4.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 81/46

1.1.1

hilser Kommissionens meddelelse velkommen og støtter kraftigt det fortsat fulde engagement i Euro-Middelhavspartnerskabet;

1.1.2

er enigt med Kommissionen i, at Barcelona-processen har udviklet et stærkt partnerskab på basis af fælles ejerskab, dialog og samarbejde;

1.1.3

understreger, at der ikke kun eksisterer historisk og strategisk stærke bånd mellem Europa og Middelhavspartnerne, men også en indbyrdes afhængighed Euro-Middelhavspartnerlandene imellem på grund af handels-, turist- og migrationsstrømmene samt de finansielle strømme;

1.1.4

støtter tanken om at benytte sig af tiårsdagen for Euro-Middelhavspartnerskabet til at styrke samarbejdet yderligere mellem landene nord og syd for Middelhavet og skabe et nyt afsæt for Barcelona-processen;

1.1.5

noterer sig, at resultatet af de sidste ti års arbejde er overvejende positiv, og at der er gjort betydelige fremskridt, om end udviklingen på nogle vigtige områder har været meget langsom;

1.1.6

bakker op om Kommissionens ambitiøse og velforberedte arbejdsprogram;

1.1.7

påpeger, at Euro-Middelhavspartnerskabet er et meget vigtigt anliggende for Regionsudvalget, som siden Barcelona-processens lancering har støttet og fremmet samarbejdet i Middelhavsområdet;

1.1.8

konstaterer, at der er brug for at sætte stærkere ind på at inddrage subnationale aktører i Barcelona-processen, da de har en central rolle at spille i uddybelsen og styrkelsen af Euro-Middelhavspartnerskabet;

1.1.9

pointerer, at man konsekvent har slået til lyd for en større inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i Barcelona-processen;

1.1.10

bifalder sluterklæringen fra den 7. Euro-Middelhavsministerkonference vedrørende de regionale og lokale myndigheder, som skal inddrages mere i Euro-Middelhavspartnerskabet, for at der kan gøres status over fælles udfordringer og udveksles erfaringer og god praksis;

1.1.11

erklærer sig villig til at udbygge samarbejdet med de institutioner, der allerede er engageret i Euro-Middelhavspartnerskabet;

1.2.1

deler den opfattelse, at samarbejdet på det politiske og sikkerhedsmæssige område er blevet styrket. Dette er imidlertid sket langsommere end ventet. Et stort fremskridt har dog været oprettelsen af en parlamentarisk forsamling for Euro-Middelhavsområdet i 2004 samt visse tillidsskabende foranstaltninger;

1.2.2

mener dog ikke, at Barcelona-processen har bidraget afgørende til en udbredelse af demokratiet, eller at den har haft nogen direkte indvirkning på de store uløste konflikter i regionen, herunder navnlig den israelsk-palæstinensiske konflikt;

1.2.3

er enigt i, at der inden for partnerskabet primært er gjort fremskridt med at realisere de økonomiske og handelsmæssige mål i Barcelona-erklæringen, der skal føre til etableringen af et Euro-Middelhavsfrihandelsområde inden 2010. Nettet af bilaterale Euro-Middelhavsassocieringsaftaler er næsten fuldstændigt opbygget, og toldbarriererne for industrivarer er afskaffet eller mindskes gradvist;

1.2.4

understreger, at der ikke er gjort tilstrækkelige fremskridt, når det gælder opnåelsen af en gensidig liberalisering af handelen med landbrugsvarer. De udenlandske og nationale private investeringer er fortsat lave i partnerlandene, og det er ikke lykkedes at mindske velstandskløften;

1.2.5

mener, at det af flere årsager — hvoraf en af de væsentligste er den haltende institutionelle udvikling hos Middelhavspartnerne — ikke er lykkedes at sætte skub i syd-syd-integrationen;

1.2.6

bemærker, at der så godt som ingen vækst er i de direkte udenlandske investeringer. Syd-syd-integrationen er ikke blevet bedre, og Agadir-aftalen om frihandel, som blev indgået i 2004 mellem Marokko, Tunesien, Jordan og Egypten, er endnu ikke blevet ratificeret;

1.2.7

er enigt i, at uddannelse er af væsentlig betydning for den menneskelige, kulturelle og sociale udvikling. Samarbejdet med civilsamfundet er desuden blevet forstærket, og oprettelsen i 2004 af Anna Lindh-Euro-Middelhavsfonden for Dialogen mellem Kulturer vil fremme samarbejdet yderligere på disse områder;

1.2.8

bifalder det markante fremskridt, der er gjort på det finansielle område af partnerskabet gennem oprettelsen af FEMIP (Euro-Middelhavsfaciliteten for investeringer) og ved at fremskynde gennemførelsen af projekter inden for Meda II-programmet;

1.2.9

gentager, at de lokale og regionale myndigheder i de sydlige Middelhavslande på grund af den manglende samordning mellem Meda II og Interreg III kun i et begrænset omfang er inddraget i samarbejdsprojekter under Interreg III. Dette skyldes, at Middelhavspartnerne ikke modtager samfinansieringsbidrag fra EU; gentager også behovet for grænseoverskridende samarbejde og foreslår, at det nye finansieringsinstrument ENPI anvendes til dette formål;

1.2.10

påpeger på ny, at det af den grund ikke har været muligt at udveksle erfaringer og god praksis — hvilket ellers er hele tanken bag Barcelona-erklæringen — i spørgsmål, der vedrører partnerskabet på lokalt og regionalt plan, til trods for at mange lokale og regionale myndigheder i EU har knyttet tætte forbindelser med deres modparter på den anden side af Middelhavet;

1.3.1

er enigt i det synspunkt, at der på menneskerettigheds- og demokratiområdet skal gøres mere for at fremme ligestilling, grundlæggende og sociale rettigheder, et uafhængigt retsvæsen, pluralisme og for at blive enige om, hvordan man løser demokratiseringens udfordringer;

1.3.2

understreger, at det i den henseende er afgørende at inddrage og engagere de subnationale aktører (regionale og lokale), civilsamfundets aktører og arbejdsmarkedsparterne, så man kan opnå resultater på området;

1.3.3

finder, at decentralt samarbejde er med til at sikre de lokale og regionale myndigheder i de sydlige middelhavslande bedre styreformer ved at fremme social deltagelse, inddragelse af den private sektor samt offentligt lederskab som led i styrkelsen af den lokale økonomiske udvikling. Herved øges de lokale og regionale myndigheders institutionelle rolle i forhold til de centrale myndigheder og decentraliserede statslige myndigheder;

1.3.4

påpeger, at fremme af økonomisk og social udvikling fra et regionalt integrationsperspektiv er en af Euro-Middelhavspartnerskabets hovedmålsætninger;

1.3.5

understreger, at skabelsen af et egentligt regionalt marked kan bidrage til den økonomiske og sociale udvikling og under alle omstændigheder er en nødvendig, om end ikke tilstrækkelig forudsætning for udvikling;

1.3.6

mener, at et egentligt regionalt marked kun kan skabes ved at styrke integrationen blandt Middelhavspartnerne, uddybe reformerne gennem en overordnet strategi, engagere civilsamfundet og de subnationale aktører og demonstrere stærk politisk vilje;

1.3.7

konstaterer, at associeringsaftalerne er bilaterale af natur og ikke fuldt ud sikrer, at Middelhavspartnerne har de regionale integrationsinstrumenter til rådighed, som er forudsætningen for at skabe et egentligt regionalt marked;

1.3.8

finder, at EU's naboskabspolitik ved hjælp af handlingsplaner kan bidrage til kvalitative ændringer i EuroMed-forbindelserne, men det må ikke ske på bekostning af Euro-Middelhavs-partnerskabets multilaterale dimension. Barcelona-processen bør forblive det centrale instrument for partnerskab og dialog i regionen;

1.3.9

understreger, at skabelsen af EU's naboskabsinstrument (ENPI), som erstatter eksisterende programmer som f.eks. Meda, atter gør det nødvendigt at se på, hvordan man kan fremme samarbejdet med Middelhavspartnerne, dels for at afslutte rækken af foreslåede handlingsplaner med Middelhavslandene, dels for hverken at udvande den regionale komponent, som fandtes i Meda-programmet, eller reducere (i absolutte eller relative tal) den økonomiske støtte, som EU yder til sine Middelhavspartnere;

1.3.10

understreger, at skabelsen af EU's naboskabsinstrument og dets samfinansieringsbestemmelser nødvendiggør en hurtig evaluering af de reelle muligheder for at skabe en Euro-Middelhavs-bank for udvikling;

1.3.11

støtter følgelig Kommissionens forslag om i 2007 og i samråd med Den Europæiske Investeringsbank at fremlægge en evaluering;

1.3.12

bifalder, at der indledes forhandlinger mellem EU og Middelhavslandene om liberalisering og integration af handel i forbindelse med tjenesteydelser og etablering, og beklager, at Kommissionen endnu ikke har undersøgt virkningerne af et frihandelsområde. En sådan undersøgelse bør lægge vægt på fem vigtige udfordringer, der ligger i Meda II-programmet, og som vedrører demografi, beskæftigelse og migration, globalisering, begrænsning af ressourcerne og miljø. Regionsudvalget minder om, at en sådan undersøgelse har været på tale siden Malta-konferencen (Barcelona II, 1997) og flere gange har været genstand for anmodninger fra Regionsudvalget og Europa-Parlamentet;

1.3.13

understreger, at landbruget er afgørende for Middelhavspartnerne;

1.3.14

finder derfor, at der er et presserende behov for at udvikle den fælles landbrugspolitik og åbne Fællesskabets marked for middelhavsprodukter samt opstille nogle vejledende mål for EUGFL-Middelhavet, så uundgåelige tilpasninger bliver lettere;

1.3.15

er enig i, at man bør iværksætte et regionalt samarbejdsprogram for udvikling af landdistrikterne;

1.3.16

bifalder forslaget om at indlede en dialog med partnerlande og medlemsstater med henblik på at øge det bilaterale samarbejde inden for almen og faglig uddannelse, så man kan opnå følgende tre mål senest i 2015: Udryddelse af analfabetisme i regionen, grundskoleuddannelse til alle børn i skolealderen uanset køn og bekæmpelse af kønsdiskrimination på alle uddannelsestrin;

1.3.17

bifalder initiativet til at styrke eksisterende mobilitetsprogrammer ved at etablere en omfattende legatordning for universitetsstuderende, som medfinansieres af Kommissionen og værtslandene i Euro-Middelhavsregionen;

1.3.18

bifalder, at man anerkender de lokale myndigheders og civilsamfundets vigtige rolle, når det gælder om at fremme samarbejde om retslige spørgsmål, sikkerhed og frihed, herunder indvandring og social integration;

1.3.19

anser det for vigtigt at styrke civilsamfundets og arbejdsmarkedsparternes rolle og deltagelse i partnerskabet og bifalder skabelsen af den ikke-statslige platform, der skal fungere som privilegeret samtalepartner i Euro-Middelhavspartnerskabet;

1.3.20

konstaterer, at Middelhavsområdet er et privilegeret område for dialog mellem kulturer og civilisationer, og opfordrer til fortsat støtte til initiativer, der tager sigte på at skabe et fælles audiovisuelt område, fremme forståelsen mellem forskellige samfund og bekæmpe racisme og alle former for fremmedhad, herunder islamofobi og antisemitisme;

1.3.21

beklager, at Kommissionen i sin meddelelse af 12. april 2005 ikke har foreslået at øge de subnationale aktørers rolle i partnerskabet eller indført mekanismer til at høre de eksisterende Euromed-institutioner. Ikke desto mindre bifaldes vigtige subnationale regionale programmer som Medact og Medpact, der skal styrke denne indsats;

1.3.22

er enigt i behovet for at gøre partnerskabet mere synligt, både i EU og i partnerlandene, og deler det synspunkt, at en række klare og sammenhængende budskaber, som fastlægges i fællesskab via de mest effektive kommunikationsmidler og rettes mod de almindelige borgere, er forudsætningen for større synliggørelse;

1.3.23

understreger, at de lokale og regionale myndigheder, både nord og syd for Middelhavet, udgør en funktionel, politisk og territorial forbindelse mellem de centrale myndigheder og civilsamfundet;

1.3.24

minder endelig om, at alle de områder, Kommissionen nævner i sin meddelelse, og som udgør de vigtigste samarbejdsområder i Barcelona-processen, er områder, hvor det er de lokale og regionale myndigheder, der sidder inde med størst ekspertise:

2.1

understreger den potentielle rolle, de lokale og regionale myndigheder kan spille for at styrke Euro-Middelhavspartnerskabet;

2.2

understreger derfor, at disse aktørers bidrag er afgørende for at opnå fremskridt inden for menneskerettigheder og demokrati, økonomisk og social udvikling og kulturel dialog og forståelse, hovedretningslinjerne i Barcelona-processen og hovedprioriteringerne i arbejdsprogrammet for de næste fem år;

2.3

kræver atter, at man skal inddrage og engagere de lokale og regionale myndigheder i Euro-Middelhavsprocessen, eftersom de er privilegerede aktører i gennemførelsen af et område med fred, stabilitet og velfærd i Middelhavsområdet;

2.4

understreger, at regionalt samarbejde på det politiske og administrative niveau er en god politik og at civilsamfundsnetværk er gode partnerskaber. De skal imidlertid suppleres med andre instrumenter, herunder subnationale partnerskaber;

2.5

opfordrer til, at der skabes et nyt forum inden for Euro-Middelhavssamarbejdets institutionelle rammer, som skal fremme territorialt og decentralt samarbejde og partnerskabs- og udviklingsprogrammer, der integrerer foranstaltninger, som skal gennemføres i hele Middelhavsområdet, og som giver mulighed for at analysere, hvordan associeringsaftalerne med Middelhavspartnerne fungerer. Dette forum kan eventuelt omfatte kommuner og regioner på begge sider af Middelhavet;

2.6

beder Kommissionen notere sig opfordringen fra det første møde i den parlamentariske forsamling for Euro-Middelhavsområdet til de lokale myndigheder om at bidrage mere til opbygningen af kontaktnet til fremme af dialog og gensidig forståelse og udveksling af erfaringer og god praksis;

2.7

understreger, at inddragelsen af faglige organisationer og civilsamfundet er afgørende, hvis partnerskabet skal blive en succes og opfylde sine mål, men det kan ikke ske uden at inddrage de lokale og regionale institutioner og myndigheder;

2.8

mener, at der er behov for at gå ud over de traditionelle grænser for centralt samarbejde, og at de lokale og regionale myndigheder er det mest passende niveau for decentralt samarbejde;

2.9

minder om, at de lokale og regionale myndigheder har handlemuligheder, der supplerer og overskrider de traditionelle grænser for samarbejde på centralregeringsniveau;

2.10

mener, at oprettelsen af instrumenter til fremme af grænseoverskridende og tværnationalt samarbejde vil styrke det territoriale samarbejde mellem Middelshavsområdets regioner;

2.11

påpeger, at den praksis inden for decentralt samarbejde, der er blevet udviklet i løbet af de senere år, har vist, hvor stort et ansvar de lokale myndigheder har som katalysator for disse nye samarbejdsprocesser, hvilket Kommissionen også anerkendte i sit notat om decentralt samarbejde i januar 2000;

2.12

bemærker, at mens mange medlemsstater har anerkendt de lokale og regionale myndigheders centrale rolle, bør denne harmoniseres og præciseres tydeligere på EU-plan. Det bør også præciseres, at deres partnere i de sydlige middelhavslande bør repræsenterer decentrale organer, som er direkte folkevalgt af borgerne i de pågældende regioner og ikke — eller ikke udelukkende — embedsmænd, som er lokale repræsentanter for de centrale myndigheder;

2.13

henstiller, at Kommissionen bør gennemføre en sammenlignede analyse af de lokale og regionale myndigheder og af igangværende reformer i regionen, så den kan få et mere tilbundsgående kendskab til de subnationale myndigheders funktioner og beføjelser i de sydlige middelhavslande.