Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004PC0050

    Forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2062/94 om oprettelse af et europæisk arbejdsmiljøagentur

    /* KOM/2004/0050 endelig udg. - CNS 2004/0014 */

    52004PC0050

    Forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2062/94 om oprettelse af et europæisk arbejdsmiljøagentur /* KOM/2004/0050 endelig udg. - CNS 2004/0014 */


    Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2062/94 om oprettelse af et europæisk arbejdsmiljøagentur

    (forelagt af Kommissionen)

    BEGRUNDELSE

    1. Indledning

    Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, i det følgende benævnt "Agenturet", blev oprettet i 1994 ved Rådets forordning (EF) nr. 2062/94 [1], i Bilbao i Spanien, og det var fuldt operationelt i 1996.

    [1] EFT L 216 af 20.8.1994.

    Agenturets vigtigste opgaver er at indsamle og videreformidle teknisk, videnskabelig og økonomisk information i medlemsstaterne til fællesskabsorganer, medlemsstaterne og andre berørte parter, at fremme og støtte samarbejde og udveksling af information og erfaringer mellem medlemsstaterne, herunder navnlig at forsyne Kommissionen med de oplysninger, den behøver for at varetage sine opgaver med hensyn til at kortlægge, forberede og evaluere lovgivning og foranstaltninger på dette område, hvad angår indvirkningen af lovgivning på virksomheder, herunder især små og mellemstore virksomheder.

    Agenturet har i overensstemmelse med forordningen etableret et informationsnetværk og arbejder tæt sammen med medlemsstaternes ansvarlige nationale myndigheder og forskningscentre, der er udpeget til at koordinere og videresende information til og fra Agenturet. Netværket er også udvidet til at omfatte EFTA-landene, de tiltrædende lande og kandidatlandene.

    2. Baggrund

    Ifølge artikel 23 i den eksisterende forordning skal Kommissionen senest fem år efter forordningens ikrafttræden fremlægge en rapport evt. ledsaget af et forslag, på grundlag af hvilket Rådet efter høring af Europa-Parlamentet reviderer forordningen og, om nødvendigt, fastlægger nye arbejdsopgaver for Agenturet. Kommissionen fremlagde i 2001 Rådet en statusrapport [2] baseret på den på det tidspunkt foreliggende viden. I mellemtiden blev der gennemført en ekstern evaluering, og alle de berørte parter blev hørt. Kommissionens meddelelse om evalueringen af Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, som er vedlagt dette forslag, gør det ud for den beretning, der kræves i forordningens artikel 23. Det følgende forslag om ændring af forordning (EF) nr. 2062/94 er en opfølgning af Rådets opfordring til om nødvendigt at fremlægge et sådant forslag.

    [2] KOM(2001)163, Meddelelse fra Kommissionen til Rådet vedrørende Kommissionens beretning om Arbejdsmiljøagenturet.

    3. Begrundelse for kommissionens forslag

    Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur er et vigtigt redskab for EU-institutionerne, medlemsstaterne og andre berørte parter på dette område. Det har siden sin oprettelse forsynet Kommissionen med værdifulde oplysninger, som den har kunnet anvende til varetagelse af sine opgaver. Hertil kommer, at den siden 1998 har organiseret den årlige europæiske arbejdsmiljøuge på europæisk og nationalt plan, en større oplysningskampagne, som tidligere henhørte under Kommissionens ansvar. Agenturet har siden 2000 stået for en særlig ordning til støtte for små og mellemstore virksomheder, der er baseret på et initiativ fra Europa-Parlamentet. Agenturet har udviklet sig siden sin oprettelse, og antallet af medarbejdere er øget fra 15 i 1997 til 45 i 2003.

    Den nye fællesskabsstrategi for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen [3] ("fællesskabsstrategien") giver på den baggrund Agenturet en vigtig rolle i forbindelse med oplysning og risikoforebyggelse. Kommissionen og Europa-Parlamentet opfordrede derfor Agenturet til at tilpasse sit årlige arbejdsprogram og midtvejsprogrammet til prioriteterne i fællesskabsstrategien. Det nuværende fireårige rullende arbejdsprogram er i overensstemmelse med fællesskabsstrategien.

    [3] KOM(2002)118 endelig, Meddelelse fra Kommissionen - Tilpasning til ændringerne i arbejdslivet og samfundet: en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2002-2006.

    Agenturet har i overensstemmelse med den eksisterende forordning en trepartsbestyrelse bestående af nationale repræsentanter for regeringer, arbejdsgiverorganisationer og arbejdstagerorganisationer (45 medlemmer) og Kommissionen (3 repræsentanter). Den nationale sammensætning og trepartssammensætningen af Agenturets bestyrelse er et træk, som det deler med to andre decentrale agenturer, Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene i Dublin, Irland, og Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop) i Thessaloniki, Grækenland. Arbejdsgivernes og arbejdstagernes organisationer på europæisk plan har hver især en observatør i bestyrelsen. Direktøren er Agenturets retlige repræsentant med ansvar for udarbejdelse og gennemførelse af bestyrelsens beslutninger og daglig ledelse.

    Bestyrelsen mødes to gange om året for at træffe beslutninger vedrørende arbejdsprogrammet og budgettet, mens dets forretningsudvalg i henhold til forretningsordenen træffer hastende og nødvendige foranstaltninger mellem bestyrelsens møder og sikrer en passende forberedelse af disse møder. Bestyrelsen har imidlertid stadig ansvaret for en række tunge og tidskrævende administrative anliggender, som ikke levner nok plads til vigtigere strategiske overvejelser om Agenturets arbejde og rolle. Under hensyn til, at antallet af bestyrelsesmedlemmer som følge af udvidelsen fra maj 2004 øges fra 48 til 78 er det vigtigt at sikre, at bestyrelsen fortsat er i stand til at yde et strategisk bidrag efter de nye medlemsstaters tiltrædelse.

    Kommissionen mener derfor, at visse ændringer er nødvendige for at sikre effektivitet og øge værditilvæksten i forbindelse med Agenturets arbejde.

    Der er tale om ændringer,

    - der skal tydeliggøre Agenturets mål og opgaver (bedre sammenknytning med fællesskabsstrategiens prioriteter, styrkelse af Agenturets evne til dataanalyse, mere fokus på de små og mellemstore virksomheders behov, tilvejebringelse af lettere tilgængelige og forståelige oplysninger for de endelige brugere etc. (artikel 2 og 3));

    - der skal forbedre bestyrelsens arbejdsgange og styrke dens strategiske rolle og forretningsudvalgets forvaltningsrolle, mens direktøren forbliver ansvarlig for Agenturets daglige drift (artikel 8);

    - der skal styrke arbejdsmarkedsparternes rolle i Agenturets netværksforbindelser til medlemsstaterne (artikel 4, stk. 2);

    - der skal styrke samarbejdet med andre fællesskabsorganer på det arbejdsmarkedspolitiske område (artikel 3, stk. 2).

    De foreslåede ændringer er formuleret på baggrund af resultaterne af den eksterne evaluering i 2001, høringer af regerings-, arbejdsgiver- og arbejdstagergrupperne i bestyrelsen, Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen samt Kommissionens analyse, som der redegøres for i den meddelelse, der er vedlagt dette forslag.

    Forslaget afspejler også anbefalingerne i Rådets resolution [4] og Europa-Parlamentets beslutning [5] samt i udtalelsen fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg [6] om Kommissionens meddelelse om fællesskabsstrategien.

    [4] EFT C 161 af 5.7.2002.

    [5] EP- beslutning vedtaget den 23.10.2002, A5-0310/2002 endelig

    [6] Udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, SOC/102, 17.7.2002.

    Kommissionen har nøje overvejet Europa-Parlamentets opfordring til at rationalisere disse organers arbejde [7].

    [7] EP A5-0079/2003, pkt. 28 [Europa-Parlamentet] "anser det af effektivitets- og omkostningsmæssige årsager for udelukket, at fællesskabsorganernes bestyrelser bliver udvidet yderligere i forbindelse med den forestående udvidelse af Den Europæiske Union; mener, at udvidelsen giver en god lejlighed til grundlæggende at revidere sammensætningen af og arbejdsmåden i disse som regel allerede i dag meget tungt arbejdende bestyrelser; opfordrer Kommissionen til senest den 31. juli 2003 at forelægge passende forslag til en ændring af forordningerne om oprettelse af disse organer og i den forbindelse også at undersøge, om der ikke kan skabes fælles bestyrelser for organer med analoge opgaver;"

    Eftersom alle medlemsstaters fulde repræsentation og inddragelsen af arbejdsmarkedets parter er af afgørende betydning for udviklingen af EU's arbejdsmarkedspolitik, har Kommissionen den opfattelse, at enhver reduktion af antallet af bestyrelsesmedlemmer vil være til skade for trepartsrepræsentationen i alle medlemsstater og derfor ikke kan tilrådes. På den anden side gør de ansvar, som Agenturet pålægges, ikke kan tage stilling til Europa-Parlamentets forslag om fælles administrative bestyrelser for organer med samme type ansvar. Samtidigt med en bibeholdelse af bestyrelsernes nationale karakter og deres trepartssammensætning, som er centrale træk ved agenturerne, foreslår Kommissionen at rationalisere bestyrelsernes arbejde gennem en styrkelse af deres strategiske og som adskiller sig fra andre fællesskabsagenturers ansvar, at Kommissionen rolle og begrænsning af antallet af møder til ét om året. Hermed skulle det kunne sikres, at udvidelsen ikke får negative finansielle konsekvenser.

    Der tages med ændringerne desuden hensyn til den fælles udtalelse om arbejdet i og styringen af de tre fællesorganer med trepartssammensatte bestyrelser - en udtalelse, der blev forelagt Kommissionen i januar 2003. I denne udtalelse understreger bestyrelserne, at deres fremtidige forvaltningsregler bør være baseret på følgende principper: den grundlæggende værdi ved trepartsstyring, den rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller i disse organer, og som skaber en særegenhed, der gør det nødvendigt for dem at virke i henhold til fælles regler og forskelligt fra de øvrige fællesskabsorganer samt endelig bibeholdelse af systemet med national trepartsrepræsentation fra hvert land som en forudsætning for, at alle aktører kan deltage, samtidigt med at der tages hensyn til de forskelligartede interesser og indfaldsvinkler, som arbejdsmarkedsområdet er kendetegnet ved.

    Med disse principper for øje foreslås det i den fælles udtalelse fra de tre fællesskabsorganer, at bestyrelserne fortsat skal være beslutningstagende organer med ansvar for Agenturets overordnede rammer (strategi, budget og arbejdsprogram). Samtidigt foreslås det, at forretningsudvalgene gøres til forvaltningsstrukturer med klart definerede opgaver. Deres størrelse bør fortsat begrænses for at sikre en effektiv arbejdsgang, men samtidigt skal de være tilstrækkeligt store til at afspejle de forskellige synspunkter i trepartsbestyrelserne. Bestyrelserne er ligeledes af den opfattelse, at koordineringen af de enkelte grupper (regeringer, arbejdstagere og arbejdsgivere) er af stor betydning med henblik på at øge effektiviteten. De foreslår af samme grund, at den allerede eksisterende koordinatorfunktion formaliseres.

    Selv om der generelt blev sat spørgsmålstegn ved netværksaktiviteterne, som fastsat i artikel 4, og parterne anmodede om en ændring af forordningen, mener Kommissionen, at artikel 4, stk. 6, som åbner mulighed for regelmæssig revision af netværkets vigtigste elementer, i tilstrækkeligt omfang dækker dette aspekt, og at der ikke er behov for at ændre forordningen.

    Forslaget er endelig på linje med den rolle, Agenturet er tildelt i den nye fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

    De foreslåede ændringer vil ikke få nogen virkning på Agenturets samlede budget, selv om de kan nødvendiggøre en revision af tildelingen af finansielle og menneskelige ressourcer på de forskellige aktiviteter, f.eks. med større vægt på dataanalyseaktiviteter og samarbejde med medlemsstaterne og EU-institutionerne som angivet i den nye fællesskabsstrategi. Dette er i fuld overensstemmelse med de konklusioner og anbefalinger, de eksterne evaluatorer og de hørte parter har fremsat.

    4. Subsidiaritet og Proportionalitet

    Det er Agenturets opgave at yde bistand til EU og medlemsstaterne, når de træffer foranstaltninger eller formulerer retningslinjer for deres arbejde inden for deres respektive kompetenceområder. Det er Agenturets rolle at indsamle og videreformidle oplysninger og at fremlægge resultaterne af sit arbejde på en sådan måde, at EU-institutionerne og medlemsstaterne bedst muligt kan nå deres mål. Det er uafhængigt med hensyn til rådgivning, men har ikke til opgave at træde i stedet for de ansvarlige aktører inden for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Det skal på europæisk plan fremlægge oplysninger og foretage analyser, som gør det muligt at foretage en evaluering af effektiviteten af politikkerne i de enkelte medlemsstater og på tværs af medlemsstaternes grænser og derved bidrage til værditilvæksten, hvad angår fastlæggelse og målretning af politikker.

    Agenturet er i den henseende i overensstemmelse med principperne om subsidiaritet og proportionalitet. Forslagene til ændring af forordningen styrker efterlevelsen af disse principper ved at fokusere på behovet for at arbejde tæt sammen med medlemsstaterne og Kommissionen og tage hensyn til de prioriteter, der fastsættes på EU-niveau i forbindelse med Agenturets arbejdsprogrammer.

    5. Retsgrundlag

    Artikel 235 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (nu artikel 308) udgjorde retsgrundlaget for den nuværende forordning, og Kommissionen betragter derfor artikel 308 som retsgrundlaget for de foreslåede ændringer af denne forordning.

    6. Redegørelse for de foreslåede ændringer

    I det følgende redegøres for Kommissionens foreslåede ændringer af artiklerne. Desuden er betragtningerne i det nødvendige omfang blevet ændret i overensstemmelse med de foreslåede ændringer.

    Artikel 2

    Siden vedtagelsen af Kommissionens meddelelse om en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er de nuværende fællesskabsrammer for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen blevet en fællesskabsstrategi (som aktivt inddrager alle de berørte parter) og ikke et handlingsprogram fra Kommissionen. Fællesskabsstrategien tildeler Agenturet en særlig rolle med hensyn til at nå de opstillede mål og beskriver det som en drivkraft inden for oplysning og risikoforebyggelse. Det fremgår af den eksterne evaluering, udtalelsen fra Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen samt af Kommissionens meddelelse, der ledsager dette forslag. Artiklen ændres derfor med henblik på at fremhæve Agenturets rolle som bidragyder til fællesskabspolitikkerne på området sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, og der tilføjes en specifik henvisning til fællesskabsstrategierne.

    Artikel 3

    Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre Agenturets rolle. Den er baseret på resultaterne af den eksterne evaluering, udtalelsen fra Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen og Kommissionens meddelelse, som ledsager dette forslag, og der tages med ændringen hensyn til den betydning, fællesskabsstrategien tillægger Agenturet.

    Artikel 3, stk. 1, litra a) og b)

    Det foreslås at udvide Agenturets opgaver til også at omfatte analyse af tekniske, videnskabelige og økonomiske oplysninger ud over indsamling og videreformidling af denne type oplysninger. Analyse af data er ikke omhandlet udtrykkeligt i den eksisterende forordning, selv om det var lovgiverens hensigt og indgår i forordningens betragtning nummer 6.

    Hertil kommer, at analyse af risici og især af nye eller kommende risici er omfattet af fællesskabsstrategien, og Agenturet bør bidrage til, at dette mål nås. Agenturets analytiske bidrag ville kunne give en signifikant værditilvækst til Agenturets arbejde på europæisk plan. Ændringen har derfor til formål at afklare situationen og imødekommer en indtrængende opfordring fra alle berørte parter.

    Artikel 3, stk. 1, litra (h)

    Ifølge den nye fællesskabsstrategi skal der for små og mellemstore virksomheder og meget små virksomheder iværksættes særlige foranstaltninger, hvad angår oplysnings-, bevidstgørelses- og risikoforebyggelsesprogrammer. Kommissionen, som tager hensyn til Agenturets erfaring på dette område [8] og det øgede behov for støtte til små og mellemstore virksomheder i de tiltrædende lande og i kandidatlandene, mener, at denne type foranstaltninger bør indgå i Agenturets arbejdsopgaver. Den foreslåede ændring vil gøre det muligt for det at kortlægge god praksis og yde støtte til forebyggende foranstaltninger, navnlig for små og mellemstore virksomheder.

    [8] Agenturet fastlagde forberedende foranstaltninger til støtte for de små og mellemstore virksomheder på grundlag af en specifik anbefaling og budgetstøtte fra EP de seneste tre år (2001-2003).

    Artikel 3, stk. 1, litra i)

    Denne ændring er i tråd med ændringen af artikel 2 og tydeliggør Agenturets rolle, hvad angår støtte til gennemførelse af fællesskabspolitikkerne på området sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.

    Artikel 3, stk. 1, litra j)

    Et centralt spørgsmål, der blev fremhævet af alle parter, var behovet for, at Agenturet forsyner de endelige brugere (medlemsstaternes specialiserede tjenester, arbejdsgivernes og arbejdstagernes organisationer og i særlig grad virksomhederne) med information, som er brugervenlig, anvendelig og forståelig på de forskellige sprog og ikke kun ét sprog (hovedsagelig engelsk). Agenturet opfordres med denne nye bestemmelse til at imødekomme dette behov, navnlig ved tættere samarbejde med medlemsstaterne gennem netværket af nationale knudepunkter, som er omhandlet i artikel 4. Det ville således ikke være muligt for Agenturet at fremlægge oplysningerne på de nuværende 11 sprog, og fra maj 2004 på 21 sprog, uden medlemsstaternes medvirken. Agenturet og dets netværk bør bygge på det eksisterende og succesfulde samarbejde med en række medlemsstater.

    Artikel 3, stk. 2

    Den foreslåede ændring omfatter en særlig henvisning til behovet for, at Agenturet sikrer et passende samarbejde med andre organer, navnlig med Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene. Begge organers arbejde ligger på det arbejdsmarkedspolitiske område, men de har hver især forskellige opgaver.

    Det eksisterende samarbejde mellem de to organer er allerede ved at blive udbygget. De har undertegnet et aftalememorandum, som fastsætter retningslinjerne til sikring af et effektivt samarbejde i overensstemmelse med anbefalingerne i den eksterne evaluering. Senest undertegnede de i juni 2003 en samarbejdsaftale, der omhandlede konkrete foranstaltninger og aktiviteter. Kommissionen, der tager hensyn til kommentarerne fra Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om dette spørgsmål, mener, at det er vigtigt at indføje en særlig henvisning til dette samarbejde i forordningen og foreslår anvendelse af den samme henvisning i forslaget om ændring af forordningen om Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene.

    Artikel 4, stk. 2, andet afsnit

    Denne ændring opfylder behovet for at sikre inddragelse af arbejdsmarkedets parter i driften af det oprettede netværk med og i medlemsstaterne. Det foreslås, at de nationale knudepunkter, der af medlemsstaterne har fået til opgave at koordinere og videresende oplysninger til Agenturet, tager hensyn til arbejdsmarkedsparternes synspunkter på nationalt plan i henhold til national lovgivning eller praksis.

    Artikel 7A - (ny)

    Denne nye artikel, som specificerer Agenturets styrings- og forvaltningsstrukturer, anerkender formelt forretningsudvalget.

    Artikel 8

    Ændringerne af denne artikel, som vedrører bestyrelsens sammensætning og arbejde, er foretaget på grundlag af resultaterne af den eksterne evaluering, udtalelsen fra Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen og den fælles udtalelse, som Kommissionen blev forelagt af bestyrelserne for Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene og Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse, således som det fremgår af Kommissionens meddelelse, der ledsager dette forslag.

    Artikel 8, stk. 1

    Der er ikke tale om en ændring af indholdet af dette stykke vedrørende bestyrelsens sammensætning, men den foreslåede formulering er af en sådan art, at det ikke vil være nødvendigt at ændre forordningen ved hver efterfølgende udvidelse af EU.

    Artikel 8, stk. 2, andet afsnit

    Den eksisterende forordning fastsætter, at medlemmer af bestyrelsen, som repræsenterer arbejdsgivernes og arbejdstagernes organisationer, skal udpeges blandt de medlemmer og suppleanter, der repræsenterer de respektive organisationer i Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen, på forslag fra disse medlemmer. Selv om forordningen ikke fastsætter det samme for regeringsrepræsentanter, var de i praksis også medlemmer og/eller suppleanter i samme udvalg. Ændringen har til formål at formalisere denne praksis.

    Artikel 8, stk. 2, fjerde og femte afsnit (nye)

    Det fjerde afsnit tager på den ene side sigte på at øge bevidstheden hos medlemsstaterne og arbejdsgivernes og arbejdstagernes organisationer om behovet for, at bestyrelsesmedlemmerne repræsenterer de forskellige berørte erhvervssektorer ligeligt og introducerer på den anden side en kønsdimension i bestyrelsessammensætningen. Disse ændringer er i tråd med dem, der er fastsat i Rådets afgørelse om nedsættelse af et rådgivende udvalg for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen [9].

    [9] Jf. artikel 3 i Rådets afgørelse af 22. juli 2003 (EUT C 218 af 13.9.2003).

    Det femte afsnit sikrer, at listen over bestyrelsens medlemmer er tilgængelig for offentligheden, og i tråd med EU's politik vedrørende åbenhed over for borgerne fastsættes det heri, at listen skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Officielle Tidende.

    Artikel 8, stk. 4

    Denne ændring har til formål at tydeliggøre, at en af de tre næstformænd repræsenterer Kommissionen, således som det i praksis altid har været tilfældet i de tre trepartsorganer. Eftersom Kommissionen ikke udtrykkeligt er nævnt i den nuværende formulering, gives det indtryk, at de tre næstformænd repræsenterer de tre grupper. Denne ændring har også til formål at undgå uklarhed med hensyn til antallet af kommissionsmedlemmer i forretningsudvalget (se det nye stk. 8 i artikel 8).

    Med ændringen bliver det desuden muligt at forny årsmandatet for bestyrelsens formand og næstformand med henblik på at sikre kontinuitet, eftersom det foreslås, at antallet af årlige møder i princippet reduceres til ét.

    Der indsættes et nyt afsnit i stk. 4. Formålet hermed er at formalisere eksistensen af de tre grupper, der er repræsenteret i bestyrelsen, og den måde de arbejder på. Der er i praksis tre separate grupper: repræsentanter for nationale regeringer, arbejdstagerorganisationer og arbejdsgiverorganisationer. Forud for møder i bestyrelsen gennemfører de tre grupper separate interne drøftelser, hvis resultater forelægges på bestyrelsesmødet, uden at dette berører de enkelte bestyrelsesmedlemmers individuelle ret til at tage ordet på møderne.

    Det er i denne forbindelse vigtigt at bemærke, at repræsentanter for arbejdsmarkedets parter på EU-niveau, som også deltager i bestyrelsesmøderne uden stemmeret, spiller en aktiv rolle i bestyrelsens arbejde, navnlig ved at koordinere synspunkterne i de forskellige grupper. Som det anmodes om i den fælles udtalelse fra de tre fællesskabsorganer om den fremtidige styring af deres bestyrelser, foreslås det, at regeringsgruppen også udpeger en koordinator af hensyn til balancen mellem grupperne og effektiviteten i bestyrelsens arbejde.

    Eftersom denne organisationsstruktur har vist sin anvendelighed og støttes af de berørte parter, bør den efter Kommissionens opfattelse principielt formaliseres, og eventuelle driftsmæssige detaljer bør være omfattet af en ny forretningsorden.

    Artikel 8, stk. 5

    Den ændring, der foreslås i dette stykke, reducerer det årlige antal møder i bestyrelsen fra to til et, idet den kun skal koncentrere sig om strategiske spørgsmål, formaliserer eksistensen af forretningsudvalget og styrker dets rolle som beskrevet i det nye stk. 9 og 10 i denne artikel samt fastsætter, at antallet af bestyrelsesmedlemmer som følge af udvidelsen øges fra 48 til 78 medlemmer.

    Hvad angår muligheden for at afholde ekstraordinære møder, foreslås det at reducere det nødvendige beslutningsdygtige flertal, som kan anmode om disse møder, til en tredjedel af medlemmerne for at opnå større fleksibilitet og for at anvende samme regel for udvalget som for de to andre fællesskabsorganer.

    Artikel 8, stk. 6

    Der foreslås her to ændringer.

    Det foreslås for det første, at afgørelser skal træffes med absolut flertal af medlemmerne af bestyrelsen, og ikke med et flertal på to tredjedele af stemmerne, for at lette beslutningstagningen og bringe bestyrelsen på linje med de to andre fællesskabsorganer. Det foreslås for det andet, at alle bestyrelsesmedlemmerne (repræsentanter for regeringer, arbejdsgivere, arbejdstagere og Kommissionen) hver især får én stemme, hvor regeringsrepræsentanterne nu hver har to stemmer. Denne ændring vil bringe Agenturet på linje med de to andre fællesskabsorganer. Kommissionen foreslår denne ændring i overensstemmelse med retningslinjerne for fællesskabsorganernes fremtidige udvikling [10], navnlig behovet for repræsentation af de relevante aktører i disse organers bestyrelse, og i overensstemmelse med regerings- og statsoverhovedernes ønske om, at arbejdsmarkedsparterne deltager mere aktivt i fastlæggelsen af den arbejdsmarkedspolitiske dagsorden. [11]

    [10] KOM(2002)718 endelig.

    [11] KOM (2000)379 af 28.6.2000.

    Artikel 8, nyt stk. 8, 9, 10 og11

    I den eksisterende forordning henvises der ikke til forretningsudvalget, og det arbejder i øjeblikket efter bestyrelsens forretningsorden, som definerer dets ansvar, sammensætning og arbejde [12].

    [12] Forretningsorden, artikel 2 og 3.

    Det foreslås, at der i stk. 8 fastsættes en formalisering af forretningsudvalgets rolle, eftersom bestyrelsen vil pålægge det flere opgaver, som skal gennemføres i løbet af året. Kommissionen mener ikke, at det er nødvendigt at øge antallet af forretningsudvalgsmedlemmer som krævet i den fælles udtalelse. Et udvalg med 8 medlemmer (formanden og de tre næstformænd for bestyrelsen, gruppernes tre koordinatorer og yderligere en repræsentant for Kommissionen) er tilstrækkeligt stort til at afspejle de forskellige bestyrelsesmedlemmers holdninger på en koordineret måde, men samtidigt ikke så stort, at det forringer beslutningsprocessens effektivitet. Bestyrelsen kan om nødvendigt øge antallet af årlige møder i forretningsudvalget (i øjeblikket fire inklusive de to forberedelsesmøder forud for bestyrelsens to møder). Den nuværende ordning har vist sin effektivitet, som også skyldes, at bestyrelsesmedlemmerne ligeledes er medlemmer af Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen.

    Stk. 9 tydeliggør, hvilken type opgaver bestyrelsen kan uddelegere til forretningsudvalget ved tydeligt at udelukke dem, der i forordningen beskrives som bestyrelsens opgaver (hovedsagelig vedrørende godkendelse af det årlige arbejdsprogram og det rullende arbejdsprogram, budgettet og Agenturets finansielle regler). Disse opgaver bør ikke overlappe direktørens opgaver.

    Stk. 10 præciserer, at bestyrelsen træffer beslutning om forretningsudvalgets årlige mødeplan, mens der gives mulighed for at indkalde til ekstraordinære møder på foranledning af forretningsudvalgets medlemmer.

    Stk. 11 formaliserer forretningsudvalgets nuværende beslutningsprocedure, og det foreslås, at beslutningerne træffes ved enstemmighed. Hvis der ikke kan opnås enstemmighed, kan forretningsudvalget henvise sagen til bestyrelsen, som derefter træffer beslutning. Herved sikres det, at der er den nødvendige åbenhed mellem bestyrelsen og forretningsudvalget, og at forretningsudvalgets arbejde gennemføres i overensstemmelse med bestyrelsens strategiske retningslinjer.

    Artikel 9, nyt afsnit

    Det tidligere stk. 7 i artikel 8, som giver formanden og direktøren for Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene mulighed for at deltage i bestyrelsernes møder som observatører, flyttes til artikel 9 ("Observatører") for at sikre retlig konsekvens.

    Artikel 10, stk. 1, første afsnit

    Der er planlagt to ændringer.

    Det foreslås for det første at formalisere bestyrelsens godkendelse af ikke blot Agenturets årlige arbejdsprogram, men også dets fireårige rullende arbejdsprogram.

    Den anden ændring vedrører Kommissionens høringsprocedure i forbindelse med udkastet til det årlige arbejdsprogram: "Kommissionen" erstattes af "Kommissionens tjenestegrene", som afspejler den nuværende procedure bedre.

    Samrådet med Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen bibeholdes af hensyn til den retlige konsekvens i forhold til artikel 2, stk. 2, litra g), i Rådets afgørelse af 22. juli 2003 (2003/C 218/01).

    Artikel 11, stk. 2

    Ændringerne foreslås for at formalisere det forhold, at Direktørens opgaver i forhold til bestyrelsen om nødvendigt også omfatter forretningsudvalget.

    Generelt

    Det foreslås, at "Administrative Board" erstattes af "Governing Board", som bedre afspejler bestyrelsens strategiske rolle. Denne ændring gælder ikke den danske tekst.

    7. Budgetspecifikationer

    De foreslåede ændringer vil ikke få nogen indvirkning på Agenturets samlede budget, da der ikke iværksættes nye aktiviteter. Forslaget fremlægges derfor uden finansieringsoversigt.

    2004/0014 (CNS)

    Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2062/94 om oprettelse af et europæisk arbejdsmiljøagentur

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 308,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen [13] forelagt efter høring af Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen,

    [13] EUT C [...], [...], s. [...].

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [14],

    [14] EUT C [...], [...], s. [...].

    under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg [15],

    [15] EUT C [...], [...], s. [...].

    under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget [16], og

    [16] EUT C [...], [...], s. [...].

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Rådets forordning (EF) nr. 2062/94 af 18. juli 1994 om oprettelse af et europæisk arbejdsmiljøagentur [17] omfatter bestemmelser om mål, arbejdsopgaver og organisation for Agenturet, herunder dets bestyrelse. Disse bestemmelser blev ændret efter Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse, som nødvendiggjorde en forøgelse af antallet af bestyrelsesmedlemmer.

    [17] EFT L 216 af 20.8.1994, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1654/2003 (EUT L 245 af 29.9.2003, s. 38).

    (2) Sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, som har stor betydning for beskæftigelsens kvalitet, er et af de vigtigste arbejdsmarkedspolitiske områder i EU. Kommissionens meddelelse om tilpasning til ændringerne i arbejdslivet og i samfundet: en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2002-2006 [18] af 11. marts 2002 understreger den centrale rolle, som Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur (i det følgende "Agenturet") skal spille i forbindelse med de oplysningsaktiviteter og forebyggende aktiviteter, som er nødvendige for at nå de mål, der er opstillet heri.

    [18] KOM(2002)118 endelig.

    (3) I henhold til Rådets resolution af 3. juni 2002 om Kommissionens meddelelse om tilpasning til ændringerne i arbejdslivet og i samfundet: en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2002-2006 [19] bør Agenturet spille en central rolle i forbindelse med indsamling og videreformidling af oplysninger om god praksis, bevidstgørelse og risikoforebyggelse. Rådet opfordrer heri Kommissionen til gennem Agenturet at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og arbejdsmarkedsparterne på europæisk plan med henblik på den fremtidige udvidelse, og det ser positivt på Kommissionens planer om at fremlægge et forslag til forbedring af Agenturets drift og arbejde på baggrund af den eksterne evalueringsrapport og Det Rådgivende Udvalgs udtalelse om denne rapport.

    [19] EFT C 161 af 5.7.2002. s. 1.

    (4) I Europa-Parlamentets beslutning af 23. oktober 2002 om Kommissionens meddelelse om tilpasning til ændringerne i arbejdslivet og i samfundet: en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2002-2006 [20] udtrykkes der også tilfredshed med, at Agenturet tildeles en central rolle inden for ikke-lovgivningsorienterede aktiviteter på EU-plan, og håb om, at Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene og Agenturet fortsat vil forbedre deres samarbejde i tråd med deres respektive roller på dette politiske område.

    [20] EP- beslutning vedtaget den 23. oktober 2002, A5-0310/2002 endelig.

    (5) I udtalelsen fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 17. juni 2002 om Kommissionens meddelelse om tilpasning til ændringerne i arbejdslivet og i samfundet: en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen for 2002-2006 [21] fremhæves Agenturets rolle i forbindelse med evaluering af risici og behovet for, at Agenturet har regelmæssig kontakt med Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene med henblik på at undgå overlappende arbejde og fremme fælles overvejelser.

    [21] Udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, SOC/102 af 17.7.2002.

    (6) I Kommissionens meddelelse om evaluering af Agenturet [22], som blev forberedt i henhold til artikel 23 i forordning (EF) nr. 2062/94 og er baseret på en ekstern evaluering, der blev gennemført i 2001, samt på bidrag fra bestyrelsen og Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen, understreges behovet for at ændre forordning (EF) nr. 2062/94, således at Agenturets effektivitet og forvaltningsstrukturer opretholdes.

    [22] KOM(2004)50 endelig.

    (7) Europa-Parlamentet har anmodet Kommissionen om at revidere agenturbestyrelsernes sammensætning og arbejdsmetoder og fremlægge passende forslag [23].

    [23] EP A5-0079/2003, pkt. 28.

    (8) Bestyrelserne for Agenturet, Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse og Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene har forelagt Kommissionen en fælles udtalelse om, hvordan disse bestyrelser skal styres og fungere i fremtiden.

    (9) Trepartsstyringen i Agenturet, Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse og Det Europæiske Institut til forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene, som indebærer repræsentation af regeringerne, arbejdsgivernes organisationer og arbejdstagernes organisationer, er en vigtig forudsætning for disse organers resultater.

    (10) Arbejdsmarkedsparternes deltagelse i styringen af disse tre fællesskabsorganer skaber en særegenhed, der gør det nødvendigt for dem at virke efter fælles regler.

    (11) Eksistensen inden for trepartsbestyrelserne af tre grupper af repræsentanter for henholdsvis regeringer, arbejdsgivere og arbejdstagere samt udnævnelsen af en koordinator for arbejdsgivernes og arbejdstagernes grupper har vist sig at være af væsentlig betydning. Denne ordning bør derfor formaliseres og udvides til gruppen af regeringsrepræsentanter. I overensstemmelse med retningslinjerne for etablering af fremtidige EU-organer [24] og navnlig behovet for repræsentation af forskellige aktører i disse organers bestyrelser og i tråd med stats- og regeringschefernes ønske om mere aktiv deltagelse fra arbejdsmarkedsparternes side i fastlæggelsen af den arbejdsmarkedspolitiske dagsorden bør alle bestyrelsesmedlemmer (repræsentanter for regeringer, arbejdsgivere, arbejdstagere og Kommissionen) hver have én stemme.

    [24] KOM(2002)718 endelig.

    (12) Bibeholdelse af trepartsrepræsentationen for hver medlemsstat sikrer, at alle nøgleaktører inddrages, og at der tages hensyn til de forskelligartede interesser og indfaldsvinkler, som præger arbejdsmarkedsspørgsmålene.

    (13) Det er nødvendigt at få fastlagt, hvilke følger den forestående udvidelse af EU forventes at få for Agenturet i praksis. Bestyrelsens sammensætning og arbejdsgange bør tilpasses for at tage hensyn til de nye medlemsstaters tiltrædelse.

    (14) Forretningsudvalget, som er omhandlet i bestyrelsens forretningsorden, skal styrkes for at sikre kontinuitet i Agenturets arbejde og en effektiv beslutningsproces. Forretningsudvalgets sammensætning bør fortsat afspejle bestyrelsens trepartsstruktur.

    (15) Ifølge traktatens artikel 3 skal Fællesskabet i alle sine aktiviteter tilstræbe at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder. Der bør derfor tilstræbes en ligelig repræsentation af mænd og kvinder ved sammensætning af bestyrelsen.

    (16) Forordning (EF) nr. 2062/94 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (17) Traktaten indeholder ikke anden hjemmel end artikel 308 til vedtagelse af denne forordning -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    I forordning (EF) nr. 2062/94 foretages følgende ændringer:

    (1) Artikel 2 affattes således:

    " Artikel 2

    Formål

    Agenturet har til formål at give fællesskabsinstanserne, medlemsstaterne og de berørte kredse alle relevante tekniske, videnskabelige og økonomiske informationer inden for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen med henblik på at forbedre navnlig arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i overensstemmelse med traktaten og successive fællesskabsstrategier og -handlingsprogrammer til fremme af sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen."

    (2) Artikel 3 ændres således:

    (a) Stk. 1 ændres således:

    (i) Litra a) og b) affattes således:

    "a) at indsamle, analysere og formidle tekniske, videnskabelige og økonomiske oplysninger i medlemsstaterne med henblik på at informere fællesskabsinstanserne, medlemsstaterne og de berørte kredse; formålet med indsamlingen er at kortlægge eksisterende programmer og prioriterede områder i de enkelte lande og at fremskaffe de nødvendige data til EF's programmer og prioriterede områder

    "b) at indsamle og analysere tekniske, videnskabelige og økonomiske oplysninger om forskning vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen samt andre forskningsaktiviteter omfattende aspekter vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og at formidle resultaterne af nævnte forskning og forskningsaktiviteter"

    (ii) Litra h) og i) affattes således:

    "h) at skaffe tekniske, videnskabelige og økonomiske oplysninger om metoder og hjælpemidler til at gennemføre forebyggende aktiviteter, kortlægge god praksis og fremme forebyggende foranstaltninger, idet der skal tages særligt hensyn til små og mellemstore virksomheders specifikke problemer

    i) at bidrage til udvikling af fællesskabsstrategier og -handlingsprogrammer vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, uden at dette berører Kommissionens beføjelser."

    (iii) Følgende indsættes som litra j):

    "j) Agenturet sikrer, at de formidlede oplysninger er forståelige for de endelige brugere og arbejder tæt sammen med de nationale knudepunkter, jf. artikel 4, stk. 1, for at nå dette mål."

    (b) Stk. 2 affattes således:

    "2. Agenturet skal arbejde tættest muligt sammen med de eksisterende institutioner, institutter, specialorganer og programmer, der findes på fællesskabsplan, for at undgå enhver form for overlapning. Agenturet skal navnlig indgå i et passende samarbejde med Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene, uden at dette berører dets egne mål."

    (3) Artikel 4, stk. 2, andet afsnit, affattes således:

    "De ansvarlige nationale myndigheder eller en institution udpeget af dem koordinerer og/eller overfører de på nationalt plan indsamlede oplysninger til Agenturet. De nationale myndigheder tager hensyn til arbejdsmarkedsparternes synspunkt på nationalt plan i henhold til national lovgivning og/eller praksis."

    (4) Som artikel 7A (ny) indsættes følgende:

    "Artikel 7A (ny)"

    Styrings- og forvaltningsstrukturer

    Agenturet er sammensat af:

    a) en bestyrelse

    b) et forretningsudvalg

    c) en direktør."

    (5) Artikel 8 affattes således:

    "Artikel 8

    Bestyrelsen

    1. Bestyrelsen består af:

    a) et medlem fra hver medlemsstat, som repræsenterer regeringen

    b) et medlem fra hver medlemsstat, der repræsenterer arbejdsgivernes organisationer

    c) et medlem fra hver medlemsstat, der repræsenterer arbejdstagernes organisationer

    d) tre medlemmer, der repræsenterer Kommissionen."

    2. De medlemmer, der er nævnt i litra a), b) og c) i stk. 1, udnævnes af Rådet blandt medlemmerne og medlemssupleanterne i Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen på forslag af de berørte grupper, der repræsenterer medlemsstaternes regeringer og arbejdsgivernes og arbejdstagernes organisationer i udvalget.

    Rådet udnævner samtidig på samme betingelser som for det ordinære medlem en suppleant, som kun deltager i bestyrelsesmøderne, hvis det ordinære medlem er fraværende.

    Kommissionen udnævner selv de medlemmer og suppleanter, der repræsenterer den.

    Medlemsstaterne samt arbejdsgivernes og arbejdstagernes organisationer skal ved opstillingen af deres kandidatlister tilstræbe en ligelig repræsentation af de berørte erhvervssektorer og af mænd og kvinder.

    Rådet offentliggør listen over bestyrelsesmedlemmer i Den Europæiske Unions Tidende.

    3. Bestyrelsesmedlemmernes mandatperiode er på tre år. Genudnævnelse kan finde sted.

    Ved mandatets udløb, eller hvis et medlem træder tilbage, fortsætter bestyrelsesmedlemmerne med at udføre deres opgaver, indtil deres mandat fornyes, eller der er udnævnt en efterfølger.

    4. Repræsentanterne for regeringerne og arbejdstagernes og arbejdsgivernes organisationer danner hver en gruppe i bestyrelsen. Hver gruppe udpeger en koordinator. Koordinatorerne for arbejdstagernes og arbejdsgivernes grupper skal være repræsentanter for deres respektive organisationer på europæisk niveau og deltage i bestyrelsesmøderne uden stemmeret.

    Bestyrelsen udpeger blandt de tre ovennævnte grupper og Kommissionen sin formand og tre næstformænd for en et-årsperiode. Genudnævnelse kan finde sted.

    5. Formanden indkalder bestyrelsen mindst en gang om året. Formanden indkalder til ekstraordinære møder efter anmodning fra mindst en tredjedel af bestyrelsesmedlemmerne.

    6. Bestyrelsens beslutninger træffes med absolut flertal blandt medlemmerne. Hvert medlem har én stemme.

    7. Bestyrelsen vedtager sin forretningsorden, som træder i kraft efter Rådets godkendelse på grundlag af Kommissionens udtalelse.

    8. Bestyrelsen nedsætter et forretningsudvalg. Forretningsudvalget består af formanden og de tre næstformænd for bestyrelsen, en koordinator for hver gruppe, jf. stk. 4, første afsnit, samt en repræsentant for Kommissionen.

    9. Uden at dette berører direktørens ansvar, jf. artikel 11, skal forretningsudvalget efter mandat fra bestyrelsen træffe alle nødvendige foranstaltninger vedrørende ledelsen af Agenturet mellem bestyrelsens møder, dog ikke foranstaltninger som omhandlet i artikel 10, 13, 14 og 15.

    10. Forretningsudvalgets årlige mødeplan fastlægges af bestyrelsen. Forretningsudvalgets formand indkalder til ekstraordinære møder efter anmodning fra dets medlemmer.

    11. Forretningsudvalget træffer sine beslutninger med enstemmighed. Hvis der ikke kan opnås enighed, henviser det sagen til bestyrelsen, som derefter træffer beslutning."

    (6) I artikel 9 indsættes et nyt afsnit:

    "Formanden for bestyrelsen og direktøren for Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene skal have mulighed for at deltage i bestyrelsens møder som observatører."

    (7) Artikel 10, stk. 1, første afsnit, affattes således:

    "Bestyrelsen vedtager Agenturets årlige arbejdsprogram og fireårige rullende arbejdsprogram på grundlag af et udkast udarbejdet af direktøren, jf. artikel 11, efter samråd med Kommissionens tjenestegrene og Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen "

    (8) Artikel 11, stk. 2, affattes således:

    "2. Direktøren er Agenturets retlige repræsentant.

    Han er ansvarlig for:

    (a) korrekt udarbejdelse og gennemførelse af de beslutninger og programmer, som bestyrelsen og forretningsudvalget vedtager

    (b) Agenturets forvaltning og daglige ledelse

    (c) udarbejdelse og offentliggørelse af den beretning, der er omhandlet i artikel 10, stk. 2

    (d) varetagelse af de fastlagte opgaver

    (e) alle personaleanliggender

    (f) forberedelse af bestyrelsens møder og af forretningsudvalgets møder."

    (9) "Administrative Board" erstattes overalt i artiklerne af "Governing Board". Denne ændring gælder ikke den danske tekst.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den

    På Rådets vegne

    Formanden

    Top