52003DC0261

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET, EUROPA-PARLAMENTET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET - Styrkelse af Lissabon-strategiens sociale dimension: Strømlining af den åbne koordination inden for social beskyttelse

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Indledning: Social beskyttelse på den politiske dagsorden i EU

2. Strømlining med henblik på at styrke den sociale dimension i Lissabon-strategien

2.1. Fremme af den samfundsøkonomiske styring i kølvandet på strømliningen af processerne til koordinering af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken

2.2. Strømlining: indførsel af en integreret ramme for samarbejdet om social beskyttelse

2.3. Arbejdsmetoder: den åbne koordinationsmetode og dens funktion i den overordnede strategi

Den åbne koordinationsmetode: en supplerende metode

Fleksibel og fuldstændig overholdelse af nærhedsprincippet

Åbenhed: inddragelse af aktører

Forbindelserne til eksisterende processer og instrumenter

Kommissionens rolle

Inddragelse af Europa-Parlamentet

3. Indførelse af en effektivere og enklere koordinationsproces

3.1. Fælles målsætninger

3.2. Rapportering - en ny fælles årsrapport om social beskyttelse

3.3. Indikatorer: et vigtigt redskab i strømliningsbestræbelserne

3.4. Forberedelse af den strømlinede åbne koordinationsmetode for social beskyttelse

Social integration

Pensioner

Sundhedspleje

Fælles rapport om social beskyttelse

BILAG 1

BILAG 2

BILAG 3

1. INDLEDNING: SOCIAL BESKYTTELSE PÅ DEN POLITISKE DAGSORDEN I EU

Social beskyttelse er et grundlæggende element i den europæiske samfundsmodel. Det kan defineres som en række kollektive overførselsordninger, der er udformet, så de beskytter mennesker mod sociale risici [1]. For tiden bruger EU-medlemsstaterne gennemsnitligt 27,5 % af BNP på social sikring (højeste niveau på 29 % blev nået i 1993). [2] Medlemsstaterne har det fulde ansvar for finansieringen og tilrettelæggelsen af deres sociale sikringsordninger. EU-lovgivningen på området har hovedsageligt beskæftiget sig med, hvordan grundlæggende traktatfæstede principper forvaltes i de nationale ordninger. [3]

[1] Sociale risici vil typisk sige alderdom, pension og omsorgsbehov på grund af alder, en forsørgers dødsfald, handicap, sygdom, graviditet, hjemmeboende børn og arbejdsløshed og i nogle tilfælde behovet for at pleje svage ældre, handicappede eller syge familiemedlemmer. Social beskyttelse sikrer, at sociale risici ikke fører til fattigdom, og at ingen pga. manglende ressourcer er forhindret i at få adgang til tjenester, som er afgørende for, at man kan leve et værdigt liv.

[2] Alderspension og sundhedspleje er langt de største poster på budgettet for social beskyttelse i EU, og tilsammen udgør de næsten to tredjedele af de samlede udgifter. EU-Kommissionen: "Social beskyttelse i Europa 2001", offentliggjort maj 2002.

[3] Som en naturlig følge af den frie bevægelighed findes der i forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 572/72 koordineringssystemer, der dækker social sikkerhed for vandrende arbejdstagere, og som sikrer, at de ikke mister rettigheder, når de udøver retten til fri bevægelighed. På samme måde beskæftiger direktiv 79/7/EØF og 86/378/EØF sig med, hvordan princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder finder anvendelse i forbindelse med lovmæssig og ansættelsesmæssig social sikkerhed.

Ifølge såvel Amsterdam- som Nice-traktaten "støtter og supplerer Fællesskabet medlemsstaternes indsats" for at virkeliggøre en række mål inden for social beskyttelse såsom at fremme arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse, bekæmpe social udstødelse og modernisere sociale sikringsordninger. Dette er grundlaget for det politiske samarbejde og koordineringen af politikker, som har taget form i løbet af de senere år, med udveksling af oplysninger, evaluering af den aktuelle politiske udvikling og kortlægning af god praksis, og som bygger på en udtrykkelig respekt for nærhedsprincippet og for de nationale ordningers forskelligartethed. Der er udbredt enighed om, at ordningerne står over for fælles udfordringer (f.eks. befolkningens aldring, den fortsatte risiko for fattigdom og social udstødelse og de stigende uligheder, ændringer i samfundsopbygningen, familiemønstrene og forholdene på arbejdsmarkedet samt de udfordringer, der består i at bidrage til vækst og jobskabelse), og at der i lyset af disse udfordringer er behov for reform og modernisering.

I marts 2000 blev der taget et stort skridt fremad med hensyn til omfanget af dette samarbejde, da Det Europæiske Råd i Lissabon fremlagde sine visioner om en integreret samfundsøkonomisk strategi for Europa for tiåret op til 2010. Lissabon-konklusionerne betragtede moderne og forbedrede sociale sikringsordninger som en vigtig byggesten i indsatsen for at virkeliggøre det overordnede strategiske mål. Denne opfattelse af social beskyttelse som et vigtigt element i den overordnede samfundsøkonomiske politik blev yderligere styrket i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden, som Det Europæiske Råd vedtog i Nice. Et centralt element i denne dagsorden var en politisk triangel, der skulle skabe et positivt samspil mellem økonomi, beskæftigelse og social beskyttelse.

På den ene side har makroøkonomiske målsætninger og liberalisering af markederne således betydelige sociale konsekvenser, bl.a. på tilrettelæggelsen af sociale sikringsordninger; på den anden side er det nødvendigt at understøtte økonomiske og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, f.eks. for at øge de ældres erhvervsfrekvens, med reformer på socialsikringsområdet, eksempelvis af pensioner, sundhedsvæsen og omsorgsordninger. Social beskyttelse ses i stigende grad at spille en vigtig rolle som en værdiskabende faktor, der sikrer, at de effektive, dynamiske og moderne økonomier er bygget på et solidt fundament og på social retfærdighed.

Meddelelsen fremsætter konkrete forslag med det formål at gøre koordineringen af medlemsstaternes socialsikringspolitikker mere effektiv og derved bidrage til den nødvendige modernisering af socialsikringsordningerne og styrke den sociale dimension i Lissabon-strategien. Det vigtigste instrument til virkeliggørelsen af dette mål er den åbne koordinationsmetode. Metoden er ganske vist allerede taget i brug på nogle områder inden for social beskyttelse, men der er behov for en kraftig strømlining og forenkling og herunder for en klarere definition af anvendelsesområdet.

Strømliningen af koordineringen af politikker på socialsikringsområdet bør højne kvaliteten og sammenhængen i den overordnede samfundsøkonomiske styring i EU. Den skal derfor gennemføres i sammenhæng med de traktatbaserede instrumenter til koordinering af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken i EU - og levere input til den årlige forårsrapport, som udarbejdes til forberedelse af Det Europæiske Råds forårsmøde. Meddelelsen ser således nærmere på, hvordan den strømlinede koordination kan supplere og komplettere de eksisterende traktatbaserede metoder og koordinationsprocesser [4]. På grundlag af den nyligt indførte treårige cyklus for synkroniseringen af koordineringen af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken - to af hovedhjørnestenene i Lissabon-strategien - opstiller den en tidsplan for strømliningen af den sociale beskyttelse, som kunne gennemføres i 2006 og synkroniseres med anden runde af de to koordinationsprocessers treårige cyklus. På samme måde vil de nye strømlinede mål for social beskyttelse blive gældende samtidig og i overensstemmelse med anden runde af de synkroniserede processer til koordinering af de økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikkerne.

[4] Den åbne koordinationsmetodes rolle i forhold til de traktatbaserede instrumenter er blevet fastlagt af Udvalget for Social Beskyttelse og Udvalget for Økonomisk Politik, som i den fælles rapport til Det Europæiske Råds møde i Laeken har beskrevet anvendelsen af denne metode på pensioner. Det hedder heri, at den åbne koordinationsmetode kompletterer de traktatbaserede processer og indtager sin plads side om side med disse eksisterende processer, der som led i deres udvidede anvendelsesområde fortsat behandler visse aspekter af de pågældende politikker, og der opfordres til, at den åbne koordinationsmetode anvendes i sammenhæng med disse processer. Jf. "Quality and viability of pensions - Joint report on objectives and working methods in the area of pensions", 10672/01 ECFIN 198 SOC 272 (foreligger ikke på dansk).

Meddelelsen tager desuden fat på, hvordan samarbejdet om social beskyttelse, som har været i hastig vækst siden Lissabon, kan gøres mere effektivt og mindre belastende for de involverede, og hvordan der kan opnås større synergier mellem de forskellige arbejdsområder. Det foreslås at rationalisere og forenkle arbejdet og lægge større vægt på gennemførelsen i fremtiden.

Meddelelsen finder sin berettigelse i behovet for i god tid at involvere de nye medlemsstater i den politiske koordinering, der skal bidrage til at fremme Lissabon-strategien, og synkroniseringen af koordineringen af den sociale beskyttelse med koordineringen af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken i 2006. Meddelelsen blev bebudet i forårsrapporten 2003 [5], hvor Kommissionen forpligtede sig selv til at udarbejde en meddelelse, fordi "de nuværende forskelligartede aktioner på integrations- og pensionsområdet bør sammen med samarbejdet om sundhedspleje og "det skal kunne betale sig at arbejde" være omfattet af en enkelt åben koordinationsmetode". Med meddelelsen efterlever Kommissionen desuden den opfordring, som Det Europæiske Råd fremsatte i Bruxelles, om "at aflægge rapport om det ønskelige i at forenkle og strømline de forskellige aspekter af arbejdet med social beskyttelse til en samlet ramme under den åbne koordinationsmetode".

[5] KOM(2003) 5.

2. STRØMLINING MED HENBLIK PÅ AT STYRKE DEN SOCIALE DIMENSION I LISSABON-STRATEGIEN

2.1. Fremme af den samfundsøkonomiske styring i kølvandet på strømliningen af processerne til koordinering af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken

Som følge af strømliningen af processerne til koordinering af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken er der blevet indført en ny tidsplan for arbejdet både forud for og efter Det Europæiske Råds forårsmøde. Tidsplanen indgår i en treårig cyklus (2003-2005). Retningslinjerne og anbefalingerne bør forblive stort set uændrede for disse tre år, så medlemsstaterne og Kommissionen kan koncentrere sig om gennemførelsen i de mellemliggende år. Koordineringen af de økonomiske politikker foregår som led i de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik; multilateral overvågning tager sigte på at evaluere gennemførelsen af de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og pagten om stabilitet og vækst. Pensioner behandles i denne proces i forhold til pensionsordningernes finansielle bæredygtighed og de offentlige finanser som helhed og i forhold til pensionsordningernes bidrag til arbejdsmarkederne og finansmarkederne og til den økonomiske situation som helhed. Navnlig Det Europæiske Råd i Stockholm konkluderede, at medlemsstaternes skal fremlægge deres overordnede politikker til løsning af de problemer, som en aldrende befolkning frembyder i forhold til økonomien og budgetsituationen, sammen med stabilitets-/konvergensprogrammer, og at de skal ses som en del af stabilitets- og vækstpagten og analyseres på grundlag af de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik.

Koordineringen af beskæftigelsespolitikken foregår som led i den europæiske beskæftigelsesstrategi og er bygget op omkring forskellige elementer. En række beskæftigelsesretningslinjer opstiller fælles mål og prioriterede indsatsområder for medlemsstaternes beskæftigelsespolitiker, som gennemføres på nationalt plan via nationale handlingsplaner. Disse gennemgås i fællesskab af Kommissionen og Rådet, som fremlægger en fælles beskæftigelsesrapport, på grundlag af hvilken Rådet efter forslag fra Kommissionen kan udstede landespecifikke henstillinger. Medens der udarbejdes en rapport en gang om året, bør retningslinjerne forblive uændrede. Ved siden af fuld beskæftigelse og kvalitet i arbejdet er fremme af samhørighed og social integration et af de tre overordnede mål i den europæiske beskæftigelsesstrategi, der afspejles i beskæftigelsesretningslinjerne. Målet understøttes af en række prioriterede indsatsområder med henblik på at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt og øge beskæftigelsesegnetheden for de dårligst stillede grupper. Retningslinjerne tilskynder også medlemsstaterne til at hjælpe de ældre arbejdstagere og arbejdsgiverne med at øge erhvervsfrekvensen for de ældre og tilstræbe, at arbejdsstyrken forbliver længere på arbejdsmarkedet.

Strømliningsindsatsen har været et stort positivt fremskridt; spørgsmålet er nu, hvordan arbejdet med de andre aspekter af Lissabon-strategien skal organiseres, så processen som helhed styrkes.

I meddelelsen fra september i fjor, som indeholdt forslaget til strømlining af koordineringen af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken [6], anerkendtes det, at strømlining vedrørte andre politikområder og havde potentiale til en mere generel anvendelse. Den afdækkede, hvordan der i den senere tid er blevet flere og flere forskellige procedurer på EU-plan, som i større eller mindre omfang har at gøre med koordineringen af den økonomiske og dermed beslægtede politikker. Den nævnte følgende processer: stabilitets- og vækstpagten, Cardiff-processen, den makroøkonomiske dialog, flere benchmarking-processer på forskellige områder og anvendelse af den åbne koordinationsmetode på en række områder, i denne sammenhæng især pensioner og social integration. Det blev fastslået, at der efterhånden som disse elementer kom til, opstod en risiko for, at det hele blev for komplekst, at der blev skabt overlapninger, og at de generelle budskaber blev uklare. Desuden konstaterede meddelelsen uafhængigt heraf, at der var behov for at fokusere mere på gennemførelsen og mindre på blot at udstikke flere politiske retningslinjer.

[6] KOM(2002) 487.

Meddelelsen fra september 2002 indeholdt endvidere et forslag om, at Kommissionen "i de kommende måneder [skulle] overveje, hvordan man kan strømline den åbne koordinationsmetode på det sociale område - der på nuværende tidspunkt omfatter social integration og pensioner - og hvordan man kan knytte denne proces til den nye strømlinede tilgang". Det er en logisk udvikling set i lyset af de tætte forbindelser og det stærke synergipotentiale mellem strømliningen vedrørende social beskyttelse og de to strømlinede traktatbaserede processer. Den tætte triangulære forbindelse mellem de pågældende politikområder ses tydeligt i arbejdet i forbindelse med den åbne koordinationsmetode angående pensioner. Ifølge de fælles målsætninger, der blev opstillet på Det Europæiske Råd i Laeken som grundlag for indsatsen, skulle medlemsstaterne formulere deres politikker under hensyn til en kombination af sociale mål (hvordan opretholdes et rimeligt pensionsniveau, hvordan takler man forandringer i samfundet), arbejdsmarkedsmål (hvordan sætter man gang i beskæftigelsen, især blandt de ældre) og økonomiske hensyn (hvordan sikrer man, at pensionsordningerne vil være bæredygtige i mange år fremover). Samtidig kan der, for så vidt angår social beskyttelse, findes relevante sammenhænge mellem forskellige politiske felter inden for sundhedsvæsen og ældreomsorg, som det blev påpeget i de tre overordnede politiske mål, som blev godkendt af Det Europæiske Råd i Barcelona - sikring af kvaliteten i plejesektoren, lige adgang for alle til at modtage og levere ydelser og solidaritet i finansieringsmekanismerne. Endelig er der en række vigtige spørgsmål om samspillet mellem social beskyttelse og beskæftigelsesforanstaltninger at tage hensyn til i arbejdet med social integration.

Når man f.eks. ser på de problemer, de nationale pensions- og sundhedsordninger er konfronteret med, er det indlysende, at selv om det finansielle aspekt har været drivkraften bag en reform, så kan virkningerne heraf ikke udelukkende vurderes ud fra et finansielt synspunkt. Hvis reformen skal være effektiv, må man nødvendigvis sikre, at den førte politik fortsat bygger på solidaritet og samfundets grundlæggende værdier. Især er det f.eks. med hensyn til pensioner nødvendigt at sikre, at medlemsstaterne bliver ved med at respektere det sociale princip om, at ordningerne skal være tilstrækkelige, og fortsætte bestræbelserne med at tilpasse ordningerne til samfundets skiftende behov. Den indbyrdes sammenhæng mellem finansiel bæredygtighed og tilstrækkelighed er blevet set som en forudsætning for, at der kunne opnås politisk opbakning til reform. Der er et stigende behov for en tilsvarende balance på EU-plan, hvis man ønsker at få fuldt udbytte af Lissabon-strategien om koordinering af de samfundsøkonomiske politikker. En strømlining, som styrker den dimension i strategien, der vedrører social beskyttelse, kan bidrage til at opnå en sådan balance.

Det følger derfor af forslagene i afsnit 3, at det fremtidige arbejde vedrørende social beskyttelse tilrettelægges på en sådan måde, at det styrker og supplerer de traktatbaserede processer for beskæftigelsesfremmende og makroøkonomiske politikker (henholdsvis de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og den europæiske beskæftigelsesstrategi). Der er således behov for at sikre, at tidsplanen for den nye strømliningsindsats inden for social beskyttelse synkroniseres nøjagtigt med tidsplanen for de to sidstnævnte processer. Den baseres på en treårig cyklus med henblik på evaluering af mål og udfærdigelse af større strategirapporter. Denne tidsramme er passende i tilfældet social beskyttelse, i betragtning af at udviklingen på området foregår gradvist og over længere tid. Samtidig vil medlemsstaterne, for at kaste lys over processen op til forårstopmødet og styrke den sociale beskyttelses synlighed i Lissabon-strategien, i de mellemliggende år blive anmodet om i korte træk at redegøre for de vigtigste politiske begivenheder på området. Synkroniseringen med de to øvrige processer skal effektueres fra 2006, når den næste treårige cyklus for de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og de europæiske beskæftigelsesretningslinjer begynder.

2.2. Strømlining: indførsel af en integreret ramme for samarbejdet om social beskyttelse

Der blev taget et stort skridt fremad i det politiske samarbejde om social beskyttelse, da Det Europæiske Råd i Lissabon fremlagde sine visioner om en integreret samfundsøkonomisk strategi for Europa for tiåret op til 2010. Konklusionerne fra mødet i Lissabon understregede de sociale beskyttelsessystemers betydning for virkeliggørelsen af de nye strategiske mål. De omfattede et utvetydigt mandat til samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen inden for social integration og pensioner; de indførte den åbne koordinationsmetode som den metode, der skal fremme dette arbejde; og de skitserede metoder til vejledning om og koordinering af arbejdet med den nye strategi, hvor Det Europæiske Råds årlige forårsmøde spiller en central rolle.

Denne opfattelse af social beskyttelse som et vigtigt element i den overordnede samfundsøkonomiske politik blev yderligere styrket i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden, som Det Europæiske Råd vedtog i Nice [7]. Et centralt element i denne dagsorden var en politisk triangel, der skulle skabe en god cirkel mellem økonomi, beskæftigelse og social beskyttelse. Dagsordenen bekræftede målet med at modernisere og forbedre den sociale beskyttelse som "reaktion på overgangen til den videnbaserede økonomi samt forandringer i den sociale struktur og familiestrukturerne og at bygge videre på den sociale beskyttelse som produktiv faktor".

[7] De politiske retningslinjer, der blev udstukket i Nice var: a) mere og bedre arbejde; b) foregribelse af ændringerne i beskæftigelsesvilkårene med henblik på at drage fuldt udbytte heraf gennem en ny ligevægt mellem fleksibilitet og sikkerhed; c) bekæmpelse af fattigdom og alle former for udstødelse og forskelsbehandling; d) modernisering af den sociale beskyttelse e) fremme af ligestillingen mellem mænd og kvinder f) styrkelse af de socialpolitiske aspekter ved udvidelsen og EU's relationer med tredjelande.

De politiske retningslinjer, der blev givet på Det Europæiske Råds møder i Lissabon og Nice, udgjorde de rammer, Kommissionen og medlemsstaterne har arbejdet inden for med henblik på at modernisere socialsikringssystemerne. De generelle moderniseringsmål blev opstillet af Rådet i konklusionerne fra december 1999 på grundlag af en meddelelse fra Kommissionen [8]. De gik ud på, at arbejde skal kunne betale sig, at sikre fast indkomst, at sikre pensionerne og gøre pensionsordningerne bæredygtige, at fremme social integration og at sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen af høj kvalitet.

[8] "En samordnet strategi til modernisering af den sociale beskyttelse" (KOM(1999) 347 endelig udg.).

Flere på hinanden følgende Europæiske Råd har bekræftet mandatet, hvilket vidner om, at rammerne er solide. På baggrund heraf er der for to af de fire retningslinjers vedkommende, nemlig social integration og pensioner, blevet iværksat en omfattende proces med anvendelse af den åbne koordinationsmetode. Derudover findes der en løsere form for politisk samarbejde om spørgsmål vedrørende social beskyttelse af mennesker med behov for sundhedspleje eller langtidspleje.

Udvalget for Social Beskyttelse har for nylig givet sig i kast med at undersøge emnet "arbejde skal kunne betale sig" i den hensigt at undersøge, hvordan de sociale sikringsordninger mere konkret kan bidrage til dette overordnede mål (f.eks. med hensyn til incitamentselementet i overførselsordningerne vedrørende sociale ydelser). De forskellige aspekter af disse emner er blevet og vil fortsat blive behandlet inden for rammerne af de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og beskæftigelsesretningslinjerne.

Hvilken hastighed arbejdet er foregået med, og hvilke områder der er blevet fokuseret på, er siden Lissabon blevet bestemt pr. mandat fra Det Europæiske Råd. På den måde er arbejdet skredet frem, og det har været muligt at opstille nye mål for indsatsen på områderne social integration og pension. Ikke desto mindre har metoden haft visse negative konsekvenser. Det er bekymrende, at det som følge af opdelingen af arbejdet på forskellige områder ikke, som det var hensigten i meddelelsen fra 1999, i tilstrækkelig grad har været muligt at formulere en samlet dagsorden med fokus på modernisering og forbedring af den sociale beskyttelse. Dernæst har arbejdsrytmen generelt været noget ustabil og undertiden præget af flaskehalsproblemer. Således skulle medlemsstaterne i sommeren 2002 forelægge en række omfattende rapporter om sundhedspleje, langtidspleje og pensioner. Derefter skulle Kommissionens tjenestegrene udarbejde to fælles rapporter for Rådet og Kommissionen, som siden skulle forelægges Rådet til vedtagelse inden Det Europæiske Råds forårsmøde i 2003.

Man har endnu ikke som led i samarbejdet på socialsikringsområdet set nærmere på spørgsmålene om sundhedspleje eller langtidspleje. Disse spørgsmål er af betydning for udviklingen af den europæiske samfundsmodel i almindelighed og for de økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige politikker i særdeleshed. Der er flere indbyrdes relationer mellem sundhedsvæsenerne og sundhedspolitikkerne på tværs af EU end tidligere, og det giver anledning til mange sundhedspolitiske spørgsmål med en klar europæisk dimension. Som det anerkendtes i den fælles rapport om sundhed og langtidspleje, som blev forelagt på Det Europæiske Råd forårsmøde i 2003, knytter der sig ikke desto mindre en række særlige og komplekse omstændigheder til det politiske samarbejde på dette område. En række af de fælles udfordringer, som medlemsstaterne er konfronteret med med hensyn til sundhed og sundhedspleje, indgår for tiden i de igangværende drøftelser på højt plan om patienters mobilitet og sundhedspleje i EU. Også EU-konventet forsøger at nå frem til en bedre definition af EU's rolle og ansvar på dette område. Der vil især være behov for at præcisere, hvilke metoder der er bedst egnede til at behandle socialsikringsspørgsmål vedrørende sundhedspleje og langtidspleje (adgang for alle efter behov og uanset ressourcer og sikkerhed for, at behov for sundhedspleje og langtidspleje ikke er ruinerende for patienterne og deres familie), spørgsmål vedrørende folkesundhed og fremme af bedre behandlingsmuligheder og endelig spørgsmål vedrørende virkeliggørelse af det indre markeds principper inden for sundhedsplejen (patientmobilitet, gratis tjenester).

På baggrund af konklusionerne på disse processer og afhængig af regeringskonferencens efterfølgende beslutninger om sundhedspleje vil Kommissionen i en kommende meddelelse fremsætte konkrete forslag til fremme af den politiske koordinering på området som led i en strømlining af den sociale beskyttelse.

Kort sagt vil det være en fordel for arbejdet på området som helhed, hvis det kan rationaliseres og forenkles.

Det foreslås derfor i afsnit 3, at i stedet for som nu, hvor arbejdet er opdelt, og der aflægges rapport i forhold til de forskellige mål, skal arbejdet i fremtiden foregå i et fælles regi med social beskyttelse som det fælles sigte. Dette indebærer, at der skal opstilles et sæt fælles mål, som bygger på et fælles europæisk grundsyn, og som i princippet er organiseret i tre søjler svarende til de tre politikområder social integration, pensioner samt sundhedspleje og langtidspleje. Særskilte forslag om at anvende en mindre direkte tilgang til emnet "arbejde skal kunne betale sig" og betragte det som et emne, der skal inddrages i behandlingen af de andre spørgsmål, er fremsat i afsnit 3.1.

2.3. Arbejdsmetoder: den åbne koordinationsmetode og dens funktion i den overordnede strategi

Det Europæiske Råd i Lissabon mente, at det praktiske arbejde med at inkorporere socialsikringselementer i den integrerede strategi lettere ville kunne gennemføres ved hjælp af "en ny åben koordinationsmetode". Denne blev indført "med henblik på at udbrede god praksis og opnå større konvergens hen imod EU's vigtigste mål" på områder, hvor EU's beføjelser er begrænsede. Den er i overensstemmelse med traktatens artikel 137, hvorefter det er Fællesskabets rolle at støtte og supplere medlemsstaternes indsats for at sikre arbejdstagernes sociale beskyttelse. Den blev anset for at være et fleksibelt forvaltningsredskab som supplement til de eksisterende EU-metoder og andre traktatbaserede processer såsom de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og den europæiske beskæftigelsesstrategi, som fortsat er EU's nøgleinstrumenter. Den er solidt baseret på nærhedsprincippet og har som erklæret mål at hjælpe medlemsstaterne til gradvis at udvikle deres egne politikker. Metoden består i følgende:

- fastsættelse af retningslinjer for EU kombineret med specifikke tidsplaner for arbejdet med at nå de mål, de sætter sig på kort, mellemlangt og lang sigt

- hvor det er relevant, opstilling af kvantitative og kvalitative indikatorer og benchmarks i forhold til de bedste i verden, der er skræddersyet til de forskellige medlemsstaters og sektorers behov, og som kan anvendes til at sammenligne god praksis

- omsætning af disse europæiske retningslinjer til nationale og regionale politikker gennem fastsættelse af specifikke mål og vedtagelse af foranstaltninger, der tager hensyn til nationale og regionale forskelle

- periodisk overvågning, evaluering og peer-review, der tilrettelægges som gensidige læreprocesser.

Disse foranstaltninger skal ses som de overordnede rammer for anvendelsen af den åbne koordinationsmetode på forskellige områder. Der skal udarbejdes mere detaljerede retningslinjer for, hvordan den skal anvendes i forskellige situationer, og hvilke foranstaltninger og arbejdsmetoder der skal anvendes, og hvordan arbejdet skal tilrettelægges.

Den åbne koordinationsmetode: en supplerende metode

I Kommissionens hvidbog om nye styreformer [9] beskrives den åbne koordinationsmetode, og der gives en række anvisninger med hensyn til dens anvendelse:

[9] KOM(2001) 428 af 25.7.2001.

- Den åbne koordinationsmetode bruges fra sag til sag. Den er et middel til at tilskynde til samarbejde og udveksling af bedste praksis og til at aftale fælles mål og retningslinjer for medlemsstaterne, undertiden bakket op af nationale handlingsplaner, som i forbindelse med beskæftigelse og social udstødelse. Den er afhængig af regelmæssigt tilsyn med udviklingen hen imod disse mål, hvorved medlemsstaterne får lejlighed til at sammenligne deres bestræbelser og lære af hinandens erfaringer

- På nogle områder, som f.eks. beskæftigelse, socialpolitik eller indvandring, kan den sammenlignes med den programbaserede eller lovgivningsmæssige fremgangsmåde. På andre skaber den europæisk merværdi, når der er ringe mulighed for en lovgivningsløsning.

- Kommissionen spiller allerede en aktiv rolle som koordinator og er villig til at fortsætte hermed, men metoden må ikke forstyrre balancen mellem institutionerne eller begrænse mulighederne for at opfylde traktatens fælles målsætninger. Især må Europa-Parlamentet ikke blive holdt uden for den europæiske politiske proces. Den åbne koordinationsmetode bør være et supplement til, og ikke en erstatning for, EU-aktioner.

Hvert af disse aspekter ved den åbne koordinationsmetode afspejles i en vis udstrækning i det igangværende arbejde med social integration og pensioner. Til gengæld skal principperne i hvidbogen om styreformer lægges til grund, når den åbne koordinationsmetode i fremtiden anvendes i den generelle indsats inden for social beskyttelse. I forbindelse med gennemførelsen af den åbne koordinationsmetode på socialsikringsområdet tager Kommissionen hensyn til konklusionerne fra den forestående regeringskonference og fremsætter om nødvendigt forslag med henblik på at vedtage eventuelle foranstaltninger.

Fleksibel og fuldstændig overholdelse af nærhedsprincippet

Med hensyn til social integration anvendes den åbne koordinationsmetode til at sætte fælles fokus på bestemte mål som led i en proces, hvor medlemsstaterne opfordres til at forbedre deres nationale politikker til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse ved bl.a. at opstille nationale mål i tråd med opfordringen fra Det Europæiske Råd i Lissabon til at gøre "en markant indsats for at få udryddet fattigdommen". Indsatsen under den åbne koordinationsmetode understøttes af et sæt fælles indikatorer og er desuden knyttet tæt til en EU-handlingsplan til bekæmpelse af social udstødelse. Selvom det er vigtigt at fastholde denne fokus på politiske målsætninger inden for dette område og også at føre den videre til andre områder af den sociale beskyttelse, som med tiden skal koordineres, skal gennemførelsen af den åbne koordinationsmetode vedblive at foregå på en fleksibel måde. Der skal tages hensyn til de forskellige omstændigheder og mål og til, hvor langt man er nået med den politiske koordinering på de forskellige politikområder.

Derudover skal arbejdet hele tiden foregå under hensyntagen til, at medlemsstaterne er forskellige, og at de selv har ansvaret for at udarbejde, tilrettelægge og finansiere deres ordninger.

Åbenhed: inddragelse af aktører

Affødt af civilsamfundets stærke engagement i problemet vedrørende social udstødelse og det forhold, at politikkerne på dette område bliver til på mange forskellige måder og ofte fra decentralt hold i medlemsstaterne, lægger processen stor vægt på at involvere en bred vifte af aktører - inddragelse af arbejdsmarkedets parter, høring af ikke-statslige organisationer og repræsentanter for regeringsafdelinger under det nationalstatslige niveau. Denne fremgangsmåde kunne med udbytte anvendes i hele den fremtidige indsats på det sociale område.

Forbindelserne til eksisterende processer og instrumenter

Det vigtigste spørgsmål, der melder sig i forbindelse med den åbne koordinationsmetode vedrørende pensioner, har at gøre med to grundlæggende spørgsmål, som blev nævnt i hvidbogen om nye styreformer - hvordan sikrer man, at den "skaber merværdi" for den igangværende EU-indsats, og at den ikke forstyrrer balancen mellem institutionerne.

I forbindelse med vedtagelsen af de fælles mål, som blev vedtaget på Det Europæiske Råd i Laeken som grundlag for gennemførelsen af den åbne koordinationsmetode på pensionsområdet, behandlede man netop dette spørgsmål:

Den åbne koordinationsmetode på pensionsområdet indtager sin plads side om side med den række af velfungerende EU-processer, der som led i deres udvidede anvendelsesområde behandler visse aspekter af pensionspolitikkerne. Det er vigtigt, at der sikres sammenhæng med de allerede etablerede processer.

I de fælles mål nævntes de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik, multilateral overvågning (herunder Cardiff-processen), stabilitets- og vækstpagten, den europæiske beskæftigelsesstrategi og processen vedrørende social integration, hvorefter det hed:

Den nye foreslåede metode vil særligt have til formål at tilvejebringe sammenhængende informationer og analyser vedrørende nationale pensionsstrategier, som kan bidrage til at sikre overensstemmelse mellem de måder, de forskellige processer behandler pensionspolitikkerne på.

Endelig forlød det, at resultaterne af dette arbejde (om pensioner) vil blive integreret i de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik.

Forholdet mellem den åbne koordinationsmetode og de eksisterende EU-processer og behovet for, at metoden ikke forstyrrer balancen mellem institutionerne, er af afgørende betydning for den fremtidige indsats inden for social beskyttelse. Der bør formuleres en fremgangsmåde svarende til den, der anvendes for den eksisterende åbne koordinationsmetode for pensioner. I det fremtidige samarbejde om social beskyttelse via den åbne koordinationsmetode vil der skulle gennemføres detaljerede analyser af de problemer, som de nationale systemer står over for, og navnlig af, hvordan de, når de en gang er moderniserede og forbedrede, kan bidrage til Lissabon-strategien. Det bør føre til udarbejdelsen af meddelelser om politikkerne, som kan tages op i de andre instrumenter - meddelelser af stor vigtighed, som vil kunne indgå i den årlige forårsrapport for eksempel, eller input til de politikområder, der er relevante for de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og beskæftigelsesretningslinjerne. Disse meddelelser skal supplere og harmonere med de meddelelser, der udsendes i forbindelse med processerne til koordinering af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken på EU-plan.

Kommissionens rolle

Kommissionen har en rolle som igangsætter både i processerne på pensionsområdet og vedrørende social sikring, hvor den desuden optræder som katalysator og forsøger at fastholde ambitionsniveauet i processen. Den praksis, hvorefter Kommissionen har ansvaret for det første udkast til Rådets og Kommissionens fælles rapporter, har bidraget til at sikre, at den åbne koordinationsmetode, som den er blevet ført ud i livet, er blevet en effektivere arbejdsmetode, end man måske først havde forestillet sig. Denne praksis bør videreføres.

Inddragelse af Europa-Parlamentet

Endelig skal det siges, at man i ingen af processerne endnu har fundet en passende måde at inddrage Europa-Parlamentet på, som foreslået i hvidbogen om nye styreformer. Det forhold, at så mange processer er blevet sat i værk, har uden tvivl været en anstødssten i denne sammenhæng. Det foreslås, at man i forbindelse med iværksættelsen af en strømliningsindsats inden for social beskyttelse, ikke mindst i betragtning af den betydning denne proces har i Lissabon-strategien, undersøger de foreliggende muligheder for at inddrage Parlamentet på en passende og praktisk måde. Det kunne f.eks. ske i form af indberetninger til Parlamentet i forbindelse med fastsættelsen af generelle fælles mål på grundlag af evalueringen af det hidtidige politiske samarbejde og koordineringen af politikker, som foreslået i afsnit 3.1. nedenfor, og i forbindelse med andre vigtige etaper i den fremtidige proces.

3. INDFØRELSE AF EN EFFEKTIVERE OG ENKLERE KOORDINATIONSPROCES

3.1. Fælles målsætninger

Når man ønsker at strømline en strategi for politisk samarbejde må man først opstille et integreret og sammenhængende sæt fælles målsætninger, som i princippet skal udgøre tre søjler svarende til spændvidden af det politiske samarbejde vedrørende social beskyttelse, nemlig områderne social integration, pensioner samt sundhedspleje og langtidspleje. Disse skal erstatte de eksisterende separate målsætninger. Målsætningerne skal vedtages af Rådet i 2006 på grundlag af et forslag fra Kommissionen samtidig med pakken med retningslinjer for den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken. De skal forblive uændrede i tre år, dvs. til 2009, medmindre uforudsete omstændigheder kræver et indgreb.

Det fælles sæt målsætninger vil blive opstillet under Lissabon-strategien, og det skal være i fuld overensstemmelse og indbyrdes forbundet med de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og beskæftigelsesretningslinjerne, som vedtages i 2006. De skal ligeledes afspejle evalueringsresultaterne af de indtil da indhøstede erfaringer fra de forskellige processer i det politiske samarbejde om social beskyttelse. På basis af mandatet fra Det Europæiske Råds møde i Bruxelles i marts 2003 skal der i 2006 foretages en vurdering af de fremskridt, der er sket på pensionsområdet ved hjælp af den åbne koordinationsmetode. Denne vurdering skal udvides til at omfatte fremskridt i processen vedrørende social integration og med hensyn til samarbejdet på sundhedsområdet og skal desuden indgå i forberedelserne forud for opstillingen af fælles målsætninger for den nye strømlinede proces.

Det fælles sæt målsætninger skal også indeholde et begrænset antal elementer, som går på tværs af hovedgrupperne. Der kan her være tale om emner af mere generel relevans for sociale beskyttelsessystemer, som ikke umiddelbart lader sig gruppere i en af de tre søjler i den nye samarbejdsproces, f.eks. ligestillingsaspektet. Man kan i denne sammenhæng også tage fat på, hvordan social beskyttelse kan bidrage til at fremme princippet om, at "arbejde skal kunne betale sig", især for så vidt angår sociale ydelser, aktiv aldring og bestræbelserne på at forene arbejde og familieliv. Det Europæiske Råd opfordrede Kommissionen til i god tid inden Det Europæiske Råds møde i foråret 2004 "at aflægge rapport om forbedringen af de overordnede rammer for politikken for social beskyttelse gennem større vægt på tilskyndelseselementets effektivitet og kortlægning af bedste praksis" [10]. Der skal i denne sammenhæng tages behørigt hensyn til det arbejde, der allerede er blevet sat i værk som led i koordineringen af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken. Dette omfatter nu såvel som fremover princippet om, at "arbejde skal kunne betale sig", set under henholdsvis en økonomisk og en beskæftigelsespolitisk synsvinkel. I denne forbindelse omfatter både den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken passende incitamenter til at tage arbejde, blive i arbejde, øge arbejdsindsatsen og investere i uddannelse. Det vil især sige, at de opererer med tilskyndelseselementet i samspillet mellem skatte- og overførselsordninger samt med aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger.

[10] F.eks. overførselsordninger, foranstaltninger til forening af familie- og arbejdsliv og foranstaltninger for ældre.

3.2. Rapportering - en ny fælles årsrapport om social beskyttelse

Det vigtigste redskab i den nye strømlinede proces består i en fælles rapport om social beskyttelse, som skal dokumentere og beskrive de fremskridt, der sker med hensyn til de fælles målsætninger. Den udarbejdes i fællesskab af Rådet og Kommissionen på grundlag af et udkast, som Kommissionen forelægger. Den fælles rapport vil foreligge samtidig med de andre rapporter forud for Det Europæiske Råds forårsmøde, hvilket betyder, at den vil kunne levere nyt og værdifuldt materiale til den sammenfattende årsrapport. Resultatet af Kommissionens analyser indarbejdes i den sammenfattende årsrapport, som fremlægges på forårstopmødet. Den bør være i overensstemmelse med sideløbende arbejde som led i den europæiske beskæftigelsesstrategi og de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik. Synkronisering vil give bedre betingelser for en sådan overensstemmelse. Rådet (beskæftigelse og socialpolitik) vil kunne finde solid støtte i den endelige fælles rapport, når den skal levere input om social beskyttelse til topmødet.

Den nye fælles rapport om social beskyttelse erstatter den nuværende Rapport om social beskyttelse i Europa, der udarbejdes i henhold til afgørelsen om nedsættelse af Udvalget for Social Beskyttelse. Denne ændring vil skulle træde i kraft allerede i 2005 [11]. Den erstatter også den fælles rapport om social integration og den fælles rapport om pensioner og overtager opgaven med at vurdere fremskridtene i det politiske samarbejde om sundhedspleje og langtidspleje.

[11] I afsnit 3.4. herunder gives en mere detaljeret beskrivelse af overgangsperioden.

Med start i 2006 skal medlemsstaterne aflevere deres bidrag til den fælles rapport om social beskyttelse i form af en national rapport, der beskriver den valgte strategi til virkeliggørelse af de fælles målsætninger, som fastlægges tidligere på året 2006. De nationale rapporter årgang 2006 skal være omfattende, omfattende alle tre søjler, og fremsynede.

I 2007 og 2008 indsender medlemsstaterne mere forenklede rapporter, som i hovedsagen fokuserer på de fremskridt, der er gjort med hensyn til at gennemførelsen af de strategier, der blev fastlagt i 2006, og som giver en opdatering på de vigtigste politiske begivenheder.

Der skal i rapporterne anvendes fælles vedtagne indikatorer til redegørelse for fremskridtene hen imod virkeliggørelsen af de fælles mål.

De nationale rapporter om social beskyttelse vil efter 2006 være medlemsstaternes eneste bidrag til processen. De erstatter således både de nationale handlingsplaner for social integration og de nationale strategirapporter om pensioner.

Den fælles rapport om social beskyttelse varierer således over en treårig periode med omfattende og fremsynede rapporter hvert tredje år og mere enkle rapporter de mellemliggende år.

Det betyder en radikal ændring i forhold til de indberetningsmetoder, der anvendes p.t. Der sættes fokus på gennemførelsen, således som det også gælder for koordineringen af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken. Hvis man ønsker at tillægge sociale beskyttelsesforanstaltninger større vægt og gøre dem mere synlige i Lissabon-strategien, er denne udvikling en klar forbedring.

Opgaverne med at gennemgå de nationale rapporter, fremme en politisk debat om gennemførelsen af politikker og strategier, bl.a. ved hjælp af peer review-metoder, og udarbejde den fælles rapport om social beskyttelse kræver et tæt og regelmæssigt samarbejde mellem de udvalg på EU-plan, der beskæftiger sig med social beskyttelse, beskæftigelse, koordinering af den økonomiske politik og sundhedspleje.

3.3. Indikatorer: et vigtigt redskab i strømliningsbestræbelserne

En særlig udfordring for den nye strømlinede indsats vedrørende social beskyttelse er, at det skal være muligt at overvåge ethvert fremskridt, der gøres inden for social beskyttelse hen imod de vedtagne fælles målsætninger, og det på en måde, som på en gang er gennemsigtig og har gennemslagskraft nok til at sikre politisk reform. Hvis denne opgave skal løses, er det nødvendigt at blive enige om et sæt fælles indikatorer, der afspejler de fælles målsætninger. Til grund herfor bør man lægge de eksisterende fælles indikatorer såsom dem, der finder anvendelse i indsatsen for social integration, dem, der for tiden er under udvikling til brug i indsatsen på pensionsområdet, og dem, der bruges i koordineringen af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken. Der er dog stadig behov for at udvide indikatorernes dækning til at omfatte pensionsområdet. Desuden skal der fastlægges indikatorer for den sociale beskyttelse af mennesker med behov for sundhedspleje eller langtidspleje, i takt med at samarbejdet på dette område udbygges yderligere. Det er derfor af allerstørste betydning at fremskynde det igangværende arbejde i Udvalget for Social Beskyttelses undergruppe om indikatorer.

Indikatorerne skal ganske vist dække et ganske bredt spektrum, men det vil være nødvendigt at sikre, at det samlede antal indikatorer bliver så beskedent som muligt. Indtil nu har tendensen været at udvide antallet af indikatorer af hensyn til medlemsstaters forskellige systemer. En sådan fremgangsmetode vil ikke resultere i det begrænsede antal indikatorer, der er nødvendige, hvis årsrapporten skal opfylde sit formål.

Den nye fremgangsmåde gør desuden de sociale statistikker på EU-plan mere synlige og øger således behovet for større pålidelighed, sammenlignelighed og relevans. Dette vil kun kunne lade sig gøre, hvis der er en reel vilje fra medlemsstaternes side til at udvikle sådanne nøgleinstrumenter som ESSPROSS, om finansiering og udgifter på forskellige områder af social beskyttelse, SILC, den årlige EU-omspændende undersøgelse af husholdningernes indtægter og levevilkår, og rammekonceptet System of Health Accounts (SHA). Det er også nødvendigt med et bedre samspil mellem det igangværende arbejde med at udvikle sådanne instrumenter (med deltagelse af Kommissionen og nationale statistiske myndigheder) og strømliningen af den sociale beskyttelse.

3.4. Forberedelse af den strømlinede åbne koordinationsmetode for social beskyttelse

Som før nævnt foreslås det, at den samordnede proces, der her skitseres, indføres i 2006. Perioden 2003-2006 skal bruges på at forberede vilkårene for iværksættelsen af den nye proces under hensyn til de forskellige mandater fra Det Europæiske Råd forårsmøde i Bruxelles angående pensioner, sundhedspleje og incitamentselementet i overførselsordningerne [12].

[12] Der henvises specielt til afsnit 49-52 i formandskabets konklusioner.

Det er også meget vigtig at overveje, hvordan udvidelsen vil påvirke det eksisterende samarbejde, og sikre, at de nye medlemsstater omfattes af samarbejdet hurtigst muligt efter deres indtræden. Det skal bemærkes, at Kommissionen siden foråret 2002 sammen med de nationale myndigheder i de enkelte ansøgerlande [13] har arbejdet på en indføre en samarbejdsprocedure, som skal sætte dem i stande til at deltage fuldt ud i den åbne koordinationsmetode for social integration og pensioner efter deres indtræden. Arbejdet med at opstille fælles memoranda om social integration (JIM) mellem Kommissionen og de 10 tiltrædende stater vil blive færdiggjort i 2003. Disse memoranda handler om forberedelsen af nationale handlingsplaner for social integration.

[13] Alle ansøgerlande undtagen Tyrkiet.

I 2003 indføres der desuden en procedure for samarbejde mellem Kommissionen og de enkelte ansøgerlande på pensionsområdet, hvilket indebærer, at der vil blive afholdt et antal nationale seminarer.

I overgangsperioden 2003-2006 vil der blive taget følgende initiativer for at videreføre det politiske arbejde og gøre klar til strømliningen af den åbne koordinationsmetode inden for social beskyttelse.

Social integration

I overensstemmelse med en rådsbeslutning forelægger medlemsstaterne i juli 2003 deres nationale handlingsplaner for social integration for årene 2003-2005, og Kommissionen og Rådet forelægger en fælles rapport om integration for Det Europæiske Råd på mødet i foråret 2004.

I 2004 forelægger de nye medlemsstater deres første handlingsplaner for social integration for 2004-2006. Disse skal være baseret på de fælles memoranda om social integration (JIM), de har opstillet i samarbejde med Kommissionen.

Pensioner

Inden udløbet af første halvår 2005 indgiver de nye medlemsstater nationale strategirapporter om pensioner indeholdende en analyse af situationen i deres respektive lande, dokumentation for forløbet af reformen af deres pensionsordninger og en beskrivelse af deres strategier i lyset af de fælles målsætninger, der er aftalt for den åbne koordinationsmetode for pensioner.

Samtidig forelægger de nuværende medlemsstater gennemførelsesrapporter for perioden siden 2002 og en opdateret udgave af deres nationale strategirapporter for 2002 med fokus på den seneste tids vigtigste politiske begivenheder.

Medlemsstaterne og Kommissionen udarbejder sammen nye demografiske og finansielle perspektivberegninger, så medlemsstaterne i god tid kan forberede deres strategirapporter, som skal foreligge inden udgangen af første halvår 2005. Derudover arbejder udvalgene videre på et konsolideret sæt fælles indikatorer, som omfatter alle grene af politisk koordinering inden for social beskyttelse.

Sundhedspleje

Det Europæiske Råd har opfordret Kommissionen til at forelægge en meddelelse med flere forslag til intensivering af udvekslingssamarbejdet inden for sundhedspleje og langtidspleje af ældre. Denne meddelelse vil være et første skridt i en proces, som tager sigte på at fremme det politiske samarbejde inden for social beskyttelse ved hjælp af udvekslinger af informationer og god praksis samt udarbejdelse af fælles indikatorer. For så vidt angår meddelelsens indhold og tidsfrist bør der i fuldt omfang tages hensyn til konklusionerne af drøftelserne i ekspertgruppen om patienters mobilitet og sundhedspleje, som forventes at foreligge hen imod udgangen af 2003, og de relevante konklusioner fra EU-konventet og den kommende regeringskonference.

Fælles rapport om social beskyttelse

Dette nye instrument vil blive taget i brug i en overgangsform i 2005 for at give Kommissionen et bedre grundlag for udarbejdelsen af sin sammenfattende rapport og skabe større sammenhæng i hovedbudskaberne fra Rådet (beskæftigelses-, social-, forbruger- og sundhedspolitik) til forårstopmødet om social beskyttelse.

I 2005 vil den nye fælles rapport til dels være koncentreret om social integration, da den beror på de nationale handlingsplaner for social integration, der skal indgives af de nye medlemsstater i 2004. I 2006 derimod vil fokus være på pensioner. I 2007 får rapporten sin endelige form og dækker herefter i overensstemmelse med den nye strømlinede fremgangsmåde alle tre felter - social integration, pensioner og sundhedspleje.

Som resultat af disse aktiviteter vil Kommissionen og medlemsstaterne i 2006 evaluere forløbet af den åbne koordinationsmetode for pensioner. Dette sker på foranledning af Det Europæiske Råd i Bruxelles. Ved samme lejlighed evaluerer Kommissionen også forløbet af den åbne koordinationsmetode for social integration og desuden den udvekslingspolitik, der er blevet ført på sundhedsplejeområdet. Evalueringen tager højde for situationen i de nye medlemsstater. Den kommer til at udgøre grundlaget for de retningslinjer, som Kommissionen udstikker i 2006 med henblik på at opstille et integreret og sammenhængende sæt fælles målsætninger for den åbne koordinationsmetode for social beskyttelse.

I bilag 1 ses de skridt, der skal tages i løbet af overgangsperioden frem til den endelige strømlining i 2006. I bilag 2 skitseres gennemførelsen i perioden 2006-2009. Af bilag 3 fremgår det, hvordan den strømlinede sociale beskyttelse kommer til at fungere side om side med de strømlinede overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og den ligeledes strømlinede europæiske beskæftigelsesstrategi efter 2006.

BILAG 1

OVERGANGSPERIODE 2003-2005

>TABELPOSITION>

BILAG 2

Fuldstændig strømlining 2006-2009

>TABELPOSITION>

BILAG 3

Fuldstændig strømlining 2006-2008: supplement til den samfundsøkonomiske styring og de strømlinede overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og den strømlinede europæiske beskæftigelsesstrategi

>TABELPOSITION>