52002AG0034

FÆLLES HOLDNING (EF) Nr. 34/2002

fastlagt af Rådet den 18. marts 2002

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/.../EF om forsikringsformidling

(2002/C 145 E/01)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og artikel 55,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

efter proceduren i traktatens artikel 251(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Forsikrings- og genforsikringsformidlere spiller en central rolle i forbindelse med salget af forsikrings- og genforsikringsprodukter i Fællesskabet.

(2) Et første skridt for at lette udøvelsen af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser for forsikringsagenter og forsikringsmæglere blev taget med Rådets direktiv 77/92/EØF af 13. december 1976 om foranstaltninger med henblik på at lette den faktiske udøvelse af etableringsfriheden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for virksomhed som forsikringsagent eller forsikringsmægler (ex gruppe 630 CITI), herunder navnlig overgangsforanstaltninger for disse former for virksomhed(4).

(3) Direktiv 77/92/EØF skulle finde anvendelse, indtil forskrifter om samordning af de enkelte medlemsstaters bestemmelser vedrørende adgang til og udøvelse af virksomhed som forsikringsagent og forsikringsmægler trådte i kraft.

(4) Kommissionens henstilling 92/48/EØF af 18. december 1991 om forsikringsmæglere(5) er stort set blevet fulgt af medlemsstaterne og har bidraget til at sikre indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes bestemmelser om de faglige kvalifikationskrav til forsikringsformidlere og om registrering af dem.

(5) Der er dog stadig betydelige forskelle mellem medlemsstaternes bestemmelser, hvilket skaber hindringer for mulighederne for at optage og udøve forsikrings- og genforsikringsformidling på det indre marked. Direktiv 77/92/EØF bør derfor erstattes med et nyt direktiv.

(6) Forsikrings- og genforsikringsformidlere bør kunne benytte traktatens bestemmelser om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser.

(7) Forsikringsformidleres manglende mulighed for at udøve deres virksomhed frit i hele Fællesskabet hæmmer det fælles forsikringsmarkeds rette funktion.

(8) En samordning af medlemsstaternes lovgivning om faglige kvalifikationskrav til og registrering af personer, der optager og udøver forsikringsformidling, kan derfor både bidrage til virkeliggørelsen af det indre marked for finansielle tjenesteydelser og til forbedringen af forbrugerbeskyttelsen på dette felt.

(9) Forskellige typer personer og institutioner, f.eks. agenter, mæglere og kombinerede udbydere af bank- og forsikringsydelser ("bancassurance"), kan formidle tilbud om forsikringsprodukter. Lige behandling af udbyderne og forbrugerbeskyttelse forudsætter, at alle disse personer og institutioner er omfattet af dette direktiv.

(10) Dette direktiv indeholder en definition af "bundne forsikringsformidlere", som tager hensyn til kendetegnene ved visse markeder i medlemsstaterne, og som har som formål at opstille registreringsbetingelser, der kan anvendes på disse formidlere. Denne definition er ikke til hinder for, at der i medlemsstaterne findes begreber svarende til dette, og som gælder forsikringsformidlere, der handler for og på vegne af et forsikringsselskab under dettes fulde ansvar, men som er bemyndiget til at opkræve præmier eller beløb til kunden i overensstemmelse med de bestemmelser for finansiel garanti, der er opstillet i dette direktiv.

(11) Dette direktiv bør finde anvendelse på enhver person, hvis virksomhed består i at levere forsikringsformidlerydelser til tredjemand på erhvervsmæssigt grundlag mod et vederlag enten i form af penge eller i en anden form for aftalt økonomisk fordel, der er knyttet til disse ydelser.

(12) Anvendelsesområdet bør ikke omfatte personer inden for andre erhverv, f.eks. skatteeksperter eller revisorer, som rådgiver om forsikringsdækning på accessorisk basis i forbindelse med udøvelsen af denne anden erhvervsvirksomhed, når formålet ikke er at bistå kunden med at indgå eller gennemføre en forsikrings- eller genforsikringsaftale og heller ikke erhvervsmæssig administration af et forsikrings- eller genforsikringsselskabs skadestilfælde eller taksation eller skadesafregning.

(13) Dette direktiv bør under visse, nøje fastlagte betingelser ikke finde anvendelse på personer, der udøver forsikringsformidling som accessorisk virksomhed.

(14) Forsikrings- og genforsikringsformidlere bør registreres hos den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor de har deres bopæl eller hovedkontor, forudsat at de opfylder strenge faglige krav til deres kompetence, gode omdømme, erhvervsansvarsforsikring og finansielle kapacitet.

(15) Registreringen bør give forsikrings- og genforsikringsformidlere ret til at udøve deres virksomhed i andre medlemsstater i henhold til principperne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, forudsat at der har fundet behørig underretning sted mellem de kompetente myndigheder.

(16) Der er behov for passende sanktioner over for personer, der udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling uden at være registreret, og over for forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som gør brug af ydelser fra ikke-registrerede formidlere eller formidlere, der ikke opfylder de bestemmelser, medlemsstaterne vedtager til gennemførelse af dette direktiv.

(17) Samarbejde og informationsudveksling mellem de kompetente myndigheder er afgørende for at beskytte forbrugerne og sikre et sundt forsikrings- og genforsikringsformidlererhverv på det indre marked.

(18) Det er afgørende for forbrugeren at vide, om den formidler, han har med at gøre, yder rådgivning om produkter fra en bred vifte af forsikringsselskaber eller om produkter, der udbydes af et begrænset antal forsikringsselskaber.

(19) Dette direktiv bør præcisere forsikringsformidleres pligt til at give kunderne information. En medlemsstat kan i den forbindelse opretholde eller vedtage strengere bestemmelser, der uanset formidlernes bopælssted kan pålægges forsikringsformidlere, som udøver deres forsikringsformidlervirksomhed på dens område, såfremt disse strengere bestemmelser er i overensstemmelse med fællesskabsretten, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked ("Direktivet om elektronisk handel")(6).

(20) Erklærer formidleren, at han yder rådgivning om produkter fra en bred vifte af forsikringsselskaber, bør han gennemføre en objektiv og tilstrækkelig bred analyse af de på markedet disponible produkter. Derudover bør alle formidlere redegøre for bevæggrundene for den rådgivning, de yder.

(21) Der er mindre behov for at kræve, at denne information gives, hvis forbrugeren er et selskab, der ønsker genforsikring eller forsikring af kommercielle og industrielle risici.

(22) Der er behov for hensigtsmæssige og effektive klageprocedurer i medlemsstaterne med henblik på bilæggelse af tvister mellem forsikringsformidlere og deres kunder, i givet fald ved brug af eksisterende procedurer.

(23) Uden at dette berører kundernes ret til at indbringe deres sag for domstolene, bør medlemsstaterne tilskynde offentlige eller private udenretslige organer til bilæggelse af tvister til at indgå i et samarbejde med henblik på løsningen af grænseoverskridende tvister. Et resultat af dette samarbejde kunne især være at give forbrugeren mulighed for at indgive klage over leverandører, der er etableret i en anden medlemsstat, ved de udenretslige organer i det land, hvor forbrugeren bor. Oprettelsen af FIN-NET giver forbrugerne øget bistand, når de bruger grænseoverskridende tjenester.

(24) Direktiv 77/92/EØF bør derfor ophæves -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1. Dette direktiv fastsætter regler for, hvordan fysiske og juridiske personer, der er eller ønsker at blive etableret i en medlemsstat, kan optage og udøve forsikrings- og genforsikringsformidling.

2. Dette direktiv finder ikke anvendelse på personer, som udøver forsikringsformidling, når alle følgende betingelser er opfyldt:

a) forsikringsaftalen forudsætter kun viden om den forsikringsdækning, der tilbydes

b) forsikringsaftalen er ikke en livsforsikringsaftale

c) forsikringsaftalen omfatter ingen ansvarsdækning

d) den pågældende person udøver ikke forsikringsformidling som hovederhverv

e) forsikringen udgør et supplement til det produkt eller den tjenesteydelse, som leveres af en given leverandør, såfremt forsikringen dækker:

i) risikoen for totalskade, tab eller beskadigelse af varer leveret af den pågældende leverandør, eller

ii) tab eller beskadigelse af bagage og andre risici i tilknytning til en rejse bestilt hos den pågældende leverandør, uanset om forsikringen omfatter livs- eller ansvarsforsikring, forudsat at dækningen er accessorisk i forhold til hoveddækningen vedrørende risici i tilknytning til denne rejse, og

f) det årlige præmiebeløb ikke overstiger 500 EUR, og forsikringsaftalens løbetid inklusive forlængelser ikke overstiger fem år.

3. Dette direktiv finder ikke anvendelse på forsikrings- og genforsikringsformidlerydelser, der leveres i forbindelse med risici og forpligtelser uden for Fællesskabet.

Dette direktiv berører ikke en medlemsstats lovgivning om udøvelse af forsikringsformidling, via forsikrings- og genforsikringsformidlere, som er etableret i et tredjeland, og som leverer ydelser på denne medlemsstats område ifølge princippet om fri udveksling af tjenesteydelser.

Dette direktiv vedrører hverken forsikringsformidling, der udøves i tredjelande, eller virksomhed, som Fællesskabets forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som defineret i Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring(7) og Rådets første direktiv 79/267/EØF af 5. marts 1979 om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte livsforsikringsvirksomhed(8), udøver i tredjelande via forsikringsformidlere.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1) "forsikringsselskab": et selskab, som har modtaget administrativ tilladelse i henhold til artikel 6 i direktiv 73/239/EØF eller artikel 6 i direktiv 79/267/EØF

2) "genforsikringsselskab": et selskab, bortset fra et forsikringsselskab eller tredjelandsforsikringsselskab, hvis hovedvirksomhed er at overtage risici, der afgives af et forsikringsselskab, et tredjelandsforsikringsselskab eller andre genforsikringsselskaber

3) "forsikringsformidling": aktivitet, der består i at forelægge, foreslå eller tilrettelægge det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikringsaftaler eller at indgå sådanne aftaler eller at medvirke ved administrationen og gennemførelsen af sådanne aftaler, navnlig i skadestilfælde.

Udøves sådan virksomhed af forsikringsselskaber eller af ansatte i forsikringsselskaber, der handler på forsikringsselskabets ansvar, anses det ikke for at være forsikringsformidling.

Heller ikke virksomhed, der består i rådgivning om forsikring på accessorisk basis i forbindelse med udøvelsen af anden erhvervsvirksomhed, når formålet ikke er at bistå kunden med at indgå eller gennemføre en forsikringsaftale eller administration af et forsikringsselskabs skadestilfælde på erhvervsmæssigt grundlag eller taksation og skadesafregning, anses for at være forsikringsformidling

4) "genforsikringsformidling": aktivitet, der består i at forelægge, foreslå eller tilrettelægge det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af genforsikringsaftaler eller at indgå sådanne aftaler eller at medvirke ved administrationen og gennemførelsen af sådanne aftaler, navnlig i skadestilfælde.

Udøves sådan virksomhed af genforsikringsselskaber eller af ansatte i genforsikringsselskaber, der handler på genforsikringsselskabets ansvar, anses det ikke for at være genforsikringsformidling.

Heller ikke virksomhed, der består i rådgivning om genforsikring på accessorisk basis i forbindelse med udøvelsen af anden erhvervsvirksomhed, når formålet ikke er at bistå kunden med at indgå eller gennemføre en genforsikringsaftale eller administration af et genforsikringsselskabs skadestilfælde på erhvervsmæssigt grundlag eller taksation og skadesafregning, anses for at være genforsikringsformidling

5) "forsikringsformidler": en fysisk eller juridisk person, der mod vederlag optager eller udøver forsikringsformidling

6) "genforsikringsformidler": en fysisk eller juridisk person, der mod vederlag optager eller udøver genforsikringsformidling

7) "bunden forsikringsformidler": enhver person, der formidler forsikringer på vegne af et eller flere forsikringsselskaber, hvis forsikringsprodukterne ikke konkurrerer indbyrdes, men som ikke opkræver præmier eller beløb til kunden, og som udelukkende handler på forsikringsselskabernes ansvar for så vidt angår deres respektive produkter

Ved en bunden forsikringsformidler forstås også en person, der handler på et eller flere forsikringsselskabers ansvar for så vidt angår deres respektive produkter, og som udøver forsikringsformidling i tilknytning til sit hovederhverv, hvis forsikringen udgør et supplement til varer eller tjenesteydelser, der leveres i forbindelse med dette hovederhverv, og den pågældende person ikke opkræver præmier eller beløb til kunden

8) "store risici": risici som fastsat i artikel 5, litra d), i direktiv 73/239/EØF

9) "hjemland": a) hvis formidleren er en fysisk person, den medlemsstat, hvor formidleren har sin bopæl, og hvor han driver virksomhed

b) hvis formidleren er en juridisk person, den medlemsstat, hvor den juridiske person har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til denne medlemsstats lovgivning ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende

10) "værtsland": den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsformidleren har en filial eller leverer tjenesteydelser

11) "kompetente myndigheder": de myndigheder, som hver enkelt medlemsstat udpeger i henhold til artikel 6

12) "varigt medium": en indretning, der sætter kunden i stand til at lagre oplysninger, som er sendt til ham personligt, så de er tilgængelige i en periode, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Varigt medium omfatter eksempelvis disketter, CD-ROM'er, DVD'er og harddisken på kundens computer, hvor der er lagret elektronisk post, men omfatter ikke noget internetsted, medmindre dette opfylder kriterierne i definitionen af varigt medium.

KAPITEL II

REGISTRERINGSKRAV

Artikel 3

Registrering

1. Forsikrings- og genforsikringsformidlere skal i deres hjemland registreres hos en kompetent myndighed som defineret i artikel 6, stk. 2.

Uanset første afsnit kan medlemsstaterne fastsætte, at forsikrings- og genforsikringsselskaber og andre organer kan samarbejde med de kompetente myndigheder med henblik på registrering af forsikrings- og genforsikringsformidlere og i forbindelse med anvendelsen af kravene i artikel 4 på sådanne formidlere. Navnlig kan bundne forsikringsformidlere registreres hos et forsikringsselskab eller en sammenslutning af forsikringsselskaber under en kompetent myndigheds kontrol.

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende kravet i første og andet afsnit på alle de fysiske personer i et selskab, og som udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling.

For så vidt angår juridiske personer registrerer medlemsstaten disse og anfører endvidere i registret navnene på de fysiske personer i ledelsen, der er ansvarlige for forsikringsformidlingen.

2. Medlemsstaterne kan oprette mere end ét register for forsikrings- og genforsikringsformidlere, forudsat at de fastlægger kriterier for, hvordan formidlerne skal registreres.

Medlemsstaterne sikrer, at der oprettes ét kontaktsted, der giver nem og hurtig adgang til oplysninger fra de forskellige registre, der oprettes elektronisk og opdateres løbende. Dette kontaktsted skal desuden indeholde oplysningerne om hver medlemsstats kompetente myndigheder, jf. stk. 1, første afsnit.

3. Medlemsstaterne sikrer, at registreringen af forsikrings- og genforsikringsformidlere, herunder bundne forsikringsformidlere, gøres betinget af, at de opfylder de faglige kvalifikationskrav i artikel 4.

Medlemsstaterne sikrer også, at forsikrings- og genforsikringsformidlere, herunder bundne forsikringsformidlere, som ikke længere opfylder disse krav, slettes af registeret. Hvis det er nødvendigt, underretter hjemlandet på enhver egnet måde værtslandet om en sådan slettelse af registret.

4. De kompetente myndigheder kan udstede et bevis til forsikrings- eller genforsikringsformidlere, således at alle interesserede parter ved konsultation af de i stk. 2 omhandlede registre kan kontrollere, at formidlerne er behørigt registreret.

Dette bevis skal mindst indeholde de i artikel 11, stk. 1, litra a) og b), omhandlede oplysninger og, hvis det drejer sig om en juridisk person, navnet eller navnene på den eller de fysiske personer, der er nævnt i stk. 1, fjerde afsnit, i nærværende artikel.

Medlemsstaten skal kræve, at beviset returneres til den udstedende kompetente myndighed, når forsikrings- eller genforsikringsformidleren ophører med at være registreret.

5. Registrerede forsikrings- og genforsikringsformidlere skal kunne optage og udøve forsikrings- og genforsikringsformidling i Fællesskabet i henhold til bestemmelserne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser.

6. Medlemsstaterne skal sikre, at forsikringsselskaberne kun benytter forsikrings- og genforsikringsformidlerydelser fra registrerede forsikrings- og genforsikringsformidlere og de i artikel 1, stk. 2, omhandlede personer.

Artikel 4

Faglige kvalifikationskrav

1. Forsikrings- og genforsikringsformidlere skal besidde passende viden og kunnen som fastsat af formidlerens hjemland.

Hjemlandet kan tilpasse kravene til viden og kunnen efter forsikrings- og genforsikringsformidlerens virksomhed og de aftaler, der formidles, særlig hvis formidleren har et andet hovederhverv end forsikringsformidling. I disse tilfælde må formidleren kun udøve forsikringsformidling, hvis en forsikringsformidler, der opfylder betingelserne i denne artikel, eller et forsikringsselskab påtager sig det fulde ansvar for hans handlinger.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at forsikringsselskabet i forbindelse med de i artikel 3, stk. 1, andet afsnit, omhandlede tilfælde skal kontrollere, at de pågældende formidleres viden og kunnen er i overensstemmelse med kravene i første afsnit i nærværende stykke, og om nødvendigt tilbyde sådanne formidlere en uddannelse, der modsvarer kravene i forbindelse med de aftaler, de formidler.

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende kravet i første afsnit på alle de fysiske personer i et selskab, der udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling. Medlemsstaterne sikrer, at en rimelig del af de personer i ledelsen i sådanne selskaber, der er ansvarlige for formidling af forsikringsprodukter, samt alle andre personer, som er direkte beskæftiget med forsikrings- eller genforsikringsformidling, godtgør, at de besidder den viden og kunnen, der er nødvendig for udførelsen af deres opgaver.

2. Forsikrings- og genforsikringsformidlere skal have et godt omdømme. De skal som et minimum have en ren straffeattest eller en anden tilsvarende national attest for så vidt angår alvorlige strafbare handlinger i forbindelse med formueforbrydelser eller anden kriminalitet vedrørende finansielle aktiviteter, og de må ikke tidligere have været erklæret konkurs, medmindre de er blevet rehabiliteret efter national lovgivning.

Medlemsstaterne kan i de i artikel 3, stk. 1, andet afsnit, omhandlede tilfælde tillade, at forsikringsselskabet undersøger bundne forsikringsformidleres omdømme.

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende kravet i første afsnit på alle de fysiske personer i et selskab, som udøver forsikrings- og genforsikringsformidling. Medlemsstaterne sikrer imidlertid, at ledelsen i sådanne selskaber og alle ansatte, som er direkte beskæftiget med forsikrings- eller genforsikringsformidling, opfylder kravet.

3. Forsikrings- og genforsikringsformidlere skal have en erhvervsansvarsforsikring eller en anden tilsvarende garanti, der dækker hele Fællesskabets område, mod erstatningsansvar for pligtforsømmelse på mindst 1000000 EUR pr. skadestilfælde og på sammenlagt 1500000 EUR for alle skadestilfælde i løbet af et år, medmindre en sådan forsikring eller tilsvarende garanti i forvejen ydes af et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et andet selskab, på hvis vegne forsikrings- eller genforsikringsformidleren handler eller er bemyndiget til at handle, eller medmindre et sådant selskab har påtaget sig det fulde ansvar for formidlerens handlinger.

4. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte kunderne mod forsikringsformidleres manglende evne til at overføre præmiebeløbet til forsikringsselskabet eller til at overføre erstatningsbeløbet eller en bonus til den sikrede.

Disse foranstaltninger skal antage en eller flere af følgende former:

a) bestemmelser fastsat ved lov eller aftale, hvorefter penge betalt af kunden til formidleren betragtes som værende betalt til selskabet, hvorimod penge betalt af selskabet til formidleren ikke betragtes som værende betalt til kunden, før kunden faktisk modtager dem

b) et krav til forsikringsformidlere om, at de skal have en finansiel kapacitet, der til enhver tid skal være på 4 % af de samlede modtagne årlige præmiebeløb, dog mindst 15000 EUR

c) et krav om, at kundens betroede midler skal overføres via strengt adskilte klientkonti, og at disse konti ikke må benyttes til at fyldestgøre andre kreditorer i tilfælde af konkurs

d) et krav om, at der skal oprettes en garantifond.

5. Udøvelse af forsikrings- og genforsikringsformidling forudsætter, at de faglige kvalifikationskrav i denne artikel til enhver tid er opfyldt.

6. Medlemsstaterne kan skærpe eller supplere kravene i denne artikel for forsikrings- og genforsikringsformidlere, der er registreret på deres område.

7. De i stk. 3 og 4 omhandlede beløb revideres regelmæssigt for at tage hensyn til udviklingen i det europæiske forbrugerprisindeks, der offentliggøres af Eurostat. Den første revision finder sted fem år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden, og de følgende revisioner finder sted fem år efter den foregående revision.

Der sker en automatisk tilpasning af beløbene, ved at grundbeløbet i euro forhøjes med den procentvise ændring af ovennævnte indeks for perioden fra datoen for dette direktivs ikrafttræden til datoen for den første revision eller fra datoen for den seneste revision til den nye revision og rundes op til nærmeste hele euro.

Artikel 5

Underretning om etablering og levering af tjenesteydelser i andre medlemsstater

1. En forsikrings- eller genforsikringsformidler, der agter at udøve virksomhed for første gang i en eller flere medlemsstater i henhold til bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser eller bestemmelserne om etableringsfrihed, underretter hjemlandets kompetente myndigheder herom.

Senest en måned efter denne underretning meddeler disse kompetente myndigheder de kompetente myndigheder i de værtslande, der måtte ønske det, at forsikrings- eller genforsikringsformidleren agter at udøve virksomhed, og underretter samtidig den pågældende formidler herom.

Forsikrings- eller genforsikringsformidleren kan påbegynde sin virksomhed en måned efter den dato, hvor han af hjemlandets kompetente myndigheder er blevet underrettet om den meddelelse, der er omhandlet i andet afsnit. Formidleren kan dog påbegynde sin virksomhed straks, hvis værtslandet ikke ønsker at blive underrettet herom.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, om de ønsker at blive underrettet i overensstemmelse med stk. 1. Kommissionen underretter derpå de øvrige medlemsstater herom.

3. Værtslandets kompetente myndigheder kan træffe alle nødvendige foranstaltninger for på passende måde at offentliggøre, hvilke betingelser der af samfundsmæssige hensyn stilles for udøvelse af forsikringsformidling på værtslandets område.

Artikel 6

Kompetente myndigheder

1. Medlemsstaterne udpeger de kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre gennemførelsen af dette direktiv. De underretter Kommissionen herom med angivelse af en eventuel kompetencefordeling.

2. De i stk. 1 omhandlede myndigheder skal være enten offentlige myndigheder eller organer, der er anerkendt i den nationale lovgivning eller anerkendt af en offentlig myndighed, som udtrykkeligt har beføjelse hertil efter den nationale lovgivning. De må ikke være forsikrings- eller genforsikringsselskaber.

3. De kompetente myndigheder skal have alle de beføjelser, der er nødvendige for at varetage deres opgaver. Hvis der er to eller flere kompetente myndigheder på en medlemsstats område, sørger medlemsstaten for at fremme et tæt samarbejde mellem dem, så de er i stand til at varetage deres respektive opgaver effektivt.

Artikel 7

Sanktioner

1. Medlemsstaterne indfører passende sanktioner over for enhver person, der udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling uden at være registreret i en medlemsstat, og som ikke er omfattet af artikel 1, stk. 2.

2. Medlemsstaterne indfører passende sanktioner over for forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber, der benytter forsikrings- eller genforsikringsformidlere, som ikke er registreret i en medlemsstat, og som ikke er omfattet af artikel 1, stk. 2.

3. Medlemsstaterne indfører passende sanktioner over for forsikrings- eller genforsikringsformidlere, som ikke opfylder de bestemmelser, medlemsstaterne har vedtaget til gennemførelse af dette direktiv.

4. Dette direktiv berører ikke værtslandets beføjelse til at træffe passende forholdsregler med henblik på at forebygge eller straffe uregelmæssigheder begået på dets område, som strider mod love eller administrative bestemmelser, der er vedtaget af samfundsmæssige hensyn. Dette omfatter ret til at forhindre forsikrings- eller genforsikringsformidlere, der overtræder bestemmelserne, i at påbegynde yderligere virksomhed på dets område.

5. Enhver truffen forholdsregel, hvorved der pålægges sanktioner eller fastsættes begrænsninger for en forsikrings- eller genforsikringsformidlers virksomhed, skal være behørigt begrundet og skal meddeles den pågældende formidler. Enhver sådan forholdsregel skal kunne prøves ved domstolene i den medlemsstat, hvor den er truffet.

Artikel 8

Udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne

1. De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater samarbejder for at sikre, at dette direktiv anvendes korrekt.

2. De kompetente myndigheder udveksler oplysninger om forsikrings- og genforsikringsformidlere, der er blevet pålagt en sanktion, jf. artikel 7, stk. 3, eller som er blevet omfattet af en forholdsregel, jf. artikel 7, stk. 4, som vil kunne føre til sletning af registret over disse formidlere. Desuden kan en kompetent myndighed efter anmodning fra en anden kompetent myndighed udveksle enhver relevant oplysning med denne.

3. Enhver, der modtager eller videregiver oplysninger i henhold til dette direktiv, har tavshedspligt som fastsat i artikel 16 i Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv)(9) og i artikel 15 i Rådets direktiv 92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og 90/619/EØF (tredje livsforsikringsdirektiv)(10).

Artikel 9

Klage

Medlemsstaterne sikrer, at der indføres procedurer, hvorved kunder og andre berørte parter kan indbringe klager over forsikrings- og genforsikringsformidlere.

Artikel 10

Udenretslig bilæggelse af tvister

1. Medlemsstaterne tilskynder til, at der indføres hensigtsmæssige, effektive udenretslige klage- og bilæggelsesprocedurer i forbindelse med tvister mellem forsikringsformidlere og kunder, hvor det er hensigtsmæssigt ved brug af eksisterende organer.

2. Medlemsstaterne tilskynder disse organer til at samarbejde om bilæggelse af grænseoverskridende tvister.

KAPITEL III

INFORMATIONSKRAV FOR FORSIKRINGSFORMIDLERE

Artikel 11

Forsikringsformidlerens informationspligt

1. Inden indgåelse af enhver ny forsikringsaftale og om nødvendigt i forbindelse med ændring eller fornyelse af aftalen skal en forsikringsformidler mindst give kunden information om følgende:

a) navn og adresse

b) hvilket register han er optaget i, og hvordan det kan kontrolleres, at han er registreret

c) om han har en direkte eller indirekte andel på over 10 % af stemmerettighederne eller kapitalen i et bestemt forsikringsselskab

d) om et bestemt forsikringsselskab eller moderselskabet til et bestemt forsikringsselskab har en direkte eller indirekte andel på over 10 % af stemmerettighederne eller kapitalen i forsikringsformidlerselskabet

e) de i artikel 9 omhandlede procedurer, hvorefter kunder og andre berørte parter kan indbringe klager over forsikringsformidlere, samt i givet fald de i artikel 10 omhandlede udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer.

Desuden skal forsikringsformidleren i forbindelse med den aftale, der tilbydes, meddele kunden:

i) om han yder rådgivning på basis af forpligtelsen i stk. 2 til at foretage en objektiv analyse, eller

ii) om han har en kontraktlig forpligtelse til udelukkende at benytte et eller flere forsikringsselskaber. I så fald skal han også meddele kunden navnene på disse forsikringsselskaber, eller

iii) om han ikke har en kontraktlig forpligtelse til udelukkende at benytte et eller flere forsikringsselskaber og ikke yder rådgivning på basis af forpligtelsen i stk. 2 til at foretage en objektiv analyse. I så fald skal han også meddele kunden navnene på de forsikringsselskaber, han kan benytte og faktisk benytter.

2. Hvis forsikringsformidleren meddeler kunden, at han yder rådgivning på basis af en objektiv analyse, er han forpligtet til at yde denne rådgivning på grundlag af en analyse af et så stort antal af de på markedet disponible forsikringsaftaler, at han er i stand til at anbefale en forsikringsaftale, der opfylder kundens behov.

3. Inden en konkret forsikringsaftale indgås, formulerer forsikringsformidleren, navnlig på basis af kundens egne oplysninger, som et minimum kundens krav og behov og begrunder samtidig den rådgivning, kunden får vedrørende en bestemt forsikringsaftale. Disse oplysninger afpasses efter kompleksiteten af den forsikringsaftale, der foreslås.

4. Forsikringsformidlere, der udøver virksomhed i forbindelse med forsikring af store risici, er ikke forpligtet til at give den i stk. 1, 2 og 3 omhandlede information; det samme gælder genforsikringsformidlere.

5. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre bestemmelser om strengere krav til den i stk. 1 omhandlede information, forudsat at disse bestemmelser er forenelige med fællesskabsretten.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de bestemmelser, de opretholder eller indfører som omhandlet i første afsnit.

For på enhver hensigtsmæssig måde at skabe en høj grad af gennemsigtighed sikrer Kommissionen, at de oplysninger, den modtager om medlemsstaternes bestemmelser, også gøres tilgængelige for forbrugere og forsikringsformidlere.

Artikel 12

Informationskrav

1. Enhver form for information til kunderne i henhold til artikel 11 skal gives:

a) på papir eller på et andet varigt medium, der er til rådighed og tilgængeligt for kunden

b) på en tydelig og nøjagtig måde, der er forståelig for kunden

c) på et officielt sprog i den medlemsstat, hvor forpligtelsen indgås, eller ethvert andet sprog, som aftales mellem parterne.

2. Uanset stk. 1, litra a), kan den i artikel 11 omhandlede information gives mundtligt, når kunden anmoder om det, eller når øjeblikkelig dækning er nødvendig. I dette tilfælde skal informationen gives til kunden i overensstemmelse med stk. 1 umiddelbart efter indgåelsen af forsikringsaftalen.

3. I tilfælde af telefonsalg skal forudgående information, som gives til kunden, være i overensstemmelse med fællesskabsreglerne for fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Desuden skal informationen gives til kunden i overensstemmelse med stk. 1 umiddelbart efter indgåelsen af forsikringsaftalen.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 13

Ret til domstolsprøvelse

Medlemsstaterne sikrer, at alle afgørelser, der træffes over for en forsikrings- eller genforsikringsformidler eller et forsikringsselskab i henhold til de love og administrative bestemmelser, der vedtages i overensstemmelse med dette direktiv, kan prøves ved domstolene.

Artikel 14

Ophævelse af direktiv

Direktiv 77/92/EØF ophæves med virkning fra den dato, der er anført i artikel 15, stk. 1.

Artikel 15

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den ...(11). De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Denne meddelelse skal indeholde en oversigt over, hvilke nationale bestemmelser der svarer til bestemmelserne i dette direktiv.

Artikel 16

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 17

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i ...

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand

(1) EFT C 29 E af 30.1.2001, s. 245.

(2) EFT C 221 af 7.8.2001, s. 121.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 14. november 2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT), Rådets fælles holdning af 18. marts 2002 og Europa-Parlamentets afgørelse af ... (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(4) EFT L 26 af 31.1.1977, s. 14. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.

(5) EFT L 19 af 28.1.1992, s. 32.

(6) EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1.

(7) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF (EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65).

(8) EFT L 63 af 13.3.1979, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF (EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7).

(9) EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/64/EF (EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27).

(10) EFT L 360 af 9.12.1992, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/64/EF.

(11) To år efter dette direktivs ikrafttræden.

RÅDETS BEGRUNDELSE

I. INDLEDNING

1. Den 22. september 2000 forelagde Kommissionen sit forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forsikringsmæglingsvirksomhed(1). Forslaget byggede på artikel 47, stk. 2, og artikel 55 i traktaten.

2. Europa-Parlamentet afgav udtalelse den 14. november 2001(2).

Det Økonomiske og Sociale Udvalg afgav udtalelse den 30. maj 2001(3).

3. Den 26. november 2001 nåede Rådet til politisk enighed(4) med henblik på senere vedtagelse af en fælles holdning i overensstemmelse med traktatens artikel 251, stk. 2.

4. Rådet vedtog sin fælles holdning i henhold til artikel 251, stk. 2, i traktaten, den 18. marts 2002.

II. FORMÅL

Formålet med forslaget er at virkeliggøre det indre marked for tjenesteydelser og samtidig bidrage til en høj grad af forbrugerbeskyttelse. Registrerede forsikringsformidlere vil takket være bestemmelserne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser kunne optage og udøve virksomhed i hele Fællesskabet under tilsyn af myndighederne i deres hjemland. Desuden indeholder forslaget bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal meddeles kunderne.

Det hedder i forslaget, at en fysisk eller juridisk person, der udøver forsikrings- eller genforsikringsformidling, skal registreres på grundlag af visse mindstekrav, navnlig krav om faglig viden og godt omdømme.

III. GENNEMGANG AF DEN FÆLLES HOLDNING I DOK. 5462/02

1. Generelt

Den fælles holdning følger Kommissionens forslag, men medtager også nogle af Europa-Parlamentets ændringsforslag. Dette er gjort for at tage hensyn til bestemte formidleres status. Derfor er begrebet "bunden forsikringsformidler" (artikel 2, nr. 7) blevet defineret, og forsikringsselskaber er blevet tildelt en mere væsentlig rolle i forbindelse med registreringen af disse personer og kontrollen af deres faglige viden og kunnen. Desuden fastslås det i den fælles holdning, at det kun er navnene på visse personer i forsikringsformidleres ledelse (juridiske personer), der skal anføres i registret (artikel 3, stk. 1). Spørgsmålet om formidlere fra tredjelande er også blevet afklaret (artikel 1, stk. 3). Bestemmelsen om erhvervsansvarsforsikring og garanti (artikel 4, stk. 3) er blevet ændret i overensstemmelse hermed, og der er indsat et samlet loft på 1500000 EUR for alle skadestilfælde i løbet af et år.

Rådet har indsat en særlig bestemmelse om udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder (artikel 7a, nu artikel 8) for at gøre det lettere at slette navnet på personer, der er blevet pålagt visse sanktioner, fra de nationale registre. Der er desuden indsat en særlig bestemmelse om telefonsalg (artikel 11, stk. 3, nu artikel 12, stk. 3). Endelig er bestemmelserne om informationskrav (artikel 10, stk. 1-3, nu artikel 11, stk. 1-3) blevet uddybet, så kunderne nyder godt af en større gennemsigtighed.

2. Europa-Parlamentets ændringer

Rådet har accepteret flere af Parlamentets ændringer. Substansen i de fleste af dem er blevet accepteret, selv om den nøjagtige ordlyd ikke er fulgt. Nogle af ændringerne har dog ikke kunnet accepteres.

2.1. Følgende ændringer foreslået af Europa-Parlamentet er blevet accepteret og indarbejdet i Rådets tekst (dok. 5462/02)

Ændring 4, betragtning 12 (nu betragtning 14)

Tilføjelse af "bopæl" i denne betragtning er velbegrundet.

Ændring 56, artikel 4, stk. 4, litra a)

Tilføjelse af bestemmelser fastsat ved aftale (med henblik på forbrugerbeskyttelse) følger retstraditionen i nogle af medlemsstaterne.

2.2. Følgende ændringer foreslået af Europa-Parlamentet er blevet medtaget med ændringer i den foreslåede affattelse:

Ændring 1, betragtning 10

En tilføjelse om, at den blotte formidling af generelle oplysninger om forsikring ikke skal være omfattet, skal ses i sammenhæng med de langt mere præcise ændringer, som nu er foretaget i betragtning 12, artikel 2, nr. 3, sidste afsnit, og artikel 2, nr. 4, sidste afsnit.

Ændring 5, betragtning 13a (ny)

Spørgsmålet om oprettelse af flere registre i medlemsstaterne og ét kontaktsted, der giver adgang til oplysningerne, er blevet afklaret i den ændrede affattelse af artikel 3, stk. 2. Efter principperne om EF-lovgivningens affattelse skal en sådan bestemmelse indsættes i artiklerne og ikke i betragtningerne.

Ændring 7, artikel 1, stk. 2, litra a)

Ideen med ændringen var at forbedre ordlyden af dette litra, så simple aftaler, der ikke forudsætter noget specialiseret kendskab til forsikringsvirksomhed som sådan, ikke omfattes. Rådets tekst giver en positiv ordlyd med samme indhold og forekommer mere præcis end Kommissionens forslag.

Ændring 8 og 49, artikel 1, stk. 2, litra b)

Substansen i denne ændring er omhandlet i litra e) i det samme stykke, hvor den logisk set hører hjemme. Sidste del af teksten "basiskontrakter, som indgår i det almindelige udbud" har ikke kunnet accepteres, da den ikke føjer noget til listen over undtagelseskriterierne i stk. 2, navnlig litra b), c) og e).

Ændring 9, artikel 1, stk. 2, litra c)

Formålet med denne ændring er tilsyneladende at tage højde for rejseforsikring, der omfatter en vis accessorisk ansvarsdækning. Hele dette spørgsmål har nu fået en mere præcis affattelse i stk. 2, litra e).

Ændring 11, artikel 1, stk. 2, litra e)

Formålet med ændringen er at omfatte alle former for risici, der typisk er knyttet til en rejse. Rådet finder dog, at dets egen affattelse er klarere på det punkt.

Ændring 15, artikel 2, nr. 3

Rådet har ikke villet medtage alle de tilfælde, hvor en person giver oplysninger, men har ønsket at udelukke rådgivning på accessorisk basis mere udtrykkeligt end i Parlamentets tekst. Det meget generelle udtryk "give oplysning om ..." er udeladt, og et nyt afsnit om "rådgivning om forsikring på accessorisk basis" er blevet indsat for at præcisere definitionen af forsikringsformidling. Det er unødvendigt at henvise til elektroniske hjælpemidler på dette sted, da det er aktiviteten og ikke salgsmetoden, der skal beskrives her. Elektronisk forsikringsformidling hører klart med til direktivets anvendelsesområde, og den sidste del af ændringen er derfor ikke nødvendig.

Ændring 16, artikel 2, nr. 4

Se begrundelserne under ændring 15.

Ændring 17, artikel 2, nr. 6a (nyt) (nu nr. 7)

Rådet har medtaget en definition af "bunden forsikringsformidler" for at præcisere anvendelsesområdet for bestemmelserne om denne type formidler, navnlig med hensyn til registrering og forsikringsselskabers rolle ved kontrol af formidlerens faglige kunnen. Kommissionens forslag indeholder ikke en sådan definition.

Ændring 21, artikel 2, nr. 10 (nu nr. 12)

Den åbne liste over "varige medier" er medtaget med ubetydelige ændringer i affattelsen ("eksempelvis"), der giver større præcision.

Ændring 23, artikel 3, stk. 1a (nyt)

Indholdet i Europa-Parlamentets ændring er blevet indarbejdet i artikel 3, stk. 1, andet afsnit. Rådet foretrækker imidlertid affattelsen "under en kompetent myndigheds kontrol" i stedet for "på en kompetent myndigheds ansvar", da pligten til at føre kontrol også indebærer ansvar.

Ændring 24, artikel 3, stk. 2 (nu stk. 3)

Indholdet i første del af ændringen er medtaget i den nye affattelse af artikel 3, stk. 3, og artikel 4. Ændringens sidste punktum, der har til formål at indføre en tidsbegrænsning for registreringen på tre år, vil skabe et meget tungt system, som Rådet har ment vil være udgiftskrævende og vanskeligt at administrere i praksis.

Ændring 26, artikel 3, stk. 4

Selv om en detaljeret liste er nyttig, er offentliggørelse af den detaljerede liste ikke obligatorisk i Kommissionens forslag. Bestemmelserne skal desuden ses i forbindelse med let adgang til det centrale kontaktsted.

Ændring 27, artikel 3, stk. 5

De spørgsmål, der drejer sig om direktivets geografiske anvendelsesområde, nemlig forsikringsformidling, der udøves uden for EU, omhandles nu i en ændring til artikel 1, stk. 3.

Ændring 29, artikel 4, stk. 1, afsnit 3

Indholdet i denne ændring er medtaget, idet artikel 4, stk. 1, er blevet gennemgribende omredigeret. Beskrivelsen af forsikringsselskabernes rolle ved kontrol af de faglige kvalifikationskrav er desuden mere præcis i Rådets affattelse end i den foreslåede ændring.

Ændring 30, artikel 4, stk. 2, afsnit 1

Rådet finder det for rigoristisk at udelukke fysiske personer på grundlag af "indledning af insolvensbehandling på noget tidspunkt". "Konkurserklæring" er langt mere præcist og mere velbegrundet. Desuden følger den fælles holdning ændringen, idet der kræves en ren straffeattest for så vidt angår formueforbrydelser, men det tilføjes, at der skal være tale om alvorlige strafbare handlinger.

Ændring 37, artikel 10, stk. 1, indledning (nu artikel 11)

Kriteriet "indgåelse" af en aftale er indført i artikel 10, stk. 1, efter forslag fra Parlamentet. Rådet foretrækker imidlertid "enhver ny forsikringsaftale" som et generelt udtryk.

Ændring 44, artikel 11, stk. 2 (nu artikel 12 med et nyt stk. 3)

Spørgsmålet om mundtlig information og telefonisk kommunikation er nu blevet afklaret ved hjælp af to forskellige stykker, som også tager hensyn til forbrugerbeskyttelsesaspektet og svarer til bestemmelserne om telefonsalg i den fælles holdning vedrørende direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

2.3. Følgende ændringer foreslået af Europa-Parlamentet er ikke blevet accepteret og er ikke indarbejdet i Rådets tekst:

Ændring 52, betragtning 10a

Spørgsmålet er løst mere klart ved en ændring af artikel 1, stk. 2, litra e).

Ændring 6, artikel 1, stk. 2, indledning

Rådet har konstateret, at det vil give praktiske problemer, hvis visse personer ikke omfattes af direktivets faglige kvalifikationskrav (registrering, kompetent myndigheds kontrol), samtidig med at de er underlagt informationskrav, fordi det vil kunne vanskeliggøre håndhævelsen og desuden ikke afspejler idéen i Kommissionens oprindelige forslag.

Ændring 10, artikel 1, stk. 2, litra d)

Rådet mener ikke, at primær indkomst er et anvendeligt kriterium, f.eks. i forbindelse med pensionister og studerende, som ikke skal være omfattet af direktivets krav.

Ændring 12, artikel 1, stk. 2, litra f)

Efter en bred drøftelse har Rådet foretrukket at undtage forsikringsaftaler, som kan fornyes, men hvis løbetid ikke overstiger fem år. Kravet svarer nu bedre til de andre undtagelser, navnlig i litra e). Til gengæld må forsikringsaftalens årlige præmiebeløb ifølge dette litra ikke overstige 500 EUR mod tidligere 1000 EUR.

Ændring 57 og 48, artikel 1, stk. 2a (nyt)

Med denne ændring ville der blive indført en ny liste over typer af forsikringsaftaler og formidlere, som ikke skulle være omfattet af direktivets anvendelsesområde. Nogle af disse punkter er imidlertid dækket af den nuværende artikel 1, stk. 2, forudsat at de fastsatte betingelser er opfyldt (rejseforsikringspakker og visse forsikringsaftaler vedrørende dyr). Visse andre af de omtalte aktiviteter og personer bør imidlertid medtages, fordi det ellers vil berøre salget af forsikringsprodukter, hvor store risici er involveret.

Ændring 19, artikel 2, nr. 6b (nyt)

Direktivet vil blive mere uoverskueligt, hvis der indsættes en definition af "forsikringsformidleragent". Spørgsmålet om forsikringsformidleres medarbejdere tages desuden allerede op i den nye affattelse af artikel 3 og 4.

Ændring 18, artikel 2, nr. 6c (nyt)

Rådet foretrækker ikke at indføre særlige bestemmelser for "bankformidlet forsikringsvirksomhed". Dette skønnes at være unødvendigt, da hovedparten af de berørte aktiviteter klart hører under direktivets anvendelsesområde. Desuden er den foreslåede definition ret usmidig og tager ikke højde for forskellige former for bankformidlet forsikring. I forbindelse med bankformidlet forsikring kan bestemmelserne i artikel 3 og 4 (f.eks. artikel 3, stk. 1, andet afsnit) imidlertid også have relevans.

Ændring 20, artikel 2, nr. 8, litra a)

Ændringen drejer sig om tilfælde, hvor bopælen er forskellig fra forretningsstedet. Efter Rådets opfattelse er der i praksis ikke meget behov for en sådan sondring. Desuden er ændringens ordlyd ikke befordrende for klarheden, da den endog vil kunne indebære, at der opereres med to hjemlande. Den definition, Rådet anvender, er derimod i overensstemmelse med lignende definitioner i direktiverne om finansielle tjenesteydelser.

Ændring 22, artikel 2a (ny)

Se begrundelsen under ændring 18.

Ændring 25, artikel 3, stk. 2a (nyt)

Se begrundelsen under ændring 19.

Ændring 31, artikel 4, stk. 3

Udtrykket "en anden tilsvarende garanti" forekommer klart nok. Som Europa-Parlamentets ændring er affattet, vil den kunne fortolkes som en begrænsning af forsikringsformidleres erhvervsansvar. Det kan ikke være målet at gøre bestemmelserne om formidleres pligtforsømmelse mere fleksible og mindre strenge.

Ændring 32, artikel 4a (ny)

Rådet har ikke fundet en generel bestemmelse om beskyttelse af erhvervede rettigheder påkrævet. De nationale kompetente myndigheder skal under alle omstændigheder gennemføre registreringskrav.

Ændring 34, artikel 5, stk. 3a (nyt)

Automatisk offentliggørelse af listen bør ikke være obligatorisk; det bør kun være en mulighed for de nationale myndigheder.

Ændring 54, artikel 8

I overensstemmelse med Kommissionens forslag har Rådet foretrukket at lade de nærmere enkeltheder i gennemførelseskravene være op til medlemsstaterne.

Ændring 36, artikel 9, stk. 1 (nu artikel 10)

Den foreslåede ændring forekommer at egne sig bedre til en betragtning. Hvis den indsættes i artiklerne som foreslået af Parlamentet, vil det ændre henstillingen til en forpligtelse.

Ændring 38, artikel 10, stk. 1, litra b) (nu artikel 11)

Informationskravene er blevet helt omredigeret og tilpasset i et separat afsnit efter stk. 1, litra e). Rådet er desuden af den opfattelse, at den pågældende type af information bør gives under alle omstændigheder og ikke kun på kundens anmodning. Ellers vil det blive vanskeligt at nå forslagets formål, som jo netop er, at kunderne skal informeres for derved at sikre gennemsigtigheden.

Ændring 55, artikel 10, stk. 1, litra d) (nu artikel 11)

Se begrundelsen under ændring 38.

Ændring 40, artikel 10, stk. 1, litra e) (nu artikel 11)

Rådet har foretrukket ikke at indføre konkret forpligtelse til at nævne de ansvarlige, da det er domstolene, der skal tage endelig stilling til spørgsmålet.

Ændring 41 og 60, artikel 10, stk. 2 (nu artikel 11)

Rådet har foretrukket at følge Kommissionens forslag og undgå at sætte en norm for "bedst mulig rådgivning" for formidleren, da det ville blive for kompliceret at gennemføre.

Ændring 42, artikel 10, stk. 3 (udgår) (nu artikel 11)

Kravet om formulering af kundernes behov er blevet præciseret i den fælles holdning, ved at der er indsat en henvisning til produktets kompleksitet og kundens egne oplysninger. Efter denne ændring indeholder stykket nu generelle krav om produktspecifik information, som der skal tages hensyn til, tillige med andre retlige krav.

Ændring 43, artikel 10, stk. 4 (nu artikel 11)

Substansen i denne ændring dækkes i tilstrækkeligt omfang i definitionerne i artikel 1, hvorefter visse typer af aktiviteter er undtaget.

Ændring 45, artikel 11a (ny)

Ifølge ændringen skal personer, der ikke er registreret, og som ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde, opfylde nogle informationskrav. Ændringen omhandler således personer, som ikke er omfattet af direktivets normale anvendelsesområde. Derudover vil den være yderst vanskelig for medlemsstaterne at gennemføre i praksis, idet de personer, den handler om, ikke er underlagt kontrol. Rådet har foretrukket at følge Kommissionens oprindelige forslag på dette område.

3. Væsentlige nye elementer i den fælles holdning i forhold til Kommissionens forslag

Artikel 1, stk. 3 - Formidlere fra tredjelande

Præciseringen af direktivets anvendelse over for tredjelande er med til at gøre gennemførelsen lettere. Desuden medtages substansen i Europa-Parlamentets ændring 27.

Artikel 1, stk. 2, litra e) - Undtagelse af visse typer af accessorisk forsikring

Det er blevet præciseret, at visse former for forsikringsdækning ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde, hvilket imødekommer nogle af de berørte parters betænkeligheder, f.eks. udbydere af rejseforsikring. Desuden medtages principperne i Europa-Parlamentets ændring 8, 9 og 11.

Artikel 2, nr. 7 - Definition af "bunden forsikringsformidler"

For at præcisere direktivets anvendelsesområde og forklare kravene i artikel 3 og 4 om forsikringsselskabers rolle ved registrering og kontrol er det nødvendigt at definere "bunden forsikringsformidler". Derved anerkendes forsikringsselskabernes ansvar for beskyttelse af forbrugeren.

Artikel 3, stk. 2 - Forskellige registre og et centralt kontaktsted

Medlemsstaterne kan oprette mere end ét register; men et centralt kontaktsted skulle kunne sikre, at andre myndigheder og/eller kunderne får let adgang til oplysninger. Dette krav vil på én gang opfylde ønsket om enkle informationsstrømme og tage højde for forskellige nationale traditioner og allerede eksisterende kompetencer.

Artikel 4, stk. 3 - Samlede minimumsbeløb for ansvarsforsikring

Rådet har indført et samlet minimumsbeløb for ansvarsforsikring på 1500000 EUR for alle skadestilfælde i løbet af et år.

Artikel 10, stk. 5 (nu artikel 11, stk. 5) - Nationale informationskrav

Bestemmelsen er en præcision af, at der kan indføres strengere krav på nationalt plan; men det kræves samtidig, at nationale bestemmelser meddeles Kommissionen. Bestemmelserne kan forenes med de enkelte medlemsstaters ønsker uden at lægge hindringer i vejen for den frie markedsføring af forsikringsprodukter. Denne bestemmelse og den tilsvarende betragtning er i overensstemmelse med tilsvarende bestemmelser i andre retsakter om finansielle tjenesteydelser.

Artikel 11, stk. 3 (nu artikel 12, stk. 3) - Telefonsalg

Rådet har indsat en præcisering af direktivets anvendelse på telefonsalg i overensstemmelse med direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

4. Konklusion

Den fælles holdning, som Rådet har vedtaget enstemmigt, gør det endnu mere påkrævet at få en bindende lovgivningsmæssig ramme for forsikringsformidling og en veldefineret ordning for forbrugerbeskyttelse på området. Samtidig er den et forsøg på at undgå, at systemet bliver unødig kompliceret for de berørte parter.

(1) EFT C 29 E af 30.1.2001, s. 245.

(2) EFT C ...

(3) EFT C 221 af 7.8.2001, s. 121.

(4) EFT C ...