52001IE0244

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Den fælles fiskeripolitik"

(2001/C 139/18)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 13. juli 2000 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 2, at afgive udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Eduardo Chagas til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 1. februar 2001.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 379. plenarforsamling af 28. februar-1. marts 2001, mødet den 1. marts 2001, følgende udtalelse med 57 stemmer for, 5 imod og 1 hverken for eller imod.

1. Indledning

1.1. Det er ikke overflødigt at gentage, at den fælles fiskeripolitiks succes afhænger af balancen mellem ressourcer og fiskeriindsatsen, større gennemsigtighed i udformningen og implementeringen af fiskeripolitikken, en vis fleksibilitet i gennemførelsen af foranstaltningerne, en mere effektiv kontrol, effektiv inddragelse af de berørte parter samt en løsning af de sociale problemer, der knytter sig til sektorens omstrukturering og kapacitetsreduktion.

1.2. Man må huske på, at den fælles fiskeripolitiks primære mål er at sikre sektorens bæredygtighed og forbedre indkomsten for dem, der arbejder i sektoren. Dette forudsætter foranstaltninger, som sikrer bæredygtige fiskeriaktiviteter.

2. En rationel og bæredygtig politik for ressourcebevarelse og -forvaltning

a) På baggrund af fiskeressourcernes generelle tilstand, overfiskningen og behovet for at beskytte de mest truede arter er idéen om bevarelse af ressourcerne i EU-medlemsstaternes farvande ikke længere blot et mål blandt andre, men derimod det absolut højst prioriterede mål. Alle EU-institutioner, medlemsstater og hele fiskerisektoren bør betragte dette som den vigtigste forudsætning for skabelse af stabile og bæredygtige fiskeriaktiviteter samt overlevelsesmuligheder for en erhvervsaktivitet, der er af stor betydning for mange regioner i EU.

b) I forbindelse med fiskeressourcernes dårlige tilstand må det også påpeges, at der foregår et omfattende fiskeri, som ikke er beregnet på konsum. Over en tredjedel af fangsterne verden over (30 mio. ton fisk) går til fiskemel. Denne sektor er også ansvarlig for den generelle nedgang i fiskeressourcerne. Selv om dette fiskeri har en anden og mindre indvirkning i EU, fordi det er meget koncentreret og begrænset til ét område, rejser det uundgåeligt spørgsmål vedrørende dets konsekvenser for andre arter i samme område. Kommissionen bør tage dette spørgsmål op til overvejelse og støtte sig på forskningen på dette område.

2.1. 12-sømilegrænsen

2.1.1. Dette er et kernespørgmål i reformen af den fælles fiskeripolitik, som må kulegraves med henblik på at opstille den retlige ramme samt kriterierne for sektorens udvikling. Som ØSU har understreget(1), blev undtagelsen fra fri adgang til kystfarvande (12-sømilegrænsen) indført i 1972 og er siden blevet fornyet med bred opbakning fra både medlemsstaterne og fiskerisektoren selv.

2.1.2. Hvis princippet om lige adgang kommer til at gælde fra 2002, vil det skabe alvorlige forstyrrelser og få uforudsigelige konsekvenser ikke blot politisk, men også økonomisk og socialt.

2.1.3. Indførelsen af en sådan foranstaltning ville bringe forstyrrelser i den økonomiske og sociale struktur i EU's kystregioner, især i de regioner, som er mest afhængige af fiskeri. ØSU er derfor tilhænger af, at den nuværende begrænsede adgang til farvandene inden for 12-sømilegrænsen opretholdes, og at den gældende undtagelsesordning med en beskyttelseszone for det traditionelle kystfiskeri gøres permanent.

2.2. Nordsøen

I henhold til tiltrædelsesaftalerne ophører adgangsbegrænsningerne den 31. december 2002. Eftersom adgangen til størstedelen af Nordsøens ressourcer allerede er klart reguleret, bør fartøjer fra Finland, Portugal, Spanien og Sverige have samme adgang til dette farvand som de øvrige EU-lande.

2.3. TAC'er og kvoter

2.3.1. Trods dets begrænsninger findes der ikke noget troværdigt alternativ til det nuværende system for forvaltning af fiskeriindsatsen med fastsættelse af de samlede tilladte fangster og efterfølgende fordeling mellem medlemsstaterne i form af kvoter.

2.3.2. ØSU går stadig ind for at opretholde TAC- og kvoteordningen om end med forbedringer, som et supplement til indsatsen for at tilpasse fiskeriindsatsen til de disponible ressourcer. Det bør sikres, at de fastsatte TAC'er og kvoter overholdes.

2.3.3. I denne forbindelse kunne fastsættelse af TAC'erne for flere år give en mere stabil forvaltning af fiskeriindsatsen, skønt der - som det fremgår af Kommissionens TAC- og kvoteforslag for 2001 - bør føres mere tilsyn med ressourcernes tilstand, så det ikke bliver nødvendigt at skære TAC'erne kraftigt ned med de deraf følgende sociale og økonomiske konsekvenser.

2.3.4. Et nøjagtigt kendskab til niveauet for og udviklingen i de bestande, der fanges i EU-farvande, er af største vigtighed og fundamentalt for hele den politiske indsats for at forvalte fiskeressourcerne.

2.3.5. Udtalelserne fra Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komite for Fiskeri (STECF) og henstillingerne fra internationale organer vil uvægerligt få mere gennemslagskraft, hvis der anlægges en yderst rigorøs videnskabelig indfaldsvinkel og tages hensyn til biologiske, økonomiske og sociale aspekter, da disse udgør grundlaget for fastsættelse af TAC'erne. Derimod vil STECF's udtalelser altid have en begrænset rækkevidde, hvis Rådet indfører "forbedringer og tilpasninger" eller andre "betragtninger", som sigter mod at ændre problemstillingen.

2.3.6. Under disse omstændigheder vil TAC'ernes niveau snarere afspejle politiske end videnskabelige hensyn.

2.3.7. ØSU bifalder ikke denne fremgangsmåde. De midler, som afsættes til forskning for at forbedre den viden, der er på dette område, bør forøges, så de står mål med den vigtige rolle, som forskning spiller for sikring af et bæredygtigt fiskeri i EU.

2.3.8. En passende og rationel ressourceforvaltning bør ligeledes omfatte foranstaltninger, som ved at begrænse overfiskning foregriber muligheden for, at fiskeriindsatsen rettes mod ikke-kvotebelagte arter.

2.4. Relativ stabilitet

2.4.1. Dette princip, som sikrer en rationel fordeling af de disponible ressourcer, og hvis formål er at sikre en afbalanceret udnyttelse af ressourcerne samt bidrage til at skabe stabilitet i fiskeriaktiviteterne i de enkelte medlemsstater, bør fastholdes.

2.4.2. ØSU understreger endnu en gang behovet for at bevare dette princip med de tilpasninger og ændringer, som udviklingen i situationen siden 1983 generelt måtte kræve.

2.5. Strukturforanstaltninger

2.5.1. Det sæt foranstaltninger, som strukturpolitikken omfatter, forekommer ikke at have givet ret mange resultater, når man ser på den overkapacitet, der fortsat gør sig klart gældende i sektoren.

2.5.2. Man bør arbejde videre på at begrænse kapaciteten uden dog at glemme behovet for fremdeles at forny og modernisere EU's flåde. Der bør sættes klart ind på at skabe de bedste betingelser for forarbejdning af råvarerne under bedre vilkår, herunder sikkerhed, for mandskabet ombord på fiskerfartøjerne. Kapacitetsbegrebet bør omdefineres, så man i stedet for udelukkende at se på flådens samlede tonnage og motorkraften skelner mellem en aktiv kapacitet, som påvirker fiskeriindsatsen, og en passiv kapacitet, som ikke har nogen indvirkning på dette aspekt(2). Et sådant skridt ville betyde meget for en forbedring af sikkerheden og vilkårene ombord.

2.6. Flerårige udviklingsprogrammer (FUP)

2.6.1. FUP indgår i den række af tiltag, såsom TAC'er og kvoter, der sigter mod at begrænse virkningen af overfiskning og risikoen for opfiskning af visse arter. De skridt, der er taget for at mindske fiskeriindsatsen, forekommer ikke at have været videre succesrige, som det fremgår af Kommissionens foreløbige rapport(3). Den vigtigste grund hertil er tilsyneladende, at den reelle kapacitetsbegrænsning i henhold til det gældende fjerde flerårige udviklingsprogram har været utilstrækkelig i nogle medlemsstater. Man bør finde frem til de bedst egnede løsninger og udforme en klar referenceramme for sammenhængende foranstaltninger, som anvendes af alle, så FUP kan blive et virkeligt effektivt forvaltningsinstrument. Sanktionerne for regelovertrædelse bør skærpes og være fast praksis.

2.6.2. Ingen bestrider det forhold, at der drives rovfiskeri på ressourcerne, og at dette kan medføre betydelige tab for både skibsejere og fiskere. Socioøkonomiske foranstaltninger er derfor fuldt ud berettigede i tilfælde af tilpasning eller reduktion af fiskerflåden.

2.7. Tekniske foranstaltninger

2.7.1. Trods vanskelighederne med at regulere på dette område kan der stadig gøres fremskridt her, hvis den politiske vilje er til stede, og der ydes støtte til forskning blandt andet med henblik på forbedring af fiskerigrejets selektivitet.

2.7.2. Fiskerne selv, især de ældste, som har et grundigt kendskab til sektoren og til fiskeredskaber, kan være meget nyttige på dette felt.

2.8. Kontrol

2.8.1. Hvor god den institutionelle og lovgivningsmæssige ramme end måtte være, bør der stadig holdes øje med dens gennemførelse i praksis. Det forhold, at der findes retlige midler til at løse fiskeriproblemer, er irrelevant, hvis de ikke rent faktisk tages i anvendelse. Kontrollen med regulerede aktiviteter er nøglen til gennemførelse af en passende politik for ressourcebevarelse. Så længe der ikke rettes op på den inkonsekvens, der ligger i, at man på den ene side har EU-regler og en retlig EU-ramme og på den anden side en kontrol, som er overladt til de nationale myndigheder, vil den fælles fiskeripolitik have sine begrænsninger.

2.8.2. Trods de hidtidige bestræbelser har medlemsstaterne stadig divergerende lovgivning og kontrolforanstaltninger. Det gamle problem med forskelle mellem medlemsstaterne indbyrdes gør sig fortsat gældende og vedrører ikke blot sanktioner, men også disses anvendelse.

2.8.3. Kommissionen har stadig for begrænsede kontrolbeføjelser til at gøre EU-reglerne mere effektive og forebygge, at de anvendes forskelligt.

2.8.4. Det er vanskeligt at gennemføre fiskerikontrollen uden en EU-lovgivning med ensartede sanktioner og anvendelseskriterier. ØSU mener, at Kommissionen bør tildeles de nødvendige midler til at rette op på denne situation.

2.9. Forskning og udvikling

2.9.1. Forvaltningen af fiskeressourcerne kan kun blive effektiv, hvis den støtter sig på et indgående kendskab til niveauet for og udviklingen i de arter, der fanges i EU-farvande.

2.9.2. Den generelle politik for forskning og udvikling bør fremme en rationel og mere effektiv og sammenhængende udnyttelse af havressourcerne.

2.9.3. Der bør afsættes flere midler til forskning i betragtning af forskningens betydning for den fælles fiskeripolitiks fremtid, gennemførlighed og bæredygtighed.

2.10. Bevarelse af havmiljøet

2.10.1. Der er en voksende erkendelse af, at havet er sårbart, og at havmiljøet er altafgørende for stabiliteten ikke blot i fiskeriet, men også i alle andre erhvervsaktiviteter, hvor havet spiller en nøglerolle.

2.10.2. Fiskeriet er afhængigt af biologiske forhold, som miljøfaktorer har en kraftig indvirkning på. Hvad fiskeriet angår er der i dag enighed om, at miljøkvaliteten virker direkte ind på de levende organismers evne til at udvikle sig og tjene som føde for mennesket. Vandets indhold af ilt og næringsstoffer, forekomsten af forurenende kemiske stoffer, store mængder radioaktive reststoffer og patogene mikroorganismer samt visse fejlgreb i miljøforvaltningen af kystzonerne har alt sammen en enorm indvirkning på økosystemet og vandkvaliteten. Der er desværre talrige eksempler på, at havet betragtes som en losseplads for alle slags forurenende stoffer. Selv i EU støder man fortsat på holdninger og adfærd, der skader havmiljøet og de fiskearter, som lever der. "Forureneren betaler"-princippet bør anvendes, og de skadelidte parter bør have erstatning.

2.10.3. Det er nødvendigt at styrke forskningen i forureningens, klimaets og luftkvalitetens virkning på havmiljøet og gøre betydelige fremskridt i retning af integreret forvaltning af kystregioner, så god økologisk og miljømæssig praksis bliver en realitet.

3. Økonomisk bæredygtighed

3.1. Økonomisk og social samhørighed

3.1.1. For at muliggøre nye strategier til forøgelse af produktiviteten, forbedring af fiskernes levevilkår og løsning af andre fiskerirelaterede aspekter må der tages skridt til at rette op på den nuværende uligevægt mellem disponible ressourcer og fiskerikapacitet.

3.1.2. Fiskeriet og de dertil knyttede erhvervsaktiviteter, både i forsynings- og forarbejdningsleddet, har for de berørte regioner langt større betydning end deres andel af BNP.

3.1.3. Fiskeri er krumtappen i en række samfund, og disse spiller en vigtig rolle for den sociale balance og den regionale forvaltning. Værdien af denne rolle kan vanskeligt opgøres økonomisk.

3.1.4. Alle ændringer eller foreslåede tilpasninger af den fælles fiskeripolitik bør baseres på detaljerede undersøgelser og analyser, som tager hensyn til sektorens betydning i de enkelte medlemsstater, og især i de fiskeriafhængige regioner. De værst ramte regioner bør have hjælp til at oprette nye arbejdspladser og forberede sektorens omstilling.

3.1.5. Den fælles fiskeripolitik må inddrages fuldt ud i indsatsen for økonomisk og social samhørighed. Man må således forberede de tilpasninger, der er nødvendige for at skabe nye beskæftigelseskilder, øge den lokale produktion, forbedre levestandarden og sikre forsyningerne.

3.1.6. Kystfiskeriet, som når alt kommer til alt har en mere social karakter, idet det sikrer udviklingen af den lokale økonomi og binder kystregionerne sammen, bør have mere støtte fra den fælles fiskeripolitik.

3.2. Socialpolitik

3.2.1. Der bør føres en aktiv socialpolitik til støtte for den omstrukturering, som vil blive nødvendig, og de ofre, som alle medlemsstaterne må blive enige om at yde i forbindelse med en tilpasning af fiskerflåden til de nuværende fiskeressourcer.

3.2.2. Der vil blive behov for socioøkonomiske ledsageforanstaltninger for at afbøde effekten af ophugning af fartøjer og fiskeres afgang fra sektoren, men der må også tages skridt til at gøre plads for nye, yngre fiskere, som kan erstatte dem, der går på førtidspension.

3.2.3. Pesca-programmet har ikke givet særligt gode resultater i praksis. ØSU anser det dog stadig for vigtigt at have et specifikt instrument til rådighed for gennemførelse af socialpolitiske foranstaltninger i sektoren.

3.3. Sundhed og sikkerhed

3.3.1. Arbejdsvilkår

3.3.1.1. EU-lovgivningen vedrørende arbejdsvilkår og -miljø finder kun i begrænset omfang anvendelse på fiskerisektoren, trods det forhold, at der er tale om en af de farligste aktiviteter i Europa.

3.3.1.2. ØSU mener, at der bør opstilles minimumsnormer for leve- og arbejdsforholdene ombord på fiskefartøjer. Disse normer bør blandt andet omfatte støj, vibrationer, indkvartering og passende håndtering af fiskegrej og udstyr.

3.3.2. Fiskefartøjernes konstruktion og udstyr

Indførelse af grundlæggende sikkerhedsnormer for alle fiskefartøjer og minimumskrav til rednings- og sikkerhedsudstyr vil bidrage væsentligt til at begrænse antallet af ulykker i fiskerisektoren. ØSU opfordrer således alle medlemsstaterne til at ratificere Torremolinos-protokollen fra 1997. Protokollen bør også tjene som grundlag for EU-regler, som gælder alle fartøjer, uanset deres størrelse.

3.3.3. Uddannelse og beviser

3.3.3.1. Mangelen på minimumskrav vedrørende sikkerhedsuddannelse af alle besætningsmedlemmer på fiskefartøjerne er en medvirkende faktor til det store antal ulykker, som kunne undgås, hvis mandskabet blev bedre uddannet i sikkerhedsforanstaltninger og -procedurer.

3.3.3.2. ØSU mener, at sikkerhedsaspektet hurtigst muligt bør indbygges i uddannelsen i EU. Ratificering og gennemførelse af STCW-F-konventionen af 1995(4) om minimumskrav med hensyn til uddannelse bør gives topprioritet.

3.3.4. Rekruttering og beskæftigelse

3.3.4.1. I mange regioner, som er afhængige af fiskeri, og som har en lang tradition i sektoren, bliver det stadig vanskeligere at rekruttere unge fiskere. ØSU mener, at sektorens tiltrækningskraft på de unge - udover lønnen - afhænger af dens investeringer i sikkerhed og overholdelse af internationale normer og muligheder for at tilbyde bedre leve- og arbejdsforhold ombord. Støtte og incitamenter til modernisering af flåden bør kunne bidrage hertil.

3.3.4.2. Den seneste krise, som blev udløst af den kraftige stigning i brændstofpriserne, har også vist, at der er behov for at tage aflønningsordningerne i fiskerisektoren op til fornyet overvejelse, da disse ligeledes kan afholde folk fra at gå ind i fiskerierhvervet. I nogle af de aflønningsordninger, som finder bred anvendelse i sektoren, tages der højde for brændstofprisen ved beregningen af lønnen, hvilket har haft alvorlige følger for mange fiskeres indkomst.

3.3.4.3. ØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter, især på nationalt plan, til at undersøge, hvordan man kan løse dette problem og skabe et mere stabilt indkomstniveau. Dette vil ligeledes få flere til at søge over i sektoren.

3.4. Den fælles markedsordning

3.4.1. Den fælles markedsordning er ét af instrumenterne i den fælles fiskeripolitik, og den bør udvikles i samklang med de øvrige elementer i fiskeripolitikken for at sikre en integreret udvikling af hele sektoren.

3.4.2. Som ØSU gentagne gange har understreget, er denne sektor fundamental for økonomien og dynamikken i en række regioner og lokalsamfund. Hvis sektoren skal overleve, må produktionen forblive livskraftig og konkurrencedygtig. Man må huske på, at fisk har en særlig næringsværdi og i stigende grad anbefales i sammensætningen af en sund og afbalanceret kost.

3.4.3. Man bør være mere opmærksom på at skabe mere dynamik i markedsmekanismerne og investere i en kvalitetsbaseret politik og i faktorer, som kan tilføre fiskeriprodukter en reel merværdi.

3.4.4. Der må skabes de bedste betingelser for forsyningen af EU-markedet, så underskuddet af fiskeriprodukter kan blive dækket. Sker dette ikke, kan det komme til at gå hårdt ud over forbrugerne og en stor del af fiskerisektoren.

3.4.5. Forsyningsgarantien med anvendelse af eksterne kilder og import må dog ikke betyde, at EU-lovgivningen eller internationale regler og god praksis i denne sektor tilsidesættes.

3.4.6. Tredjelandeprodukter, som konkurrerer på EU-markedet, overholder ikke altid gældende regler. ØSU understreger på ny behovet for en skrappere kontrol i hele EU med anvendelsen af reglerne for import og for fangster fra tredjelandefartøjer eller fartøjer, der sejler under bekvemmeligsflag.

3.4.7. En officiel indførelse af et miljømærke for fiskeriprodukter, som viser, at man har anvendt god praksis og overholdt sundheds- og hygiejnereglerne, kunne give forbrugerne en nyttig garanti for, at produkterne er sunde og fanget i overensstemmelse med reglerne.

4. Den internationale dimension

4.1. Fiskeriaftaler med tredjelande

4.1.1. EU har ved hjælp af fiskeriaftaler kunnet afhjælpe sit kroniske underskud af fiskeriprodukter og sikre videreførelsen af EU-flådernes traditionelle fiskeriaktiviteter.

4.1.2. Det har således været muligt at opretholde balancen på hjemmemarkedet og en vis - og helt nødvendig - stabilitet i fiskernes indtægter.

4.1.3. Ikke desto mindre bør dette spørgsmål undersøges nærmere i lyset af den seneste udvikling i fornyelsen af disse aftaler. Eksisterende aftaler bør fornyes, f.eks. aftalen med Marokko, og der bør indgås nye aftaler for at supplere den nuværende ordning.

4.1.4. Under alle omstændigheder bør man, såvel hvad angår beskæftigelse som forsyningen af EU-markedet, så vidt muligt prioritere de såkaldte aftaler af første generation.

4.1.5. Desuden bør EU sikre, at aftaler med tredjelande, især de såkaldte aftaler af anden generation, kan fremme en økonomisk og social udvikling for fiskerne og befolkningen i de pågældende lande. ILO-konventionen og grundlæggende fagforeningsrettigheder bør være en integreret del af alle nye aftaler.

4.2. Ulovligt, ureguleret og "sort" fiskeri

4.2.1. Flere internationale organisationer har været opmærksomme på det ulovlige, uregulerede og sorte fiskeri, der finder sted. Dette arbejde har ført til vedtagelsen af en række internationale aftaler og kodekser i FN- og FAO-regi.

4.2.2. ØSU mener, at implementeringen af disse aftaler er et afgørende skridt hen imod en passende forvaltning af fiskeriressourcerne, og opfordrer Kommissionen til at fremme indgåelsen af sådanne aftaler på alle niveauer.

4.2.3. ØSU mener også, at inspektionen bør udvides til at omfatte sikkerheds- og uddannelsesaspekter som defineret i Torremolinos-protokollen fra 1997 og i STWC-F-konventionen samt overholdelsen af EU-reglerne om forvaltning af ressourcerne og af de internationale kodekser og aftaler.

4.3. EU's repræsentation i regionale fiskeriorganisationer

4.3.1. Det er nødvendigt, at Kommissionen på dette område får en større rolle at spille og flere midler at trække på.

4.3.2. Fiskerierhvervet og arbejdsmarkedets parter kunne i højere grad inddrages, især i forberedelsen af de relevante møder.

4.4. EU's udvidelse

4.4.1. Det er yderst vigtigt, at arbejdsmarkedets parter inddrages i de forskellige aspekter af forhandlingerne og holder øje med den fælles fiskeripolitiks indvirkning på alle områder og med ressourceudnyttelsen og arbejdsmarkedet i særdeleshed.

4.4.2. I denne sektor er det ligesom i andre sektorer væsentligt, at de nye medlemsstater på optagelsestidspunktet har vedtaget gældende EU-ret fuldt ud og står inde for, at EU's sikkerheds- og kvalitetsnormer overholdes.

5. En mere dynamisk fælles fiskeripolitik

To yderligere skridt forekommer altafgørende for opnåelse af mere dynamik i alle elementerne i den fælles fiskeripolitik. Det første går ud på at styrke Kommissionens rolle og beføjelser, da det er den, som er bedst placeret til at fremme EU's interesser. Det andet drejer sig om - som led i styrkelsen af de lokale fiskerisamfunds rolle - at muliggøre en mere decentraliseret og/eller regionaliseret forvaltning af nogle aspekter af den fælles fiskeripolitik.

6. Konklusioner

6.1. En analyse af den fælles fiskeripolitik betyder naturligvis også, at der må gøres status over denne politik, eventuelt for at fremsætte kritik af dens mangler og begrænsninger og især opstille nogle retningslinjer for håndteringen af de udfordringer, der vil dukke op i de kommende år.

6.2. For effektivt at imødekomme udfordringerne og rette op på manglerne er det nødvendigt, at alle berørte parter - fiskerierhvervet, arbejdsmarkedets parter, medlemsstaterne og EU-institutionerne - udviser stor fantasi og evne til at finde de bedste løsninger på de problemer, der opstår.

6.3. Under alle omstændigheder er det nødvendigt at forbedre kendskabet til situationen i sektoren og styrke erhvervets og fiskeriorganisationernes rolle, da en succesrig gennemførelse af fiskeripolitikken afhænger af skibsejernes og fiskernes opbakning om dens målsætninger.

6.4. Der vil også være større chancer for succes, hvis den fælles fiskeripolitik bidrager til fuldstændig og optimal udnyttelse af EU-midlerne, levedygtige virksomheder, rimelige indkomster og tidssvarende arbejdsforhold.

6.5. Kommissionens bebudede grønbog med overvejelser og forslag til en reform af den fælles fiskeripolitik afventes med stor interesse. Som altid vil ØSU følge denne vigtige debat om sektorens fremtid og fremlægge sine synspunkter.

Bruxelles, den 1. marts 2001.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT C 268 af 19.9.2000, s. 39-41.

(2) En forøgelse af et skibs tonnage indebærer ikke nødvendigvis en større fiskerikapacitet. Der bør ikke anvendes sanktioner, hvis en tonnageforøgelse ikke øger fiskerikapaciteten, men kun forbedrer arbejds- og sikkerhedsforholdene.

(3) KOM(2000) 272 endelig.

(4) Den internationale konvention om uddannelse af søfarende, sønæring og vagthold (STCW-F1995).