52002DC0118

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN - Tilpasning til ændringerne i arbejdslivet og i samfundet: en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2002-2006

INDHOLDSFORTEGNELSE

Sammendrag

1. Indledning

2. Tage højde for ændringerne i arbejdslivet

2.1. Samfundsmæssige ændringer

2.1.1. Et mere feminiseret samfund

2.1.2. En aldrende erhvervsaktiv befolkning

2.2. Ændringer i beskæftigelsesformerne

2.3. Ændringer i risikomønsteret

3. På vej mod en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen

3.1. På vej mod en samlet tilgang til velvære på arbejdspladsen

3.2. Styrkelse af forebyggelseskulturen

3.2.1. Oplysning, bevidstgørelse og foregribelse: udbredelse af kendskabet til risici

3.2.2. En bedre anvendelse af gældende ret

3.3. Kombinere instrumenterne, opbygge partnerskaber

3.3.1. Tilpasning af den retlige og institutionelle ramme

3.3.2. Fremme forbedringsforanstaltninger

3.3.3. Fremme integreringen af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen i de øvrige fællesskabspolitikker

3.4. Forberedelse af udvidelsen

3.5. Udbygning af det internationale samarbejde

Sammendrag

Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen udgør i dag et af de stærkest regulerede og vigtigste områder inden for rammerne af EU's socialpolitik. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab tog således allerede i 1951 initiativ til at forbedre arbejdstagernes sikkerhed, og disse bestræbelser blev med Rom-traktaten udvidet til alle lønarbejdere. Man har således siden slutningen af 1970'erne, navnlig efter vedtagelsen af Den Europæiske Fælles Akt i 1987, opbygget et omfattende regelværk med betydelige forbedringer af forskrifterne på arbejdsmiljøområdet.

Det, at EU kan støtte sig på så kraftigt et fundament, gør det særlig påtrængende at udforme en fællesskabsstrategi inden for rammerne af den socialpolitiske dagsorden. Denne strategi, som dækker perioden 2002-2006, indeholder således tre nyskabende elementer:

- Den indebærer en samlet tilgang til velvære på arbejdspladsen under hensyntagen til ændringerne i arbejdslivet og fremvæksten af nye risici, navnlig af psykosocial karakter, og tilsigter således at højne arbejdskvaliteten, hvoraf et sundt og sikkert arbejdsmiljø udgør en af de væsentlige bestanddele.

- Den hviler på styrkelsen af en forebyggelseskultur over for risici, på en kombination af et bredt spektrum af politiske instrumenter - lovgivning, social dialog, forbedringsforanstaltninger og kortlægning af eksempler på bedste praksis, virksomhedernes sociale ansvar, økonomiske incitamenter - og på opbygning af partnerskaber mellem alle aktører på arbejdsmiljøområdet.

- Den viser således, at en ambitiøs socialpolitik udgør en konkurrencefaktor, og at "policy off" medfører omkostninger, som vejer tungt på økonomierne og samfundene.

1. Indledning

Flere og bedre job: dette er det mål, EU satte sig på Det Europæiske Råds møde i Lissabon i marts 2000. Sundhed og sikkerhed indgår helt klart som væsentlige elementer i arbejdskvaliteten og figurerer blandt de indikatorer, der blev vedtaget for nylig efter Kommissionens meddelelse "Investering i kvalitet" [1]. EU kan her skilte med et positivt resultat, idet incidensen af erhvervsulykker faldt med knap 10% i perioden 1994-1998 [2]. De absolutte tal er dog stadig høje: knap 5 500 dødsfald og 4,8 mio. ulykker, som resulterede i uarbejdsdygtighed i mere end tre dage [3]. Man har navnlig efter 1999 registreret en foruroligende fornyet kraftig stigning i ulykker i visse medlemsstater og inden for bestemte sektorer. Hertil kommer, at der i kandidatlandene er en gennemsnitlig erhvervsulykkesfrekvens, som ligger betydeligt over gennemsnittet i EU, især på grund af den kraftigere specialisering i disse lande i de sektorer, som traditionelt anses for højrisikosektorer.

[1] KOM(2001) 313 endelig udg. af 20.6. 2001.

[2] Ved incidens forstås antallet af erhvervsulykker for 100 000 arbejdstagere, der er i beskæftigelse. Kilde: Eurostat - "Statistics in Focus", Population & Social Conditions: No. 16/2001 "Accidents at Work in the EU 1998-1999" og No. 17/2001 "Work-related health problems in the EU 1998-1999".

[3] I 1998. Kilde: idem.

Selv om de stadig er ufuldstændige, giver disse data anledning til en øget agtpågivenhed, for de betyder, at aktørerne endnu ikke har fuldt forstået og integreret det forebyggende tiltag, som er foreskrevet i fællesskabsdirektiverne, og dermed ikke iværksat det på effektiv vis i marken. Det gælder specielt kandidatlandene. I direktiverne opfordres aktørerne ligeledes til at udvikle en mere samlet tilgang til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, da jobkvaliteten rummer forskellige indbyggede elementer: forskellige påkrævede kvalifikationstyper, arbejdstagernes uddannelsesniveau, ansættelsesforholdets karakter samt tilrettelæggelsen af arbejdet og arbejdstiden. Indsatsen til fremme af sundheden på arbejdspladsen bør ske under hensyntagen til den almindelige udvikling i økonomien - flere tjenesteydelser, beskæftigelsesformerne - mere diversificerede, den erhvervsaktive befolkning - mere feminiseret, men også aldrende, og samfundet i almindelighed - mere forskelligartet, men også kendetegnet ved social udstødelse.

Desuden udgør et sundt og sikkert arbejdsmiljø og en sund og sikker arbejdstilrettelæggelse præstationsfaktorer for økonomien og virksomhederne. Relationerne mellem sundhed på arbejdspladsen og konkurrenceevne er nemlig meget komplekse, og ikke alene et spørgsmål om de omkostninger, som overholdelsen af reglerne afføder (compliance costs). En manglende eller ringe arbejdskvalitet (non quality) udgør for økonomien et tab i produktionskapacitet - et tab på 500 mio. arbejdsdage i 1999 som følge af ulykker eller sundhedsproblemer - og udgifter til erstatninger og ydelser [4], som virksomhederne i stort omfang selv må bære. Knap 350 000 personer er blevet tvunget til at skifte job eller arbejdssted eller reducere arbejdstiden, og knap 300 000 lider af forskellige grader af varig uarbejdsdygtighed; heraf er 15 000 for livstid udelukket fra arbejdsmarkedet. Ud over de menneskelige tragedier er der her tale om et spild af ressourcer, samtidig med at der sker en strukturel aldring af den erhvervsaktive befolkning.

[4] Ifølge OECD's skøn beløb disse udgifter sig i 1997 til $122 mia. (OECD Health Data 2001). Tallet inkluderer ikke Italien, Nederlandene, Portugal og Spanien. Frankrig og Tyskland tegner sig alene for udgifter i størrelsesordenen $ 92 mia. (i købekraftpariteter).

På selve virksomhedsplanet giver non quality sig udslag i en forringelse af virksomhedens image udadtil - dens ansatte, kundekredsen, forbrugerne og offentligheden i almindelighed, som bliver mere og mere opmærksomme på sikkerhedsspørgsmål. Et sundt arbejdsmiljø gør det således muligt at fastholde et image, der står for kvalitetsprodukter eller -tjenester, og en styrkelse af dette image sikres gennem en samlet tilgang, der indebærer "kvalitetsstyring" og socialt ansvar, og som bidrager til at forbedre resultaterne og konkurrenceevnen.

Fællesskabets arbejdsmiljøpolitik bør derfor tilpasses disse ændringer og nye krav med henblik på at fremme et reelt "velvære på arbejdspladsen" [5], der er af såvel fysisk som psykisk og social beskaffenhed og ikke kun måles ved færre erhvervsulykker eller -sygdomme. Man bør derfor bestræbe sig på at højne kvaliteten af denne politik, hvilket indebærer to grundlæggende ting:

[5] Begrebet "velvære på arbejdspladsen" er udviklet af ILO.

- Fællesskabets arbejdsmiljøpolitik bør kombinere sine instrumenter og i dette øjemed støtte sig på de betydelige resultater af flere årtiers fællesskabspolitik, hvor rammedirektiv 89/391 [6] udgør hovedhjørnestenen, da det lægger vægten på forebyggelsestiltag. Denne politik bør også støtte sig på de erfaringer, som er indhøstet gennem fællesskabsprogrammerne på dette område [7]. Den normative tilgang - hvad enten der er tale om en permanent tilpasning af de gældende normer eller om fastlæggelse af nye - er væsentlig; det hedder da også i artikel 31 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder, at "enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold". Men på et arbejdsmarked i forandring er det lige så vigtigt at fremme forbedringsforanstaltninger, hvad enten der er tale om præstationsbedømmelse, som er baseret på gennemsigtige og pålidelige data og indikatorer, om arbejdsmarkeds- og brancheorganisationernes indsats eller om frivillige initiativer fra erhvervslivets side. Endelig er det vigtigt at sikre en bedre oplysning og bevidstgørelse af alle aktører og at integrere arbejdsmiljøaspektet i de øvrige berørte fællesskabspolitikker.

[6] EFT L 183 af 29.6.1989.

[7] Navnlig det seneste program (1996-2000) KOM(95) 282 af 7.10.95.

- Fællesskabets arbejdsmiljøpolitik bør i dette øjemed inddrage alle aktører -f.eks. offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter, virksomheder samt offentlige og private forsikringsselskaber - inden for rammerne af en "forsvarlig forvaltning", der støtter sig på alles medvirken [8]. Den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden, som Det Europæiske Råd i Nice vedtog, indeholder således hovedelementerne til en ny fællesskabsstrategi, der bør bidrage til "foregribning af ændringerne i beskæftigelsesvilkårene". Den nye strategi blev selv udformet på basis af en bred forudgående høringsrunde og tager højde for de udtalelser, som blev afgivet. Således anmodede Europa-Parlamentet i sin beslutning om den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden [9], Kommissionen om "at udarbejde en egentlig fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, som bygger på opstilling af fælles sammenlignelige mål og indeholder en handlingsplan for styrkelse af gennemførelsen, kontrollen og evalueringen af de eksisterende direktiver samt indeholder initiativer vedrørende endnu ikke tilfredsstillende belyste risici, som for eksempel hudlidelser som følge af udsættelse for solstråler; nye risici som stress, muskel- og knoglelidelser, samt de nye arbejdssituationer, og som fremmer anvendelsen af risikoanalyser som en del af et præventivt tiltag." På anmodning fra Kommissionen vedtog Det Økonomiske og Sociale Udvalg for sit vedkommende en sonderende udtalelse [10]. Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed, Hygiejne og Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen (CCSHS), som inkluderer arbejdsmarkedets parter, vedtog sin udtalelse i december 2001. Disse forudgående høringer har gjort det muligt at udforme en ny fællesskabsstrategi for perioden 2002-2006, som udstikker en sammenhængende politisk ramme og indeholder forslag til konkrete foranstaltninger, der ledsages af en præcis tidsplan for gennemførelsen.

[8] Nye Styreformer i EU - en hvidbog; KOM(2001) 428 endelig af 25.7.2001.

[9] Europa-Parlamentets beslutning om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale udvalg og Regionsudvalget om en social- og arbejdsmarkedspolitisk dagsorden, A5-0291/2000

[10] SOC/065 af 11. juli 2001 som opfølgning på den udtalelse, der blev vedtaget den 9. december 1999.

2. Tage højde for ændringerne i arbejdslivet

Det Europæiske Råd i Lissabon understregede, at Europa oplevede overgangen til "en videnbaseret økonomi" med deraf følgende gennemgribende ændringer, som påvirker samfundet, beskæftigelsen samt sikkerheden og sundheden på arbejdspladsen. Disse ændringer medfører et andet syn på den politik, som skal føres på dette strategiske område, og undertiden nye prioriteringer.

Disse ændringer kan imidlertid ikke tilsløre et stadig alt for nærværende faktum: forekomsten af en særlig høj incidens af arbejdsulykker inden for visse sektorer, som følgelig tegner sig for langt størsteparten af de ulykker, der registreres i EU. Fire sektorer (fiskeri, landbrug, byggeri samt sundhed og sociale ydelser) er kendetegnet ved en incidens, der er 30% højere end gennemsnittet. Fire andre (udvindingsindustrier, fremstillingsvirksomhed, hotel-restauration og transport) er karakteriseret ved en incidens, der ligger ca. 15% over gennemsnittet. Disse tal vokser kraftigt, hvis man alene medregner SMV og meget små virksomheder: f.eks. vokser spændet i byggesektoren til 124% for virksomheder med 1 til 9 ansatte og til 130% for virksomheder med 10 til 49 ansatte, hvor den gennemsnitlige incidens ligger 41% over gennemsnittet [11]. Der er derfor behov for en konstant årvågenhed for at reducere disse "traditionelle" risici og styrke forebyggelsesarbejdet i SMV.

[11] Kilde: Eurostat, Labour Force Survey 1999 (ad hoc-modul) og ESAW data 1998.

2.1. Samfundsmæssige ændringer

2.1.1. Et mere feminiseret samfund

Kvinders øgede deltagelse i arbejdslivet i de seneste årtier, som udgør en af de grundlæggende målsætninger, der blev opstillet i Lissabon på baggrund af den erhvervsaktive befolknings aldring, udgør en ny dimension på arbejdsmiljøområdet.

83% af den kvindelige arbejdsstyrke arbejder inden for servicefagene, hvilket er forklaringen på, at incidensen af erhvervsulykker og -sygdomme er langt lavere for kvinder end for mænd, og at risikoen for, at de rammes af en ulykke, er mindre.

De er dog ofre for en negativ udvikling, eftersom incidenstallet er stigende inden for de fag, hvor kvinderne dominerer, herunder, hvad angår erhvervsulykker med dødelig udgang [12]. Det forholder sig desuden således, at mens kvinder (i 1995 [13]) kun tegnede sig for 17,8% af samtlige diagnosticerede erhvervssygdomme, var deres andel betydeligt større inden for visse grupper: 45% for allergitilfælde, 61% for smitsomme sygdomme, 55% for neurologiske lidelser, 48% for lever- og hudlidelser. Disse tal understreger således kvinders særkender, hvad angår erhvervssygdomme [14].

[12] Kilde: Eurostat, ESAW, op.cit.

[13] Kilde: Eurostat.

[14] Omvendt udgør mændenes andel f.eks. 93% for muskel- og knoglelidelser og hæmatologiske sygdomme, 97% for hørelidelser og 91% for lungesygdomme.

De forebyggende foranstaltninger, men også måleredskaberne og reglerne vedrørende godtgørelse og erstatning, bør specifikt tage hensyn til kvinders øgede deltagelse i arbejdslivet samt de risici, over for hvilke kvinder er ekstra følsomme [15]. Disse tiltag, som tager sigte på kvinder, bør bygge på forskningsarbejder vedrørende ergonomiske aspekter, arbejdspladsernes udformning, virkningerne af eksponering for fysiske, kemiske og biologiske agenser samt hensynet til fysiologiske og psykologiske forskelle, når det gælder arbejdstilrettelæggelsen.

[15] Se navnlig referatet fra seminaret "Gender differences in working conditions", der blev afholdt inden for rammerne af projektet "Work Life 2000" . (http://www.niwl.se/wl2000/workshops/workshop67/article_en.asp)

2.1.2. En aldrende erhvervsaktiv befolkning

I den europæiske erhvervsaktive befolkning vil i de kommende årtier andelen af arbejdstagere over 50 år vokse og andelen af de yngste arbejdstagere falde.

Imidlertid viser sammenligninger efter arbejdstagernes alder dels, at de yngste hyppigst er ofre for erhvervsulykker, dels at arbejdstagere over 55 år kommer ud for de alvorligste ulykker med en dødelighed over gennemsnittet. Det er også sidstnævnte gruppe, som rammes af flest erhvervssygdomme, der har et langt udviklingsforløb, som f.eks. kræft (hvor størsteparten af tilfældene stadig skyldes eksponering for asbest) eller hjerte-kar-sygdomme, mens de yngste arbejdstagere udvikler flere allergier eller smitsomme sygdomme.

Disse tal afhænger imidlertid i høj grad af karakteren af de job, de forskellige generationer i dag bestrider, idet der er en tendens til, at de ældste arbejdstagere også er de mindst kvalificerede og er overrepræsenterede i manuelle industrierhverv, mens de yngste dominerer i mere løse og usikre ansættelsesforhold. Disse forskelle kræver en samlet tilgang til jobkvaliteten, idet der tages hensyn til de forskellige generationers og aldersklassers specifikke situation på arbejdsmarkedet.

2.2. Ændringer i beskæftigelsesformerne

Arbejdsmarkedet er kendetegnet ved en voksende diversificering, hvad angår beskæftigelsesformer, navnlig med en kraftig stigning i midlertidige ansættelsesforhold. Kontrakttype og anciennitet i virksomheden står i et omvendt forhold til sundheden på arbejdspladsen. Personer med en anciennitet på under to år løber en større risiko for at blive ramt af en erhvervsulykke end gennemsnittet: med hensyn til midlertidige job er dette navnlig tilfældet inden for bygge-, sundheds- og socialsektoren.

Blandt disse nye beskæftigelsesformer udgør deltidsarbejde og atypiske arbejdstider (skifteholds- eller natarbejde) ligeledes faktorer, som øger risikoen for arbejdstagerne. Dette kan bl.a. forklares ved mangelen på en passende uddannelse, psykosomatiske forandringer som følge af skifteholds- eller natarbejde, manglende bevidstgørelse af erhvervslederne eller manglende motivation, hvad angår arbejdstagere i løse og usikre ansættelsesforhold.

Man oplever imidlertid, at der udvikles stadig mere fleksible organisationsformer overalt på arbejdsmarkedet. Det materielle bånd mellem arbejdsplads (mine, værksted, fabrik, kontor,...) og arbejdets udførelse bliver stadig mere løs takket være informationsteknologiernes udbredelse. Denne udvikling påvirker ikke ansættelsesforholdet, selv om den bidrager til at udviske grænserne mellem lønarbejdere og selvstændige erhvervsdrivende. Men den rejser specifikke problemer, f.eks. hvad angår distancearbejdere: arbejdsgiveren er ansvarlig for deres sundhed og sikkerhed, uanset hvor arbejdet udføres, hvilket indebærer, at man bør træffe konkrete foranstaltninger med hensyn til risikoforebyggelse og kontrol, når distancearbejderne er mobile eller arbejder hjemme. Disse spørgsmål bør indgå i de forhandlinger, som indledtes den 12. oktober 2001 på EU-plan mellem arbejdsmarkedets parter.

2.3. Ændringer i risikomønsteret

Ændringerne i arbejdets organisering og navnlig de mere fleksible vilkår for arbejdstilrettelæggelsen og en mere individuel styring af de menneskelige ressourcer, som i højere grad hviler på en resultatforpligtelse, har en dybtgående indvirkning på sundhedsproblemerne på arbejdspladsen eller mere generelt på velværet på arbejdspladsen.

Man kan således konstatere, at de sygdomme, der anses for at være i fremvækst, såsom stress, depression eller ængstelse samt vold på arbejdspladsen, chikane og intimidering alene udgør 18% af samtlige arbejdspladsrelaterede sundhedsproblemer, hvoraf en fjerdedel medfører uarbejdsdygtighed i to uger eller derover [16]. Hyppigheden af disse sygdomsformer er den dobbelte inden for uddannelses-, sundheds- og socialsektoren. De er imidlertid i mindre grad knyttet til udsættelse for en specifik risiko end for en række forskellige faktorer som f.eks. arbejdstilrettelæggelsen, arbejdstidsforholdene, den hierarkiske struktur, træthed i forbindelse med transport samt graden af accept af etnisk og kulturel mangfoldighed i virksomheden. Disse sygdomsformer bør anskues i en integreret sammenhæng, som ILO betegner som "velvære på arbejdspladsen".

[16] Kilde: Labour Force Survey 1999.

Disse strategier for forebyggelse af nye sociale risici bør også tage højde for incidensen af misbrug på sygdoms- og ulykkesfrekvensen, specielt misbrug af alkohol og medicin.

3. På vej mod en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen

3.1. På vej mod en samlet tilgang til velvære på arbejdspladsen

Fællesskabets arbejdsmiljøpolitik bør tage sigte på en vedvarende forbedring af såvel det fysiske som det psykiske og sociale velvære på arbejdspladsen. Samtlige involverede aktører bør således i fællesskab forfølge flere komplementære mål:

1. En vedvarende reduktion af antallet af erhvervsulykker og -sygdomme. Der bør fastsættes kvantificerede mål både på fællesskabs- og medlemsstatsplan, navnlig i erhvervssektorer, som er kendetegnet ved en incidens over middel, bl.a. inden for rammerne af iværksættelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi.

2. Integrering af ligestillingsaspektet i risikoevaluering, i forebyggelsesforanstaltninger og i godtgørelses- og erstatningsordninger med henblik på at tage hensyn til kvinders karakteristika på arbejdsmiljøområdet.

3. Forebyggelse af sociale risici. Stress, chikane på arbejdspladsen, depression og ængstelse samt risici i tilknytning til alkohol-, narkotika- og medicinmisbrug bør gøres til genstand for specifikke foranstaltninger inden for rammerne af en samlet tilgang, hvor sundhedssystemerne inddrages.

4. Styrkelse af forebyggelsen af erhvervssygdomme. Hovedvægten bør lægges på asbestrelaterede sygdomme, høreskader samt muskel- og knoglelidelser.

5. Hensyntagen til den demografiske udvikling, hvad angår risici, ulykker og sygdomme. Forebyggelsesforanstaltningerne bør i højere grad inkorporere aldersaspektet, idet de specifikt retter sig mod unge og aldrende arbejdstagere.

6. Hensyntagen til ændringer i beskæftigelsesformerne og de måder, hvorpå arbejdet og arbejdstiden er tilrettelagt. Arbejdstagere med atypiske eller løse og usikre ansættelsesforhold udgør en udsat gruppe.

7. Hensyntagen til virksomhedernes størrelse. SMV og mikrovirksomheder samt selvstændige erhvervsdrivende eller selvstændige medhjælpende familiemedlemmer bør nyde godt af specifikke foranstaltninger i oplysnings-, bevidstgørelses- og forebyggelsesprogrammerne vedrørende risici.

8. Analyse af nye risici eller risici i fremvækst, navnlig risici i forbindelse med interaktion mellem kemiske, fysiske og biologiske agenser, samt risici i tilknytning til det samlede arbejdsmiljø (ergonomiske, psykologiske og sociale risici).

3.2. Styrkelse af forebyggelseskulturen

Fællesskabets strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen hviler på fremme af forebyggende foranstaltninger, som inddrager alle aktører, herunder arbejdstagerne selv, for at udvikle en ægte forebyggelseskultur, der gør det muligt bedre at foregribe og kontrollere risiciene.

3.2.1. Oplysning, bevidstgørelse og foregribelse: udbredelse af kendskabet til risici

Indførelsen af et forsvarligt arbejdsmiljø kræver, at man forbedrer alle involverede aktørers kendskab til risiciene. Dette forudsætter, at der udvikles en både samlet og forebyggende tilgang, som ud over den blotte forebyggelse af specifikke risici sigter mod at styrke velværet på arbejdspladsen gennem tre komplementære redskaber.

1. Oplysningsindsatsen begynder ikke med indtrædelsen på arbejdsmarkedet, således som det er blevet understreget af Det Økonomiske og Sociale Udvalg: Den bør integreres i undervisningsplanerne enten i form af en bevidstgørelsesforanstaltning (i lighed med de foranstaltninger, der gennemføres i visse lande på trafiksikkerhedsområdet) eller som et selvstændigt fag inden for de erhvervsfaglige uddannelser. Det er imidlertid efter- og videreuddannelsesområdet, som har den største betydning i denne forbindelse. Oplysningsarbejdet bør have en regelmæssig karakter og tilpasses de vilkår, som det daglige arbejde er undergivet, for at have en direkte effekt på arbejdsmiljøet, hvilket forudsætter en målrettet indsats ud fra nationale, regionale, lokale og sektorspecifikke karakteristika og hensyn.

2. Bevidstgørelsesindsatsen bør mobilisere forskelligartede redskaber, der er tilpasset de enkelte aktørers situation, specielt små og mellemstore virksomheder samt mikro- og håndværksvirksomheder. Indsatsen bør omfatte en bevidstgørelse af aktørerne over for det problem, som reintegreringen af handicappede i jobbet udgør, navnlig gennem en hensigtsmæssig tilpasning af arbejdsmiljøet [17].

[17] Direktiv 89/654 indeholder bestemmelser om arbejdspladsens tilpasning efter den handicappedes behov, og begrebet "tilpasninger i rimeligt omfang" er defineret i direktiv 2000/78 (EFT L 303/16 af 2.12.2000).

3. Foregribelse af nye risici og risici i fremvækst, hvad enten der er tale om risici i tilknytning til tekniske innovationer eller om risici, som kan tilskrives den samfundsmæssige udvikling, er nødvendig for at imødegå risiciene. Foregribelse kræver for det første en konstant risikoovervågning, som støtter sig på en systematisk indsamling af data og videnskabelige udtalelser. Europa-Parlamentet har understreget, at en sådan analyse udgør en integrerende del af et præventivt tiltag. Foregribelse kræver for det andet en sammenhængende tilgang til forskningen: Forskningsorganerne bør koordinere deres respektive programmer, fokusere disse på løsningen af de praktiske problemer på arbejdspladsen og forberede overførelsen af forskningsresultaterne til virksomhederne, specielt små og mellemstore virksomheder.

Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur bør indtage en førende rolle i disse bevidstgørelses- og foregribelsestiltag. Kommissionen vil i andet halvår af 2002 fremlægge en meddelelse om evalueringen af agenturet, hvori den vil analysere den rolle, dette bør spille på dette område.

- Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur har til opgave at

- oprette et "observatorium for risikoovervågning" på basis af indsamling af eksempler på "god praksis" på virksomheds- og brancheplan

- tilrettelægge udveksling af erfaringer og oplysninger på basis af en systematisk indsamling af data med bistand fra Eurostat

- integrere kandidatlandene i disse informationsnetværk og udarbejde værktøjer, som er tilpasset disse landes særlige situation

- rette sigtet med den europæiske arbejdsmiljøuge mod slutbrugerne og -modtagerne

- med henblik på det europæiske handicapår (2003) oprette en base indeholdende eksempler på bedste praksis og oplysninger vedrørende integrering af handicappede og tilpasning af udstyr og arbejdsmiljø efter disses behov.

3.2.2. En bedre anvendelse af gældende ret

En effektiv anvendelse af fællesskabsretten er en nødvendig forudsætning for at forbedre arbejdsmiljøets kvalitet, og dette forudsætter igen en øget bevidstgørelse af de involverede aktører på alle niveauer. Kommissionen vil derfor i samarbejde med Det Rådgivende Udvalg og arbejdsmarkedets parter udarbejde vejledninger i direktivernes anvendelse under hensyntagen til erhvervssektorernes og virksomhedernes forskelligartethed, således som Det Økonomiske og Sociale Udvalg har foreslået.

For sit vedkommende vil Kommissionen inden for rammerne af de beføjelser, traktaten har tillagt den, nøje overvåge, at direktiverne omsættes i national ret, og at bestemmelserne anvendes. Den vil også iværksætte aktioner med henblik på gennem et nært samarbejde mellem de nationale myndigheder at fremme en korrekt og ensartet gennemførelse af fællesskabsdirektiverne. I den forbindelse indtager Udvalget af Arbejdstilsynschefer (SLIC) en central rolle, når det gælder om at fremme udveksling af informationer og erfaringer og tilrettelægge et samarbejde og gensidig bistand. Man bør således tilskynde til fastlæggelsen af fælles inspektionsmålsætninger inden for rammerne af en årlig handlingsplan - et punkt Europa-Parlamentet tillagde stor vægt - opstillingen af fælles principper for inspektion på arbejdsmiljøområdet og udarbejdelsen af metoder for evaluering af de nationale inspektionssystemer i forhold til disse principper. Det er i den forbindelse af største betydning, at kandidatlandenes arbejdstilsyn optages som medlemmer af dette udvalg, for dermed at fremme den reelle overtagelse af fællesskabsretten.

Iværksættelsen af den nye strategi, som er centreret om jobkvalitet og velvære på arbejdspladsen, forudsætter en analyse af, hvilke strukturer der vil være bedst egnede for denne samlede tilgang, idet man dog i den forbindelse respekterer forskelligartetheden af medlemsstaternes institutionelle strukturer og traditioner:

- forebyggelsestjenesterne bør omfatte alle brancher - også hvad angår sociale og psykologiske risici - og inkorporere ligestillingsaspektet.

- arbejdstilsynet bør være i stand til at dække alle risici, specielt inden for de sektorer, hvor de er sammensatte og ofte indgår forbindelser (hospitalerne er et eksempel). Det bør på samme tid varetage kontrolfunktioner og en forebyggende rolle over for virksomhederne og arbejdstagerne. Det bør selv underlægges kontrol under anvendelse af resultat- og kvalitetsindikatorer med henblik på at fremme forbedringsforanstaltninger.

Den kontrol, som udøves af arbejdstilsynet, bør udmunde i ensartede sanktioner, som både er afskrækkende og afpassede, og som rent faktisk iværksættes. I den forbindelse frembyder to områder særlige karakteristika:

- beskyttelsen af unge, som er mere udsat end andre for ulykkesrisici. Denne beskyttelse går dels ud på at bekæmpe ulovligt arbejde, hvad angår unge, der ikke har nået den lovbestemte alder for adgang til at udføre erhvervsarbejde [18], dels at sikre en strikt anvendelse af arbejdsmiljøreglerne for unge, der har nået den lovbestemte alder for at udføre erhvervsarbejde.

[18] Det hedder i artikel 32 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder: "Børnearbejde er forbudt. Minimumsalderen for adgang til at udføre erhvervsarbejde må ikke være lavere end den alder, hvor skolepligten ophører, dog med forbehold af de regler, der er gunstigere for de unge, og af begrænsede undtagelser. Unge, der udfører erhvervsarbejde, skal sikres arbejdsbetingelser, som er tilpasset deres alder, samt beskyttelse mod økonomisk udnyttelse og enhver form for arbejde, der kan skade deres sikkerhed, sundhed og fysiske, mentale, moralske eller sociale udvikling, eller som kan gå ud over deres skolegang."

- Visse virksomheder, der opererer i EU, undgår undertiden administrative og strafferetlige sanktioner, de er idømt i den medlemsstat, hvor de opererer, når denne er en anden end den stat, hvor deres hjemsted er beliggende. Dette er tilfældet, når de leverer tjenesteydelser af begrænset varighed uden for det land, hvor de har deres hjemsted. I henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), i direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser [19] skal virksomheder, der udstationerer arbejdstagere på en anden medlemsstats område med henblik på levering af tjenesteydelser, anvende de arbejdsmiljøregler, som er gældende i værtslandet, på disse arbejdstagere i deres udstationeringsperiode. Samarbejdet om information mellem de offentlige myndigheder, som er forskrevet i direktivets artikel 4, er gradvis ved at blive indført og bør lette retsforfølgningen af de virksomheder, der ikke overholder reglerne. Man bør imidlertid undersøge alle de midler, som gør det muligt at styrke iværksættelsen og gennemførelsen af retsforfølgningen i tværnationale situationer, og i denne sammenhæng uddybe det arbejde, som pågår i SLIC.

[19] EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1-6.

3.3. Kombinere instrumenterne, opbygge partnerskaber

Fremme af et kvalitetsbetonet arbejdsmiljø under hensyntagen til alle aspekter kræver en samlet tilgang, hvor man inddrager alle disponible instrumenter afhængig af, hvilket område der er tale om. Denne tilgang indebærer også, at alle aktører påtager sig deres fulde ansvar, og at alles bestræbelser og resultater kan måles og evalueres.

3.3.1. Tilpasning af den retlige og institutionelle ramme

Et fuldstændigt, sammenhængende og solidt lovgrundlag er et uundværligt redskab på arbejdsmiljøområdet, hvor regler og principper er nødvendige for forebyggelse af risici og beskyttelse af arbejdstagerne. Kommissionen agter på dette område at iværksætte en afbalanceret tilgang, som ved gennemførelsen af retsforskrifterne bygger på den indhøstede erfaring, under iagttagelse af en række hovedprincipper:

1. Løbende tilpasning af de gældende direktiver til udviklingen inden for de videnskabelige kundskaber, det tekniske fremskridt og arbejdsmarkedet. En analyse af de nationale rapporter om udmøntningen af direktiverne i praksis og den evaluering, som gennemføres i virksomhederne selv, vil bidrage dels til kortlægning af de vanskeligheder, de forskellige aktører støder på i forbindelse med den konkrete iværksættelse af lovgivningen, dels til afhjælpning af de konstaterede mangler. Kommissionen vil med bistand fra Det Rådgivende Udvalg (CCSHS) udarbejde rapporter vedrørende den praktiske anvendelse af de forskellige direktiver på arbejdsmiljøområdet med henblik på at afdække problemer i forbindelse med anvendelsen og forbedre visse bestemmelser i disse direktiver med henblik på en større forståelse og sammenhæng med det formål at udfylde hullerne i det gældende lovgrundlag. Kommissionen vil således foreslå, at man udvider anvendelsesområdet for direktivet om "kræftfremkaldende agenser". Den vil også fremlægge en meddelelse om muskel- og knoglelidelser, hvor den vil belyse årsagerne til disse sygdomsformer på baggrund af de forebyggende foranstaltninger, som er indeholdt i den gældende fællesskabslovgivning (nemlig direktiverne vedrørende tunge emner, skærmterminaler og vibrationer), og vil foreslå ændringer eller nye lovgivningsmæssige tiltag på områder, der endnu ikke er tilstrækkeligt dækket (arbejdspladsens ergonomi).

2. Hensyntagen til nye risici. Væksten i psykosociale lidelser og sygdomme frembyder en ny udfordring på arbejdsmiljøområdet og modvirker bestræbelserne på at forbedre velværet på arbejdspladsen. De forskelligartede former, som psykisk chikane og vold på arbejdspladsen antager, udgør i dag et særligt problem, som begrunder et lovgivningsmæssigt tiltag. Dette princip understøttes af de direktiver, som er vedtaget for nylig på basis af artikel 13 i EU-traktaten, og som definerer begrebet "chikane" og foreskriver retsmidler.

3. Rationalisering af den retlige ramme. Fællesskabets retlige ramme fremstår for aktørerne som ekstremt indviklet og lidet læsbar. Den bør forenkles og rationaliseres både gennem kodificering af de gældende direktiver, hvilket vil lette forståelsen, og gennem udarbejdelse af en fælles gennemførelsesrapport i stedet for de specifikke rapporter, som er foreskrevet i de forskellige direktiver. Kommissionen vil fremlægge de nødvendige lovforslag med henblik på denne kodificering og rationaliseringen af rapporterne.

4. Rationalisering af fællesskabsinstanserne. En effektiv iværksættelse af fællesskabsretten forudsætter et nært samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaternes kompetente forvaltninger. Dette samarbejde ville blive forbedret og forenklet, hvis de to rådgivende udvalg (CCSHS og SCHMOIE - Det Stående Udvalg for Bedriftssikkerhed og Sundhedsbeskyttelse i Kulminer og i anden Udvindingsindustri) blev smeltet sammen til et enkelt Rådgivende Udvalg for Sikkerhed, Hygiejne og Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen.

Kommissionen vil

- i samarbejde med Det Rådgivende Udvalg og arbejdsmarkedets parter udarbejde vejledninger i anvendelse af direktiverne under hensyntagen til mangfoldigheden inden for erhvervssektorerne og virksomhederne

- foreslå at anvendelsesområdet for direktivet om "kræftfremkaldende agenser" udvides

- tilpasse den gældende lovgivning til den øgede incidens af muskel- og knoglelidelser ved at foreslå en ændring af direktivet om skærmterminaler og vil om nødvendigt komplettere de gældende bestemmelser for at tage større hensyn til arbejdspladsens ergonomi

- undersøge, om det er hensigtsmæssigt med et fællesskabsinstrument om psykisk chikane og vold på arbejdspladsen, og hvilket omfang et sådant instrument skulle have

- fremlægge de nødvendige lovforslag til kodificering af fællesskabsdirektiverne og rationalisering af gennemførelsesrapporterne

- foreslå, at de to rådgivende udvalg (Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed, Hygiejne og Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen - CCSHS, og Det Stående Udvalg for Bedriftssikkerhed og Sundhedsbeskyttelse i Kulminer og i anden Udvindingsindustri - SCHMOIE) lægges sammen til et enkelt rådgivende udvalg for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen

- foreslå, at repræsentanterne fra kandidatlandenes arbejdstilsyn optages i Udvalget af Arbejdstilsynschefer (SLIC), i Det Rådgivende Udvalg (CCSHS) og i Bilbao-agenturets og Dublin-instituttets organer.

3.3.2. Fremme forbedringsforanstaltninger

Er lovgivningstiltag nødvendige for fastsættelsen af regler, er udviklingen af andre instrumenter helt uundværlig for at fremme forbedringsforanstaltninger, tilskynde aktørerne til at "overbyde hinanden" og inddrage samtlige involverede parter i arbejdet på at virkeliggøre strategiens samlede mål, specielt inden for nye områder, der egner sig dårligt til en normativ tilgang. Kommissionen agter at fremme sådanne forbedringsforanstaltninger:

1. Benchmarking og kortlægning af bedste praksis, som bør iværksættes på tre forskellige niveauer inden for rammerne af den nye strategi:

- Fremme konvergensen i medlemsstaternes politikker. Den europæiske beskæftigelsesstrategi frembyder en effektiv ramme for en sådan tilgang [20], og understøttes af Den Europæiske Socialfonds interventioner.

[20] Retningslinje 14 (c): "(Medlemsstaterne vil) bestræbe sig på at sikre en bedre anvendelse på arbejdspladsen af den nuværende arbejdsmiljølovgivning ved at øge og styrke håndhævelsen heraf, yde vejledning for at hjælpe virksomhederne, navnlig små og mellemstore virksomheder, med at forbedre uddannelsen på arbejdsmiljøområdet og fastsætte mål for mindskelse af erhvervsulykker og -sygdomme i de sektorer, der traditionelt er højrisikosektorer".

Der bør vedtages kvantificerede nationale mål til iværksættelse af en sådan konvergens:

- en reduktion af antallet af erhvervsulykker med såvel dødelig som ikke-dødelig udgang

- en reduktion af anerkendte erhvervssygdomme

- en reduktion af antallet af tabte arbejdsdage som følge af sådanne ulykker og sygdomme.

Virkeliggørelsen af disse mål kan måles ved hjælp af indikatorer, som er opstillet i henhold til anerkendte metoder [21]. Der bør ved opstillingen af disse kvantificerede mål tages højde for virksomhedsstørrelse og erhvervssektor, idet man nøje fastlægger de mål, der bør nås i de sektorer, hvor incidensen af ulykker og sygdomme ligger over gennemsnittet.

[21] ESAW, hvad angår arbejdsulykker, og EODS, hvad angår erhvervssygdomme.

For i realiteten at gøre disse indikatorer operationelle bør de indsamlede data være mere præcise og bedre sammenlignelige, have en mere fuldstændig dækning og foreligge på et tidligere tidspunkt. For at gøre dette muligt og for at komme underanmeldelserne i visse medlemsstater til livs bør Kommissionen og medlemsstaterne yderligere uddybe de bestræbelser, som i øjeblikket er i gang med henblik på at harmonisere statistikkerne for erhvervsulykker og -sygdomme. Disse statistikker bør ikke kun måle anerkendte erhvervsulykker og -sygdomme og disses årsager og følger, men også tilvejebringe kvantificerede oplysninger om de faktorer, som er knyttet til arbejdsmiljøet, og som kan forårsage disse ulykker og sygdomme.

- Gøre det muligt at afdække fænomener i fremvækst. Stressbetingede lidelser og sygdomme er et eksempel herpå; det samme gælder muskel- og knoglelidelser samt konsekvenserne af alkohol-, narkotika- og medicinafhængighed. Kommissionen vil foreslå, at denne problematik inkorporeres i retningslinjerne for beskæftigelsen 2003 og vil sammen med Dublin-instituttet iværksætte en indsamling af data og oplysninger, som gør det muligt at måle og opstille opfølgningsindikatorer.

- Uddybe kendskabet til og styrke opfølgningen af "non quality-omkostningerne", det vil sige de økonomiske og sociale omkostninger ved erhvervsulykker og -sygdomme. Kommissionen vil sammen med Bilbao-agenturet iværksætte en indsamling af data og oplysninger, der gør det muligt at forbedre vidensgrundlaget på dette felt.

Kommissionen vil:

- i 2002 overveje at foreslå en ændring af retningslinjerne for beskæftigelsen, idet den anmoder medlemsstaterne om at indføre kvantificerede nationale målsætninger for en reduktion af antallet af erhvervsulykker og -sygdomme, idet de specielt er opmærksomme på sektorer med en høj ulykkesprocent og inkorporerer ligestillings- og aldersaspektet

- undersøge, om det er hensigtsmæssigt at foreslå, at problematikken omkring stressbetingede lidelser og sygdomme inkorporeres i retningslinjerne for beskæftigelsen 2003

- analysere ESF's rolle, hvad angår fremme af et sikkert og sundt arbejdsmiljø i forbindelse med midtvejsevalueringen af den nuværende programmering

- uddybe bestræbelserne på at harmonisere de europæiske statistikker og opstille indikatorer for opfølgning af udviklingen

- forbedre vidensgrundlaget vedrørende erhvervsulykkers og -sygdommes økonomiske og sociale omkostninger.

2. Frivillige aftaler mellem arbejdsmarkedets parter

Den sociale dialog er et velegnet instrument til indførelse af forbedringsforanstaltninger, idet den både gør det muligt at anvende den gældende lovgivning effektivt og at analysere alle de spørgsmål, som vedrører fremme af velværet på arbejdspladsen, idet man samtidig belyser branche- og fagspecifikke risici og problemer. Der er allerede indvundet en masse erfaringer på området i forbindelse med den sektorspecifikke sociale dialog [22]. En række europæiske samarbejdsudvalg har for deres vedkommende fastlagt eksempler på "god praksis". På tværfagligt plan bidrager arbejdsmarkedets parter til en forbedring af den gældende lovgivning gennem arbejdet i Det Rådgivende Udvalg (CCSHS) og via høringer i henhold til traktatens artikel 138.

[22] Det er i den forbindelse værd at nævne indførelsen af fælles håndbøger, undervisningsmateriale, fælles holdninger til direktivudkast osv. inden for følgende sektorer: landbrug, byggeri, gas, rengøring, privat sikkerhed, sukker, telekommunikation, fiskeri, frisørfaget, landevejstransport, civil luftfart og søtransport. Inden for garvning af skind- og lædervarer og frisørfaget har man indført adfærdskodekser, der bl.a. knæsætter princippet om et sikkert og sundt arbejdsmiljø og anvendelse af de bedste faglige metoder på arbejdsmiljøområdet. De forskellige transportsektorer har udarbejdet fælles bidrag og rammeaftaler vedrørende arbejdstid samt sundheds- og sikkerhedsrelaterede spørgsmål.

De forskellige instanser under den sociale dialog kan med fordel behandle problematikken omkring visse nye risici, navnlig stress, hvis mangeartede karakter - navnlig på grund af de talrige sygdomsformer, der kan relateres til den - fuldt ud berettiger et sådant tiltag, som inddrager arbejdsmarkedets parter.

Kommissionen vil i 2002 indlede en høring af arbejdsmarkedets parter om stress og følgerne heraf for arbejdsmiljøet i overensstemmelse med den procedure, som er foreskrevet i traktatens artikel 138.

3. Virksomhedernes sociale ansvar

Den øgede udstationering af arbejdstagere samt offentlighedens større opmærksomhed over for sundhedsrelaterede spørgsmål har bevirket, at talrige virksomheder har gjort overholdelsen af et sikkert og sundt arbejdsmiljø til et vigtigt kriterium ved valg af underleverandører og ved markedsføringen af deres produkter. Sundhed på arbejdspladsen er således blevet gjort til genstand for frivillige certificerings- og mærkningsinitiativer, navnlig hvad angår indkøbsprocedurer - ofte under anvendelse af tredjepartsorganer [23].

[23] "Occupational Safety and Health in Marketing and Procurement", rapport til Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, 2000, ISBN 92-95007-01-8.

Det påpeges således i grønbogen "Fremme af en europæisk ramme for virksomhedernes sociale ansvar" [24], at sundhed på arbejdspladsen udgør et af de oplagte områder for virksomhedernes frivillige opstilling af "god praksis", som går videre end de gældende regler og normer. Den høring, der er indledt, vil gøre det muligt at kortlægge eventuelle løsningsmodeller i kraft af en bred høring af de involverede aktører.

[24] KOM(2001) 366 endelig udg.

4. De økonomiske incitamenter

Arbejdsmiljøområdet har længe været genstand for økonomiske incitamenter gennem fastsættelsen af forsikringspræmier på virksomheds- og/eller brancheplan afhængig af ulykkes- og sygdomsfrekvensen. Dette tilskynder til risikoforebyggelse og supplerer således arbejdsmiljøinstrumenterne. Såvel offentlige som private forsikringsselskaber har allerede indført sådanne økonomiske incitamenter, idet de bl.a. tilbyder forebyggelseskontrakter, der omfatter risikoevaluering i virksomheden, teknisk bistand, hjælp til udstyr og en egnet uddannelse. Denne praksis burde være mere almindeligt udbredt.

3.3.3. Fremme integreringen af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen i de øvrige fællesskabspolitikker

Arbejdsmiljøpolitikken alene kan ikke sikre fremme af velværet på arbejdspladsen; fremme af velværet er ikke alene stærkt knyttet til udformningen af arbejdsudstyr, til beskæftigelsespolitikken og til politikken til fordel for handicappede, men også til andre politikker såsom transportpolitikken og naturligvis sundhedspolitikken, hvad enten der er tale om forebyggelse eller behandling.

- Integreringen af sundhed på arbejdspladsen i den europæiske beskæftigelsesstrategi bør styrkes i betragtning af dens betydning for højnelsen af jobkvaliteten og den fulde udnyttelse af EU's produktionspotentiale. Denne strategi rummer nye forslag, som gør det muligt at styrke dette bånd.

- Koblingen til fællesskabsreglerne vedrørende fremstilling og markedsføring af arbejdsudstyr og kemikalier bør forbedres. Den kunne styrkes gennem en mere systematisk indsamling af oplysninger vedrørende virkningerne af disse udstyr og produkter på sundheden på arbejdspladsen og feedback af disse oplysninger til fabrikanterne. I den forbindelse kan den frivillige mærkning udgøre et væsentligt bidrag.

- Båndene mellem den nye fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og fællesskabsstrategien for folkesundhed bør styrkes gennem et nært samarbejde. De erfaringer, der er indvundet inden for forebyggelse af de store folkesygdomme - navnlig misbrugsproblemer - bør komme forebyggelsesforanstaltninger på arbejdsmarkedet til gode. Omvendt bør sundhed på arbejdspladsen anerkendes som en vigtig faktor i forhold til folkesundheden som helhed.

- Der bør udvikles en tilgang, der er samordnet med de andre politikker, som forfølger beskyttelsesmål, der hviler på forebyggende foranstaltninger, specielt transport-, miljø- og civilbeskyttelsespolitikken og den fælles fiskeripolitik.

- I forbindelse med den fælles fiskeripolitik vil Kommissionen opfordre arbejdsmarkedets parter til at pege på foranstaltninger, der kan forbedre leve-, arbejds- og sikkerhedsforholdene og styrke kvindernes rolle inden for fiskeriet, og som kan bidrage til at fremme beskæftigelsen, navnlig for unge, i regioner, der er afhængige af fiskeri.

- Opfyldelsen af offentlige kontrakter bør ske under overholdelse af alle obligatoriske regler på miljøområdet. Ethvert bud fra tilbudsgivere, som ikke har taget hensyn til forpligtelserne vedrørende beskyttelsesbestemmelser eller til de arbejdsvilkår, som ordregiveren har anført i licitationsbetingelserne, kan ikke anses for at opfylde disse eller risikerer at blive betragtet som uforholdsmæssigt lave i forhold til ydelsen og eventuelt at blive forkastet af denne grund. Arbejdsmarkedets parter inden for sektorerne privat sikkerhed og rengøring har taget fat på den problematik, som overholdelsen af sikkerheds- og sundhedsreglerne rejser i denne forbindelse.

3.4. Forberedelse af udvidelsen

Udvidelsen er en af de store udfordringer, som EU står over for. Først og fremmest EU selv, da det bør påse, at optagelsen af nye medlemmer sker under overholdelse af reglerne, og skal herunder sikre, at institutionerne og organerne fungerer gnidningsløst. Men også kandidatlandene, der i deres nationale systemer bør inkorporere et omfattende og komplekst regelværk. For at sikre en reel anvendelse af dette bør der gennemføres en effektiv overførsel af erfaringer og viden, navnlig gennem:

1. Styrkelse af de tekniske bistandsprogrammer gennem partnerskabs- og bilaterale samarbejdsordninger.

2. Udvikling af mekanismer for erfaringsudveksling og adgang til viden og resultater af fællesskabsforskningen gennem integrering af kandidatlandene i de relevante institutioner og instanser.

3. Styrkelse af den sociale dialog på alle planer, specielt i virksomhederne.

4. Fremme af indsamling og analyse af data vedrørende erhvervsulykker og -sygdomme, navnlig gennem inddragelse af kandidatlandene i fællesskabsindsatsen inden for harmonisering af statistikker.

3.5. Udbygning af det internationale samarbejde

Fællesskabets arbejdsmiljøpolitik bør harmonere med de aktiviteter, som gennemføres af de internationale organisationer. Kommissionen vil fortsætte med at samarbejde aktivt med FN's særorganisationer - WHO og ILO - der har en tilsvarende rolle at udfylde med hensyn til højnelsen af niveauet for beskyttelsen af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, og med hvem Kommissionen længe har haft et frugtbart samarbejde. Dette samarbejde bør navnlig omfatte følgende områder:

- Udryddelse af de værste former for børnearbejde i verden inden for rammerne af IPEC-programmet og opfølgning på anvendelsen af ILO-konvention nr. 182 af 17. juni 1999, som alle EU's medlemsstater enten har ratificeret eller står for at skulle ratificere.

- Støtte forbedringen af sundheden på arbejdspladsen i verden, navnlig ved at tilskynde ILO til at udarbejde konventioner og henstillinger under hensyntagen til fællesskabslovgivningen og gennem medvirken til konventionernes gennemførelse i praksis.

- Virkningerne af misbrug af medicin og alkohol på sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen - et problem, som erkendes af WHO og ILO.

Samarbejdet med tredjelande - navnlig Middelhavslandene, ASEAN, NAFTA og Mercosur - er betydningsfuldt, når det gælder om at sikre, at minimumsbestemmelser på arbejdsmiljøområdet overholdes, selv om den primære målsætning er at fremme den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital. I den forbindelse kan den lovgivning, EU har vedtaget, tjene som basis for informationsudveksling med disse lande.

Det samarbejde og den erfaringsudveksling på arbejdsmiljøområdet, som er indledt med USA inden for rammerne af den transatlantiske pagt, bør uddybes. De bilaterale konferencer mellem EU og USA, som afholdes hvert andet år, samt Bilbao-agenturets koordinering af informationsudvekslingen er eksempler på vilje til at samarbejde med henblik på en bedre beskyttelse af arbejdskraften på internationalt plan.