldt omfang.

Rådet har gentagne gange fremhævet uddannelsessystemernes dobbelte funktion, der er af både social og økonomisk karakter. Almen uddannelse og erhvervsuddannelse er afgørende faktorer for, at hvert enkelt land kan udvikle sit potentiale for viden, innovation og konkurrencedygtighed. Samtidig er uddannelse en integreret del af den europæiske sociale dimension, idet uddannelse repræsenterer værdier som solidaritet, lige muligheder og social deltagelse samtidig med, at uddannelse har positiv indvirkning på sundhed, kriminalitet, miljø, demokratisering og livskvalitet i almindelighed. Alle borgere er nødt til at erhverve og fortsat ajourføre viden, færdigheder og kompetencer gennem livslang læring, og der skal tages hensyn til de særlige behov hos personer, der risikerer social udstødelse. Dette bidrager til en øget arbejdsmarkedsdeltagelse og økonomisk vækst, samtidig med at den sociale samhørighed sikres.

Det har sin pris at investere i almen uddannelse og erhvervsuddannelse, men omkostningerne opvejes af et højt afkast af privat, økonomisk og social karakter på mellemlang og lang sigt. Man bør derfor i reformprocessen fortsat søge at opnå synergieffekter mellem de mål i den økonomiske og sociale politik, som faktisk styrker hinanden indbyrdes.

Disse betragtninger er særdeles relevante for EU's igangværende overvejelser om, hvordan den europæiske sociale model vil udvikle sig fremover. Europa står over for enorme socioøkonomiske og demografiske udfordringer i form af en stadigt ældre befolkning, mange lavtuddannede voksne, stor ungdomsarbejdsløshed osv. Samtidig er der et stadigt stigende behov for at forbedre kompetence- og kvalifikationsniveauet på arbejdsmarkedet. Det er nødvendigt at give sig i kast med disse udfordringer for at forbedre de europæiske sociale systemers bæredygtighed på lang sigt. Almen uddannelse og erhvervsuddannelse er en del af løsningen på disse problemer.

2.   FREMSKRIDT I GENNEMFØRELSEN AF UDDANNELSE OG ERHVERVSUDDANNELSE 2010

I det følgende gøres der for første gang status over de fremskridt, der er sket i retning af en modernisering af uddannelsessystemerne i Europa som ønsket af topmødet i Lissabon. Analysen er hovedsageligt baseret på de nationale rapporter fra 2005, der blev udarbejdet af medlemsstaterne, EFTA- og EØS-landene, de tiltrædende lande samt kandidatlandene (3). Det fremgår af analysen, hvordan reformerne bidrager til de prioriterede områder, hvor der er behov for handling, og som blev identificeret i den fælles midtvejsrapport fra 2004 (4). Landenavnene i parentes er angivet som eksempler på god praksis og med henblik på at lette den gensidige læring.

2.1.   På nationalt plan: Der sker fremskridt med reformerne

Ifølge de nationale rapporter er arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 blevet mere synligt i det nationale politiske landskab. Alle medlemsstater mener i dag i varierende omfang, at Lissabon-strategien spiller en rolle i udviklingen af de nationale uddannelsespolitikker.

Et stadigt stigende antal lande har nu konkrete foranstaltninger til koordinering mellem ministerier (især undervisnings- og arbejdsministerierne), som har ansvaret for gennemførelsen af programmet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010, og for høring af de involverede parter, f.eks. arbejdsmarkedets parter. Mange lande har oprettet eller er ved at oprette deres egne mål, som i varierende grad relaterer til referenceværdier for europæiske gennemsnitsresultater for almen uddannelse og erhvervsuddannelse (benchmarks). Det er også af særlig betydning for gennemførelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi (5).

2.1.1.   Prioriteringer og investeringer tager sigte på større effektivitet og kvalitet

For så vidt angår de samlede investeringer i nøglesektorer inden for den videnbaserede økonomi er forskellen mellem Europa og konkurrerende lande, f.eks. USA, ikke blevet mindre siden 2000. Nogle asiatiske lande, f.eks. Kina og Indien, vinder hurtigt terræn.

Ikke desto mindre er de offentlige udgifter til uddannelse som en procentdel af bruttonationalproduktet (BNP) steget i næsten alle EU-lande (EU-gennemsnit: 4,9 % i 2000, 5,2 % i 2002).

Den opadgående tendens, der er konstateret mellem 2000 og 2002, er et tegn på, at regeringerne prioriterer offentlige udgifter til uddannelse. Ikke desto mindre er der store forskelle mellem landene. Der er tale om en forskel på mellem fire til otte procent af BNP. De fleste regeringer synes at erkende, at de nødvendige reformer ikke kan gennemføres med de nuværende investeringsniveauer og -mønstre.

Mange lande stimulerer private investeringer fra enkeltpersoner og husholdninger, især der, hvor der er et højt privat afkast, f.eks. igennem incitamenter som klippekortsystem til uddannelsesstøtte eller individuelle læringskonti (f.eks. AT, NL og UK (6)) (7), skatteincitamenter (f.eks. CY, FI, HU, LT, PT og SI) eller undervisningsgebyrer (f.eks. AT, CY, PL, RO og UK). Ikke meget tyder på, at arbejdsgiverne generelt øger deres investeringer i videreuddannelse. Der er derfor behov for en øget indsats for at få arbejdsgivere til at øge deres investeringer.

Øget effektivitet gennem bedre kvalitet er et væsentligt tema i reformerne i de fleste lande, og der fokuseres i den forbindelse på decentralisering og på at forbedre den institutionelle forvaltning. Mens de fleste lande anvender internationale sammenlignelige oplysninger vedrørende resultaterne for at evaluere effektiviteten af deres systemer, er der mange, der ikke har udviklet passende nationale indikatorer eller ordninger til indsamling af de nødvendige data. Derfor er det vanskeligt at måle effekten af de trufne foranstaltninger.

Alle lande understreger den afgørende betydning af at udvikle de færdigheder, der er nødvendige for den videnbaserede økonomi, det videnbaserede samfund og økonomisk konkurrencedygtighed. De fleste lande anser det for afgørende at opnå en højere kvalitet i udbuddet og forbedre standarderne, lige som uddannelse af lærere, øget deltagelse i videregående uddannelse, gennemførelse af Bologna-reformprocessen (8), styrkelse af erhvervsuddannelse som et attraktivt valg og sikring af adgangen til informations- og kommunikationsteknologi.

I relation til social inddragelse anfører alle lande, at adgang og beskæftigelsesegnethed for udsatte grupper i samfundet spiller en afgørende rolle i deres politik. En række lande (f.eks. CY, CZ, EL, ES, LV, MT, PT og RO) understreger, at finansielle problemer forhindrer dem i at gennemføre alle nødvendige politikker.

En række lande fremhæver, at deres uddannelses- og erhvervsuddannelsespolitikker gensidigt understøtter økonomiske og sociale mål. Andre mener, at økonomisk og beskæftigelsesmæssig fremgang er en nødvendig forudsætning for opnåelse af de sociale mål (retfærdighed og social samhørighed). Disse emner er især relevante i forbindelse med debatten om den europæiske sociale model.

2.1.2.   Der er gjort fremskridt med udarbejdelsen af strategier for livslang læring, men gennemførelsen er stadigvæk en udfordring

Der er sket fremskridt siden 2003 i forhold til det mål, der er blevet fastsat af Det Europæiske Råd, og som går ud på, at der skal være etableret strategier for livslang læring (9) i alle medlemsstater senest i 2006 (10). Dette er en central dimension i de nye integrerede Lissabon-retningslinjer om vækst og beskæftigelse. Mange lande — men langt fra alle — har nu udarbejdet politiske erklæringer om livslang læring, f.eks. strategipapirer eller nationale handlingsplaner. Andre lande har indført rammelovgivning (f.eks. EL, ES, FR og RO).

Som påvist i 2003 forekommer det stadig at strategierne ikke er i ligevægt. Der er en tendens til enten at fokusere på beskæftigelsesegnethed eller på genindslusning af de personer, der er blevet udstødt af systemerne. Nogle lande som f.eks. Sverige, Danmark, Finland og Norge er godt på vej til at opnå en national, sammenhængende og omfattende tilgang og gør store fremskridt i forbindelse med gennemførelsen heraf.

Det er imidlertid glædeligt. at centrale politikker vedr. livslang læring i stigende grad vinder indpas i Europa. F.eks. har nogle få lande (FI, FR og PT) veletablerede systemer til validering af ikke-formel og uformel læring, mens en række andre lande for nylig har indført lignende tiltag eller er i færd med at indføre disse (f.eks. BE, DK, ES, NL, NO, SE, SI og UK). Livslang vejledning bliver også tacklet af et stigende antal lande (f.eks. BE, DK, FR, IE, IS og LI) såvel som udarbejdelsen af en sammenhængende national referenceramme for kvalifikationer (f.eks. IE). Dette er også et prioriteret område for nogle af de nye medlemsstater og kandidatlandene (f.eks. CY, EE, HR, LV, PL, RO, SI og TK).

Ca. 11 % af de voksne i EU mellem 25-64 år (11) deltager i livslang læring, hvilket er udtryk for fremgang siden 2000, dog med betydelige forskelle landene imellem.

Behovet for at øge deltagelsen i videregående uddannelse er fortsat en stor udfordring for Europa, især i de sydeuropæiske lande og i de nye medlemsstater. Hvis flere voksne deltog i livslang læring, ville det øge den aktive deltagelse på arbejdsmarkedet og bidrage til at styrke den sociale samhørighed.

Øget adgang til voksenuddannelse, især for ældre arbejdstagere, hvis antal i 2030 vil være steget med 14 mio., og for lavtuddannede er et spørgsmål, som prioriteres for lavt i hele Europa, og som der ikke afsættes tilstrækkelige midler til. De fleste af de lande, der har den højeste deltagelse, har prioriteret voksenuddannelsesstrategier højt som en del af en integreret og omfattende strategi for livslang læring.

Næsten 15 % af de unge i EU forlader stadig skolen i utide, hvilket kun repræsenterer et lille fremskridt i retning af EU's benchmark for 2010 på 10 %.

Næsten 20 % af de 15-årige har fortsat alvorlige vanskeligheder med basale læsefærdigheder, hvilket betyder, at der ikke er sket fremskridt i forhold til 2000 og i forhold til EU's benchmark, der sigter mod at reducere denne andel med en femtedel.

Ca. 77 % af de 18-24-årige gennemfører en ungdomsuddannelse, hvilket stadigvæk er under EU's benchmark på 85 %, selv om der er gjort gode fremskridt i visse lande.

Det konstant høje antal unge, der forlader skolen uden et grundlæggende kvalifikations- og kompetenceniveau, er et foruroligende tegn på, at de grundlæggende uddannelsessystemer ikke altid giver det nødvendige grundlag for livslang læring. Bekymringen over denne situation afspejles i de nye integrerede Lissabon-retningslinjer og i den europæiske ungdomspagt. En række lande har som svar herpå reformeret læseplaner og uddannelsesprogrammer for at sikre, at alle erhverver tværgående nøglekompetencer (f.eks. AT, CY, DE, FR, IT, NO og UK), og at unge — især unge med en problematisk baggrund — ikke »falder igennem nettet« (se punkt 2.1.4).

2.1.3.   Reformerne af de videregående uddannelser støtter i stigende grad Lissabon-dagsordenen

Bologna-processen er fortsat drivkraften bag reformerne af de videregående uddannelsesstrukturer, især i forbindelse med indførelsen af en tretrins eksamensstruktur og styrkelsen af kvalitetssikringen. Der er tendens til, at Bologna-processen er mest fremtrædende i den nationale politik for videregående uddannelser, mens Lissabon-strategien forbliver implicit. Ikke desto mindre tyder noget på, at landene er begyndt at tackle udfordringerne med hensyn til forvaltning, finansiering og attraktivitet, hvilket burde medvirke til at sikre de videregående uddannelsesinstitutioners bidrag til konkurrenceevne, beskæftigelse og vækst (12). Flere lande nævner initiativer om oprettelse af ekspertise- eller videncentre (f.eks. AT, BE, DE, DK, FI, FR, IT, NO).

Mange lande har indført forskellige former for aftaler for at regulere forholdet mellem de videregående uddannelsesinstitutioner og staten som grundlag for intern ressourceallokering (f.eks. AT, CZ, DE, DK, FR, IS, LI og SK). En række central- og østeuropæiske lande forsøger at klare problemet med fragmenteringen af deres videregående uddannelsessystemer ved at indføre nye institutionelle forvaltningsordninger, som ofte omfatter eksterne aktører.

EU's samlede (offentlige og private) investeringer i videregående uddannelse for 2001 er på 1,28 % af BNP, sammenlignet med 2,5 % i Canada og 3,25 % i USA (13). De tre EU-lande med de højeste investeringsniveauer er Danmark (2,8 %), Sverige (2,3 %) og Finland (2,1 %). For at udligne forskellen i udgiftsniveauet i relation til USA vil EU skulle bevilge yderligere 180 mia. EUR pr. år og især sørge for en væsentlig forøgelse af investeringerne fra den private sektor.

For mange lande er finansieringen fortsat den største udfordring og en hindring for gennemførelsen af moderniseringsdagsordenen.

Understøttende initiativer med henblik på at tiltrække udenlandske studerende lader til at være en almindeligt udbredt måde til at gøre de europæiske videregående uddannelser mere attraktive på. Kun få lande går videre og foretager aktiv markedsføring eller målrettet international rekruttering (f.eks. DE, FIN, FR, IE, NL og UK). En række nye medlemsstater søger at løse dette problem ved at etablere partnerskaber med udenlandske universiteter med henblik på udstedelse af fælles eksamensbeviser.

En styrkelse af samarbejdet mellem de videregående uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet anerkendes i de fleste lande som en grundlæggende forudsætning for innovation og øget konkurrenceevne, men kun få lande har en overordnet tilgang til dette emne. En del af problemet er, at nationale innovationsstrategier meget sjældent omfatter reformer af videregående uddannelser.

Mange lande opfordrer de videregående uddannelsesinstitutioner til at bidrage aktivt til at gøre livslang læring til en realitet ved at gøre det lettere for ikke-traditionelle studerende at få adgang, herunder bl.a. studerende med en dårlig socioøkonomisk baggrund, og ved at etablere systemer til validering af ikke-formel læring. Ovennævnte indgår i en generel indsats på europæisk plan, der skal øge deltagelsen i de videregående uddannelser. Et stort antal universiteter tilbyder voksen- og efteruddannelse, og åbne universiteter, som anvender fjernundervisning, kombinerede undervisningsmetoder og it-baserede læringsstrategier, bliver også mere og mere populære.

2.1.4.   Erhvervsuddannelse får gradvist en bedre status, men der er stadig meget at forbedre

De nationale prioriteter for reformen af erhvervsuddannelsen synes stort set at afspejle de prioriterede områder i Københavns-processen. Gennemførelsen af fælles principper og referencer, som er vedtaget på europæisk plan (f.eks. validering af ikke-formel læring, kvalitetssikring og vejledning) er begyndt, men landene understreger, at det er for tidligt at fremlægge konkrete resultater.

I nogle lande har erhvervsuddannelse et positivt image (f.eks. AT, CZ, DE og FI) på grund af det »duale system« (dvs. vekseluddannelse), dobbelte kvalifikationer (kombination af almen uddannelse og erhvervsuddannelse) og nye foranstaltninger, som fremmer adgang til videregående uddannelse. Det forholder sig dog stadig alt for ofte sådan, at erhvervsuddannelse anses for at være mindre attraktiv end akademisk uddannelse. Det vil være en central udfordring for fremtiden at forbedre kvaliteten af erhvervsuddannelserne og at gøre dem mere attraktive.

For at gøre erhvervsuddannelse mere attraktiv fokuserer de fleste lande på ungdomsuddannelser, herunder udvikling af læseplaner og lærepladser, fleksible måder at bevæge sig både vertikalt og horisontalt i uddannelsessystemet, forbindelse til arbejdsmarkedet og vejledning. Som led i strategier for livslang læring har nogle lande veletablerede ordninger for overgangen fra erhvervsuddannelse til videregående uddannelse (f.eks. CY, CZ, ES, FR, IS, IE, NL, PT og UK), medens der i andre gives prioritet til at øge optaget på almene og videregående uddannelser (f.eks. AT, CZ, DE, ES og SK).

Det er af afgørende betydning for de fleste lande, der prøver at tackle problemerne med hensyn til kvalitet og attraktivitet, at gøre erhvervsuddannelsen mere relevant for arbejdsmarkedet og forbedre relationerne til arbejdsgivere og arbejdsmarkedets parter. I den forbindelse spiller forbedrede erhvervsuddannelsesstrukturer, adgang til lærepladser og reformen af erhvervsuddannelsesstandarder en væsentlig rolle. Det er også en væsentlig udfordring at kunne forudsige behovet for færdigheder og kvalifikationer, hvilket kræver et større engagement fra de relevante aktørers side, en sektorspecifik tilgang og en forbedret dataindsamling.

Et stort flertal af landene interesserer sig for de lavtuddannedes behov — denne gruppe udgør i øjeblikket næsten 80 mio. i EU — og understreger betydningen af deltagelse på arbejdsmarkedet og erhvervsuddannelsessystemerne som afgørende faktorer for social inddragelse.

De fleste lande koncentrerer sig i den forbindelse om særlige målgrupper og navnlig de unge, idet erhvervsuddannelsesprogrammerne medvirker til at reducere antallet af elever, der forlader skolen i utide. Voksne og ældre arbejdstagere har derimod for lav en prioritet.

Den faglige udvikling af erhvervsuddannelseslærere og -undervisere er fortsat en stor udfordring for de fleste lande.

2.1.5.   En tiltagende — men stadig utilstrækkelig — europæisk dimension i de nationale systemer

Alle lande anser det for vigtigt, at flere deltager i mobilitet inden for almen uddannelse og erhvervsuddannelse fra grundskolen til de videregående uddannelser, herunder også lærere og undervisere som led i deres faglige udvikling. Imidlertid findes der ikke tilstrækkeligt mange nationale strategier, selv om der er blevet taget en række lovende initiativer, f.eks. vedrørende kvaliteten af mobiliteten (f.eks. AT, BG, CZ, EL, IE og LV). Den største støtte kommer fortsat fra EU-programmer. Der er generelt en tendens til, at landene fremmer mobiliteten for tilrejsende studerende frem for mobiliteten hos de studerende, der rejser ud. Europass, der er et centralt redskab til støtte for mobiliteten, er ved at blive gennemført i hele Europa (14).

Indføjelsen af en europæisk eller international dimension i de nationale uddannelsessystemer tillægges stadig større betydning som et middel til at fremme forståelsen hos de unge for Den Europæiske Union. Nogle få lande (f.eks. EE, EL, FI, LU, NL og UK) har en europæisk eller international dimension som en eksplicit del af deres læseplan, og andre lande er ved at gennemføre reformer af lovgivningen i den henseende. Andre fremmer den europæiske dimension gennem samarbejdsprojekter på regionalt og lokalt plan (f.eks. DE, ES og IT). Mange lande fremhæver betydningen af sprogindlæring. Politikker og foranstaltninger synes dog at være noget spredte, og det er fortsat en stor udfordring at sikre, at eleverne forlader ungdomsuddannelserne med den viden og de kvalifikationer, de har behov for som europæiske borgere. Dette var et mål, der blev understreget i den fælles interimsrapport fra 2004.

2.2.   På europæisk niveau: Forbedre forvaltningen af arbejdsprogrammet Uddannelse og Erhvervsuddannelse 2010

I løbet af 2004-5 har Rådet (uddannelse) vedtaget en række fælles værktøjer, principper og rammer, f.eks. i forbindelse med mobilitet, kvalitetssikring, ikke-formel læring og vejledning. Som bemærket i den fælles interimsrapport fra 2004 kan sådanne aftaler være en nyttig støtte til nationale politikker og reformer og bidrage til at udvikle gensidig tillid. På erhvervsuddannelsesområdet har Maastricht-meddelelsen (december 2004 (15)) fastsat nye prioriteter på nationalt plan og på EU-plan. Kommissionen har vedtaget en række meddelelser, f.eks. om videregående uddannelse i forbindelse med Lissabon-strategien og om udvikling af den europæiske indikator for sprogkundskaber (16), og der er blevet udarbejdet udkast til Rådets og Europa-Parlamentets henstillinger, f.eks. om nøglekompetencer for livslang læring.

Som led i en overordnet strømligning af processen og for at øge sammenhængen og styrke forvaltningen er der blevet nedsat en koordineringsgruppe for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 med deltagelse af repræsentanter for de ministerier, der står for almen uddannelse og erhvervsuddannelse og repræsentanter for arbejdsmarkedets parter. Der føres også tilsyn med fremskridtet gennem regelmæssige rapporter om indikatorer og benchmarks.

Arbejdsmetoderne er blevet ajourført for at yde bedre støtte til gennemførelsen på nationalt plan. Arbejdsgrupperne (17), som gennemførte den første fase af arbejdsprogrammet, erstattes af landegrupper (»clusters«), som fokuserer på centrale emner i overensstemmelse med deres nationale prioriter og interesser. Disse landegrupper tilrettelægger konkrete »peer learning« aktiviteter i 2005-6, hvor landene yder gensidig støtte til gennemførelsen af reformer ved at indkredse positivt virkende faktorer og udveksle god praksis.

Det europæiske område for almen uddannelse og erhvervsuddannelse styrkes fortsat, især gennem udviklingen af et europæisk referencegrundlag for kvalifikationer (EQF). Der er iværksat en høringsproces på baggrund af et udkast til et sådant referencegrundlag, og Kommissionen vil i 2006 fremsætte et forslag til en henstilling fra Rådet og Europa-Parlamentet. Kommissionen vil også i begyndelsen af 2006 forelægge et udkast til en henstilling fra Rådet og Europa-Parlamentet om kvaliteten af læreruddannelsen såvel som en meddelelse om voksenundervisning, der vil blive forelagt i slutningen af 2006.

3.   KONKLUSION: REFORMTEMPOET SKAL ØGES FOR AT YDE ET MERE EFFEKTIVT BIDRAG TIL LISSABON-STRATEGIEN OG STYRKE DEN EUROPÆISKE SOCIALE MODEL

Det går fremad med de nationale reformer. Det tyder på, at der er en vedvarende offentlig indsats i gang i EU, som begynder at give resultater på visse områder. Denne udvikling er opmuntrende, især når man tager i betragtning, at det tager lang tid før uddannelsesreformer slår igennem, og at forskellene mellem de nationale situationer og udgangspunkterne er betydelige i det udvidede EU.

Den europæiske sociale models bæredygtighed på lang sigt afhænger i betydelig grad af, om det med disse dybtgående og omfattende reformer virkelig lykkes at sikre alle borgeres aktive deltagelse i det økonomiske og sociale liv, uanset deres evner og sociale baggrund.

Det er derfor særligt foruroligende, at der er for lidt fremskridt at spore i forhold til de EU benchmarks, der knytter sig til social inddragelse, på trods af de opnåede fremskridt med hensyn til at øge antallet af kandidater inden for matematik, videnskab og teknologi. Medmindre der ydes en væsentligt større indsats for at reducere utidigt skolefrafald, øge gennemførelsen af ungdomsuddannelser og forbedre tilegnelsen af nøglekompetencer, vil en stor del af den næste generation blive konfronteret med social udstødelse, hvilket vil have store personlige og samfundsmæssige omkostninger (økonomiske såvel som sociale). Det Europæiske Råd fremhævede den særlige betydning, uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 har for unge på disse områder, da det vedtog Ungdomspagten i marts 2005.

De prioriterede handlingsområder, der blev fastsat i den fælles interimsrapport i 2004, og budskabet om, at reformtempoet skal sættes op, gælder stadigvæk. Fremskridtet vil fortsat blive fulgt nøje op i den næste interimsrapport i 2008.

3.1.   Reformerne vil især skulle vedrøre retfærdighed og styring

De nationale rapporter viser, at regeringerne er klar over udfordringerne i forbindelse med en modernisering af almen uddannelse og erhvervsuddannelse. De henviser især til vanskelighederne ved at sikre de nødvendige offentlige og private investeringer og reformere systemernes struktur og styring. I den sammenhæng bør opmærksomheden specielt rettes mod nøgleområderne retfærdighed og styring, herunder udvikling af passende incitamenter, hvis de igangværende reformer skal have en positiv virkning. Kommissionen vil støtte den nationale indsats ved fremover at prioritere disse områder i forbindelse med fremtidige »peer learning« aktiviteter på EU-plan.

3.1.1.   Der skal gennemføres reformer, der sikrer systemernes effektivitet og retfærdighed

Det er en positiv tendens, at der lægges mere vægt på effektiviteten i offentlige investeringer inden for almen uddannelse og erhvervsuddannelse. Der bør imidlertid også lægges behørig vægt på det samlede perspektiv i forbindelse med livslang læring, og målene med hensyn til systemernes effektivitet, kvalitet og retfærdighed skal have samme vægt. Dette er en uomgængeligt nødvendig forudsætning for at nå Lissabon-målene, samtidig med at den europæiske sociale model styrkes.

Hvis man vil gøre systemerne retfærdige, betyder det, at resultaterne og fordelene ved almen uddannelse og erhvervsuddannelse bør være uafhængige af de lærendes socioøkonomiske baggrund og af andre faktorer, der kan stille dem dårligt i henseende til uddannelse. Adgang til uddannelse bør derfor være åben for alle, og der bør være forskellige muligheder alt efter personernes særlige læringsbehov.

Forskningen viser, at effektivitet og retfærdighed ikke er indbyrdes modstridende, da de er indbyrdes afhængige og gensidigt forstærkende. Øget adgang til almen uddannelse og erhvervsuddannelse for alle, herunder også vanskeligt stillede grupper og ældre arbejdstagere, bidrager til at forøge den aktive befolkning, hvilket igen fremmer vækst og nedbringer uligheder. Kommissionen vil drøfte retfærdighed og effektivitet i en meddelelse, som den har til hensigt at vedtage i 2006, og den fælles interimsrapport i 2008 bør især beskæftige sig med dette område. Desuden bør bestræbelserne på at opnå høj kvalitet, bl.a. gennem bedre forbindelser mellem videregående uddannelse og forskning, gå hånd i hånd med bestræbelserne på at skabe øget adgang og social inddragelse.

Investeringerne bør rettes mod de områder, hvor det sociale og økonomiske afkast er højest, således at effektivitet og retfærdighed kombineres på den rigtige måde. I den forbindelse skal medlemsstaternes indsats for at nå EU's benchmark vedrørende utidig skolefrafald, gennemførelse af ungdomsuddannelser og erhvervelse af nøglekompetencer styrkes i de kommende år. Det er især investering i førskoleuddannelsen, der er af afgørende betydning, hvis man skal forhindre, at eleverne lider nederlag i skolen og bliver udsat for social udstødelse, og opnå, at de får et fundament for yderligere læring.

Det skal tilføjes, at investeringerne i uddannelsen af lærere og undervisere og styrkelsen af lederens rolle på uddannelses- og erhvervsuddannelsesinstitutioner er afgørende forudsætninger for at forbedre uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemernes effektivitet.

3.1.2.   Aktører og ressourcer bør mobiliseres ved hjælp af forskellige læringspartnerskaber

Det er lettere at gennemføre reformer i en gunstig økonomisk og social kontekst og i en situation, hvor der foretages store offentlige og private investeringer i viden, færdigheder og kompetencer, men også når systemerne forvaltes på sammenhængende og koordineret vis. Enighed om de politiske mål og de nødvendige reformer opnås bedst ved hjælp af en effektiv tværministeriel synergi mellem videnrelaterede politikker (almen uddannelse, erhvervsuddannelse, beskæftigelse/sociale anliggender, forskning osv.), en stærk dialog mellem arbejdsmarkedets parter, og hvis andre nøgleaktører, f.eks. forældre og lærere/undervisere, den frivillige sektor og lokale aktører, er interesserede og deltager aktivt i processen. Denne form for styring er imidlertid ikke særlig udbredt.

Der bør gives prioritet til en forbedring af styringen gennem læringspartnerskaber især på regionalt og lokalt plan som et middel til at dele ansvar og omkostninger mellem de relevante aktører (institutioner, offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter, virksomheder, brancheorganisationer, samfundsorganisationer osv.)

Sådanne partnerskaber bør involvere lærere og undervisere, som skal være drivkraften bag en ændring af systemerne. De bør også medvirke til at skabe et større engagement fra arbejdsgivernes side i at gøre livslang læring relevant.

3.2.   Styrkelse af gennemførelsen af uddannelse og erhvervsuddannelse 2010

3.2.1.   På nationalt plan

Selv om der er sket fremskridt, er det nødvendigt, at de prioriterede områder i arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 indarbejdes i højere grad i national politik. Medlemsstaterne bør især sikre sig, at:

3.2.2.   På europæisk niveau

Kommissionen vil sørge for, at resultaterne af arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 kommer til at indgå i gennemførelsen af de integrerede Lissabon-retningslinjer og EU's retningslinjer for samhørighed såvel som i […] opfølgningen af fremtidens europæiske sociale model, der blev drøftet på stats- og regeringschefernes uformelle møde på Hampton Court. I den forbindelse bør strukturfondene prioritere investering i humankapital.

For at styrke gennemførelsen af arbejdsprogrammet vil der især blive fokuseret på:

(1)  Uddannelse og erhvervsuddannelse 2010: Lissabon-strategiens succes afhænger af gennemførelsen af hastende reformer, 3. marts 2004 (Rådsdokument 6905/04 EDUC 43).

(2)  Den integrerede pakke indeholder de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker og retningslinjer for beskæftigelsen (Rådets beslutning af 12. juli 2005 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (2005/600/EF), EUT L 205 af 6.8.2005 og Rådets henstilling af 12. juli 2005 vedrørende de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker (2005-2008) (2005/601/EF)).

(3)  Rapporten fra 2005 om fremskridtet på vej mod de givne benchmarks (Commission Staff Working Paper: »Progress towards the Lisbon objectives in education and training«) (SEK(2005) 419) dannede også grundlag for analysen. De nationale rapporter findes på webstedet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 fra november 2005

(http://www.europa.eu.int/comm/education/policies/2010/et_2010_en.html)

(4)  Det statistiske bilag indeholder flere oplysninger. En komplet analyse af de nationale rapporter og udviklingen på EU-plan kan ses i det arbejdsdokument fra Kommissionen, der ledsager denne meddelelse.

(5)  Tre af de fem benchmarks er også mål i de europæiske retningslinjer for beskæftigelsen.

(6)  Henviser her kun til Skotland og Wales.

(7)  Se det statistiske bilag for landeforkortelserne.

(8)  Bologna-processen er en mellemstatslig proces, der har til formål at skabe et europæisk område for videregående uddannelse for at øge borgernes beskæftigelsesegnethed og mobilitet og for at øge den internationale konkurrenceevne for europæisk videregående uddannelse. Yderligere oplysninger fås på:

http://europa.eu.int/comm/education/policies/educ/bologna/bologna_en.html

(9)  Livslang læring er defineret således: »al læringsaktivitet, som man deltager i gennem hele livet, med det formål at fremme viden, færdigheder og kompetencer set i et personligt, borgermæssigt, socialt og/eller beskæftigelsesrelateret perspektiv«. (Meddelelse fra Kommissionen om realisering af et europæisk område for livslang læring, KOM(2001) 678 endelig).

(10)  Fælles midtvejsrapport 2004, op cit. Konklusioner fra Det Europæiske Råd, 2004 og 2005.

(11)  Den procentdel af befolkningen, der deltager i almen uddannelse og erhvervsuddannelse i de fire uger, der går forud for undersøgelsen.

(12)  Jf. meddelelse fra Kommissionen - Mobilisering af Europas intellektuelle ressourcer: Hvordan universiteternes bidrag til Lissabon-strategien kan maksimeres. KOM(2005) 152 endelig.

(13)  Se »Nøgletal for 2005 om videnskab, teknologi og innovation: På vej mod det europæiske videnområde«, Europa-Kommissionen.

(14)  http://www.europa.eu.int/comm/education/programmes/europass/index_en.html

(15)  http://www.europa.eu.int/comm/education/policies/2010/vocational_en.html

(16)  KOM(2005) 356 endelig.

(17)  Arbejdsgruppernes resultater fra 2004 kan ses på webstedet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010:

http://www.europa.eu.int/comm/education/policies/2010/objectives_en.html