52001DC0574

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN RAPPORT OM GENNEMFØRELSEN AF ORDNINGEN FOR GODTGØRELSE AF DE MEROMKOSTNINGER VED AFSÆTNING AF VISSE FISKERIVARER FRA AZORERNE, MADEIRA, DE KANARISKE ØER OG DE FRANSKE OVERSØISKE DEPARTEMENTER GUYANA OG REUNION, DER ER EN FØLGE AF DISSE REGIONERS BELIGGENHED I EU'S YDERSTE PERIFERI

Indledning

1. Formålet med rapporten

I henhold til artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 1587/98 af 17. juli 1998 om en ordning for godtgørelse af de meromkostninger ved afsætning af visse fiskerivarer fra Azorerne, Madeira, De Kanariske Øer og de franske oversøiske departementer Guyana og Réunion, der er en følge af disse områders beliggenhed i Fællesskabets yderste periferi [1], ændret ved forordning (EF) nr. 579/2002 [2], skal Kommissionen forelægge Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport om gennemførelsen af de i forordningen fastsatte foranstaltninger, eventuelt ledsaget af passende forslag.

[1] EFT L 208 af 24.7.1998.

[2] EFT L 89 af 5.4.2002.

I denne rapport redegøres der inden for rammerne af ovennævnte bestemmelse for resultaterne af gennemførelsen af ordningen for støtte til afsætning af visse arter produceret i de pågældende regioner. Desuden gøres der rede for de problemer, som fiskerisektoren for øjeblikket står over for, for så vidt angår de arter, der omsættes i større mængder, og der ses på perspektiverne for EU-aktioner på dette område.

2. Retsgrundlaget for EU-aktionerne

Rådet har ved afgørelse 89/687/EØF [3], 91/314/EØF [4] og 91/315/EØF [5] indført særlige programmer for visse regioner som følge af disses afsides beliggenhed og økarakter. Hermed blev der skabt et egnet grundlag for vedtagelsen af foranstaltninger inden for de forskellige aktivitetsområder, som kræver særlig opmærksomhed i form af øget støtte fra EU for at afbøde virkningerne af en række forhold, som vedvarende belaster disse regioner (programmerne Poseidom, Poseican og Poseima).

[3] EFT L 399 af 30.12.1989.

[4] EFT L 171 af 29.6.1991.

[5] EFT L 171 af 29.6.1991.

Med ovennævnte programmer tilstræbes det inden for rammerne af EU's politikker at tage hensyn til disse regioners særlige forhold og handicap, som skyldes deres afsides beliggenhed og økarakter. Regionerne er økonomisk afhængige af nogle få produkter, deres markeder er små, og de er på én gang EU-regioner og områder beliggende blandt udviklingslande, hvilket har indflydelse på det økonomiske og sociale liv.

Programmerne symboliserer EU's solidaritet over for de fjernest beliggende regioner, der er afgørende for disses integration på det indre marked, og de er udformet som referencerammer for gennemførelsen af EU-politikkerne i de pågældende regioner.

I EF-traktatens artikel 299, stk. 2, erkendes det, at det er nødvendigt at vedtage specifikke foranstaltninger til fordel for disse regioner, herunder i fiskerisektoren, som der udtrykkeligt henvises til [6].

[6] Bestemmelsen lyder i sin helhed som følger: "Denne traktat gælder for de franske oversøiske departementer, Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer. For at tage hensyn til den strukturelle sociale og økonomiske situation i de franske oversøiske departementer samt på Azorerne, Madeira, og De Kanariske Øer, der forværres af deres fjerne beliggenhed, deres status som øsamfund, deres lille areal, deres vanskelige topografiske og klimatiske forhold, deres økonomiske afhængighed af nogle få produkter, forhold, som er vedvarende og kumulative, og som alvorligt hæmmer disse regioner i deres udvikling, vedtager Rådet imidlertid med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet særlige foranstaltninger, der navnlig tager sigte på at fastsætte betingelserne for anvendelsen af denne traktat i de pågældende regioner, herunder fælles politikker. Når Rådet vedtager de i andet afsnit nævnte foranstaltninger tager det hensyn til områder som f.eks. told- og handelspolitik, finanspolitik, frizoner, landbrugs- og fiskeripolitik, betingelser for levering af råvarer og nødvendige forbrugsvarer, statsstøtte samt betingelser for adgang til strukturfondene og Fællesskabets horisontale programmer.

Flere faktorer som f.eks. de eksklusive økonomiske zoners udstrækning og den beskæftigelse, som de fiskerirelaterede aktiviteter skaber, berettiger til, at der på EU-niveau træffes foranstaltninger, som tager hensyn til sektorens betydning og de begrænsninger, som disse regioners afsides beliggenhed medfører.

DEL I

1. Støtte til afsætning af visse fiskevarer

Mangelen på regionale markeder og meromkostningerne til transport gør det til enhver tid problematisk at få varerne frem til afsætningsstederne. Denne situation er fælles for de fem regioner i EU's yderste periferi.

Dette er netop baggrunden for, at EU besluttede at træffe foranstaltninger til fordel for producenterne i disse regioner med hensyn til afsætning af fiskevarer. Der blev derfor indført en ordning i 1992 [7], som er blevet en betydelig succes. Ordningen er blevet forlænget flere gange, senest ved Rådets forordning (EF) nr. 1587/98, ændret ved forordning (EF) nr. 579/2002. Den ændring, der blev indført ved sidstnævnte forordning, betyder, at ordningen er gældende indtil den 31. december 2002. Dette har gjort det muligt at yde støtte til afsætningen af de mest berørte arter på de eksterne markeder på betingelser, som kan sammenlignes med dem, der gælder for erhvervsdrivende på det europæiske fastland.

[7] Kommissionens beslutning af 30. juli 1992 om ydelse af fællesskabsstøtte til en række særlige foranstaltninger til gennemførelse af Poseima - EFT L 248 af 28.8.1992.

2. Den gældende ordning

I den gældende ordning, der blev vedtaget ved Rådets forordning (EF) nr. 1587/98, tages der højde for, at vanskelighederne i EU's fiskerisektor i høj grad forværres af omkostningerne til transport af fiskevarerne til afsætningsstederne som følge af disse regioners afsides beliggenhed og isolation.

Det anerkendes desuden, at de særlige EU-programmer, der er indført som følge af regionernes afsides beliggenhed og økarakter, er en integreret del af EU's politik for regionerne i EU's yderste periferi, hvorved der tages højde for disse regioners vanskeligheder og særlige udviklingsproblemer. Der lægges desuden vægt på det ikke-industrielle fiskeris sociale og økonomiske betydning.

Ordningen tager sigte på godtgørelse af de meromkostninger, der opstår ved afsætning af følgende fiskevarer:

- Tun og demersale arter (Azorerne)

- Tun og makrel leveret til den lokale industri og sort sabelfisk (Madeira)

- Tun til afsætning i fersk og frossen tilstand, sardiner og makrel til frysning og forarbejdning samt akvakulturprodukter og blæksprutteprodukter (De Kanariske Øer)

- Rejer (Guyana)

- Tun og sværdfisk til afsætning i fersk tilstand (Réunion).

I henhold til den ændring, der blev indført ved forordning (EF) nr. 579/2002 for at tage højde for eventuelle ændringer i afsætningsvilkårene for de forskellige arter og i deres karakteristika, kan Kommissionen ikke blot tilpasse godtgørelsessatserne, som det har været tilfældet hidtil, men også mængderne for de forskellige arter, inden for de samlede finansielle bestemmelser, der er fastsat for hver region.

DEL II

Situationen for fiskerisektoren i de regioner, der er berørt af ordningen - ordningens fremtidsperspektiver

1. Azorerne

Øgruppen Azorerne omfatter ni øer, fordelt på tre grupper: en vestlig (Flores og Corvo), en central (Terceira, Graciosa, São Jorge, Pico og Faial) og en østlig (São Miguel og Santa Maria). Den strækker sig over et areal på ca. 630 km gange 130 km og er orienteret V/NV til Ø/SØ i den sydlige del af ICES-område X (som defineret af Det internationale Havundersøgelsesråd).

Azorerne er en geografisk isoleret region, der ligger 1 600 km fra det portugisiske fastland og 4 000 km fra USA's østkyst.

Denne isolation forstærkes af, at øerne indbyrdes ligger meget spredt. Øerne Faial og Pico ligger tættest på hinanden (ca. 6 km), og Santa Maria og Corvo ligger længst fra hinanden (næsten 630 km).

I kraft af øernes store spredning og deres isolation i forhold til hinanden og kontinenterne udgør de en særlig stor eksklusiv økonomisk zone (938 000 km ).

Regionens fiskerisektor

Fiskeriet i regionen omfatter to hovedaktiviteter: fiskeri efter tunfisk, der næsten udelukkende anvendes til fremstilling af konserves til afsætning på det portugisiske fastland og i visse europæiske lande, og fiskeri efter forskellige demersale arter, der hovedsagelig afsættes i Europa og USA.

Fiskeforarbejdningssektoren, der afsætter fiskevarerne, omfatter et betydeligt antal arbejdspladser. Fremstilling af tunkonserves er den vigtigste industriaktivitet og beskæftiger næsten 90 % af arbejdstagerne i sektoren.

Azorernes fiskeri er koncentreret i områder med en vanddybde på under 600 m. Her fanges næsten alle de demersale og pelagiske arter, herunder tun. Regionen er således afhængig af ganske få fiskeriområder, idet der ikke er nogen kontinentalsokkel.

Fiskerflåden består af små fartøjer, der opererer tæt ved kysten eller i mere afsides liggende områder, hvor de pelagiske arter er samlet (sværdfisk eller tun). Fartøjerne anvender meget miljøvenlige fangstredskaber (krog og stang).

Med hensyn til afsætningen af de forskellige arter, der er omfattet af ordningen, bør det nævnes, at fiskene afsættes i forskellige produktformer, som medfører særlige meromkostninger. Der er tale om følgende produktformer: forarbejdet tun, demersale arter, der afsættes i fersk tilstand, pelagiske arter, der afsættes i frossen tilstand, og forarbejdede demersale og pelagiske arter.

De begrænsninger, som de erhvervsdrivende i regionens fiskerisektor ligger under for, har gjort det nødvendigt at importere materialer, udstyr og visse råvarer. Det har desuden vist sig at være nødvendigt at tilkalde fagfolk udefra med henblik på vedligeholdelse og reparation af udstyret. Hertil kommer den tid, det tager at få leveret udstyr eller tjenesteydelser, navnlig på de øer, der ikke har direkte flyforbindelse til fastlandet.

Ved afsætningen af de forskellige produktformer, opstår der meromkostninger til følgende:

- lufttransport af fersk fisk

- søtransport af frosne fiskevarer i kølecontainer

- søtransport af tunkonserves i container

- reparation og vedligeholdelse af fartøjer og løn til besætningen

- køb af agn.

Afsætningsvilkårene for de arter, der er omfattet af ordningen

Som det fremgår af vedlagte tabel, fungerer ordningen tilfredsstillende for tun. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at der kan forekomme variationer på grund af tunens egenskaber og visse ydre faktorer, som i de seneste år har påvirket regionen (f.eks. klimaændringer, der har indvirkning på artens opførsel, og et vist omfang af ulovligt fiskeri i Guineabugten, der skader regionens traditionelt rigelige bestande). Ved at anvende den mekanisme, der er fastsat i artikel 2 i forordning (EF) nr. 2844/98 [8], og med de faktiske fangster har det imidlertid været muligt at anvende ordningen i det oprindeligt fastsatte omfang.

[8] Kommissionens forordning (EF) nr. 2844/98 af 22. december 1998 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1587/98 - EFT L 354 af 30.12.1998.

De demersale arter, der blev udvalgt til at indgå i den gældende ordning, var dem, der på det tidspunkt, hvor ordningen blev etableret, blev afsat i betydelige mængder. Udviklingen i fiskeriet har siden vist, at arterne i denne kategori faktisk afsættes i større mængder, hvilket også gælder for de pelagiske arter (små pelagiske arter).

Faktisk blev der i perioden 1998-2001 i gennemsnit landet 5 748 t demersale og pelagiske arter om året. Det er derfor nødvendigt at tilpasse ordningen til de nye forhold (merkomkostninger), de faktisk afsatte mængder samt de produktformer, som anvendes ved afsætningen af disse arter.

Portugal har på grundlag af artikel 2, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1587/98, som ændret ved forordning (EF) nr. 579/2002, anmodet om en tilpasning af beløbet for 2002 for de demersale arter for at tage højde for stigningen i meromkostningerne og for at opnå en fuldstændig udnyttelse af de årlige beløb, der er fastsat for disse arter.

2. Madeira

Madeira ligger i den nordøstlige del af Atlanterhavet. Hvis man måler afstandene fra kyst til kyst, er de nærmeste områder øen La Palma, der hører til De Kanariske Øer (ca. 400 km væk), og Kap Sin på Afrikas kyst (ca. 625 km væk), og der er omkring 950 km til Lissabon.

Disse afstande gør, at Madeira - ud over at være en ø-region - er en af de fjernest beliggende regioner i forhold til det europæiske kontinent og EU.

Regionen er en øgruppe, der omfatter øerne Madeira og Porto Santo, som er beboede, og to grupper af småøer, Dersertas og Selvagens.

Øgruppens areal er på ca. 779 km . Da øerne er af vulkansk oprindelse, har de meget kløftede og stejle kyster og ujævnt terræn med stejle skrænter. Madeira er den største af øerne, og næsten hele regionens befolkning er bosat her. Kun ca. 34 % af arealet er anvendeligt til landbrugsproduktion og andre menneskelige aktiviteter.

Fiskerisektoren beskæftiger 1 522 mennesker. Aktiviteterne er koncentreret om ganske få områder på øen, hvor alternativerne for beskæftigelse er meget begrænsede. Fartøjerne er meget små, og kun halvdelen er motoriserede. De fleste af fartøjerne har meget begrænset rækkevidde, navigationsudstyret er stadig utilstrækkeligt, og sikkerhedsforholdene om bord samt mulighederne for opbevaring af fangsterne er utilfredsstillende. Fangstredskaberne er meget selektive. Der findes kølelagre (på fem af de ni havne), som anvendes til frysning af fisk til den lokale industri, og overskydende fisk sendes til konservesindustrien på Azorerne og det portugisiske fastland.

I perioden 1998-1999 blev akvakulturcentret Calheta oprettet med støtte fra EU inden for rammerne af Poseima-programmet [9]. Denne investering gør det muligt at tilfredsstille den stigende efterspørgsel efter fisk og samtidig begrænse fiskeriet på visse lokale arter. Yderligere to akvakulturanlæg er i fuld drift, et i Baia de Abra og et i Seixal.

[9] Kommissionens beslutning af 30. juli 1992 (92/448/EF) - EFT L 248 af 28.8.1992.

Anvendelsen af ordningen på tun har gjort det muligt at opretholde aktiviteten i forarbejdningsindustrien ved hjælp af lokale fangster og køb af råvarer på det indre marked. I perioden 1998-2001 blev ordningen ikke anvendt fuldt ud i forhold til referencemængden på grund af vanskeligheder med forsyning af industrien, der skyldtes ydre forhold lignende dem, der har berørt Azorerne. Det skønnes imidlertid, at der i 2002 blev leveret 4 000 t fisk til industrien, (som har kapacitet til ca. 5 000 t om året).

Sort sabelfisk forarbejdes i to fileteringsfabrikker, som har haft stor succes med afsætning på eksterne markeder. En af disse fabrikker har planer om at indføre ny emballeringsteknologi og om at øge produktionskapaciteten. I 2000 forarbejdede fileteringsfabrikkerne ca. 1 734 t råvarer. Der findes også andre fabrikker med mindre produktionskapacitet. I det hele taget er fremtidsperspektiverne for denne delsektor meget positive så meget desto mere, som der er planer om yderligere investeringer.

I perioden 1998-2001 blev der i gennemsnit landet ca. 4 261 t sort sabelfisk om året.

Makrel forarbejdes på en fabrik med 50 ansatte. Anvendelsen af ordningen på denne art har gjort det muligt at opnå regelmæssige landinger og har gjort driften af de fem fartøjer, der står for fangsterne, lønsom. I de seneste år har der været store udsving i fangstmængderne, hvilket i visse tilfælde har gjort det nødvendigt at skaffe fisk fra det portugisiske fastland. At ordningen kun er udnyttet i ringe grad skyldes de ændringer i makrellens vandringsmønster, der er konstateret i den seneste tid, og at det under den nuværende ordning ikke er muligt at købe råvarer uden for regionen eller råvarer, der ikke stammer fra regionen. Nævnte fabrik har kapacitet til at forarbejde 400/500 t fisk om året. I perioden 1998-2001 blev der i gennemsnit landet 695 t makrel om året.

Akvakultursektoren i regionen har gode fremtidsudsigter. Som allerede nævnt har EU medfinansieret akvakulturcenteret i Calheta. Et andet akvakulturanlæg, der er i fuld drift, består af en flydende struktur. Der findes også et tredje anlæg i drift. Det skønnes, at denne sektor i gennemsnit vil kunne producere 1 134 t om året.

3. De Kanariske Øer

Øgruppen består af syv øer, der er opdelt i to provinser, Las Palmas og Santa Cruz. Det samlede areal er på 7 273 km, dvs. 1,44 % af det spanske territorium.

Øgruppens østligste punkt ligger 115 km fra den afrikanske kyst, og det nordligste punkt ligger 1 100 km fra Cádiz, den nærmeste spanske havn. Madrid, der aftager 172 000 t fisk om året og dermed er den vigtigste aftager i Spanien, er 1 600 km væk.

Fiskeriet er en af de grundlæggende økonomiske ressourcer på de Kanariske øer og spiller dermed en vigtig rolle. På nogle øer, f.eks. Lanzarote, er fiskeri den andenvigtigste økonomiske aktivitet efter turisme.

Kysterne på de forskellige øer er for størstedelens vedkommende stejle, og der findes kun få vige og bugter. Der er ingen plateau eller sokkel, der forener øerne, og farvandene mellem øerne når visse steder dybder på over 1 000 m. Havbunden består af klipper og lavaaflejringer med kratre, hvilket gør det umuligt at fiske med trawl som i andre områder.

De Kanariske Øers fiskerflåde fisker hovedsagelig i tredjelandes farvande. Tun er den vigtigste art for det ikke-industrielle fiskeri. Højsøflåden fanger blæksprutter, sardiner og kulmule.

Fiskeriaftalen mellem EU og Marokko blev ikke forlænget, hvilket har haft meget alvorlige konsekvenser for flåden og de berørte aktiviteter på land.

Navnlig sardinsektoren har lidt store tab, både hvad angår infrastruktur og beskæftigelse.

Fiskeriet efter tun er meget skånsomt for bestandene, da fangstmetoderne er yderst selektive. Fangsterne har i de senere år ligget på et stabilt niveau, bortset fra den periode, hvor fiskeriet var indstillet på grund af den manglende forlængelse af fiskeriaftalen mellem EU og Marokko. Det bør desuden nævnes, at der nogle gange er variationer i fangstmængderne fra den ikke-industrielle fiskerflåde, der opererer tæt ved kysten, på grund af tunens vandringsmønster.

Sardiner og makrel.

Denne delsektors afhængighed af de fiskeriaktiviteter, der fandt sted i Marokkos vande, betyder, at sektoren i øjeblikket ligger næsten stille, og at produktionen er væsentligt reduceret i forhold til niveauet for de foregående år.

Under disse omstændigheder ville den eneste mulighed for at opretholde aktiviteten i forarbejdningsindustrien være at anvende godtgørelsesordningen på fisk, der fanges af tredjelandes fartøjer, og som leveres til denne industri med henblik på afsætning på det europæiske fastland.

Spanien har på grundlag af artikel 2, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1587/98, som ændret ved forordning (EF) nr. 579/2002, anmodet om en tilpasning af beløbene for 2001 og 2002 for sardiner og makrel til forarbejdning og akvakulturprodukter på baggrund af følgende situation: Eftersom fiskeriaftalen mellem EU og Marokko ikke blev forlænget, har De Kanariske Øers fiskerflåde ikke kunnet fiske og afsætte disse arter. Godtgørelsesordningen blev således ikke anvendt på disse to arter i 2001 og 2002. Akvakultursektoren har derimod øget sin produktionskapacitet i løbet af denne periode.

Akvakulturprodukter

På grund af den manglende forlængelse af fiskeriaftalen mellem EU og Marokko har den lokale forvaltning skabt gunstige betingelser for udvikling af delsektoren for akvakulturprodukter med henblik på at skabe beskæftigelse og socioøkonomisk stabilitet i de områder, der er mest berørt af, at aftalen ikke blev forlænget. De seneste års investeringer har således gjort det muligt at udvikle denne delsektor og udnytte og afsætte betydelige mængder af disse produkter. I perioden 1999-2000 blev der oprettet 7 nye produktionsvirksomheder, hvilket er en fordobling af antallet af virksomheder i denne delsektor.

Ifølge de tal, som myndighederne har opgivet, skønnes det, at produktionen for 2001 var på 2 500 t, som blev produceret i 13 virksomheder med en produktionskapacitet på 3 200 t om året. I 2002 var der yderligere 16 virksomheder, der ventede på myndighedernes tilladelse til at påbegynde deres aktiviteter med en forventet samlet produktion på 3 930 t om året. Det anslås, at der i perioden 2002-2006 gennemsnitligt vil blive produceret 4 400 t om året.

Blæksprutter og demersale arter

Denne delsektor er stadig regionens vigtigste aktivitet både i volumen og værdi. Fangsterne stammer hovedsagelig fra området mellem De Kanariske Øer og Sahara mellem Kap Bojador og Kap Verde (i de farvande, der hører under Senegal, Mauretanien og Guinea-Bissau). Ud over blæksprutter fanges der ligeledes demersale arter med de samme redskaber. Samtlige fangster i denne delsektor afsættes på de eksterne markeder (ligeligt fordelt mellem Japan og EU). I EU afsættes halvdelen af produkterne i Spanien. Produktionen er stødt på alvorlige hindringer som følge af den manglende forlængelse af fiskeriaftalen mellem EU og Marokko. Fiskeriaktiviteterne er imidlertid for nylig blevet flyttet til andre områder, hvor der kan fiskes i medfør af aftaler, som EU har indgået i ovennævnte område. Dette har gjort det muligt allerede i løbet af 2002 at genoprette særdeles gode fangstniveauer. I henhold til de tilgængelige tal er der i de første otte måneder af dette år registreret en produktion på 20 000 t.

4. Guyana

Det franske oversøiske departement Guyana ligger ved ækvator mellem Surinam og Brasilien og har et areal på 83 534 km2. Guyana har en kraftig befolkningstilvækst, og andelen af børn og unge er stor. Størstedelen af indbyggerne bor langs kysten og de store grænsefloder, idet over halvdelen bor i Cayenne.

Guyanas eksklusive økonomiske zone strækker sig over 130 140 km2. Landet har en lige og flad kyststrækning, der hovedsagelig består af mangrover, og som gennemskæres af større og mindre flodmundinger. Kontinentalsoklen er meget stor (40 000 km2) og skråner jævnt mod det åbne hav. Kystens fysiske miljø med tilstrømning af ferskvand fra de store flodmundinger er gunstigt for righoldige fiskebestande med områder, hvor der kan fiskes med trawl.

Der findes to typer ressourcer i disse vande:

- rejer, som Guyanas fiskeriindsats først og fremmest er koncentreret om på grund af de rigelige ressourcer på kontinentalsoklen

- fisk, som hovedsagelig fanges fra mindre fartøjer, der fisker efter hvidfisk.

Rejefiskeri

Guyanas rejefiskeri er enestående i EU og er departementets tredjevigtigste eksportaktivitet, idet rejeeksporten indbringer over en fjerdedel af eksportindtægterne og beskæftiger 810 mennesker. Næsten hele rejeproduktionen eksporteres, idet 84 % afsættes på de europæiske markeder og 12 % på Antillerne.

Ved udgangen af 2000 bestod fiskerflåden af 63 frysetrawlere til rejefiskeri. Nogle rederier har forarbejdningsvirksomheder på land til sortering, pakning og afsendelse af rejerne. På visse rejetrawlere sorteres, forarbejdes og fryses rejerne om bord, mens de på andre fryses med henblik på pakning på land.

I perioden 1998-2000 var den gennemsnitlige rejeproduktion på 3 660 t om året. De samlede fangster var indtil 1998 på over 4 000 t om året. Nedgangen i rejefiskeriet siden 1999 skyldes i høj grad særlig ugunstige vejrforhold (usædvanlig store nedbørsmængder i de første seks måneder af 2000). Forholdene har været bedre siden slutningen af året, hvilket har gjort det muligt gradvist at nå op på de tidligere fangstniveauer.

Ikke-industrielt fiskeri efter hvidfisk

Denne del af sektoren berører det kystfiskeri, der udøves af lokale fiskere (ikke-industrielle fiskere eller små rederier) inden for 12-sømilegrænsen langs hele Guyanas kyst.

Denne sektor beskæftiger 300 mennesker (hvoraf 240 arbejder om bord). Forarbejdning og afsætning af fangsterne fra de mindre fartøjer (og bifangsterne fra rejetrawlerne) forestås af uafhængige lokale grossister og kooperativer. I 2000 forarbejdede disse grossistvirksomheder 650 t fisk. Heraf blev 100 t eksporteret i fersk tilstand og 500 t i frossen tilstand. De ferske fisk sendes med fly til Europa, og de frosne eksporteres i containere ad søvejen, navnlig til Europa og Antillerne.

Ved udgangen af 2000 bestod fiskerflåden af 104 mindre fartøjer, som drives af uafhængige ikke-industrielle fiskere.

Akvakultursektoren

Siden 1993 er man gradvis begyndt at tage damme og anlæg i brug igen, som blev bygget nogle år forinden.

De virksomheder og dambrugere, der er aktive i sektoren nu, arbejder på at udvide opdrættet af rejer, atipa (art af maller, Hoplosternum littorale) og andre arter, som f.eks. akvariefisk og andre konsumfisk.

Denne sektor giver i dag direkte beskæftigelse til godt en halv snes mennesker. Blandt de arter, der afsættes i større mængder på de eksterne markeder, er rejer og akvariefisk. 95 % af disse arter afsættes til de øvrige franske oversøiske departementer i Antillerne og til Europa. Ifølge de tilgængelige tal var rejeproduktionen på 23 t i 1999, mens produktionen af akvariefisk var på 5 t (1 million fisk à 5 gram).

5. Réunion

Réunion ligger i Det Indiske Ocean 160 km øst for Mauritius og 700 km vest for Madagaskar. Øen udgør en eksklusiv økonomisk zone på 318 300 km og har ingen kontinentalsokkel. Øen har et areal på 2 570 km , har 710 000 indbyggere, og arbejdsløsheden er på 40%. Réunion ligger 9 180 km fra Paris. Øen ligger midt i et havområde med overudnyttede bestande af pelagiske arter, der deles med andre lande.

Fiskeriet på Réunion er i dag en sektor i stærk vækst, som i de seneste ti år har undergået store forandringer. De fangster, der er gjort siden 1991 af hovedsagelig store pelagiske arter (tun, sværdfisk, guldmakrel og spydfisk), vidner om en stigning i fiskeriaktiviteterne. Denne stigning skyldes, at der fortsat drives ikke-industrielt fiskeri omkring fiskekoncentrationsanordninger, at man er begyndt at anvende langliner, og at der er sket en udvikling af fjernfiskeriet i de sydlige farvande.

Fiskeriet på Réunion giver beskæftigelse til over tusind mennesker.

Afsætningen af fiskevarer uden for Réunion er i dag en økonomisk realitet. Fiskevarer er nu blevet øens andenvigtigste eksportvare efter sukkerrør.

I perioden 1998-2001 blev der i gennemsnit afsat 1 098 t tun og sværdfisk om året på de eksterne markeder. I 1999, 2000 og 2001 blev der dog afsat større mængder end dem, der er fastsat i den gældende ordning, (der blev afsat henholdsvis 1 168,9 t, 1 641 t og 1 201 t).

Réunion er for nylig også begyndt at afsætte spydfisk, hajer og guldmakrel (både ferske og frosne), som tegner til at blive en indbringende eksportaktivitet. Tallene for 2001 viser, at der blev afsat 34 t spydfisk, 11,9 t hajer og 6,3 t guldmakrel.

KONKLUSION OG FREMTIDSUDSIGTER

Ordningen har under hele anvendelsesperioden skabt varig stabilitet, som gør det muligt for de berørte erhvervsdrivende at arbejde under betingelser, som kan sammenlignes med dem, der gælder for erhvervsdrivende på det europæiske fastland. Ordningen har i væsentlig grad bidraget til at opretholde beskæftigelsen i regioner, hvor der er meget få alternative beskæftigelsesmuligheder. De fordele, som ordningen giver de erhvervsdrivende, har gjort det muligt for de forskellige sektorer at opretholde et acceptabelt produktions- og udviklingsniveau. De vilkår, der er årsag til de højere produktionsomkostninger, kan ikke ændres, eftersom de skyldes regionens beliggenhed i EU's yderste periferi.

I de regioner, der er berørt af denne ordning, er der sket en udvikling i produktions- og afsætningsvilkårene for fiskevarer, som ovenfor beskrevet. I lyset af denne udvikling bør man overveje en tilpasning af ordningens retsgrundlag, således at de mål, der ligger til grund for dens indførelse, kan nås på en passende måde.

Oversigt for hver region over de mængder (i tons), hvortil der er ydet godtgørelse af meromkostninger

AZORERNE

>TABELPOSITION>

MADEIRA

>TABELPOSITION>

DE KANARISKE ØER

>TABELPOSITION>

GUYANA

>TABELPOSITION>

REUNION

>TABELPOSITION>