Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52002PC0580

    Forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 153/2002 af 21. januar 2002 om visse procedurer for anvendelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side samt af interimsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

    /* KOM/2002/0580 endelig udg. - ACC 2002/0252 */

    EUT C 45E af 25.2.2003, p. 123–126 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    52002PC0580

    Forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 153/2002 af 21. januar 2002 om visse procedurer for anvendelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side samt af interimsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien /* KOM/2002/0580 endelig udg. - ACC 2002/0252 */

    EU-Tidende nr. 045 E af 25/02/2003 s. 0123 - 0126


    Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 153/2002 af 21. januar 2002 om visse procedurer for anvendelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side samt af interimsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

    (forelagt af Kommissionen)

    BEGRUNDELSE

    En stabiliserings- og associeringsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side blev undertegnet i Luxembourg den 9. april 2001. Den vil blive indgået, når medlemsstaternes parlamenter har afsluttet ratificeringsprocessen.

    Rådet indgik den 9. april 2001 en interimsaftale om handel og handelsanliggender mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side, der muliggør en tidlig ikrafttræden af de handelsrelaterede bestemmelser i stabiliserings- og associeringsaftalen. Denne aftale trådte i kraft den 1. juni 2001.

    I Rådets forordning (EF) nr. 153/2002 af 21. januar 2002 fastlægges procedurerne for anvendelsen af visse bestemmelser i disse aftaler. Denne forordning indeholder imidlertid ikke specifikke procedurer for anvendelsen af følgende artikler i interimsaftalen: artikel 17, som er en beskyttelsesklausul for landbrugsprodukter og fiskerivarer (= artikel 30 i stabiliserings- og associeringsaftalen); artikel 23, som vedrører dumping (= artikel 36 i stabiliserings- og associeringsaftalen); artikel 24 og 25, som er en generel beskyttelsesklausul og knaphedsklausul (= artikel 37 og 38 i stabiliserings- og associeringsaftalen); artikel 29, som vedrører svig (artikel 42 i stabiliserings- og associeringsaftalen); og artikel 33, som vedrører konkurrence (= artikel 69 i stabiliserings- og associeringsaftalen).

    Der foreslås derfor en ændring af Rådets forordning (EF) nr. 153/2002 af 21. januar 2002. Dette er nødvendigt for at indføre hurtige og effektive procedurer, bl.a. med sigte på situationer, hvor Fællesskabet skal kunne reagere hurtigt på hastende situationer, der f.eks. kræver beskyttelsesforanstaltninger eller foranstaltninger til bekæmpelse af svig.

    Dette anliggende har hastende karakter på grund af en specifik sag (sukkerimport fra Kroatien), der kræver en hurtig fastlæggelse af de nødvendige gennemførelsesprocedurer.

    Det foreslås derfor, at Rådet godkender vedlagte forslag.

    2002/0252 (ACC)

    Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 153/2002 af 21. januar 2002 om visse procedurer for anvendelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side samt af interimsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Rådet er i færd med at indgå en stabiliserings- og associeringsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side [1]; den blev undertegnet i Luxembourg den 9. april 2001 (i det følgende benævnt "stabiliserings- og associeringsaftalen" eller "SAA").

    [1] EFT C 213 E af 31.7.2001, s. 22.

    (2) Rådet indgik den 9. april 2001 en interimsaftale om handel og handelsanliggender mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side [2]; den muliggør en hurtig iværksættelse af de handelsrelaterede bestemmelser i stabiliserings- og associeringsaftalen (i det følgende benævnt "interimsaftalen"). Interimsaftalen trådte i kraft den 1. juni 2001.

    [2] EFT L 124 af 4.5.2001, s. 2.

    (3) I Rådets forordning (EF) nr. 153/2002 af 21. januar 2002 [3] fastlægges procedurerne for anvendelsen af visse bestemmelser i disse aftaler. Det er imidlertid nødvendigt at fastlægge procedurer for anvendelsen af visse andre bestemmelser i disse aftaler.

    [3] EFT L 25 af 29.1. 2001, s. 16.

    (4) For så vidt angår foranstaltninger til beskyttelse af handelen er det hensigtsmæssigt at fastlægge specifikke bestemmelser vedrørende de generelle regler, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab [4].

    [4] EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1, senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2238/2000 af 9. oktober 2000, EFT L 257 af 11.10.2000, s. 2.

    (5) Denne forordning bør fortsat finde anvendelse efter stabiliserings- og associeringsaftalens ikrafttræden -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    I Rådets forordning (EF) nr. 153/2002 af 21. januar 2002 indsættes følgende artikel 7a - 7g:

    Artikel 7a

    Generel beskyttelsesklausul og knaphedsklausul

    1. Når en medlemsstat anmoder Kommissionen om at iværksætte foranstaltninger som omhandlet i artikel 24 og 25 i interimsaftalen og senere artikel 37 og 38 i stabiliserings- og associeringsaftalen, forelægger den til støtte for sin anmodning Kommissionen de fornødne oplysninger som begrundelse for sin anmodning.

    2. Kommissionen bistås af det rådgivende udvalg, der er nedsat ved artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 3285/94 [5] (i det følgende benævnt "udvalget"). Når der henvises til dette udvalg, finder artikel 3 i Rådets afgørelse 1999/468/EF [6] anvendelse.

    [5] EFT L 349 af 31.12.1994, s. 53, senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2474/2000 af 9. november 2000, EFT L 286 af 11.11.2000, s. 1.

    [6] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

    3. Hvis Kommissionen efter anmodning fra en medlemsstat eller på eget initiativ konstaterer, at de i artikel 24 og 25 i interimsaftalen og senere artikel 37 og 38 i stabiliserings- og associeringsaftalen fastsatte betingelser er opfyldt:

    - underretter den straks medlemsstaterne herom, hvis den handler på eget initiativ, eller, hvis den handler efter anmodning fra en medlemsstat, inden fem arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen

    - konsulterer den udvalget om de foreslåede foranstaltninger

    - underretter den samtidig Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien herom og om, at der indledes konsultationer i Samarbejdsrådet, og senere Stabiliserings- og Associeringsudvalget, jf. artikel 24, stk. 4, og artikel 25, stk. 3, i interimsaftalen, og senere artikel 37, stk. 4, og artikel 38, stk. 3, i stabiliserings- og associeringsaftalen

    - forelægger den samtidig Samarbejdsrådet, og senere Stabiliserings- og Associeringsudvalget, alle de oplysninger, der er nødvendige med henblik på disse konsultationer, jf. artikel 24, stk. 3, og artikel 25, stk. 3, i interimsaftalen og senere artikel 37, stk. 3, og artikel 38, stk. 3, i stabiliserings- og associeringsaftalen.

    4. Efter konsultationens afslutning kan Kommissionen, dersom ingen andre ordninger viser sig mulige, efter høring af udvalget beslutte at træffe passende foranstaltninger, jf. artikel 24 og artikel 25 i interimsaftalen, og senere artikel 37 og artikel 38 i stabiliserings- og associeringsaftalen.

    Rådet og Samarbejdsrådet, og senere Stabiliserings- og Associeringsudvalget, underrettes straks om denne beslutning.

    Beslutningen finder straks anvendelse.

    5. Medlemsstaterne kan indbringe den i stk. 4 omhandlede kommissionsbeslutning for Rådet inden for en frist på 10 arbejdsdage efter modtagelsen af meddelelsen om beslutningen.

    Rådet kan med kvalificeret flertal træffe anden beslutning inden for en frist på to måneder.

    6. Beslutter Kommissionen ikke at træffe foranstaltning på grundlag af artikel 24 og artikel 25 i interimsaftalen, og senere artikel 37 og artikel 38 i stabiliserings- og associeringsaftalen, underretter den Rådet herom senest fem arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen fra medlemsstaten.

    - Medlemsstaterne kan indbringe denne kommissionsbeslutning for Rådet inden for en frist på 10 arbejdsdage efter modtagelsen af meddelelsen herom.

    - Hvis Rådet med kvalificeret flertal meddeler, at det agter at træffe en anden beslutning, underretter Kommissionen straks Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien herom og om, at der indledes konsultationer i Samarbejdsrådet, og senere Stabiliserings- og Associeringsudvalget, jf. artikel 24, stk. 3 og 4, og artikel 25, stk. 3, i interimsaftalen, og senere artikel 37, stk. 3 og 4, og artikel 38, stk. 3, i stabiliserings- og associeringsaftalen.

    7. Rådet kan med kvalificeret flertal træffe anden beslutning inden for en frist på to måneder efter afslutningen af konsultationerne med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien i Samarbejdsrådet, og senere Stabiliserings- og Associeringsudvalget.

    8. I alle tilfælde anses konsultationerne i Samarbejdsrådet, og senere Stabiliserings- og Associeringsudvalget, for afsluttet 30 dage efter den meddelelse, der er omhandlet i stk. 3 og 6.

    Artikel 7b

    Ekstraordinære og kritiske omstændigheder

    1. Foreligger der ekstraordinære og kritiske omstændigheder, jf. artikel 24, stk. 4, litra b), og artikel 25, stk. 4, i interimsaftalen, og senere artikel 37, stk. 4, litra b), og artikel 38, stk. 4, i stabiliserings- og associeringsaftalen, kan Kommissionen straks træffe foranstaltninger, som fastsat i artikel 24 og 25 i interimsaftalen, og senere artikel 37 og 38 i stabiliserings- og associeringsaftalen.

    - Hvis Kommissionen modtager en anmodning fra en medlemsstat, træffer den beslutning derom inden for en frist på fem arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen.

    2. Kommissionen underretter Rådet om sin beslutning.

    3. Medlemsstaterne kan indbringe Kommissionens beslutning for Rådet inden for en frist på ti arbejdsdage efter modtagelsen af meddelelsen om beslutningen.

    - Rådet kan med kvalificeret flertal træffe anden beslutning inden for en frist på to måneder.

    Artikel 7c

    Beskyttelsesklausul for landbrugsprodukter og fiskerivarer

    Der kan uanset procedurerne fastsat i artikel 7a og artikel 7b træffes foranstaltninger vedrørende landbrugsprodukter og fiskerivarer på basis af artikel 17 eller 24 i interimsaftalen, og senere artikel 30 eller 37 i stabiliserings- og associeringsaftalen, eller på basis af bestemmelserne i bilagene vedrørende disse produkter og af protokol nr. 3, ifølge procedurerne i forordningerne om de fælles markedsordninger for landbrugsprodukter eller for fiskeri- og akvakulturvarer eller i specifikke bestemmelser, der vedtages i medfør af artikel 308 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og som gælder for produkter fremstillet ved forarbejdning af landbrugsprodukter og fiskerivarer, forudsat at betingelserne i artikel 17 i interimsaftalen, og senere artikel 30 i stabiliserings- og associeringsaftalen, og artikel 24, stk. 3, 4, og 5, i interimsaftalen, og senere artikel 37, stk. 3, 4 og 5, i stabiliserings- og associeringsaftalen, er opfyldt.

    Artikel 7d

    Dumping

    I tilfælde af praksis, som kan berettige, at Fællesskabet anvender de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 23, stk. 1, i interimsaftalen, og senere artikel 36, stk. 1, i stabiliserings- og associeringsaftalen, træffes der beslutning om indførelse af antidumpingforanstaltninger, jf. Rådets forordning (EF) nr. 384/96 og proceduren i artikel 23, stk. 2, i interimsaftalen, og senere artikel 36, stk. 2, i stabiliserings- og associeringsaftalen.

    Artikel 7e

    Konkurrence

    1. I tilfælde af praksis, der kan berettige, at Fællesskabet anvender de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 33 i interimsaftalen, og senere artikel 69 i stabiliserings- og associeringsaftalen, beslutter Kommissionen efter behandling af sagen på eget initiativ eller efter anmodning fra en medlemsstat, hvorvidt en sådan praksis er forenelig med aftalen. Den forelægger om fornødent forslag til vedtagelse af beskyttelsesforanstaltninger for Rådet, som handler i overensstemmelse med proceduren i artikel 133 i traktaten, undtagen i de tilfælde af støtte, som Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 [7] finder anvendelse på, hvor der træffes foranstaltninger i overensstemmelse med procedurerne i nævnte forordning. Foranstaltningerne træffes alene på de betingelser, der er omhandlet i artikel 33, stk. 5, i interimsaftalen, og senere artikel 69, stk. 5, i stabiliserings- og associeringsaftalen.

    [7] EFT L 288 af 21.10.1997, s. 1.

    2. I tilfælde af praksis, som kan foranledige Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien til at anvende foranstaltninger over for Fællesskabet på basis af artikel 33 i interimsaftalen, og senere artikel 69 i stabiliserings- og associeringsaftalen, træffer Kommissionen efter behandling af sagen beslutning om, hvorvidt den pågældende praksis er forenelig med principperne i interimsaftalen, og senere stabiliserings- og associeringsaftalen. Den træffer om fornødent passende beslutninger på basis af kriterier, der følger af anvendelsen af artikel 81, 82 og 87 i traktaten.

    Artikel 7f

    Svig eller forsømmelighed i det administrative samarbejde

    1. Med henblik på artikel 29 i interimsaftalen, og senere artikel 42 i stabiliserings- og associeringsaftalen, forstås ved forsømmelighed i det administrative samarbejde i forbindelse med kontrol af oprindelsesbeviser bl.a. følgende:

    - at en part tilsidesætter det administrative samarbejde, for eksempel ved ikke at oplyse navne og adresser på de told- og regeringsmyndigheder, som er ansvarlige for udstedelse og kontrol af oprindelsesbeviser og aftryk af de stempler, der garanterer bevisernes ægthed, eller ved ikke at ajourføre sådanne oplysninger

    - at en part systematisk undlader - eller kun gør en utilstrækkelig indsats for - at kontrollere, hvilken oprindelsesstatus varer har, og om de opfylder de øvrige krav i protokol 4 til aftalerne, eller at undersøge og forebygge overtrædelse af oprindelsesreglerne

    - at en part systematisk nægter at foretage - eller forsinker gennemførelsen heraf - efterfølgende kontrol af et oprindelsesbevis, når Kommissionen anmoder herom, eller først for sent fremsender resultatet af kontrollen

    - at en part systematisk nægter at give tilladelse til - eller forsinker gennemførelsen heraf - iværksættelse af administrative kontrolbesøg i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, der gennemføres med det formål at kontrollere, om dokumenter er ægte, eller om oplysninger, som er nødvendige for indrømmelse af præferencebehandling under aftaler, er korrekte, eller med det formål at gennemføre eller forberede undersøgelser til konstatering eller forebyggelse af overtrædelser af oprindelsesreglerne.

    2. Finder Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser for svig, jf. artikel 29 i interimsaftalen, og senere artikel 42 i stabiliserings- og associeringsaftalen:

    - underretter den Rådet herom

    - indleder den straks konsultationer med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien for at finde en passende løsning på grundlag af nævnte bestemmelser.

    Herudover kan Kommissionen

    - opfordre medlemsstaterne til at træffe passende forebyggende foranstaltninger til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser

    - offentliggøre en meddelelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende om, at der hersker begrundet tvivl om, hvorvidt artikel 29 i interimsaftalen, og senere artikel 42 i stabiliserings- og associeringsaftalen, anvendes korrekt.

    3. Sålænge der ikke er fundet en gensidig tilfredsstillende løsning inden for rammerne af de i ovenstående pkt. 2 omhandlede konsultationer, kan Kommissionen træffe de foranstaltninger, som den finder passende og nødvendige, ifølge artikel 29 i interimsaftalen, og senere artikel 42 i stabiliserings- og associeringsaftalen samt proceduren i stk. 4.

    4. Kommissionen bistås af det Toldkodeksudvalg, der er nedsat ved artikel 248a i forordning (EØF) nr. 2913/92 [8]. Når der henvises til nærværende stykke, finder artikel 3 i Rådets afgørelse 1999/468/EF anvendelse.

    [8] EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1, senest ændret ved forordning (EF) nr. 27000/2000 af 16. november 2000, EFT L 311 af 12.12.2000, s. 17.

    Artikel 7g

    Notifikation

    Kommissionen foranstalter på Fællesskabets vegne de notifikationer af Samarbejdsrådet, og senere henholdsvis Stabiliserings- og Associeringsrådet og Stabiliserings- og Associeringsudvalget, som kræves i interimsaftalen, og senere stabiliserings- og associeringsaftalen.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den...

    På Rådets vegne

    Formand

    Top