This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52006IP0096
European Parliament resolution on the Commission's 2005 enlargement strategy paper (2005/2206(INI))
Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2005 (2005/2206(INI))
Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2005 (2005/2206(INI))
EUT C 291E af 30.11.2006, p. 402–409
(ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2005 (2005/2206(INI))
EU-Tidende nr. 291 E af 30/11/2006 s. 0402 - 0409
P6_TA(2006)0096 Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2005 Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2005 (2005/2206(INI)) Europa-Parlamentet, - der henviser til Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2005 (KOM(2005)0561), - der henviser til Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om principperne, prioriteterne og betingelserne i tiltrædelsespartnerskabet med Kroatien (KOM(2005)0556), - der henviser til Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om principperne, prioriteterne og betingelserne i tiltrædelsespartnerskabet med Tyrkiet (KOM(2005)0559), - der henviser til Kommissionens udtalelse om Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union (KOM(2005)0562) og det dermed forbundne forslag til Rådets afgørelse om principperne, prioriteterne og betingelserne i tiltrædelsespartnerskabet med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (KOM(2005)0557), - der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet om Bosnien-Hercegovinas fremskridt med realisering af de prioriteter, der er indkredset i gennemførlighedsundersøgelsen af, hvorvidt Bosnien-Hercegovina er rede til at forhandle om en stabiliserings- og associeringsaftale med Den Europæiske Union (KOM(2005)0529), - der henviser til Kommissionens rapporter om fremskridtene hen imod tiltrædelse i Albanien (SEK(2005)1421), Kosovo (SEK(2005)1423), Bosnien-Hercegovina (SEK(2005)1422), Serbien og Montenegro (SEK(2005)1428), Tyrkiet (SEK(2005)1426) og Kroatien (SEK(2005)1424), - der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. januar 2006 om "Vestbalkan på vej til EU: Stabiliteten skal konsolideres og velstanden højnes" (KOM(2006)0027)), - der henviser til sin beslutning af 28. september 2005 om indledning af forhandlingerne med Tyrkiet [1], - der henviser til sine beslutninger af 16. september 2004 [2] og 29. september 2005 [3] om situationen for etniske og nationale mindretal i det serbiske område Vojvodina og rapporten fra sin undersøgelsesrejse til området i januar-februar 2005, - der henviser til forretningsordenens artikel 45, - der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A6-0025/2006), 1. glæder sig over, at Kommissionen i sit strategidokument gør sig til fortaler for en udadvendt Union, der fortsat optræder som en pålidelig partner for sine nabolande og er engageret i at fremme stabile demokratier og stærke økonomier; 2. opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at arbejde tæt sammen om udviklingen af en kommunikationspolitik for at imødegå den legitime bekymring i den europæiske offentlighed over udvidelsen og integrationen i EU; 3. tager med tilfredshed til efterretning, at de stimuli, der er indeholdt i Den Europæiske Unions udvidelsesstrategi, uden tvivl har bidraget til indledningen af reformer i Tyrkiet, Kroatien og i alle landene på det vestlige Balkan; 4. godkender og støtter, at Kommissionen lægger vægt på retfærdige og strenge betingelser, som indebærer, at Kommissionen vil fastsætte klare og objektive krav for hver enkelt fase i tiltrædelsesprocessen og kun lade forhandlingerne fortsætte, hvis den er overbevist om, at alle relevante betingelser er opfyldt; gentager derfor, at det enkelte kandidatlands fremskridt afhænger af landets egne fortjenester; 5. henviser til, at EU's absorptionskapacitet, som blev fastsat på Det Europæiske Råd i København i 1993, stadig er en af betingelserne for nye landes tiltrædelse; mener, at en definition på Den Europæiske Unions væsen, herunder de geografiske grænser, er af afgørende betydning for at forstå begrebet absorptionskapacitet; opfordrer Kommissionen til senest den 31. december 2006 at forelægge en beretning om de principper, der ligger til grund for denne definition; opfordrer Kommissionen til at indarbejde dette i den samlede tidsplan for forhandlingerne; opfordrer til, at Udenrigsvalget sammen med Udvalget om Konstitutionelle Anliggender får tilladelse at udarbejde en initiativbetænkning om dette spørgsmål; 6. mener, at den fastkørte ratifikationsproces i forbindelse med traktaten om en forfatning for Europa forhindrer EU i at øge sin absorptionskapacitet; 7. minder Rådet om, at det, inden det træffer en endelig afgørelse om en ny medlemsstats medlemskab af EU, bør sikre, at der er tilstrækkelige budgetmidler til rådighed, så der kan ske en ordentlig finansiering af EU's politikker; 8. gentager sit krav om en forhøjelse med 2,5 mia. euro og en omfordeling af 1,2 mia. euro under udgiftsområde 4 (EU som global partner) i forhold til det relevante kommissionsforslag, herunder navnlig førtiltrædelses- samt naboskabs- og partnerskabsinstrumenterne; 9. minder om, at det langsigtede EU-perspektiv stadig er det mål, der skal forfølges på grundlag af de allerede nævnte kriterier og betingelser, herunder EU's absorptionskapacitet, og på grundlag af de forpligtelser, som EU har indgået, og som alle bør indgå i en mulig tidsplan for forhandlingerne; 10. opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til, hvis det viser sig, at dette perspektiv kræver et bredere spektrum af operationelle muligheder, at forelægge alle europæiske lande, som ikke har udsigt til medlemskab, et forslag til en tæt multilateral forbindelse med EU; understreger, at det er op til alle de lande, som anses for at have udsigt til medlemskab at tilslutte sig denne multilaterale ramme som et foreløbigt skridt hen imod tiltrædelse; 11. mener, at en sådan mulighed også vil give det EU-perspektiv, som er nødvendigt for at fremme de mange påkrævede interne reformer i de pågældende lande; 12. understreger, at integrationsprocessen i EU ikke kan styres efter rent teknokratiske kriterier, men kræver helhjertet bekendelse til principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet; vil betragte overholdelsen af disse værdier som en afgørende faktor ved vurderingen af, om landene er rede til at tiltræde Unionen; 13. opfordrer EU's medlemsstater til at holde deres løfter vedrørende de pågældende landes mulige tiltrædelse; påpeger, at en effektiv anvendelse af de politiske betingelser også afhænger af en tro på, at EU uden vaklen følger sine beslutninger vedrørende disse landes udsigter til at blive medlemmer; 14. minder imidlertid kandidatlande og mulige kandidatlande om, at streng gennemførelse og håndhævelse af den lovgivning, der er vedtaget for at sikre overholdelse af fællesskabsretten, er vigtig; er i den forbindelse overbevist om, at en afgørende forudsætning er en velfungerende offentlig administration og et velfungerende retssystem, som virkelig er uafhængige, og som har de nødvendige logistiske og finansielle ressourcer; opfordrer derfor disse lande til med bistand fra Kommissionen at træffe konkrete foranstaltninger med henblik herpå; 15. mener, at kandidatlandene skal føre bevis for deres evne til at beskytte EU's ydre grænser, når de har tilsluttet sig Schengen-aftalen; 16. gentager, at der er behov for at fremme regionalt samarbejde om væsentlige emner, der påvirker landene på det vestlige Balkan, f.eks. etnisk og religiøs udsoning, samarbejde på tværs af grænserne, fri bevægelighed for personer, bekæmpelse af organiseret kriminalitet, fremme af flygtninges tilbagevenden, oprettelse af et frihandelsområde, der kan tiltrække udenlandske investeringer, deling af naturressourcer og udvikling af integrerede grænseoverskridende netværk; mener, at Kommissionen i de forskellige forhandlingsfora og gennem sine forskellige bistandsprogrammer aktivt bør forfølge dette mål ved at give reelle incitamenter; minder om stabilitetspagtens bidrag i denne henseende og støtter dens bestræbelser på at fremme større ejerskab i forhold til de regionale integrationsprocesser i landene på det vestlige Balkanlande; 17. mener, at regionale udviklings- og investeringsprogrammer, fælles uddannelses- og beskæftigelsesinitiativer og fælles transport- og turistprojekter, længe inden, at alle de pågældende lande kan blive medlemmer af EU, bør føre til etablering af fælles mekanismer som f.eks. en fælles toldunion for landene på det vestlige Balkan; 18. opfordrer indtrængende landene på det vestlige Balkan til at sikre mindretallenes rettigheder og disse mindretals ret til at vende tilbage til deres hjemegn; 19. glæder sig over den erklæring, der blev undertegnet dem 31. januar 2005 i Sarajevo af Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Serbien og Montenegro om flygtninges tilbagevenden og erstatning for tab af fast ejendom, som et vigtigt skridt i retning af at løse det historiske problem med ca. tre millioner flygtninge og internt fordrevne; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til ikke yderligere at nedskære deres bidrag til genopbygning af boliger og gennemførelse af økonomiske bæredygtige projekter, og hvor det er muligt at gøre gaver, lån og investeringer afhængige af, at der skabes beskæftigelsesmuligheder for tilbagevendte personer; 20. bemærker, at arbejdsløsheden på trods af økonomisk vækst stadig er uacceptabelt høj i landene på det vestlige Balkan; opfordrer derfor Kommissionen til at tage jobskabelse med som en af prioriteterne i den overordnede politik for regionen; Tyrkiet 21. mener, at et demokratisk og verdsligt Tyrkiet kunne spille en konstruktiv rolle i forbindelse med at fremme forståelse mellem civilisationer; 22. bemærker, at selv om Tyrkiets politiske overgangsproces er i gang, er ændringerne sket langsommere i 2005, og at gennemførelsen af reformerne stadig er uensartet; håber, at åbningen af forhandlingerne vil få en løftestangseffekt på de yderligere reformer, som Tyrkiet er nødt til at gennemføre for fuldt ud at leve op til alle de politiske og økonomiske kriterier; forventer, at Kommissionen foretager en streng og grundig undersøgelse af udviklingen i praksis med hensyn til Tyrkiets effektive gennemførelse af lovbestemmelserne, navnlig med hensyn til menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet og demokrati; 23. opfordrer indtrængende Tyrkiet til at fjerne alle eksisterende lovgivningsmæssige og praktiske hindringer for, at alle tyrkiske borgere fuldt ud kan sikres de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, herunder især ytringsfrihed, religionsfrihed og kulturelle rettigheder, mindretallenes rettigheder generelt og navnlig den økumeniske patriarks rettigheder og de græske mindretals rettigheder i Istanbul, Imbros og Tenedos; 24. forventer, at Tyrkiet sikrer, at retsvæsenet er helt uafhængigt og velfungerende, straks bringer tortur og mishandlinger til ophør og ihærdigt bestræber sig på at fremme kvinders rettigheder og retsforfølge vold mod kvinder; opfordrer indtrængende Tyrkiet til at etablere tilflugtssteder for kvinder, der risikerer at blive ofre for vold; 25. glæder sig over premierminister Erdogans positive udtalelser om behovet for at løse det kurdiske problem ved hjælp af demokratiske midler; beklager forværringen af den aktuelle sikkerhedssituation i det sydøstlige Tyrkiet, især den stigende vold efter genoptagelsen af terrorangrebene; minder alle berørte parter om, at yderligere provokationer eller en eskalering af volden ikke blot vil berøre befolkningen i området, men også hindre forhandlingerne; 26. glæder sig over de tyrkiske retsmyndigheders beslutning om at indstille retsforfølgningen af Orhan Pamuk, men fordømmer den fortsatte retsforfølgning af andre for ikke-voldelige meningsytringer; opfordrer derfor de tyrkiske myndigheder til at revidere de lovbestemmelser, der somme tider, endog med udgangspunkt i den nye strafferet, der blev vedtaget for nylig, anvendes af retsvæsenet til at retsforfølge og i nogle tilfælde dømme personer, selv om de har ytret deres meninger på en ikke-voldelig måde; 27. beklager Tyrkiets unilaterale erklæring ved undertegnelsen af tillægsprotokollen til associeringsaftalen EØF-Tyrkiet (Ankara-aftalen); minder Tyrkiet om, at anerkendelse af alle medlemsstater er en nødvendig del af tiltrædelsesprocessen; 28. opfordrer de tyrkiske myndigheder til fuldt ud at gennemføre bestemmelserne i toldunionsaftalen og prioriteterne i tiltrædelsespartnerskabet og straks fjerne alle de begrænsninger for varernes frie bevægelighed, som blandt andet rammer skibe, der sejler under Republikken Cyperns flag, og skibe, der anløber tyrkiske havne fra havne i Republikken Cypern, samt cypriotiske fly; opfordrer den tyrkiske regering til klart at give udtryk for, at erklæringen ikke er en del af ratificeringsprocessen i Den Store Tyrkiske Nationalforsamling, hvilket vil gøre det muligt for Europa-Parlamentet at ratificere ovennævnte tillægsprotokol; 29. glæder sig over den aftale, som Rådet (almindelige anliggender) nåede frem til den 27. februar 2006 om vedtagelse af forordningen om oprettelse af et instrument for økonomisk støtte til fremme af den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund; opfordrer Rådet til at gøre en fornyet indsats på grundlag af Rådets konklusioner af 26. april 2004 og under hensyntagen til konsultationerne under det luxembourgske formandskab og på grundlag af protokol nr. 10 til Republikken Cyperns tiltrædelsesakt for at nå til en aftale om en finansiel bistandspakke og om regulering af handelsfremme i den nordlige del af Cypern; 30. gentager, at dets holdning er, at de prioriteter i tiltrædelsespartnerskabet, som vedrører de politiske kriterier, skal realiseres i forhandlingernes første fase; konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen nu også støtter denne holdning, idet den har udtalt, at de pågældende kriterier skal være opfyldt inden for et eller to år; opfordrer Tyrkiet til så snart som muligt at fremlægge en plan med en tidsramme og specifikke foranstaltninger til overholdelse af disse frister; opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til at gøre forhandlingernes fortsættelse betinget af, at prioriteterne realiseres rettidigt; 31. forventer, at Tyrkiet vil afholde sig fra at lægge hindringer i vejen for gennemførelsen af BerlinPlus-aftalen med NATO; Kroatien 32. glæder sig over EU's beslutning om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Kroatien i oktober 2005, efter at chefanklageren for Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det Tidligere Jugoslavien (ICTY) havde vurderet, at Kroatien nu samarbejder fuldt ud, og roser landet for de gode fremskridt indtil nu; opfordrer indtrængende dets myndigheder til at fortsætte gennemførelsen af reformprogrammet, opretholde det fulde samarbejde med ICTY og styrke den samlede administrative og retslige kapacitet; 33. glæder sig over, at general Gotovina er blevet anholdt af de spanske myndigheder; håber, at dette vil lægge yderligere pres på Serbien og Republikken Srpska med henblik på at samarbejde fuldt ud med ICTY, og at retssagen mod ham vil bidrage til en åben drøftelse af hændelserne under krigen i Den Tidligere Jugoslaviske Republik, som general Gotovina var involveret i; 34. konstaterer med glæde, at Kroatien opfylder de nødvendige politiske kriterier, men påpeger, at landet står over for en række store udfordringer i forbindelse med reformen af retsvæsenet, især med hensyn til det store efterslæb af sager og med hensyn til domme, der viser en etnisk skævhed på bekostning af serbiske anklagede i sager om krigsforbrydelser; understreger desuden, at indsatsen for at mindske korruptionen skal intensiveres, og at det er tvingende nødvendigt at forbedre situationen for romaerne yderligere, selv om forfatningsloven om nationale mindretal er indført; 35. anerkender, at der er sket fremskridt med hensyn til regionalt samarbejde, både i forhold til Kroatiens naboer og i regionale initiativer, mener, at der er behov for en stor indsats for at løse de fortsatte bilaterale problemstillinger, især vedrørende grænser og ejendom; opfordrer Kroatien og Slovenien til at løse deres bilaterale problemer på grundlag af godt naboskab og gensidig respekt; beklager, at til trods for den kroatiske regerings beslutning om at sende udkastet til aftale om statsgrænsen mellem Republikken Kroatien og Bosnien-Hercegovina til ratifikation i parlamentet kunne aftalen ikke ratificeres som følge af Republika Srpskas modstand over for visse af aftalens aspekter; tilskynder begge landes regeringer til at gøre en diplomatisk indsats med henblik på at finde en endelig løsning på grænsespørgsmålet; 36. fremhæver, at der skal gøres mere for at skabe betingelser, som fremmer flygtninges muligheder for en bæredygtig tilbagevenden inden for rammerne af ovennævnte Sarajevo-erklæring om flygtninges tilbagevenden; glæder sig i den forbindelse over det fælles initiativ, der er iværksat af OSCE's mission i Kroatien, den kroatiske regering, UNCHR og EU's delegation til Kroatien, for at igangsætte en offentlig informationskampagne om flygtninges tilbagevenden; mener, at initiativer, der aktivt har til formål at fremme forsoning blandt de enkelte etniske grupper, er afgørende for den fremtidige stabilitet i landet og regionen som helhed; 37. glæder sig over, at Kroatien kan betragtes som en fungerende markedsøkonomi, og at landet vil kunne klare konkurrence, så længe det fortsætter med at gennemføre reformer; henleder Kroatiens opmærksomhed på de resterende svagheder som f.eks. for store statsindgreb i økonomien og de komplekse regler og mangler i den offentlige forvaltning, som hæmmer udviklingen i den private sektor og de direkte udenlandske investeringer og opfordrer de kroatiske myndigheder til at give alle EU-statborgere uden forskelsbehandling mulighed for at få adgang til bolig- og ejendomsmarkedet; 38. glæder sig over undertegnelsen af hensigtserklæringen om etablering af en national fond, som danner retsgrundlaget for indførelsen af en decentral forvaltning af EU's førtiltrædelsesbistand; Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien 39. glæder sig over Rådets beslutning om at give Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien status som kandidatland; betragter dette som en fortjent anerkendelse af landets bestræbelser på at gennemføre Ohrid-aftalen fuldt ud og skabe en stat og et samfund, som er stabilt, demokratisk og multietnisk, reformere rets- og politistrukturerne og etablere en effektiv markedsøkonomi; 40. mener, at der skal gøre en yderligere indsats for at udvikle yderligere strategier for en styrkelse af Ohrid-aftalen og dermed af landets fremtidige stabilitet; 41. konstaterer med tilfredshed, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien har gjort fremskridt med hensyn til at overholde EU's standarder og EU-lovgivningen; er bekymret over forsinkelser på områder som varernes frie bevægelighed, intellektuelle ejendomsrettigheder, konkurrencepolitik og finanskontrol; tilslutter sig Kommissionens opfordring til myndighederne i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien om at gennemføre lovgivning på flere nøgleområder, herunder retlige og indre anliggender, og at følge OSCE/ODHIR's anbefalinger før det næste parlamentsvalg; fremhæver i denne forbindelse behovet for at sikre, at valgkommissionen og dens organer er helt uafhængige af en enhver politisk indblanding, samtidig med at de tager hensyn til alle politiske partiers interesser og holdninger; 42. er overbevist om, at vedtagelsen af EU-retten bør ske i takt med udviklingen af den nødvendige kapacitet til gennemførelse og håndhævelse for at undgå, at EU-lovgivningens troværdighed kompromitteres i offentlighedens øjne; roser i den forbindelse det voksende samarbejde mellem Republikken Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien med henblik på udveksling af erfaringer og ekspertise; 43. opfordrer Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien til konstruktivt og fleksibelt sammen med Grækenland hurtigt at nå frem til en gensidig acceptabel løsning på det stadig uløste problem med landets navn; er af den opfattelse, at spørgsmålet om landets navn under ingen omstændigheder kan anvendes som en hindring for, at landet kan integreres yderligere i Europa; Andre lande på det vestlige Balkan 44. erindrer om og tilslutter sig fuldt ud formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19.- 20. juni 2003, da stats- og regeringscheferne bekræftede, at de var besluttede på fuldt ud og effektivt at støtte de europæiske forhåbninger i landene på det vestlige Balkan, som ville blive en integreret del af EU, når de opfylder de fastsatte kriterier; 45. er af den opfattelse, at den europæiske integrationsstrategi med dens udsigter til medlemskab må anses som det endegyldige incitament til at gennemføre de reformer, der er nødvendige for at opnå varig fred og stabilitet i landene på det vestlige Balkan, der er en europæisk region, som snart vil være fuldstændig omgivet af EU-medlemsstater; 46. mener, at den fremtidige optagelse af landene på det vestlige Balkan i EU bør ses som den næste fase i genforeningen af Europa efter den kolde krig; 47. fremfører, at der i førtiltrædelsesplanen for landene på det vestlige Balkan er behov for både en detaljeret og konkret tilgang og en mere politikstyret og incitamentbaseret tilgang, som er tilpasset de pågældende lande, der alle har svage centralstatslige institutioner, og som kan forventes at bevare fremdriften i reformbestræbelserne i en lang periode; 48. henstiller til Kommissionen, at den fortsætter omlægningen af Fællesskabets bistand i denne region og koncentrerer EU-støtten om udvikling af en effektiv statsadministration og et effektivt retsvæsen, etablering af moderne, ikke-opdelte uddannelsessystemer og endelig fremme af foranstaltninger til social og økonomisk integration af tilbagevendte flygtninge; mener, at denne bistand også bør anvendes til at føre en mere fremtidsorienteret visumpolitik over for disse lande med henblik på at bekæmpe organiseret kriminalitet uden at hindre grænseoverskridende udvekslinger mellem virksomheder, arbejdsmarkedets parter, akademisk personale og studerende; 49. tager til efterretning, at Albanien er tæt på at afslutte forhandlingerne om en stabiliserings- og associeringsaftale, hvilket vidner om landets bestræbelser på at leve op til EU's standarder, men opfordrer de politiske myndigheder til at gennemføre de vedtagne love og forventer, at de, inden der indgås en stabiliserings- og associeringsaftale opnår håndgribelige resultater i kampen mod korruption og med hensyn til at fremme frie og uafhængige medier; opfordrer indtrængende regeringen og parlamentet i Albanien til at ændre valgloven inden det næste valg for at sikre, at de politiske kræfter, der støttes af albanske borgere, opnår en rimelig repræsentation i parlamentet, og for at forhindre den nuværende praksis ed taktiske afstemninger; 50. opfordrer indtrængende Kommissionen til at hjælpe Albanien med at standse den igangværende blodfejde, som bl.a. forhindrer børn i at gå i skole og andre i at udøve deres stemmeret; 51. glæder sig over afgørelsen i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) om at indlede forhandlinger om en stabiliserings- og associeringsaftale med Bosnien-Hercegovina, men opfordrer indtrængende myndighederne i Bosnien-Hercegovina til med bistand fra Kommissionen og den kommende højtstående repræsentant at gennemgå Dayton-aftalens forfatningsmæssige bestemmelser ved yderligere at konsolidere de statslige institutioner, samtidig at det sikres, at overførslen af beføjelser inden for retsvæsenet, forsvaret og politiet ledsages af tilstrækkelige finansielle overførsler; understreger, at disse forfatningsmæssige reformer bør have til formål at kombinere demokrati og effektivitet med repræsentation og et multietnisk samfund; noterer med beklagelse dødvandet i forhandlingerne mellem partierne om landets forfatningsmæssige reform og opfordrer den nye højtstående repræsentant til at intervenere for at genstarte processen; minder myndighederne i Bosnien-Hercegovina om, at fuldt samarbejde med ICTY fortsat er et grundlæggende krav i forbindelse med forhandlinger om en stabiliserings- og associeringsaftale med EU; 52. minder i den forbindelse om den tidligere højtstående repræsentants udtalelser for nylig om, at Bosnien-Hercegovina nu endelig lægger Dayton bag sig og beslutsomt bevæger sig mod Europa; glæder sig over den beslutsomhed, som den ny Høje Repræsentant, Christian Schwarz-Schilling har udvist ved at bidrage til, at landet har gjort betydelige politiske, sociale og økonomiske fremskridt; mener, at Fællesskabets bistandsprogrammer og FUSP-missioner i denne afgørende fase bør koordineres nøje; opfordrer derfor indtrængende de relevante aktører i EU til at tage de nødvendige skridt til at sikre, at EU taler med én stemme; 53. mener, at man i forbindelse med indgåelse af en stabiliserings- og associeringsaftale i højere grad bør prioritere at mindske behovet for international indgriben i styringen af Bosnien-Hercegovina; opfordrer Rådet og Kommissionen til at bestræbe sig på at bane vejen for en nedlæggelse den højtstående repræsentants kontor; 54. respekterer de montenegrinske myndigheders ønske om i overensstemmelse med Serbien og Montenegros forfatningsmæssige bestemmelser og EU's standarder at lægge spørgsmålet om Montenegros status i statsunionen ud til folkeafstemning; er overbevist om, at det vil lykkes for regeringen og oppositionen med Den Europæiske Union som mægler i fællesskab at fastsætte betingelserne og procedurerne for afholdelse af folkeafstemningen, således at resultatet kan opnå fuld national og international legitimitet; opfordrer uanset det endelige resultat de to republikkers myndigheder til at samarbejde tæt og konstruktivt i forbindelse med forhandlingerne om en stabiliserings- og associeringsaftale og til at træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for at opnå fuld økonomisk integration af deres respektive markeder; 55. erkender de væsentlige fremskridt, myndighederne i Beograd har gjort (tekst udgår) med at samarbejde med ICTY; tilslutter sig og gentager kravet fra FN's chefanklager, Carla Del Ponte, om, at den tidligere kommandør Ratko Mladic og den tidligere leder af Republika Srpska Radovan Karadzic øjeblikkeligt udleveres til ICTY; minder om, at et fuldstændigt og aktivt samarbejde med ICTY er en afgørende forudsætning for at føre forhandlinger om en stabiliserings- og associeringsaftale; opfordrer derfor indtrængende de serbiske myndigheder til ikke at lade denne mulighed gå tabt, som de bliver tilbudt og resolut fortsætte deres politik for yderligere europæisk integration, minder dem om, at det er afgørende at sikre, at regeringens politik over for ICTY har fuld opbakning på alle niveauer i administrationen, politiet, retsvæsenet og hæren; 56. bemærker den strategiske betydning af at bevare Vojvodina-områdets nuværende multietniske karakter; 57. glæder sig over, at de første forhandlinger har fundet sted i en atmosfære af gensidig respekt; er imidlertid bekymret over, at som det beskrives i den særlige udsendings rapport, at situationen for de etniske grupper og mindretallenes rettigheder navnlig de serbiske mindretal og roma-mindretallet stadig er dyster, og opfordrer de midlertidige selvstyreinstitutioner til at forelægge forslag i forbindelse med de decentrale forhandlinger for at løse dette problem; 58. er enig med Kommissionen, når den understreger de fremskridt, som Kosovo har gjort, men også de mange mangler i gennemførelsen af FN's standarder; 59. understreger endnu en gang, at afslutningen på statusforhandlingerne forudsætter, at FN's standarder overholdes fuldt ud, og er enig med Rådet i, at løsningen på statusproblemet kun kan være et multietnisk Kosovo, hvor alle har frihed til at leve, arbejde og rejse, dvs. et Kosovo, hvis territoriale integritet er sikret af FN og EU; understreger, at den endelige løsning bør være acceptabel for befolkningen i Kosovo; mener, at spørgsmålet bør ses i lyset af Kosovos integration i EU og bør bidrage til at fremme fred, sikkerhed og stabilitet i regionen; 60. mener endvidere, at beslutningen om den endelige status skal ledsages af en række betingelser for at undgå en destabilisering i området og af en køreplan for gennemførelsen af den; 61. opfordrer indtrængende EU og Kommissionen til i tæt samarbejde med FN og alle medlemmer af kontaktgruppen (Frankrig, Tyskland, Rusland, Det Forenede Kongerige, USA) at spille en ledende rolle i forhandlingerne om Kosovos fremtidige status; mener, at disse forhandlinger er en udfordring for hele regionen, og at alle de berørte lande bør støtte processen og godkende det endelige resultat; * * * 62. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter og regeringer, parlamentet og regeringen i Tyrkiet, Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Albanien, Bosnien-Hercegovina, Serbien og Montenegro, de midlertidige selvstyreinstitutioner i Kosovo og De Forenede Nationers mission i Kosovo (UNMIK). [1] Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0350. [2] EUT C 140 E af 9.6.2005, s. 163. [3] Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0369. --------------------------------------------------